Tækkemanden 4/2007 - Dansk Tækkemandslaug

for 50 år siden
som nu engang skulle laves. Det var lidt
usikkert hvor meget der blev tjent, og
der skulle jo mad på bordet. Der gik
nogle år med dette meget løse og forskelligartede
arbejde.
Senere begyndte min far at tage mere
helårs arbejde. Han var i et godt stykke
tid på et jernstøberi, det er i denne
periode at han begynder at tække lidt i
weekender og ferier. Min far havde i
årene forinden tækket om sommeren i
en nærliggende by, hvor der boede en
tækkemand, det var her at min far lærte
at tække. Dengang var der meget
langt mellem tækkemænd.
Alt værktøj var hjemmelavet, og med
det værktøj man på en eller anden
måde var kommet i besiddelse af, klarede
man de opgaver der kom. Der var
jo ikke penge til at købe værktøj for,
som retstok brugte han en tynd granrafte.
Tækkenåle og tækkestole arvede
han fra andre tækkemænd når de holdt
op.
En tækkemand havde dengang 1 sæt
tækkestole. Det vil sige to stole der var
bundet sammen med et reb, en tække
skovl, to tækkekroge og en retstok,
samt et par synåle, enten af træ eller af
jern. Dengang var der kun store tækkeskovle,
da alt strå blev lagt ud med
hånd og syet, der fandtes ikke handsker
så det var hårdt for hænderne. I
starten var der kun en cykel at transportere
værktøj på.
I 50'erne købte min far den første
ladbil til at transportere materialer og
stillads, og det var på det tidspunkt at
han startede på fuld tid som tækkemand.
Det var ved at blive lidt træls, at
skulle bruge det stillads der var på gårdene,
det kunne være gamle vognsider,
mørnede brædder og stigerne var heller
ikke alt for friske.
Dengang blev der tækket med de materialer
som ejerne selv havde fremskaffet
eller købt, og det var ikke altid
nemt at få et pænt resultat med de
mange forskellige materialer. Der blev
kun tækket om sommeren, så det blev
lidt af et problem at få brød på bordet
om vinteren. Så var gode råd, som bekendt
dyre, enden på det blev, at der
startes med at høste lidt rør, der blev
indkøbt en lille fræser hvor der blev
monteret en fingerklipper foran på
maskinen og et stativ som opsamlede
tagrørene. Når der ikke kunne være
mere i stativet tog makkeren rørene af
med hånden og lagde dem på jorden,
hvor de senere på dagen blev renset og
bundet.
Når der så var renset et læs blev det
kørt ud til en kunde, der skulle have
tækket til foråret, der blev betalt for
rørene og så var der penge til komme
over vinteren.
En dags arbejde kunne forme sig således,
der blev kørt ud tidligt om morgenen
med et læs rør, som så blev tækket
på den dag. Når det var fyraften skulle
der så hentes et nyt læs tagrør til næste
dag. Når et tag var færdigt, skulle der
laves rygningstræer i eg. Først blev
stammerne afkortet derefter kløvet med
kiler for så at blive spidset med økse,
derefter skal der bores huller for at
samle de to træer. Alt blev lavet med
håndkraft, og det var lørdage og søndage
gode til, der var god sammenhængende
tid, så det blev til noget.
Sådan foregik det indtil ca. 1977, hvor
jeg begyndte som tømrer i firmaet. Min
far var træt af altid at skulle vente på
en eller anden tømrer, som skulle lægte
eller lave et kvistvindue. Vi fik lavet et
værksted til fremstilling af kvistvinduer,
som vi stadig arbejder med.
Min far sagde dengang jeg startede, her
har du et håndværk som under ingen omstændigheder
vil kunne ændres eller laves
om til noget mere praktisk, her tænkte
han nok på måden at lægge ud på og
måden at sy taget på, men det skulle senere
vise sig at det kunne laves om.
5