Hun er ikke en helt ordinær kustode, der møder om morgenen og ser frem til at komme hjem, så snart arbejdstiden er forbi. Hun er energisk og interesseret i alt, hvad der foregår på stedet. Bente Nielsen arbejder hver sommer som kustode på det lille, hyggelige Boldrup Museum, der ligger “hist, hvor vejen slår en bugt” i naturskønne omgivelser i Simested Ådal syd for Nørager i den sydlige udkant af <strong>Rebild</strong> <strong>Kommune</strong>. Det er et idyllisk, stråtækt husmandssted fra 1920, og i tilknytning hertil er der historisk værkstedsarbejde og naturskole. Bente befinder sig som en fisk i vandet i sin hverdag mellem museumsgæster, skolebørn, grøntsager og ukrudt – og ikke mindst mellem de mange husdyr af de rigtige, gamle racer. Bente har altid selv haft dyr og har haft stor glæde ved at passe dem. Hun har også altid haft køkkenhave, som har bidraget til husholdningen. Disse interesser har givet hende rige muligheder for at tilpasse sig arbejdet som kustode på museet. Afgrøder og bær fra køkkenhaven bliver nu omsat til spæn - dende glas med syltetøj og marmelade, der så kan sælges på “Fåredagen” i Boldrup i august måned. For at have orden på reglerne om fremstilling af madvarer har hun taget hygiejnecertifikat. Bente har også altid haft lyst til at skrive, og hun er en fabel - agtig god fortæller. I skolen elskede hun de dansktimer, hvor børnene fik lov til at skrive historier ud fra selvvalgte emner. Efter at have været ansat på Boldrup Museum det første år gik hun i gang med at skrive en bog om sin arbejdsplads. Bogen har fået titlen: “Blandt køkkenurter og gamle husdyr” med undertitlen: “En kustodes dagbogsblade fra Boldrup Museum”. Det er en spændende fortælling om hendes varierende arbejde, og læseren fornemmer en stor glæde ved den tætte omgang med dyr, planter og mennesker. Før Bente blev ansat i Boldrup, havde hun været ude for en stor sorg. Bentes mor døde, og det var et hårdt slag for hende, som havde været meget knyttet til moderen. Hun var derfor helt følelsesmæssigt i knæ, da hun blev ansat som hverdagskustode på Boldrup. Langsomt begyndte hendes sind at tø op, da hendes hverdag blev fyldt med søde mennesker og dejlige dyr. Bogen om museet blev derfor en hyldest til den nye arbejdsplads. Bente Nielsen gik 8 år i folkeskole og tog derefter et år på Haubro Ungdomsskole, hvor hun blev forelsket i Ronald, som hun senere blev gift med. Efter at have været hjemmegående med to børn nogle år, har hun prøvet mange forskellige jobs. Det har ofte været “mandearbejde”, som at pelse mink, hjortepasning, fjerkræslagteri, klippe julepynt, pakke juletræer og lignende. I mange år arbejdede hun med naturpleje ved Hedeselskabet. Her skulle der plantes læbælter og vildtremiser på akkord. Om sommeren skulle beplantningen renholdes ved hakkejern og sprøjtning, men dette arbejde fik en ende, da der kom et krav om, at de ansatte skulle uddanne sig til anlægsgartnere. Side 16 Et liv med æsler For 15 år siden købte Bente sit første æsel, og på et tidspunkt havde hun 18 æsler i alt. Æslerne har givet hende utrolig mange glæder, og hun har fået stor indsigt i arbejdet med disse dyr. Nu er antallet af æsler på hendes og Ronalds ejendom dog reduceret til 5-6 dyr. I alle årene med æsler er det blevet til mange “invitationer” til arrangementer i weekends til f.eks. friluftsspil, byfester, fødselsdage, skuespil, open by night og polterabends. Ved påsketide deltager æslerne ofte ved arrangementer i kirker, hvor æslet under dramatiseringen kommer med op til døbefonden, og folk vifter med palmegrene. Aftalerne kommer i stand via Bente og Ronalds hjemmeside om æslerne. Bente Nielsen stiftede i 2002 foreningen “Aktive Æselvenner”, som hun lige siden har været formand for. Hendes skrivelyst bevirkede, at hun fik lyst til at fortælle om æslerne. Den første udgivelse var “Mit liv med æsler”, som også er oversat til hollandsk. Siden har hun skrevet bogen: “Æslet - i lyst og nød”. I en af bøgerne fortæller hun, at hun i mange år har kæmpet med den brede befolknings misforståede holdning og latterliggørelse af dette vidunderlige dyr. Heldigvis har hun børnene på sin side, idet de elsker æslerne, og det er gengældte følelser. Børnene hviner af fryd, når en vaffel med syltetøj forsvinder i æslets mund med alle tegn på velbehag i de rare øjne. I det hele taget er Bente uovertruffen med sin ekspertise vedrørende dyr og planter, og hun er et stort aktiv for Boldrup Museum. Mange gæster i sommerens løb har lært at sætte pris på hendes naturlige omgang med de forskellige dyr og kontakten til de besøgende, så det er ikke for meget sagt at kalde hende kulturformidler i ordets bedste betydning. Tekst: Kaj Aage Pedersen Foto: Anne Mette Welling
Side 17 www.kulturen.net
Change language