Hvorfor skal vi mindes vore døde - Herning og Gjellerup ...

afgørende drivkraft i enhver nutid, og
den kan legitimere, hvad vi gør. man
har altid gjort sådan og sådan, siger
vi, og henviser til fortiden for at kunne
pejle det normale i en urolig tid; eller
vi leder efter idealer og helte at spejle
os i. et øjebliks eftertanke er tilstrækkelig
til at omfatte dette forhold med
taknemmelighed. når de gamle og de
døde fandt vej gennem de mælkehvide
tåger, så kan vi også. når de gamle
havde mod og fandt deres glæde ved
det, kan vi også. Vi skylder blot deres
mod og glæde en smule taknemmelighed.
at et menneskes og et folks historie på
denne måde er meget vigtig og ligesom
opslemmer betydning i det
enkelte individ, for at give nutiden
fylde, er Jesus fuldstændig klar over, da
han siger til folkeskaren, at de er
jordens salt og verdens lys. Ordene er
en del af Jesu bjergprædiken, hvor
man også kan høre ham sige: ’I har
hørt, at de gamle har sagt,...men jeg
siger jer…’ Han påkalder fortiden
direkte i dette tilfælde som en modsætning
til nutiden. Han gør fortiden
bevidst, så at han selv kan sige noget
andet og nyt på den baggrund. Ikke
for at forkaste fortiden, men fordi han
ikke kan få sagt og gjort, hvad han
skal, uden at forudsætningerne er på
det rene. Han begynder med, at de
døde har noget at sige, idet han har
noget nyt at føje til.
at fortælle folk, at de er jordens salt
og verdens lys, var at give dem ny
4
betydning. Det må have undret hans
tilhørere, folk som de var flest, og som
ikke var vant til at få tildelt betydning.
Jesu ærinde er at give dem en ny og
større fremtid, som skal vokse uf af
hans ord og gerning, og som er
komplet ubegribelig uden det jødiske
folks historie. Jesus fra nazareth er
den mand, Kristus, som skulle vise
menneskene guds vilje i den renest
mulige form på jorden, og som også
skulle gøre mennesker til bærere af
denne vilje. Derfor er de salt og lys.
Kristus er selv salt og lys, men hvad
han gør og siger, vil omskabe hans
tilhørere i hans billede. Ikke i dag
nødvendigvis, men en dag. Det begynder
i dag, ja det er for vores vedkommende
allerede begyndt for længst, da
Jesus første gang fortalte folket, at de
var salt og lys. Vi er allerede salt og lys
og altså på rette vej.
Det kan måske forekomme en og
anden at være for stor en byrde at
skulle bære: at være salt og lys. Da
skal vi betænke, at vi ikke er det i kraft
af os selv og vores egen indsats, men
fordi vi selv bliver belyst, nemlig af
Jesu Kristi historie. Vi er salt, fordi
vores egen historie får tilført salt af
hans historie. Deri har vi et vigtigt
fællesskab med de døde, som gik forud
for os. De var salt og lys på samme
måde, som vi er det, selvom de sandsynligvis
havde brug for at høre og se
noget andet i Jesu Kristi historie, end
vi har.
Idet disse ord har lydt til mange
generationer op gennem vores histo-