Fra årsmødet 2010 i København - Dansk Kherwara Mission

KHERWARA
MISSIONENS BUDBRINGER
”Herren har kaldet dig og gør dig til hedningelys”
_____________________________________________________
Nr. 3 Efterår 2010 66. Årgang
Fra årsmødet 2010
i København
Sømandshjemmet Bethel i Nyhavn,
hvor den første del af årsmødet blev holdt

Formandens beretning for 2010
Velkommen til Kherwaramissionens årsmøde her på
Sømandshjemmet i Nyhavn.
Og tak til Sømandshjemmet fordi vi måtte låne både kirken og
lokalerne her.
Det var provst Lars Poulsen i Pedersborg-Bromme, som gav os
ideen til at holde vort årsmøde her i København. Tanken var at
lade hele vort årsmøde finde sted på Cafe Retro, som vi jo har et
fint samarbejde med. Men p.g.a. pladsforhold endte det med, at vi
holder den første del af årsmødet her på Sømandshjemmet og
bagefter går vi gennem det gamle København til Cafe Retro, hvor
Louise vil fortælle om Pigehjemmet i Kherwara og vise om ikke
lysbilleder derfra så et power point show. Men velkommen til.
Jeg har en frisk hilsen fra Pigehjemmets leder Arun Prashad. Jeg
talte med ham i telefonen i torsdags. Jeg havde sendt ham en email
med nogle spørgsmål, om hvordan det stod til i Kherwara.
Arun havde ikke modtaget e-mailen, men så fik jeg lejlighed til at
stille ham de samme spørgsmål.
Det meste af vor samtale bestod dog af ordene: ”Kan du høre
mig?” og ”Jeg kan ikke høre dig.” Sådan er det ofte med
forbindelsen til Indien.
Men jeg fik at vide, at alt går ”well and smooth” derude, dvs. godt
og stille og roligt.
Og tænkte jeg, det er egentlig en god betegnelse for hele vort
arbejde. Det går godt, stille og roligt.
Næsten som en bæk, der løber stille og roligt. Der er ikke noget
spektakulært over vort arbejde. Det er ikke som et larmende og
sydende vandfald, som man ikke kan få nok af at se på, eller som
en flod, der brusende og skummende baner sig vej ud til havet
gennem et vanskeligt og klippefyldt terræn.
Nej, det går stille og roligt, og godt! Vort arbejde på Pigehjemmet
og de to skolehjem, vi støtter i Pakistan, er jo et arbejde med en
lang tidshorisont: helt op til 10 år for en lille pige, som bliver
optaget på hjemmet i Kherwara. 10 år med skolegang og en

Frokost på Sømandshjemmet. Fra venstre: Jørn Lindberg med ryggen til, Jan
Bjerregaard, Ruth Andersen, Ralf Pedersens søster (ved bordet bag ved),
Johannes Højen også med ryggen til. Stående Vagn Aage Christensen, gift med
vor tidligere missionær i Kherwara, nu afdøde Else Christensen, født Jørgensen.
I baggrunden bl.a. Ralf Pedersen.
oplæring til at blive selvstændige og selvforsørgende
samfundsborger. Og hertil en indføring i troen og livet med Gud
gennem de daglige andagter og søndagsskoleundervisning.
Og det lykkes! Stille og roligt. Og godt!
92 piger er det lykkedes Arun at få plads til på hjemmet her efter
sommerferien. Det er svært at skulle sige nej til alle de mange,
som gerne vil optages på hjemmet, men som vi ikke har plads til.
Som de fleste her nok ved, har vi i Dansk Kherwara Mission
indgået en aftale med Bombay Trust, som ejer hele stedet ude i
Kherwara, om at udvide Pigehjemmet til at kunne huse 100 piger.
Desværre er der opstået en strid i bestyrelsen for Bombay Trust.
Nogle af bestyrelsesmedlemmerne er trådt ud af bestyrelsen og har
anlagt retssag mod de øvrige. Hvad det drejer sig om, ved jeg ikke,
men de to personer, som vi kender og har tillid til, formanden

pastor Amolik og kassereren Aylwin Rajendram sidder stadig på
deres poster.
Fordi Bombay Trust er en slags aktieselskab – Limited – som det
hedder på engelsk, så er det underlagt en særlig lovgivning, og
dette tilfælde med indbyrdes stridigheder fører det til, at alle
indeståender båndlægges, indtil der er kommet en løsning på
sagen. Derfor kan de penge, som vi har overført til at få
Pigehjemmet udbygget, ikke komme til udbetaling, og vi kan ikke
få gang i byggeriet.
Vi kan heller ikke bare overføre nogle flere penge til Pigehjemmet.
Sådanne ekstraordinære overførsler skal ske til Bombay Trust, så
vi må bare afvente begivenhedernes gang derude og håbe på, at der
snart falder en kendelse i sagen.
Det er sådan sagerne står til lige nu i Kherwara.
Selve skolen i Kherwara, hvor der går ca. 375 elever, drives stadig
af New Apostolic Chruch. Samarbejdsaftalen mellem Bombay
Trust og New Apostolic Church er egentligt opsagt, men den
forlænges for et år ad gangen. Bombay Trust håbede jo på, at vi i
Dansk Kherwara Mission kunne finansiere skolens drift, det er ca.
kr. 250.000,00 om året, men disse penge har vi ikke, og vi har
indtil nu drøftet muligheden for at finde en samarbejdspartner om
skole herhjemme. Indtil nu er det blevet ved drøftelserne.
Så meget om Indien og nu til Pakistan.
Vi har jo nok alle hørt om de voldsomme oversvømmelser, der har
ramt store dele af Pakistan. Kort tid før de voldsomme
oversvømmelser fik vi en anmodning fra Hyderabad Stift om hjælp
til at genopføre præsteboligen i den lille by Badin. Badin var den
by, hvor Ralf Pedersen havde sit virke.
Præsteboligen var blevet stærkt beskadiget af voldsomt uvejr, som
havde ramt byen.
Efter oversvømmelserne har vi ikke hørt noget fra Hyderabad stift,
men jeg har modtaget to e-mails fra en ældre missionær, Robert
Bonner, i byen Mirpurkas, hvor der ligger en drengekostskole, som
vi også støtter.

I den første mail fortalte Robert Bonner, at alt var roligt i hele
området. Fire dage senere meddelte han, at oversvømmelserne nu
var kommet til området, selvom Mirpurkas ikke var berørt. Jeg har
ikke hørt noget om, at selve byen Hyderabad skulle være berørt af
selve oversvømmelserne, men man har givetvis måttet tage imod
mange, som har måttet flygte fra vandmasserne. Vi forventer at
høre fra dem i Hyderabad meget snart. I Hyderabad støtter vi en
Pigekostskole, ”Hanne house”. Vi betaler bl.a. for fire forældreløse
pigers ophold og skolegang.
Så er der arbejdet herhjemme.
Vi har haft den store glæde at kunne byde sognepræst Anders Bo
Jørgensen velkommen som nyt medlem af bestyrelsen, og vi ser
frem til et godt og frugtbart samarbejde i tiden fremover.
Vi håber på i den nærmeste fremtid at kunne byde nye medlemmer
af bestyrelsen velkommen. Det er nødvendigt med nye og frisk
kræfter for at få arbejdet til at fungere i tiden fremover og på de
betingelser, som vor tid stiller til os.
Så vil jeg benytte lejligheden til at sige tak til vore øvrige
bestyrelsesmedlemmer, for det arbejde, de hver især udfører, og
tak for det gode samarbejde, vi har i bestyrelsen.
Vor vigtigste kontakt til vore venner og bidragydere har vi gennem
vort blad, som udkommer fire gange om året. Vi har ikke penge til
et dyrt blad med et flot layout, billeder og farver. Men de, som
støtter os, er vante til at vort blad er, som det er. Om der skal
ændres på det i tiden fremover, ja, det må tiden vise. Men jeg vil
her benytte lejligheden til at bringe en tak til alle dem, som så
trofast og gavmildt støtter vort arbejde. Hjertelig tak for trofast
støtte indtil nu.
Nævnes skal det også, at vi har et rigtig godt samarbejde med to
genbrugsbutikker: Genbrugsbutikken i Hvalpsund og
genbrugsbutikken i Glostrup. Fra begge genbrugsbutikker får vi en
del af overskuddet. Vi er meget taknemmelige for de penge, som
alle de frivillige medarbejde er med til at samle ind. Der skal også
i år lyde en hjertelig Tak til alle de frivillige for deres store indsats,

som kommer andre og som regel fattige medmennesker til gavn og
glæde.
Som noget nyt indledte vi i 2009 et samarbejde med Cafe Retro i
København. Cafeen drivers af frivillige medarbejdere, og de har
taget Pigehjemmets sag til sig, gør reklame for os og lader os få
del i overskuddet fra cafeen. Og i eftermiddag er der så lejlighed til
at besøge Cafe Retro og drikke en kop kaffe der. Også en hjertelig
tak til alle de frivillige medarbejdere på Cafe Retro, hvis arbejde,
vi også nyder godt af.
Kherwaramissionen er ikke et stort missionsselskab, vi er faktisk
et af de mindste, måske det mindste.
Men de midler, vi får stillet til rådighed, kommer virkelig til gavn.
Vor revisor roser os altid, fordi vore administrationsomkostninger
er så små i forhold til lignende organisationer. Det er vi naturligvis
glade for at høre, men vi gør os også umage for at drive vort
arbejde så rimeligt og billigt som muligt.
Til slut nogle oplysninger om vort regnskab for 2009:
Vi har haft indtægter på i alt kr. 342.394,00. Det er lidt over kr.
3.000,00 mere end sidste år Af udgifter havde vi til vort blad kr.
19.005,00, til kontingenter af de to foreninger, som vi er
medlemmer af, Dansk Missionsråd og Folkekirkens Mission,
kr.13.658,00. Til revision kr. 15.250,00. De øvrige udgifter
beløber sig til kr. 10.488,00. Til Indien og Pakistan har vi sendt i
alt kr. 648.287, heri er kr. 207.285 til renovering af Pigehjemmet
Vi har haft et underskud på i alt kr. 364.294,00. Vi har dækket
dette underskud ved at tære på vor formue. Men vor formue består
jo af penge, som er givet for at skulle bruges i Kherwara og i
Pakistan. Og de penge vi har givet ud i 2009, der er alle givet godt
ud og givet ud for at hjælpe og støtte børn og unge mennesker til at
komme i skole, og få en god ballast til et liv i en ret så omtumlelig
verden.
Hermed er beretningen til ende. Jeg vil sluttelig rette en tak til jer,
som kommet her i dag. Tak for jeres interesse og medleven i vor
fælles sag og arbejde.

Fra gudstjenesten i Sømandshjemmets Kirkesal:
Kirkesanger Johannes Højen og organist Vagn Aage Christensen
Fra prædiken over Lukas evangeliet 10,42 ”men et er nødvendigt.”
”Et er nødvendigt,” sagde vor Herre Jesus Kristus. Hvis vi ser på
menneskelivet i det helt store perspektiv, fra fødsel til død, så er
der frem for alt andet en eneste sag, der ret beset er nødvendig,
d.v.s. den, som kan vende al vor nød til glæde og fred: og det er at
kende Jesus som han er. Ikke kun som han var, da han vandrede
rundt i Israel land for snart 2000 år siden, men som han er nu i
denne time: siddende ved Faderens højre hånd, som det siges i
Trosbekendelsen.
Hvorledes kan vi det? Ja, ret beset er det ikke noget, vi kan.
Vi kan ikke trænge gennem det, som adskiller vor verden fra Guds
verden. Men der er en vej fra os til Gud. Og den kan vi finde. Og
denne vej er bønnens vej.

Jeg har hørt sagt, at der i al bøn er et grundelement, og uden dette
er der ikke tale om bøn. Og grundelementet er råbet til Gud om
hjælp. Hjælp fordi vi ved, at uden vi virkelig kommer til at kende
Gud og finde fællesskabet med ham, så er vore liv i denne verden
levet forgæves. For det er Guds vilje med os, at Gud vil have
fællesskab med os. Gud har skabt os, fordi han ville have
fællesskab med os. Og selvom vi er adskilte nu, så er det ikke efter
Guds vilje.
Men hvordan kommer det fællesskab i stand. Det sker ved, at Jesus
selv kommer til os ved Helligånden. For det er ved Helligånden, at
hjertebåndet mellem Himmel og Jord knyttes, at vi får fællesskab
med Gud.
Det sker, når vi lærer Jesus at kende som ham, der døber med vand
og Ånd, sådan som Johannes Døberen i sin tid sagde det om
Herren: ”Han skal døbe jer med Helligånd og ild.”
At kende Jesus, som ham, der døber med Helligånden, det er at
kende Jesus, som han er nu, siddende ved Faderens højre hånd.
Hvordan sker det?
Jeg har ingen færdig opskrift. Men jeg ved, at en af
forudsætningerne er at overgive sit liv til Jesus, for at Jesus skal
være herre i mit liv. Og at det ikke længere er et spørgsmål om
hvad, jeg vil, men om hvad Gud vil.
For Gud har sine tanker om os og vore liv.
Det, Gud først og fremmest vil med os, er at føre os ud af mørkets
magt og give os livet i sit rige.
Og det ved jeg, det sker gennem syndernes forladelse. Der findes
ingen fejlfrie mennesker. Nogle har ganske vist større og mere
synlige fejl en andre mennesker, og nogle gør mere ondt mod
deres medmennesker end andre. Men, vi har all vort, og alle
menneskelige fejl er af samme skuffe og samme stof, hvad enten
det er os, som har såret andre mennesker, eller det er andre
mennesker, som har såret os, og som vi ikke kan glemme eller
tilgive.
At leve i denne verden er det samme som at leve i smertens
verden, i mørkets verden. Men det er også den verden, Gud vil fri

os ud af. Gennem syndernes forladelse, tilgivelsen af andre,
tilgivelsen af os selv.
Og jeg ved, at der hvor vi kommer til Jesus med bøn om at få
hjælp til at komme ud af dette mørke, så hører han os, for Gud
sendte netop sin søn til verden, for at han skulle dø som soning for
vore synder, så vi kan finde tilgivelse ved Jesus og hans død.
Når vi søger Gud for dette og opgiver at være herre i eget liv, da
svarer Gud.
Og da har vi gjort det, der er det allervigtigste for vore sjæle: at
søge frelseren og frelsen. Og det er den ene nødvendige. Det, som
kan forvandle vore liv her i denne verden, men også give os livet i
den verden, som skal komme.
Jan Bjerregaard
Formanden på prædikestolen i
Sømandshjemmets Kirkesal.
Fra gåturen til Cafe Retro. Ruth
Andersen, Ralf Pederseen og Arne
Sørensen fra Kolding.

Cafe Retro i Knabrostræde i København.
Det kulturelle indslag i årsmødets program var en byvandring gennem
det gamle København fra Nyhavn til Knabrostræde. Desværre regnede
det under hele gåturen, og det satte en naturlig grænse for hvor meget
den enkelte fik ud af rundvisningen. Men alligevel fik vi set på en del
spændende bygninger. På Kongens Nytorv så vi Charlottenborg, Det
kongelige Teater, Erichsens Palæ, hvor den Danske Bank har til huse,
Magasin du Nord, som tidligere var et hotel. I vingårdsstræde så vi Kong
Hans’ vinhus og længere fremme Sct. Nikolaj Kirke, Kirken brændte i
1795 og kun tårnet står tilbage af den gamle kirke. I begyndelsen af 1900
tallet blev der bygget et meget lille skib til tårnet, men siden 1795 har
den ikke været brugt som kirke.Vi gik over Højbro Plads med Absalon
til hest og ned ad Læderstræde, som ikke har noget med læder at gøre.
Navnet kommer af Laadbrostræde, navnet på en del af Københavns
gamle havn. Videre ad Kompagnistræde, hvor vi beså verdens ældste
glasbutik, C.E. Fritzsche, hvor man stadig kan købe et glasservice Nike
fra 1810. Knabrostræde krydser Kompagnistræde lige der, hvor brande i
1795 blev stoppet. Bygningen,Cafe Retro har til huse i, blev bygget efter
branden i 1728. Det er en rigtig gammel bygning med megen charme.
Her fik vi kaffe og Maria Poulsen fortale levende om sit volontorophold
på Pigehjemmet i Kherwara og viste lysbilleder derfra.
Årsmødet sluttede på Cafe Retro, og vi, der deltog, syntes vi havde haft
en dejlig dag.