sanghæfte_1_Layout 1 - Trækfuglene

Alperosen.
Hist på alpens isbelagte spire,
der hvor intet menneske tør gå,
klynger sig langt op ad fjeldets sider,
alperosen som man ej kan nå.
Der i dalen skued' man en blomme,
yndig, skøn som alpens rose hvid,
bejlerne i flok til hende komme,
for at ægte pigen huld og blid.
Hun var ung, hun var en yndig terne,
datter af den rige købmand Bro,
Ingen nå'de dog den klare stjerne,
thi i hendes sjæl tog hovmod bo.
Dalens yngling hende hånden rækker:
"Oh, Alvilda, bliv min væne brud,
alt mit guld jeg for din fod nedlægger,
klæder dig som alpens rose prud."
Men hun svared': "Ingens brud jeg bliver,
før jeg får det løfte af hans mund,
at han mig en alperose giver,
thi en eneste jeg ønsker kun."
Har du, Junus, mod til det at gøre,
da du blive skal min elskte mand,
Herrens hånd skal dig på bjerget føre,
men farvel, hvis det dig lykkes ej.
Kækt så klatred' han ad bjergets side,
nå'ed op, hvor alpens rose stod,
plukkede en klynge roser hvide,
og dem kasted' for Alvildas fod.
Glad Alvilda nu hans stemme hørte:
"Her er alperosen fra din ven,
Herren, som min fod på bjerget førte,
fører mig nok ned til dig igen."
Men imens hans øjne frydfuldt skinne,
gled hans fod fra stedet, hvor han stod,
og han faldt fra alpens høje tinde,
ned i dalen for Alvildas fod.
Døden blev for kærlighed ham givet,
sønderslagen lå hans legem' der;
Pigen græd: "Nu er forspildt mig livet,
jeg har mistet den, jeg fik så kær.
Kunne jeg ham ej i livet følge,
vil jeg nu i døden med ham gå,
far, forældre, vel på livets bælge,
Oh, I søstre, gid I lykken nå.
Musikvers:
Op hun steg, og faldt så ved hans side,
og lå knust hos ham ved klippens fod.
Alpens roser var ej længre hvide,
de var farvet rød af deres blod.
Alpens roser var ej længre hvide,
de var farvet rød af deres blod.
1

2
Afmønstring.
Se når Danmarks bøgeskove mister løvet,
Som en trækfugl drager jeg mod syd igen,
Skønt jeg ved, at jeg vil gøre dig bedrøvet,
Men et løfte gives her af mig min ven.
Denne rejse bli'r bestemt den aller sidste,
Jeg vil aldrig, aldrig mer forlade dig.
Ak du kære, hvis du bare nu det vidste
hvordan afskeds stunden altid piner mig.
Vore rejser går nu ned mod sydens lande
Hvor jeg tit og ofte før har sat min fod
Gennem store, dybe ubekendte vande
her skal skibet atter sejle, fod fod fod.
Denne rejse bli'r bestemt den aller sidste,
Jeg vil aldrig, aldrig mer forlade dig.
Ak du kære, hvis du bare nu det vidste
hvordan afskeds stunden altid piner mig.
Som safirens dybe blå var Middelhavet.
Og dets bølgeskind det var som perlemor.
Hvor Suezkanalen der engang blev gravet.
Lyste mod os som et prægtigt ørkenspor.
Musikvers:
:/: Denne rejse bli'r bestemt den aller sidste.
Jeg vil aldrig, aldrig mer forlade dig.
Ak du kære, hvis du bare nu det vidste.
Hvordan afskedsstunden altid piner mig:/:

Barndomsminder. Mel. Danmarks største kor
En dejlig dag kan ikke mig forynge
men glæden bobler her ved dette bord
og derfor vil vi alle sammen synge
- vi leger, vi er Danmarks største kor.
Vi synger om de gode, gamle dage,
da sommeren var ekstra lys og lang,
da vi i hestevogne kune age,
- da frøerne i gadekæret sang.
Vi synger om, når sommertøj blev syet,
om glæden ved de hvide lærredssko,
- når marmorkugleposer blev fornyet
og puder, der blev nipsenålebo.
Vi synger om den lune sommeraften,
hvor vi med far og mor har spillet Pind,
hvor fællesskabet mellem os var kraften,
der stadig tænder glæden i vort sind.
Vi synger om, at vende tørv i mosen,
at mærke pligtens varme vingeslag,
om saftevand og sukkerbrød i posen,
- en pause på den varme sommerdag.
Vi synger om, da vejene var lange,
da cyklen bar os gennem al slags vejr,
hvor vi i mørket følte os lidt bange,
skønt himlen havde tændt sin stjernehær.
Vi synger om de gamle købmandsdiske,
- så langt fra vore dages overflod,
hvor vi som børn kun vovede, at hviske,
- en bulet bolchedåse gav dog mod.
Vi synger om, når korte dage endte,
når mørkningstimen langsomt satte ind,
en lille sang, før mor for lampen tændte,
har skabt en stemning i et barnesind.
Vi synger om, de lange vaskedage,
- om gruekedel og om vaskebræt,
hvor mor i dampen måtte tørnen tage,
og mærke, hvad det var, at være træt.
Vi synger om, når sneen lå derude,
om kakkelovne med marieglas,
om iskrystaller på en frossen rude,
- og varmedunke på en sengeplads.
Men herligt var det, når vi sad derhjemme,
og stegte æbler på en strikkepind,
et fingerbøl vi prøvede at gemme,
mens far i piberøg var hyllet ind.
Vi standser op - vi er her for at feste,
og fejre, at vi samlet er i dag,
måske var dagene, der gik de bedste,
men sammen vil vi hejse håbets flag.
Musikvers:
For solen skinner stadig på vor himmel,
og ungdom slutter op om vores bord,
tilsammen er vi midt i livets vrimmel,
og synger med, i Danmarks største kor.
3

4
Billetmærke.
I en annonce i et dagblad i går,
så jeg en dame søge sig en ven,
fuld diskretion, sender blot et par ord,
jeg håber, du skriver, på lykken jeg tror.
Ensom dame, fyrre år.
lille og buttet
med mørkt og krøllet hår.
Min vægt tør jeg ikke skrive om,
men jeg savner dig,
så skynd dig nu og kom.
Mit hjerte, det bankede og min mund blev så tør,
bare jeg turde, for det har aldrig hændt mig før,
Jeg syntes, jeg kunne høre hende hviske til mig:
Skynd dig at skriv, for jeg længes efter dig.
Ensom dame, fyrre år.
lille og buttet
med mørkt og krøllet hår.
Min vægt tør jeg ikke skrive om,
men jeg savner dig,
så skynd dig nu og kom.
Musikvers:
Ensom dame, fyrre år.
lille og buttet
med mørkt og krøllet hår.
Min vægt tør jeg ikke skrive om,
men jeg savner dig,
så skynd dig nu og kom.
Tyve år er gået, og vi har det stadig godt.
Brunetten fra annoncen, ja, hun er blevet min maskot.
Måske lidt mere buttet, men hun er glad og tilfreds,
men tit tænker jeg på denne triste tekst.
Ensom dame, fyrre år.
lille og buttet
med mørkt og krøllet hår.
Min vægt tør jeg ikke skrive om,
men jeg savner dig,
så skynd dig nu og kom.

De nære ting.
Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.
Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.
Gå ind i din stue, om end den er trang,
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.
Musikvers:
Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring,
og lær blot at elske de nære ting.
Lær blot at elske de nære ting.
5

6
Der er lys i lygten lille Mor.
Far er så strengt og han skænder på Mor
Far drikker snaps og tjener ikke spor
Hver gang jeg ser han har været på svi'r
Gemmer jeg mig bag Mor og si'r
Der er lys i lygten lille Mor
Uh, bare jeg ku' hjælpe dig
Men det skal jeg nok, når jeg bli'r stor
Åh, glæd dig lille Mor.
Penge til lys får vi aldrig af Far
Men udenfor vi gadelygten har
Tænk, den kan oplyse stuen omtrent
Jeg bliver så glad når den bliver tændt.
Der er lys i lygten lille Mor
Åh, gudskelov så bli'r her sjov
Kan du se hvor fint og lyst vi bor
Åh, glæd dig lille Mor.
Tidligt om morgenen men kurven jeg går
Og hos en bager gammelt brød jeg får
Mor synes, det er sådan en mørk og væmmelig vej
Men gennem ruden kigger jeg.
Der er lys i lygten lille Mor
Lad bare mig - nu trasker jeg
Indtil byen og får fyldt min kurv
Åh, glæd dig lille Mor.
Musikvers:
Der er lys i lygten lille Mor
Lad bare mig - nu trasker jeg
Indtil byen og får fyldt min kurv
Åh, glæd dig lille Mor.
Når jeg bliver gift skal min Mor bo hos mig
Så skal vi ha' en lampe hver for sig
Og når den skinner så klart som en sol
Vækker jeg Mor i hendes stol.
Der er lys i lygtne lille Mor
Nu læser jeg lidt højt for dig
af den bog du fik til Jul i fjor
Åh, glæd dig lille Mor.
Åh, glæd dig lille Mor

Dejlig er sommernatten.
Sommer og vinter og høst og vår
har hver sin egen charme,
men som det dejligste for mig står
den lyse juninat.
Livet er herligt, når dansen går
med dig i mine arme;
det er den skønneste stund i år,
min hjertes egen skat:
Dejlig er sommernatten,
ungdommen holder a' den,
stjernerne blinker så venligt ned,
fuglene kvidrer om kærlighed.
Hør blot de lokkende toner
oppe fra træernes kroner;
hele Gud Amors orkester ta'r fat
i en sommernat.
Musikvers:
Dejlig er sommernatten,
ungdommen holder a' den,
stjernerne blinker så venligt ned,
fuglene kvidrer om kærlighed.
Hør blot de lokkende toner
oppe fra træernes kroner;
hele Gud Amors orkester ta'r fat
i en sommernat.
Husker du valsen vi dansed' til
i lyse ferienætter?
Hvis du vil gøre mig glad, så spil
den kendte melodi.
Aner du mon, hvad jeg tænker på,
det tror jeg nok, du gætter!
Smilet gi'r lys til to øjne blå,
så fyldt med skælmeri:
Dejlig er sommernatten,
ungdommen holder a' den,
stjernerne blinker så venligt ned,
fuglene kvidrer om kærlighed.
Hør blot de lokkende toner
oppe fra træernes kroner;
hele Gud Amors orkester ta'r fat
i en sommernat.
7

8
Det var en lørdag aften.
:/: Det var en lørdag aften,
jeg sad og vented' dig :/:
:/: Du loved' mig at komme vist,
men kom dog ej til mig :/:
:/: Jeg lagde mig på sengen,
og græd så bitterlig :/:
:/: Og hver en gang, at døren gik,
jeg troede, det var dig :/:
:/: Jeg stod op søndag morgen,
og flettede mit hår :/:
:/: Så gik jeg mig til kirken hen,
og om den kirkegård :/:
:/: Men du kom ej til kirke,
og ej i kirken ind :/:
:/: for du har fået en andern kær,
og slaget mig af sind :/:
:/: Jeg gik mig hjem så ene,
henad den kirkesti :/:
:/: og hvert et spor, på stien var,
der faldt min tåre i :/:
:/: De røde bånd og skønne,
som du engang mig gav- :/:
:/: dem, bærer jeg ret aldrig mer,
jeg stunder til min grav :/:
:/: Hvor kan man plukke roser,
hvor ingen roser gror :/:
:/: hvor kan man finde kærlighed,
hvor kærlighed ej bor :/:
Musikvers:
:/: Jeg vilde roser plukke,
jeg plukker ingen fler :/:
:/: Jeg elsked' dig så inderlig,
jeg elsker aldrig mer :/:

Der hvor roser aldrig dør.
Jeg vil synge om en have,
som jeg ikke kendte før.
Evigt vokser alle blomster,
hen hvor roser aldrig dør.
Der vil roser aldrig visne,
som de ellers altid gør,
lad os sammen finde vejen,
hen hvor roser aldrig dør.
Musikvers:
Der vil roser aldrig visne,
som de ellers altid gør,
lad os sammen finde vejen,
hen hvor roser aldrig dør.
Der forenes alle farver,
Klokkeblomst og Brudeslør,
det som du og jeg vil møde,
der hvor roser aldrig dør.
Der vil roser aldrig visne,
som de ellers altid gør,
lad os sammen finde vejen,
hen hvor roser aldrig dør.
9

10
Den sorte sejler
Det var en kold og stormfuld nat,
vi skimted Dover fyrets blink så mat.
Og himlens stjerner, var skjult med skyer grå,
ja, vinden peb i takkel, mers og rå.
Det triste vejr, - den kolde vind
bortjog de raske gutters glade sind.
Ja tavs var alle, ja, tavsd var ulkens mund
det var som aned han, - en alvorsstund.
Da lød kaptajnens klare røst:
se, - gutter, her om styrbord ret mod øst,
det er en sejler, - jeg kender den så vist,
jeg mindes tørnen fra, - jeg så den sidst.
Det var en kold og stormfuld nat,
mod Norges kyst vi havde kursen sat,
da kom den sejler, vi skimted' her på strand,
da sank vor skude med, - tre raske mand.
Til døden dømt, det var vor båd,
den må sig bøje for søens skarpe bråd.
Den sorte sejler, med vimpel gul og rød
jo varsler undergang og gutters død.
Ved fire glas, - det skib forsvandt,
og næste morgen vort skib sin grav da fandt!
men gud var med os, - i al vor sorg og nød,
og vi slap alle fra, - den kolde død.
Musikvers:
En ting jeg ved, - det stemmer grant,
den sorte sejler ved midnat varsler sandt.
Et sagn jo siger, - den farer stadig om
på havet fre-edlød, - det er dens dom-
Tekst og melodi: Walter Jonas.

Visen om de tre musikanter
Den ene spilled' banjo, den anden mandolin,
den tredie af harmonikassen trak så sære hvin.
Når de gik hen ad vej - en, de standsed' ved hver gård
og spillede de viser, der til pigehjerter går.
For ham der spilled' banjo var sort af hud og hår,
hans vugge stod i Kongo i et rent tilfældigt år.
Hans mor var sort - en hedning, hans far hvid missionær,
og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver.
Den anden, ham der spilled' så flot på mandolin,
var som den lyse dag, så ren, så fager og så fin.
Hans fader var en greve, hans mor en tatermær,
og ham der spilled' banjo havde arvet lidt af hver.
Den tredie, ham der hev i trækharmonika,
han havde seksten fædre fra sin allerførste dag,
og skønt de alle seksten frækt nægted' hver især,
ham med harmonikassen havde arvet lidt af hver.
Så spillede de trende for godtfolk rundt om land,
de spillede for kvinder og de spillede for mand,
men mest dog for de piger, der lo, når de kom nær,
men der var én de elskede tilsammen hver især.
Hun elsked' ham med banjo og ham med mandolin
og ikke mindst harmonikassens sødmefulde hvin.
Når de kom til en by, hvor hun var, de havde kær,
de blev der trende nætter, det var lige en til hver.
Så skete det de tider, hvor vårens blomster gror,
ved hendes bløde lænder lå det nysseligste nor.
En knægt så sund i formen, men ellers dog lidt sær,
han fik de instrumenter, som de spilled' hver især.
Han voksed´ og blev større, sådan som det skal ske
Med børn af sunde piger der kan elske og kan le
Og da de trende følte at dødens stund var nær
Han fik de instrumenter, som de spilled´ hver især.
Så spilled´ han på banjo, og flot på mandolin
Og lokked´ af harmonikassen sødmefulde hvin
Han døde mæt af alder, og visen er forbi
Om de tre musikanter, der blev ét musikgeni
Tekst: Oskar Hansen/ Musik: Arnold Ringsted
11

12
Den gamle gartners sang.
Når jeg ser på skønne blomster
dukker svundne minder frem
om den gamle milde gartner
i mit fjerne barndoms hjem.
Jeg skal aldrig, aldrig glemme
denne dybe rene stemme
jeg har elsket den engang,
og jeg lytted, når han sang:
Planter smil og plante solskin
plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest
og lukke lys og glæde ind.
Smil og sang og mange blomster
gro'de frem af havens jord,
fra de høje grønne birke
lød et muntert fuglekor.
Det var eventyrets rige
for en lille bitte pige.
Da'n var lys og god og lang
når den gamle gartner sang:
Planter smil og plante solskin
plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest
og lukke lys og glæde ind.
Musikvers:
Når det sker for mig, at jeg bli'r
både trist og kold og grå,
husker jeg den gamle gartner
og de ting han tro'de på.
Selv om sorgerne er slemme
får en sang mig til at glemme,
jeg har lært det gang på gang,
af den gamle gartners sang:
Planter smil og plante solskin
plante sang i alle sind,
skabe hverdag om til fest
og lukke lys og glæde ind.

Du lille svale
Du lille svale du som forår bringer
hjem til vort kære gamle danevang,
sig mig hvor vil du hvile dine vinger,
og hvem vil du forlyste med din sang.
Husker du da roserne vi plukked',
fiskerbåden styrer ind mod land,
og fuglen til sin lille rede iler,
og nattergalen sine triller slår.
Mange år og mange flere dage
mine tanker er endnu hos dig,
kunne jeg blot drømme mig tilbage
til dig min ven, så var jeg lykkelig.
Hvorfor bad du om mit unge hjerte,
hvorfor bad du om at elske mig,
hvorfor voldte du mig al den smerte,
og hvorfor var du utro imod mig?
Men jeg forstod, at jeg var dig for ringe,
og du forlod mig i min fattigdom.
Nu trods alt en hilsen vil jeg bringe.
Åh, min ven, hvor var jeg lykkelig
Jeg er forladt og ene må jeg vandre,
hvorhen min tunge skæbne fører mig,
vi skilles ad i håbet for hverandre,
og kun en tanke vil jeg ofre dig.
Tekst: Gammel gårdsangervise
13

14
En dejlig dag.
Når igen det er slut på en dejlig dag,
hvor så mange glæder du fandt,
medens klokken slår sine muntre slag,
som en tak for den dag, der svandt.
Mon så helt du forstår, hvad en dejlig dag
er værd for det trætte sind?
Du har glemt de sorger, der ligger bag,
skjult af solens skidst skin.
Musikvers:
En gang blir det slut på en dejlig dag,
før du ved, er din aften nær.
Hvad du gav og tog midt i livets jag,
du vil se, hvad det nu er værd.
Men mindet vil farve en dejlig dag
så skøn som et morgengry.
Selv om hjertet slår sine sidste slag,
er der altid en dag påny.

En sømand har sin enegang.
En sømand har sin enegang,
som fange på en ø,
lyt til en simpel enesang
i mellem vind og sø.
Det bruser fra den våde vej
i nat og stjerneskær
min tanke går til dig til dig,
du er mig evig nær.
Hvor brænder aftenstjernen hed
Vi går mod syd og sol.
Og hjemmets stjernetegn går ned
mod nordens sunkne pol.
Men frydefuld, med meget mod,
og gerne går jeg ej.
Thi min forhåbning efterlod
jeg samt min ro hos dig!
Mig vinker mangen yppig kyst
og mangen munter havn.
Et anker griber i mit bryst
det venneløse savn.
Thi hvad er himlen altid blå
javist, balsamisk vejr
og Paradis med palmer på
når ikke du er nær!
Så sejler man i solens glød
og lummer tropevind
men kuldens rose blomstrer sø
min pige, på din kind.
Og kokospalmen slipper frugt
som slås en mand ihjel
fordøm den hele hule flugt,
min svale ven, lev vel!
Ve alle haves vandringsmand!
urolig er hans færd,
som tåge, vind og skum på vand
og strøm og skjulte skær.
Men bærer det mod havets bund,
så mangen sømands kår
når søen gug´rgler i min mund,
til dig min tanke går!
Musikvers:
Men når den gule løvetand
ved Sjællands grøfter gror
og fra det lave grønne land
man hører frøers kor
når pinseløvet bryder frem
på danske svale træer
og alle fugle vender hjem
du er mig atter nær.
15

16
En dør til fantasien.
På en eng fyldt men duftende blomster
er der minder der straks dukker frem.
I det dugvåde græs langs en vejkant,
står en dør til minderne på klem.
Vi var unge og fri og forelsket
der var ikke en sky i det blå
vi var optændt af glæden ved livet
og de drømme som vi troede på.
Jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage
mens jeg drømmer du stadig er min.
Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage
mens jeg åbner en dør til fantasien.
Musikvers:
Jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage
mens jeg drømmer du stadig er min.
Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage
mens jeg åbner en dør til fantasien.
Det vi havde engang er forsvundet
men der er tanker der lister sig ind
når jeg står ved de blomstrene enge
med et strejf af vinden mod min kind.
Der buketter af minder omkring mig
og jeg ser demn igen og igen
de blir ved med at blomstre som engen
og jeg ved de aldrig sygner hen.
Jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage
mens jeg drømmer du stadig er min.
Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage
mens jeg åbner en dør til fantasien.
Ja jeg vil værne om mindet fra ungdommens dage
mens jeg drømmer du stadig er min.
Lægge kinden mod græsset og tænke tilbage
mens jeg åbner en dør til fantasien.

Fra Halifax til Spanien.
Fra Halifax til Spanien med briggen Stewedor,
vi sejlede med saltet torsk og otte mand om bord.
Vi var tilsammen alle vi et lystigt broderkor.
På fyrre grader vestlig længde femogfyrre nord.
Så fik vi en orkan fra vest, en ren cyklon, jeg tror
og stormen rev vor skøre gamle skipper overbord.
Vi hev hamn op, vi vred hans skæg,
endskønt han banded' og svor.
på fyrre grade vestlig længde femogfyrre nord.
Musikvers:
Se gutter, når jeg dør engang, så kast mig overbord,
imens I står ved rælingen, I snøfter lidt og glor.
Så vinker jeg adjø og går på Stewedor ombord.
På fyrre grader vestlig længde femogfyrre nord.
17

18
Farvel min ven.
Farvel in ven, farvel min ungdoms kære,
farvel du som mit unge hjerte har,
det var med dig jeg hadde tænkt at leve,
det var med dig jeg hadde tænkt at dø.
Jeg følte mig så lyklig ved din side,
jeg følte alting det var godt på dig,
men du har fundet dig en anden pige,
elsked hende mer end du elsked mig.
Se stjerne som op på himlen blinker
de minder om at du har elsket mig
se liljerne som ud på marken vokser
den aller skønneste er den der ligner dig.
Sig hvorfor bad du om mit unge hjerte
sig hvorfor bad du mig at elske dig
sig hvorfor voldte du mig al den smerte
sig hvorfor var du så utro imod mig.
Tag disse blomster jeg har plukket til dig
tag disse tårer jeg har grædt for dig
tænk du på mig når sommeruvejr raser
tænk du på mig at jeg aldrig glemmer dig.
Tak for hver studn du kærlig mig omfavned
tak for hver kys du trykked mod min mund
den tid en kommer aldrig mer tilbage
du har bevist hvem du nu elsker her.
Ja så farvel, farvel min ungdoms kære
farvel du som mit unge hjerte har
men op i himlen bliver sidste møde
det møde som du ikke nægte kan.
Ja op i himlen bliver sidste møde
det møde som du ikke nægte kan.

Fiskerpigens sang.
Hvor bølgen ruller og hvor stormen suser
der står en hytte på den øde strand
hvor mørke klitter strækker sig langs kysten
der er mit hjem, der er mit barndomshjem.
Jeg var så ung og glad for alt i livet
en kæk og munter sømand blev min ven
han rejste bort ud på de store have
men loved' mig at komme snart igen.
Der kom et brev med bare et par linier
det var hans ven som sendte disse ord
en stormfuld nat forliste vores skude
og den du elsker er ej mer' på jord.
Jeg læste gang på gang det onde budskab
og tårerne sig frem i øjet tvang
men så en dag da sorgen dybt mig tynged'
gik døren op - en munter stemme sang.
Min egen ven her har du mig tilbage
det triste brev det talte ikke sandt
mit skib gik ned men skæbnen var mig nådig
jeg reddet blev og livets lykke vandt.
Mit skib gik ned men skæbnen var mig nådig
jeg reddet blev og livets lykke vandt.
19

20 Go'nu nat
Go'nu nat
og gå nu lige hjem,
mens du endnu er ved dine fulde fem.
Jeg ved godt at på din vej,
lurer fristelser på dig,
og du kan ikke sige nej.
Go'nu nat
og gå nu lige hjem.
Go'nu nat
og gå nu lige hjem,
eller skævt når bare du når uskadt frem.
Kig på månen, - den er hal'
som en knækket æggeskal
der har fået et lille knald.
Go'nu nat
og gå nu lige hjem.
Go'nu nat
og gå nu lige hjem,
der er dem, - der holder dørene på klem,
jeg tar hele døren af,
venter på dig, - nat og dag
ja,ja, ja, ja, ja,ja,
Go'nu nat
og gå nu lige hjem.
Vi har sunger,
vi har grædt og grint,
Ja i flere timer har vi haft det fint
Det gir no'et at tænke på
nu hvor timerne blir blå
og vi snart skal til at gå,
Go'nu nat
og gå nu lige hjem.
Go'nu nat
men gå nu ikke bort.
Vi har livet for os, - selv om det er kort.
Vi skal dele tykt og tyndt,
bare se og få begyndt.
Vi er ikke kun til pynt.
Go'nu nat
og gå nu lige hjem
Benny Andesen

Glitrende hav.
Intet som hav og bølger kan drage,
uroen kalder længslerne frem.
Den der vil sejle lever med savnet
delt mellem havet og sømandens hjem.
Blændende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lysere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.
Den der har sejlet talløse timer
kender til havets storhed og magt.
Tankerne følger dønningers rullen,
vinden er med på den ensomme vagt.
Stormfulde hav, glitrer som rav,
søvnløse nætter du sømanden gav,
Dybere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang.
Musikvers
Solen står op og svinder i farver,
milevidt hav får skyernes glød.
Sømanden sejler mod horisonten,
føler sig fri som de bølger der brød.
Skinnende hav, glitrer som rav,
vindstille dage du sømanden gav.
Lettere klang, bølgernes sang,
hør det endnu en gang
Inger Lauritzen
21

22
Gillelejevalsen.
Ved så skøn en strand,
som man ønske kan,
hist ved Kattegat og Øresundets bred,
ligger byen, som jeg vil synge om,
for det er dog det bedste sted jeg ved.
Ja, Gilleleje! Du lille fiskerby,
mange glade minder gemmer jeg om dig.
Ja, Gilleleje! Dit navn har verdensry,
hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej.
Som'ren frisk og sund,
svale aftenstund,
drager glade gæster til fra fjern og nær.
Vi ved klitters kant, fred og hvile gandt,
derfor har vi dig allesammen kær.
Ja, Gilleleje! Du lille fiskerby,
mange glade minder gemmer jeg om dig.
Ja, Gilleleje! Dit navn har verdensry,
hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej.
Musikvers:
Mangt et sted jeg så,
som jeg sige må,
der var skønt at se, og højt jeg prise kian,
men hvorhen jegt kom. vidt i verden om,
så længtes jeg mod dig og Danmarks land.
Ja, Gilleleje! Du lille fiskerby,
mange glade minder gemmer jeg om dig.
Ja, Gilleleje! Dit navn har verdensry,
hvor jeg end lever, så glemmer jeg dig ej.

Hirsholmene
I segrønne øer i Kattegattes blå
Med sten i smulde vande som måger sidder på
Fra Frederikshavn I skimtes i solskin i profil
Og bølger bærer budskab fra strand til strand med il.
På hovedøen rækker et kampstensfyr mod sky
Om skærene det melder som bådene må fly
En kirke uanselig sig tegner uden tårn
Endnu den kan dog stemme til andagt som tilforn.
En håndfuld lave huse de fleste af granit
Jo vel, en kende ensomt, men - åh, hvor er her frit
To øer af de mindre, men vidt er deres hav
Og bølgerne ved solfald bli'r smeltet guld og rav.
Ej sært, at i os tager om hjertet med jer ro
Ej sært, man kunne tænke sig altid her at bo
Lad tiden understrege det sammensattes værd
Vi møder enkeltheden i hellig enfold her.
23

24
Hvor mågerne skriger.
Hvor mågerne skriger mod skumhvide bølger,
hvor markerne mødes med himmel og hav,
hvor fyrbakken skråner mod lerede skrænter,
og strandbredden lokker med sten og med rav.
Hvor klitten bli'r gul af den blomstrende snerre,
hvor tårnfalken står i den lysende luft,
hvor brombær får farve i solvarme kløfter,
og havbrisen blandes med hyldenes duft.
Hvor fiskernes jolle i færgernes følge,
fra daggry kan skimtes på Skagaraks vand,
hvor kirker og gårde med kalkede længer,
står hvide i sollyset ind over land.
Hvor sproget får liv af det lavmælte lune,
når sindet er sorgløst, og tanken bli'r kåd
hvor styrke og mandsmod forties i tale,
med stundom blev røbet ved djærveste dåd.
Kun der cil jeg være når foråret kommer,
når trækfuglen flyver med kursen mod nord,
kun der kan jeg finde den fuldendte tværing,
med guld i sit hjerte og bjesk på sit bord.

Hjemmebrænderiet
Jeg bor her i Stenhøj i't skævt lille hus
alene, rent bortset fra rotter og mus.
I gården et lokum og bagved et skur,
og i det står mit brændevinsapparatur.
Det syder affusel og bobler af gær,
din lever ta'r skade, og øjet får stær.
Det smager som rævepis og terpentin,
men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin.
Min bedstemor brændte sin brændevin selv,
det slog både hende og manden ihjel.
De drak aldrig selv, men for heden den dag
brænderiet røg i luften med et helvedes brag.
Det syder af fusel...
Min fa'er han brændte i syv-og-tres år,
men så blev han snuppet af tolden i går.
Så mor har skaffet et nyt apparat
og har sat produktionen i gang i en fart.
et syder af fusel ...
Det hænder jeg selv ta'r en ordentlig syp,
mens jeg lytter til dråbemes sagte dryp-dryp,
Det er som musik fra et fint instrument,
- for jeg ved det er sprit på omkring tres procent.
Det syder af fusel ...
Hvis du har få't lyst til at smage det selv,
så kom kun til mig - helst når dag' n går på hæld,
slå tre slag på ruden og stik mig en tier,
så får du en sjat af min livseleksir.
Det syder affusel og bobler af gær,
din lever ta'r skade, og øjet får stær.
Det smager som rævepis og terpentin,
men det'r billigt - og så bli'r man fuld som et svin.
Tekst: Jens Memphis - Trad.irsk melodi ved Carsten Holst
25

26
Hammer hammer fedt
Jeg si'r halleluja Jeg råber højt hurra
Jeg triller lidt med tungen tra la la la la la
Jeg står og griner fjoget Jeg letter grydelåget
Ha' en herlig weekend og vi ses
Det' hammer hammer fedt Jeg kysser dig om lidt
Vinden den er go', go' for mere end to
Smil til hele verden syng en sang for lærken
Ha' en herlig weekend og vi ses
Jeg har en gummiged og den er hammerfed
Den lugter under skovlen af rigtig gummisved
Jeg letter på kasketten solskind på rumpetten
Ha' en herlig weekend og vi ses
Det' hammer hammer fedt Jeg kysser dig om lidt
Vinden den er go', go' for mere end to
Smil til hele verden syng en sang for lærken
Ha' en herlig weekend og vi ses
Som Gud og hver mand ved så var det stemmeskred
I al beskedenhed så var det kærlighed
Jeg stod og sov i timen og pludselig lød en kimen
Jakob du' valgt til præsident
Det' hammer hammer fedt Jeg kysser dig om lidt
Vinden den er go', go' for mere end to
Smil til hele verden syng en sang for lærken
Ha' en herlig weekend og vi ses
Tekst & Musik: Jacob Haugård

Hvormår er der dejligst i Danmark.
Hvornår er der dejligst i Danmark?
Når alt er forventning, og småblomsters hær
bebuder, at våren er nær.
Når lyset ta'r til,
mens lærkernes spil
os stremmer til andagt i dagningens skær.
Når bøgen står grøn
og vidunderlig skøn,
ja, da er der dejligst i Danmark.
Hvornår er der dejligst i Danmark?
Når ager og eng står i sommerens tegn,
og markerne skriger på regn.
Når skovbryn og strand
er ferieland.
Når pindsoen pusler i havernes hegn.
Når kornet står gult,
og når vandet er smult,
ja, da er der dejligst i Danmark.
Og snart bliver aft'nerne mørke.
Men kornmodet flimrer i kimmingens rand,
når høsten går ind over land.
De svingende læs
bli'r knejsende hæs,
og løvskoven står som en funklende brand.
Når natten får klang
under trækfugles sang,
ja, da er der dejligst i Danmark.
Med et er det vinter i Danmark,
I mulde sig gemmer de slumrende frø,
der venter på vårbrud og tø.
Men vinden bli'r hvas,
og frosten bli'r kras,
snart stivner den blånende bølgende sø.
Vi drukner i sne,
ja, men da må vi le,
thi da er der dejligst i Danmark.
Hvornår er der dejligst i Danmark?
Hver dag er en gave, Et under. En leg.
Hver dag er den bedste for mig.
Vær glad, du er til.
Det vekslende spil
kan stemme dit sind i september som maj.
I høst som i vår
og i skiftende kår,
vi ved, der er dejligst i Danmark.
27

28
Han hade seglat för om masten.
Han hade seglat för om masten
som en man ut i många år
Han hade seglat med förskjutning i
lasten fra Friisco til Singapore.
Han hade seglat med frans-män och Britter
och med dem som betalt honom bäst
Han hade slungats mot Sydjyllands klitter
en gång i en storm från sydväst.
Han rum var den gråa skansen,
och hans bädd var den hårda koj
hans hem var den mörkblå Atlanten
i storm, som i dyning loj.
Hans dröm var en annan skuta
en annan kock og kapten
Två flickögon bakom en ruta
som han sett vid kvällslampans sken.
Hans liv det var de tusen haven
det var rus på nen snuskig krog.
Et slagsmål, en dans med en Eva,
som tog hans pengar og log.
En ändlös kedja av vakter
när stormen ligger i
en törn vid ratten där akter
en stormnatt när skutan låg bi.
Men så en dag det sig hände
det var i en Kinahamn
Dä kom dåa en skuta han kände
som bar hembygdens namn.
Han blev lite röd om kinden,
när skeppet med ens fölle av
og flaggan slog ut för vinden,
den flagg som han en gång höll av.
Han såg den, fast svart av röken
och blekt av tropikernas sol
Han hörde den fladdra likt göken
som i hembygdsskogarna gol.
Och den var gul som ett skälvande klänge
han sett i flickas hand
För första gången på länge
han mindes sitt fädernesland.
Han mindes då en röd liten stuga
någonstans i ett hölja skyggt,
där höga treädstammar buga
sig inför så skön en byggd.
Han hörde flickskratt ifrån logen
och en välbekant dragtspelslåt
Han mindes en gång uti skogen,
och slutligen brast han i gråt.

Imellem Esbjerg og Fanø.
Der var en skipper og han hed Las' ja
og han hed Las' ja og han hed Las' ja
Han sejled' rundt i en smadderkas' ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
En dag da Las' havde stødt fra land, ja
havde stødt fra land, ja havde stødt fra land
han havde glemt at få proviant, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Og Las' han leved' af bakskuld kuns, ja
af bakskuld kuns, ja af bakskuld kuns
Han skylled' ned med en kaffepunch, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Og Las' han sejled' i dage tre, ja
i dage tre, ja i dage tre
Men han fik aldrig mer' land at se, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og stormen sused' og gjor' halløj,
og bølgen stod som en kæmpehøj
og det var sandelig ingen spøg
imellem Esbjerg og Fanø.
Og hver en skipper, der går til bunds, ja
der går til bunds, ja der går til bunds.
Ham hilser Las' med en kaffepunch, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
29

30
Jeg har skrevet en pige.
Jeg har skrevet til min pige
jeg har skrevet til min ven
jeg fik svar den nittende i denne måned.
Jeg har pynte hendes værelse
med blomster og med grønt,
og på vægen hænge billeder så skøn.
Hendes navn, det er det skønneste,
som jeg vist skrive kan,
thi Linea er det skønneste på jorden.
Hun kan få et sømandshjerte -
til at banke, det er sandt,
Noget kønnere jeg ej på jorden fandt.
Jeg har sejlet og besøgt -
så mange lande på vor jord.
ange piger har jeg nærmere beskuet.
Men når pengene var brugt,
ku' jeg stille gå om bord,
og jeg angre mangen gerning,
som blev gjort.
Og min længsel den er sikker,
længslerne mig sikkert ta'r
når jeg ser på billedet af min egen pige.
Når jeg tager frem portrættet,
jeg i sømandskisten har,
åh, så synes jeg, at alting er så rart.
Tørnet ud i våde klæder i et stort og
usselt rum
og så op igen og alle mand på dækket
Når orkanens vilde storme -
ud på søen går til dans,
da er livet hårdt for gutter til vands.
Nu fra Grimsby og til Skagen -
går vor rejse som en vals.
Stadig håber jeg Linea er mig trofast.
Hvorfor lande størere hajer -
end man ofte ser til vande,
men jeg stoler helt og holdent på min tro?
I en stue udi Skagen
har jeg ventet på min ven
Jeg lover hende giftemål og troskab,
Jeg vil smukke hendes værelse -
med blomster og med grønt,
og på vægen hænge billeder så skøn.
Jeg vil smykke hendes værelse -
med blomster og med grønt,
og på væggen hænge billeder så skøn.

Jeg har en ven.
Hører du hende, den ensomme kvinde,
som nede ved havstokkens rand
sukkende følger de vandrende bølger
og nynner så tyst, som hun kan:
Jeg har en ven, en rigtig sailor,
der vil ta' kegler i hver en havn.
Det er en svend, der går på "varmen ",
og midt på armen, der står mit navn.
Så brav og ærlig, ja, han er herlig,
når han mig kærlig ta'r i sin favn.
Jeg har en ven, en rigtig sailor,
han vil ta' kegler i hver en havn.
Bønligt hun klager til storken som drager
mod Nilen på ilsomme færd:
Ser I min Halvor, så sig ham for alvor,
at hver dag jeg synger den' her:
Jeg har en ven, en rigtig sailor,
der vil ta' kegler i hver en havn.
Det er en svend, der går på "varmen ",
og midt på armen, der står mit navn.
Så brav og ærlig, ja, han er herlig,
når han mig kærlig ta'r i sin favn.
Jeg har en ven, en rigtig sailor,
han vil ta' kegler i hver en havn.
Ak, mon han kommer igen næste sommer,
ell'r kysser han bølgerne blå?
Så vil med smerte I åbne mit hjerte,
og der vil for evigt det stå:
Jeg har en ven, en rigtig sailor,
der vil ta' kegler i hver en havn.
Det er en svend, der går på "varmen ",
og midt på armen, der står mit navn.
Så brav og ærlig, ja, han er herlig,
når han mig kærlig ta'r i sin favn.
Jeg har en ven, en rigtig sailor,
han vil ta' kegler i hver en havn.
Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Alfred Kjærulf
31

32
Jim og jeg var venner alle dage.
Jim og jeg var venner alle dage,
li' fra dengang vi i vuggen lå,
Jim han havde aldrig grund til klage,
altid heldig, altid ovenpå.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, hvor jeg misunder dig.
Jim og jeg var skudt i samme pige,
Jim fik pigens ja, og jeg fik nej,
Jim var smuk, behøver jeg at sige,
at de smukke aldrig tryked' mig.
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, uheldig det var jeg.
Jim blev syg, og Jim gik hen og døde,
kun en enke efterlod han sig,
Jim nu hviler under roser røde,
Jimses enke er nu gift med mig,
Lykkelige Jim, uheldig det var jeg,
lykkelige Jim, uheldig det var jeg.

Jeg vil bygge en verden.
Livet var vidundertligt, det tro'de vi engang
men med tiden lærte vi en ganske anden sang,
Vi er bare brikker i det store dumme spil,
uden spor betydning, men nu ved jeg, hvad jeg vil.
Jeg vil bygge en verden, men helt for mig selv,
hvis du vil, kan du godt komme med,
for måske kan vi der finde lykke og held,
til at glemme alverdens fortræd.
Hvis vi tror på hinanden og uden jalousi
bare holder de løfter som vi svor,
kan vi bygge en verden, så stor og så rig,
på den gamle, forhærdede jord.
Livet blev jo skænket os engang i kærlighed,
vi må bygge vid're der, hvor andre river ned.
Du og jeg har stået ikke langt fra lykkens top
Selv om vi blev skuffet, må vi aldrig helt gi' op.
Vi må bygge en verden, men helt for os selv
de, der vil kan blot følge med,
for måske kan vi der finde lykke og held,
til at glemme alverdens fortræd.
Hvis vi tror på hinanden og uden jalousi,
bare holder de løfter, som vi svor,
kan vi bygge en verden, så stor og så rig,
på den gamle, forhærdede jord.
Selv om stormen raser og en masse ting forgår,
må vi aldrig glemme, at der kommer dog en vår,
Det betyder kærlighed, og den vil bane vej,
blot vi har hinanden, og vi lover hver for sig:
Jeg vil bygge en verden, men helt for mig selv,
hvis du vil, kan du godt komme med,
for måske kan vi der finde lykke og held,
til at glemme alverdens fortræd.
His vi tror på hinanden, og uden jalousi,
bare holder de løfter, som vi svor,
kan vi bygge en verden, så stor og så rig,
på den gamle, forhærdede jord.
33

34
Jeg er zigøjner.
Solen går ned i et luende skær
tanker går hjem til min hjertenskær
bort fra det barske og blæsende nord
til det sollyse spanien og mor.
Jeg er zigøjner og hedt er mit blod
nede i spanien min vugge stod
der har jeg drømt under solgyldne træer
drømt min elskede var mig så nær.
Vi er et folk uden blivende sted
os er der ingen der regner med
dog er vi mennesker ligesom I
vi er stolte og glade og fri.
Solen er borte, min dag er forbi
skumringen øver sit trylleri
syng lille pige for nu er vi to
Du skal synge os begge til ro.
Musikvers:
Har her på jorden jeg syndet så slemt
du i din himmel, mig rent har glemt
du har af engle så mange hos dig
send blot en, ja en eneste - en til mig.
Send blot en, ja en eneste- en til mig.

Katinka, Katinka.
Katinka, katinka, luk vinduet op
nu vil jeg spendere en vise
Et forår har kærtegnet pigernes krop
og nu er du li' til at spise.
Men først skal vi ha' os en sang eller to
og så skal Katinka og Søren til ro.
Katinka, Katinka luk vinduet op
og hør min harmonika vise.
Jeg minden den aften jeg mødte dig først,
jeg sad i "Cap Horn" med en bajer.
Jeg var s'gu så glad for mig sel' og min tørst
og Vrøndums de små akkelejer.
Men så kom du ind med et kedeligt drys,
og han fik en skalle, og du fik et kys.
Og så, ja og så ble' du et med min tørst
og noled min eneste bajer.
Men skidt med en bajer, blot pigen er glad,
for janterne, de skal jo trille.
Og hvergang vi savner lidt flydende mad,
har jeg mit talent for at spille.
Så gi'r jeg en sang i en gjaldende gård,
mens slanter og sølvtøj i stenbroen slår.
Så slå'r vi til Søren, til Søren bli'r flad,
ja, så skal vi sør'me ha gilde.
En vinter sled sålen af strømper og sko,
men foråret lapper det hele.
Lad tæerne toppes og træerne gro,
med dig vil min rigdom jeg dele.
Nu genlyder Nyhavn af sang og af spil,
jeg presser citronen, så tit, du det vil.
Jeg ved, du er varm, og jeg tror, du er tro
og så'er det en smal sag at dele.
Katinka, Katinka, smæk vinduet i
og spar dine små bommelommer.
Gøår stuen lidt pæn, men jeg tæller til ti,
og ærbart ad gangdøren kommer.
Du gi'r mig din seng, og jeg gi'r dig min sang,
så fejrer vi foråret endnu en gang.
Katinka, Katinka, luk øjnene i
for nu er det Søren, der kommer.
35

36
Kom hjem igen kære ven.
Måneder er gået men en dag så kom et brevf
jeg mærked' duften fra min kære ven.
Jeg blev så glad og lyk'lig for det min elsked' skrev,
jeg læste brevet om og om igen.
Ringen som du gav mig den bær' jeg på min hånd,
den er det allerkæreste jeg har.
De ord du skrev i brevet med kærlig hilsen fra
og samme dag så sendte jeg mit svar.
Kom hjem igen kære ven.
Kom hjem igen kære ven.
Kom hjem jeg venter på dig.
Kom hjem og bli' her hos mig.
Se mange år er gået og mit hår har stænk af sølv,
det var som livet mistede sin glans,
da du tog kærligt afsked og fandt en anden ven,
nu sidder jeg med minderne igen.
Når aftensolen lyser over mark og skov og strand
går tankerne til dig min lille ven.
Jeg mindes sidste aften de ord du sa' til mig,
jeg vil aldrig nogensinde glemme dig.
Kom hjem igen kære ven.
Kom hjem igen kære ven.
Kom hjem jeg venter på dig.
Kom hjem og bli' her hos mig.

Mariehønen.
Se - Her er´n mariehøne.
Husker De den gamle skrøne?
Den er kendt af hver en lille dreng og lille pi´e.
Denne lille kære bille
kan, skønt den er bitte lille
skabe underværker blot du smiler og vil si´e:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr
Flyv op gennem sky´rne imens jeg venter her.
Flyv op efter alt det, vi ønsker hver især:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr.
Metrologisk forudsiger
frejdigt hvordan vejret bli´er
men jeg tror nu mere på de gamle eventyr.
Min private vejrberetning
bor i denne enkle sætning
Fuld af tillid hvisker jeg til denne lille fyr:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr
Flyv op gennem sky´rne imens jeg venter her.
Flyv op efter alt det, vi ønsker hver især:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr.
Barnet har sin egen verden
Fuld af håb og tillid er den
Glem den ikke, selv om du blir voksen og erfar´n.
Alle hjerter bør forblive
bare ganske lidt naive.
Blir de mørke sky´r for slemme
hvisk da som et barn:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr
Flyv op gennem sky´rne imens jeg venter her.
Flyv op efter alt det, vi ønsker hver især:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr.
Midt på menn´skets lille finger
lander du på trygge vinger.
Lille ven! I dag er verden slem at flyve i.
Menn´skets jetmaskiner drøner
Rammer små mariehøner
Tordensky´r går frem fra øst ov veståh
smut forbi.
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr
Flyv op gennem sky´rne imens jeg venter her.
Flyv op efter alt det, vi ønsker hver især:
Flyv op imod himlen og be´ om dejligt vejr.
37

38
Mølleåen.
Jeg ved et sted, som jeg længes imod,
når jeg er nedtrykt og træt.
hjemme i byen, jeg engang forlod,
ligger den fredfyldte plet:
Barndommens sollyse dage svandt hen
nede ved mølleåen,
ofte i drømme jeg leger igen,
nede ved mølleåen.
Og når jeg står på den ældfamle bro,
fyldes mit sind med enb lindrede ro.
Tanker og minder får fred til at gro,
nede ved mølleåen.
Glemt bli'r al modgang i senere år,
glemt bli'r al uro og strid.
Minderne kommer og minderne går,
her gik min dejligste tid:
Barndommens sollyse dage svandt hen
nede ved mølleåen,
ofte i drømme jeg leger igen
nede ved mølleåen.
Og når jeg står på den ældgamle bro,
fyldes mit sind med en lindrede ro.
Tanker og minder får fred til at gro
nede ved mølleåen.

Nordsøbølger.
Der hvor nordsøbølger ruller ind mod lan,
der hvor skummet hvirvler over revlens sand,
:/:der hvor blæsten synger over strand og klit,
stod engang min vugge, og det land er mit :/:
Stormens vilde toner var min vuggesang,
nordsøbølger brused' hele natten lang.
:/: Havet blev min skæbne. Livet er så kort,
Stormen sang til afsked, da jeg rejste bort :/:
I de fjerne lande så jeg skønne ting,
men en drøm har fulgt mig, hvor jeg fo'r omkring,
:/: Drømmen om den fjerne lille fiskerby
kaldte mig tilbage drog mig hjem påny :/:
Hør hvor nordsøbølger ruller ind mod land,
Hør hvor skummet hvivler over revlens sand.
:/: Her hvor blæsten synger over strand og sø
vil jeg altid leve, og her vil jeg dø :/:
39

40
Nyboders pris.
Om Nybo'er jeg kvæde vil vise
kun en jævn og simpel lille sang.
Holmens gamle rønner vil jeg prise
der jeg selv i vuggen lå engang.
Hver en plet herude rummer minder
om de helte som på havet for,
her er skønt, når sommersolen skinner
på de røde tage i Nybo'er.
Fjerde Kristian med det ene øje,
som ved masten stod i røg og damp,
tog det med komforten ej så nøje,
i hans lave stuer er lidt svamp,
men vi elsker dog de gule længer,
hvor det grønne mos på taget gror,
alle Holmens folk med hjertet hænger
ved de gamle huse i Nybo'er.
Når på langfart med de stolte skuder
Holmens glade gutter drog afsted,
sukked' mor jo for sin dreng derude,
og en lille pige sukked med,
men når hjem de vendte med fregatten
og et flot vestindisk sjal til mor
blev der højt til loftet hele natten
i de lave stuer i Nybo'er.
Skal den grå cementbeton fortrænge
Holmens gule by, næ, fy for fa'en,
jeg og Bjørnegades raske drenge,
stemmer i til mundharmonika'n
Væk med hver en høj og grim kaserne,
Københavner syng med om Nybo'er,
vi vil alle stå på vagt og værne
om de gamle minder om Nybo'er.

Når jeg tænker på lille Alvilda.
Første gan da Alvilda jeg mødte,
interessen for kvinder blev vakt,
og mit hjerte begyndte at flytte,
sig omkrong i trefjerdedels takt.
Når jeg tænker på lille Alvilda,
og hvordan hun har mishandlet mig,
kan jeg se, det er fuldkommen spildt, a'
jeg har ofret mit hjerte på dig.
Sine hænder i mine hun fletted'
så vi vidste knap hvis der var hvems,
og jeg lå kælent op mod korsettet,
i en vinkel på fir'oghalvfems!
Når jeg tænker på lille Alvilda,
og hvordan hun har mishandlet mig,
kan jeg se, det er fuldkommen spildt, a'
jeg har ofret mit hjerte på dig.
Vi var sammen fra aften til måren,
og jeg faldt, da jeg så hende i
combinations á la Tricolåren,
for hun stod i et frandk lingeri.
Når jeg tænker på lille Alvilda,
og hvordan hun har mishandlet mig,
kan jeg se, det er fuldkommen spildt, a'
jeg har ofret mit hjerte på dig.
Nu hun strøget er af mit bekendtskab,
for man er da vel ikke en sheik,
alle kvinder erklærer jeg fjendskab!
Oh, I mænd, gør som jeg: Tag og strejk!
Når jeg tænker på lille Alvilda,
og hvordan hun har mishandlet mig,
kan jeg se, det er fuldkommen spildt, a'
jeg har ofret mit hjerte på dig.
41

42
Perleporten.
Som en herlig guddomskilde,
mægtig, dyb og ren og stor,
er den kærlighed og nåde,
som i Jesus Kristus bor.
Han skal åbne perleporten,
så at jeg kan komme ind.
Thi ved blodet har han frelst mig
og bevaret mig som sin.
Engang som en jaget due,
som en såret hjort jeg var.
Men et sygt, fortvivlet hjerte
Jesus aldrig bortvist har.
Han skal åbne perleporten,
så at jeg kan komme ind.
Thi ved blodet har han frelst mig
og bevaret mig som sin.
Når til livets kvæld jeg kommer
og for porten banker på,
da for Jesu store nåde,
skal den åben for mig stå.
Han skal åbne perleporten
så at jeg kan komme ind.
Thi ved blodet har han frelst mig
og bevaret mig som sin.

Mel. Fra Halifax til Spanien
Før Jyllands krumme næse, sig strækker imod sky,
langs Kattegats bølger, der finder du en by.
Med vokseværk i krop og sjæl - lidt pjusket her og hist,
men håbet i sit indre gemt: At vokse køn til sidst.
Tilforn her lå en flække - en klynge huse små -
Et fattigt fiskerleje, kun ringe agtet på.
Men Tordenskjold han kunne se, hvad ingen andre så,
at her fra Fladstrand ku' han tæve svensken gul og blå.
Den voksede med tiden, blev lømmelagtig lang.
Om fjerne gyldne togter de fiskerdrenge sang.
Så drog de ud på Doggerbank i vårens lune vind.
I tanken var vi med - til de igen stod havnen ind.
Om havnens travle rytme den fik sin egen sang -
tæt over byens tage lød nittehamres klang,
mens luften drev af tjæret værk og sø og salten vand,
og bølgebrus fra Kattegat stod stadig imod strand.
Med tid og sæder skifter og træder sine spor,
og nye toner blandes i byens travle kor.
Men glint af fortids ånd olg dåd - et tidens kildevæld -
det bruser stadig i hver ægte fred'rikshavnersjæl.
Vort kære gamle Krudttårn blev kendt så viden om,
da det blev sat på ruller og frem i lyset kom.
Så mangt et spor blir slettet ud af svundne slægters værk
i tiden nådeløse jag, forhastelig og stærk.
Vi tæver ikke svensken, men tar ham i vor famn,
når han med indkøbsväsken anländer til vor hamn.
Ja, glade gæster ser vi gerne i vor by hver dag,
så spræller "Spættens" hale lystelig et ekstra slag.
43

44
Rønnerdahls forårsvals
Rønnerdahl han springer med et smil a sin seng,
solen står på himlen og søndenvind suser.
Rønnerdahl han danser over mark over eng.
- Hør min skønne vise, kom syng mit refrain:
Ternen den har unger, i sivene de bor,
fra alle grønne lunde, der høres fuglekor,
og de så mange blomster, der allerede står på engen,
Engblommer, tusindfryd, frytle og blå viol.
Rønnerdahl han danserk hans behårede ben,
ser man under skhorten, der vifter om læggene.
Lykkelig han springer over stok over sten,
synger for et egern, der gynger på gren.
- Kurre, kurre, kurre! Nu danser Rønnerdahl,
kuk, kuk, hør gøgen kalder her i hans grønne dal,
og se så mange blomster, der allerede står på engen!
Engblommer, tusindfryd, frytle og blå viol.
Rønnerdahl han binder sig af blomster en krans,
sætter den om håretr det grå og forpjuskede,
valser ind i stuen ta'r den lut, der er hans,
vækker børn og kone med triller og dans.
- Se der! Råber ungerne. Far han er en brud
med blomsterkrans i håret og skjorte som bryllupsskrud!
Og se så mange blomster, der allerede står på engen!
Engblommer, tusindfryd, frytle og blå viol.
Rønnerdahl er gammel, men kan danse som få.
Rønnerdahl har sorger, og penge det mangler han.
Sjældent kan han hvile, næh han slider sig grå.
At det løber rundt, det kan ingen forstå!
- Ingen, - bare ternen, der her ved vigen bor,
og egernet, og gøgen, og lundens fuglekor,
Og blomsterne, de blomster der allerede står på engen!
Engblommer, tusindfryd, frytle og blå viol.

Sorte Rudolf
Om Sorte Rudolf kan danse?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Det lærte han hurtigt af Lola,
så snart han var kommet i land.
Hun lærte ham tangoens fejltrin,
og han var en lærenem mand.
Om Sorte Rudolf kan danse?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Om Sorte Rudolf kan kysse?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Det lærte han hurtigt af Gretchen,
så snart han var kommet i land.
Der faldt et par stjerner fra himlen,
dengang hun fik lært ham hvordan.
Om Sorte Rudolf kan kysse?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Om Sorte Rudolf kan elske?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Han elsker den første, han møder,
så snart han er kommet i land.
På kærtegn og favntag med mere
har Rudolf i høj grad forstand!
Om Sorte Rudolf kan elske?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Om Sorte Rudolf kan glemme?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Han glemmer hver eneste pige,
så snart han er kommet fra land.
Så synger han selv, så det gjalder
ud over det blinkende vand.
Om Sorte Rudolf kan elske?
Ja, det kan I tro, at han kan!
Tekst: Børge Müller
45

46
Sømanden og Stjernen.
Hør min sang, du klare aftenstjerne
Du som funkler hist på himlens blå.
Tag en hilsen med dig til det fjerne.
Hjem til den jeg altid tænker på.
Vi fra Danmarks lyse bøgeskove
Satte kursen mod det store hav.
Stævned over sø og salten vove.
Hvor så mangen sømand fandt sin grav.
Når ved kvæld jeg sidder her på dækket
Efter dagens travlhed og besvær
Går min tanke hjem med fugletrækket
Til den pigelil som jeg fik kær.
I min længsel har den trøst jeg fundet
At hun stoler fuldt og fast på mig
I den lille fiskerby ved sundet
Ved jeg at hun længes li'som jeg.
Derfor beder jeg dig aftenstjerne
Når dit milde skær du sender ned
Lys da også for mit hjertes terne
Og bring bud om trofast kærlighed.

Som årene går.
Årsider skifter fra vinter til vår
snart er det sommer, og snart efterår
Hvor blev de af disse år som svandt bort
Livet kan synes så kort.
Om du har lyst til at se dig omkring
Alder til trods, lære helt nye ting
Livet har meget at byde enhver
Alle har vi vores værd.
Men selv om årene flyver afsted
ofte i tankerne glædes jeg ved
om vi bli'r gamle, ja hundrede når
sindet er dog stadig, som da vi var 20 år.
Meget forandres som årene går
pludselig en dag, mange timer vi får
som vi kan bruge, præcis som vi vil
find kun din helt egen stil.
Men selv om årene flyver afsted
ofte i tankerne glædes jeg ved
om vi bli'r gamle, ja hundrede når
sindet er dog stadig, som da vi var 20 år.
Hvis nogen synes du er lidt for fri
hør ikke hvad andre hænger sig i
livsmod betyder langt mer' end du tror
alderen slet ikke spor.
:/: Men selv om årene flyver afsted
ofte i tankerne glædes jeg ved
om vi bli'r gamle, ja hundrede når
sindet er dog stadig, som da vi var 20 år :/:
Ja, sinder er dog stadig som da vi var 20 år.
47

48
Skal vi være venner.
Jeg går og føler mig så ensom her på denne jord.
Der går nok en der lige som mig, på lykken stadig tror.
Hvis bare jeg dog vidste nu, hvor du i verden bor.
Så ville jeg opsøge dig, og sige disse ord.
Skal vi være venner, skal vi være venner
Selv om jeg dig, ej kender håber jeg.
Skal vi være venner idag og altid.
Jeg tror på lykken, at den vil stå os bi.
Musikvers:
Skal vi være venner, skal vi være venner
Selv om jeg dig, ej kender håber jeg.
Skal vi være venner idag og altid.
Jeg tror på lykken, at den vil stå os bi.
Nu ser jeg kun med længsel hen, til jeg skal møde dig.
En dag når Amor skyder skarpt, og rammer netop mig.
Vil lykkens stjerne flamme op, og lyse på min vej.
Så vil jeg tage dig i min favn, og sige det til dig.
:/: Skal vi være venner, skal vi være venner
Selv om jeg dig, ej kender håber jeg.
Skal vi være venner idag og altid.
Jeg tror på lykken, at den vil stå os bi:/:

Skuld gammel venskab rejn forgo
Skuld gammel venskab rejn forgo
og stryges fræ wor mind?
Skuld gammel venskab rejn forgo
med dem daw så læng, læng sind?
De skjønne ungdomsdaw, å ja,
de daw så svær å find.
Vi'el løwt wor kop så glådle op
for dem daw så læng, læng sind.
Og gi så kuns de glajs en top
og vend en med di kaw'
Vi'el ta eno en jenle kop
for dem swunden gammel daw.
Vi tow - hwor hår vi rend om kap
i'æ grønn så manne gång
Men al den trawen verden rundt
hår nu gjord æ bjenn lidt tång.
Vi wojed sammel i æ bæk
fræ gry til høns war ind.
Så kam den haw og skil wos ad
å, hvor er æ læng, læng sind.
Der er mi hånd, do gamle swend
Ræk øwer og gi mæ dind
Hwor er æ skjøn å find en ven,
en håj mist for læng, læng sind.
49

50
Svantes lykkelige dag.
Se, hvilken morgenstund!
Solen er rød og rund.
Nina er gået i bad.
Jeg spiser ostemad.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
Blomsterne blomstrer op.
Der går en edderkop.
Fuglene flyver i flok
når de er mange nok.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
Græsset er grønt og vådt.
Bierne har det godt.
Lungerne frådser i luft.
Åh, hvilken snerleduft!
Glæden er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
Sang under brusebad.
Hun må vist være glad.
Himlen er temmelige blå.
Det ka' jeg godt forstå.
Lykken er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.
Nu kommer Nina ud,
nøgen, med fugtig hud,
kysser mig kærligt og går
ind for at re' sit hår.
Livet er ikke det værste man har
og om lidt er kaffen klar.

Snevalsen.
No'en ka' li' en forårsdag,
det bli'r deres egen sag,
andre elsker sommerskov'n
når der' fuglesang forov'n,
eller gyldent efterår
med de farver alting får,
gi' mig hel're vinteren,
jeg vil synge en sang om den:
Ref: Der er sne, sne, sne, sne,
hvor man kikker hen.
Hele verden er
ren og fin igen.
Når de små fnug danser,
danser i med dem
og synger en snevals,
der kalder humøret frem.
Der er digtet mange vers,
om et år på kryds og tværs.
Rim på sommer, vår og høst,
er poetens sidste trøst.
Der er skrevet lidt om jul
og om urt og busk i skjul -
ord som kulde, frost og hvidt -
ja, dem hører man ikke så tit.
Ref: Der er sne, sne, sne, sne,
hvor man kikker hen.
Hele verden er
ren og fin igen.
Når de små fnug danser,
danser i med dem
og synger en snevals,
der kalder humøret frem.
51

52 Skagen solnedgang.

Mel. Dejlig er sommernatten (-op med humøret).
Livet er herligt, når blot man har
humøret med i lommen.
Så bliver hverdagen god og rar
for rig og proletar.
Penge er rare - dem må man ha'
men vigtigst er humøret
ikke for penge man købe ka'
en dejlig solskinsdag.
Ref: Herlig er Mødestedet,
her bli'r vi sammenkædet
her kan vi mødes i ro og mag
og med humøret som overtag,
her kan vi synge og tralle
her er der plads til os alle,
livet er herligt, så kom o ta' med
til vort Mødested.
Synes du livet er surt og trist
så følg du blot med strømmen,
her bli'r du hurtigt til optimist
og får den rette gnist.
Her sker der noget for dig og mig
som sindet kan berige.
og som kan hjælpe dig på din vej
mød op med et muntert - Hej!
Ref: Herlig er Mødestedet,
her bli'r vi sammenkædet
her kan vi mødes i ro og mag
og med humøret som overtag,
her kan vi synge og tralle
her er der plads til os alle,
livet er herligt, så kom o ta' med
til vort Mødested.
53

54
Titanic
Det største skib på jorden
som pløjer bølgen blå.
Fra syden og i norden,
man ej dens mage så.
Og dette skib så stolte,
fik navnet Titanic,
men storheden forvoldte,
at skibet under gik.
Fra England ud det rejste,
med damp for fulde sejl.
Mod himlen højt det knejste,
fra havets blanke spejl.
Det havde passagerer,
fra ringe mand til stor.
Det havde millionærer,
og småkårsfolk ombord.
Titanic med sin skare,
drog på atlanten ud.
De tænkte ej på farer,
på fanden eller gud.
Mens nogen stille sover,
og andre spiller kort.
De tænkte aldrig over,
at skibet gik for fort.
Men pludselig da hørtes,
så frygteligt et brag.
Man farer op på dækket,
var det mon dommedag.
Og foran man sig skuer,
et rædsomt bjerg af is.
O-ve o-ve man gruer,
det bliver nok forlis.
De scener der nu følfer,
jeg ej beskrive kan.
Helt overskylt af bølger,
Titanic drak nu vand.
Og alle folk de råber,
de råber højt på gud.
Men kaptajn Smith beordrer,
skyd båd i bølgen ud.
At være millionærer,
og eje kister fuld.
Mod død det ej garderer,
hvad hjælper nu dit guld
Nej gør nu som de andre,
hvad hjælper rigdom nu.
De alle måtte vandre,
i dødens triste gru.

Træskovalsen.
Nu går harmonikassen til forsamlingshusets bal.
Jens forkarl gi'r den ga-assen med trut og sprut og knald
Enhver får spjæt i skoene til Jens forkarls didlidom.
Pas på og sving din kone en ekstra avedom.
Ref: Og så Hupla og Jupla
spjæt ud med venstre lår
Der skal damp på og trap på,
når træskovalsen går.
Hver danser med sin pi'e, selv Lars Smed er kommet ud,
han svinger Mett' Marie og sveder som en stud.
Hun vejer godt der-bagi, men når smeden klemmer på,
så bli'r der svup og slag i Maries himmelblå.
Ref: Og så Hupla og Jupla
spjæt ud med venstre lår
Der skal damp på og trap på,
når træskovalsen går.
Se, skolelær'en valser, han har Stine med på slæv,
åh, kors så staklen halser sig både vind og skæv.
Han tumler som en vædder, rundt på langs og tværs og skrå
- der vælted' Mikkel skrædder med jordemo'ren ovenpå.
Ref: Og så Hupla og Jupla
spjæt ud med venstre lår
Der skal damp på og trap på,
når træskovalsen går.
55

56 Mel. Fra Halifax til Spanien (Vendelbosangen.)
Så sydlig som fra Gedser og til Skagens gren i nord
der strækker sig vort gamle land, vor moderlige jord,
fra Østersø til Vesterhav - et arkipelags,
der bor et jævnt og muntert folk, og dette folk er os.
Men venner se på Danmarks kort, ved tvende haves rand
der dukker frem af havets gus de Vendelboens land.
Som kronen på et digert værk der strækker sig mod sky,
med jyske ås og miles sand, med bondeland og by,
og blæsten stryger nådesløst langs strand mod klittens top
hen over hus og hytter små, og hærder sjæl og krop.
Men se igen på Danmarks kort, som lines ved en mand,
og ho'det, hvor forstanden bor, er Vendelboens land.
At Danmark er et dejligt land, det har vi hørt så tit,
men det blev gennem tiderne regeret tem'lig skidt,
om venster eller højre, socialist og radikalt,
så blev dog resultatet jo som regel pinegalt.
Så hvis såfremt, at landet skal regeres med forstand,
må rigets styre overgives Vendelboens land.
Vi vendelboer er jo ret et sindigt folkefær,
det siges, at vi kender helt og fuldt vort eget værd.
Fra Arilds tid vor stædighed og stivhed har sit ry,
det var de gæve Vendelboer, som ikke ville fly.
Og blev der slået mangen bro henover fjord og vand,
dog stadig nord for lov og ret er Vendelboens land.
Om Fyns den skønne rose og om Sjællands blide bør,
og ædle møer og raske svende, har vi sunget før.
Og skabes blide sjæle under nedbørs milde vind,
så formes tit agf modgang og af blæst det stride sind.
Og derfor er hver Vendelbo, hver kvinde og hver mand,
vel formet af naturen her i Vendelboens land.

Ved landsbyens gadekær
Ref: Ved landsbyens gadekær
der mødes han og hun
hun byder sin hjertenskær
sin friske røde mund.
I aftenens stille fred
man arm i arm den ser,
:/: ungdom og kærlighed
ved landsbyens gadekær, :/:
Når dagens travle værk er endt
får far sin aftenpibe tændt
og mor sit sytøj finder frem
de hytter sig i deres hjem
men pigen der møde skal sin ven
ved nok hvor hun skal hen.
Ref: Ved landsbyens gadekær
der mødes han og hun
hun byder sin hjertenskær
sin friske røde mund.
I aftenens stille fred
man arm i arm den ser,
:/: ungdom og kærlighed
ved landsbyens gadekær, :/:
Ungdom og kærlighed
ved landsbyens gadekær.
Vi skal gå hånd i hånd.
1. Mon du husker endnu
da vi mødtes lille du.
Mon du husker det blik
og det varme smil du fik.
For jeg følte med ét
57

58
Vi skal gå hånd i hånd.
Mon du husker endnu
da vi mødtes lille du.
Mon du husker det blik
og det varme smil du fik.
For jeg følte med ét
Det er dig jeg vil ha'
Og jeg husker de ord, som jeg sa'
Ref: Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg
Knytte kærlighedsbånd, altid følges samme vej
Med den helt rette ånd, så bliver livet en leg
Vi skal gå hånd i hånd du og jeg.
Musikvers:
Ref: Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg
Knytte kærlighedsbånd, altid følges samme vej
Med den helt rette ånd, så bliver livet en leg
Vi skal gå hånd i hånd du og jeg.
Efter alle de år
som er gået nu forstår
jeg at håbet er grønt
og at livet er så skønt.
Når man elsker hinanden
og dag efter dag
bare holder de løfter man gav.
Ref: Vi skal gå hånd i hånd gennem livet du og jeg
Knytte kærlighedsbånd, altid følges samme vej
Med den helt rette ånd, så bliver livet en leg
Vi skal gå hånd i hånd du og jeg.
Vi skal gå hånd i hånd du og jeg.