Rokoko 1730-1790 - Tøj på kroppen
Rokoko 1730-1790 - Tøj på kroppen
Rokoko 1730-1790 - Tøj på kroppen
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Rokoko</strong> <strong>1730</strong>-<strong>1790</strong><br />
Med oplysningstidens begyndelse i midten af 1700-tallet blev stil og elegance udtrykt i asymmetriske<br />
former modens forbillede. Aristokratiet – især det franske - var <strong>på</strong> dette tidspunkt den toneangivende<br />
samfundsklasse. Moden blev skabt for og af dem. Moden afspejlede, at adelen ikke behøvede<br />
at udføre et arbejde, men at de ”blot” skulle fordrive tiden ved hoffet eller i adelsdamernes saloner.<br />
Moden var et statussymbol, der viste ens klare placering <strong>på</strong> den sociale rangstige og lagde en klar<br />
afstand mellem adelen og samfundets tre øvrige stænder, gejstlige, borgere og bønder.<br />
For at hæmme købelysten hos befolkningen udstedte den danske konge i 1700-tallet flere luksusbegrænsende<br />
forordninger. Med dem håbede han at begrænse de dyre importerede varer, men også<br />
at formindske en mulig udfladning af standsforskellene i samfundet. Forordningerne, der langt fra<br />
altid blev overholdt, afgrænsede, hvordan de forskellige sociale lag måtte klæde sig. Klæder af silke<br />
og kostbare smykker var for eksempel forbeholdt konge og adel.<br />
Bøndernes tøj var et samspil mellem levn fra ældre stilperioder, <strong>på</strong>virkning fra den højere stands<br />
mode samt nyskabelser inden for selve bondestanden. Det varede omkring 20-30 år før en nyhed fra<br />
byerne fandt vej til det mere traditionsbundne bondesamfund. Det var først og fremmest den jævne<br />
borgerstands dagligdragt, der blev optaget og udformet efter almuens særlige, praktiske behov.<br />
***<br />
Brede hofter som ideal<br />
Manteau-kjole fra 1760-1779 i stærk grøn silkebrokade. Hvem, der har fået den smukke kjole syet,<br />
vides ikke, men den har sandsynligvis været en velhavende borgerlig kvindes festdragt i Randers.<br />
Brede hofter blev anset for smukke, derfor forstørrede man dem med hoftepuder af blandt andet<br />
fiskeben, der blev båret under kjolen. Puderne kunne være så brede, at kvinden måtte gå sidelæns<br />
ind ad dørene. Det medførte et <strong>på</strong>bud om, at puderne ikke måtte være mere end tre meter brede!<br />
I den elegante manteau-kjole, der blev anvendt til selskabsbrug, er yderkjolen skåret med liv og skørt<br />
ud i et, og den er åben fortil. Inderkjolen består af en indsats i skørtet, der bindes fast omkring livet,<br />
og en løs brystsmæk, der hægtes <strong>på</strong> kjolelivet.<br />
Kjolen er med indvævede blomstermotiver i flere farver. Kjolen er udsmykket med guirlander, flæser<br />
og sløjfer. Alle udsmykninger er kantet med et lille bånd med kvaster. I udskæringen og <strong>på</strong> ærmernes<br />
flæsekanter har der siddet kniplinger, <strong>på</strong> ryggen har kjolen dybe watteau-læg og <strong>på</strong> siderne brede<br />
hoftepuder.<br />
Den elegante herre<br />
Skødevest fra 1750-1780 i lyseblåt silke og glittet hørlærred. Hvem, der har fået den elegante vest<br />
syet, vides ikke, men den har sandsynligvis tilhørt en velhavende borger eller adelsmand fra Randersegnen.<br />
Vesten er smukt broderet med blomster og fugle i fladstingsbroderi. Vesten, der tidligere havde kniplinger<br />
i ærmekanterne, blev båret sammen med en broderet jakke, en såkaldt kjol, og bukser, der gik<br />
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - khm@khm.dk
til under knæet. Dertil hørte silkestrømper, skjorte og halsbind. Ærmerne og ryggen <strong>på</strong> vesten er<br />
lavet af et billigt hørlærred, da de ikke kunne ses, når manden bar kjol’en over vesten. Der var ingen<br />
grund til at bruge penge <strong>på</strong> noget, der ikke kunne beundres af andre!<br />
Hos skrædderen valgte kunden det allerede broderede stof, som herefter blev klippet og syet. Stoffet<br />
var vævet i Frankrig, hvorefter det med et mønterforlæg var blevet sendt til Kina for at blive broderet.<br />
Mændene var indtil slutningen af 1700-tallet klædt i stærke farver, kniplinger og broderi og stod <strong>på</strong><br />
ingen måde tilbage for kvinderne i stil og elegance.<br />
Fornemme brudesko<br />
Brudesko fra 1780-<strong>1790</strong> i pastelfarvet rulæder med broderede blomstermotiver i silke- og sølvtråd.<br />
Skoene har høje hæle. Sølvspænderne, der er udført af sølvsmed Christian Høvring fra Randers i perioden<br />
1767-1782, er ikke de originale.<br />
Til selskabsbrug var damesko broderede eller af samme stof som kjolen. Skoene var pyntede med<br />
spænder og til bal med skosløjfer i samme farve som kjolen. Til skoene bar man hvide strømper af<br />
uld, silke eller bomuld. Skoene, der var med hæl, var ikke lette at gå i, og damerne trippede derfor<br />
hen over gulvene.<br />
Brudesko har gennem tiderne haft en stærk symbolsk betydning. Skoene var et symbol <strong>på</strong> jomfrulighed,<br />
og når bruden tog skoene af, mistede hun sin uskyld. Lagde man mønter i skoene <strong>på</strong> bryllupsdagen,<br />
kom bruden aldrig til at mangle penge!<br />
En smuk skikkelse<br />
Snørelivet fra 1750-<strong>1790</strong> i groft hørlærred er kraftigt afstivet med træ. Snørelivet blev brugt under<br />
kjolen for at give kvinden den eftertragtede figur med et smalt liv og en høj barm. Snørelivet har en<br />
engelsk snøring, det vil sige, det snøres fortil, modsat en fransk snøring, der snøres bagtil. Da en smal<br />
talje <strong>på</strong> dette tidspunkt var afgørende for et smukt udseende, brugte man at snøre piger fra tre- til<br />
fire-års-alderen.<br />
Kvinderne var iført et natsnøreliv, når de skulle i seng. Snørelivet gav ikke alene en slank talje men<br />
også en høj barm. Man stak en flad pind ned fortil, og ved hjælp af pinden kunne man så trække barmen<br />
op, så højt som man nu ønskede.<br />
Snørelivet, der har en taljevidde <strong>på</strong> 64 cm, går ned i en spids fortil og har forneden tunger hele vejen<br />
rundt. Skulderstropperne er skåret ud i et med bagstykkerne og er bundet til forstykkerne med<br />
bånd.<br />
Den engelske mode<br />
Engelsk kjole fra 1770-<strong>1790</strong> i blågrønt silkebrokade med blomsterranker, sommerfugle og andre insekter.<br />
Kjolen stammer fra Handest ved Mariager. Den enkle kjole blev kaldt en engelsk kjole, da den<br />
danske mode fra 1770’erne begyndte at hente inspiration i den engelske adels mode. Her var en<br />
diskret og landlig mode fremherskende i stedet for den mere pyntede franske mode. Den franske<br />
revolution lurede lige om hjørnet, og den franske adelsmode mistede indflydelse.<br />
Liv og skørt er syet sammen bagtil. Livet har lange ærmer, en rund dyb halsudskæring fortil og lukkes<br />
med en snørelukning midt for. Livet er foret med ufarvet, lærredsvævet hør. Skørtet lukkes bagtil<br />
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - khm@khm.dk
med en hægte og en malle (ring). Ved lukningen er der en stiklomme lavet af brunt glittet hør og<br />
bomuld. Skørtet er lagt i læg til linningen.<br />
De første modeblade så dagens lys i 1770’erne, f.eks. det engelske The Lady’s Magazine og det franske<br />
La Galerie des Modes. Det betød, at det blev lettere for de danske damer at følge med i, hvad den<br />
nyeste udenlandske mode dikterede.<br />
Almuekvinde i glittet dragt<br />
Almue ærmetrøje, skørt og forklæde fra slutningen af 1700-tallet i glittet blåt og rødt uld. Dragten<br />
har været en velhavende bondekones højtidsdragt. Kjolelivet stammer fra Helsted nordvest fra Randers,<br />
mens skørtet stammer fra Råby nordøst for Randers.<br />
De glittede uldstoffer, der skulle ligne kostbare silkestoffer, blev importeret fra Østengland. Den almindelige<br />
bondebefolkning havde ikke mulighed for at købe silke, og de fandt derfor <strong>på</strong> genveje for<br />
at være moderigtigt klædt. Glitningen fremkommer ved en voksbehandling og en hård presning, der<br />
trykker overfladen hårdt sammen.<br />
Den blå damaskvævede ærmetrøje, der er helforet med hørlærred, har tosømsærmer, skød og flynderryg.<br />
Ærmetrøjen, der hægtes fortil, er sjælden, da den har lange ærmer og ikke trekvart ærmer,<br />
som ellers var normalt <strong>på</strong> dette tidspunkt. Skørtet er lavet af blå glittet, lærredsvævet uld med brocheret<br />
mønster. Skørtets vidde er især samlet bag<strong>på</strong> i flade wienerlæg. Forklædet er af glittet lærredsvævet<br />
uld.<br />
Rejsefrakke mod støv<br />
Rejsefrakke fra slutningen af 1700-tallet i rødt, glittet lærredsvævet uld og sort fløjl. Rejsefrakken har<br />
muligvis tilhørt den velhavende købmandsfamilie Bay i Randers.<br />
Rejsefrakken har været brugt af en kvinde til at beskytte tøjet mod støv under kørsel med hestevogn.<br />
Det var kun velhavende folk, der havde råd til at anskaffe en frakke, man kun anvendte til hestevognskørsel.<br />
Det glittede stof, der mindede om silkebrokadestof, var meget populært op igennem både 1700- og<br />
1800-tallet. Rejsefrakken er skåret i A-form, har en lille halsudskæring og er kantet med fløjl ved de<br />
vide, lange ærmer og ved åbningen fortil. Frakken lukkes med bånd fortil.<br />
Dåbstrøje af genbrugsstof<br />
Dåbstrøje fra slutningen af 1700-tallet i grønt silkedamask. Dåbstrøjen er syet af stof fra en kostbar<br />
1700-tals silkebrokadekjole. Kjolen er sandsynligvis blevet kasseret af en velhavende kvinde, da moden<br />
ændrede sig i slutningen af 1700-tallet.<br />
Når et spædbarn blev døbt, iklædtes det ofte en fornem beklædning - en dåbsdragt. Dragten var en<br />
symbolsk dragt, som var knyttet til barnets første møde med kirken, hvor barnet overgik fra hedenskab<br />
til kristendom og fra enkeltindivid til slægtsmedlem.<br />
Trøjens stof har bundvævning af satin og blomsterranker af lærredsvævning. Forneden <strong>på</strong> hvert<br />
ærme er der tre små betrukne knapper og en tilspidset manchet med knaphuller. Knapperne <strong>på</strong> ærmerne<br />
antyder, at trøjen har været syet til en dreng, idet knapper <strong>på</strong> manchetten kun blev anvendt<br />
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - khm@khm.dk
<strong>på</strong> mandsdragten. Trøjen lukkes i ryggen med tre sæt laksefarvede silkebånd. Trøjen er foret med<br />
ufarvet vadmel.<br />
Billige modestoffer<br />
Kjoleliv fra sidste halvdel af 1700-tallet i brunt glittet hør med hvide blomsterborter og strøbuketter.<br />
Livet ses her bagfra. Stoffet er trykt i reservetryk. Det vil sige, at man først <strong>på</strong>fører stoffet mønstret<br />
med voks, hvorefter farves stoffet brunt. Efter farvningen vaskes stoffet, så vokset forsvinder. Hvor<br />
vokset har været, er stoffet ikke blevet farvet, og mønsteret ses tydeligt.<br />
Da de trykte indiske bomuldsstoffer blev utrolig populære i 1700-tallet, blev det forbudt at importere<br />
dem i Europa for at beskytte den hjemlige tekstilindustri. Da forbuddet blev hævet i 1759, begyndte<br />
især den engelske tekstilindustri at fremstille og videreudvikle trykketeknikken. De nye teknikker<br />
betød, at man kunne massefremstille de nye, eksotiske, mønstrede stoffer langt billigere end silkestoffer.<br />
På kjolelivet er denne nye trykketeknik anvendt. Livet, der snøres fortil, har et lægget skød. Ærmerne<br />
er halvlange og glatte, og de er ligeledes kantet med læg. Livet er slidt og senere lappet.<br />
***<br />
2009 © Kulturhistorisk Museum Randers - Stemannsgade 2 - 8900 Randers C - Tlf. 86428655 - khm@khm.dk