Erling Jepsen, interview, Midtjyllands Avis, maj 11

Forfatteren
Erling Jepsens
nye roman handler
om skilsmisse:
Jeg har
været
meget
angst
for at
blive
skilt
2
- Jeg endte med at blive syg af at leve i en familie, hvor jeg hele tiden var omgivet af mennesker, fortæller Erling Jepsen, der blev skilt for et halvt år siden.
Tekst: Sonja Sabinsky
Foto: Carsten Lauridsen
Det var pokkers! En forfatter, der skriver
en hårrejsende familiegyser om to børn,
der kommer i klemme, da deres forældre
bliver skilt. Ikke fordi deres forældre er
eksistenser på kanten, nej, de er helt
almindelige mennesker. Søde og rare, som
folk er flest. I kan godt vente jer, I tusindvis
af forældre, som hvert år går fra hinanden,
for nu får I læst og påskrevet. Nu er det
børnenes tur til at blive hørt.
I Erling Jepsens nye roman »Hovedløs
Sommer« er den 14-årige Emilies forældre
lige blevet skilt, og sammen med sin mor
og lillebror er hun flyttet til et gammelt hus
uden for byen, mens faderen er blevet
boende i København. Og at være Emilie og
hendes lillebror Jacob er ikke nemt.
Hele påsken har jeg gået og nippet til
bogen, og jeg glæder mig til at møde
forfatteren, for det ser ud som om, han har
noget på hjerte, der godt kunne trænge til
at blive luftet i fuld offentlighed. Jeg kan
allerede se overskriften for mig: »Børnenes
advokat«.
Men jeg har dårligt fået foden inden for
xtra
døren i Erling Jepsens lille toværelsers
skrivehule på en første sal i et boligkompleks
på Amager, før jeg må brænde de
spørgsmål, jeg har på blokken:
- Jeg er lige blevet skilt, siger han: - Så
jeg bor her nu.
Det må jeg nok sige. Jeg ved, at han har
en datter, og han fortæller, at hun er 12 år,
og hun er blevet boende hos sin mor nogle
gader længere væk i samme kvarter. Det
kalder jeg timing.
Det har været dæmonisk
Men jeg kan jo godt regne ud, at den her
roman har været undervejs et godt stykke
tid, før forfatteren selv blev skilt.
Og jeg, der troede, at jeg skulle møde
børnenes advokat, og nu viser det sig, at
han selv har blod på hænderne. Jeg sætter
mig til rette ved et rundt spisebord i stuen,
mens Erling Jepsen henter kaffe i køkkenet.
Lidt efter er han tilbage og stiller
lidt kejtet en stempelkande på bordet:
- Det kan godt være, den er for stærk, det
er første gang, jeg laver kaffe på sådan en,
siger han og sætter sig med siden til:
- Jeg har været meget angst for at blive
skilt. Jeg kunne ikke forestille mig noget
værre end at blive skilt. Hvordan ville min
datter reagere? Det har været dæmonisk
for mig det her, siger han med barndomsdialekten
sønderjysk klistrende til
vokalerne.
Og dæmonisk er Erling Jepsens nye
roman da også. Selv kalder han den »en
gotisk familiegyser« og jo, han begyndte
faktisk at skrive på den, før han med
sikkerhed vidste, at hans eget ægteskab
ville ende med at gå i stykker, fortæller
han og forklarer, at den gotiske genre er
præget af angst for noget irrationelt - og
der har vi angsten igen. Helt rationelt er
det dog, at han er bekymret for, hvordan
skilsmissen vil påvirke hans datters liv
- det, at hendes far valgte at flytte ud af
familien over i sin arbejdslejlighed, der er
spartansk indrettet og mere ligner en
kollegielejlighed end et hjem for en hæderkronet
forfatter. Hans seng er en hems
under loftet i det ene rum, hvor der også er
et skrivebord med en lille bærbar computer
og på væggen en opslagstavle med
private fotos. I det andet rum er der så det
runde spisebord, et par bogreoler og et
sort-hvidt foto klistret op på væggen af
sværvægtsbokseren Cassius Clay, der
senere blev til Muhammed Ali, lidt rod hist
og her og så det mere poetiske indslag: En
stor metalstork i vindueskarmen. Vil hun
- datteren - nogensinde forstå, at hendes
far foretrækker at være her frem for at
være der, hvor hun bor.
- Det er jo den slags spørgsmål, man
stiller sig selv hele tiden, hvad tænker
hun? Hvordan vil det påvirke hende? Hun
er kun 12 år, så vi har ikke kunnet føre
lange, dybsindige samtaler om den her
skilsmisse.
Men til sidst var der ikke noget valg:
- Jeg endte med at blive syg af at leve i en
familie, siger han og flytter sig hen i
solskinnet, der vælter ind fra den åbentstående
dør ud til en lille altan, og så hiver
han skjorten op af bukserne og pudser sine
briller i den.
Træet har reddet mig
Det startede med svimmelhed, fortæller
han. Og anfaldene tog til. Til sidst var han
svimmel hver dag, og lægen kunne
konstatere, at han havde forhøjet blodtryk:
Forfatteren Erling Jepsen har kastet håndklædet i ringen. Efter 12 år
har han forladt kone og barn, for det der med at leve i en familie, det er
bare ikke ham. Og måske er det ikke helt tilfældigt, at hans nye roman
handler om børn, der kommer i klemme i en skilsmisse

- Han sagde, at jeg så meget tyndslidt ud.
Og det var jeg også. Jeg var slidt tynd. Min
ekskone har sgu aldrig gjort mig noget,
men jeg kan bare ikke være i en familie.
Det er nok ikke lige mig med den baggrund,
jeg har.
Men skilsmissen var ganske udramatisk,
fortæller han:
- Min ekskone var simpelthen så sød.
Hun sagde: »Det ligger jo slet ikke til dig at
have en familie, men du var her faktisk i 11
år, og du levede op til dine forpligtelser
både som mand og som far, det er da
fantastisk«. Det blev jeg simpelthen så rørt
over, det var meget storsindet sagt, siger
han og forsvinder ind i sine egne tanker.
Det sker flere gange i løbet af interviewet,
og det skal man lige vænne sig til, og det
har konen sikkert også lige skulle vænne
sig til - og datteren.
På græsplænen udenfor står et stort,
gammelt ahorntræ i brændte farver. Fra
altanen kan man røre grenene, hvis man
strækker sig lidt. Erling Jepsen fortæller, at
træet skifter farve inden så længe. I løbet af
en måneds tid vil det være grønt som et
nyudsprunget bøgetræ:
- Det træ har næsten reddet mig, siger
han og peger:
- Der var ingen træer, der hvor jeg boede
før, og tænk - jeg boede der i 11 år uden at
kunne kigge ud på et træ.
- Jeg blev helt rundtosset
Han har det godt, når han har slukket sin
telefon og ligger i sin hems og kigger ud på
træet, fortæller han, for så kan »ingen nå
mig«. Han er en enspænder, han har brug
for at være meget alene og gå i sine egne
tanker, og det kan man ikke i en familie, for
børn spørger hele tiden om noget, og det
gør koner også, griner han med en lille lys
latter over sin formulering, og det blev
altså for meget for ham:
- Jeg blev helt rundtosset. Det er svært
for mig at være sammen med to mennesker
på én gang, jeg får for mange indtryk, det
stresser mig. Jeg har brug for at være
meget alene, for mit hoved tænker nogle
tanker, som er meget spændende, og de
tanker bliver jeg nødt til at lytte til, så jeg
kan skrive dem ned, og bagefter sender jeg
dem rundt til teatre og til forlag, og så får
jeg en check eller en pris eller breve fra
læsere, der synes, at jeg har givet dem
noget. Efter nogle timer sammen med
mennesker er jeg udmattet og skal bruge
meget tid på at finde tilbage til mig selv, og
når man lever i en familie, kan man ikke
bare forsvinde. Der er hele tiden en risiko
Erling JEpsEn
❚❚Forfatter
og dramatiker født i Gram
i Sønderjylland i 1956. Han fik sit
store gennembrud som romanforfatter
med »Kunsten at græde
i kor«, der udkom i 2002. Den fik
en selvstændig fortsættelse med
romanen »Med venlig deltagelse«
fra 2006. Ind imellem de to udkom
romanen »Frygtelig Lykkelig«, og
senest »Biroller« i 2009.
❚❚»Kunsten
at græde i kor« og »Frygtelig
Lykkelig« er begge filmatiseret
med stor succes.
❚❚Erling
Jepsens nye roman »Hovedløs
Sommer« udkom den 28. april
på forlaget People’s Press. Lige nu
er han ved at bearbejde romanen til
et skuespil, der skal opføres på Det
kgl. Teater næste år.
for, at man bliver fundet.
Og så taler vi lidt om familien som
ramme for vores liv, og hvordan familien i
århundreder har været kunstnernes
vigtigste råstof:
- Familier er noget underligt noget. Vi
kan ikke undvære dem, og vi kan ikke være
i dem. Clint Eastwood, jeg kan så godt lide
ham, sagde engang i en western: »Everybody
should leave everybody else alone«.
Det lyder lidt hårdt, for vi taler jo hele tiden
om fællesskab, men man skal lade
hinanden være i fred, og det kan vi ikke,
men det skal vi, for ellers går det galt. Vi
kan ikke lave om på hinanden, vi skal lade
hinanden være, som vi nu engang er, siger
han og hiver ned i strømpen, der løber
gennem en plastiksandal, og så klør han sig
vedholdende på underbenet.
Og at være barn i en familie kan være
grusomt. Det ved Erling Jepsen af egen
erfaring, og pinslerne i barndomshjemmet
i Gram i Sønderjylland med en far, der var
hysterisk og lunefuld og misbrugte en af
sine døtre seksuelt, og en mor, der vendte
det blinde øje til, har han flere gange
beskrevet med sin humoristiske og
groteske pen - blandt andet i romanerne
»Kunsten at græde i kor« og »Med venlig
deltagelse«:
Børn kan ikke gå nogen steder
- Familien kan være et torturkammer, og
børn kan ikke gå nogen steder. De kan kun
flygte mentalt, og det gjorde jeg selv som
barn, men barndommen bliver ved med at
forfølge en. Man flytter i virkeligheden
aldrig hjemmefra. Mine forældre er døde
nu, men jeg drømmer da om dem hver
eneste nat, og der er også en masse opgør,
jeg ikke har fået taget med dem, men som
jeg tager med dem i mine bøger. Alle mine
bøger er et forsøg på at flytte hjemmefra,
men jeg er bare ikke sikker på, at det er
muligt. Det er også det emne, der er kernen
i min nye roman: Kan man overhovedet
flytte hjemmefra?
Men romanen »Hovedløs Sommer«
handler også om at miste sin uskyld,
forklarer Erling Jepsen og om, hvordan
man er nødt til at påtage sig skyld og bære
på hemmeligheder, som man ikke kan dele
med andre - at det syndefald er adgangsbilletten
til de voksnes verden.
Og uden at røbe for meget her, skal det
siges, at der er tale om et ret drastisk
syndefald for pigen Emilie i Erling Jepsens
nye roman.
Og her i den virkelige verden går
forfatterens datter Olivia med små skridt
ind i de voksnes verden - og nu med et par
ridser i vingen:
- Den her skilsmisse forbinder jeg nok
med noget, jeg engang bliver straffet for,
siger hendes far og piller i huden ved et
neglebånd:
- Men i virkeligheden kunne jeg godt
være gift og være familiefar, hvis jeg bare
måtte have lov til at være her i fred og ro og
tage hjem et par gange i ugen og være
sammen med min kone og mit barn og
spille rollen, indtil jeg var mæt og svimmel
af alle deres spørgsmål. Men det vil min
ekskone ikke være med til.
Denne gang har Erling Jepsen
skrevet en gotisk familiegyser,
fortæller han. Den nye roman
»Hovedløs Sommer« handler
blandt andet om en skilsmisse i en
helt almindelig familie.
I gamle dage tog man varsler af
gøgens kukken - man troede for
eksempel at antallet af kuk fortalte,
hvor mange år man havde tilbage at
leve i. FotograF: StEEn E. JEnSEn
Gøgen
kukker
Af Ragna Lychau
Går vi et par hundrede år tilbage i
tiden, var de fleste danskere frygteligt
overtroiske. Der var næsten ikke det dyr
eller fænomen i naturen, som man ikke
kunne tage varsler af.
Både gode og dårlige. Hvis man gik op
i tegn og varsler, så kunne man næppe
komme igennem en almindelig dag
uden at møde mindst 10-15 varsler om
død, sygdom, kærestesorger og
pengeproblemer. Eller mere positivt om
graviditet, bryllup og rigdom!
En, to, tre…
Der var selvfølgelig også en masse
overtro knyttet til gøgen - eller kukmanden,
som den også blev kaldt. Især
gøgens kuk satte fantasien i sving hos
vore forfædre. Nogle mente, at antallet
af gøgens kuk fortalte, hvor mange år
man endnu havde at leve i.
Andre mente, at gøgens kuk fortalte
de ugifte piger, hvor lang tid de skulle
vente på at blive gift. Der var også dem,
som mente, at hvis man stod under et
træ, hvori gøgen kukkede tre gange, så
kunne man få tre ønsker opfyldt.
På Djursland forklarede man endda
gøgens adfærd med at lægge æg i andre
fugles reder med fuglens kukken: Den
stakkels gøg havde nemlig så travlt med
at kukke, at den ikke selv kunne ruge
sine æg ud.
Enhver forælders mareridt
Uanset hvad forklaringen er, så kommer
man ikke udenom, at gøgen har en
usympatisk adfærd, når det kommer til
dens ynglepleje.
Hvis man da kan kalde det dét. Gøgen
lægger jo sine æg i andre fugles reder,
og så må de arme adoptivforældre klare
arbejdet med at opfostre gøgeungen. Og
kun gøgeungen. Så snart gøgeungen er
kommet ud af ægget, skubber den
systematisk de andre æg og unger ud af
reden.
Her kan man måske tale om søskende-jalousi
i yderste konsekvens?
Fidusen er imidlertid, at adoptivforældrene
kun skal finde mad til én unge.
Det er skam også rigeligt, for gøgeungen
er snart dobbelt så stor som sine nye
forældre og med en tilsvarende appetit.
Midtjyllands avis | lørdag 7. Maj 3