Prædiken til 17. Søndag efter Trinitatis 2010 II Man ... - Lumby sogn

Prædiken til 17. Søndag efter Trinitatis 2010 II
Man kan spørge sig selv, hvad det dog er, der får tolderen Levi
til at rejse sig fra sit toldersted og følge Jesus? Jesus kigger blot
på ham og siger ordene: Følg mig! Og så gør han det. Med ét
lægger Levi sit gamle liv bag sig. Han forlader sit arbejde og sin
indtægtskilde. Han deler sin formue ud til de fattige og til dem,
han har snydt, sådan at han ikke mere har den samme
økonomiske tryghed. Han forlader i bogstaveligste forstand sit
gamle liv og begynder livet på ny. Han har ikke nogen anden
eller noget andet at støtte sig til end en fremmed, som har
inviteret ham til at følge sig.
Det er som om Levis gamle liv bliver sprængt og revet i stykker
og erstattet af noget helt nyt. Som når ung, gærende vin kan
sprænge gamle, møre lædersække. Eller som når en ny, uvasket
lap tøj river i den gamle, forvaskede klædning, den er syet på,
og til sidst river den gamle klædning i stykker. Den gamle måde
at leve på, og den gamle måde at se verden og menneskene på
sprænges og rives væk ved Jesu ord. Og noget nyt bliver til. I
Levis tilfælde er det gamle, han forlader, tilværelsen som tolder.
Det eneste, vi får at vide om Levi, er nemlig, at han er tolder.
Men med den lille oplysning er meget også fortalt om Levis liv.
Han var altså en jøde, som havde påtaget sig at opkræve skat og
told af sine landsmænd på besættelsesmagtens vegne. De jøder,
som arbejdede for besættelsesmagten, dvs. for romerne, var
ikke velansete. De blev regnet for at være det, som man på Jesu
tid, kaldte syndere. Syndere var dem, der ikke var jøder, og
dem, som ikke levede efter den jødiske lov og tradition.
Synderne var dem, der havde omgang med romerne, og som
kom i berøring med dem på den ene eller på den anden måde.
Når man blev tolder som Levi, så var man dermed også sat
udenfor fællesskabet. Så hvordan har Levis liv været? Det
kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvor ensom han må
have været. Der er ikke nogen mennesker, der talte til ham, eller
overhovedet henvendte sig til ham, med mindre de var tvunget
til det. Der var ikke nogen, der besøgte Levi, eller i det hele
taget ville kendes ved ham. Han måtte spise sin mad alene, med
mindre han var gift og havde børn. Det ved vi jo ikke noget om.
Han var et menneske om hvem, man sagde, at ikke engang Gud
kunne holde af ham.
Uanset hvor tykhudet Levi muligvis har været, så må en så
konsekvent udelukkelse af fællesskabet, have slidt på ham. Han
må have været et dybt ulykkeligt menneske. Men uden tvivl et
velhavende, dybt, ulykkeligt menneske. For tolderne tjente
godt, og de havde ry for ofte at benytte lejligheden til at
opkræve ekstra told og skat og stikke det ekstra i egen lomme.
Så de var bestemt heller ikke særlig sympatiske mennesker.
Man kan vel udtrykke det sådan, at Levi har fået sig rodet ud i
noget, som han ikke selv kan komme fri af.
Levi ville sikkert med stor medlevelse kunne istemme Salme
40s bøn til Gud om at måtte blive trukket op af undergangens
grav, og op af slam og dynd. Levi har nok gået og håbet
Dato:
Prædiken til: 17. Søndag efter Trinitatis 2010, II
Salmer: 3, 31, 320, 389, 729 Side 1

desperat, at Gud dog i det mindste kunne holde lidt af ham og
måske se i nåde til ham og atter sætte hans fod på klippegrund.
Måske er Jesus det første menneske i lang, lang tid, der ser Levi
i øjnene og taler til ham som til et almindeligt menneske. Måske
er det, hvad der får Levi til at træffe så radikal en beslutning.
Han har gået og bedt om og ventet på, at der skulle ske et eller
andet.
At Gud på en eller anden måde ville trække ham op af
undergangens slam og dynd. Måske er det derfor, han så resolut
forlader sin toldbod og sit gamle liv. Men hvordan er så det nye
liv, som Levi bliver en del af? Ja, det får vi jo en fin beskrivelse
af i form af det måltid, som Levi inviterer til i sit hjem. Og her
er det jo så alle synderne, der kommer og spiser sammen med
Jesus og hans disciple. Et måltid, som i farisæernes og de
lovkyndiges øjne er fuldstændig grænseoverskridende. For i
deres øjne skal syndere skamme sig og gå med bøjet hoved.
De skal ikke sidde og spise og drikke og være glade. Som om
de var som almindelige mennesker. De tænker, at hvis Jesus er
Guds søn, sådan som han påstår, så skal han som et minimum
følge Moseloven og ikke omgås syndere. Han skal holde sig ren
og moralsk uangribelig. Det er fuldstændig utænkeligt for dem,
at det skulle være Guds vilje, at ordentlig, moralske mennesker
kan spise sammen med syndere. Det gør dem formodentlig
vrede og forurettede, at Jesus kan sidde og more sig og hygge
sig sammen med syndere.
Når Jesus deltager i måltidet, viser han, at i Guds øjne er der
ingen forskel på, hvad vi mennesker er værd. Gud sætter den
samme pris på alles hoveder, kan man sige. I Guds øjne gør det
ikke et menneske mere værdigt til at blive elsket, at
vedkommende er ren og lever moralsk uangribeligt. Ikke at der
er noget galt i at være et ordentligt, moralsk menneske – det er
jo sådan set ikke mindst for ens egen skyld rigtig godt, hvis man
er det – men det gør bare ikke nogen forskel i, hvordan Gud ser
på os.
Men det var jo præcis, hvad farisæerne og de lovkyndige
troede. De mente, at deres lovlydige og moralske liv gjorde dem
bedre i Guds øjne. Det lagde de heller ikke skjul på i det
offentlige rum. De fastede f.eks. flittigt netop for at vise, at de
var alvorlige, fromme mennesker, der satte Gudstroen højt. Der
var stor alvor ved deres måde at leve på og tro på. Derfor er det
virkelig en torn i øjet på dem, at Jesus fester og er glad og
tilsyneladende tager let på tingene og ikke er kræsen med, hvem
han sidder til bords med.
I deres øjne kan Guds søn umuligt gøre sådan noget. For
farisæerne ved jo godt, hvilken betydning det har at spise
sammen. Det ved vi alle sammen. Vi spiser sammen med de
mennesker, vi kan lide, og som vi hører sammen med. Vi spiser
sammen med de mennesker, vi gerne vil lære nærmere at kende.
Dem, vi gerne vil have skal være en del af vores liv. Vi spiser
sammen med dem, vi gerne vil have et godt forhold til, fordi vi
skal arbejde sammen med dem, eller fordi vi skal handle med
Dato:
Prædiken til: 17. Søndag efter Trinitatis 2010, II
Salmer: 3, 31, 320, 389, 729 Side 2

dem. Et fælles måltid betyder, at vi er på god fod med dem, vi
spiser sammen med.
Måltidet knytter os tættere sammen, vi bliver mere fortrolige,
og der skabes eller markeres et fællesskab. Så Jesus skaber og
markere et fællesskab med syndere. Og han gør det oven i købet
med glæde og fest – ja, han siger, at Guds Rige er som en
bryllupsfest. Nu skal farisæerne ikke være så alvorlige og så
sure. Nu skal de feste og være glade, for Gud har sendt sin søn
for at frelse de syndere, der har så hårdt brug for det. Sådan er
Levis nye liv – fest, glæde, fællesskab og kærlighed. Og i hans
øjne betyder det alt, og de penge og den sikkerhed, han mister,
intet.
Dagens epistel fra Judasbrevet fortæller, at vi bygges op af
kærlighed og tro. Gud beskrives som den, der gør det muligt for
os at stå uden fejl foran Ham og dermed foran andre mennesker.
Man kan sige det sådan, at Jesus på Guds vegne giver synderne
ære. Ære er jo noget, vi giver hinanden, fordi vi har respekt for
hinanden og tillid til hinanden. De syndere, som Jesus spiste
sammen med, var frataget deres ære. De kunne ikke vise sig
offentligt med øjnene løftet. De kunne ikke se ordentlige
mennesker i øjnene. Jesus giver dem på Guds vegne æren
tilbage, så de kan stå foran Gud selv og dermed foran andre
uden at skamme sig.
Det er den nye holdning til mennesket og til verden og til Gud,
som er ny vin og nyt tøj. Det kan ikke lade sig gøre at ”lappe”
på gamle liv og den gamle måde at se verden på. Nej, vi
forandres totalt og aldeles, når vi møder Jesus Kristus og lytter
til hans ord. Vores sindelag forandres. Vores måde at leve på
forandres. Vores syn på os selv, på andre og på verden
forandres. Vi flyttes og bevæges i mødet med Guds søn. Vores
blik flyttes væk fra os selv og vort eget og hen på det andet
menneske. Så vi ser de andre og dermed ser Gud selv.
Kære Jesus Kristus, Guds søn
Da du gik på jorden, viste du, at du er ven med syndere. Da du
døde på korset, viste du, at du var villig til at betale den samme
høje pris for hver enkelt af os. Hvis vi selv vil, hører vi
ubetinget sammen med dig. Hvis vi selv vil, kan vi uden videre
tage imod din kærlighed. Alt blev nyt for Levi. Sådan kan alt
også blive nyt for os. Amen
Dato:
Prædiken til: 17. Søndag efter Trinitatis 2010, II
Salmer: 3, 31, 320, 389, 729 Side 3