Sognebladet, juni - august 2013

Lad det gro
v. sognemedhjælper Lissy Hauge Jensen
Her i forsommeren, hvor alt spi‑
rer og gror rundt om os, må vi
stadig undres over livet, der vil
frem – men vi lever i fast tillid til,
at de frø og planter, vi putter i jor‑
den, spirer og gror, og at væksten
forekommer umærkeligt.
I disse tider tales meget om liv
og vækst i kirken. Der plantes og
vandes alle vegne, det gror i det
kirkelige landskab, og vi glæder
os over, det samme gør sig gæl‑
dende her i Måbjerg og Ellebæk
sogne. Kirken er i vækst – det
gror ‑ også her hos os.
Flittige hænder i vore menighe‑
der gør deres til at så og plante,
og mærker den fælles glæde, når
det spirer og begynder at vokse.
Det er troen på at det, der gøres,
nytter. Vi kan godt kalde det: at
gøre en forskel ‑ at være hjælp til
det praktiske ‑ ”varme hænder” ‑
eller andre ting. Men vi kan også
kalde det diakoni. Det kristne
vidnesbyrd og den kristne tjene‑
ste udtrykkes med hjerte, mund
og hænder, i et stykke diakonalt
arbejde, sådan som det også
udfolder sig i vore sogne.
”Du som gav mig mund og hånd,
tak du gode skaberånd…”
Vi er fortrøstningsfulde, for vi
har tillid til, at Gud sørger for
væksten, og Han er næringen til
alt, der gror omkring os. I en dej‑
lig salme af Hans Anker Jørgen‑
sen synger vi om Gud, som lader
græsset gro, og om Skaberånden
som sørger for livsvæksten.
Der er masser af livsvækst i den
store flok børn og unge, som
hvert år går ud fra kirken med
en viden om, det er her, de hører
til. Børn og unge som føler et
ejerskab overfor kirken og færdes
her trygt og frit. Hvert år kom‑
mer forældre til disse børn og
unge, og hører det samme: kirken
er jeres, her hører I til. Hvert år
kommer forældre med deres små
børn, og ønsker de skal døbes i
den kristne tro. En gang om
måneden samles mennesker her i
kirken, som har taget det stykke
arbejde på sig at være menig‑
hedsråd, og sørge for gode vilkår
for kirkens liv og vækst.
Mennesker som frivilligt bruger
noget af deres tid og evner her
i kirken. Der er børn, unge og
ældre som, når man beder om
hjælp til konkrete opgaver, både
i det daglige og til gudstjenester
siger ja – og kommer.
Sådan ser menigheden ud her i
Måbjerg og Ellebæk sogne.
Og menigheden? Hvem er vi?
Menigheden er fællesskabet
om kirken, ja vi er ‑ som døbte
igennem dette tilhørsforhold til
kirken – selve kirken. På den
måde er kirken en del af vore
liv – og vore liv en del af kirkens
liv. Uden menighed var der ingen
kirke – kun en bygning. Og
3
uden kirke og uden den enkeltes
ansvar for kirkens værdisæt, er
vores værdigrundlag, som en
næstekærlig og omsorgsfuld
nation ‑ i fare.
Men kirken? Hvad skal vi der?
Jo, der skal vi hen for at høre og
mærke. Det er der, vi hører om,
og mærker, hvad det gør ved vore
liv og sammenhænge, at møde
Gud, som skænker os kærlighed
og sund fornuft, og med sit ord
ånder på vore vinterkolde sind.
”Her kan en rejse nærmere Gud,
medmennesket og mig selv
begynde, uanset hvor jeg befinder
mig på livets og troens vej” (citat
Martin Modeus).
Det er her, vi hører om Gud, som
lever, selvom jeg dør – og som
ønsker at binde mit korte liv til
sit evighedslange liv. Det er her,
vi mødes i det fællesskab, som
menigheden er, hvor vi med vore
forskellige hænder og munde
kan være og rummes, og på hver
vores måde bære med til at fejre
gudstjeneste. Her udrustes vi
med sommerlys Helligånd, som
bevæger vore munde og hæn‑
der, til medleven og et stykke
arbejde – stort eller lille – for dem
vi er iblandt. Det gror omkring
os ‑ sådan også her i Måbjerg og
Ellebæk sogne.
Du, som lever, når jeg dør,
Fyld mig nu med godt humør;
Bind mit korte liv til dit,
Så jeg ånder dybt og frit!
Kys min mund og tag min hånd
Sommer lyse Helligånd!
Hans Anker Jørgensen