Dagny Christensens erindringer om familien Skou og andre

Da jeg den 26. april i år – 1982 – var til Dannes begravelse, og da jeg læste at hun var død, kom jeg
til at tænke på de mange dejlige timer, jeg har tilbragt sammen med familien Skou, og jeg vil her
prøve at skrive om nogle af dem.
I 1916 mødte jeg Sigrid på Ryslinge Højskole. Hun boede sammen med en pige fra Næstved egnen,
og da vi den første dag skulle finde os en plads i spisestuen, sagde Anna: ”Dér kommer den pige,
jeg bor sammen med.” Jeg ser hende for mig endnu. Hun havde en mørk kjole på, håret var sat op
med en stor knude i nakken, og det var som om denne knude ved hvert et skridt, trak hovedet
bagud. Vi fik fat i hende, og jeg hilste for første gang på Sis. Vi kom til at gå på samme danskhold
hos cand.theol. Monrad, senere præst i Køge. Vi fulgtes altid ad, vi havde samme indstilling til
mange ting, og her blev grunden lagt til vort lange og gode venskab. Hun fortalte at hendes
stedmoder – det hed det dengang var indlagt på Vejlefjord Sanatorium, og at hun havde 5 søstre
derhjemme, den yngste kun få måneder.
Efter højskoleopholdet var jeg en tur i Karup, men Sis havde fået lov til at invitere mig til Galten.
Her blev jeg godt modtaget af lærer SKOU og disse 5 dejlige piger. Sis kendte jeg jo, - Gerda,
Danne – som egentlig hed Christiane, men det navn kunne hun ikke sige, så spurgte folk, sagde hun
Danne, og det navn beholdt hun. Så var der Erna, Helga og lille Ragnhild – kaldet Alli.
Lærer Skou så vi næsten kun til måltiderne, han kunne vist godt lide mig, for han sagde en dag, at
jeg måtte blive så længe jeg ville. Det var jeg glad for.
Sigrid stod for husholdningen, vi fik vistnok oftest frikadeller og medisterpølse, den skulle hentes i
Hadsten, og en af os blev sendt derned efter den på cycle, grøntsager og kartofler havde vi jo i
haven. Frugtbuske og rabarber var der også, så Sigrid kogte en stor grydefuld rødgrød, hældte den
op i lerfade og satte disse i kælderen. Vi levede nøjsomt, men det skænkede vi ikke en tanke, vi
havde det blot dejligt.
Gerda var en sjov type, hun skulle passe Erna og Helga med tøj, vask og lign. Når hun havde lidt tid
satte hun sig ved klaveret, der stod i spisestuen, og spillede men hun spillede oftest udenad og altid
en oktav højere end noderne. Der var et orgel i dagligstuen, det spillede vi lidt på alle sammen. Hun
havde et lidt sjovt staccato sprog, let vrængende. Hun sagde:” Jeg er ikke interesseret i hverken børn
eller mad, jeg vil være en skrap lærerinde”. Hende kom jeg aldrig rigtigt nær, derimod var Danne og
jeg straks på bølgelængde. Jeg beundrede hende og det gjorde jeg resten af livet. Tænk – hun påtog
sig at passe Alli helt og holdent. Hun fik sit eget værelse med udgang til køkkenet, så hun kunne gå
derud og varme flasker om natten. Der var ingen andre der måtte røre Alli, hun passede hende med
vask, mad – ja alt. Alli var en henrivende unge. Hun og Erna havde rødligt hår. Helga var blond.
Når vi så havde fået de Små til ro, gik vi ud i haven, her kom så gerne bagerbørnene – og de var jo
mange – så spiste vi verdens dejligste stikkelsbær, pjattede og pjankede, nød de dejlige
sommeraftner – jeg synes aldrig vi havde regnvejr -. Så gik vi piger ind i køkkenet, satte os op på
bordet, Sigrid hentede rødgrød i kælderen, den var dejlig stiv og kold, og så dansede Danne og jeg
Foxtråt og Storkedans, hvilket var moderne dengang.
Jeg tror, at Sigrid, Gerda og Danne er født i Skørring. Men Skou kom så til Galten, Sigrid viste mig
engang den gamle skole, den lå nede på ”hovedvejen”, Sigrid mente at hendes mor havde fået
tuberkulose af at bo i de gamle stuer. Da Sigrid var 12 år – altså Danne 8 år, døde deres mor, og
Jenny Frederiksen blev husbestyrerinde for Skou. Jeg tror de blev gift ½ årstid senere og Erna blev
1

født i 1912. Sigrid kunne ikke rigtig forsone sig med den nye Mor, hun hentede trøst hos
Bagerkonen – Johannes’ mor, som var så god ved hende, Danne derimod blev glad for den nye mor,
og da der snart kom børn, og Danne var glad for disse, gik det bedre for hende. Hvornår de flyttede
op i den nye skole ved jeg ikke.
Jeg tror nok, at Sigrid, Gerda og Danne arvede nogle penge efter deres mor, og det var for nogle af
disse, at Sigrid tog på Højskole, Gerda senere læste på Langs seminarium i Silkeborg. Jeg husker
ikke om Danne var på Lyngby Højskole eller var der noget om Krabbesholm? Eller var hun der
engang, da de mente at hun også havde en tuberkulose?
En gang jeg var på ferie, gik Gerda næsten hver dag over og hjalp provstinden. Danne gik derimod
ofte op til ?
Næsten hvert år skulle Danne og de små til Agger, og Danne ordnede dem med tøj og det hele, hun
var allerede dengang meget dygtig og bestemmende. De deroppefra må også være kommet til
Galten, for jeg har hilst både på de gamle, datteren Stine og en broder.
Engang ville jeg så gerne have, at Danne skulle giftes med min broder i Næstved. Jeg fik hende
inviteret herned, og senere besøgte han Galten. De var vist interesseret begge 2, men min broder
gad ikke skrive og besvare Dannes breve. Hun spurgte dog altid til ham. Det var mig en skuffelse.
Hvad jeg nu kan huske bliver lidt sprædt, vore veje skiltes noget, men vi havde altid kontakt med
hinanden. Danne var forlovet et års tid med ?, de havde da ring på, for mange år senere, imens hun
boede i Korsgade, blev vi enige om, at jeg skulle gå ind og sælge vore forlovelsesringe, jeg havde
også en hævet forlovelse bagved mig. Jeg fik 6 kr. for hver.
Danne var egentlig en self made pige, der var ikke den ting angående hus og madlavning, man
spurgte hende om, uden at hun vidste besked og kunne give råd. Hun var altid hjælpsom.
Jeg tror, at hun engang styrede huset for den kendte overlæge Krebs (ham med de små børns
glæder) men hun sagde engang noget om, at der kunne komme gæster sent på aftenen, og så skulle
hun servere et eller andet, så hun havde aldrig fri. Jeg tror det var der, at – da hun den 1. morgen
gjorde rent i stuerne, kom fruen ind uden en trævl tøj på, det syntes Danne var mærkeligt. I dag
havde det vist ikke undret nogen. Hun var også husbestyrerinde i en villa i Charlottenlund hos en
direktør Arvid Nielson. Her besøgte jeg hende. Hun passede hele det store hus og 3 små piger.
Moderen var død. Jeg tror nok, at han senere gav en del penge til indkøb af medicinske instrumenter
(Kirurgiske?). Danne var vist også en kort tid forlovet med hans broder.
Mon det ikke var herefter, at hun kom ud hos ing. Erhardt på Amager. Der var far og søn. Faderen
var i 80’erne, tror jeg, og han satte stor pris på Danne. Atter her viste hun sin ordens sans, sin
dygtighed til husførelse. Vi – jeg besøgte hende nogle gange, og Erhardt var fuld af ros over hende.
Senere løste Erna jo hende af, Datteren fra Siam var kommet hjem – men det kender Erna meget
mere til.
Danne havde truffet Vilhelm, var blevet gift, og jeg besøgte hende 1. gang i Korsgade sammen med
Vilhelms 2 søstre Karen og Edith. To ægte Københavnerinder. Hjemmet var dengang med
plysmøbler og så vidt jeg husker Klaver. Næste gang jeg var i Korsgade, havde Danne fået
moderniseret det hele. Jeg var ikke så sjældent derinde, Danne gad ikke tage til Lyngby, - det blev
2

jo mere spændende, da Kjeld begyndte at vise sig. Jeg kan huske, at da veerne blev stærke, ringede
Vilhelm til mig, og sagde, om jeg nu troede, det var tid til indlæggelse, men da der endnu var længe
mellem veerne, sagde jeg, at hun godt kunne gå rundt om spisebordet nogle gange endnu. Danne
skreg i baggrunden ”Du skulle bare prøve, hvor ondt jeg har”. Nogle dage efter var jeg derude at se
den dejlige dreng på klinikken. Ham fulgte jeg en hel del. Helle så jeg ikke så meget til, men - - jeg
var lægelig rådgiver, og på den måde fulgte jeg dem.
Vilhelm har jeg ikke haft ret meget at gøre med, han var altid og rar, når jeg traf ham. Under krigen
skaffede han Ove flere dejlige skjorter og en gang forærede hun mig en dug, syet sammen af 4
forskellige prøveklude. Den er lige blevet kasseret.
Danne havde en utrolig charme, det var lige meget hvor hun kom, så sludrede hun med folk, og de
kunne lide hende. Om det så var min elskede Ove, var han vældig glad for hende – og der skulle
ellers noget til for at han kunne lide folk.
I de senere år besøgte jeg hende ikke ret tit. Over var jo længe meget syg. Men hun ringede ofte til
mig, når hun følte sig sløj. Altid var hun gæstfri, og hvor har hun ikke hjulpet Alli, hvor opofrende
som få. I mine tanker vil hun altid være den kære gamle veninde.
Det jeg har skrevet her, har været en tur ovre hos Alli, og da hun returnerede det, skrev hun
samtidigt et brev til mig, og jeg tror ikke at det gør noget, at jeg sender et uddrag deraf til jer.
Minderne vælter ind over én ved Danne’s død. Selv om vi alle ved, at det var det bedste for Danne
at få fred, så gør det så ondt.
Hvor har Danne altid været god ved mig. Hun har egentlig været mere glad for mig, end jeg selv
har troet. Danne besøgte mig på sygehuset i Randers. Da var jeg kun 2½ år. Hun gik til Hadsten,
tog toget til Randers og gik til sygehuset. Det var en lang tur.
Det var meningen, at Sigrid skulle passe mig, men hun kunne ikke magte det. Danne kunne og hun
var da 4 år yngre. Danne havde håndelag, det har Helle, og det har Trine, medfødt talent. Det jeg
(Alli) også husker er, at Danne, da jeg var på Vanførehjemmet på Toldbodvej, vaskede mit tøj, det
skulle vi selv få ordnet. Jeg var så fin i en lysegrøn molkjole med blomster og flæser.
Herrerne Erhardt besøgte mig også, og jeg var på ferie i Dragør.
Danne efterlevede ”I nøden skal man kende sine venner”. Aldrig har hun svigtet når det gjalt.
Jeg tænker meget på Helle, hun måtte miste sin gode mand alt for tidligt. Lykkeligt at hun har de 2
dejlige og dygtige børn. Kjeld har jo Lisbeth som støtte, og 3 drenge som også er gode børn. Hvor
var Danne dog glad for dem alle 5.
Jeg var så glad for min sidste afsked med Danne. Jeg besøgte hende på Frederiksberg Hospital
sidste år i august, da Erna og jeg kom, sagde hun ”nej, er det dig”. Hun kendte mig. Lidt senere
kom Helle, og hende kendte hun ikke, så hurtigt svingede det. Da jeg gik, sagde hun ”god rejse –
hils Johannes”.
Ja, det var et lille uddrag af mit sidste brev fra Alli sommeren 1982. Alli har skrevet at hun og Helle
og børnene i sommer har været på Hjerl Hede og bl.a. set en gammel præstegård fra Aarslev. Her
var 2 pigeværelser, og da Danne har tjent der, talte de om, hvor hun mon havde boet.
Jeg har fået lyst til at fortælle lidt mere om, hvorfor jeg er så glad for Galten og Hadsten.
3

I 1917 var jeg igen på lang ferie i Galten. Jeg havde fået en ven, som var mejerist i Lavrbjerg. Han
kom ofte cyklende til Galten. En dag fik jeg lokket Danne til at cykle en tur med til Lavrbjerg. Der
er vist et par mil dertil. Solen skinnede, vejen var en bivej og gik op og ned, der er mange og stejle
bakker i det terræn. Jeg ser os endnu ase og mase, humøret var godt og vi nød egentlig denne tur.
Vi cyklede jo meget. En dag kørte jeg med Sigrid til Randers. Jeg skulle gå ind i den
bagerforretning, hvor Johannes arbejdede og spørge efter min fætter. Senere var vi biografen. Da
jeg så at Johannes sad og krammede Sis gjorde jeg det samme fra den anden side, og det hele endte
i grin. Sis havde sådan en tør, sjov måde at grine på.
En søndag passede Gerda de små, og alle vi unge + min ven cyklede til Clausholm, hvor der var
ungdomsmøde og masser af MYG. På hjemvejen punkterede min vens cykel, vi kunne ingen steder
få den repareret, så vi skiftedes til at traske og køre. Næste dag kom han og hentede cyklen og fik
den repareret. Han havde jo lånt min cykel til at køre hjem på om aftenen. Da sagde Skou, som jo
ellers lod os passe os selv: ”Du skal ikke tage ham”. Jeg har vel sagt noget om, at jeg holdt af ham,
men Skou fortsatte: Ser du, du er for god til ham, der er ikke en spandfuld mænd, men et land fuld.”
Jeg syntes og synes, det var en mærkelig sammenligning. Jeg husker det tydeligt. Det blev ikke
ham. Heldigvis.
I 1920 var jeg til Sis’ og Johs’ bryllup. Jeg boede på Skolen og her var stor travlhed. En af de ting,
som Danne og jeg huskede og husker var, at da vi til frokost skulle have Anderagout, smagte den
bitter. Det viste sig, at kogekonen havde skåret galdeblæren itu – altså en af ændernes – og alt
smagte bittert.
Jeg tror, at Sigrid var i en grøn silkekjole, og at vi gik hjem fra Kirken over marken? Vi var i hvert
fald ikke nede på hovedvejen. Der var dækket i skolestuen, vi var mange. Erna siger, at jeg holdt
tale. Det husker jeg ikke. Men efter middagen tror jeg nok, at da vi var både unge og gamle, fik jeg
dem til at lege og danse.
2 dage efter skulle jeg besøge de nygifte. Jeg insisterede på, at jeg ville sove sammen med dem. –
Nej. Men jeg fik min vilje på betingelse af, at Sis skulle sove midt i dobbeltsengen, for når Johs
stod op ved 4-tiden kunne Sis rykke over i hans seng. Johs skulle klæde sig af i et lille kammer, og
jeg måtte love højt og helligt at lukke øjnene, når han skulle i seng, for jeg måtte ikke se ham i
underbukser. Vi lå så og sludrede til Ålborgekspressen var kørt forbi, den kunne vi nemlig se som
en lysende strib e i toiletbordets spejl. Om morgenen kom Johs med friske rundstykker, og vovede
han en morgen, at putte et gammelt imellem, fik han en ordentlig skylle. Hvor havde vi det dejligt
og morsomt.
Jeg har også været på besøg i Hadsten i 1921, for jeg kan huske, at jeg under en spadseretur i nogle
plantager, fik at vide, at de ventede Inger. Hun blev født 3. februar 1922 (?). Helle er vist også født
den 3. februar – min moders fødselsdag. Så kom jeg ind til sygeplejen og senere gift. Men helt har
forbindelsen aldrig været afbrudt. Ove og jeg har besøgt både skolen og Hadsten. Den ene gang
hilste vi på Jenny Skou og Torkil, og en anden gang på fru Skou nr. 3. En gang vi var i Århus kom
Sis og Johs ud til os. Vi var inviteret med dem til Gerda’s fødselsdag (den 9. juni). Hun holdt den på
”Frederiks Kro”. Vi var sammen med Arnold Andersen fra Randers. Efter middagen kørte vi til
Skåde og drak kaffe hos Gerda, og da jeg aldrig havde været på Mols, syntes A.A. at vi skulle køre
en aftentur derud. Det blev en pragtfuld tur. En dejlig sommeraften. Herude traf vi Arne og en datter
af A.A. Jeg har aldrig siden været på Mols.
4

Mon det ikke var i 1948, at vi var til sølvbryllup i Hadsten? Vi var indkvarteret hos nogle venner i
byen. Hilste først på sølvbrudeparret og så en masse gaver, klædte os om og var til middag på
Kroen. Mon ikke vi har været en 60-70 gæster? Jeg husker, at Erna var i en pragtfuld gylden
silkekjole, vi var alle – også min Ove – betaget af hende. Hun strålede. Sådan en fest havde vi aldrig
– før eller siden – været med til. Jeg traf alle bagerbørnene med koner og mænd. Det var meget
morsomt. Her så jeg Søren for første gang.
Dagen derpå var der frokost også på Kroen. Her kom jeg til at side ved siden af Ødum fra Randers.
Han fortalte, at han havde startet dagen med en hel spegesild og 7 snapse. Jeg undrede mig – og nu
fortsatte han med snapsene. Hvordan vi fik musik, husker jeg ikke. Men vi kunne rejse os fra bordet
og ta en lille svingom, og fortsætte med at spise. Jeg kan huske at Ove dansede med Alli, til hendes
store glæde. Det var alle tiders fest.
Senere har vi besøgt Alli og Sis og Johs der hvor han nu bor.
Erna imponerede mig, hun er vældig dygtig til at sy, og hun syede alt sit tøj, den mindste søm i
hånden, hun ejede ingen maskine. Da hun var i Tivoli Konditoriet hilste vi på hende, når vi var
derinde, og hun sendte altid nogle stykker kransekage ned tilos. Hun vidste at Ove elskede
kransekage.
I må kunne forstå, at jeg altid har holdt og holder af hele denne familie, som har givet mig så mange
gode timer, og nu minder, jeg kan glædes over.
Mange år går. Vi flytter her til Brøndbyøster fra Lyngby. Vi gik mange ture, og en dag standsede vi
ved en mand, der stod og klippede en høj hæk dvs han stod og puttede de nye skud ind i hækken, og
de der ikke ville, bandt han dertil. Et stort nøgle sejlgarn lå på fortovet. Vi gav os i snak med ham.
Han viste om i sin have. Senere kiggede vi af og til ind til ham. Han havde været cand.pharm og
han havde mange sjældne planter og træer. Han var ældre og lidt af en særling. En dag spurgte han
om ikke vi ville have nogle æbler. Det ville vi gerne. Vi fik 5 stk. Han havde flere træer fulde. Ove
puttede dem i lommen og vi gik grinende hjem. Når vi så tænkte på hvor mange æbler vi havde
givet bort i Lyngby.
Efter at Ove var død, gik jeg også af og til ture derned, og kiggede ind til ham. En dag sagde
han:”De kan ikke begribe, hvor jeg har holdt ferie i Jylland?”. Nej, det kunne jeg da ikke. ”Ja, det er
et sted, som De ikke aner, hvor er.” I Galten. Ork jo. Så viste det sig, at hans 2 brødre havde haft det
bageri, som Johs havde købt. Den ene broder købte senere Kroen, hvor vi havde festet. Hans
barndomshjem havde været i de stuer, som også havde været Johs’ hjem. Han har nu solgt haven for
en bunke penge. Han kommer af og til og besøger mig. Han er lidt af en særling. Han er inverteret,
siger han. Han fylder 85 i november. Johs kender ham godt.
Hvor er verden lille.
5