NR. 2 - 2013 - Hesselager Kirke

”Hil dig frelser
og forsoner”
Hvis man for alvor vil fordybe sig i
påskens mysterium, så er Grundtvigs
smukke salme ”Hil dig frelser og forsoner”
et godt bud.
Den kan synges igen og igen: til konfirmation,
til Påske, til begravelser, til
bryllupper, ja enhver lejlighed og man
bliver aldrig færdig med den endsige
træt af den. Måske er det, fordi den
udtrykker den undren, som vi selv kan
føle i forhold til kristendommens provokerende
påstand: At Gud er blevet
menneske i Jesus Kristus, at han gav
sig selv til os for at hele alt det brudte
i os, at han døde en brutal død langfredag
og opstod fra de døde påskemorgen
for at være hos os og vi hos
ham indtil verdens ende.
Det kan jo aldrig forstås med fornuften,
men måske kan det gribes
i forundring og i billeder og dem er
Grundtvig en mester i at frembringe.
For hvad er dog det, der kan få Gud til
at opgive sin guddommelighed til for-
del for at blive menneske? Intet andet
end kærlighed kan handle så irrationelt
og kærlighed er og bliver, hvad kristendom
handler om. Den er essensen af
budskabet: Gud er kærlighed og Guds
kærlighed er ikke kun stærk som døden,
men stærkere end døden.
Den er som en strøm, der river alt med
sig. Og jeg kommer til at tænke på Stokkebækken
nede ved broen på Møllevej.
Da jeg kom hertil i sommer, var den en
ganske lille å, der flød dovent under broen,
men nu hvirvler den af sted, bred som
en flod (efter danske forhold), og man
kan stå i lang tid og falde i staver over
strømmen og lade den falde ind i sindet.
Tænk sådan er Guds kærlighed: som en
forårselv i stride strømme, der river alt
med sig, vælter alle sten og smelter isbjerge.
Vi kan selv fortolke videre på den
bøn, der ligger i ordene, for det er ikke
penslet ud, hvad isbjergene og klipperne
kan symbolisere i den enkelte. Det må
enhver afgøre med sig selv.
2
I vers 7 er der et forunderligt rum af
ro og nærvær i bønnen: ”Du, som har
dig selv mig givet,/ lad i dig mig elske
livet,/ så for dig kun hjertet banker,/ så
kun du i mine tanker/ er den dybe sammenhæng!”
Ingen billeder, kun en bøn
om kærlighed mellem et jeg og et du.
Salmen ender i håbet om, at netop
den sammenhæng og fællesskabet med
Kristus vil gøre sig gældende, også når
vi skal dø. Sidste vers’ billede er den
enkle bøn, at Kristus vil tage den døende
i hånden – ”Sig: vi går til Paradis!”
Og næste morgen kommer kvinderne
til graven, og graven er tom for død, og
de møder engle, der siger, at han lever.
Glædeligt forår og glædelig Påske
Hanne Thordsen