Dagny Christensens erindringer om familien Skou og andre

jo mere spændende, da Kjeld begyndte at vise sig. Jeg kan huske, at da veerne blev stærke, ringede
Vilhelm til mig, og sagde, om jeg nu troede, det var tid til indlæggelse, men da der endnu var længe
mellem veerne, sagde jeg, at hun godt kunne gå rundt om spisebordet nogle gange endnu. Danne
skreg i baggrunden ”Du skulle bare prøve, hvor ondt jeg har”. Nogle dage efter var jeg derude at se
den dejlige dreng på klinikken. Ham fulgte jeg en hel del. Helle så jeg ikke så meget til, men - - jeg
var lægelig rådgiver, og på den måde fulgte jeg dem.
Vilhelm har jeg ikke haft ret meget at gøre med, han var altid og rar, når jeg traf ham. Under krigen
skaffede han Ove flere dejlige skjorter og en gang forærede hun mig en dug, syet sammen af 4
forskellige prøveklude. Den er lige blevet kasseret.
Danne havde en utrolig charme, det var lige meget hvor hun kom, så sludrede hun med folk, og de
kunne lide hende. Om det så var min elskede Ove, var han vældig glad for hende – og der skulle
ellers noget til for at han kunne lide folk.
I de senere år besøgte jeg hende ikke ret tit. Over var jo længe meget syg. Men hun ringede ofte til
mig, når hun følte sig sløj. Altid var hun gæstfri, og hvor har hun ikke hjulpet Alli, hvor opofrende
som få. I mine tanker vil hun altid være den kære gamle veninde.
Det jeg har skrevet her, har været en tur ovre hos Alli, og da hun returnerede det, skrev hun
samtidigt et brev til mig, og jeg tror ikke at det gør noget, at jeg sender et uddrag deraf til jer.
Minderne vælter ind over én ved Danne’s død. Selv om vi alle ved, at det var det bedste for Danne
at få fred, så gør det så ondt.
Hvor har Danne altid været god ved mig. Hun har egentlig været mere glad for mig, end jeg selv
har troet. Danne besøgte mig på sygehuset i Randers. Da var jeg kun 2½ år. Hun gik til Hadsten,
tog toget til Randers og gik til sygehuset. Det var en lang tur.
Det var meningen, at Sigrid skulle passe mig, men hun kunne ikke magte det. Danne kunne og hun
var da 4 år yngre. Danne havde håndelag, det har Helle, og det har Trine, medfødt talent. Det jeg
(Alli) også husker er, at Danne, da jeg var på Vanførehjemmet på Toldbodvej, vaskede mit tøj, det
skulle vi selv få ordnet. Jeg var så fin i en lysegrøn molkjole med blomster og flæser.
Herrerne Erhardt besøgte mig også, og jeg var på ferie i Dragør.
Danne efterlevede ”I nøden skal man kende sine venner”. Aldrig har hun svigtet når det gjalt.
Jeg tænker meget på Helle, hun måtte miste sin gode mand alt for tidligt. Lykkeligt at hun har de 2
dejlige og dygtige børn. Kjeld har jo Lisbeth som støtte, og 3 drenge som også er gode børn. Hvor
var Danne dog glad for dem alle 5.
Jeg var så glad for min sidste afsked med Danne. Jeg besøgte hende på Frederiksberg Hospital
sidste år i august, da Erna og jeg kom, sagde hun ”nej, er det dig”. Hun kendte mig. Lidt senere
kom Helle, og hende kendte hun ikke, så hurtigt svingede det. Da jeg gik, sagde hun ”god rejse –
hils Johannes”.
Ja, det var et lille uddrag af mit sidste brev fra Alli sommeren 1982. Alli har skrevet at hun og Helle
og børnene i sommer har været på Hjerl Hede og bl.a. set en gammel præstegård fra Aarslev. Her
var 2 pigeværelser, og da Danne har tjent der, talte de om, hvor hun mon havde boet.
Jeg har fået lyst til at fortælle lidt mere om, hvorfor jeg er så glad for Galten og Hadsten.
3