Drivanker . D175 Nini. - Drabant 22

Drivanker
Jensen er bidt af en gal sejlbåd, og han forstår virkelig at få noget ud af
det. Det er de forunderligste ting, han kan berette om, når han kommer i
havn. Han har altid oplevet en masse, men han forstår så sandelig også at
gribe ud efter lykken og tilrane sig de oplevelser, han nu synes, han har
krav på og tilkommer ham. Selv om det er en farefuld sejlads, tager han det
med højt humør, og han vil til hver en tid være god for en historie. En
rigtig eventyrfortæller. Selv den mindste og mest ubetydelige oplevelse,
kan han få til at fremstå som den helt store åbenbaring.
Han ynder også at ligge for svaj. Synes det er det ypperste, bedste, billigste
og mest oplevelsesrige, der findes. Ikke fordi han er menneskesky og
forsager havnelivet, tværtimod ynder han at have mange mennesker
omkring sig, men han er virkelig i sit es, når han kan få lov til at lade
ankeret gå i en fredfyldt bugt eller vig.
Sådan var det også en sommer et fredfyldt sted, og det er denne hans
beretning, jeg her vil forsøge at genfortælle. Hvis jeg huske alt for galt, må
han selv senere korrigere mig.
Familien lod altså ankeret gå. De nød dagen i fulde drag og aftenen ligeså.
Det var en af de få gode dage den sommer, hvor vejret ellers havde tendens
til at arte sig mildest talt forfærdeligt. Hvis det ikke blæste for meget,
regnede det i store tove, men denne dag skinnede solen fra en skyfri
himmel, og vinden viste sig fra sin bedste side.
Det solide anker lå trygt og godt på bunden af bugten, og familien kunne
trygt gå til ro. Der var ingen fare for, at det ville rive sig løs.
Vejrmeldingen lovede samtidig uændret vindretning, så alt var altså i sin
skønneste orden.
Natten blev da også fredelig, og familien vågnede op til endnu
en god dag. Morgenmaden blev indtaget om læ. Ligeledes
kaffen, som godt nok var den udrikkelige nescafe. Nej, må jeg
bede om rigtig kaffe. Selv om vi befinder os ombord på en båd,
kan kaffen altså godt være ægte. På grund af pladsmangel har de
prioriteret anderledes, end jeg ville have gjort. Hvis jeg ikke kan
få rigtig kaffe, vil jeg hellere undvære. Jeg synes, at der ombord

på en båd ikke skal spares, hvad angår det kulinariske og så altså
også kaffen. Det er selvfølgelig yderst praktisk med en gang
nescafe og dåsemad. Let at stuve af vejen, men fy for fanden,
hvor det smager. Det er sikkert en nødvendighed på langfart,
men et sted som det sydfynske, hvor der aldrig er langt til
nærmeste provianteringssted, er det en hån mod verden, at
investere i en gang totalt intetsmagende konserveringsmættet
upersonlig dåsemad. Hvis man så ikke engang kan få en rigtig
kop kaffe til at skylle dåsemaden ned med, er det bare helt dybt
godnat, men hver har sine prioriteringer.
Mens den simple kaffe blev drukket, kigger de ud af vinduet.
Der sejlede en båd forbi. Ret tæt syntes de. Så drev endnu en båd
forbi, og tætheden var blevet lige lovlig stor og nærgående. De
gik op på dækket for at se, hvad der foregik. Nu skulle de
elendige bådførere sandelig få en overhaling. Det lignede ikke
noget at sejle på så klods hold. Til deres store overraskelse, var
det ikke de andre, der sejlede, men dem der drev. Ankeret havde
simpelthen revet sig løs i løbet af natten, og fungerede nu
nærmest som et drivanker. Drev gjorde de i hvert fald. Hurtigt
blev ankeret trukket op og smidt ud igen. Det fik hurtigt fat i
bunden, og de kunne ånde lettet op. De havde været heldige.
Tænk, hvis de var drevet ind i en båd, mens de havde ligget og
sovet.
Det er dejligt at ligge for svaj, når bare ankeret kan holde, og
ikke river sig løs. Jo, Jensen er altid god for en historie.
Stig Rasmussen
D 175 Nini