Karin Verland (PDF format - 70 kb)

Lif oplæg til høringen ”Viden og information
om lægemidler”
Lægemiddelindustrien spiller en nøglerolle i forbindelse med formidling af ny
viden og information om lægemidler.
Det er industrien, som har udviklet lægemidlerne. Det er industrien, som har
fulgt lægemidlet fra idé til egentligt produkt. Det er industrien, som kender alle
forskningsresultaterne forud for udviklingen af det endelige lægemiddel.
Derfor er det væsentligt, at lægemiddelindustrien indgår som en ligeværdig
partner i formidling af den allernyeste faglige viden om lægemidler til lægerne. I
den forbindelse er det en selvfølgelighed, at det er viden, som bygger på faglighed,
objektivitet og videnskabelighed.
Akkreditering af lægers efteruddannelse
Derfor er Lif også stolte af det store bidrag til information om lægemidler og
efteruddannelse af læger, som industrien tilbyder. Industrien er i dag den langt
største kilde til efteruddannelse af lægerne.
Den efteruddannelse og information, som vi i dag tilbyder, har et meget højt
fagligt niveau. Det er en efteruddannelse, som matcher kriterierne i den fælles
lægemiddelinformation – faglighed, objektivitet og videnskabelighed.
Alligevel stilles der med mellemrum spørgsmålstegn ved lødigheden af den
uddannelsesaktivitet, som industrien tilbyder. Historier dukker til tider op i pressen
– om bestikkelse af læger, rejser, gode middage etc.
Imidlertid overses det ofte, at området er tæt reguleret af den samarbejdsaftale,
som bl.a. Lif og Lægeforeningen har indgået – og som løbende overvåges af
Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale. Den tætte kontrol, som Nævnet
for Medicinsk Informationsmateriale fører, betyder også, at virksomhederne
kender Nævnets fortolkning af reglerne i grænsetilfælde. Det har betydet, at
antallet af sager er faldet markant over en årrække. Langt hovedparten af virksomhedernes
uddannelsesaktiviteter overholder til punkt og prikke reglerne.
Generelt må man sige, at de enkelte svipsere, der har været tale om, har været
få og sjældent af alvorlig karakter. Alligevel dukker sager op i offentligheden.
Ofte med virksomheder som ikke hører til kategorien lægemiddelvirksomheder.
Eksempelvis var der måneder tilbage i pressen en sag, hvor en virksomhed fra
medicoindustrien havde forbrudt sig mod de regler, medicinindustrien er underlagt.
Et andet område er offentliggørelse af forskningsresultater. Der har i den senere
tid været en del omtale af reglerne for publicering af forsøgsresultater. Industrien
er blevet tillagt andre motiver, end dem virksomhederne har, nemlig at
forske og udvikle nye og mere effektive behandlingsmetoder og lægemidler til

gavn for patienterne. ”Grundloven” på dette område er Helsinki-deklarationen,
og den er helt entydig, når det gælder offentliggørelse af forsøgsresultater. Såvel
den enkelte virksomhed, som den enkelte forsker er forpligtiget til at søge
deres forskningsresultater offentliggjort uanset udfaldet af forsøget. Man kan
ikke forlange mere, end at parterne forsøger at få resultaterne offentliggjort.
Den mistænkeliggørelse af industrien, der fra tid til anden finder sted, er hverken
rimelig eller hensigtsmæssig. Stilles der spørgsmålstegn ved troværdigheden
af de uddannelsesaktiviteter, som lægerne tilbydes, er det til skade ikke
bare for industrien – men også for lægerne.
Derfor ønsker vi, at der indføres en model, som kan skabe større klarhed om
det faglige indhold i de efteruddannelsesaktiviteter, industrien gennemfører for
læger. Etableringen af en egentlig akkrediteringsordning af lægers efteruddannelse
vil kunne gennemføres ved at nedsætte et organ, som kan vurdere og
efterse, at indholdet i industriens efteruddannelsestilbud lever op til de krav om
faglighed, objektivitet og uafhængighed, som naturligvis skal gælde. Lif har
tidligere drøftet spørgsmålet med Lægeforeningen og Amtsrådsforeningen. Nu
har Lif inviteret til en fornyet drøftelse, som vi denne gang håber bærer frugt.
Mere kvalitet forudsætter principper og kriterier for information
Det er netop efteruddannelsens mål at understøtte lægerne til en optimal patientbehandling.
Information om lægemidler og nye terapier er helt afgørende for
at udvikle og løbende forbedre kvaliteten i patientbehandlingen. En afgørende
forudsætning for kvalitet i patientbehandling er med andre ord, at lægerne altid
har en grundlæggende viden om de nyeste medicinske behandlingsformer. Det
er denne viden, industrien med sin efteruddannelse bidrager til.
Skal lægerne have de bedst mulige forudsætninger for at optimere patientbehandling,
forudsætter det også, at vi forholder os til de principper og kriterier,
der skal gælde for informationen. Hvis det overordnede samfunds mål er at
sikre patienterne den bedst mulige behandling, bør de samme principper gælde
for den information, der kommer fra henholdsvis industri og offentlig myndighed.
Det er blot ikke altid tilfældet.
I takt med en tættere politisk regulering af lægernes ordinationsvaner, hvor
hensyn til kapacitet og budgetter får en stærkere rolle kan man risikere, at patienthensynet
om hurtig og effektiv behandling tilsidesættes.
Nedbringelse af de offentlige udgifter til medicin er blevet nærmest et mantra
blandt de offentlige myndigheder. Pilen peger alt for meget i en retning. Når de
offentlige myndigheder giver information til lægerne, så er snæver fokus på
priser blevet alt for dominerende frem for det, der burde være i fokus - de behandlingsmæssige
effekter af nye behandlingsformer. Det betyder, at konsekvenser
af under- og overbehandling på de enkelte behandlingsområder alt for
let bliver overset. Det betyder store menneskelige omkostninger for de patien-

ter, som ikke får den bedst mulige behandling, såvel som vi samfundsøkonomisk
får mange afledte udgifter til ekstra hospitalsindlæggelse, fravær fra arbejdsmarkedet
etc.
Med andre ord kan det konstateres, at informationsstrømmen til læger fra henholdsvis
industri og offentlige myndigheder – herunder amterne - ikke altid
trækker i samme retning. Det er naturligvis et problem. For det stiller spørgsmålstegn
ved, om der altid skabes de bedst mulige rammer for at sikre kvalitet i
patientbehandlingen. Den enkelte patient bør altid være den centrale del af
beslutningen. Det stiller krav til, at der udvikles et fælles grundlag af principper
og kriterier, som alt information om lægemidler og behandling bygger på.
Faglighed, objektivitet og videnskabelighed skal fortsat være de bærende elementer
for patientbehandlingen i Danmark. Og dermed naturligvis også for den
information, som er grundlaget for lægernes viden. Det betyder, at der er behov
for i langt højere grad at inddrage de faglige miljøer, når lægerne skal rådgives
om behandlingsformer. Samtidig bør der åbnes op for en bredere dialog mellem
netop de faglige miljøer, offentlige myndigheder (herunder amter) samt producenterne
af lægemidler.
Den fælles lægemiddelinformation
Flere redskaber kan hjælpe lægerne i deres daglige arbejde. Det ene er de
efteruddannelsesaktiviteter, som industrien i dag tilbyder. De sikrer, at lægerne
er opdaterede med den allernyeste faglige viden om nye behandlingsformer og
lægemidler. Et andet redskab kan være behandlingsvejledninger, som udarbejdes
af de faglige miljøer, og som bygger på de nævnte principper for information.
Behandlingsvejledninger skal ikke kun se på et snævert eksisterende behandlingsområde.
Fokus skal også være på, om patienterne får tilstrækkelig og
korrekt behandling. Der skal med andre ord opstilles et sæt behandlingsmål,
som netop skal sikre patienterne mest mulig kvalitet i behandlingen, uanset
hvor i landet de bor. Behandlingsvejledningerne skal med andre ord hjælpe
lægerne med altid at være opdaterede på hvilken behandling, der egner sig
bedst ved en given sygdom. Det gælder også spørgsmålet, om der overhovedet
skal behandles med medicin.
I forbindelse med udarbejdelsen af den nationale sundhedsportal er der udarbejdet
en fælles lægemiddelinformation, blandt andet på baggrund af et samarbejde
mellem Dansk Lægemiddelinformation og Lægeforeningen (den store og
lille grønne). Det er et væsentligt initiativ, som kan være med til at styrke den
faglige information. Bag den fælles lægemiddelinformation er der fastlagt et sæt
principper og kriterier, som placerer netop faglighed, objektivitet og videnskabelighed
i højsædet, og som samtidig er uafhængigt af de forskellige interessenter
på området.
Med den fælles lægemiddelinformation er der dermed kommet et nyt redskab,
som vil hjælpe lægerne, og som derfor bør udbredes mest muligt.

Medicinhåndbogen og patienterne
Med en fælles lægemiddelinformation er der med andre ord kommet et særdeles
nyttigt redskab for lægerne. Men et andet aspekt mangler. Det er den patientrettede
information. I dag er patienterne blevet mere og mere energiske
efter selv at finde information om lægemidler og sygdomme. Det er en helt naturlig
del af informationssamfundet. En velinformeret patient vil efter Lifs bedste
overbevisning kunne være med til at styrke dialogen med den praktiserende
læge, såvel som hurtigere diagnosticering af sygdomme og bedre compliance
kan opnås.
Problemet er, at kvaliteten af information er vidt forskellig. Patienterne surfer
rundt på Internettet og finder informationen. Nogen gange af god kvalitet – andre
gange af dårlig kvalitet. Derfor bør vi placere en kvalitetsorienteret patientinformation
centralt. En åbenlys måde er via Medicinhåndbogen. Medicinhåndbogen,
som udarbejdes af Dansk Lægemiddelinformation er jo netop udarbejdet
ud fra de samme principper, som gjorde sig gældende for Lægemiddelkataloget
– det katalog, som i dag er indarbejdet på den nationale sundhedsportal. Medicinhåndbogen
er bare mere patientvenlig i sin tekst. Med Medicinhåndbogen
centralt placeret i forhold til patientinformationen opnås altså et parallelt redskab.
De faglige principper er på den måde tilsvarende sikret i Medicinhåndbogen
– og den faglige uafhængighed er garanteret. Det giver garanti for en høj
faglig patientinformation, som generelt vil løfte kvaliteten. Samtidig vil en sådan
placering give transparens mellem patientinformationen og lægemiddelinformationen.
Lif ser frem til et frugtbart og åbent samarbejde mellem alle relevante parter til
gavn for fagligheden og dermed kvaliteten i behandlingen af patienterne. Dermed
kan vi i fællesskab være med til at sikre lægerne, at de har de bedst mulige
forudsætninger for at kunne give en optimal behandling til en samfundsøkonomisk
fornuftig pris.