de norske forindelser

Sæbygård, var man selvforsynende med mange fødevarer, hvilket
naturligvis bidrog til at holde omkostningerne nede. Selv om man
godt vidste, at pengene var små, var det ikke noget, man talte om.
Man var altid velkommen på Sæbygård, og herregården var i årtier
rammen om en trofast og tæt familie.
Asien og Afrika
For børnene var en sommer på Sæbygård det rene slaraffenland.
Med 19 børnebørn manglede man aldrig legekammerater, selv om
alle ikke nødvendigvis var der på en gang, men ofte blev hele
skoleferien tilbragt på Sæbygård. Måske var man en af de heldige,
der skulle sove i det øverste tårnværelse oppe under spiret, hvor
man skulle hen over loftet på nordfløjen for at komme til. Man
stod som regel tidligt op, tog lidt rundt og kiggede på gården og
dyrene og snakkede med folkene. Havde man lyst, hjalp man til i
stalden, hønsehuset, i marken eller måske i skoven, men alt
sammen kun fordi det var sjovt, ikke fordi det var en pligt. Der var
heste og en pony, børnene kunne ride på og to æsler, der hed Lars
og Hanne, som kunne blive så stædige, at det kun var to grydelåg,
der blev slået sammen, som kunne få dem til at løbe og trække den
lille vogn, børnene også kunne muntre sig med. De to store grand
danoir hunde Cora og Lady kunne også bruges som trækdyr foran
en ombygget gammel barnevogn. Voldgraven blev flittig brugt til
sejlads, hvor provianten ofte bestod af æggesnaps og saftevand.
Tidligere var det muligt at sejle under broen, og der var små øer i
voldgraven, hvor børnene kunne lege dagen lang og sætte hinanden
af og lege, at øerne var Afrika og Asien. Riddersalen blev ikke kun
brugt til billard, således erindrer et barnebarn, at før Julius døde i
1947, blev den også brugt til at spille badminton, løbe på
rulleskøjter, køre på cykel og alt muligt andet.
Wergeland igen igen
Det blev Julius Frederik Arenfeldt og Sigrid Wergelands yngste
søn Julius Frederik Arenfeldt (1901-1982), kaldet Frederik, der
kom til at overtage Sæbygård. Han giftede sig i 1926 med