Nordsø - Jensens Safaris

Jagt & JægERE juni/juli
26
våbENHistoRiE
Armbrøsten - Langbuen
- 100 Ars Krigen
Endelig, men først efter en provokerende byge af pile
fra den engelske lejr, vækkes franskmændene til dåd!
Jagt med armbrøst er ikke tilladt i
Danmark; end ikke til målskydning i
baghaven, må den anvendes, ikke før,
den stedlige politimester, har givet
accept. Altså samme procedure, som
hvis man ønsker at anskaffe et riflet
krudtvåben og nu også luftvåben,
når kaliberen ligger over 4,5 mm.
Armbrøstens historik er interessant,
i og med, den oprindelig blot var en
meget kort bue surret fast på tværs af
et stykke træ.
Tiden har dog arbejdet i armbrøstens
favør. Med sit sofistikerede udseende,
ditto teknik og indstillelige sigtemidler,
er vore dages armbrøst et yderst
præcist og langtrækkende våben,
og hvem skulle tro, den har rødder
tilbage til tidsregningen f. kr. fødsel.
Fakta er, at armbrøstskytten allerede
dengang, kunne ramme mål fra lang
afstand. Dette var et nyt fænomen,
som formentlig har lagt grund til
begrebet en snigskytte! Pave Innocens
2. besluttede på Laterankoncilet* i
1139, at bandlyse armbrøsten sammen
med langbuen. Samtidig blev det
præciseret at de to våbentyper ikke
måtte bruges mod andre kristne,
men gerne mod de vantro – ganske
tankevækkende, set i lyset af vore
dages, er du for eller i mod islam
polemik. Til grund for bandlysningen
lagde paven også, at sårene efter især
armbrøstens
pile (bolten)
var så
voldsomme,
at den, som
våben til
brug i krige, måtte
anses for at være af ugudelig
herkomst. I historisk sammenhæng
bliver armbrøsten for alvor kendt
da den engelske konge, Richart
Løvehjerte, såres dødeligt af en bolt fra
en armbrøst.
Under belejringen af borgen Chalus-
Chabrol 1199 i Frankrig, er Richart
på inspektion, da en armbrøstskytte
fra borgmuren begynder at beskyde
ham. Bolt på bolt suser forbi kongen,
der klapper hånende hver gang. Men
pludselig træffer skytten Richart
i skulderen. Såret er som nævnt
dødeligt og seks dage efter dør Richart
Løvehjerte af kvæstelserne. Men også
Langbuen var frygtet. I modsætning til
armbrøsten kunne en langbue ”lades”
med minimum seks pile i minuttet. Den
dygtige armbrøstskytte kunne max
præstere to skud i minuttet.
Især engelske langbueskytter var i
stand til at præstere skudkadencer,
man ikke skulle tro, var mulige og det
er to af 100 års Krigens mest berømte
slag, et godt bevis på.
august 1346
To store hære står overfor hinanden
i det nordlige Frankrig ved Crécy.
Den engelske konge, Edward 3. har
invaderet landet, hvor kong Filip 6.
hersker og de er begge rede til den
forestående kamp. Den engelske
hær, består ikke af riddere til hest,
men af bønder og borgere, der er
udkommanderet til krigstjeneste.
Deres vigtigste våben er den frygtede
langbue, som alle raske mænd i det
engelske kongedømme, allerede
fra barnsben, lærer at beherske til
perfektion og Edward har mange
våbENHistoRiE
tusinde af disse toptrænede bueskytter
til sin rådighed.
Den franske hær er større. Det er en
hær, der består af rustningsklædte
riddere til hest, støttet af lejesoldater
med armbrøster. På dette tidspunkt
anede ingen, at ridderen- og
armbrøsten, skulle blive Frankrigs
akilleshæl i 100 års Krigen. Den
adelige ridder, fordi han var bundet af
forældede traditioner om krigsførelse,
og armbrøstskytten, fordi han var bedst
på en borgmur, hvor han som nævnt
i ro og mag kunne vælge sine mål og
dermed bidrage til det lidet ærefulde
begreb, snigskytte!
Slaget, der udkæmpes på åben mark,
ender med at blive et sandt blodbad
for kong Filips hær, der bruger mere
tid på at skærme sig mod ”pileregnen”,
end på, at gå til modangreb. Samtidig
udnyttede englænderne, at de var i
stand til at omgruppere sig hurtigt,
hvorimod de franske riddere, hver for
sig kæmpede, som var hest og rytter
én uafhængig enhed! Flere end 1.500
ryttere og tusindvis af lejesoldater
bliver dræbt og Filip selv, bliver
såret, medens Edward slap uden en
skramme. Tabet blandt de engelske
soldater, menes at kunne tælles i få
hundrede.
oktober 1415
100 års Krigens sidste store slag stod
ved Agincourt i Frankrig. Her blev den
engelske konge Henrik 5. stoppet af en
talmæssigt overlegen fransk hærstyrke.
Henrik havde mistet adskillige tusinde
mand, dels på slagmarken dels ved
sygdom, og indset, at Frankrigs Trone
vandt han ikke denne gang. Den
engelske konge havde dog en trumf i
baghånden, for nok var hans mandskab
reduceret betydeligt, men de er
næsten alle sammen, som i slaget ved
Crecy, professionelle langbueskytter.
Og her havde franskmændene
tilsyneladende intet lært. En stor del af
den franske styrke er stadigvæk adelige
riddere, klædt i tunge pladerustninger,
italienske lejesoldater med armbrøster
og almindelige bønder med forskellige
våben.
List, taktik og held!
Henrik 5. er klar over, at han må kæmpe
en forsvarskamp, som kun kan vindes
med lige dele list, taktik og held. Slaget
skal stå på en smal, nypløjet mark,
omkranset af skov. Som dagen går
på hæld bliver Henrik klar over, at et
fransk angreb ikke er nært forestående.
Gennem sine spejdere får han
meldinger om, at der høres hurraråb
og larm fra den franske lejr, som fra et
festligt lag, og det er en chance, han
beslutter at udnytte. Henrik tager en
dristig beslutning og rykker sin lejr
så tæt på franskmændene, at hans
soldater reelt er indenfor hørevidde.
Her gravede de i løbet af natten et
stort antal tilspidsede pæle i jorden,
i en vinkel, så et rytterangreb ville
spidde hestene, og uden hest, var en
rustningsklædt ridder et let bytte for
fodfolkets økse og sværdhug! Langs
skovkanterne positionerede Henrik
grupper af langbueskytter, nogle
historikere hævder op imod 5000
og som stødpude umiddelbart bag
pælene, pansrede fodfolk i rækker, med
et par hundrede bueskytter midtfor
som bufferzone, og allerbagerst,
almindelige soldater med våben til
nærkamp.
byger af dødbringende pile!
Kamppladsens kileagtige form, samt
det forhold, at franskmændene gav sig
god tid, har altså givet den engelske
konge gode muligheder for, helt
specifikt, at tilrettelægge slagets gang.
Henrik forudså, at de franske riddere
var nødt til at ”brase” ind i bølger, i det,
de ikke havde mulighed for at omgå
de engelske bueskytter på fløjene,
der var dækket af skov. Med i Henriks
strategi er også, at det i løbet af natten
havde regnet så kraftigt, at store dele
af kamppladsen, var omdannet til en
mudderpøl!
Morgenen før slaget holder Henrik en
tale til sine soldater og redegør for, at
vinder franskmændene, vil de engelske
riddere blive skånet, medens fodfolket
højst sandsynlig ville blive dræbt.
Denne tale regnes for en genistreg af
Henrik, der ved ordets kraft nu havde
sikret sig, at soldaterne ville kæmpe til
døden!
Endelig, men først efter en
provokerende byge af pile fra den
engelske lejr, vækkes franskmændene
til dåd. Og det går, som Henrik har
forudset. Det første angreb, der menes
at have bestået af ca. 2.400 pansrede
ryttere, maser på for at komme ind på
slagmarken, hvor de overser de spidse
pæle, der spidder hestene og overlader
Jagt & Jægere juni/juli
27