Frygt ikke en falsk profet!

Skrevet af Kim Sønder
Publiseret den 14 september 2001
Frygt ikke en falsk profet!
af Kim Sønder
I min tidligere artikel „Vov at teste ånderne" (Den nye Dialog nr. 84, side 13) evaluerede jeg
trosbevægelsens lære (herlighedsteologien) og afviste den som falsk på grund af dens afvigelse fra
ortodoks lære og dens modsigelse af Bibelens hellige skrifter. I denne artikel skal jeg se nærmere på
troslærens historiske kilde.
I troslæren skelnes der stærkt mellem hvad der kaldes åbenbaringskundskab og sansekundskab (D. R.
McConnell, A Different Gospel, Peabody, Massachusetts: Hendrickson Publishers, 1993, side 103-113).
Det kunne se ud som om, at åbenbaringskundskab derfor har at gøre med åbenbaring fra Gud om
Skrifterne. Men sådan forholder det sig ikke, for i praksis kan åbenbaringskundskaben let identificeres
som Kenneth Hagin’s lære, som jeg beskrev den i detaljer og afviste som modsigende Skriften i min
første artikel. Trosbevægelsen fremfører hans lære som åbenbaring i forhold til den gængse rationelle
Bibelfortolkning, for sansekundskab er ikke blot opfattet som profan kundskab, men som al indlæring
gennem sanserne. Det er denne anti-intellektuelle holdning som tilsyneladende skulle gøre troslæren
karismatisk. Siden sansekundskab er identificeret som intelligent, lært fortolkning af Bibelen, regnes
både almindelige kristne bibellæsere og professionelle bibellærere for inferiøre i forhold til troslæreren.
Derfor er troslæren ikke bare at forkaste som ikke-karismatisk, den er en hån imod den protestantiske
reformation, som lagde Bibelen i hænderne på almindelige mennesker og lagde en intelligent fortolkning
af Skrifterne til grund for den evangeliske kirke (i modsætning til en bibelfortolkning baseret på
åbenbaring eller embedeautoritet).
Dertil kommer, at den spiritualiserede position vedrørende åbenbaring også gør vold på Det ny
Testamentes inspirationskilde, efter hvilken den herliggjorte Kristus blev åbenbaret for apostlene gennem
sanserne. Apostlen Johannes vidnede om det sande livets ord: „Det, vi har hørt, det, vi har set med vore
egne øjne, det, vi skuede og vore egne hænder følte på" (1. Johannesbrev 1, 1). Også Peter gav udsagn
om sansernes værdi som øjenvidne til Jesu Guddomsherlighed (2. Petersbrev 1, 16). Skelnen mellem
åbenbaringskundskab og sansekundskab kunne for nogen lyde som åndelighed, men i realiteten er der
tale om en falsk modsætning. Det skaber faktisk en farlig differentiering i Kristi legeme at opdele folk i
åndelige klasser, som sætter læreren af åbenbaringskundskab i en anden åndelig kategori end den
almindelige skolede bibellæser. Det er ikke så mærkeligt, at så mange kirkespittelser er blevet resultatet
af introduktionen af troslæren til Kristi legeme.
Lærens oprindelse
Siden der nu tales om åbenbaringskundskab, kan man ikke rigtig lade være med at spørge om
Kenneth Hagin modtog sine åbenbaringer fra Gud? Men svaret er klart „nej". I trosbevægelsen

optræder Kenneth Hagin som den store profet, men sandheden er, at Hagin fik tag i sin teologi fra en
anden teolog ved navn E. W. Kenyon, som levede et halvt århundrede tidligere. I sine bøger citerer
Kenneth Hagin i stort omfang fra Kenyon, men altid uden reference. Det kaldes at plagiere, og det ville
normalt have resulteret i umiddelbar udvisning af plagiatoren fra ethvert teologisk seminarium eller
almindeligt universitet i USA. Det er at sammenligne med tyveri. I McConnell’s dokumentation af
bevægelsen i A Different Gospel (et andet evangelium) er der fem fulde sider af sammenligninger mellem
Hagin’s udgivelser og Kenyon’s skrifter, som McConnell præsenterer som eksempler på Hagin’s
plagieringsvirksomhed (McConnell 1993, 8-12). Teksterne er så enslydende i mening, at der umuligt kan
være tale om en tilfældighed. Kenneth Hagin’s plagieringsvirksomhed er faktisk så omfattende, at
McConnell konkluderer, at hvad Hagin underviser i, i realiteten er Kenyon’s lære (McConnell 1993, 13).
Men Kenyon’s lære er ikke bare blevet til Kenneth Hagin’s troslære, men han har også inspireret Kenneth
Copeland, Kenneth Hagin Jr., Fred Price, John Osteen, T. L. Osborn, Norvel Hayes, Jerry Savelle, Charles
Cowan etc. (McConnell 1993, 85). Det er også samme lære, der undervises i på Livets Ords skole i
Sverige ledet af Ulf Ekman, som er endnu en kandidat fra Kenneth Hagin’s Rhema Bible Training Center i
Tulsa, Oklahoma. Det er sandsynligvis den lære de fleste af dem, som er uddannet på dette
træningscenter, som var grundlagt af Kenneth Hagin i 1974, videreformidler i deres embeder. I 1979
grundlagdes et trossamfund ved navn International Convention of Faith Churches and Ministers (ICFCM).
Det er sammensat af 100 menigheder og 700 individuelle prædikanter præsenterende forskellige para-
kirkegrupper. Selvom det benægtes, at der er tale om et kirkesamfund, er ICFCM klart defineret ved sin
lære som ethvert andet kirkesamfund, og det varetager understøttende funktioner. Et af de primære
formål med ICFCM er at organisere troskonferencer over hele USA på internationalt, regionalt og
distriktsniveau (McConnell 1993, 85-87). På trods af den imponerende størrelse, kan denne bevægelse
ingenlunde karakteriseres som Guds udvalgte profetiske instrument. Den repræsenterer en okkult
tradition af kundskab som overføres fra mand til mand. I et enkelt tilfælde, da Kenneth Hagin blev
konfronteret med beskyldningen om plagiering, undskyldte han sig med, at det var ved en fejltagelse, at
en reference var udeladt (McConnell 1993, 12). Men Kenneth Hagin, som notorisk har benægtet, at han
har plagieret hovedparten af sin lære fra Kenyon, undskylder sig generelt med, at Guds sandhed altid må
forblive den samme. Men siden hvornår er Gud begyndt at gentage sig selv ord for ord til forskellige
personer på forskellige tider (McConnell 1993, 13 og 68)?
De okkulte rødder
På overfladen ser det ikke ud som om, Kenneth Hagin har været genstand for nogen okkult
litterær indflydelse, for de fleste af hans referencer vedrører pinsevenner og karismatiske
helbredelsestjenester (McConnell 1993, 67-71). Men siden der særligt mangler referencer til Kenyon, lad
os forske lidt nærmere i denne persons liv og tjeneste (McConnell 1993, 30-34). Kenyon blev født den
24. april 1867 i New York. Han begyndte som metodist og var en aktiv præst, der grundlagde tjenester
og startede menigheder. Han var ikke særlig succesfuld, men udholdende i sit arbejde. Så han havde
klart kristne rødder. Imidlertid var han også involveret i de bevægelser, som senere blev kendt under
betegnelsen de metafysiske kulter: Transcendentalism, New Thought og „the Power of the Mind" (sindets
kræfter). Han kendte til Dr. Phineas P. Quimsby og Mary Baker Eddy’s ideer og skrifter. Mary Baker Eddy,
som senere grundlagde Christian Science (kristen videnskab), er i øvrigt ligesom Kenneth Hagin under

alvorlig anklage for omfattende plagieringsvirksomhed. Kenyon følte, at kirken havde fejlet i
helbredelsestjenesten og var udfordret af de tilsyneladende resultater af de metafysiske kulter. Selvom
Kenyon ikke udtrykte sig anerkendende om disse mennesker (der var snarere tale om rivalisering),
overtog han deres ideer og metoder i voksende grad i løbet af sit liv og sin tjeneste (McConnell 1993, 43-
52). At bevise dette er en af McConnell’s vigtige sager i sin bog A Different Gospel. Men siden Kenyon
ikke rigtig søgte Helligåndens kraft, blev hans helbredelseskoncept snarere til en fornægtelse af
virkeligheden af synd og sygdom end byggende på Guds nåde og kraft.
Det ville være godt, hvis vi kort kunne undersøge Kenyon’s forbindelse med disse okkulte bevægelser og
deres ideer (McConnell 1993, 37-43). Sagen er, at Kenyon var student på Emerson College of Oratory i
Boston i 1892. Ligesom Boston på det tidspunkt var denne uddannelsesinstitution en gryde i kog med
udviklingen af nye religiøse ideer, inkl. spredningen af Unitarianismen, som fornægtede Gud som person.
Emerson College var ikke bare en institution for talekunst, men en institution med en stærk religiøs
mission. Der brugtes kristen terminologi, men indholdet var ganske anderledes. Det udviklede sig
langsomt til et propagandacenter for dét, som senere blev kendt under navnet de metafysiske kulter.
Igennem sine 40 års virke udviklede Emerson’s teologi sig langsomt fra kongregationalisme til
universalisme, unitarianisme, trancendentalisme, „new thought" og endte til slut ved den mest
dogmatiske af alle de metafysiske kulter, Christian Science (McConnell 1993, 37). En af Kenyon’s
klassekammerater var Ralph Waldo Trine (1866-1958), som er blevet karakteriseret som en af de mest
kendte „new thought" skribenter. Det er derfor velvalgte ord, når McConnell taler om de metafysiske
kulter som Kenyon’s hemmelige forbindelse.
Kenneth Hagin’s visioner
I sin bog I Believe in Visions (Jeg tror på visioner) påstår Kenneth Hagin, at han har haft adskillige besøg
af Kristus ansigt til ansigt. Hvis hans påstande skulle være sande, måtte man konkludere, at Kenneth
Hagin er Guds største profet gennem all tider. Han optræder nærmest som Moses’ lige og i hvertfald
større end Esajas, Jeremias og apostlene i hans mange personlige møder med den genopstandne Herre
Jesus Kristus. Problemet er, at efter henrykkelsen af Kristus er der ingen optegnelser af Jesu personlige
møde med nogen undtagen Paulus (Apostlenes Gerninger 9) og Johannes (Åbenbaringen 1). Hvad
Kenneth Hagin eventuelt måtte have oplevet af personlige samtaler med Jesus, kan vi ikke rigtig slutte
noget om, for vi har kun hans eget ord for det. Mødet med det guddommelige skildres altid i Bibelen som
noget forfærdeligt og rædselsvækkende, så der er intet bibelsk grundlag for, at Jesus bare sådan skulle
lade sig se af en tilfældig knoldesparkerprædikant i USA. Derimod er det ikke ualmindeligt for spiritister
at få i nærkontakt med forskellige ånder, der påstår sig snart at være den ene og snart den anden.
Hvad er disse visioners budskab? Ganske simpelt, de propaganderer for trosbevægelsens
åbenbaringskundskab, og Kenneth Hagin opfordres af Kristus selv til at undervise Kristi legeme derom
(McConnell 1993, 64). Det åndelige problem skulle nu stå ganske klart, siden Kenneth Hagin’s såkaldte
åbenbaringskundskab ikke har sit udgangspunkt i disse visioner, men i Kenyon’s lære. Omfanget af
denne artikel tillader ikke en dybere behandling af disse visioner, men lad mig blot give nogle få konkrete
eksempler på Jesu påståede opfordringer til Hagin. Efter en lang diskussion om et åndeligt spørgsmål,
skifter Jesus pludseligt emne og siger, at han da ikke har noget imod, at hans folk bliver rige (McConnell
1993, 64). Der findes ikke noget Bibelsk fortilfælde, hvor Jesus skulle have udtrykt sig således. Faktisk

advarer Jesus sine efterfølgere mod at søge rigdomme (Mattæusevangeliet 6, 19-21 og Lukasevangeliet
18, 24-25), og apostlen Paulus bekræfter, at hvis vi har føden og klæderne, så er det nok (1.
Timoteusbrev 6, 7). I en anden vision optræder der en spottende dæmon, men Kristus erklærer sig
magtesløs overfor den og forklarer, at Kenneth Hagin selv må tage autoritet for at overvinde Djævelen.
Skulle dette være vor almægtige Gud, som i Jesu Kristi missionsbefaling siger, at al magt er givet til ham
og at han vil være med os indtil verdens ende (Mattæusevangeliet 28, 18-20)? I følge troslæren er vi
overladt til os selv til at bekæmpe alt det onde, som Jesus har erklæret sig magtesløs overfor!
Åndelig AIDS
Den sidste slutning er, at troslæren ikke bare er falsk lære. Den er af ondartet natur. Men siden denne
lære er trængt langt ind blandt de kristnes rækker, er kampen ikke bare imod en fremmed lære, men
mod en åndelig sygdom i Kristi legeme. Man kunne vurdere troslæren som en åndelig kræft, der som
forvoksede kropsceller ikke som sådan bliver afvist af kroppens antilegemer, for trosbevægelsen holder
jo stadig på en måde fast på bekendelsen af Kristus og missionsiveren. Det ville være mere præcist at
sammenligne troslæren med åndelig AIDS, som er den mest modbydelige sygdom, denne verden endnu
har oplevet. Den fungerer nogenlunde således: Virusen angriber kroppens immunforsvarssystem, som er
de hvide blodlegemer, der konstant står imod indtrængende fremmedelementer. Når
immunforsvarssystemet er sat ud af funktion af AIDS, er kroppen fuldstændig forsvarsløs overfor enhver
virus og bakterie, som trænger ind. AIDS-patienten bliver et hjælpeløst offer for den ene modbydelige
sygdom efter den anden.
Hvad er Kristi legemes immunforsvar? Det er viljen til at evaluere alting efter den Hellige Skrifts standard
(1. Johannesbrev 4, 6 og Apostlenes Gerninger 17, 11). Det er specielt den karismatiske gave at skelne
mellem ånderne (1. Korinterbrev 12, 10). Lad mig derfor nu prøve at demonstrere at troslæren og
specielt dens koncept af åbenbaringskundskab er fokuseret på at nedbryde Kristi legemes
immunforsvarssystem imod fremmedelementer (falsk lære). Trosbevægelsens tilsyneladende første regel
er ikke at kritisere troslæreren eller læren. Den underliggende trussel er, at kritikkerne går imod
Helligånden. Kenneth Hagin selv har tid efter anden udtalt alvorlige trusler mod opponenter. Engang
profeterede han, at en vis præst ville dø, fordi han ikke ville tage imod undervisningen. En anden gang
nævner han, at en præst faktisk døde af samme årsag (McConnell 1993, 67). Den autoritære teologi om
Guds salvede leder er trængt igennem mange steder i Kristi legeme, men det overses fuldstændig, at den
ny pagts salvede er hele Kristi legeme (Apostlenes Gerninger 2, 17).
En anden måde at lukke munden på kritiske røster er ved at undervise om faren af negative bekendelser.
Kraften af den positive bekendelse er som et dobbeltægget sværd. Efterfølgere bliver langsomt
dødsensangst for at fremsige noget negativt. Enhver, som ikke tror, må tage konsekvensen af sin egen
vantro, kritiske holdning. Hvis nogen bekender, at han er syg, vil han blive syg osv. Når det gælder
sygdom går troslærerne så langt, at de anerkender Djævelens ret til at pine mennesker med en forkert
indstilling (McConnell 1993, 151). Det bliver igen og igen hævdet, at den normale opfattelse af
virkeligheden er sansekundskab, som må fornægtes, men resultatet af denne modstand mod negative
bekendelser giver samtidig den bieffekt, at efterfølgerne efterhånden nægter at lytte til kritiske
bemærkninger. Selv om mange på overfladen synes at være sunde, så er de allerede inficeret med
åndelig HIV. Det forfærdelige er, at mange forbliver i den tilstand i lang tid, og at de kan nå at inficere

andre uden at vide, at de selv allerede er dødssyge i deres sjæl.
Endelig har Kenneth Hagin introduceret en fordrejet version af gaven til at skelne mellem ånderne. Han
lærer, at denne gave har at gøre med at kunne se onde ånder. Han hævder, at han til tider ser
forfærdelige dæmoner på folks skuldre. Men gaven til at skelne mellem ånderne har ikke bare noget at
gøre med kundskab om det onde, det er gaven til at kunne skelne mellem ret og falsk lære. Naturligvis er
det sandt at kritiske ånder kan være destruktive, men hvad sker der, hvis det ikke længere er tilladt at
sætte sig op imod falskhed? Og hvordan kan falsk lære blive afvist uden brug af negativer? Derfor truer
læren om åbenbaringskundskab selve Kristi legemes immunforsvarssystem. Troslæren fungerer nøjagtigt
ligesom AIDS, fordi den sætter kroppens naturlige forsvarssystem ud af funktion. Apostlen Paulus sagde:
„Prøv alt" (1. Tessalonikerbrev 5, 21). Det er en apostolsk befaling. Ingen profeti, ingen lære eller lærer
kan sætte sig ud over at skulle blive testet. Vælg selv i dag, hvem du synes, der repræsenterer Guds
sande autoritet: Kenneth Hagin eller Apostlen Paulus?
Konklusion
De Hellige Skrifter lærer os, hvordan man skal reagere imod åndelige budskaber, som ikke står mål med
sandheden. Når en profet har talt formasteligt, lærer Moseloven os, at vi ikke skal være bange for en
sådan profet (5. Mosebog 18, 22b). En profet, der udtaler ord, som modsiger Bibelens Hellige Skrifter,
taler formastelige ord, som ikke kan føres tilbage til Herren. Kenneth Hagin påstår at besidde
åbenbaringskundskab, men det kan bevises, at kilden til hans lære er teologen E. W. Kenyon, som havde
sin indsigt fra sin forbindelse med de metafysiske kulter og som tillempede okkult visdom i sin lære. Men
Kenneth Hagin nægter at stå ved denne åbenbare plagierende virksomhed. Ud over dette punkt om
åbenbaringskundskabens oprindelse er teorien beviseligt i modstrid med de Hellige Skrifter. Det gør
Kenneth Hagin’s appel til Guds Ords autoritet til en direkte forfalskning. Det samme gælder den anti-
intellektuelle appel til åndelighed. For Gud har inspireret sine profeter og apostle gennem sanserne. Men
den påståede åndelighed tjener mere til at kontrollere andre og sætte sig selv ud over prøvning fra sine
efterfølgeres side. Det apostolske bud om at teste ånderne er sat ud af kraft på grundlag af Kenneth
Hagin’s påståede overlegne åbenbaringskundskab. Derfor er selve livet i Kristi legeme i fare fra et
ondartet angreb mod dets åndelige immunforsvarssystem: Pligten og retten til at teste alting kritisk.
Hvem kan sætte sig op imod menneskers lyst til at blive kendte, rige og magtfulde? Men det er ikke
engang nødvendigt at inkludere denne åbenlyse tilempning af verdslige ideer for at afsløre Kenneth
Hagin’s falske lære. Så vælg derfor i dag at følge de Hellige Skrifters klare anvisning om ikke at frygte at
stå imod en falsk profet!