Projektbeskrivelse - Sønderho Havn

Modeltegninger til de to båker ved Sønderho 1814. I toppen en vindfløj med teksten ”Ribe”.
(Original i Rigsarkivet).
Kåverens udformning
Der findes heldigvis et omfangsrigt kildemateriale, der både billedligt og i
skriftlig form fortæller os, hvordan kåverne har set ud.
I et svar til arbejdsgruppen, som i 1972 forgæves forsøgte at genrejse kåveren,
skriver direktøren for Fyrdirektoratet, Hans H. Mohr: ”Til orientering kan
anføres, at sømærket oprindeligt bestod af 2 ledebåker for anduvning af Knude‐
Dyb, nemlig Sønderho øst og Sønderho vest båke. De var begge udført som et
pyramideformet træskelet, østbåken var ca. 46 fod (14,5 m) høj og forsynet
med en femkant på toppen, og det er den, De beskriver som den "nordligste".
Den vestlige l båk båke var ca. 40 ffod d ( (12,5 m) ) hhøj og hhavde d etfirkantet f k topmærke, k
hvori der var et stort hak i overkanten. Kåveren bag Sønderho gamle skole, som
var den største af de to sømærker, bestod af et 15 m. højt stillads med et
femkantet mærke i toppen. Allerøverst sad en vindfløj.”
Tegning af båken er stemlet "Fyrvæsenet, Teknisk Tjeneste. Overgaden o. Vandet 62B, Kbh.
K. Tlf. Asta 4960". På denne adresse har Farvandsvæsenet fortsat til huse. Tegningen har
dannet grundlagt for modellen, som ses til højre. Skalaen nederst på tegningen er inddelt i
fod og tommer. Modellen, der er 31 cm høj, er udført i træ, og de nederste tværribber er
placeret på baggrund af ældre fotografier af båken.
I forhold til materialerne, fortæller sognepræsten Ove T. Foss om disse i sin
beskrivelse af Sønderho Sogn 1791: ” Stammen eller midterstykket er en stor
strandet skibsmast, 25 til 30 alen lang [16‐20 m høj], hvortil er oprejst 12 spirer,
som med lægter på tværs rundt om ‐ og for tætheds skyld er beslået, og øverst
derpå en kam af 6 alen bred og høj, ligeledes beslået med lægter, der gøres
sorte en gang om året, for desto bedre, og længere at kunne ses og kendes, og
derfor kan ses 4‐5 mil ude på havet.”
Som beskrivelsen viser, var kåveren i 1700‐tallet malet sort. Dette ændres dog
senere, således ål d at bbeskrivelser k l ffra sidst d i 1800‐tallet ll omtaler l kå kåverens ffarve
som
”Engelsk Rød”, dvs. et rødbrunt pigment, baseret på jernoxid, der er et
biprodukt fra jernfremstilling.
7