Juni - Juli - August 2010 - Herslev kirke

More documents

Recommendations

Info

”Er det stadig sommer, mor?” Der er så meget at lære for et barn. Årstider, måneder og talrækker, for eksempel, er noget, en syv-årig kan spekulere længe over. ’Hvor meget er 20, mor?’, ’er 2 meter meget?’ og ’hvor meget er 1 år’. Mange ting i livet er relative, og derfor må man naturligvis svare varieret på sådanne spørgsmål. ’Et år er mange ting, skat, på ét år kommer man igennem de fire årstider, … forår, sommer, efterår, vinter’. ’Jo, men er ét år meget?’ Børn kan være meget vedholdende. Min datter på 7 har svært ved at forstå, at vi dette forår har boet i <strong>Herslev</strong> i et år – 1 år lyder af meget, men .. det var jo på en måde sommer i forgårs, ikke? Da jeg selv var barn spurgte jeg min mor: ’er det forår nu, mor… er det stadig sommer?’ Jeg ville så gerne, at den lyse periode forlængedes, kunne slet ikke bære, at det blev mørke og vintertid igen. Jeg husker, at jeg forestillede mig livet som et bolche, et stort ét, sådan et ’hold-kæft-ét’ med skarpe hjørner… og jeg nød, at der endnu var hjørner på. Bolchet var endnu stort, livet kun i sin vorden. Og derfor var det bedste min mor kunne sige til mig også: ’ja, det er forår nu, skat’…. Eller: ’Ja, det er stadig sommer’. Eller: ’du har livet for dig’. Nu er det mig, der svarer på lignende spørgsmål – og mig, der som voksen hører den 7-åriges erkendelse: jo, men ét år er jo ingen tid! Kan der virkelig være 4 årstider på et år? Det har jo netop været sommer?! ’Er 12 måneder lang tid, mor?’ Og så videre og så videre… Der er rigeligt med ’skarpe hjørner’ i livet fortsat, men det er (for mig) ikke forår længere, det er vel midsommer efterhånden – og det er godt nok. Livet glider forbi, vi har alle vore tider, årstider og erkendelser. Hverdage med travlhed, stress, begær, 2 KIRKE - LIV ambitioner eller ligegyldighed og apati visker tiden ud for os. Det ene år tager det næste – og Gud er nederst på prioriteringslisten for de fleste. Lige indtil noget bremser os. Sygdom, dødsfald, depression, et mirakel i 11. time, måske. Dette forår måtte mange af os sande, at vi ikke mestrer alt – heller ikke himmelrummet. Aske fyldte flysfæren – og jeg hørte mange sige, at det er sundt nok for os at lære dén lektie! For vi er alt for forkælede, alt for forvænte. Vi planlægger vore liv, og til næste år gør vi sådan, og året efter sådan. Ikke mange af os voksne er gode til at leve i nuet. Og fremtiden… den presses ind i vore kalendere – og hvor er den spalte dér, der hedder ’Gud’? I gamle dage var det ’søndag’, dagen hvor vi huskede hinanden på Gud og hvor vi blev erindret om Hans kærlighed til os. Søndag var dagen, hvor vi tjente Herren, tilbad Ham og åbnede vore hjerter for Ham. Til fred og til glæde. Anderledes i dag. For Gud er ikke længere en del af ’vore tider’, der er ingen ’årstid’ for Gud ud over den, Han fik i barndommens refleksioner – og hvor er det sørgeligt! Og hvor er det foruroligende. For Bibelen siger utvetydigt, at Jesus skal komme igen: Derfor vær altid parate, for I ved ikke, hvornår Jeres Herre kommer tilbage’ (Mattæus 24,42). Vi havde svært ved at begribe, at noget himmelbårent flygtigt som aske skulle grounde vore fly og skabe alment kaos rundt om i Nordeuropa og Skandinavien. Forståeligt at vi derfor har vanskeligt ved at tage Bibelens ord om Jesu genkomst til os. Vi siger måske: ’ja, ja.. ro på’. Efter mandag er der altid en tirsdag, efter juni kommer juli – og efter <strong>2010</strong> kommer 2011. Jo.. det må vi så absolut forvente.
Men sideløbende hermed må vi søge at leve i fortrøstningsfuld forventning til, at en skønne dag, så kommer Jesus altså tilbage til vor jord, således som Bibelen fortæller det. Og Han skal skabe alt på ny således at jorden bliver et sted uden skrig, sygdom, sorg smerte og død. Han kommer tilbage – på et tidspunkt. Ingen ved hvornår, men vi bør, tænker jeg, som kristne altid har gjort det, leve i en vis nærforventning om, at det kan ske i vor tid. For at leve således i et levende håb er med til at holde os forpligtede på at skabe rum og tid til Gud i vore liv. Hvis vi ikke gør det, så dør troen i os. Den fortaber sig jo ældre vi bliver stadigt mere i dunkelhed. Og så reducerer vi troen på Gud til et temmelig naivt forhold, som passer bedre til en 7årigs refleksioner end til tanker og længsler en voksen bør nære. Vi spørger ikke som den 7-årige: ’hvornår kommer Han da?’ – for vi ved godt, at det ved ingen, kun Faderen. Men vi har vel alle sagt: ’hvor længe skal jeg udholde denne smerte/ dette smertelige, som er sket mig og mine?’ Det kan vi ej heller svare på – men vi kan som kristne pege hen på Ham, som har lægedom, forløsning og fred til os alle uanset hvilken situation vi måtte befinde os i. Mattæus slutter sit evangelium med Jesu ord: ’Og husk: jeg er altid hos Jer lige til denne verden ophører’ (Matt.28,20b). Dét er evangeliets trøst, at vi aldrig er alene, aldrig glemte eller uelskede. For Gud er hos os. I tid og evighed. Og dét – kære børn på 7 år – er laang tid…. Cecilie Schackinger, sognepræst KIRKE - LIV 3
Page 1: KIRKE - LIV Juni - Juli - August 20
Page 5 and 6: Det Brændemærkede Offerbarn, som
Page 7 and 8: Kontakt Sognepræst Cecilie Schacki
Page 9 and 10: Indvielse af ny kirkegård ved Gevn
Page 11 and 12: Værd at vide Mange nyttige informa

Juni - Juli - August 2010 - Herslev kirke

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?