Januar 2010 - Foreningen Antifascistisk Forum

More documents

Recommendations

Info

Drøm eller mareridt – efter nullernes årti “Nuller står altid til højre, hvis de vil blive til noget.” (Johannes Rau, tysk politiker) Af Anton Nielsen ★ Mange undrede sig givetvis, da ”Bankpakke 1” i oktober 2008 så dagens lys. 35 milliarder blev hevet op af den høje hat til de nødlidende pengeinstitutter. Der var tilsyneladende penge nok. Men da ”Bankpakke 2” så dagens lys i januar 2009 med socialdemokraternes og SFs fulde tilslutning, var det slut med at undre sig. Mange fik den grimme tanke, at noget skummelt var under opsejling. Det blev bekræftet den 1. maj 2009, da man udvidede pakken yderligere. Det var da ”Danske Bank bad om at få staten som aktionær.” ”Helt uden forudgående offentlig diskussion blev sådan en gigantisk ideologisk hegnspæl flyttet,” skrev en rystet kommentator i dagbladet Politiken. Forløbet om den danske bankpakke 1 i oktober 2008 er stadig mørklagt, men i Storbritannien begynder den sande historie at komme frem. Landet var få timer fra et sammenbrud, hvor militæret måtte sættes ind. De nye britiske oplysninger et alvorligt spørgsmål til de danske politikere,” slutter kommentatoren (Pol. 11. okt. 09.) Spørgsmålet er endnu ikke besvaret! ”Bankpakke 2” var/er et lån på 100 milliarder kroner fra den danske stat til den danske banksektor. En kapi- 16 l Antifascistisk Forum nr. 6 talindsprøjtning kaldte man det. Det var ingen overdrivelse. Bankpakke 1 og 2 beløber sig alt i alt til: 135.000.000.000,- kroner. En grove masse penge. Men dér sluttede det ikke: Samtidig vedtog man skattelettelser til landets rigeste. De kan aldrig få det for godt. Danske Banks direktør Peter Straarup – i daglig tale Gebyrgribben – fik en skattelettelse på 465.000,- kroner, mens en folkepensionist alt i alt fik ca. 200,- kroner mere udbetalt pr. måned fra 1. januar 2010. Alt er således på sin rette plads. Klassesamfundet lever og har det godt. Der er intet nyt under solen. Men nu skal der spares – nu går den ikke længere. Til det formål kommer regeringen i den nærmeste fremtid med en plan, som lægger op til nulvækst i kommunerne og regionerne. En plan som med statsgaranti vil betyde nedskæringer og endnu flere fyringer i det offentlige. Fattigdommen vil brede sig til nye lag i befolkningen. Men det er nødvendigt, siger regeringen. Statens underskud stiger og stiger, det kan ikke fortsætte. Sparekravenes gennemførelse over - lader man naturligvis til krisens ofre – folk med livslang erfaring i at spinke og spare – som f.eks. de arbejdsløse, enlige mødre, bistandsmodtagerne, folkepensionister, flygtninge og indvandre og den slags. Tilbage står det store spørgsmål: Hvor i himlens navn kom alle bankmilliarderne fra? Hvor har de været gemt? Var der overhovedet dækning, hvis en eller flere banker gik rabundus? Eller var det gået som på Island, hvor den island - ske befolkning, nu skal betale for nogle skruppelløse spekulanters vilde dans om guldkalven. Er der flere pengetanke, kunne man også spørge? Skjulte skatteyder-milliarder, som vi almindelige dødelige ikke kender til? Måske rester fra tidligere finansminister Thor Pedersens storhedstid, dengang han uden at blinke erklærede, at vi ” over tid vil komme til at eje hele verden.” For almindelige mennesker er det ikke altid lige til at forstå regeringens modsigende erklæringer: Ikke mindst på baggrund af regeringens ustandselige nedskæringer og den stigende arbejdsløshed, og selvfølgelig landets skrantende økonomi med røde tal på bundlinien. Nu er Danmarks økonomi ikke længere så fantastisk, og et offentligt overskud på 100 milliarder kroner er på forunderlig vis vendt til et underskud i samme størrelsesorden. Den globale finanskrise er fortsat en realitet, og ”en ny global recession er lige om hjørnet med øget infla- tion til følge”, advarede Verdensbankens cheføkonom, Justin Lin for nylig i dansk tv. Når man i dag ser på den danske regeringens rundhåndethed over for finans - kapitalen, minder det mere om de berygtede pyramidespil end om en såkaldt ”ansvarlige politik”. Den danske drøm På Venstres landsmøde i Odense (21. november 09) kom statsministeren ind på ”den amerikanske drøm”. Han opfordrede sine medlemmer til at søge ”den amerikanske drøm” i Danmark – at søge ”den danske drøm”. Han havde været på Internettet, betroede han landsmødedeltagerne, hvor han ved hjælp af Google havde søgte løsningen på Danmarks problemer. På baggrund af indlæg på nettet nåede han frem til, at ”den danske drøm” handler om: ”Rigdom, frihed og rimelighed. ”Vi skal være så rige, som vi kan blive, uden vi mister så meget som et hjerteslags fokus på, at de svageste også skal være med,” forklarede han. I 10 bud gjorde statsminister Lars Løkke Rasmus-
sen i sin nytårstale op med pessimismen og nederlagsstemning. En historisk præstation – et vendepunkt? – er hans optræden blevet kaldt. Som Moses med stentavlerne stod han frem for alt folket med sine 10 bud til en anderledes fremtid i det borgerlige paradis – Danmark Han beskrev Danmark som ”verdens lykkeligste land”, men understregede, at det ikke er nogen naturlov for fremtiden. Hvad han så mente med det? Derfor handler det, fortsatte han, om ”bindende, operationelle” mål om højere BNP per indbygger, flere iværksættere, højere arbejdsudbud, bedre testresultater for skolebørnene, ét universitet i Europas top 10, højere middellevetid, større energieffektivitet, bedre integration, mindre kriminalitet og stærkere økonomi.” ”Det er mit bud på mål for 2020”, tilføjede den visionære statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Det lyder flot, men forbandet hult, og har intet med virkeligheden at gøre. Det var i oktober 2009. I januar 2010 er visionerne glemt. Helt glemt – borte har taget ”Den danske drøm”. Nu bliver der smalhals I januar mødtes regeringens medlemmer for at lægge råd op mod den dårligst stillede del af befolkningen. ”Man må indstille sig på smalhals i den offentlige velfærd i den kommende tid,” lød budskabet fra Havreholm Slot. ”Det er af afgørende betydning, at vi får sat gang i arbejdet med at skabe balance i kassekreditten igen,” Hvor stor den præcise regning til f.eks. regeringens ufinansierede skattelettelser til de rige og til de voldsomt stigende militærudgifter, er, kan der endnu kun skønnes om. Men sikkert er det, at det ikke er ikke gratis at være besættelsesmagt. 20 milliarder kroner lød krigsbudgettet på for året 2009. Det nye militærforlig – som bærer SFs underskrift – øger udgifterne med tre procent, siger de – men det kommer næppe til at holde, hvis Danmark fortsat skal føre krig i Afghanistan. Og det vil forligspartierne – inklusive SF. Samtidig står man foran indkøb af nye kampfly til en foreløbig pris på 135 millioner kroner pr. stk. Sagt lige ud: De har ikke styr på noget som helst. Så først når man har forelagt det såkaldte konvergensprogram – en redegørelse for underskuddet for EU, kan man udtale sig om den endelige regnings størrelse. Herefter stiller EU sine krav til regeringen i Region Nord, som klapper hælene sammen og parerer ordre. I parentes bemærket udgør det offentlige underskud i dag 6 procent af BNP. Regeringens sociale krig mod størstedelen af befolkningen er ikke af ny dato. Men nu skærpes den. Man nærmer sig målet – minimalstaten. Nu tages grovfilen frem: Nye nedskæringer venter: Dagpengene står for skud, det samme gør bistandshjælpen,folkepensionen og SU. Nulvækst i kommunerne, hvilket betyder yderligere nedskæringer og fyringer, som vi i skrivende stund (20.januar) ser det på sygehusene. Efter dem kommer folkeskolen gymnasierne, universiteterne – slut med drømmeriet om et universitet i europæisk top 10 hr. statsminister – derefter yderligere lukning af biblioteker og museer osv. osv. Ret og rimelighed Hvem er de vigtigste modstandere ud over de tidligere nævnte? Manden der frem for nogen skal fører spare - kniven er forhenværende beskæftigelses-minister,nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen. Manden som blev hevet frem i lyset af journalist, Jesper Tynell fra radioens P1. Det viste sig – ikke overraskende – at han i en række forhold bevidst havde brudt loven, bestilt misvisende tal, slettet belastende dokumenter og i øvrigt vildledt Folketinget. Engang for mange år siden i en verden, var han utvivlsomt blevet stillet for en Rigsret og dømt for sine forbrydelser, men ikke i dagens Danmark, er det åbenbart det nærmeste man kan komme på et ridderslag. Bag ham står den nye beskæftigelsesminister, Inger Støjbjerg – dum som en dør men støjende, som navnet indicerer – men som totalt mangler forståelse for de mennesker, hun er sat til at være minister for. Socialministeren, Karen Ellemann Kharabian Jensen er formodentlig arveligt belastet. Det er synd for hende. Men det undskylder ikke hendes totale mangel på social indsigt, som hun offentlig afslørede i julen 2009, da glædede sig over at, ”så mange havde fundet vej til de private organisationer” – Kirkens Korshær og Frelsens Hær og andre – som udleverer julehjælp til værdigt trængende. Hun har en ”plan kaldet ”Barnets Reform” – den skal man næppe forvente sig noget godt af. Kharabian navnet skyldes hendes første mand, som var armenier. Hun ophørte med at bruge navnet i 2008 – måske brød Dansk Folkeparti sig ikke om det? Kulturministeren – Carina Christensen – har slået sig op på, at ”Folk skal have mulighed for at sige nej tak.” Det betyder for hende, at bøgerne skal smides ud af bibliotekerne. Hun har endnu ikke dekreteret bogbrændinger, men det kan naturligvis komme. Hun har naturligvis også en plan for sine fremtidige meriter, så tag jer i agt. ”Kultur for alle”, kalder hun planen. Den skal iføl ge hende handle om, at ”styrke en national identitetsfølelse gennem kulturen,” men hun vil ikke proppe den ned i halsen på folk. De skal bare vide, hvad de siger nej til.” Med sig har de hele det borgerlige establishment i og uden for regeringen, som i ”nullernes årti” har levet helt op til idealerne: At snyde efter evne og nyde efter begær. Kendte navne – enkelte i fængsel pt., men det forringer åbenbart ikke kvaliteten – som: Stein Bagger, Peter Straarup og Peter Brixtofte – helt sammenlignelige med de islandske ”ekspansions - vikinger”. Og videre: Henning Dyremose, Cepos, Mus solini-klonen Søren Espersen, Straf-Brian, Don Ø, Christopher Arzrouni og mange flere, som med fynd og klem sluttede op bag da ”systemskiftet” skete i 2001. Øverst på listen står Anders Fogh Rasmussen, tidlige skatteminister, fyret for at fifle med regnskaberne, siden – for lang og tro tjeneste udnævnt til statsminister, hvor han endnu engang brød loven, da han sendte vort land i krig i Irak. Sluttelig udnævnt til leder af terrorbanden NATO. Så rot jer sammen alle I, som de har udset til at betale for deres fejlagtige og asociale politik. Vi siger nej!! Det er nu sammenholdet skal stå sin prøve. Antifascistisk Forum nr. 6 l 17
Page 1 and 2: FRA INDHOLDET: Leder: Integration o
Page 3 and 4: En hyldest til bødlerne! At histor
Page 5 and 6: Hitler og Mussolini - 2 ko ry - fæ
Page 7 and 8: med børnenes? Tryghed og velfærd
Page 9 and 10: Refleksioner over ord og holdninger
Page 11 and 12: afmonteres dagbladet Information vi
Page 13 and 14: lang rejse danske frontkæmpere i d
Page 15: har hermed fået en anden karakter
Page 19 and 20: For international solidaritet: Styr
Page 21 and 22: Boganmeldelse Politiske dyr i samfu
Page 23 and 24: gjort problemerne mindre. De fleste

Januar 2010 - Foreningen Antifascistisk Forum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?