Tilknytning og adskillelse - Susannes hjemmeside, brikker fra mit liv ...

Tilknytning og adskillelse.
Den 3. maj holdt jeg foredrag om Livshistorie i L.E.V.
Det var en god aften for mig, der var både pædagoger og forældre tilstede.
Efterfølgende kom der mange tanker.
Tanker omkring når børn skal adskilles fra deres forældre, og hvordan det mon foregår.
Tanker om tilknytning:
Det lille barn knytter sig til sin mor og far, får tillid til deres omgivelser og bliver nysgerrig, og får
lyst til at udforske verden omkring sig. De er afhængige af deres forældre, men de tør efterhånden
godt relatere sig til andre.
De lærer efterhånden at trøste sig selv, når noget i livet gør ondt, både når det er en fysisk smerte,
ca. når man er 3 år gammel og langt senere også når livet gør ondt i sjælen.
Man skiller sig langsomt fra sin mor og far, bliver ejer af sit nej og har nu evnen til at være alene.
Hele denne udviklingsproces er sværere for mennesker som er udviklingshæmmede.
Lever man et harmonisk liv, knytter man sig og går i gennem de samme processer, dog en smule
forsinket alt efter handicap.
Når man kommer i den alder, hvor man skal til at adskille sig, kan det være meget svært at undvære
mor og far, dem kender man så godt, det kan være svært at flytte hjemmefra og bo selv eller
sammen med andre. Det kan være svært at skulle være alene om natten.
Man har ikke den samme alder inden i, som den levealder man har, og måske derfor er adskillelsen
så svær.
For nogen er det er svært, når man har været på besøg hos mor og far, at skulle tilbage til sit bosted,
og mor og far synes også det er svært at se deres voksne barn ked af det.
Det voksne barn kan måske ikke trøste sig selv, det ved måske heller ikke, at når det er svært og gør
ondt at sige farvel, bliver det godt igen senere. Det er derfor, man kan blive bange og ked af det.
Jeg tror at både de udviklingshæmmede og forældrene skal mødes med stor omsorg,
omhyggelighed, nænsomhed og hjælp til disse processer.
Forældre er altid stærkt knyttet til deres børn, uanset om de er udviklingshæmmede eller ej.
Ens børn bliver voksne og adskiller sig fra os, men vi elsker vores børn lige til vi dør, og vi følger
med i deres sorger og glæder livet i gennem.
Vores voksne børn følger ikke vores liv på samme måde og sådan skal det også være.
Vi pædagoger må hjælpe de udviklingshæmmede med at sætte ord på det der er svært, savnet af
mor og far, at de voksne børn gerne vil være begge steder, både hjemme hos forældrene og der hvor
de nu bor.
Målet med de samtaler, er at få en sund adskillelse, hvor begge parter er glade og kan sige på
gensyn med en god fornemmelse i maven.
Det er vores ansvar som pædagoger, at støtte familien i denne proces, der er brug for, at vi for nogle
beboere bliver ”reserveforældre”, og at vi holder beboerne i hånden, når mor og far ikke er der.
En udviklingshæmmet vil måske sige til os: ” Jeg ved godt, jeg er 35 år gammel, men inde i mig, er
jeg kun 5 år, derfor har jeg brug for at holde i hånden, og hvis jeg ikke må det, føler jeg mig meget
ked af det, alene og utryg”.

Så til alle pædagoger: ” Vi skal møde vores beboere der hvor de er inden i! ”. Så oplever de sig set,
mødt og anerkendt og så udvikler de sig.
Vi skal hjælpe dem med at sætte ord på deres følelser.
Susanne Hollund.
Hjemmeside: www.shollund.dk