netværksbladet - Netværk for kvinder i tjeneste

Ingeborg Kappelgaard
Cand. Pæd. i kristendom
8
Afhængighed af Gud
Du blev skabt
til at gå
med et glædens bud fra Gud
til enhver,
som du ser
lever uden håb og tro.
Bring Guds stilhed
og hans fred
i kærlighed.
Kristi spor
glimtvis ses
i din færden her på jord.
Vær hans hænder,
thi han brænder
efter helt at fylde dem
med sin stilhed
og sin fred
i kærlighed.
Profil
af en kvinde i tjeneste
Ingeborg Kappelgaard, lærer og foredragsholder:
- Fra bestandig at være på vej lever jeg mere i nuet og
øver mig i at hvile i, at Gud er hos mig nu, så vejen og
målet er mere samme sag, end det var før.
Havde nogen fortalt mig, at jeg,
som er opvokset på en slægtsgård
i marsken i Sønderjylland, fra 1984
skulle tilbringe tiden herefter på
Nørrebro som præstekone her og
med forskellige typer jobs, så ville
jeg have protesteret kraftigt! Hvad
i alverden skulle jeg dog der i så
mange år?! Og tænk, så trives jeg
her på Nørrebro i en præstegård på
2. sal.
Jeg lærte i mit barndomshjem, at
Gud er med i hverdagen og vil lede
mig i livet. Men en ting er at vide
dette teoretisk, en anden ting er i
praksis at lade ham gå foran i livet
og bestemme!
Jeg besluttede mig for at tage til
Tanzania og arbejde som volontør
for DMS, sagde min stilling op som
lærer på en folkeskole og oplevede
så til min store overraskelse, at kirken
i Tanzania sagde nej til mig på
trods af, at missionsselskabet hav-
de antaget mig! Der sad jeg pludselig
uden noget!
Da skrev jeg:
Giv mig viljen til at ville
gå den vej, du har bestemt,
øse hver dag af den kilde,
hvor det bedste du har gemt.
Lad din kærlighed mig vække,
så min næstes nød jeg ser,
og en kærlig hånd udrække
til en ængstet ven, som be’r.
Giv en ny, en ægte glæde,
skab en lovsang i mit sind.
Du er lyset, som kan sprede
mørket, som sig lister ind.
Jeg havde Gud i baglommen og
havde planer, jeg ville følge, og dem
bad jeg om, at Gud ville velsigne!
Og så blev det hele forpurret! Da gik
det for første gang op for mig, at
Gud ønsker at gå foran og lade mig
følge efter ham. Jeg kom så i stedet
for til Uganda som lærer og oplevede
borgerkrigslignende tilstand.
Men Gud hjalp mig igennem.
Tilbage i Danmark gik jeg i gang
med en videregående uddannelse til
cand. pæd. krd., for jeg ville gerne
tilbage til Afrika og undervise unge
i kristendom på gymnasiet. Jeg traf
min mand, Arne, der var teologistuderende
og også planlagde at blive
missionær - i etiopien. vi mente, at
geografien nok kom på plads, vigtigst
var, at vi begge oplevede kaldet
til at blive missionær.
Undervejs kom vi 1 år til Rumænien
på studieophold i kommunismens
tid, og vort hjem blev et åbent hjem
for afrikanere, da rumænere ikke
havde lov til at besøge os uden polititilladelse!
Der blev jeg tvunget
til at leve i afhængighed af Gud.
hvordan skulle vi ellers få mad, få
kontakt med de rigtige mennesker
uden at sikkerhedsfolkene blandede
sig?
Tilbage i Danmark blev Arne opfordret
til at blive præst i Kingos Kirke
på Nørrebro. vi tog det som noget
midlertidigt, men vi har lige siden
stået i et rigt arbejde blandt folk her
i sognet og menigheden, men også
blandt asylansøgere, inkl. muslimer,
som søger sandheden! vi er
mindst lige så afhængige af Guds
nærhed og hjælp her på Nørrebro.
ellers ser vi ikke mulighederne og
er ikke åbne for alt det, som Gud vil
mennesker iblandt os!
Så fra bestandig at være på vej lever
jeg mere i nuet og øver mig i
at hvile i, at Gud er hos mig nu, så
vejen og målet er mere samme sag,
end det var før.
I 2002 eller 2003 var jeg med på en
kvinde konference, hvor jeg skulle
tale om en kvindeskikkelse. Tsunamien
var pludselig en realitet, alle
var ude af den, og min tale blev
totalt ændret på katastrofens baggrund.
Gud gav i situationen! Bagefter
var der bøn i grupper. en kvinde
bad for mig konkret, og fortalte
mig bagefter, at hun i et syn så, at
jeg blev flyttet inden for et års tid
til en anden opgave end den, jeg
stod i med tværkulturelt arbejde i
Bethesda. Jeg fortalte hende, at der
tog hun nu fejl, men hun holdt på
sit! et halvt år senere blev jeg opfordret
til at påbegynde en integrationslinie
på LM’s Højskole i Hillerød.
Jeg syntes ikke, at det kunne passe,
Giv en ny, en ægte glæde,
skab en lovsang i mit sind.
Du er lyset, som kan sprede
mørket, som sig lister ind.
jeg havde jo mine tværkulturelle opgaver
ud fra IKC i Bethesda. Så jeg
bad om en uges betænkningstid.
Både min mand og mine to voksne
piger sagde: ”Det er da lige dig!” Så
bad jeg: ”Kære Gud, hvis du vil, at
jeg skal sige ja, så lad mig vågne i
morgen tidlig med lyst til det! Så vil
jeg sige ja, men du har ansvaret for,
at det kan lykkes!” Senere huskede
jeg kvinden, der bad for mig og fik
synet om, at jeg skulle ind i en ny
opgave!
Der var jeg så i 6 år, og det blev en
spændende og rig opgave, der sluttede
af med endog to muslimer på
integrationsholdet, og den ene ønskede
efter opholdet at blive døbt.
Nu er jeg så gået på pension og har
brug for i det daglige at lytte til, hvad
Gud vil med mig i dag. Det er en
ny fase i livet, men også meningsfuldt.
jeg må sige, at livet er ikke
problemfrit, der er virkelig mange
udfordringer. Men hvor er det dog
livsbekræftende at være barn af
Gud og i hans tjeneste; tjenesten
for Gud varer ved, så længe jeg lever.
Lønnet eller ulønnet. Han vil
stadig ikke sidde i min baglomme,
men går foran og viser vej hver dag.
Og når jeg placerer ham i baglommen,
stopper han mig og springer
om foran, for den aftale har vi, at
det er ham, der bestemmer!
Gud ved, at jeg har ikke ubegrænsede
kræfter; jeg har brug for stilhed
og skal have plads til fordybelse
og bøn, ellers mister jeg evnen til at
prioritere rigtigt, når jeg skal sige ja
og nej til foredrag, møder, samtaler
m.m. Det øver jeg mig i at huske
på.
Vi er ler i Herrens hånd.
Han bliver ved at skabe, forme,
puster liv i vores ånd,
skærmer os i svære storme.
På en pottemagers sted
er der mange typer skåle.
kunstneren nøjagtigt ved,
hvad hver enkelt skål kan tåle.
Leret i Guds varetægt
formes varsomt hele livet.
Ingen skål er helt perfekt,
men i langtidsperspektivet –
ser vi Gud forvandle ler!
Kunstværk dannes i hans hænder.
Hvordan dette under sker,
er en gåde, kun han kender.
I vort lerkar er en skat,
en kontrast som lys i mørke.
Han er dag, og vi er nat,
vi har svaghed, han har styrke.
Skatten hedder Jesus Krist!
Gennem sprækkerne han lyser.
Han er med fra først til sidst,
når vi jubler, når vi gyser.
Vi er ler i Herrens hånd.
Dan os, brug os hele livet.
Send os med din Helligånd
ud med skatten, vi fik givet.
Ingeborg er Cand. pæd. I Kingos
kirke er hun involveret i tværkulturelt
arbejde og fungerer som
sjælesørger, forbeder,og er organistafløser.
Udenfor kirken:
foredragsholder om tværkulturelle
emner, om bibelske kvindeskikkelser
og livsemner.
www.kvinder.com Netværksbladet/ 2•2012 Netværksbladet/ 2•2012 www.kvinder.com 9