Efterårsskrift 2006 - Fjendsnet.dk

ISSN: 1604-0236
Efteråret 2006
Program på midtersiderne
1

En spændende historie bør skrives ned
Under arbejdet med at samle oplysninger til ”Møllebogen”, besøgte udvalget
Kristian Laurberg Kristensen og hans kone på gården, Hobrovej 7, Højslev. Kristian
havde en del stenredskaber, som han havde fundet på sine marker, og nu havde han
lagt dem frem på et rundt havebord til ære for os og en arkæolog fra Skive, så vi
kunne fotografere hele samlingen.
Ved samme lejlighed fortalte han om, da Hobrovejen nedenfor gården skulle
asfalteres, og man ville fjerne ca. en meter af bakken. Da stødte vejarbejderne på en
del skeletter fra en fjern fortid, og man spekulerede på, hvorfor de mon var blevet
begravet der, da der så vidt, man vidste, ikke havde været nogen kirkegård eller
gravplads netop på det sted. Man gættede på, at fremmede søfolk var sejlet ind i
Limfjorden for at plyndre, men var blevet overmandet af de jyske bønder.
Skeletdelene blev muligvis forvaret i en mose, som befinder sig ca. 50 meter længere
nedenfor gården og vejen.
En dag gik Kristian en tur omkring mosen, og han fandt da kraniet af et
menneske. Han lagde det ved et træ og ville så tage det med hjem, når han havde
været turen rundt om mosen, men da kunne han ikke finde det og fandt det aldrig
siden.
Kr. Laurberg, som blev født på en ejendom i Iglsø tæt ved den gamle kirkegård,
fortalte også, at han så en urne dukke frem, da man ville placere en hegnspæl tæt ved
kirkegårdsdiget ved Ø. Børstingvej 3. Hans tegning for at præcisere stedet nærmere,
så omtrent sådan ud.
2

Ved Ørum kirke
fik vi en anden historie fortalt af arkæolog Agner Nordby Jensen. Da hans far mange
år tidligere var med til at udbedre Fiskbækvejen og dæmningen over engene ved
Strandet Hovedgård, hentede man jord fra bakken udenfor kirkegårdsdiget ved Ørum
kirke. Her stødte man også på skeletter, men hvorfor disse personer var blevet
begravet udenfor kirkegården, kan man kun gisne om. Måske var det tyske lejetropper
fra kampen, der fandt sted under Trediveårskrigen i 1627 ved kirkegårdsdiget mellem
tyskerne og mænd fra Ørum, og hvor det lykkedes fjenderne at sætte ild til kirkeloftet,
inden de tog flugten derfra.
Hvalshøjene (4 i alt)
beliggende på Jordemodervej ved Tastum.
Dobbeltjættestuerne var fællesgrave fra mellemste bondestenalder. De blev
bygget ca. 3200 år f. Kr. De er sjældne her på egnen. Der er omkring 60 i alt i
Danmark, og de fleste ligger på Sjælland, én på Fyn og tretten i Jylland.
I 1887 gravede daværende ejer i højen og stødte på nogle sten. Han sendte
bud til museet, og man opdagede de to kamre. I det nordlige kammer var der rester
af tre lig, en flintøkse, en flækkekniv og en ravperle. I det andet kammer var der
rester af flere lig, en hel og ½ ravperle, to flintflækker og en gennemboret rullesten.
Kamrene er 3 meter lange og 2,3 m brede. Randstenene er med tiden dækket
med jord og bevoksning. På randstenene satte man kar med mad og drikke til de
døde. Man stak også flintøkser ind mellem stenene. Det var formodentlig gravgaver.
En spændende oplevelse
En septembermorgen i 1989 klokken ca 8.30 havde jeg en 4. klasse på 14
elever og Rasmus’ mor med på ekskursion til højene. Ved lys fra lommelygter kravlede
vi alle ind i det nordlige kammer og satte os i en rundkreds. Medens vi sad der,
havde solen nået en højde, så dens stråler kunne nå helt ind til os og oplyse kammeret.
Der er ellers en lang smal indgang på 1-2 meter. Den oplevelse glemmer børnene
nok ikke. Inga
Kardyb Langdysse
er Danmarks længste dysse og er fra den tidlige bondestenalder o. 5-6000 år f.kr.
Den er 185 m lang, og der har sikkert været flere gravkamre, nogle helt af sten,
andre flintesten og med trætag og andre helt af træ. Dyssen er blevet forlænget flere
gange. Randstenene og sten fra kamrene er fjernet og brugt til byggemateriale.
Gravgaver kunne være en kniv af flint, et ravsmykke og kar med mad og
drikke.
Se i øvrigt informationstavlerne ved p-pladserne.
3

Bækgaardsslægten i Fly
kan følges næsten 400 Aar tilbage.
Fru Jensen, Vestre Allé 14, overlod Skive Folkeblad i 1952 en interessant
efterforskning af sin mors slægt, der kan følges helt tilbage til 1575-80.
Den ældste, stamfaderen til Bækgaardsslægten, var Jens Pedersen Bonde,
født ca. 1575-80. Han boede i Storgaard i Fly fra 1610-13, senere boede han i Kardyb.
Hans søn, som kom fra Svalegaard i Fly, Ole Jensen Bonde, havde Bækgaard i fæste
fra 1637-46. Hans enke, Kirstine Thomasdatter, nævnes der 1651. Deres søn, Thomas
Olesen, som var opkaldt efter sin morfader, havde så gården fra 1657-86. Derefter
hans enke, Maren Nielsdatter, 1687.
Det var meget svære tider, og i en beretning fra præsten på den tid, siges der,
at enken Maren Nielsdatter i Bækgaard klarede sig med nød og næppe. Et regnskab
viser, at hun var fri for skat. Den store pestilens (den sorte død) havde raset i året fra
1602-03. Derefter kom den svenske hær flere gange i årene 1629-60 under den
ulykkelige trediveårskrig.
Alt dette nåede også Fjends Herred. Fra et regnskab ved vi, at ”halvdelen af
kronens bønder er bortdøde, og hver anden bonde er forarmet og fri”. Det ville jo
sige, at de ikke kunne betale skat. Bedre stod det ikke til med de bønder, hvis gårde
ejedes af adel og kirke.
Thomas Olesens søn i Bækgaard hed Ole Thomassen. Han overtog gården i
1688 og var der til sin død 1725. Efter ham var der skifte i Estvadgaards skifte. Hans
enke, Ane Christensdatter, fik ret til ophold på gården, som deres søn Thomas Olesen
overtog, mod at han ville sørge for sine små og umyndige søskende.
Omkring året 1700 var der i hele Fly by kun 21 køer, 9 ungkreaturer, 70 får
og 8 svin, og kreaturerne var små og magre. 1 stud vejede kun 200 pund slagtet
vægt og andre husdyr i forhold hertil. En ko gav da kun 40-50 pund smør pr år. Man
avlede 3 fold.
Om Thomas Olesen ved vi ikke meget. Han afstod gården til sin søn Ole
Thomassen 1763, og han havde gården til sin død 1792. Den blev da solgt fra
Estvadgårds adelige jomfrukloster, som ikke var velhavende, og den hørte nu under
Lundgaard i Gammelstrup sogn. Hans enke, Kirsten Christensdatter, fik kongelig
bevilling til at hensidde i uskiftet bo sammen med sin umyndige søn (16 år), så
længe hun ikke ønskede at forandre sine forhold (så længe hun er enke).
Sønnen, Christen Olesen (Skrædder) (Kræn Thomsen), fik gården i 1797.
Han giftede sig i 1802 med Kirsten Sørensdatter af Aakjær, hvis fader var selvejer,
husmand i Fly, Søren Christensen. Hendes farfar var gårdfæster under Lundgaard,
Christen Knudsen af Aakjær, som var gift med Dorothea Sørensdatter. Han døde
1786, og sønnen Knud overtog gården.
Christen Olesen (Skrædder), som præsten kaldte ham, og Kirsten Sørensdatter,
som havde en datter, Ane Marie, som blev gift med Jacob Jensen, Nørgaard i Vridsted
sogn. Deres søn, Jens Christian, blev nævnte fru Jensens bedstefar, og det var ham,
4

som i 1860 blev gift med Maren Christensen af Gammelgaard. De boede i
Feldingbjerg, og Ane Marie, som blev gift med Morten Andersen 2. november 1887,
var fru Jensens mor.
Bækgaard i Fly
Jens Pedersen Bonde „Storgaard“ (født ca. 1575-80) 1610-13
Sønnen Ole Jensen Bonde „Bækgaard“ i fæste 1637-46
Hans enke hed Kirstine Thomasdatter 1651
Sønnen, Thomas Olesen 1657-86
Hans enke, Maren Nielsdatter 1687
Sønnen Ole Thomassen 1688-1725
Hans enke, Ane Christensdatter
Sønnen Thomas Olesen
Sønnen Ole Thomassen 1763-1792
Hans enke, Kirsten Christensdatter
Sønnen Christen Olesen (Skrædder) 1797
Gift med Kirsten Sørensdatter
Datter, Ane Marie
Gift med Jacob Jensen fra Nørgaard i Vridsted
Søn, Jens Christian, gift med Maren Christensen
fra Gammelgård 1860
Datter, Ane Marie gift med Morten Andersen 1887
5

Fattighuset i Gammelstrup
1787 - 1904
På en lille bakke noget ensomt og i pæn afstand fra gårde og andre huse lå
fattighuset i Gammelstrup. Således husker Jens Østergaard det fra 1902-04. Hvornår
huset er opført, står vel ikke skrevet nogen steder. Måske kan man finde noget om
det i sognerådets protokoller og regnskaber.
Hvem boede i dette hus, kunne man fristes til at spørge om?
Folketællingslisterne, som findes på rigsarkivet fra 1787-1890, oplyser
navnene foruden nogle skematiske svar på en del mennesker, som boede her. Der
oplyses om alder, ægteskabelige forhold og fra 1845 tillige om fødested.
Fattighuset skilte sig tydeligt ud fra de andre huse i landsbyen. Beboerne
levede af almisser eller blev forsørget af fattigvæsenet. De blev i de fleste tilfælde
kun benævnt ved deres fornavne. I 1787 boede Kirsten, 72 år, og Bodil, 76 år, der.
De var begge enker. Så var der Johanne, som var 64 år og ugift. De tre var meget
svagelige og fik almisser af sognet.
I 1801 var der ingen som fik almisser eller offentlig hjælp, så man har ikke
det år navnene på husets beboere. I 1834 boede her to ægtepar og to enker, som alle
var almisselemmer. Om den ene ved vi, at hun var enke og hed Maren Johansdatter.
Hun var datter af gårdfæster i Gammelstrup, Johan Gregersdatter ? og hustru
Margrethe, som boede på matr. nr. 5.
6

Hendes søskende var ellers i gode kår. Bodil var gift med Niels Jensen i
Søndergård, Jeppe var smed og gårdfæster i Gundelund, Else var gift med Peder
Stoholm og boede i Flaskegård, som dengang lå inde i byen, og Ingeborg var gift
med Christen Jensen, som boede i en gård i den østlige ende af byen (Jens Lorentsens
gård), Maren var gift med skrædder Christen Laursen fra Feldingbjerg. De
sidstnævnte boede i 1801 i et jordløst hus.
Maren døde i 1835. Hendes ægteskab var barnløst og hendes bedrestillede
søskende havde åbenbart ikke hjerte og husrum til at tage sig af hende.
Det gamle fattighus eller ”æ slot” er for længst revet ned, og byen er blevet et
stykke fortid fattigere.
Jens Østergård nævner flere personer i sin artikel, som kan findes på Æ
Fjandboarkiv.
Rasmus Jensens forældre flyttede ind i huset 1905. Det tilhørte Kobberup,
Feldingbjerg og Gammelstrup kommune. Hvornår det blev bygget vides ikke, men
er brugt delvis som fattighus og som fælles rullestue for befolkningen i Gammelstrup.
Det blev revet ned omkring 1950.
Ane Margrethe Andersen og Christen
Christensen (Rosgaard)
Daugbjerg Vindmølle
Ane Margrethe Andersen blev født i Søndergård i Djeld 4. feb. 1872 og
begravet på Daugbjerg kirkegård 7. jan. 1936 (64 år gammel).
Chr. Christensen (Rosgaard) blev født 5. sep. 1870 i Haderup, søn af møller
Lars Bertel Christensen og hustru Karen Rosgaard, Djeld mølle (førhen Haderup).
Han døde i Århus i 1935 og blev begravet på Vridsted kirkegård (65 år gl.).
Som ung havde Margrethe forskellige pladser i huset, før hun blev gift med
mølleren i Djeld. Ved deres bryllup i 1893 nævnes Christen som mølleejer, men ved
sønnen, Anders’ dåb 2 mdr. senere, står der fhv. møller, og barnet blev født i
Søndergård i Djeld (moderens hjem).
Men i 1895, da søn nr. 2 blev født, var han ejer af Daugbjerg mølle og bageri.
I 1916 el. 17 brændte møllen, men blev dog bygget op igen.
7

”Stille Frits”
En kendt skikkelse blandt landevejens ”frie fugle” i Fjends gik under navnet
”Stille Frits”. Han opholdt sig en del på Lundgårds Teglværk i Gammelstrup ved
Stoholm. Her kunne han altid få et varmt leje i de kolde nætter, og ved sin død blev
der herfra vist ham den ære at opfylde hans ønske om at blive begravet på Mønsted
kirkegård ved siden af Tordenskjolds kammertjener, Chresten Colds, grav.
Farende svende og vagabonder kunne nok føle sig som udstødte folk ligesom
sigøjnerne, men mange steder tog man godt imod dem og bød på mad og en plads i
høet, hvis de bad om det.
Man kendte ikke meget til disse omstrejfere, hvis tilværelse syntes at være
uden nogen mening, og hvor det kun gjaldt om at skaffe penge til en daglig flaske
alkohol. Af den grund blev de også kaldt spritterne.
I dag ser man sjældent noget til dem. Om sommeren kan man møde én på
landevejen, og han går som regel med en barnevogn fyldt med al sin habengut, og
sig selv har han pyntet med ordener, mærker og tingeltangel.
Så sent som i 1971, fortæller en af Stille Frits’ gode bekendte, kom han som
så ofte før på besøg. -Man sagde vagabonder lavede et lille mærke tæt ved indgangen
til de steder, de blev godt behandlet-, men fruen, som her er tale om, fandt aldrig
nogle.
Frits var godt begavet, fortalte fruen, og han var tillige en kreativ og flittig
kunstner. Af gasbeton kunne han med sin fingersnildhed udforme glade og livagtige
ansigter, som han forærede til sine gode bekendte. Fruen fik først et mandehoved,
og hun kunne ikke lade være med at sige: ”Nu mangler han bare en kone”. Et par
dage senere kom Stille Frits igen, og da havde han en kone af gasbeton med til
hende.
8

Kobberup kirke
er noget enestående. Den ligger højt og smukt og herfra er der en udsigt over den
udtørrede Tastum sø. Kirken er selv høj og smuk, selv om den er en gammel grå
kvaderstenskirke. Den er så anselig på grund af det høje skib og kor, den smukke
romanske apsis på korgavlen og den ejendommelige sydportal, at man får det indtryk,
at den skulle være en herredskirke.
Sognebyen er i virkeligheden Tastum, hvorfra Kobberup (Kubbethorpe), på
hvis jorder den kom til at ligge, jo kun er en torp eller udflytterby med enkelte
gårde, hvoriblandt præstegården befinder sig. En anden grund til dens størrelse og
beliggenhed, og ikke helt uvæsentlig, kan være den nærliggende helligkilde i
Thorsdal, Sankt Mikkels (eller Mikaels) Brønd.
Hvis man følger kirkegårdsdiget mod nordøst og fortsætter langs hegnet i
samme retning, kommer man til den skønne Torsdal, der ender nede, hvor den
udtørrede Søby sø ligger. Helligkilden er nu udtørret, men kan dog anes i skrænten.
Den har i fordums tid været flittigt besøgt, hvilket ses på nogle hulveje, som peger i
retning af kirken.
Ved et besøg på stedet o. år 2000 var der stadig potteskår at finde på stedet.
Brønden har været stensat, og den burde istandsættes, og hulvejene ryddes for
bevoksning, da historien og kulturarven kan interessere mange. Kilden blev meget
søgt af syge og krøblinge sankthansaften, og i kirken sås endnu i det 19. århundrede
et billede af Skt. Mikkel i strid med dragen. Billedet findes ikke mere.
Kobberup kirke har før heddet Skt. Mikkels kirke, og måske blev der før
kirkens tid ofret til Thor på stedet. Skt. Mikkel eller Mikaels brønd og navnet Thorsdal,
tidligere udtalt Tååsdel og skrevet Thasedal, har forbindelse med hinanden. Skt.
Mikael og dragen afløste Nordens sagn om Thors kamp med Midgårdsormen.
Thors Hov
Måske lå Thors Hov (helligdom) på Kobberup kirkes plads. Tingstedet, hvor
Thor værnede om tingfreden, kan have været i nærheden f. eks. ved Tingvad mellem
Kobberup og Gamskær nær ved Prestebro. Der har fordum været en tæt
oldtidsbebyggelse omkring den store, langstrakte og fiskerige Limfjordsvig, som
senere ved landets gradvise hævning blev til Tastum sø. På Tinghøj mellem Stoholm
og Smollerup har oldtidsfolket sikkert også haft et hov, hvor de dyrkede deres guder.
Hvor hovet har været ved man ikke med sikkerhed. Nogle spor peger i retning
af det mærkelige og ældgamle Kardyb (Kåårep). Her nævnes fra gammel tid:
”Houtelsi Agre” og ”Lund Agre”. Det kan være gammel udtale af Hovdal Sig. Sig
betyder kær eller mose, og dalen ses på grænsen mellem Tastum og Kardyb. I
nærheden ligger Lundagre, og rester af lunden kunne stadig ses o. 1946. Meget
tyder på, at denne lund har været en hellig lund, en offerlund nær ved søen, og at
Thors Hov har stået her og givet ”Hovdalen” navn. Kardybgård hed for øvrigt i
ældre tid ”Hovgaard”, og det er den eneste gård i Fjends, der benævnes ved dette
navn.
”Langdyssen” i Kardyb ligger også tæt på de omtalte steder.
9

Kilde: Uddrag af artikel af Regnar Knudsen, konsulent for hjemstavnsforskning.
Chr. Nondorf. Avisudklip kan ses i Jacob Kudals scrapbog, som findes på Æ
Fjandboarkiv. Blandt flere forskere nævnes også Svend Aakjær.
Thordyrkelsen i Fjends Herred.
Thors navn findes også længere mod øst bag enestegården Thorsø, der har
navn efter et nærliggende kær, tidligere en sø, og på Ajstrup Mark findes en dal
kaldet Blodmænd Dal, hvor man kan tænke sig, at Thorsdyrkerne har holdt til og
blotet (ofret) til Thor, efter at Skt. Mikael med sin kirke ved Kobberup havde fortrængt
ham fra Torsdal.
Her i en dal østligst i sognet og fjernt fra alfarvej, har de drevet deres
trolddomskunster og ”skumlet” over de nye trosskikke, der vandt indpas i 1100-
1200 årene. Også Gamskær, der nævnes allerede i 1464, og hvorom det i et vidie fra
1548 hedder, at den altid har været ”Kronens Ledinggaard”, har vel navn efter et
kær, der vel har huset folkevisens ”lede Gam”, den flyveøgle, der suger blodet af
Germand Gladensvend.
Kardyb, med den prægtige men senere sørgeligt, mishandlede langdysse,
gemmer minder om hjemligt hedenskab. Gården Kardyb ligger i et hul ved et kær,
og menes at have navn efter dette. Det udtales ”Kaarep” og forklares af Svend Aakjær
som Karldjup d.v.s. Kærdyb. Gården omtales i 1618 og 1683 med navnet Hovgaard.
Hovmanden her har vel så i den hedenske tid været Hovgode, d.v.s. offerpræst ved
Thors Hov i Hovdal.
I Trap Danmark står flg. I Sognet findes Rester af en i vestlig Retning gående
Jordvold, der i Fly Sogn ender i en bredere Runding”. De fleste jordvolde i Danmark
menes at være bygget på dronning Margrete den I.’s tid. Man kan nævne
Margretevolden ved Rosborg, Margretediget langs Hærvejen i Gammelstrup Sogn,
dr. Margretes Skanser ved Gammelstrup og Margretes Grob ved Mønsted. Et sagn
siger at dr. Margrete havde haft en lejr på Tastum Hede, der som bekendt var skueplads
for hendes kampe mod kong Albrecht af Sverrig.
De gamle diger ved Tastum sø kan meget vel have været forsvarsværker mod
fjender, der gjorde indfald fra søen. Det var især nordmænd, der i vikingetiden
benyttede Limfjorden og dens vige som færdselsårer i krigsøjemed.
Da Tastum sø blev udtørret i årene 1869-72 troede man stadig på søuhyret,
der af og til brølede efter ofre, som da tre mænd druknede i 1868.
I vor tid fjernes jorddiger, selv om det er forbudt, som f. eks. et dige tæt ved
Bregendalsvej 4. Mon Skov- og Naturstyrelsen har sagt god for den handling? Søby
sø kunne man godt genoprette og derved forskønne naturen. En anvisningstavle ved
Kobberup kirke kunne vise vej til Sankt Mikkels Kilde i Torsdal.
Kilde: Regnar Knudsen. Uddrag af Chr. Nondorfs avisartikel. Findes på Æ
Fjandboarkiv i Jacob Kudals scrapbog.
10

11
Billeder fra
byvandring i Fly
d.29/5 2006

Efterårsprogram 2006
Mandag d. 14. august kl. 19.00
Vi mødes på det nye Naturcenter ved Kongenshus Hotel. Centeret blev indviet
sidste år og byder bl.a. på nogle flotte plancher med hedens beboere og opdyrkere.
Måske kan du finde en slægtning eller en familie, du kender lidt til. Der er gratis
adgang.
I bil kører vi ud til kiosken ved Mindedalen, her vil Knud Jørgensen guide os
gennem dalen med de mange mindesten, på sin helt specielle måde.
Vi medbringer selv kaffen. (rettelse i forhold til det udsendte program !)
Entré inkl. en lille folder om området er 40 kr.
Alle er velkomne.
Tirsdag d. 5. september kl. 19.30
Byvandring i Kjeldbjerg
Skive Folkeblad vil gerne have os med på en byvandring/spadseretur, hvor byens
historie vil blive fortalt af Olav Thomsen, Kjeldbjerg. Vi starter ved
forsamlingshuset, hvor der er parkeringsplads og toilet.
På turen ser vi børnehaven, ”Myretuen”, og ved Kjeldbjerggård kan man på
Kildebakken se mindestenen, som blev rejst ved Stavnsbåndets ophævelses 100
års jubilæum i 1888. Længere fremme vil vi få oplyst hvor kilden har været, og hvor
Tage Frederiksen i 1999 fandt to stenøkser. Vi går gennem skoven og ind på
gårdspladsen og får gårdens historie.
Ved vandrestien og mergelgraven følger vi stien op til Thorshøje. På turen tilbage
går vi gennem byen og ned til forsamlingshuset, hvor Skive Folkeblad er vært ved
en kop kaffe.
Af hensyn til kaffen vil vi gerne have tilmelding senest 3 dage før på tlf. nr. 97545122
og 97545087. Turen er gratis, og alle er velkomne.
Mandag d. 25. september kl. 14.00
I de tilfælde, hvor vi ikke tager entré og dog har udgifter på
annoncer, håber vi deltagerne vil støtte foreningen med et
lille beløb i ”raslebøssen”, eller ved køb af aktuelle foldere.
12

Vi mødes ved Mønsted Kalkgruber, hvor en guide vil fortælle om restaureringen
af ovnen og bygningerne, og alt det nye på kalkværket. Det er en god chance for at
få alt dette at se, inden gruberne lukker til vinter. Et nyt digitalt medieshow kan
opleves i gruberne.
Vi medbringer selv kaffen. Der er borde og stole under tag, så varm påklædning er
nok nødvendig både i gruberne og ved kaffen.
Entré og guide er 60 kr.
Alle er velkomne.
Torsdag d. 9. november kl 19.30
Har vi foredrag på Fjandbohus ved Niels Mortensen, Skive Byhistoriske Arkiv.
Niels Mortensen vil fortælle om kulturlivet ved ”Sport og fritid” i det midtjyske for
ca. 100 år siden. Prisen for entré og kaffe er 40 kr.
Alle er velkomne.
Salg af hæfter og bøger:
Foreningen har udgivet 3 små hæfter og en bog:
„Dagligliv i Daugbjerg” og „ Originaler og kloge folk i Fjends”.
Begge hæfter sælges til en pris af kun 20 kr. pr. stk.
„Livet i Daugbjerg for 80 år siden“ af Carlo Hansen, 25 kr. pr. stk.
„Livet omkring vind- og vandmøllerne i det gamle Fjends Herred“.
En bog på 116 sider, med over 100 billeder sælges for kun 175 kr.
Hæfterne og bogen kan købes i flere butikker på egnen,
på biblioteket eller på vores mødeaftener, og hos bestyrelsen.
13

Fjends Egnshistoriske Forening
Bestyrelsen 2005/2006
Formand
Inga Pedersen, Kjeldbjergvej 44, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf. 97 54 51 22.
Ernstwanadoo.dk@wanadoo.dk
Næstformand
Karen Jensen, Bundgårdsvej 19, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf. 97 54 50 87.
Kasserer
Eline Hedegård, Jordemodervej 6, Iglsø, 7850 Stoholm. Tlf. 97 54 55 31
eline@c.dk
Sekretær
Gunnar Nielsen, Liljevej 13, 7850 Stoholm. Tlf . 97 54 17 05.
guni7850@mailup.net
Bestyrelsesmedlem
Henry Jensen, Bundgårdsvej 19, Kjeldbjerg, 7800 Skive. Tlf. 97 54 50 87.
1. Suppleant
Jens Damgaard, Vittrupvej 7, Vroue, 7800 Skive. Tlf. 97 54 80 14
Revisor
Alfred Christensen, Koldkurvej 16, Sdr. Resen, 7470 Karup. Tlf. 97 45 22 08
Revisor suppleant
Betty Hessellund, Baunevej 10 Sdr. Resen, 7400 Karup. Tlf. 97 54 54 87
Kontingent 50 kr. for enlige og 75 kr. for par.
Husk der er åbent på Æ Fjandboarkiv
torsdage mellem kl. 14.00 - 19.00 eller efter aftale
Tlf. arkivet 96 51 47 29
www.fjendsarkiv.dk - mail@fjendsarkiv.dk.
14

Æ Fjandbo Arkiv
Jeg vil meget gerne sige mange tak for modtagelsen på Æ Fjandbo Arkiv og den
hjælp, jeg har fået fra de garvede besøgende på arkivet. Min ansættelse er kun for
indeværende år, men jeg håber på, at den efter kommunesammenlægningen til
årsskiftet 2007 vil blive permanent.
Lidt om mig selv. Jeg bor i Batum,Tjele Kommune og er gift med en landmand. Vi
har tre sønner, der nu er 19, 29 og 31 år gamle. Jeg er oprindelig sygehjælper og har
arbejdet på Viborg Sygehus og i hjemmeplejen i Tjele kommune. Den 1. juli i år
forventer jeg at blive færdig som cand. mag. i historie og museologi.
Der har været travlt på arkivet, der er mange arkivalier, der ikke er registreret, og vi
har fået flere ind. Jeg fornemmer, at fjandboerne er meget glade for deres egn, hvilket
ses af de besøg og afleveringer, der er kommet på arkivet. Mange tak for det.
Der findes rigtig meget på arkivet, men der kan være meget mere endnu. Jeg vil
gerne opfordre til, at man går omkring arkivet, før man kasserer gamle papirer eller
billeder. Det er en vældig god ide at lægge en seddel ved billeder, hvor der er skrevet,
hvem der er på billederne, hvor de er taget og i hvilken anledning.
Jeg vil også gerne opfordre til, at de ældre beboere i Fjends skriver deres erindringer.
Det kan godt være de ikke synes, at de har oplevet noget, der er værd at skrive om,
men det har de. De har levet i en helt anden tid, mange kan huske tiden før fjernsynet.
Hvad lavede folk før fjernsynet kom? Hvordan fik man de lange vinteraftner til at
gå? Det er ganske almindelig levevis folk i fremtiden gerne vil høre om. Arkivet vil
gerne opbevare sådanne erindringer og de kan eventuelt forblive lukkede i et antal
år, som forfatteren selv bestemmer.
Alle er meget velkomne på arkivet, der har åbent hver torsdag fra kl.14-21, eller
efter aftale.
Venlig hilsen
Ruth Meller Sørensen
Efterlysning:
Mon der findes én eller flere frivillige, der har mod på at læse og klippe Fjendsstoffet
ud af Skive Folkeblad og Viborg Stifts Folkeblad. Det kan gøres enten på arkivet
eller hjemme, hvis man hellere vil det.
Henvendelse på Æ Fjandbo Arkiv
15

Højvangslund ca. 1925
”Højvangslund”
Søvsøvej 3, Daugbjerg
Arne Christensen, født på ejendommen, Skivevej 97, Kjeldbjerg, er en af
efterkommerne fra Højvangslund, og han har fortalt lidt om faderens fødehjem.
Gården har været i min slægts eje, siden min tiptipoldefar, Jeppe Jensen
Troelsen,der fra at være fæstebonde, købte gården af kaptain Braem af Hald i 1797.
Gården lå da midt inde i Daugbjerg by, men var blevet ramt af den store brand i
1791. Den delvis brændte gård blev omkring 1810 flyttet udenfor byen, lige nord for
Daugbjerg Dås, som også hørte med til gården.
I 1926 solgte min bedstemor, Nielsine Christensen, som blev enke i 1921,
Daugbjerg Dås til foreningen ”Daugbjerg Dås” for 3.500 kr. for at finansiere en ny
kostald og lade.
I 1926 afholdtes den første Dåsfest med bl.a. Jeppe Aakjær som taler.
I 1965 solgtes gården ud af slægten.
Da radioen kom
Omkring 1930 fik man radio på Højvangslund. Sønnerne var ivrige pionerer
på området. Niels, bestyrer på gården, Sigurd (Arnes far) og Egil var karle.
Følgende er fortalt af Egil:
Den første radio, vi havde var et lille krystalapparat. Radioen bestod af en
mindre kasse med en spole indeni. Ovenpå var der en lille glasfidus med en krystal
i. Gennem en lille dims kunne vi prøve at få forbindelse med krystallen. Når det
lykkedes, kunne vi høre den skønneste, rene musik, man kunne ønske sig. Det var
radio Luxemborg, der sendte. For at kunne modtage stationer, var det nødvendigt
16

med en lang antenne. Den gik fra vinklen af den nye lade og stalden, over
gårdspladsen, ind ved kvisten på stuehuset og derfra ned og ind ved
dagligstuevinduet. I alt ca. 60 meter kobbertråd.
Senere fik vi en radio, hvor krystallen var skiftet ud med en pære. Den kunne
vi skifte spole i, og derved høre flere af de stationer, der efterhånden dukkede op.
Radioerne blev større, og udviklingen førte hurtigt med sig, at vi fik en stor 3
lampers radio. Om sommeren satte vi radioen i et åbent vindue og skruede op for
styrken. Musikken kunne høres langt væk. Oppe på Daugbjerg Dås kunne folk høre
radioen, hvilket ikke var så almindeligt dengang. Selv oppe bag Dåsen i ”Rolighed”,
det var gårdens navn, kunne man høre radioen, og de cyklede ned til os for at høre
radioen.
De foretagsomme drenge fra Højvangslund havde en god tjans med at
indkassere parkeringsafgift for cykler i laden, når der var Dåsfest. Ved den første
fest i 1926 tog de 25 øre pr. cykel, og det blev til i alt 70 kr. og 25 øre, hvilket betød,
at de skulle holde styr på 281 cykler.
I 1926 blev der solgt 2500 adgangskort og 368 dansebilletter.
I 1928 købte Egil en ny cykel til 100 kr. af smeden for sine
konfirmationspenge. Typisk fik man 2 kr. i gave fra hver husstand.
Arne Christensen, Vinderup, feb. 2005
Ved Karup Å
Mon ikke Karup å er den navnkundigste af vore åer? Denne berømmelse
skyldes naturligvis helt enkelt Jeppe Aakjær. Han siger selv, at uden Karup å var
han næppe blevet digter:
Til dine bredder min slægt var bundet,
ved dine bølger jeg liv har fundet,
du er som tråd i mit livsvæv tvundet,
du tungt henskridende Karup å.
Men de komponister, der satte hans vers og viser i musik, så de blev sunget
af hvermand, har naturligvis i høj grad ydet deres bidrag til den almindelige
folkeyndest, de opnåede.
Sangen spiller en stor rolle for Jeppe Aakjær. Han havde engang et foredrag
om Sangen i hjemmene, hvori han begræd, at i hans barndom sang man ikke. Vi
17

havde i mit hjem, sagde han, kun én sangbog, det gudelige sangværk ”De bedendes
kjæde” – vi sang ikke dets sange, ”men min bedstefar bankede dem ind i mig med et
ris, der voksede på hjemmets kålgårddige, havde alt vestens sus og salt i sig”.
Karup å er ved Jeppe Aakjær blevet ligesom generalnævneren for den danske
å. Enhver beskrivelse af åen, ligegyldigt hvilken, henter ord og farver hos Aakjær.
Og så er Karup å vel lyst- og sportsfiskernes å frem for nogen.
Umiddelbart syd for de mosedrag i Engesvang (i Hids herred og lidt nord og
vest for Silkeborg), hvor åen begynder sit løb, ligger plantagen Hørbylunde, dér
hvor det råt tilhugne granitkors ved Silkeborg-Herningvejen minder den forbidragne
om tyskernes brutale mord på Kaj Munk.
Som åen springer ud i Viborg amt, løber den det sidste stykke af sin vej som
Skive å på ny i Viborg amt forbi Skive ud i Skive fjord, og ellers på det meste af sin
vej med højre bred i Viborg amt, venstre bred i Ringkøbing amt, igen et vidnesbyrd
om, at de ældgamle vandløb og vandveje dannede naturligt skel, ikke oprindelig
mellem amterne, der historisk set er en nymodens opfindelse fra enevældens tid,
men mellem herrederne.
Karup å løber i så at sige hele sin udstrækning gennem gamle hedeegne, til
tider flade strækninger, til andre stærkt bakket og forrevet terræn. På sin højre bred
i Steen Blichers Lysgård herred har åen i kort afstand den meget store Kompedal
plantage, hvor fyr og gran er løbet ud over de store sandede hedeflader, derefter i
det Aakjær’ske Fjends herred den store Alhede, som skråner ned mod ålejet og dets
enge. Denne hede er nu i det væsentlige opdyrket, men det er her, det fredede
hedeareal Kongenshus ligger, umiddelbart grænsende op til Daugbjerg Dås mod
nord, med sine talløse mindesten for hedeopdyrkningens pionerer overalt i Jylland.
Tanken er smuk, men i og for sig er det jo ejendommeligt at mindes de gamle
hedeopdyrkere, deres krumbøjede slid og slæb, deres arbejde for nye slægters velvære
ved at bevare et stort hedeareal, fremfor her at rejse nye landbrugshjem med
veldyrkede, frodige agre – det, der var de gamle hedebryderes mål. Arealet er delvis
velegnet til opdyrkning. Storladent virker det fredede område på alle årets tider,
måske smukkest i august-september, når lyngen blomstrer, med mindestenene langs
en vej gennem en sænkning eller slugt, omgivet af store, blødt rundende hedebakker.
*
Men mon dog de gamle rydningsmænd, hvis navne står her, helt ville have
forstået, at alploven og fræseren blev standset her og beordret til at lade hedens seje,
brune tæppe i fred? Den lokale befolkning finder, at arealet er for stort, jorden delvis
for god. Vi kan ikke leve af at frede landet, samtidig med at enorme arealer år for år
ædes af byer og veje og flyvepladser.
Det er netop i det samme område, men vest for åen i Ringkøbing amt, hæren
har taget et meget stort areal i brug til flyveplads, nord for Gedhus plantage over
mod Feldborg og Haderup. Nordligere ligger her mod vest den vildsomme egn om
Flyndersø og Hjerl Hede.
18

Jeppe Aakjær havde ikke noget imod flyvepladserne, men han tordnede mod
hedens opdyrkning. Når han i 1905 efter ungdomsårene i København, hvor stærk
hjemstavnslængsel havde udmøntet sig i poesi, bosatte sig i Jylland, og det ikke
blev i fødesognet Fly, var grundene dertil flere, men også den, at den stedfundne
opdyrkning og forvandling af denne egn ikke passede ham. Fly sogn med fødebyen
Åkjær var ikke mere, hvad det havde været for drengen Jeppe eller den ganske unge
Jeppe Jensen, da han drog ud i verden. I Fra min Bitte-tid beskriver han
barndomsegnen, som den var:
”Denne by lå helt afgrænset af sig selv, til den ene side åen og de udstrakte
enge, der først midt i 1880’erne blev til at passere gennem en dæmning og en bro,
der førte over til eventyrlandet mod vest, moserne, hederne og de bakkegroede gårde,
der løftede sig ud af disen på Ginding herreds fjerne åse. Det var barndomsbyens
grænse mod vest. I en rundkreds langs østens horisont stod høje banker og spærrede
for udsigten. Op ad disse banker og ovenfor samme lå byens jorder. Derop måtte vi
altid med vore kreaturer. Det var som at drage til sæters. Deroppe var der udsigt frit
til syd og nord og øst, mens gårdene lå under ens blik set fra kæmpehøjene heroppe,
som noget der lå dybt og nedsunket i dalgryden . . . Jeg har stået ved Neapel og set
over golfen til Sorrent. Naturligvis er det landskab mærkeligere, men det svøbte sig
ikke sådan som barndommens ind til mit hjerte. Jeg gik verden rundt og ledte efter
skønhed, og jeg fandt intet, der i inderlighed, i ømhed og eventyrglans kunne måle
sig med det, jeg gik ud fra”.
Men på den anden side elskede Aakjær også, hvad hans sange inderligt vidner
om, de frodige kornagre, og han slog sig ned på Jenle i det fede Salling, jævnt land,
bakket af knolde som muldvarpeskud, ved Astrup Vig ud til Skive Fjord, der atter er
en flig af Limfjorden. Først nordpå i Salling kuperes terrænet mere mod Mors, Thy
og Himmerland.
I tidligere tider sagde man, at det var hedebønderne fra Fjends herred, der
satte de penge i Skives pengeinstitutter, som bønderne fra det fede Salling kom for
at låne. Lad det nu være, hvad det være vil – i hvert fald bragte Jeppe Aakjær store
værdier af skønhed fra de gamle hedeegne ved Karup å til det frodige Salling, værdier,
der fik betydning for hele vort folk.
Igennem alt, hvad Aakjær har skrevet, glider Karupåen på samme tid tungt
henskridende og blidt nynnende. En dag går det vel med Karup å som de fleste af
vore mindre vandløb, at den ikke er mere, men jævnet af den jord, som plov og
tungt kvæg presser ud i den. Men Karupåens navn vil leve, så længe dansk sprog
tales og synges.
Artiklen findes i en gammel scrapbog fra o. 1950 og er skrevet af Chr. Torpe.
Den 10. juni 2003 fejredes 50 års jubilæet for mindelundens indvielse. Prins
Joachim overværede festlighederne, akkurat som kong Frederik og dronning Ingrid
gjorde det for 50 år siden.
19

Åndernes magt ved Sankthans.
Kloge mænd og koner kunne man i gamle dage søge hjælp hos, når sygdom
ramte folk, hvad den ofte gjorde, så disse selvbestaltede helbredere havde nok at
lave. Dog kunne udfaldet af deres mere eller mindre heldige metoder få katastrofale
følger for dem selv. De kunne blive anset for at være hekse eller troldmænd og få en
gruelig straf, hvis deres kunder ikke blev helbredt.
Man kunne forebygge mange sygdommes opståen ved f. eks. at fejre Sankt
Hans ved midsommertide. Man søgte til egnens hellige kilder og drak af det
livgivende vand. For at undgå smitte, drak den syge af en ny og ubrugt lerskål og
den skulle efterlades på stedet men i knust tilstand. Vandet havde samme helbredende
egenskaber som sankthansduggen. For at samle sankthansdug bredte man et stykke
fint, hvidt tøj ud på jorden og lod det gennemvæde af dug. Inden solen stod op, vred
man duggen af tøjet ned i en flaske, satte en prop i og havde så lægende vand i
nødstilfælde til næste sankthans, for vandet beholdt sin kraft et helt år igennem.
Vandet fra helligkilderne havde sankthansnat stærkere kraft end på nogen
anden årstid. Derfor skulle de syge helst tilbringe denne nat liggende på jorden ved
kilden, drikke af dens vand mod indvortes sygdomme og bade syge øjne eller andre
dårlige steder. Alt dette skulle foregå i tavshed. Som betaling måtte kilden have et
offer. Ved mange kilder fandtes en pengeblok, og pengene gik til de fattige. Man
kunne også kaste pengene i selve kilden. En tot hår eller en klud kunne også ofres,
og det hængte man på et trækors ved kilden.
20

Foruden mønter har man ofret dyr og andre ting. Krykker og stokke blev
efterladt af de helbredte enten ved kilden eller i våbenhuset af den kirke, der ofte
fandtes nær ved.
Når nu så mange både syge og raske mennesker mødtes ved kilderne på
denne dag, udviklede det sig mange steder til kildemarkeder, hvor det kunne gå
lystigt til. Der kunne være en hel teltgade, hvor man kunne købe mange forskellige
ting. Det kunne være mad- og drikkevarer, lerskåle, tøj, lægeurter eller måske en
lille gave til dem derhjemme. Om aftenen brændte man blus i håb om, at det onde
måtte forføje sig til Bloksbjerg, og de unge dansede i kildegården.
Da kristendommen blev indført i Danmark, rasede missionærerne mod
helligkilderne, og ved reformationens indførelse var det præsterne, der rasede. Senere
foretrak man at indkassere de mange penge, der ofredes ved kilderne. Disse penge
anvendtes så til kirkerne eller de fattige. Herefter opgav man kampen mod
helligkildernes besøgende.
Op mod vor tid blev helligkilderne forbudt, og da lægestanden blev anerkendt
som den bedste helbreder, gik helligkilderne i glemmebogen.
De hellige kilder
Man gisner om, at det er den hellige kilde, der i fordums dage fandtes ved
kirkerne, der fik kræmmermarkedet til at blomstre. Kilden har været der altid og
mange mennesker søgte hen til den for at få lægedom ved dens friske vand. Længe
før reformationens indførelse og helt frem til slutningen af det 17. århundrede
strømmede folk til disse hellige kilder for at søge helbredelse, og det var fortrinsvis
de to dage, Valborgaften den 30. april, og hellig legemsaften den 19. juni, der var
foretrukne, og det kan vel ikke undre, at kræmmere også mødte op netop på disse
dage, hvor de kunne forvente mange mennesker. De ville jo gerne afsætte deres ting
og tjene en lille skilling.
I Fjends har vi flere kilder eller forhenværende kilder, for nogle er for længst
udtørret. Det gælder Sankt Mikkels Kilde i Torsdal ved Kobberup, Sankt Ebbes
Kilde ved Møllevej på Alsbjerg og Sankt Laurs Kilde ved Bakkelyvej ved Sparkær.
Kjeldbjerg har også haft en kilde, som gav byen navn (Kildebjerg). Kilden fandtes
tæt ved Kjeldbjerggård. Derimod er der meget vand i Gissum kilde i Over Tårup, og
den er et besøg værd, men svær at finde. Det ville være ønskværdigt, om kilderne
blev restaureret og informationstavler kunne vise vej. Gamle hulveje fortæller om
en livlig trafik til disse kilder.
Blote sten
At blote betyder at ofre til guderne. Blotestenen er altså en offersten. Mange
steder som ved Daugbjerg og Mønsted kirker og en stor samling på Skive Museum
21

Gregers Nielsen, ”Kombakke”.
Gregers Nielsen blev født 22.2.1872 i Fly. Hans mor, Karoline Kirstine
Gregersen, født d. 28.4.1839, fik sin førstefødte og eneste barn i en alder af 33 år.
Hun var ugift, men faderen til barnet hed Jens Nielsen. Barnet kom til at hedde
Gregers med efternavnet Nielsen efter faderen. Forældrene blev aldrig gift med
hinanden. Faderen blev senere gift og fik tre børn, en søn, ved navn Frederik Aackman
Nielsen, og to døtre. De tre børn var altså halvsøskende til Gregers og han kendte
dem fra deres besøg på ”Lærkenborg” i Tastum. Som voksen forsøgte Gregers at
skabe kontakt med sine halvsøskende, men de to ugifte søstre, som boede i Skive,
ville ikke have noget med ham at gøre.
Da Gregers var 8 år døde hans mor, og Gregers blev sat i pleje hos Anne
Marie Jensdatter (f. 24.1.1837 - d. 4.3.1899) og hendes mand, Søren Kristensen
kaldet Thomsen (f. 28.5.1834 – d. 1.11.1897). De boede i Iglsø, og fik
forsørgelsesgodtgørelse af kommunen. Gregers fik en plejesøster, Else, (f. 17.12.
1874 – d. 22.8. 1954). Hun blev gift med Kristian Kristiansen, Iglsø.
Som ung tjente Gregers på ”Kombakke” hos hans kommende svigerfar, Visti
Gregersen. Han kom i murerlære i Grønhøj, og når han skulle hjem til sin plads og
måske kæreste, måtte han gå de ca. 10 km fra Grønhøj til Tastum og en lige så lang
og tung gang tilbage. Cyklen var vel ikke opfundet på det tidspunkt, og hestekøretøj
var nok ikke til at opdrive.
I vinteren 1896-97 var Gregers som 24 årig på Høng Haandværkerskole, 13
km nord for Slagelse på Sjælland. Nu blev der langt mellem ham og ”Kombakke”
og den, han længtes imod. Familien har gemt hans poesibog fra håndværkerskolen,
og af de mange mindeord han derigennem har bevaret fra kammeraterne, kan man
se, at han var meget afholdt.
I 1910 giftede han sig med Ane Margrethe Gregersen, som var hans kusine,
og de overtog Kombakke samme år. Hun var datter af Inger Marie og Visti Gregersen,
som ejede og afstod gården til dem.
I 10 år levede Ane Margrethe og Gregers barnløst, da lægen havde frarådet
dem at få børn. Ane Margrethe var svagelig og ikke egnet til at føde børn. Alligevel
blev hun i lykkelige omstændigheder og graviditeten forløb uden problemer, men
fødslen gik ikke planmæssigt. Ane Margrethe klarede ikke den svære fødsel, og
både hun og den ellers fuldbårne dreng døde på Gregers’ 48 års fødselsdag og blev
gravlagt sammen. Hvis Ane Margrethe var kommet på sygehuset, kunne begge måske
have overlevet, men doktor Vest, Sjørup, havde ikke ord for at overlade sine patienter
til andre i rette tid.
I 1936 overtog Karoline Marie Gregersen (en søster til Ane Margrethe), og
hendes mand, Mads Andreas Kristensen, Kombakke, og Gregers flyttede til Brårupvej
nr. 9. Omkring 1948-49 flyttede han til Anlægsgade 30 i Stoholm, og i 1951 døde
han.
22

Bogen „Livet omkring vind- og vandmøllerne i Det gamle Fjends
Herred“ har været interessant læsning, da det ikke kun er møllerne,
deres ejere og familier, det drejer sig om. Man kommer ligeledes
ind på en del slægtshistorie med beretninger om, hvordan slægterne
har levet gennem flere århundreder.
Der er desuden fine naturbeskrivelser og gode vejledninger m.h.t.
hvordan man finder frem til de mange spændende steder.
Også en glimrende gave ide!
.
En bog på 116 sider, med over 100 billeder sælges for kun 175 kr
23

Billeder fra udflugten til Finderup Øvelsesplads d. 17/6 2006
24