ARBEJDSPAPIR ARBEJDSPAPIR
ARBEJDSPAPIR ARBEJDSPAPIR
ARBEJDSPAPIR ARBEJDSPAPIR
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>ARBEJDSPAPIR</strong><br />
<strong>ARBEJDSPAPIR</strong><br />
UDARBEJDET I SAMMENHÆNG MED<br />
INDUSTRIENS INDUSTRIENS BRUG BRUG AF AF KE KEMIKALIER<br />
KE MIKALIER<br />
TEKNOLOGIR<br />
TEKNOLOGIRÅDET<br />
TEKNOLOGIR DET DET<br />
2001
Introduktion<br />
Introduktion<br />
Dette knytter sig til rapporten fra en arbejdsgruppe under Teknologirådet om “Industriens brug af<br />
kemikalier”, som er udgivet i december 2000. Arbejdspapiret er udarbejdet til brug for arbejdsgruppen<br />
og udgør baggrundsmateriale for en række af de diskussioner og overvejelser, som arbejdsgruppen har<br />
haft omkring de miljøpolitiske virkemidler og deres effekt.<br />
Arbejdspapiret giver en oversigtlig indføring i, hvorledes arbejdsgruppen i rapporten har valgt at<br />
strukturere gennemgangen af de miljøpolitiske virkmidler i forhold til kemikalieproblematikken.<br />
Efterfølgende gennemgås de reguleringsmæssige virkemidler i forhold til denne problematik. Disse<br />
virkemidler er opdelt i kategorierne administrative regelbundende virkemidler, markedsmæssige- og<br />
økonomisk funderede virkemidler samt informative virkemidler. Gennemgangen af de enkelte<br />
virkemidler har forskellig karaktér. En forskel der skal ses i sammenhæng med en vurdering af hvilke<br />
virkemidler, der har den største effekt i forhold til kemikaliområdet.
Indhold<br />
Indhold<br />
Virksomhedernes Virksomhedernes interessenter interessenter og og reguleringen reguleringen ............................................................................. 3<br />
Administrative Administrative regelbundne regelbundne virkemidler virkemidler<br />
virkemidler ........................................................................................ 7<br />
Godkendelse og tilsyn ............................................................................................................. 7<br />
Grønne regnskaber ................................................................................................................ 12<br />
Lov om kemiske stoffer og produkter ................................................................................... 17<br />
Økonomisk konomisk konomisk-/markedsorienterede konomisk /markedsorienterede virkemidler virkemidler<br />
............................................................................... 19<br />
Miljømærker.......................................................................................................................... 19<br />
Miljøledelse........................................................................................................................... 31<br />
Offentlige grønne indkøb ...................................................................................................... 38<br />
Grønne afgifter...................................................................................................................... 41<br />
Frivillige aftaler..................................................................................................................... 46<br />
Tilskudsordninger.................................................................................................................. 49<br />
Produktpaneler....................................................................................................................... 52<br />
Informative Informative virkemidler.................................................................................................................. virkemidler<br />
virkemidler<br />
55<br />
Listning af kemikalier ........................................................................................................... 55<br />
Internationale aftaler.............................................................................................................. 59<br />
Handlingsplaner..................................................................................................................... 65<br />
Udvikling af miljøvenlige industriprodukter - UMIP............................................................ 68<br />
Informationskampagner......................................................................................................... 69<br />
Referencer Referencer....................................................................................................................................... Referencer<br />
70
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Virksomhedernes Virksomhedernes interessenter interessenter og og reguleringen<br />
reguleringen<br />
Virksomheder indgår i dag i højere grad end tidligere i et øget samspil både med andre virksomheder<br />
samt en lang række andre interessenter. Interessenter der på hver deres måde og med vidt forskellig<br />
vægt øver påvirkning på den enkelte virksomheds handlemuligheder og de beslutninger virksomheden<br />
træffer. Dvs. at virksomhederne indgår i et netværk. Dette illustreres ved, at man i dag er begyndt at<br />
tale om, at virksomhederne ikke kun har en forpligtigelse over for deres shareholders men også deres<br />
stakeholdes eller interessenter. For miljøreguleringen gælder det tilsvarende, at man i takt med de<br />
stadigt mere komplicerede og grænseoverskridende miljøproblemer – hvilket især har vist sig at være<br />
tilfældet på kemikalieområdet – er begyndt at tage nye typer af miljøpolitiske virkemidler i brug.<br />
Virkemidler der blandt andet forsøger at påvirke virksomhedernes interessenter.<br />
Virksomhedernes motiver for at gennemføre miljøforbedringer er mangfoldige og spænder vidt. Dette<br />
kan være lige fra effektiviseringshensyn til et omdømme- eller troværdighedshensyn. Motiverne spiller<br />
sammen, og de ændres over tid. Skal miljøreguleringen søge at spille på disse motiver, vurderer<br />
arbejdsgruppen at det stiller store krav til brugen af virkemidler. Dette fordrer en<br />
miljøreguleringsstrategi, der er baseret på brugen af mange reguleringsinstrumenter, således at ikke<br />
kun den enkelte industrivirksomhed men også dens forskellige interessenter, der sættes i gang med en<br />
miljømæssig omstillingsproces.<br />
En En En interessenttilgang<br />
interessenttilgang<br />
Ved at anlægge en interessent-tilgang kan virksomheden således ikke betragtes som en selvstændig<br />
enhed, der er uafhængig af sin kontekst. Virksomheden bør i højere grad ses som værende en del af en<br />
større helhed. En helhed med væsentlig indflydelse på den enkelte virksomheds handlemuligheder.<br />
Ordet ”interessent” henviser til dem der har en interesse i virksomheden. Tidligere har man ofte<br />
betragtet virksomheden som en relativt uafhængig aktør, der kun skulle stå til ansvar over for<br />
aktionærerne, og derfor udelukkende blev styret af disse. Historien om Brent-Spar, hvor Shells<br />
beslutning om at dumpe det udtjente olieboreplatform blev mødt med en massiv modstand fra mange<br />
forskellige sider, er nok en af de klareste og mest omtalte miljøsager i nyere tid, der viser at<br />
virksomhederne må tage hensyn til mange andre end lige aktionærerne. Der er en lang række andre<br />
interessenter, der indgår i en vekselvirkning med virksomheden og kan siges at have en vis grad af<br />
indflydelse på de beslutninger, der træffes.<br />
Mange virksomheder er begyndt at arbejde mere bevidst med deres interessenter, bl.a. med henblik på<br />
at kunne udvikle og styrke virksomhedens position. Mens virksomhedernes miljøarbejde tidligere<br />
primært bestod i at interagere med offentlige myndigheder, så vidner fremkomsten af de mange<br />
frivillige miljørapporter fra virksomhederne om en interesse i at kommunikere til en langt bredere<br />
kreds. Tilsvarende er miljøaspektet begyndt at indgå i det tættere samspil, der er mellem<br />
virksomhederne og deres kunder og leverandører. I begge tilfælde øges virksomhedens samspil med<br />
dens interessenter. Denne udvikling hænger sammen med at de målsætninger, som virksomhederne<br />
skal forsøge at tilgodese, er blevet mere omfattende – tidligere blev målsætningen om størst muligt<br />
3
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
økonomisk udbytte anset for at være tilstrækkelig, mens det i dag snarere ses som nødvendig, men<br />
ikke tilstrækkeligt. I dag skal virksomhederne leve op til betydeligt flere krav, jf. den megen debat om<br />
’the triple bottom line’ og udviklingen af ’det holdbare samfund’.<br />
Anvendelse af interessentbegrebet rejser imidlertid også en række ubesvarede spørgsmål. Hvor stor<br />
betydning har de enkelte interessentgrupper i praksis for en virksomhed og dennes handlemuligheder,<br />
og hvordan er de enkelte interessenters indflydelse i forhold til hinanden? Dette kan være meget<br />
vanskeligt at svare éntydigt på, for ofte afsløres dette først efter en for virksomheden kritisk handling.<br />
I forhold til valget af miljøpolitisk virkemiddel betyder interessent-tankegangen, at sagerne på den ene<br />
side kompliceres yderligere. Det skyldes, at man er nødt til også at tage hensyn til, hvordan de<br />
forskellige virkemidler virker på de regulerede virksomheders relationer til deres interessenter. På den<br />
anden side, søger interessent-tilgangen at synliggøre, hvorledes andre relationer kan tænkes at indvirke<br />
på virksomheders miljøadfærd, og dermed hæmme eller understøtte eventuelle reguleringstiltag. På<br />
trods af den usikkerhed der forbundet med denne interessent-tilgang, mener arbejdsgruppen, at der er<br />
behov for at analysere de regulerede virksomheders interessent-relationer, når et konkret miljøproblem<br />
og miljømål er defineret og der skal vælges virkemidler. En analyse der således sikrer, at der i hvert<br />
enkelt tilfælde foreligger en systematisk gennemgang og vurdering af alle relationer, hvorved at både<br />
direkte og indirekte effekter vurderes.<br />
De De milj miljøpolitiske milj politiske virkemidler<br />
virkemidler<br />
Miljøreguleringen har traditionelt baseret sig på egentlige reguleringsbaserede virkemidler som<br />
eksempelvis tilsyn og forbud. Der er imidlertid sket en forandring grundet de grænseoverskridende<br />
miljøproblemer og de økonomiske globalisering. Forhold der har bevirket, at man både fra politisk og<br />
industrielt hold har ønsket at tage nye reguleringsmæssige virkemidler i brug på miljøområdet. Et<br />
kendetegn for miljøpolitikken i dag er derfor, at der indgår en lang række forskellige virkemidler, der<br />
på hver deres måde eller i kombination skal forsøge at skabe forbedringer af virksomhedernes<br />
miljøpræstation og derved for samfundet som helhed. Endnu udgør den traditionelle ”command-and<br />
control” regulering, udtrykt ved udledningstilladelser og licenser, imidlertid stadig grundlaget for<br />
regulering af virksomhederne. 1<br />
Det stigende antal virkemidler har imidlertid også betydet, at der er en vis uklarhed omkring, hvordan<br />
de enkelte virkemidler eller grupper af virkemidler skal spille ind i forhold til hinanden. En af de mest<br />
markante tendenser er, at reguleringen i stigende grad forsøger at integrere miljøforhold i de<br />
økonomiske beslutningsprocesser. Dette gøres ud fra erfaringer om, at denne form for miljøregulering<br />
er mere effektiv end traditionel lovbaseret regulering af miljøforhold. Regulering ved regler alene –<br />
”command and control” - har på en række områder vist sig at være både omstændelig og<br />
1 OECD, 1998<br />
4
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
ressourcekrævende.<br />
Tanken om at inkorporere miljøforhold i de økonomiske beslutningsprocesser er relativ ny, og der er<br />
derfor en række uafklarede punkter i forhold til, hvordan de reguleringsbaserede virkemidler skal<br />
understøtte de markedsbaserede, eksempelvis miljømærkningsordningerne og miljøledelse. Dertil<br />
kommer en række virkemidler, som tilsvarende er relativt nye, men som ikke hører ind under hverken<br />
den regelbaserede eller økonomiske reguleringskategori. Effekten og betydningen af disse heller ikke<br />
endnu fuldt belyst. Arbejdsgruppen anser det derfor som væsentligt at diskutere, hvorledes den mest<br />
optimale anvendelse af virkemidlerne kan se ud, og hvorledes man kan gruppere disse virkemidler.<br />
Det er næppe muligt at foretage en éntydig gruppering af samtlige virkemidler på miljøområdet, da en<br />
række af disse i princippet kan kategoriseres på flere måder. Eksempelvis enten udfra hvad de søger at<br />
påvirke, dvs. hvordan de søger at være styrende, eller på baggrund af de direkte og indirekte<br />
miljøeffekter.<br />
Et eksempel på ovennævnte forhold er pligten for udvalgte virksomheder til at udarbejde offentligt<br />
tilgængelige grønne regnskaber. Den direkte miljøeffekt er formodentlig begrænset. Indirekte er der<br />
dog – afhængig af den enkelte branche – en række afledte effekter. Professionelle investorer og<br />
kreditorer efterspørger i stigende omfang grønne regnskaber og virksomheder vil i fremtiden få øget<br />
fokus på ressourceforbrug og emissioner til omgivelserne. Endvidere vil både miljømyndigheder og<br />
virksomheder på sigt få bedre mulighed for at sammenligne præstationer mellem virksomheder i en<br />
branche. Grønne regnskaber er som udgangspunkt et regelbaseret virkemiddel, der søger at<br />
tilvejebringe information som så samtidig kan påvirke markedet og som følge heraf have en række<br />
afledte økonomiske effekter.<br />
Hertil kommer, at flere virkemidler ofte anvendes samtidig eller i kombination med hinanden. Ved<br />
samtidig anvendelse kan virkemidlerne således forstærke eller svække den samlede effekt. En<br />
problemstilling i denne forbindelse er, at ingen har et fuldt overblik over, hvilken effekt de forskellige<br />
miljømæssige virkemidler reelt har i forhold til virksomhedernes økonomiske såvel som miljømæssige<br />
præstation.<br />
Der er valgt følgende opdeling af de miljøpolitiske virkemidler:<br />
- emissionsbegrænsninger, godkendelse og tilsyn<br />
- lov om kemiske stoffer og produkter, herunder forbud<br />
- grønne regnskaber<br />
· De administrative regelbundne virkemidler, herunder:<br />
- tilskud og afgifter<br />
- miljømærkningsordninger<br />
- offentlige grønne indkøb<br />
- miljøledelse<br />
· De økonomisk funderede og markedsorienterede virkemidler, bl.a.:<br />
5
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
- effektlisten, listen over uønskede stoffer<br />
- informationskampagner<br />
- handlingsplaner<br />
· De mere informative virkemidler, herunder:<br />
Ovennævnte oversigt er ikke fuldkommen, men omfatter de fleste af de virkemidler, der vurderes som<br />
relevante i forhold til nærværende rapport. Der er altså tale om et omfattende antal virkemidler.<br />
Opdelingen er inspireret af allerede anvendte opdelinger (f.eks. i OECD) og kan selvfølgelig<br />
diskuteres, f.eks. kan de informative virkemidler bidrage til at skabe øget gennemsigtighed på<br />
markedet således at efterspørgslen efter ’grønne’ produkter eller serviceydelser øges. Den konkrete<br />
placering af virkemidlerne har desuden en tendens til at ændre sig over tid. Eksempelvis frivillige<br />
ordninger, der senere er blevet indføjet i lovgivningen. Den valgte strukturering er derfor foretaget ud<br />
fra et skøn af, hvorledes en gennemgang af de miljøpolitiske virkemidler, i forhold til<br />
kemikalieområdet, har kunnet struktureres mest hensigtsmæssigt.<br />
Ud over de egentlige miljøpolitiske virkemidler eksisterer der også en række andre policy tiltag, som<br />
har betydning for miljøområdet. Konkret er der tale om, de mere indirekte virkemidler, inden for<br />
blandt andet det skatte- og erhvervspolitiske område, som også må formodes at have betydning for<br />
virksomhedernes miljøadfærd, herunder også virksomhedernes brug af kemikalier. En undersøgelse<br />
foretaget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2<br />
viser at ’miljøstøtte’ er den tredje største post inden for<br />
erhvervsfremmeområdet, dog kun ca. halvt så omfattende (målt i mill. kr.) som ’branchestøtten’. Det<br />
er imidlertid ganske uklart hvorledes denne miljøstøtte fungerer med hensyn til at give virksomhederne<br />
et miljøteknologisk skub fremad og til at øge den ’grønne’ efterspørgsel.<br />
Sammenfatning<br />
Sammenfatning<br />
Arbejdsgruppen finder at kompleksiteten i at frembringe miljøinnovationer taler for, at der er mange<br />
strenge, der skal slås an. Markedet for det nuværende udbud af kemikalieholdige produkter er ikke<br />
noget “der bare er der”. Det er noget, der er skabt af mange forskellige interagerende parter. På samme<br />
måde kan man sige at markedet for mindre kemikalie-holdige produkter og processer er noget der skal<br />
skabes. Det er noget der skal gøres til genstand for en udviklings- og skabelsesprocess. En proces som<br />
miljøreguleringen skal være med til at fremme.<br />
Det må på den baggrund konstateres, at skal den flerstrengede reguleringsstrategi have effekt stiller det<br />
ikke alene store krav til det enkelte virkemiddel men også til samspillet mellem de mange forskellige<br />
typer af virkemidler. Desuden peger meget i retning af at reguleringen i højere grad også bør fokusere<br />
på og indrage virksomhedernes interessenter, således at man fra denne side er med til at påvirke<br />
virksomhedernes miljøpræstation i en positiv retning; ikke mindst på kemikalieområdet.<br />
I den følgende gennemgang gives et overblik over udvalgte virkemidler. En gennemgang der<br />
2 Hoffman & Windelin, 2000<br />
6
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
struktureres ud fra ovenstående opdeling og som viser, at der er tale om et stort og komplekst område,<br />
hvor der er mange forskellige virkemidler i spil.<br />
7
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Administrative Administrative Administrative regelbundne regelbundne virkemidler<br />
virkemidler<br />
Godkendelse Godkendelse og og tilsyn tilsyn (Milj (Miljøbeskyttelsesloven)<br />
(Milj beskyttelsesloven)<br />
Miljøbeskyttelsesloven udstikker opgaver vedr. tilsyn med virksomheders miljøforhold - opgaver som<br />
for hovedpartens vedkommende varetages af kommunerne. For et mindre antal virksomheder (amærkede<br />
virksomheder) er amtet myndighed. I forhold til de særligt forurenende virksomheder (kap.<br />
5) er der udover tilsynet tillige opgaver vedr. godkendelse og kontrol. I en virksomheds godkendelse<br />
fastsætter myndigheden grænseværdier for virksomhedens forurening - dvs. en slags<br />
forureningstilladelse. Myndighederne skal føre tilsyn med om disse værdier overholdes og gribe ind og<br />
sanktionere over for eventuelle overtrædelser. I godkendelsen er fastlagt en række grænseværdier for<br />
den højst tilladte koncentration eller mængde af forurenende emissioner som virksomheden må udlede.<br />
Ved fastsættelse af emissionsværdier benyttes en række vejledninger, standarder, retningslinier,<br />
tekniske specifikationer m.m. udarbejdet af Miljøstyrelsen. Udarbejdelse af disse sker typisk i<br />
samarbejde med interesseorganisationer.<br />
Miljøopgaverne sigter mod en rent kontrollerende funktion, hvor regulering af og kontrol med enkeltemissioner<br />
udgør hovedfunktionen. Desuden fokuserer miljøreguleringen udelukkende på processer -<br />
ikke på produkter. Myndighederne har således ikke hjemmel til at regulere miljøbelastning fra<br />
produkterne, ej heller i affaldsfasen ved bortskaffelse af produkterne.<br />
Myndig Myndighedernes Myndig hedernes rolle<br />
Kommunerne fører tilsynet med regler om affald, spildevand, forurening fra virksomheder m.v. efter<br />
miljøbeskyttelsesloven. Kommunerne forvalter ca. 2/3 af det offentliges samlede udgifter til<br />
miljøbeskyttelse.<br />
Kommunernes opgaver på miljøområdet spænder fra typiske myndighedsopgaver med tilsyn og<br />
håndhævelse over til kortlægning og planlægning til drifts- og administrationsopgaver. Kommunernes<br />
miljøforvaltninger brugte 985 årsværk i 1999 til administration af og tilsyn efter følgende love:<br />
miljøbeskyttelsesloven, lov om affaldsdepoter, vandforsyningsloven, vandløbsloven og lov om<br />
kemiske stoffer og produkter. Ressourcerne til miljøkontrolopgaver var i 1999 fordelt således: 3<br />
- Tilsyn med virksomheder og landbrug 62 procent.<br />
- Planlægning og kortlægning bl.a. affald, spildevand og vandforsyning 32 procent.<br />
- Godkendelse af virksomheder 5 procent.<br />
Miljøbeskyttelsesloven er på det senere desuden blevet revideret for at gennemføre EU's IPPC-direktiv<br />
om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening. Direktivet fremhæver bl.a. kravet om brugen<br />
3 Miljøstyrelsen, 2001.<br />
8
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
af bedst tilgængelig teknik (BAT) og udvider offentlighedens inddragelse i beslutninger vedr.<br />
virksomheders miljøforhold<br />
Varetagelsen af de lokale miljøopgaver i miljøbeskyttelsesloven har gennem årene undertiden været<br />
udsat for kritik. Det skyldes at varetagelsen i en del kommuner, særligt de mindre, har været præget af<br />
utilstrækkelighed i forhold til ressourceanvendelse, det faglige miljø, specialiseringsgrad og<br />
fleksibilitet.<br />
De årlige tilsynsberetninger fra kommunerne har vist, at opgaverne og ressourcerne hertil i en række<br />
kommuner har været lavt prioriteret. Mange kommuner har ikke opfyldt ikke de lovmæssige krav i<br />
miljøbeskyttelsesindsatsen. Der blev på den baggrund indgået en række aftaler mellem kommunerne<br />
og Miljø- og Energiministeriet om øget udvikling og effektivisering af tilsynsarbejdet. Eksempelvis i<br />
1996 om en styrkelse af tilsynsindsatsen, hvor der blev indført et minimumsniveau, der bl.a. siger at<br />
mindst halvdelen af de særligt forurenende virksomheder skal tilses hvert år. Noget der har været<br />
medvirkende til, at der de sidste par år er sket en mindre stigning i ressourcer, der sættes af til<br />
området.<br />
Brugerbetaling<br />
Brugerbetaling<br />
Virksomhederne betaler at fast gebyr til varetagelse af opgaverne - uanset om de modtager ydelsen<br />
eller ej. På landsplan dækker brugerbetalingen ca. 50 procent. af kommunens udgifter i forbindelse<br />
med godkendelser og tilsyn med disse virksomheder og landbrug. Der er foretaget beregninger af,<br />
hvorvidt den opkrævede brugerbetaling står mål med de anvendte årsværksressourcer til det<br />
kommunale tilsyn. Disse beregninger viser at der i et mindre antal kommuner er opkrævet mere i<br />
brugerbetaling end de pågældende kommuner har anvendt i ressourcer på miljøtilsyn. 4<br />
Idealmodel Idealmodel ops opstillet ops tillet<br />
I sammenhæng med diskussionen om miljø- og levnedsmiddelkontrollernes fremtidige funktioner, som<br />
følge af at levnedsdelen i den reviderede fødevarelov udskiltes, blev der i Miljø- og Energiministeriets<br />
regi udarbejdet en form for idealbeskrivelse af 'den gode' miljøindsats i kommunerne. Beskrivelsens<br />
formål har været at tjene til inspiration for en prioritering og videreudvikling af den lokale<br />
miljøtilsynsindsats og indeholder bl.a følgende elementer: 5<br />
·<br />
modtages<br />
· Dialog med virksomheden om renere teknologi, så vidt muligt inden ansøgning om godkendelse<br />
muligheden for at anvende renere teknologi<br />
· Krav til virksomheden om at udarbejde detaljerede tekniske og økonomiske redegørelser om<br />
I alle godkendelsessager indgår vejledning og drøftelser om renere teknologi og energi-<br />
· Udarbejdelse af fast procedure vedr. promovering af renere teknologi<br />
4 Miljøstyrelsen, 1999.<br />
5 Miljøstyrelsen, 1999.<br />
9
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
· Dialog om miljøledelse som fast procedure i tilsyns- og godkendelsesarbejdet<br />
· Alle grønne regnskaber fra virksomhederne gennemlæses og kommenteres<br />
/ressourcebesparelser<br />
fastsættelse af renere teknologi-vilkår vurderes den pågældende teknologis påvirkning af hele<br />
stofkredsløbet<br />
· Så vidt mulig indeholder alle godkendelser vilkår om renere teknologiløsninger. Ved<br />
· Alle godkendelser indeholder en redegørelse om virksomhedernes affaldsforhold<br />
godkendelserne er overholdt<br />
· Tilsynet påser om med udgangspunkt i evt. målinger og analyseresultater om påbud og vilkår i<br />
og energi-/ressourcebesparelse<br />
· Dialog med alle relevante virksomheder om renere teknologi og vejledning om renere teknologi<br />
vejlede om mulighederne for at forbedre deres produkters miljøegenskaber fra vugge til grav<br />
· Vejledningen på renere teknologiområdet vil på sigt også omfatte produktdimensionen og<br />
Certificering Certificering reducerer reducerer tilsynsopgave<br />
tilsynsopgave<br />
Kommunernes Landsforening forventer at miljøcertificerede virksomheder kun i yderste sjældne<br />
tilfælde vil komme til at overtræde miljølovgivningen. Det forklares med at disse virksomheder har<br />
opstillet styringssystemer, der garanterer at produktionen foregår på en så miljømæssig skånsom måde<br />
som muligt. Kontrollen med miljøcertificerede virksomheder vil imidlertid ikke bortfalde. Men<br />
tilsynsrollen antages at blive forandret til f.eks. at fokusere på dialog og kontrol af virksomhedens<br />
egenkontrolsystemer. Der vil således ikke være behov for en lige så intensiv 'traditionel' kontrol af<br />
virksomhedens miljøforhold. Der peges på at kommunen som myndighed i stedet kan gå ind som<br />
sparringspartner, inspirator og katalysator, når det gælder virksomhedens arbejde med renere teknologi<br />
og miljøstyring.<br />
Sammenh Sammenhæng Sammenh ng med med andre andre virkemidler<br />
virkemidler<br />
Reguleringen af virksomheders miljøforhold bygger i al væsentlighed på et stoforienteret paradigme.<br />
Der er imidlertid indført et kildeorienteret element i form af princippet om renere teknologi. Ved en<br />
miljøreform i 1991 blev det således understreget, at der ved reguleringen af forurenende virksomhed<br />
først og fremmest skal lægges vægt på at forebygge forureningen ved anvendelse af renere teknologi.<br />
Renere teknologi defineres som ændrede produktionsprocesser, råvarer, hjælpestoffer og produkter,<br />
som mindsker ressourceforbruget og hindrer at forureningen opstår ikke alene i produktionsprocessen,<br />
men også i senere led i vare- og produktkredsløbet.<br />
Princippet om renere teknologi betyder ikke at kommunerne i godkendelsesordningen eller i<br />
tilsynsaktiviteterne kan stille krav om anvendelse af en speciel teknologi. Men kravene skal fastsættes<br />
svarende til det forureningsniveau, der er opnåeligt ved anvendelse af renere teknologi. Kommunerne<br />
har pligt til ikke kun at gribe ind så fremt en virksomhed medfører væsentlig forurening, men også<br />
hvis virksomheden medfører væsentlig mere forurening end hvis der anvendtes mindst forurenende<br />
teknologi. Der er således hjemmel i lovgivningen til at give påbud om renere teknologi.<br />
Det kan være vanskeligt at se sammenhængen mellem på den ene side nationale miljømål og -<br />
politikker og på den anden side indholdet i den regionale og lokale miljøregulering. For eksempel kan<br />
10
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Miljøstyrelsens liste over uønskede kemiske stoffer ikke anvendes som led i grundlaget for<br />
reguleringen. Det er således ikke muligt for myndigheden at pålægge begrænsninger i virksomhedens<br />
brug af stoffer på denne liste. Tilsvarende er der er ingen sammenhæng til ordningen omkring grønne<br />
regnskaber. Myndighederne deltager ikke i administrationen af ordningen og har ikke pligt til at bruge<br />
eller kommentere regnskabet.<br />
Et forsøg på at sammenkæde flere forskelige reguleringstiltag er den såkaldte “Eliteordning”<br />
Eliteordning<br />
Eliteordning<br />
Fra regeringens side har det været holdningen, at myndighederne i højere grad bør samarbejde med<br />
virksomhederne om, hvordan disse bedst muligt kan overholde reglerne. Som et konkret forsøg på at<br />
styrke dette samarbejde har Erhvervsministeriet undersøgt perspektiverne i at etablere en såkaldt<br />
eliteordning. Betegnelsen er inspireret fra forsikringsbranchen og formålet er kort fortalt at belønne de<br />
virksomheder, der kan demonstrere, at de har orden på blandt andet miljøforholdene. Disse såkaldte<br />
elitevirksomheder opnår fordele ved mere lempelige kontrolbesøg eller eventuelt ved at blive fritaget<br />
for gebyrer. Til gengæld giver frigørelsen af de ressourcer, der spares, mulighed for et mere omfattende tilsyn<br />
med de virksomheder, som ikke lever op til lovgivningen.<br />
Som opfølgning på finansloven for 1999 blev der foretaget en udredning vedrørende etablering af en eliteordning<br />
for virksomheder der overholder stillede krav med henblik på en forenkling og fornyelse af det offentlige<br />
kontrolsystem 6 . En udredningen der viste, at en eliteordning bør tage udgangspunkt dels i<br />
certificeringsordninger for virksomheder, dels i en graduering og koordinering af den offentlige<br />
kontrol.<br />
Med henblik på at sikre at eliteordningen bliver udbredt til relevante kontrolområder blev det<br />
efterfølgende som led i finanslovsaftalen for år 2000 aftalt at igangsætte pilotprojekter inden for<br />
fødevareområdet og miljøområdet. Dette har medført, at der blev igangsat fire forsøg i foråret 2000.<br />
Det drejede sig om:<br />
- Opstilling af mere detaljerede kriterier for, hvordan virksomheder kan inddeles ud fra deres<br />
miljøpræstationer. En opdelingen der skal bruges til at tilrettelægge tilsynet med virksomheder efter<br />
deres miljømæssige adfærd. Miljøstyrelsen forestår dette arbejde.<br />
- Vurdering af hvorvidt det har en gavnlig virkning på arbejdsmiljøet i virksomheden, at en<br />
virksomhed er enten er EMAS-registreret eller ISO 14001-certificeret. Er dette tilfældet, vil dette<br />
eventuelt fremover kunne have betydning for Arbejdstilsynets prioritering af, hvilke virksomheder eller<br />
dele af virksomheder, som skal kontrolleres. Forsøget foretages i Arbejdstilsynets regi.<br />
- Undersøgelse af, hvorvidt det kan overlades til virksomhederne at føre kontrol med deres egne<br />
køleanlæg, hvilket skal ske på baggrund af kurser i køle- og beholderteknik udbudt af Arbejdstilsynet.<br />
6 Erhvervsministeriet, 1999<br />
11
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Dette arbejde foretages tilsvarende i Arbejdstilsynets regi.<br />
- Sammenkædning af kontrol med plantesundhed i gartnerier med opfyldelse af en række betingelser<br />
fastsat af Plantedirektoratet. Er det muligt for virksomhederne at leve op til disse betingelserne,<br />
herunder at der ikke registreres fund af planteskadegørere inden for en periode på to år, vil<br />
kontrolfrekvensen for disse virksomheder blive reduceret med 20 procent. Plantedirektoratet forestår<br />
dette arbejde.<br />
Det forventes, at forsøgene er afsluttede i begyndelsen af 2001, hvorefter de skal evalueres. I den<br />
sammenhæng vil der blive gjort rede for de fremtidige perspektiver for ordningen.<br />
Milj Miljøkommunikation<br />
Milj kommunikation<br />
Virksomhedsgodkendelser, hvori er fastsat vilkår for virksomhedens forurening, er en form for<br />
miljøkommunikation, omend med noget begrænset informationsværdi.<br />
Når myndigheden - kommunen eller amtet - meddeler godkendelse til en virksomhed skal dette<br />
offentliggøres for lokalbefolkningen og der er en høringsperiode. Interesserede kan ved henvendelse til<br />
myndigheden få udleveret selve godkendelsens indhold. Der er en række høringspligtige parter, blandt<br />
andre Danmarks Naturfredningsforenings (DN) lokalafdeling. Denne ekspederer som oftest<br />
godkendelsen videre til hovedafdelingen som forsøger at gå indholdet igennem med henblik på evt.<br />
indsigelser.<br />
Effekt<br />
Effekt<br />
Karakteristisk for de lokale miljøopgaver er at varetagelsen har fokuseret snævert på den lovbetingede<br />
indsats og i mindre grad på en indsats, der rækker ud over denne. En myndighedsrepræsentant<br />
tillægger dette bureaukrat-tankegangen - "Vi er bedre til det vi skal, end til det vi må" 7<br />
. Arbejdet<br />
omkring styrkelse af renere teknologi-princippet lider i nogen grad under dette. For eksempel benyttes<br />
hjemmelen og instrumenterne til at påbyde renere teknologi meget sjældent af myndighederne.<br />
Reguleringen omkring tilsyns- og godkendelsesopgaverne kan ikke siges at sigte imod at sætte en<br />
løbende proces i gang i virksomheden, ej heller at fremme en særlig måde at producere på. For<br />
eksempel freder en godkendelse så at sige virksomheden for en periode på 8 år, hvor virksomheden<br />
ikke kan blive mødt af ændrede vilkår fra myndighedens side.<br />
Regulering baserer sig primært på brugen af generelt fastlagte grænseværdier og opgaven bliver<br />
således en rent kontrollerende funktion. Og alene i forhold til processen, ikke i forhold til produkterne.<br />
Brugen af grænseværdier som øvre loft for emissioner kan have som bivirkning at det snarere animerer<br />
virksomheden til at gå lige til stregen, fremfor at virke omvendt. Myndigheden kan have en<br />
egeninteresse i at virksomhedens vilkår ikke fastsættes for snævert, idet risici for overtrædelser - og<br />
dermed krav om myndighedens indgriben - herved reduceres.<br />
7 Konference arr. af IDA-Miljø den 25.11.99.<br />
12
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Som udgangspunkt for myndighedens fastsættelse af vilkår anvendes en lang række vejledninger,<br />
standarder, retningslinier og tekniske specifikationer. Dette materiale udarbejdes i centraladministrationen<br />
og fungerer som det faktiske regelgrundlag for miljøopgaverne. I forhold til at fremme<br />
miljøforbedringer kan der ligge en barriere i dette regelgrundlag - bl.a. fordi det har en meget generel<br />
karakter, altså ikke er målrettet den enkelte virksomhed, fordi grundlaget er udarbejdet i samarbejde<br />
med virksomhedernes interesseorganisation, og derved måske ikke er behæftet med den største<br />
progressivitet. Og fordi en del af dette grundlag er af ældre dato og altså ikke følger den teknologiske<br />
udvikling tæt.<br />
De fastsatte grænseværdier for emissioner lægger loft på udledning af visse kemiske stoffer og virker i<br />
et eller andet omfang begrænsende for brugen af disse. Reguleringens betydning i forhold til det<br />
samlede kemikalieforbrug, herunder som styrende for en reduktion af denne, er ikke markant.<br />
Gr Grønne Gr nne nne regnskaber<br />
regnskaber<br />
Loven om grønne regnskaber blev vedtaget i 1995 og trådte i kraft 1.1.1996. Der er således nu 1. og 2.<br />
generationer af offentliggjorte regnskaber. I 1998 blev offentliggjort 1.032 regnskaber. Regnskaberne<br />
offentliggøres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på lige fod med årsregnskaber.<br />
Pligten til at aflevere grønne regnskaber omfatter en række særligt forurenende virksomheder blandt de<br />
såkaldte "kap. 5-virksomheder" i miljøbeskyttelsesloven. Der er i dag godt 1.200 pligtige<br />
virksomheder, her til kommer godt 200 virksomheder, der har ønsket at benytte muligheden for at<br />
indlevere et frivilligt regnskab. Det er virksomhederne selv, der i meget høj grad definerer indholdet i<br />
og omfanget af regnskabet.<br />
Det politiske mål med grønne regnskaber er at skabe interesse for og tilskynde til en aktiv miljøindsats<br />
hos virksomheder og borgere.<br />
Lov om grønne regnskaber står formentlig over for en lovrevision. I december 1999 leverer<br />
Miljøstyrelsen et debatoplæg til Folketinget. En videre plan kunne se sådan ud: i foråret 2000<br />
udarbejdes lovforslag som sendes i høring, efterår 2000 fremsættes lovforslag i Folketinget, 1. januar<br />
2001 træder 1. fase af i alt 3 af revisionen i kraft. Hele revisionen er efter denne skitse endelig i kraft<br />
1. januar 2005.<br />
Myndighedernes Myndighedernes rolle<br />
rolle<br />
Det administrative system omkring de grønne regnskaber involverer mindst tre forskellige<br />
myndigheder - Erhvervs-og Selskabstyrelsen, Miljøstyrelsen og tilsynsmyndigheden (kommunen eller<br />
amtet). Tilsynsmyndigheden er den af de tre der bør kende mest til virksomhedens miljøforhold, men<br />
har kun stærkt begrænset indflydelse på regnskabet.<br />
Sammenh Sammenhæng Sammenh ng med med andre andre virkemidler<br />
virkemidler<br />
13
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Ordningen er løsrevet fra anden offentlig miljøregulering.<br />
Ordningens formål er at sikre at miljøoplysninger er til rådighed for den almindelige borger. Det<br />
samme formål har Lov om offentlighed i forvaltningen, klagesystemet i godkendelsesordningen,<br />
VVM-ordningen, Lov om aktindsigt i miljøoplysninger og de kommende regler som følge af Århuskonventionen.<br />
Listen over hvilke virksomheder, der er forpligtet til at indsende grønne regnskaber, er forskellig fra<br />
andre lister eller virksomhedskategorier, som fx. listen over virksomheder omfattet af IPPC-ordningen,<br />
listen over VVM-ordningen, listen over gebyrtakster, listen i Århuskonventionen.<br />
Hvis virksomheden har iværksat miljøstyring el. andet fritages den for at lave grønt regnskab.<br />
Milj Miljøkommunikation<br />
Milj kommunikation<br />
At virksomhederne orienterer offentligheden om dens miljøforhold på lettilgængelig vis er den helt<br />
centrale idé med de grønne regnskaber. Der er to hovedformål med loven om grønne regnskaber:<br />
påvirker miljøet<br />
· At sikre offentligheden lettilgængelig information om hvorledes de miljøtunge virksomheder<br />
Miljøhensyn skal indbygges i alle væsentlige beslutninger og initiativer - både i samfundet som<br />
helhed og for den enkelte virksomhed og borgere. Det kræver aktiv medvirken fra alle, herunder<br />
også virksomheder og borgere. En væsentlig forudsætning for medvirken er viden.<br />
Ved at denne information udarbejdes som årlige regnskaber får offentligheden også mulighed<br />
for at kunne følge med i udviklingen i virksomhedernes miljøforhold. (bem. til lovforslaget)<br />
virksomhedens valg af råvarer, ressourceforbrug, produktionsprocesser og forureningsforhold.<br />
· At inspirere virksomhedernes ledelse og medarbejdere til i endnu højere grad at fokusere på<br />
Effekt<br />
Effekt<br />
Der blev i foråret 1999 foretaget en større evaluering af ordningen med grønne regnskaber 8 . På<br />
baggrund af evalueringen af de grønne regnskaber vil det blive vurderet om loven bør revideres.<br />
5 ud af 6 regnskaber indeholder i det store og hele de basisoplysninger, som lovgivningen kræver.<br />
Hvert tredie regnskab har deciderede kvalitetsmangler enten i det obligatoriske indhold eller<br />
vedrørende miljøoplysninger, eller fordi regnskabet ikke er til at forstå. Regnskaberne giver som oftest<br />
et godt billede af virksomhedens ressourceforbrug, mens omtalen af forurenende stoffer hyppigere er<br />
noget mangelfuld. En lille andel af virksomhederne fortæller om indhold i produkterne.<br />
8 Center for Alternativ Samfundsanalyse, Gallup A/S, Konsulentfirmaet Hanne Eriksen. Miljøstyrelsen, 1999<br />
14
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
· Professionelle interessenter kender regnskaberne og har i vid udstrækning tillid til dem<br />
· Halvdelen af gruppen 'naboer og forbrugere' nærer enten mistillid til regnskabernes indhold eller<br />
· Virksomhederne har i gennemsnit brugt 95 timer på at udarbejde det grønne regnskab.<br />
· Omkring halvdelen af virksomhederne mener at udbyttet ved at udarbejde et grønt regnskab står<br />
ud af 4 har ingen reaktioner fået)<br />
· Virksomhederne har oplevet en meget lille interesse fra omverdenen for de grønne regnskaber (3<br />
er usikre over for indholdet.<br />
råvarer og hjælpestoffer samt affald.)<br />
· 40 pct. af virksomhederne har opnået miljøforbedringer (især inden for energi- og vandforbrug,<br />
med med omkostningerne. ca. 15 % har haft konkrete økonomiske fordele, i gennemssnit kr.<br />
75.000.<br />
Som det fremgår har 40 pct. af virksomhederne opnået miljøforbedringer, men årsagen til disse<br />
forbedringer er ikke nødvendigvis udarbejdelsen af det grønne regnskab. Det kan være forbedringer<br />
der var sat i gang uafhængigt af forpligtelsen til at lave grønt regnskab. En relativ stor andel - 60 pct.-<br />
af virksomhederne angiver at de ikke har opnået miljøforbedringer.<br />
Virksomhedsprofil Virksomhedsprofil i i forhold forhold ttil<br />
t il kvalitet og nytte nytte af de gr grønne gr<br />
nne regnskaber.<br />
regnskaber.<br />
Virksomhedsstørrelse<br />
Miljøstyring<br />
Miljøpolitikker<br />
Medarbejderinddragelse<br />
Intern ressourceanvendelse<br />
Ekstern ressourceanvendelse<br />
Intern ansvarsplacering<br />
Anvendelse til markedsføringsformål<br />
Virksomheder Virksomheder Virksomheder som som som hyppigere<br />
hyppigere Virksomheder Virksomheder som som hyppigere<br />
hyppigere<br />
udarbejder udarbejder gode gode gode regnskaber regnskaber med med<br />
med udarbejder udarbejder ddårlige<br />
d rlige regn regnska regn regnska<br />
skaber ska ber<br />
intern intern nyttev nytteværdi nyttev rdi<br />
uden uden intern intern nyttev nytteværdi nyttev rdi rdi<br />
Mellemstore eller store virksomheder<br />
Indført miljøstyring eller miljøledelse<br />
og EMAS<br />
Miljøpolitikker og handlingsplaner<br />
Formaliseret medarbejderinddragelse<br />
Primært anvendelse af interne<br />
ressourcer<br />
Supplerende anvendelse af miljøsagkyndige<br />
Miljøchef er ansvarlig<br />
Regnskabet anvendes aktivt i<br />
markedsføringen<br />
Små virksomheder<br />
Ingen miljøstyring<br />
Ingen politikker og planer<br />
Ingen medarbejderinddragelse<br />
Mindst mulig anvendelse af<br />
interne ressourcer<br />
Revisor hovedansvarlig for arbejdet<br />
Økonomichef er ansvarlig<br />
Regnskabet anvendes ikke i<br />
markedsføringen<br />
15
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Kemi Kemi Kemi i i de de gr grønne gr nne regnskaber regnskaber i i den den eksisterende eksisterende ordning<br />
ordning<br />
Lov om grønne regnskaber gælder i øjeblikket for visse særligt forurenende virksomheder, som alle<br />
må forventes at anvende uønskede stoffer i større eller mindre grad.<br />
Brancher, som er omfattet af lov om grønne regnskaber, og som i særlig grad anvender uønskede<br />
kemikalier i produktion eller produkter, er følgende:<br />
· Fremstilling, forarbejdning og overfladebehandling af jern, stål, metal, træ og plast<br />
· Indvinding og behandling af mineralolie, mineralolieprodukter, asfalt og naturgas<br />
· Kemisk fabrikation, limproduktion m.v.<br />
· Oparbejdning af vegetabilske råvarer, foderstofproduktion og trykkerier<br />
· Anden listevirksomhed: Virksomheder for industriel fremstilling af protein, pektin eller enzymer<br />
Lov om grønne regnskaber indeholder ikke specifikke krav vedrørende rapportering om uønskede<br />
kemikalier i produktionen eller produkterne. Men jf. §7, stk. 1 skal virksomheden rapportere om de<br />
væsentligste arter og mængder af forurenende stoffer i produktionsproces-ser, produkter,<br />
udledninger/emissioner og i affald. Stoffer, som af Miljøstyrelsen anses for uønskede, bør være<br />
væsentlige arter af forurenende stoffer for de fleste typer af virksomheder som i øjeblikket er omfattet<br />
af loven om grønne regnslaber. Men foreløbig rapporterer stort set ingen virksomheder specifikt på<br />
deres anvendelse af uønskede stoffer. De uønskede stoffer er sandsynligvis omfattet af langt de fleste<br />
opgørelser af råvareforbrug, emissioner/udledninger og affald. Men de indgår ofte som en delmængde<br />
af andre kategorier i regnskabet.<br />
Uønskede stoffer er ligeledes omfattet af bekendtgørelsens §6, stk.1 jf. hvilken, ledelsen skal begrunde,<br />
hvorfor de oplysninger, som fremgår af regnskabet er valgt. Såfremt denne væsentlighedsvurdering<br />
alene sker udfra miljø- og sundhedsmæssige parametre, bør uønskede stoffer være omfattet af<br />
regnskabet i langt de fleste tilfælde, såfremt de indgår i produktion, produkter m.v. Men det fremgår<br />
ikke af regnskaberne i dag i dag. Sandsynligvis af årsager som beskrevet i debatoplægget: manglende<br />
kendskab til indholdsstoffer i råvarer og halvfabrikata. Men det kan også skyldes, at mængden<br />
hvormed stofferne indgår som en vigtig parameter, når væsentligheden skal vurderes.<br />
Mulighederne Mulighederne for for brug brug af af gr grønne gr nne regnskaber regnskaber ift. ift. kemikalierne<br />
kemikalierne<br />
I forbindelse med den revision af loven om grønne regnskaber har Miljøstyrelsen udarbejdet et<br />
debatoplæg. Da Miljø- og Energiministeren i betænkningen til IPPC-loven tilkendegav, at det bør<br />
overvejes, hvordan udviklingen i forbruget af uønskede kemikalier kan indgå i de grønne regnskaber,<br />
omfatter debatoplægget input til, hvordan dette kan ske.<br />
I debatoplægget blev det anbefalet, at vejledningen til Loven om grønne regnskaber præciserer<br />
følgende:<br />
- Virksomhederne skal oplyse om uønskede kemikalier i produktionen (for mængder over en<br />
16
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
nærmere fastsat grænse), og hvis der er ”huller” fortælle hvor stort ”hullet” er - dvs. for hvor<br />
stor en andel/mængde af råvarerne/input, man ikke ved, om de indeholder uønskede kemikalier.<br />
I forhold til dette, er arbejdsgruppen af den opfattelse, at præciseringen ikke alene bør vedrøre input af<br />
uønskede stoffer - den bør også omfatte ønskede stoffer i produkter, udledninger/emissioner og i affald<br />
fra virksomhedens aktiviteter. Dette vil fortælle læseren, hvor de ønskede stoffer forsvinder hen -<br />
f.eks. primært som affald eller i produktet, og det vil være værdifulde oplysninger for det næste led i<br />
værdikæden.<br />
Det bør dog overvejes, om en ændring af vejledningen er nok til at opnå den ønskede effekt: at<br />
reducere forbruget af uønskede stoffer. Arbejdsgruppen mener, at dette er et ”klassisk” eksempel på, at<br />
politikerne skal gøre sig målet klart og gå efter hele bolden med lovgivningen. Ønskes der fra politisk<br />
hold en effekt ift. forbruget af uønskede kemikalier ved brug af Loven om grønne regnskaber, bør man<br />
på derfor tage hele skridtet og indføre krav om rapportering på input og output af uønskede stoffer i<br />
produktionen.<br />
En mindre ulempe ved at indføre specifikke krav vedrørende uønskede stoffer i Loven om grønne<br />
regnskaber er imidlertid, at det kan gøre regnskaberne mindre læsevenlige. Jo mere virksomhederne<br />
bindes ift. indholdet i det grønne regnskab, jo større er risikoen for at mange regnskaber bliver<br />
regulære opremsninger af oplysninger jf. lovens krav. Mange regnskaber har i dag denne tendens.<br />
Debatoplægget fra peger på, at mange virksomheder ikke oplyser specifikt om uønskede kemikalier i<br />
produktion, produkter m.v., fordi de ofte ikke er klar over, om disse kemikalier indgår i råvarer eller<br />
halvfabrikata, som indgår i produktionen. De brancher, der i dag er omfattet af loven om grønne<br />
regnskaber, er i stort omfang fremstillere af ”basis-produkter”, som indgår i produktion og produkter i<br />
en lang række andre brancher. Lov om grønne regnskaber kan således - hvis det nuværende omfang<br />
bevares - være et redskab til - gennem fokusering på og rapportering specifikt om anvendelsen af<br />
uønskede kemikalier - at få producenter af disse ”basis-produkter” til at substituere uønskede<br />
kemikalier i såvel produktion som produkter.<br />
Arbejdsgruppen finder, at en ændring af lov om grønne regnskaber ift. uønskede stoffer bør suppleres<br />
med andre virkemidler, som kan guide virksomhederne i samme retning. Oplysninger alene giver ingen<br />
effekt - der skal skabes et kundekrav eller andre incitamenter til forbedringer på området.<br />
Eksempler på supplerende virkemidler er:<br />
Grønne indkøb fokusere på indsats for substitution af uønskede stoffer<br />
Debatoplæg lægger op til, at det skal gøres pligtigt at rapportere om hvilke krav der stilles til<br />
· ·<br />
produktudvikling<br />
· Støtte til projekter vedrørende substitution (eller genanvendelse) - i såvel produktion som<br />
· Opdatering af indkøbsvejledninger ift. uønskede kemikalier<br />
produkter<br />
· Arbejde for andelen af uønskede stoffer i produktet som en parameter ved miljømærkning af<br />
underleverandører. Denne pligt kan udvides til at oplyse hvilke krav der stilles til<br />
17
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
underleverandører om indholdet at uønskede stoffer (produkter/råvarer) eller håndtering<br />
(affaldsaftager).<br />
optimale for at minimere brug af uønskede stoffer. Dette kunne ske ved hjælp af spørgeskemaer<br />
til medarbejdere, som ikke er kendt for virksomhedens ledelse.<br />
· Måske kan det gøres pligtigt at lade medarbejderne vurdere af om virksomheden gør sit<br />
Ser man på erfaringerne fra andre lande, skal det fremføres, at Norge pr. 1. januar 1999 indførte krav<br />
til miljøoplysninger i alle norske virksomheders årsberetning. Vejledningen til, hvorledes denne<br />
opysningspligt skal efterkommes, indebærer, at virksomhederne skal oplyse om typer og mængder af<br />
miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, som indgår i produktet. Der bliver altså stillet konkrete krav<br />
vedrørende kemikalier i andre lande. De norske krav er helt nye, og der er visse problemer med dem<br />
(afgrænsnings-problemstillinger), så der er ingen erfaringer om, hvorledes de bliver efterlevet i praksis.<br />
Det skal desuden bemærkes, at miljøoplysningskravene til de norske virksomheder omfatter hele<br />
koncernen, og ikke alene de dele af koncernen, der er placeret i Norge. Et krav der gør det vanskeligt<br />
at eksportere miljøproblemerne. Men der kan opstå problemer med at kontrollere oplysninger<br />
omvirksomhedens aktiviteter i udlandet. Denne tanke om koncernrapportering har Miljøstyrelsen<br />
behandlet i sit debatoplæg. Her blev det fremført, at det i Danmark kan gøres pligtigt at offentliggøre<br />
sin miljøpolitik - og gøre rede for om den alene omfatter danske aktiviteter eller om eventuelle<br />
udenlandske aktiviteter også er medtaget. Miljøstyrelsen gør imidlertid opmærksom på, at det vil blive<br />
svært at kontrollere oplysninger, som er givet for udenlandske datterselskaber eller produktioner.<br />
Gr Grønne Gr Gr nne regnskaber regnskaber i i fremtiden<br />
fremtiden<br />
Folketinget arbejder i øjeblikket med en revision af loven om de grønne regnskaber. I forbindelse med<br />
denne revision er der fra Miljø- og Energiministeriets side lagt vægt på, at der er behov for at følgende<br />
forhold omkring loven om de grønne regnskaber styrkes:<br />
· At højne de grønne regnskabers informationsværdi, kvalitet og sammenlignelighed<br />
· At indføre krav om uvildig revision eller om tilsynsmyndighedernes rolle skal styrkes<br />
· At sikre større sammenhæng til virksomhedernes godkendelse<br />
Ministeren har desuden tilkendegivet: 9<br />
form, som giver et billede af hvordan virksomheden lever op til godkendelsens krav, og som<br />
illustrerer virksomhedens miljøprofil<br />
· At det bør sikres at måleresultaterne af en virksomheds egenkontrol bearbejdes til en læsevenlig<br />
grønne regnskaber.<br />
· At det bør overvejes hvordan udviklingen i forbruget af uønskede kemikalier kan indgå i de<br />
I forhold til at øge mængden af informationer om virksomhedernes brug af kemikalier, er det<br />
9 Betænkningen over forslag til IPPC-loven (L 161) om implementering af IPPC-direktivet.<br />
18
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
imidlertid endnu uklart, hvilken konkret effekt en revision af de grønne regnskaber vil medføre.<br />
Lov Lov om om kemiske kemiske stoffer stoffer og og produkter produkter<br />
produkter<br />
Kemikaliereguleringen i Danmark sker med udgangspunkt i kemikalieloven - Lov om kemiske stoffer<br />
og produkter. Det er karakteristisk at kemikalieloven er stærkt bundet til EU-lovgivning.<br />
Loven har til formål at forebygge sundhedsfare og miljøskade i forbindelse med fremstilling,<br />
opbevaring, anvendelse og bortskaffelse af kemiske stoffer og produkter. Loven skal sikre at der<br />
tilvejebringes fornødne oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der sælges her i landet. Og sikre<br />
at der kan foretages regulering af salg og anvendelse af de kemiske stoffer og produkter som er - eller<br />
på grundlag af foreliggende undersøgelser eller erfaringer formodes at være - farlige for sundheden<br />
eller skadelige for miljøet. Kun på særligt udvalgte områder regulerer kemikalieloven indholdet af<br />
kemiske stoffer i almindelige varer og produkter. Det betyder at den diffuse udledning af kemiske<br />
stoffer, som kommer fra almindelige forbrugsgoder generelt ikke er reguleret af loven.<br />
Ved kemiske stoffer forstås grundstoffer og deres forbindelser, således som de forekommer naturligt<br />
eller industrielt fremstillet. Ved kemiske produkter forstås såvel opløsninger som faste, flydende eller<br />
luftformige blandinger af to eller flere produkter.<br />
Loven er blev revideret dec. 1998 med det formål at bemyndige ministeren til at indgå frivillige aftaler<br />
med private brancheorganisationer m..v. om hel eller delvis finansiering af tilsyn - med det formål at<br />
styrke tilsynet.<br />
Ønsket om at kunne indgå frivillige aftaler var aktualiseret ved at der pågik drøftelser med<br />
kosmetikbranchens brancheforening (SPT) om at indføre et intensiveret tilsyn på området. Der har de<br />
seneste år været en øget opmærksomhed om især de sundhedsmæssige aspekter ved kosmetiske<br />
produkter og dermed en stigende forventning om at myndighederne griber ind over for potentielt<br />
sundhedsfarlige produkter (fx. Skin Cap).<br />
Myndighedernes Myndighedernes rolle<br />
rolle<br />
Tilsynet udøves primært af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion. Der bruges tre metoder:<br />
hos forhandlere<br />
· Handelskontrol, som er tilsyn med salg af giftige og meget giftige kemiske stoffer og produkter<br />
bekendtgørelse, enproduktgruppe, en branche og/eller et geografisk område<br />
· Kampagner, som er målrettede og tidsbegrænsede tilsyn på et afgrænset område, f.eks. en<br />
· Opfølgning på indberetninger om formodede overtrædelser af kemikalieloven<br />
Effekt<br />
Effekt<br />
Egentlige forbud mod eller begrænsninger i anvendelsen af konkrete stoffer er meget vanskelige<br />
virkemidler. Sådanne virkemidler forudsætter en kortlægning af den nuværende anvendelse af de<br />
19
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
pågældende stoffer samt en vurdering af på hvilke områder, der kan anvises mindre skadelige<br />
alternativer. Desuden vil en ensidig dansk begrænsning af et stof ikke kunne gennemføres uden EU-<br />
Kommissionens og medlemslandenes accept.<br />
På udvalgte områder omfatter den nuværende kemikalieindsats begrænsninger i adgangen til at bruge<br />
bestemte stoffer, bl.a. helt eller delvist forbud. Den hidtidige indsats har koncentreret sig om<br />
tungmetaller. De nuværende anvendelsesbegrænsninger bygger dels på ren dansk lovgivning og dels<br />
på EU-regulering. Et eksempel herpå er, at der er i marts 1999 blev indført forbud mod phthalater i<br />
legetøj til børn i alderen 0-3 år samt i visse småbørnsartikler.<br />
20
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Økonomisk konomisk konomisk-/markedsorienterede konomisk /markedsorienterede virkemidler virkemidler<br />
virkemidler<br />
Miljømærker<br />
Anvendelsen af miljømærkningsordninger er af nyere dato, og meget tyder på, at der er tale om et perspektivrigt<br />
virkemiddel, hvilket især det danske økologimærke på fødevarer et godt eksempel på. I forhold til non-food<br />
produkter er brugen af mærkning, som et miljøpolitisk virkemiddel, imidlertid stadig ikke fuldt udviklet. Der<br />
mangler eksempelvis at blive udviklet kriterier for en lang række produkter og produktgrupper, og der er<br />
stadigvæk et stort behov for at tilpasse markedet til disse mærkningsordninger.<br />
Der eksisterer på nuværende tidspunkt 4 deciderede miljømærker på non-food produkter og 7 økologiske<br />
mærker, som er rettet mod fødevarer (og delvist til tekstiler og træ). Dertil kommer et større antal miljørelaterede<br />
mærker eksempelvis energisparemærker, genbrugssymboler samt de påbudte faresignaler på farebetonede<br />
kemikalier. 10<br />
Medtages samtlige mærksningsordninger på det danske marked er der tidligere foretaget skøn på mellem 400 –<br />
600 private mærker samt 36 offentlige 11 .<br />
Overordnet kan der skelnes mellem tre forskellige mærkningstyper:<br />
- Negative miljømærker. Obligatoriske mærker, der angiver negative egenskaber ved et produkt.<br />
- Neutrale miljømærker. Miljøvaredeklarationer, der redegør for produktets miljøegenskaber og derved giver<br />
forbrugeren mulighed for at foretage en sammenligning mellem forskellige produkter inden for samme<br />
produktkategori.<br />
- Positive miljømærker. Priser produktet for at opfylde nogle miljøkriterier, der er over markedsstandarden.<br />
Mærket skal derfor ses som en anbefaling af produktet.<br />
Følgende gennemgang indeholder en introducerende tilgang til de to førstnævnte mærkningstyper, men vil<br />
hovedsageligt fokusere på miljømærkerne Svanen og Blomsten, dvs. de positive miljømærker på non-food<br />
produkter.<br />
10<br />
Oversigt fra grøn information, juni 2000.<br />
11<br />
Forbrugerstyrelsen, 1999<br />
21
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Negative miljømærker<br />
Anvendelse af negative (obligatoriske) miljømærker er omfattet af lov nr. 21 fra januar 1996 om kemiske stoffer<br />
og produkter og heraf medfølgende bekendtgørelse om bestemmelser for salg, mærkning, emballering med<br />
videre. De kemiske stoffer og produkter, der er omfattet af bestemmelserne må således kun sælges såfremt, at de<br />
er mærket med specifikt korrekte oplysninger. Oplysninger, der blandt andet kan indeholde farebetegnelser og<br />
faresymboler. Eksempler på denne type mærkning er de kendte faresymboler på udvalgte kemikalier samt de<br />
såkaldte R- og S-sætninger. Sætninger der henviser til henholdsvis risici eller sikkerhedsmæssig korrekt<br />
håndtering og opbevaring.<br />
De negative mærker anvendes blandt andet når der tale om følgende produkter eller stoffer:<br />
· Meget brandfarlige<br />
· Eksplosionsfarlige<br />
· Let antændelige<br />
· Sundhedsskadelige<br />
· Meget giftige<br />
· Miljøfarlige<br />
De ovenstående mærker har udelukkende til formål at gøre brugerne opmærksomme på, at forkert brug kan<br />
udgøre en risiko for folks sundhed og sikkerhed. Det er er endvidere påbudt, at disse farlige kemiske stoffer og<br />
produkter skal leveres med en udførlig brugsanvisning på dansk.<br />
Ud over disse mærkers oplysende/advarende funktion, er det blevet fremført, at mærker af denne karakter får de<br />
berørte virksomheder til at forsøge at ændre deres produkter, således at disse ikke skal mærkes. En sådan<br />
substitution af skadelige stoffer til mindre skadelige stoffer vil således kunne medføre miljømæssige<br />
forbedringer. 12<br />
MAL-koder<br />
Et andet eksempel på denne form for negativ obligatorisk mærkning er brugen af MAL-koder, der blandt andet<br />
udspringer af arbejdsskader som følge af de store mængder af organiske opløsningsmidler i maling, trykfarve,<br />
lakker, afvaskere og lignende. Disse produkter skal mærkes med såkaldte MAL-koder, som fortæller hvilken<br />
beskyttelse der bør anvendes ved brug af produkterne. Denne mærkningsordning er opbygget efter et princip om<br />
at des højere MAL-koderne er des større sundhedsfare er der. Noget der tilsvarende medfører øgede krav til<br />
afhjælpeforanstaltninger og beskyttelse af de ansatte. Konkret mærkes produkter, der har den laveste<br />
faremærkning med koden 00-1 mens højeste faremærkningskode er 5-6.<br />
Ordningen administreres af arbejdstilsynet og har eksisteret gennem de sidste ca. 20 år. Mærkningsordningen er<br />
udviklet til arbejdsmiljøforholdene og er således primært tiltænkt de professionelle malere. Der har været<br />
overvejelser fremme om at udvikle mærkningsordningen således, at den ikke længere kun henvender sig til<br />
professionelle indkøbere men også retter sig mere direkte til forbrugerne. En positiv konsekvens ved brugen af<br />
MAL-koder har været - ud over forbedring af arbejdsmiljøet - at dansk farve- og lakindustri i mange år har<br />
inkluderet både miljø- og arbejdsmiljøhensyn i deres produktudvikling. Dette har medført, at Danmark i dag er på<br />
forkant indenfor udviklingen af mindre miljø- og arbejdsmiljøbelastende farve og lakprodukter.<br />
12 EPA - USA<br />
22
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Neutrale miljømærker – Miljøvaredeklarationer<br />
Miljøvaredeklarationer adskiller sig fra andre typer af miljømærker ved at være neutrale i beskrivelsen af det givne<br />
produkt. Dette betyder at disse deklarationer ikke indeholder anbefalinger eller stillingtagen til, hvorvidt produktet<br />
er mere miljøvenligt end andre tilsvarende produkter. Denne vurdering er det op til køberen at foretage på<br />
baggrund af de informationer som miljøvaredeklarationen giver. Anvendelsen af miljødeklarationer er derfor først<br />
og fremmest rette mod de professionelle indkøbere, hvilket vil sige den handel der foregår mellem ”business to<br />
business”. For ikke sagkyndige forbrugere vil neutrale beskrivelser af produkternes indholdsstoffer, energiforbrug<br />
og lignende formodes at være meget vanskelige at forholde sig til. 13<br />
Generelt set er der tre hovedformål med miljøvaredeklarationer:<br />
· At give mulighed for at kunne foretage sammenligninger for her igennem at kunne foretage det bedste<br />
miljøvalg.<br />
· At øge opmærksomheden omkring de miljøproblemer, der er relateret til produkterne. Med henblik på at<br />
fremme anvendelsen af mere miljørigtige produkter.<br />
· At øge mængden af data og informationer for de forskellige produkter og produktionstyper.<br />
At udarbejde deklarationer er en omfattende og vanskelig proces, hvor meget komplicerede ting skal kunne<br />
sammenlignes på en simpel måde uden, at der går vital information tabt. Eksempelvis har valg af den funktionelle<br />
enhed til brug for en livscyklusanalyse stor betydning for det endelige resultat. Den funktionelle enhed bruges<br />
blandt andet som sammenligningsgrundlag mellem beslægtede typer af produkter. En mere grundlæggende<br />
forudsætning for at denne type af miljømærkning kan anvendes er, at der skal være en klar gennemsigtighed<br />
igennem hele deklarationsprocessen. Det kræver konsensus omkring parametre i deklarationerne. Et andet<br />
aspekt er vigtigheden af i højere grad at kunne inddrage affalds- og afskaffelsesfasen i miljøvaredeklarationerne,<br />
da det ofte er i disse faser at produkterne at miljøproblemerne opstår.<br />
På nuværende tidspunkt foregår der er et udviklingsarbejde i ISO-regi om miljøvaredeklarationer. Samlet set er det<br />
de samme diskussioner, der gør sig gældende for miljøvaredeklarationerne, som for diskussionerne om brug af<br />
livscyklusanalyser i forbindelse med kriterieudformningerne for miljømærker. Miljøvaredeklarationer skal da<br />
heller ikke ses som en konkurrent til de andre typer af miljømærker men snarere som et supplement til at få<br />
synliggjort miljøbelastningen ved de enkelte produkter overfor forbrugerne.<br />
Sigtet med miljøvaredeklarationer er som nævnt, at de især er rettet mod professionelle indkøbere. En af<br />
intentionerne med disse deklarationer er, at man som køber på en hurtig og effektiv måde skal kunne fravælge<br />
uønskede miljøegenskaber, som eksempelvis persistente kemiske stoffer. En anden vigtig funktion er, at<br />
miljøvaredeklarartionerne skal gøre det muligt at sammenligne miljøpræstationen mellem identiske typer af<br />
produkter, således at det er muligt at vælge det produkt, der kan yde den bedste miljøpræstation.<br />
Samlet set er der tale om en miljømærkningsordning med perspektiver, men samtidig stiller en sådan ordning<br />
også betydelige krav til producenter om gennemskuelig information i alle produktionsled. Udvælgelse af de<br />
centrale parametre i miljøvaredeklarationerne samt kravet om uvildig kontrol vil formodentlig betyde, at<br />
godkendelse af virksomheders brug af disse miljøvaredeklarationer vil blive en lige så omfattende proces, som den<br />
der anvendes ved henholdsvis Svanen og Blomsten.<br />
13 Stiftelsen Østfoldforskning, 1998<br />
23
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Positive miljømærker<br />
Der satses forholdsvist meget på de positive miljømærker, som et effektfuldt virkemiddel i den fremtidige<br />
miljøregulering. Hensigten er at forbrugerne i deres produktvalg skal inddrage miljøforhold, som en parameter på<br />
lige fod med pris og kvalitet, hvorved der skabes et incitament hos producenterne til i højere grad at inddrage<br />
miljømæssige aspekter end tilfældet er i dag.<br />
På nuværende tidspunkt er de langt væsentligste parametre på markedet produkternes pris og kvalitet og kun i et<br />
begrænset omfang produkternes miljøegenskaber. En forudsætning for at miljømærkede produkter kan opnå<br />
succes på markedet er derfor, at de i videst mulig omfang kan konkurrere både på pris og kvalitet. Danske<br />
undersøgelser har vist at mellem 1/3 og 3/4 af forbrugerne vil tage hensyn til miljø i forbindelse med deres<br />
indkøb. Erfaringerne har imidlertid også vist at det tager en årrække førend, at et mærke slår i gennem. Erfaringer<br />
fra eksempelvis introduktion af økologiske fødevarer peger på at etablering af et sådanne marked tager ca. fem år.<br />
14<br />
Der anvendes i Danmark to officielle positive miljømærkningsordninger på non-food produkter - Svanen og<br />
Blomsten. Disse verificeres af en for virksomheden uafhængig tredjepart, Miljømærkesekretariatet, som også står<br />
for administration af ordningen. Både det nordiske svanemærke og EU’s miljøblomstmærke reguleres i<br />
bekendtgørelse 35 af 19. januar 1998. De to mærker skal give garanti for, at de mærkede produkter er blandt de<br />
mindst miljøbelastende inden for den givne produktkategori. Desuden lægges der vægt på, at varens kvalitet<br />
tilsvarende skal være på højde med andre produkter af samme type.<br />
For at en vare kan blive certificeret til at kunne anvende et af disse miljømærker kræves det først og fremmest at<br />
der er udarbejdet kriterier for den produktgruppe, som varen hører under. Disse kriteriesæt udvikles løbende, og<br />
der kommer således stadigt nye til, hvorved det tilsvarende bliver muligt at få certificeret stadigt flere forskellige<br />
typer af varer. I de tilfælde, hvor der er udviklet kriteriesæt for en produktgruppe, kræves disse opfyldt for at en<br />
vare kan anvende miljømærkerne. Der stilles krav til de importører eller producenter, der vil have miljømærket<br />
deres varer, om dokumentation for overholdelse af de stillede krav. Miljømærkesekretariatet kan desuden foretage<br />
uvildig kontrol.<br />
Overordnet set fastsættes kravene til produkterne på baggrund af en LCA -tilgang. Miljøbelastningen forsøges<br />
vurderet i hele produktets livscyklus og der inddrages blandt andet aspekter omkring de anvendte råvarer, selve<br />
produktionsfasen eventuel. Desuden forsøges genbrug af produktet medtænkt.<br />
Oversigt over de hovedområder, hvor miljøbelastningen kortlægges: 15<br />
· Anvendte råmaterialer<br />
· Produktion<br />
14 Miljøstyrelsen, 1998<br />
15<br />
Miljømærkesekretariatet, 2000<br />
24
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
· Distribution og emballage<br />
· Brug<br />
· Bortskaffelse<br />
De specifikke kravene varierer fra produktgruppe til produktgruppe men kan f.eks. være: 16<br />
· Ingen brug af stoffer, der nedbryder ozonlaget<br />
· Intet eller meget lavt indhold af tungmetaller<br />
· Reduceret brug af farlige kemiske stoffer<br />
· Energibesparelser<br />
· Genanvendelse og minimering af affald<br />
På baggrund af disse vurderinger udvælges de væsentligste miljøforhold, som produkterne inden for den givne<br />
kategori skal forholde sig til. For at sikre, at der sker fortløbende miljøforbedringer, revideres kravene hver tredje<br />
år. Ved disse revideringer af kriterierne forsøges det at sikre, at der tilsvarende sker en løbende miljømæssig<br />
forbedring af de enkelte produkter.<br />
16<br />
Miljømærkesekretariatet, 2000<br />
25
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Der er mange ligheder mellem de to ordninger. Eksempelvis er de krav der stilles i det to ordninger er baseret på<br />
ens parametre. Imidlertid har det vist sig at der er forskel på den endelige kriterieudformning i de to ordninger.<br />
Det har dog vist sig vanskeligt at foretage en sammenligning af den miljømæssige effekt af de to ordninger. 17<br />
En overordnet forskel mellem de to ordninger er udbredelse og omfang. Hvor Svanen kun har deltagelse af de<br />
nordiske lande og således kun er brugbar i disse lande, gælder det for Blomsten at den er etableret og<br />
administreres i EU regi og kan derved anvendes på et langt større marked. På trods af at det potentielle marked for<br />
Blomsten er væsentligt større end det for Svanen, kan det konstateres, at det går meget trægt med at får udviklet<br />
kriterier for Blomsten. Et forhold der har bevirket, at Danmark er blevet tilsluttet den nordiske<br />
svanemærkeordning, som i dag er betydeligt mere udbredt på det danske marked end EU’s miljøblomstordning.<br />
(Der henvises til afsnittet om Miljøkommunikation).<br />
Blomsten - EU's miljømærke<br />
Baggrunden for ordningen var at en række lande sidst i 1980'erne var i gang med at indføre nationale<br />
miljømærkningsordninger. Der var følgelig en risiko for, at disse mærkningsordninger ville komme i konflikt med<br />
principperne om fri samhandel og virke som en form for teknisk handelshindring. Blomsten blev vedtaget i marts<br />
1992 for blandt andet at modvirke denne udvikling.<br />
Formålet er at fremme udbud og efterspørgsel på de produkter, der er mindst miljøbelastende. Bestræbelserne er<br />
at give forbrugerne en enkel og troværdig information om, hvorvidt et produkt hører til blandt de mindst<br />
miljøbelastende inden for dets produktgruppe. Ordningen er gældende i de femten EU lande samt Norge, Island<br />
og Liechtenstein og den kan benyttes af alle producenter og importører, der afsætter produkter på EU-markedet.<br />
Ordningen er frivillig og skal som udgangspunkt dække alle non-food brancher, hvor der er udviklet kriterier. De<br />
brancher, der på nuværende tidspunkt især benytter sig af ordningen er farve- og lakindustrien, maskinindustrien<br />
(vaskemaskiner), papirvarer samt visse beklædnings- og tekstilvarer. Kriterier for valg af produktgrupper omfatter<br />
overvejelser omkring tilgængelighed i detailhandlen, andel af det daglige forbrug, miljømæssig betydning,<br />
produktgruppernes synlighed samt interessen fra producenterne og importørerne<br />
Kriterierne for at få tildelt mærket er fastsat således, at 5-30% af produkterne på markedet indenfor en<br />
produktgruppe skal kunne få tildelt mærket. Disse kriterier udarbejdes på baggrund af livscyklusanalyser, der<br />
søger at bestemme de væsentligste miljøproblemer, som er relateret til produktet. Ud fra disse analyser udvælges<br />
kriterierne for produktet. Det er dog vigtigt at understrege, at udvælgelsen af kriterier er en meget kompleks<br />
proces, der involverer både EU-kommission, miljømærkenævnet, industri og diverse interesseorganisationer. På<br />
sigt er det hensigten at ordningen skal være selvfinansierende. Indtil videre sker en del af finansieringen i<br />
Danmark af Miljøstyrelsen.<br />
Omkostningerne til ordningen dækkes mellem myndigheder, producenter, importører og forhandlere. Samlet set<br />
er det dog myndighederne der dækker hovedparten af udgifterne. Med hensyn til producenterne betaler disse et<br />
ansøgningsgebyr på kr. 3.500 kr. Dertil kommer et anvendelsesgebyr, som udgør 0,15 procent af omsætningen.<br />
17<br />
Ingeniøren nr. 38, 1996<br />
26
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
OECD gennemførte i 1997 en evaluering af EU-blomsten, med det formål at vurdere de markeds- og<br />
handelsmæssige effekter af ordningen. Da ordningen imidlertid kun har haft en ringe udbredelse på markedet har<br />
den derfor også kun haft en meget beskeden effekt. Der er endnu ikke foretaget en evaluering af forbrugernes<br />
holdning til miljømærket grundet den meget beskedne udbredelse. Senest undersøgelser tyder på at det stadig går<br />
trægt med udbredelsen.<br />
Svanen - det nordiske miljømærke<br />
Arbejdet med svanemærket blev igangsat i 1989 af Nordisk Ministerråd. Danmark blev imidlertid ikke tilsluttet<br />
ordningen før i 1997. At Danmark alligevel valgte at tilslutte sig Svanen skyldes som nævnt den langsommelige<br />
proces med at få udviklet og godkendt kriterier til EU's miljømærke Blomsten.<br />
Ordningen er frivillig og rettet mod produkterne, ikke virksomhederne, og er gældende i de nordiske lande. Det er<br />
endvidere muligt for udenlandske virksomheder at søge om at blive tilsluttet ordningen.<br />
Formålet med ordningen er ligesom med EU-blomsten at stimulere til et mere miljøvenligt forbrug ved vejledning<br />
af forbrugere og indkøbere, der ønsker at handle miljøbevidst. Desuden er et formål at fremme udvikling,<br />
afsætning og anvendelse af produkter, som er mindre miljøbelastende. Ordningen kan benyttes af alle de<br />
brancher, der er udviklet kriterier for og den er gælder både for producenter og importører. Det er dog især<br />
brancherne trykkeri, grossister af papirvarer og kemisk industri, der benytter ordningen.<br />
Som i tilfældet med Blomsten er det for Svanens vedkommende myndighederne, der betaler langt hovedparten af<br />
udgifterne til ordningen mens brugerbetaling på nuværende tidspunkt endnu kun er beskedent. Virksomhederne<br />
betaler et fastsat gebyr på 3500 kroner for at ansøge om mærket. Hertil kommer, at der ved godkendelse skal<br />
betales et anvendelsesgebyr på 0,4% af omsætningen af det mærkede produkt. Dog skal der maksimalt betales kr.<br />
250.000.<br />
Svanemærket er uden tvivl det mest kendte miljømærke af de to mærker Blomsten og Svanen. Der har imidlertid<br />
også været rejst kritik af ordningen. Et kritikpunkt til ordningen har blandt andet været, at der ved eksempelvis<br />
papirprodukter tages for meget hensyn til nordiske lande og deres genbrugsordninger. Dette er blevet kritiseret af<br />
lande uden for mærkningsfællesskabet, disse lande har samtidig påpeget, at deres virksomheder ikke har haft<br />
mulighed for at deltage aktivt i kriterieudvælgelsen.<br />
Andre eksempler positive miljømærker og miljøanprisninger af produkter<br />
En anden type eksempel på brugen af de positive miljømærker er en række firmaers og erhvervsorganisationers<br />
egne miljømærker eller egne anprisninger af deres produkters miljøvenlighed. Initiativer der er omstridt på grund<br />
af at ordningerne hverken er udarbejdet af eller kontrolleres af uafhængige instanser. Som oftest er der tale om, at<br />
man her anvender miljø som en parameter til at reklamere for egne produkter, uden at der ligger nogen reel<br />
miljømæssig indsats bag.<br />
Ofte fortæller disse mærker ikke den fulde sandhed omkring produktet. Eller mærkerne kan endog være direkte<br />
på kant med markedsføringsloven. Af eksempel herpå kan være anprisning af spraydåser, hvor det anføres, at der<br />
ikke indgår CFC som drivmiddel. Da stoffet imidlertid er forbudt i produktet er det i strid med<br />
markedsføringsloven.<br />
Et eksempel på en miljømærkningsordning etableret af erhversorganisationer er I.P. mærket. I. P. står for<br />
Integreret Produktion og er blandt andet udarbejdet af Dansk Erhvervsgartnerforening. Den erklærede målsætning<br />
for producenten er at nedsætte mængden af sprøjtemidler. En mærkningsordning der imidlertid ikke tyder på<br />
have haft udpræget succes hos forbrugerne.<br />
27
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Hertil eksisterer desuden udenlandske miljømærker, som kan medvirke til at forvirre forbrugerne. Hvilket det<br />
tyske "Der Grüne Punkt" er et eksempel på. Mærket ses ofte på emballage. Imidlertid er der tale om et<br />
sorteringsmærke, som kun anvendes i Tyskland og derfor er rettet mod de tyske forbrugere. En genbrugsordning<br />
som Danmark ikke deltager i, hvorfor mærket er helt uden effekt herhjemme. Et andet eksempel er udvalgte<br />
genbrugsmærker, der også kan være misvisende. Dette gælder blandt andet det genbrugsmærke, som kan<br />
optræde på aluminiumsfolie. Fra et miljømæssigt synspunkt er genbrug af aluminium hensigtsmæssig. Problemet<br />
er imidlertid, at der ikke foretages systematisk indsamling af aluminium i Danmark. Det er derfor op til<br />
forbrugerne selv at aflevere aluminiumsfolien på få udvalgte steder i landet. 18<br />
Problemerne med miljømærker og anprisninger, hvor det er tvivlsomt om der overhovedet er nogen miljøeffekt,<br />
er ikke så udbredt i Danmark som i andre lande. Dette skyldes blandt andet at der har været end del fokus på<br />
denne problematik herhjemme. Anmeldelser til forbrugerombudsmanden og fokus på problemet i miljø- og<br />
forbrugerorganisationer har været medvirkende til at især de store producenter i højere grad har forsøgt at undgå<br />
denne form for markedsføring. 19<br />
Det er imidlertid et område, hvor det også fremover er nødvendigt at rette opmærksomheden. For mange<br />
miljømærker og miljøanprisninger, som ikke alle er lige reelle, kan gøre det vanskeligt for forbrugerne at træffe<br />
det miljømæssigt set mest hensigtsmæssige valg. Desuden kan disse mærker og anprisninger udvande værdien af<br />
et miljømærke som Svanen. Herved risikeres det, at et perspektivrigt miljøpolitiks virkemiddel forringes i<br />
væsentlig grad.<br />
Myndighedernes rolle<br />
Myndighederne har i Danmark en central rolle i forbindelse med brugen af miljømærker. Hvad angår Svanen er<br />
kriterierne udviklet i samråd med blandt andet Miljøstyrelsen og Miljømærkenævnet i samråd med de andre<br />
nordiske miljømærkningsinstitutioner. Blomsten er udviklet i EU regi. For begge mærker er der dermed sikret en<br />
hvis national indflydelse. I forhold til den markedsmæssige udbredelse og succes for miljømærkerne gælder det,<br />
at myndighedernes rolle her ikke kan undervurderes.<br />
Det fremtidige arbejde med at verificere og kontrollere virksomhederne må forventes i højere grad at blive<br />
foretaget af uafhængige organisationer. Eksempelvis de organisationer, der på nuværende tidspunkt foretager<br />
verifikation af miljøledelsessystemerne.<br />
18 Grøn information, 2000<br />
19<br />
AKTUELT 3. april 2000<br />
28
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Det kræver store omkostninger at få udbredt kendskabet til miljømærker i en sådan grad, at de bliver et<br />
selvfølgeligt valg for forbrugerne. Skal miljømærker derfor udbredes yderligere, tyder det på, at myndighederne<br />
fortsat må virke som den primære drivkraft. Både med hensyn til at informere tilstrækkeligt om mærkerne samt<br />
at skabe økonomiske incitamenter for virksomhederne gennem en offentlig grøn indkøbspolitik. 20<br />
Sammenhæng med andre virkemidler<br />
Introduktionen af miljømærkning som et miljøpolitisk virkemiddel skal ses på baggrund af, at det ikke er lykkes<br />
at opnå tilfredsstillende resultater med den traditionelle "command and control" regulering. Udviklingen i<br />
forureningen er gået fra at kunne relateres til punktkilder til at have en mere diffus karakter. Hvor forurening<br />
tidligere nemt kunne relateres til de enkelte virksomheder er udpegning af forureningskilderne i dag ikke længere<br />
så entydig. De sidste par årtiers myndighedsregulering har utvivlsomt betydet, at virksomhedernes udledninger i<br />
dag er blevet begrænset og er under kontrol. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at opspore kilderne til meget<br />
forurening i dag. Et forhold der skyldes, at forureningen af et givent stof ikke kun sker i produktionsfasen(erne)<br />
men også i de faser, der ligger før og efter den egentlige produktion. Hertil kommer, at der foregår en stor<br />
vareudveksling af varer på tværs af landegrænser. 60% af de produkter der forbruges i landet er blevet importeret.<br />
Tilsvarende eksporteres 60% af de produkter der produceres. 21<br />
En anden problemstilling ved det traditionelle tilsyns- og kontrolarbejdet er, at det ikke indeholder noget egentligt<br />
incitament for virksomhederne til at være progressive og gå ud over kravene i miljøbeskyttelsesloven. I et forsøg på<br />
i højere grad at motivere virksomhederne til at være mere progressive på miljøområdet har man fra<br />
miljømyndighedernes side blandt andet introduceret den produktorienterede miljøstrategi. En strategi der har<br />
haft til formål at fremme anvendelsen af virkemidler som f.eks. miljømærkning. Miljømærker kan ses som et<br />
betydningsfuldt forsøg på at få aktiveret markedskræfterne, således at der er et incitament for virksomhederne til<br />
at forbedre deres miljøpræstation.<br />
På trods af at der har været meget fokus på brugen af miljømærkning som et miljøpolitisk virkemiddel, har man<br />
fra miljømyndighedernes side endnu ikke har formået at skabe den mest optimale sammenhæng til andre<br />
virkemidler. Når det gælder de miljø- og sundhedsskadelige kemikalier, har man eksempelvis ikke fastsat<br />
langsigtede målsætninger i forhold disse. Miljømærkning kan netop være en måde, hvorpå man kan forsøge at få<br />
udfaset stofferne på ”Listen over uønskede kemiske stoffer” eller ”Effektlisten”<br />
20 Forbrugerstyrelsen, 1999<br />
21<br />
Miljøstyrelsen, 1998<br />
29
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Når det gælder de offentlige grønne indkøb, har det i praksis vist sig, at man ikke fuldt ud har formået at støtte<br />
fremkomsten af det nordiske miljømærke. Man er dog fra myndighedernes side blevet mere opmærksom på det<br />
betydningen af, at det offentlige efterspørger miljømærkede produkter. De seneste analyser på området tyder<br />
imidlertid på, at der bør gøres en yderligere indsats i forhold til det offentliges indkøb af miljømærkede<br />
produkter. 22<br />
Miljøkommunikation<br />
Miljømærkning er den mest tydelige form for miljøkommunikation. Det vil sige synliggørelse og profilering af den<br />
miljømæssige indsats overfor kunderne, både de professionelle og de private. Hvilket eksempelvis kan være<br />
arbejdet med livscyklusvurderinger, ressourcebesparelser eller forureningsbegrænsning. Der sendes dermed et<br />
signal til omverdenen om, at der er tale om en virksomhed, organisation eller et produkt, hvor der er taget hensyn<br />
til de miljømæssige aspekter. Miljømærkning er på den anden side et virkemiddel, der er afhængigt af, hvorvidt<br />
det i tilstrækkelig grad formår at kommunikere det miljømæssige budskab ud til kunderne. Et væsentligt aspekt i<br />
den forbindelse er forbrugernes præferencer i forhold til den givne miljømærkningsordning.<br />
På trods af en forøget brug af miljømærker må det det imidlertid konstateres, at kunderne endnu ikke i<br />
tilstrækkelig grad forholder sig til de miljømæssige perspektiver ved indkøb. Et andet forhold, der gør sig gældende<br />
er, at der ikke altid er overensstemmelse mellem forbrugerens holdninger og handlinger i indkøbssituationen.<br />
Disse forhold er blandt de primære grunde til, at mærkningsordningerne indtil nu har haft begrænset effekt.<br />
Generelt tyder det på, at der er der en række vigtige forhold som er væsentlige, hvis en miljømærkningsordning<br />
skal være i stand til at kommunikere det miljømæssige budskab ud til kunderne – og dermed være succesfuld: 23<br />
· At det er vigtigt, at der foretages kendte præcise evalueringer af programmerne.<br />
· At standarderne skal kunne associeres med betydningsfulde miljømæssige bidrag.<br />
· At der skal stilles mest mulig information omkring det givne mærkningsprogram til rådighed for<br />
forbrugerne.<br />
· At forbrugerne har en grundlæggende viden omkring miljøforhold for at kunne træffe det rigtige valg.<br />
· At mærket har gennemslagskraft på markedet således at flest mulige producenter forholder sig til det.<br />
22 jvf. f.eks. DTI Erhvervsanalyser, 1999<br />
23<br />
EPA - USA, 1998<br />
30
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Især er det vigtigt at et mærke er synligt og kendt på markedet, da producenterne ellers ikke har noget incitament<br />
til at ansøge om godkendelse. Desuden er prisen for ansøgning og godkendelse til et mærke vigtig for, hvorvidt der<br />
er en interesse for ansøgning. I den forbindelse skønnes det meget hensigtsmæssigt at støtte<br />
mærkningsordningerne op med oplysningsaktiviteter som reklame og oplysning. Et forhold der tilsvarende er<br />
blevet påpeget af den danske undersøgelser af mærkningsordninger. 24<br />
Som tidligere fremført, tyder de hjemlige erfaringer og markedsundersøgelser på, at mellem 1/4 og 1/3 af<br />
forbrugerne er villige til at købe de produkter, der belaster miljøet mindst muligt. Ses der eksempelvis på<br />
økologimærket, er det mærke, der i størst omfang har formået at kommunikere sit budskabet ud til forbrugerne.<br />
Opgørelse foretaget af økologisk landscenter i 1999 viser at salget af økologiske produkter udgør 5% af den<br />
samlede omsætning i Danmark 25 . Der er dog en betydelig variation i salget af de forskellige økologiske produkter.<br />
Hvor havregryn i undersøgelsen udgjorde 25 % udgjorde salget af svinekød kun 1 % af den samlede omsætning af<br />
disse varer. Når det gælder miljømærkerne Svanen og Blomsten er mærkernes samlede markedsmæssige<br />
betydning ikke opgjort. Dog tyder de foreløbige tendenser på en begrænset omsætning for disse mærker.<br />
Ser man alene på udbredelsen af de to mærkningsordninger er Svanen som tidligere fremført den mest udbredte<br />
af de to ordninger på det danske marked. Opgørelser foretaget sidst i 2000 har vist at især kendskabet til<br />
svanemærket er blevet udbredt, således at dette mærke er kendt af mere end halvdelen af forbrugerne. Der er tale<br />
om en klar stigning fra 1997, hvor mærket kun var kendt af 37% af befolkningen. Til gengæld er kendskabet til<br />
blomsten på retur, hvilket betyder kun godt hver syvende forbruger i dag har kendskab til dette mærke. 26<br />
I forhold til antallet af produkter, der er miljømærkede gælder det, at næsten 2.500 produkter i dag er mærket<br />
med Svanen. Udbredelsen af dette mærke går fortsat hurtigt og der er i de sidste år næsten sket en fordobling af<br />
varer, som er svanemærkede. Omvendt gælder det for Blomsten at dette mærke har endog meget vanskeligt ved at<br />
trænge igennem på markedet. På nuværende tidspunkt bærer kun 15 produkter i dag EU's miljømærke. Den<br />
meget langsommelige proces med at får udviklet kriterier til EU’s miljømærkningsordning skal blandt andet<br />
findes i at ordningen skal dækkes af hovedparten af de europæiske lande, der ofte har vidt forskellige præferencer.<br />
Det har imidlertid for begge mærker vist sig, at de nyder stor tillid blandt forbrugerne, og de forbrugere, der<br />
kender til mærkerne, stoler på, at disse gavner miljøet. På trods af en høj tillid til miljømærkerne, er det kun få<br />
forbrugere, som altid foretager miljøbevidste indkøb. 27<br />
24<br />
Forbrugerstyrelsen, 1999<br />
25<br />
Økologisk Landscenter 2000.<br />
26 Forbrugerinformationen, 2000<br />
27 Forbrugerinformationen, 2000<br />
31
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Effekt<br />
Generelt er der tale om, at miljømærkninger bliver stadig mere udbredte både i Danmark og på verdensmarkedet.<br />
Der er imidlertid en række problemstillinger, der relaterer sig til mærkningsordninger på miljøområdet.<br />
Overordnet er processen med at indføre og opnå tilslutning til en mærkningsordning en kompleks proces, der<br />
både berører og inddrager miljøpolitiske målsætninger, forbrugernes opmærksomhed herunder oplysningsgrad<br />
omkring miljøforhold, handelsrelationer, effekter på im- og eksport og økonomiske effekter på den indenlandske<br />
industri. Dette gør processen vanskelig at overskue. Herunder spørgsmålet om hvorvidt, det altid er de mest<br />
optimale miljøkrav der stilles til produkterne.<br />
Et væsentligt punkt vedrørende en mærkningsordning er ordningens evalueringsmetode, da dette demonstrerer<br />
ordningens videnskabelighed, dens datamæssige grundlag samt bedømmelseskraft. De fleste mærkningsordninger<br />
er baseret på en form for LCA. En udfordring for mærkerne er under alle omstændigheder at kunne dokumentere<br />
en strengt videnskabelig fremgangsmåde. Da det imidlertid har vist sig vanskeligt at foretage gennemgående<br />
livscyklusanalyser, har det betydet, at kriterierne for at opnå godkendelse i sidste ende kan være givet på baggrund<br />
af kvalitative vurderinger. Noget der ofte bliver rettet kritik imod. 28<br />
For mærkningsordninger generelt gælder det, at der er tendensen til, at programmerne har et udpræget nationalt<br />
eller regionalt fokus. Dette kan give konflikter i forhold til importerede produkter, der er ikke altid tilgodeses i lige<br />
så høj grad, når en mærkningsordning skal udformes. Især udviklingslandene, der ikke deltager i særlig høj grad i<br />
kriterieudviklingsarbejdet, risikerer at blive ramt. Typisk ved at have sværere ved at opnå godkendelse til en given<br />
mærkningsordning. 29<br />
De initiativer, der har til hensigt at skulle standardisere de eksisterende mærkningsordninger mellem de<br />
forskellige lande lider imidlertid generelt under problemer med at opstille gennemskuelige retningslinier. Det er<br />
vanskeligt at harmonisere ikke-tekniske aspekter som eksempelvis kulturelle normer. Det er hertil vigtigt, at man<br />
ved udviklingen af programmer behandler de udenlandske aktører på lige fod med de indenlandske. Selv<br />
livscyklusanalyser kan give vidt forskellige resultater i de enkelte lande, hvis forudsætninger er forskellige.<br />
Eksempelvis er vandmangel/-forurening et større problem i Mellemøsten end i Norden, hvilket betyder at kravene<br />
til virksomhedernes forbrug af vand kan adskille sig.<br />
Ses der specifikt på henholdsvis Blomsten og Svanen kan problemstillingerne især relateres til den miljømæssige<br />
effekt og den markedsmæssige gennemslagskraft – for Blomsten gælder det desuden, at udviklingen af kriteriesæt<br />
foregår alt for langsomt.<br />
Som udgangspunkt gælder det, som tidligere fremført, at produkter med forbedrede miljøegenskaber skal kunne<br />
konkurrere på et internationalt marked. Et marked hvor der konkurreres intensivt på såvel pris og kvalitet og kun<br />
i et begrænset omfang på miljø.<br />
28<br />
EPA-USA, 1998<br />
29<br />
EPA-USA, 1998<br />
32
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Den nuværende viden omkring de markedsmæssige potentialer og begrænsninger for salget af miljømærker er<br />
endnu begrænset. Noget tyder derfor på, at der kan være behov for evalueringer af hvordan den markedsmæssige<br />
gennemslagskraft kan styrkes. Et andet forhold, der gør sig gældende er, at der kan stilles spørgsmålstegn ved,<br />
hvorvidt de ressourcer, der er sat af til at få gjort blandt andet Svanen kendt på, er tilstrækkelige. Det kræver store<br />
omkostninger at få udbredt kendskabet til miljømærker i en sådan grad, at de bliver et selvfølgeligt valg for<br />
forbrugerne. En stigende efterspørgsel på miljømærker stiller derfor selvsagt krav til myndighederne om en større<br />
indsats. Eksempelvis lå Miljømærkesekretariatets budget til reklamering ca. 2 millioner i 2000 30 . Et meget lavt tal<br />
set i forhold til at den meget store opgave det er at få ændret danskernes forbrugsvaner i større stil. Et forhold som<br />
Miljøstyrelsen er blevet mere opmærksom på, således at der er blevet planlagt et større fremstødt for<br />
Svanemærket.<br />
Når det gælder det offentliges rolle i forhold til efterspørgslen af miljømærkede varer, har det i praksis vist sig at<br />
man endnu kun tøvende støtter op om de miljømærkede varer, da der kun i begrænset omfang foretages indkøb<br />
af disse varer. 31<br />
Hvad virksomhederne angår lader deres arbejde med at anvende miljømærker også en del tilbage. På trods af at<br />
virksomhederne kan have en positiv holdning til mærkning er det kun et fåtal, der arbejder med mærkning på et<br />
på et mere langsigtet plan. For de fleste virksomheders vedkommende er deres anvendelse af miljømærker præget<br />
af mere tilfældige og taktiske overvejelse. 32<br />
I forhold til både Svanen og Blomsten kan det konstateres, at den miljømæssige effekt endnu er ukendt. Hvilket<br />
hovedsageligt skyldes, at en evaluering af den miljømæssige effekt er meget vanskelig, grundet udbredelse af<br />
mærkerne på mange forskellige produkttyper samt komplicerede produktionsprocesser. 33 Imidlertid er en vigtig<br />
konklusion fra blandt andet det amerikanske marked, at forbrugerne skal kunne forbinde et miljømærke med<br />
betydningsfulde miljømæssige bidrag. Netop dette er herhjemme blevet fremhævet som en af styrkerne ved det<br />
danske økologimærke. Tilsvarende er det blevet fremført i den Produktorienterede Miljøstrategi, at en<br />
forudsætning for at skabe et marked for miljørigtige produkter er, at der er let adgang til viden om produkternes<br />
miljøegenskaber.<br />
Ser man endelig på intentionerne om, at et mærke kun skal kunne opnås af den bedste tredjedel af produkterne<br />
30<br />
Interview Miljømærkesekretariatet, 2000<br />
31<br />
DTI erhvervsanalyser, 1999<br />
32 EPA - USA, 1998<br />
33 Interview Miljømærkesekretariatet, 2000<br />
33
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
inden for en given produktkategori, tyder de foreløbige erfaringer fra eksempelvis den grafiske branche på, at<br />
denne målsætning kan være vanskelig at overholde, da tallet for denne branche vurderes til at være langt højere.<br />
I forhold til de negative obligatoriske miljømærker har disse i en række tilfælde vist at have en positiv<br />
miljømæssigeffekt, hvilket blandt andet malerbranchen er et godt eksempel på. Erfaringer fra blandt andet<br />
Californien har vist, at anvendelsen af negative mærkningsordninger kan medføre stigende interesse hos de<br />
berørte virksomheder for at undgå at anvende de negative mærker. Noget der kan ske forbedre både den miljø- og<br />
sundhedsmæsige side af de mærkede produkter, således at mærkningen undgås.<br />
Hvad angår de neutrale miljømærkningsordninger, som miljøvaredeklarationer, er erfaringerne begrænsede,<br />
hvilket skyldes at denne form for mærkning endnu ikke er fuldt udviklet. Især med hensyn til de neutrale<br />
miljømærkningsordninger finder arbejdsgruppen, at det vil være hensigtsmæssigt at undersøge perspektiverne for<br />
denne mærkningsform yderligere.<br />
For de positive miljømærkers vedkommende må det afslutningsvist konstateres, at især Svanemærket er stærkt på<br />
vej frem og således tyder på at kunne blive et virkningsfuldt miljøpolitisk virkemiddel. Et virkemiddel der kan<br />
medvirke til at øge erhvervslivets incitament til at handle mere positivt i forhold til miljøet. Imidlertid kan det også<br />
konstateres, at det er nødvendigt i højere grad at få et overblik over mærkets miljømæssige bidrag samt den<br />
markedsmæssige gennemslagskraft, og hvordan dette kan styrkes.<br />
Milj Miljøledelse Milj ledelse<br />
Miljøledelse defineres i følge Dansk Standard som:<br />
"Den del af det samlede ledelsessystem, der indbefatter organisatorisk struktur, planlægningsaktiviteter,<br />
ansvarsfordeling, sædvane, metoder og ressourcer til at udvikle, indføre, opnå, gennemgå og<br />
vedligeholde miljøpolitikken". Dvs. et miljøledelsessystem til håndtering af virksomhedernes<br />
miljøproblemer.<br />
Det formaliserede miljøledelsesarbejde dækker på nuværende tidspunkt over to systemer. Nemlig ISO<br />
14001 og EMAS. ISO er en international standard for krav til virksomhedernes miljøarbejde, der er<br />
udviklet af den Internationale Standardiserings Organisation. ISO 14001 er en videreudvikling af den<br />
ældre britiske standard BS 7750. EMAS (Environmental Management and Audit Scheme) er udviklet i<br />
EU-regi og beskrevet i forordning 1836/93 med retsvirkning i alle EU-landene.<br />
Ved miljøledelse forstås en systematisk og dokumenteret måde at behandle virksomhedens<br />
miljøforhold. Det systematiske ligger i, at produktionens relevante miljøforhold lokaliseres og<br />
beskrives. De fremkommende oplysninger sammenholdes med virksomhedens miljøpolitik. På den<br />
baggrund skal virksomheden formulere målsætninger for de fremtidige miljøforbedringer.<br />
Forbedringer, der skal gennemføres efter nøje tilrettelagte planer. Miljøledelse er frivillige ordninger,<br />
hvor der gives en tredjeparts dokumentation for at en virksomhed har arbejdet målrettet med at<br />
forbedre dens påvirkning af miljøet.<br />
Opbygning Opbygning af af et et milj miljøledelsessystem<br />
milj ledelsessystem<br />
34
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Opbygningen af miljøledelse kræver at virksomheden danner sig et overblik over dens miljøforhold, så<br />
det er tydeligt, hvordan indsatsen skal prioriteres. Gennemgangen af virksomhedens miljøforhold kan<br />
gøres på forskellige måder. Virksomheden kan eksempelvis vælge at anvende såkaldte små eller store<br />
manualer (store manualer stammer typisk fra EPA). Ved store manualer er udgangspunktet, at man<br />
skal starte fra bunden i virksomheden ved typisk at registrere alle stoffer og produkter samt spild ved<br />
hver enkelt maskine og afdeling. Herefter tegnes der et samlet billede af virksomhedens miljøforhold.<br />
Denne fremgangsmåde kræver imidlertid mange data og kan derfor være ressourcekrævende. Ny viden<br />
kan bl.a. hentes gennem produktblade, bearbejdning af de oplysninger, der ligger i bogholderiet,<br />
oplysninger fra miljømyndigheder. Til tider er det imidlertid ikke muligt at fremskaffe data, hvilket<br />
kan betyde, at der skal foretages en masse målinger.<br />
I stedet kan der anvendes små manualer, såkaldte "Husmandsmodeller", hvor der tages udgangspunkt i<br />
overordnede massebalancer for hele virksomheden. Herefter kan man så forsøge at gøre<br />
massebalancerne mere specifikke for enkelte afdelinger og for den enkelte proceslinie for derigennem<br />
at se, hvor det største spild er. De fleste virksomheder anvender små manualer. Derudover har nogle<br />
virksomheder valgt at tage udgangspunkt i andre eksempler på systematiske beskrivelser af<br />
miljøforhold. Det vil sige standarder og miljøgodkendelser.<br />
I en undersøgelse af erfaringer med miljøledelse i danske virksomheder som er foretaget for<br />
Miljøstyrelsen har det vist sig, at virksomhederne ofte forsøger at udarbejde et miljøledelsessystem på<br />
baggrund af den viden, der allerede eksisterer i virksomheden. Miljøgennemgangen baseres i høj grad<br />
på intern ekspertise, hvor specielt miljøchefen i de fleste virksomheder spiller en central rolle. De<br />
fleste virksomheder kan lave deres miljøgennemgang ved at udnytte den eksisterende men spredte<br />
viden, der findes i forvejen. Kun 1/4 har brug for selv at lave supplerende prøvetagninger.<br />
1/3 af virksomhederne anvender ikke konsulenter. De der gør, anvender dem hovedsageligt i den<br />
indledende miljøgennemgang, mens opbygningen af selve systemet oftest udføres af virksomheden<br />
selv. Dette afspejler givetvis at 68% af dem allerede har erfaringer med kvalitetsstyring. Opbygningen<br />
af et miljøledelsessystem kan for disse virksomheder ligge i umiddelbar forlængelse af dette<br />
kvalitetssikringsarbejde.<br />
Den endelige prioritering af miljøproblemerne kan foretages på flere måder. Nogle virksomheder<br />
anvender et såkaldt scoringssystem, der sammenvejer forskellige aspekter ved miljøproblemer som<br />
f.eks. mængde, spredning og giftighed. Disse modeller går ofte under betegnelsen at sammentælle<br />
æbler og pærer. Det vil sige at sammenligne usammenlignelige oplysninger. Mange er derfor fortalere<br />
for at bruge et andre mere indlysende prioriteringsformer. Disse prioriteringsformer kan være<br />
politikkernes og samfundets præferencer og krav til hvilke miljøforhold der kræver en indsats. Konkret<br />
er det ca. 80%, der bruger der forholder sig til signalerne i samfundet mens 40% anvender<br />
scoringssystemer.<br />
ISO ISO & & EMAS<br />
EMAS<br />
Målgruppen for de to miljøledelsessystemer er virksomheder, der har en interesse i at have et<br />
progressivt miljøarbejde og som ønsker at kunne dokumentere dette arbejde overfor omverdenen. Det<br />
35
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
være sig af hensyn til kunder, leverandører, myndigheder eller på baggrund af ønsket om<br />
effektiviseringer og rationaliseringer af ressourceforbruget. Af de to ordninger er EMAS, den der stiller<br />
de mest vidtgående krav. Ved EMAS-registrering skal der foretages en verifikation af:<br />
- Miljøpolitik<br />
- Miljøprogram<br />
- Miljøgennemgang<br />
- Funktion af miljøledelsessystem<br />
- Miljørevisionsproces<br />
- Miljøredegørelse<br />
De væsentligste forskelle mellem EMAS og ISO 14001 er, at ISO ikke stiller krav til følgende<br />
punkter:<br />
- En indledende miljømæssig gennemgang af virksomheden<br />
- Udarbejdelse og offentliggørelse af en miljøredegørelse.<br />
- Hyppigheden af intern miljørevision.<br />
- Samarbejde med myndighederne om indførelse og ajourføring af beredskabsplaner ved<br />
miljøuheld.<br />
- Behørig vejledning til forbrugere om væsentlige miljømæssige forhold i forbindelse med brugen<br />
og bortskaffelse af virksomhedens produkter.<br />
- At håndværkere og andre underleverandører, der arbejder på virksomheden, opfylder samme<br />
miljømæssige målsætning.<br />
Det er vigtigt at fremhæve, at de to miljøledelsessystemer ikke stiller nogle direkte krav til de<br />
egentlige emissioner samt størrelsen af energi- og råvareforbrug. Der er tale om et ledelsessystem,<br />
hvor hensigten er, at flest mulige virksomheder skal have mulighed for at kunne ansøge. Det være sig<br />
virksomheder og virksomhedstyper, der er grundlæggende forskellige. Virksomhederne er dog<br />
forpligtet til, som et minimumskrav at overholde lovgivningen samt arbejde med fortløbende<br />
forbedringer af miljøpræstationen.<br />
At indføre et verificerbart miljøledelsessystem tager typisk 16 - 18 måneder afhængigt af om<br />
virksomheden kun vælger at lade sig ISO-certificere eller samtidig også lader sig EMAS-registrere.<br />
Forskellen i tidsspændet kan være stort. Indførelsen af et miljøledelsessystem kan i særlige tilfælde<br />
implementeres på kun to måneder og omvendt er der eksempel på at implementeringen kan tage helt<br />
op til 44 måneder.<br />
Omkostninger Omkostninger og og udbredelse<br />
udbredelse<br />
Miljøstyrelsens erfaringer, med hensyn til omkostningerne ved at indføre miljøledelse er, at det i<br />
gennemsnit koster 600.000 kr. De økonomiske udgifter til certificeringen er især konsulenter ( 1/3 af<br />
omkostningerne), eget timeforbrug selve certificeringen og de løbende vedligeholdelsesomkostninger.<br />
Lidt over halvdelen (54%) af virksomhederne har konstateret økonomiske fordele ved at indføre<br />
miljøledelse. Dette kan primært henføres til ressourcebesparelser. Sparede miljøafgifter er kun nævnt<br />
36
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
hos 1/4 af de danske virksomheder, hvilket afspejler at kun få områder er afgiftsbelagte og at disse<br />
afgifter er beskedne. Endelig har den offentlige støtte til visse virksomheders arbejde med at indføre<br />
miljøledelse også været en betydende drivkraft. 34<br />
Udbredelsen af miljøledelse sker i et stadigt stigende tempo i Danmark. Tal fra Dansk Standard har<br />
vist at der ved årsskiftet 1999/2000 samlet var certificeret 400 virksomheder med ISO 14001. Mod<br />
bare 107 certificerede virksomheder og 40 landbrug ved årsskiftet 1997/1998. Af disse har ca. 1/3<br />
valgt også at lade sig EMAS-registrere. Omvendt er kun meget få virksomheder der udelukkende<br />
vælger at blive EMAS-registreret. Kun 1 virksomheder var i 1997/1998 EMAS-registreret.<br />
Opgørelser foretaget af Ingeniøren viser at Danmark er førende med flere ISO certificerede<br />
virksomheder end Mexico, USA og Canada tilsammen. Ordningen må på den baggrund siges at være<br />
blevet positivt modtaget af virksomhederne herhjemme.<br />
Myndighedernes Myndighedernes rolle<br />
rolle<br />
Generelt set er der tale om en ordning, der er uafhængig af myndigheder. Myndighederne har ingen<br />
funktion hverken med at skulle stå for certificeringen eller kontrollen af miljøledelsessystemerne. I<br />
Danmark er det fire eller fem uafhængige organisationer, der står for verifikation og kontrol. Disse<br />
organisationer er blandt andet Dansk Standard, Norsk Veritas, Bureau Veritas Quality International og<br />
Dansk Betoncertificering.<br />
Efter at virksomheden har udarbejdet og revideret miljømålsætninger samt arbejdet systematisk med at<br />
optimere miljøforhold vil en auditor fra en af disse fire organisationer vurdere arbejdet. Ni ud af ti<br />
virksomheder består vurderingen mens den resterende del har tre måneder til at leve op til kravene om<br />
forbedring.<br />
Myndighederne har en vis indflydelse set fra et mere overordnet perspektiv. Først og fremmest af den<br />
grund, at EMAS er udviklet i EU-regi. Dernæst kommer, at Dansk standard især har en økonomisk<br />
tilknytning til myndighederne. DS administrerer standardiseringsarbejdet i Danmark samt formidler og<br />
varetager kontakten både til de europæiske og internationale standardiseringsorganer, blandt andet<br />
ISO. Herved sikres, at miljøledelsessystemerne ikke radikalt bryder med de lovgivningsmæssige krav<br />
på miljøområdet.<br />
Økonomisk set har myndighederne også haft en hvis indflydelse på udbredelsen af miljøledelse.<br />
Konkret ved at tildele processen opbakning. Man har f.eks. fra regeringens side ydet et bidrag på 120<br />
34<br />
Miljøstyrelsen, 1999<br />
37
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
millioner. Penge, der ganske vist ikke er givet direkte til den enkelte virksomhed, men som har været<br />
anvendt til information og pilotprojekter inden for de enkelte brancher.<br />
Ved ansøgning om ISO/EMAS skal virksomheden indsende en ansøgning til Miljøstyrelsen. MST vil<br />
efterfølgende kontakte virksomhedens tilsynsførende myndighed for at forhøre sig om eventuelle<br />
indvendinger. Alt i alt sikrer dette, at myndighederne har en vis kontrol med udviklingen. Der er<br />
imidlertid tale om en kontrol på et mere overordnet plan.<br />
Sammenh Sammenhæng Sammenh ng med med andre andre virkemidler<br />
virkemidler<br />
Miljøledelse hører overordnet set ind under de økonomiske virkemidler. Dette skyldes først og<br />
fremmest, at der er tale om et frivilligt redskab, som synliggør, at virksomheden gør en aktiv indsats<br />
på miljøområdet. Samtidig er der tale om et virkemiddel, hvor et af incitamenterne for virksomhederne<br />
netop ligger i, at miljøledelse, ved at give et bedre overblik over produktionsprocesserne, kan betyde<br />
økonomiske besparelser. Ved et mindre forbrug af ressourcer, energi, hjælpestoffer og kemikalier.<br />
Miljøledelse bør ses som en forlængelse af den offentlige regulering, hvor en hensigt er at få<br />
virksomheden til selv at føre tankegangen i miljøbeskyttelsesloven videre i virksomhedens daglige<br />
arbejde. Incitamentet for dette arbejde ligger for virksomhederne i, at der eventuelt er besparelser at<br />
hente, samt at man bliver bedre stillet i forhold til miljømyndighederne. Blandt andet ved ikke at skulle<br />
udarbejde grønne regnskaber og ved et lempeligere kommunalt tilsyn. En forlængelse af miljøledelse<br />
kan være anvendelsen af miljømærker, der giver virksomheden de bedste afsætningsmuligheder på<br />
markedet.<br />
Fra evalueringen foretaget af Miljøstyrelsen peges der på, dette ledelsessystem også har en nær<br />
sammenhæng til LCA og de standarder, der udvikles gennem dette arbejde. LCA og en<br />
produktorienteret miljøpolitik drejer sig om at påvirke virksomhedernes miljøforhold og her specielt,<br />
hvad der vedrører produktets miljøforhold set i et vugge til grav perspektiv. Det er hensigten at gøre<br />
dette ved at påvirke markedet gennem f.eks. miljømærkning, offentlige grønne indkøb etc., ved at<br />
skabe grobund for, at så mange aktører som muligt kommer på banen og stiller krav til<br />
virksomhederne. Der tilstræbes at skabe rammer, der kan stimulere virksomhederne til at fortsætte<br />
arbejdet med miljøforbedringer. Miljøledelse er tænkt som et centralt instrument her.<br />
Et usikkerhedspunkt er imidlertid relationen mellem virksomheder med miljøledelse og den offentlige<br />
miljøforvaltning. Når det konkrete arbejde med at indføre miljøledelse skal i gang mangler tyder en<br />
del på, at det offentlige har vanskeligt ved at deltage som en katalysator og medspiller. Det er<br />
væsentligt at forsøge at ændre på denne situation med mindre man i fremtiden kun ønsker at de<br />
tilsynsførende miljømyndigheder i fremtiden udelukkende skal foretage en indsats overfor de<br />
reaktionære virksomheder.<br />
Milj Miljøkommunikation<br />
Milj Milj kommunikation<br />
kommunikation<br />
Flere kundegrupper, det være sig både virksomheders professionelle kunder og detailkunder, stiller i<br />
dag øgede krav om og til miljørigtige produkter og produktionsmetoder. Et verificeret<br />
miljøledelsessystem giver virksomheden dokumentation for, at den har gennemført et systematisk og<br />
38
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
positivt arbejde med miljøforhold.<br />
ISO er i markedsføringssammenhænge den mest interessante for virksomhederne, da der er tale om et<br />
verdensomspændende certificeringssystem. ISO er imidlertid kun rettet mod virksomheden og<br />
produktionsprocesserne og ikke direkte på produkterne. Derfor er det ikke tilladt at reklamere med<br />
certificeringsordningen på virksomhedens produkter, men kun i forbindelse med omtale af<br />
virksomheden selv. På den baggrund er der ved anvendelse af ISO (og EMAS) tale om et system, der<br />
især retter sig mod de grupper af virksomheder, som den enkelte virksomhed indgår i et samspil med.<br />
Det være sig især de professionelle kunder og leverandører samt de respektive landes<br />
miljømyndigheder.<br />
Der er tale om en forskelligartet gruppe af virksomheder, som har valgt at arbejde med miljøstyring.<br />
En del af disse har imidlertid et vist kendskab til arbejde med kvalitetsstyring eller med miljøforhold i<br />
forbindelse med den offentlige regulering.<br />
Virksomhedernes konkrete overvejelser for at få et verificerbart miljøledelsessystem udspringer af en<br />
række forskellige grunde. Som oftest er der tale om et miks af følgende grunde: Ønsket om at være på<br />
forkant med udviklingen mens image og markedsføring og troværdighed følger herefter. Dette tegner<br />
et billede af, at virksomhederne opfatter miljøledelse som et vigtigt strategisk skridt af hensyn til deres<br />
fremtidige positionering på markedet og i relation til interessenterne. Direkte markedsmæssige fordele<br />
er også væsentlige for virksomhederne men egentlige kundekrav er det tilsyneladende kun et fåtal, der<br />
har mødt. Som det ofte har været konkluderet, er det markedsmæssige pres på virksomhederne endnu<br />
ikke så stort, at det direkte ansporer virksomhederne til at indføre miljøledelse. Det fremgår tilgengæld<br />
også, at de fleste virksomheder forventer at dette pres vil være der i fremtiden.<br />
Der er tale om divergerende bevæggrunde alt afhængigt af branche. Markedsføring er vigtige for den<br />
grafiske industri mens det at være på forkant er særligt vigtigt for jern- og metal branchen. Dette kan<br />
forklares ud fra at jern og metal især er underleverandører til andre industrier mens eks. den grafiske<br />
industri i højere grad afsætter direkte til markedet.<br />
Effekt<br />
Effekt<br />
Både fra myndighedernes og virksomhedernes side ses miljøledelse som et perspektivrigt virkemiddel.<br />
Udgangspunktet er at det vil have en langt større miljømæssig effekt, hvis virksomhederne af egen fri<br />
vilje tager højde for de eventuelle miljøproblemer, der kan opstå i forbindelse med en produktion.<br />
Modsat at denne opgave udelukkende overlades til myndighederne, som ofte kun har et delvist indblik<br />
i virksomhedernes produktionsforhold og som derfor også kan have vanskeligt ved at danne sig et<br />
fuldstændigt billede af en virksomheds miljøbelastning.<br />
Evalueringer af foretager for Miljøstyrelsen 35<br />
tyder på, at indførelsen af miljøledelse ofte har stor effekt<br />
på virksomhedernes miljøarbejde. Det kan konstateres, at disse virksomheder ganske hyppigt indfører<br />
forebyggende miljøforanstaltninger i form af f.eks. ressourcebesparelser, ændring i råvarer og<br />
35 Miljøstyrelsen, 1999.<br />
39
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
materialer samt tager nye maskiner og processer i anvendelse. Sammenlignet med den viden, der er om<br />
almindelige virksomheders brug af forebyggende foranstaltninger, er der noget, der tyder på at<br />
virksomheder med miljøledelse dobbelt så tit indfører renere teknologier. Hertil kommer, at disse<br />
virksomheder i et vist omfang er opmærksomme på produkterne både før og efter de er blevet<br />
forarbejdede på den givne virksomhed.<br />
Miljøledelse medfører, at virksomhederne indgår i et mere intenst samspil med deres omgivelser. Det<br />
gælder f.eks. i forhold til deres leverandører, hvor de fleste virksomheder systematisk indhenter<br />
oplysninger samt også stiller miljøkrav til dem. Hyppigst i form af krav om at den gældende<br />
miljølovgivning overholdes. Enkelte virksomheder går endog så langt, at de kræver at leverandørerne<br />
har miljøstyring herunder egentlige akkrediterede miljøledelsessystemer.<br />
Erfaringer tyder også på, at virksomhederne indgår i et tættere samspil med deres øvrige interessenter.<br />
I dansk sammenhæng skal det bemærkes, at de væsentligste interessenter, ud over kunder og<br />
leverandører, er medarbejdere og miljømyndigheder. De finansielle interessenter (banker,<br />
forsikringsselskaber) samt miljøbevægelser og naboer er derimod sjældent på banen og udgør<br />
tilsyneladende ikke i dag en væsentlig drivkraft i forhold til virksomhedernes miljøarbejde.<br />
Endeligt gennemgår virksomhederne hyppigt nogle organisatoriske forandringer. Det kan ske ved at<br />
der dannes en miljøgruppe og evt. udpeges en miljøchef eller miljøkoordinator til at have det<br />
overordnede ansvar for systemet i dagligdagen. Det vurderes, at halvdelen af virksomhederne har ansat<br />
ny arbejdskraft i forbindelse med indføring af miljøledelse.<br />
Det kan imidlertid konstateres, at ikke alle evalueringer forholder sig lige positivt til virksomhedernes<br />
brug af miljøledelse. Erfaringsopsamlinger som dk-Teknik Energi & Miljø har foretaget for<br />
Miljøstyrelsen 36<br />
giver et noget mere kritisk syn på virksomhedernes brug af miljøledelse. De<br />
miljøtiltag, der foretages retter sig mod besparelser af henholdsvis energi og ressourcer. Dette er i sig<br />
selv positivt. Imidlertid peger erfaringerne på, at miljøtiltag stort set udelukkende foretages på<br />
baggrund af kortsigtede økonomiske overvejelser. Et forhold der har betydet, at prioriteringen af<br />
miljøindsatsen i højere grad dikteres af de økonomiske fordele end af det miljømæssigt set mest<br />
væsentlige. Samtidig betyder de økonomiske overvejelser, at virksomhederne oftest først påbegynder<br />
miljøledelsesarbejdet i det øjeblik, der er en overvejende sandsynlighed for, at udgifterne kan dækkes.<br />
Den noget kortsigtede og miljømæssigt set begrænsede fokusering har tilsvarende medført, at dialogen<br />
med blandt andet underleverandørerne, om miljømæssige forhold ofte nedprioriteres. Derved<br />
begrænses de miljømæssige perspektiver der kan ligge i en dialog mellem producenterne. Netop<br />
miljøledelse har været fremhævet, som et redskab til at kunne fremme denne dialog.<br />
Ser man mere generelt på de barrierer, der kan være for at en virksomhed vælger at indføre<br />
miljøledelse, er disse - ud over de økonomiske aspekter - forhold som manglende tid og manglende<br />
intern viden. Manglende ydre pres fra forbrugere og interessenter angives også som en begrundelse.<br />
36 Miljøstyrelsen, 2000.<br />
40
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
For de større virksomheders vedkommende har disse som regel overblikket og viden. Her er det<br />
snarere tiden og interessen, der mangler. 37<br />
I forhold til markedet har der endnu ikke kunne konstateres noget markedspres på virksomhederne,<br />
hvilket derfor ikke har været det afgørende argument for virksomhederne til at indføre miljøledelse. Så<br />
selvom myndighederne de senere år har forsøgt at gøre miljøpolitikken mere markedsorienteret, har<br />
dette altså endnu ikke afspejlet sig i et egentligt markedspres. Der er derfor stadigvæk et behov for at<br />
stimulere udviklingen af grønne præferencer på markedet.<br />
Set ud fra en ren miljømæssig betragtning har det vist sig yderst vanskeligt at udpege de deciderede<br />
forbedringer af miljøet, der kan relateres til brugen af miljøledelse. Og der eksisterer ikke egentlige<br />
undersøgelser af den konkrete miljøeffekt af miljøledelse. På nuværende tidspunkt må de formodede<br />
miljøgevinster hovedsageligt tilskrives de generelle ressourcebesparelser, der foretages på<br />
virksomhederne i forbindelse med implementeringen af miljøledelse.<br />
I og med at der ikke er noget minimumsniveau, andet end det af lovgivningen satte, kan der reelt være<br />
en stor forskel på kvaliteten af de miljøledelsescertificerede virksomheders miljøarbejde. Miljøledelse<br />
kan i den henseende samtidig tjene som en blåstempling af stærkt miljøbelastende produktioner. Hertil<br />
kommer spørgsmålet om, hvilken betydning brugen af miljøledelse har i forhold til den mindre gruppe<br />
af virksomheder, der udviser en stærk problematisk adfærd på miljøområdet. Formår det at påvirke<br />
disse virksomheders adfærd?<br />
En betydende del af de danske virksomheder er afhængige af deres underleverandører. Dette er især<br />
tilfældet på det kemiske område, hvor en lang række af de kemiske stoffer produceres af udenlandske<br />
firmaer uden for landets grænser. Det kan være vanskeligt for den enkelte virksomhed at indhente<br />
tilstrækkelig viden om eventuelle miljøproblemer ved disse stoffer. Hertil kommer at for, at en<br />
virksomhed kan efterspørge de miljømæssigt set mest miljørigtige produkter, kræves der en viden om,<br />
hvad der skal efterspørges. En viden som det tilsvarende kan være vanskeligt for virksomhederne at<br />
opnå, men som oftest må fremskaffes v.h.a. af offentlig vidensinstitutioner. Foreløbige erfaringer tyder<br />
her på, at det i praksis er vanskeligt for virksomhederne i væsentlig grad at påvirke leverandører. Til<br />
trods for at EMAS forordningen lægger op til, at de certificerede virksomheder skal stille krav til netop<br />
leverandørerne.<br />
Der er på nuværende tidspunkt ingen opgørelser over præcist hvor stor en effekt miljøledelse har på<br />
eksempelvis kemikalietrykket. Indføringen af miljøledelse kan betyde en begrænsning i brugen af de<br />
37<br />
Miljøstyrelsen, 1999.<br />
41
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
giftigste kemikalier, men der ligger en risiko for at disse forbedringer kan blive meget beskedne som<br />
følge af en generelt stigende materialisering og af et højere forbrug af materielle goder. Overvejelserne<br />
for at løse disse problemstillinger går blandt andet på, at der bør arbejdes mere med miljøet før og<br />
efter virksomhedernes egen produktion. Det vil sige sammenhængen mellem miljøledelse og<br />
produktregulering. Hvordan disse forhold kan integreres, således at Livscyklusanalyser tilsvarende kan<br />
indbygges som en naturlig del af en ledelsespolitik, målsætninger og procedurer i virksomheden. På<br />
nuværende tidspunkt betyder brugen af miljøledelse ingen reel sikring af, at virksomhederne tænker<br />
LCA orienteret. Sat på spidsen forhindrer miljøledelse ikke en virksomhed i at feje for egen dør ved<br />
blot at sende problemerne videre.<br />
Arbejdsgruppen mener på den baggrund, at der bør opstilles mere specifikke målsætninger for<br />
miljøledelse både på kort og lang sigt. Krav der eventuelt kan formuleres branchevis. I relation til<br />
miljøskadelige kemiske stoffer kan der som eksempel stilles krav om, at stofferne på listen over<br />
uønskede kemiske stoffer bør udfases inden for en specificeret tidshorisont på de<br />
miljøledelsescertificerede virksomheder. Et andet forhold er at miljømyndighedernes betydning i<br />
forbindelse med udbredelsen og dynamikken af miljøledelse ikke bør undervurderes. Både som<br />
drivkraft til at sikre at virksomhederne foretager løbende miljøforbedringer og i forhold til at<br />
fremskaffe viden miljøbelastningerne i de forskellige produkters livscyklus.<br />
Offentlige Offentlige gr grønne gr nne indk indkøb indk indk<br />
Arbejdet med de offentlige grønne indkøb går tilbage til Miljøbeskyttelsesloven, som pålægger det<br />
offentlige selv at gøre en aktiv indsats for miljøområdet, blandt andet i forbindelse med indkøb og<br />
forbrug. Dertil kommer tidligere erfaringer med offentlige indkøb i forbindelse med<br />
energieffektiviseringer. Konkret bunder den nuværende strukturering af den offentlige grønne<br />
indkøbspolitik på: "Handlingsplan for en offentlig grøn indkøbspolitik", som blev vedtaget i 1994 og<br />
statsinstitutionerne har efterfølgende haft pligt til at udarbejde indkøbspolitikker siden 1995.<br />
Formålet med en offentlig grøn indkøbspolitik er: 38<br />
·<br />
offentlig produktion og forbrug.<br />
At tilskynde det øvrige samfund til også at anvende miljø- og ressourcevenlige, herunder<br />
energirigtige, produkter og produktionsmetoder.<br />
· At nedsætte miljøbelastningen, herunder miljøbelastningen fra energiforbrug som følge af<br />
38 www.mst.dk/Offentlige grønne indkøb<br />
42
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Handlingsplan rettede sig oprindeligt udelukkende mod statens indkøb. Dette er blevet ændret pr 3.<br />
november 1998, således at både de kommunale og amtslige institutioner forpligtes til at foretage<br />
grønne indkøb. Der er imidlertid ikke er fastsat eksakte beløb eller procentsatser på størrelsen af de<br />
offentlige grønne indkøb hverken for stat, amt eller kommune.<br />
Et væsentligt og udbredt argument for at støtte udvikling af en offentlig grøn indkøbspolitik har både<br />
været, at myndighederne bør gå forrest i dannelse af et marked for miljøvenlige produkter.<br />
Intentionerne og målsætningerne med brugen af offentlige grønne indkøb er tilsvarende udspecificeret<br />
i den “Natur- og miljøpolitisk Redegørelse” fra 1999.<br />
“Målsætningen med indførelse af miljø- og energibevidste indkøb i den offentlige sektor er tosidet. På den ene<br />
side, at det offentlige går foran med et godt eksempel og nedbringer den direkte miljøbelastning, der stammer<br />
fra eget indkøb, forbrug og bortskaffelse af produkter. På den anden side, at det offentlige i egenskab af<br />
storforbruger styrker efterspørgslen efter renere produkter, og dermed sætter skub i udviklingen af varer og<br />
tjenesteydelser, der er mindre miljøbelastende. På den måde styrkes udviklingen af et marked for grønne<br />
produkter.” 39<br />
Omfang<br />
Omfang<br />
Når det gælder indkøb er der ingen tvivl om, at det offentlige udgør en meget væsentlig aktør på det<br />
danske marked. Statens årlige indkøb er opgjort til ca. 33 mia. kr. pr. år. Amternes og kommunernes<br />
årlige indkøb løber op i henholdsvis 26 mia. kr. og 32 mia. kr. Sammenlagt betyder det, at den<br />
offentlige sektor - stat, amt og kommuner - køber ind for tæt ved 100 mia. kr. om året, heraf står staten<br />
for en tredjedel. I hele EU, udbydes der for henved 3000 mia. kr. pr. år i offentlige indkøb. 40<br />
Ser man på de danske myndigheders indkøb er der alene de senere år sket en betydelig forøgelse af<br />
disse indkøb. Tal fra starten af 90'erne inddikerer, at statens årlige indkøb var på ca. 20 mia. kr. pr. år.<br />
Amternes og kommunernes årlige indkøb beløb sig til henholdsvis ca. 5 mia. kr. og 16 mia. kr. 41<br />
I forhold til danskernes samlede private forbrug udgør de offentlige indkøb udgør knap en sjettedel,<br />
hvilket understreger det store potentiale for de grønne indkøb.<br />
De statslige institutioner har pligt til at formulere en grøn indkøbspolitik. I bestræbelserne for at styrke<br />
den grønne indkøbspoltik har Miljøstyrelsen desuden udarbejdet vejledninger om miljøhensyn ved<br />
indkøb af produkter til brug for de offentlige institutioner. Ved indkøb via Statens Indkøbs Service<br />
rammekontrakter, kan offentlige institutioner ligeledes sikre sig, at producenterne lever op til udvalgte<br />
miljøkrav. Via rammekontrakter omsættes årligt for ca. 3 mia.kr., hvoraf knap 2/3 går til<br />
informationsteknologi, mens møbler og inventar udgør den næststørste post.<br />
Effekten af den nedskrevede indkøbspolitik tyder på en øget opmærksomhed omkring miljøbevidste<br />
indkøb både fra indkøbere, ledelse og medarbejdere. Dertil kommer at det er indkøbernes vurdering, at<br />
39<br />
Miljø- og Energiministeriet. Natur- og miljøpolitisk Redegørelse, 1999, side 360 - 361<br />
40 www.mst/offentlige grønne indkøb<br />
41 Miljøstyrelsen, 1994<br />
43
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
også leverandørerne i stigende grad er blevet opmærksomme på miljøkravene i den statslige<br />
indkøbspolitik. Registrering af statens institutioner og virksomheder har vist at henved 90 procent af<br />
disse er omfattet af en sådan indkøbspolitik. Det tager dog tilsyneladende tid at realisere de gode<br />
intentioner, da omkring halvdelen af samtlige indkøbere ved nærmere undersøgelse imidlertid ikke er<br />
klar over, at de er omfattet af en indkøbspolitik af en mere central myndighed.<br />
Helt konkret viser erfaringerne med offentlige grønne indkøb, på trods af store forventninger hertil, at<br />
det i dag kun en meget begrænset del af de offentlige indkøb, der er grønne. Et skøn - omend behæftet<br />
med usikkerhed, da der ikke findes egentlige opgørelser - siger, at den offentlige, grønne efterspørgsel<br />
ligger på knap 3 mia. kr. om året, hvilket svarer til under 3 procent af de samlede offentlige indkøb. 42<br />
Problemstillinger<br />
Problemstillinger<br />
Der er endnu en lang vej igen før det miljøbevidste indkøb i staten kan kaldes massivt og<br />
indkøbspolitikken for alvor sætter miljø på lige fod med pris, kvalitet m.m. Forklaringerne på dette<br />
kan tilskrives flere forhold. Først og fremmest kan det konstateres, at det i sig selv kan være en større<br />
proces at implementere miljøbevidste indkøb. 43<br />
Et andet forhold er det ressoucemæssige aspekt, i det at det koster både tid og penge at foretage<br />
miljøbevidste indkøb. Ressourcer der enten kan relateres til øgede udgifter i forbindels med indkøbene<br />
eller ved ekstra tidsforbrug til indsamling af viden og dokumentation, samt kommunikation med<br />
henholdsvis leverandørerne og de ansatte. På nuværende tidspunkt gælder det, at det er de færreste<br />
institutioner, der har haft mulighed for at afsætte ekstra ressourcer til opgaven og har indpasset<br />
implementeringen i dagligdagen. En mere grundlæggende forudsætning for at der kan foretages<br />
offentlige grønne indkøb i større udstrækning og på alle niveauer i de enkelte institutioner er, at der en<br />
viden om både de miljø- og indkøbsmæssige forhold til stede internt i institutionen.<br />
Indkøberne er sjældent uddannede indkøbere. Det er blandt andet på den baggrund at erfaringer viser,<br />
at mange indkøbere efterlyser efterlyser mere viden om miljømæssige forhold samt om, hvordan<br />
arbejdet med grønne indkøb i højere grad kan systematiseres. Opkvalificering og efteruddannelse ses<br />
som et “must”. Der eksisterer imidlertid nogle barrierer for dette. En væsentlig barrierer udgøres af det<br />
tidsforbrug, som ligger i at skulle deltage i kurser, hvilket især gælder for den gruppe af indkøbere,<br />
som ikke er fuldtidsbeskæftigede med indkøb. Hertil kommer det prismæssige aspekt, da der kan være<br />
store omkostninger forbundet med efteruddannelse og opkvalificering. 44<br />
Et andet problem er, at samarbejdet mellem amternes og kommunernes miljømedarbejdere og de<br />
indkøbsansvarlige generelt er ringe. Den miljøkompetence, som miljømedarbejderne ligger inde med,<br />
vurderes at kunne blive udnyttet mere hensigtsmæssigt i forhold til de offentlige grønne indkøb.<br />
Samtidig forventes der en større miljømæssig effekt ved at placere indkøbene hos eksempelvis en<br />
specialkonsulent, som forestår de miljørbevidste indkøb, fremfor hos en sekretær, som også har mange<br />
andre vigtige opgaver.<br />
42<br />
DTI erhvervsanalyser, 1999<br />
43 Miljøstyrelsen, 1999<br />
44 Ny Viden fra Miljøstyrelsen, 2001<br />
44
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Brug af miljøkriterier ved udbud tager bl.a. udgangspunkt i om der findes miljøvejledninger eller miljømærker<br />
for produkttypen. I vejledningerne om grønne indkøb indgår blandt andet anvisninger<br />
omkring listen over uønskede stoffer. Listen indgår konkret på den måde, at hvis der i produkttypen<br />
indgår stoffer, der findes på listen, anbefales det at undgå stofferne enten ved substitution eller ved reduceret<br />
brug. Hvor kraftige anbefalinger, der kan gives afhænger bl.a. af, om der findes reelle alternativer.<br />
Desuden ses produktets miljøpåvirkninger i hele dets livscyklus, og derved vurderes miljøpåvirkningerne<br />
i forhold til hinanden. Derfor kan det godt vurderes som mere vigtigt at få et produkt med et<br />
mindre energiforbrug end at undgå et stof, der er på listen over uønskede stoffer.<br />
Samlet set har erfaringer fra en række statslige og kommunale institutioner vist, at offentlige grønne<br />
indkøb kan være et stærkt og hurtigtvirkende virkemiddel. Et virkemiddel der tilgengæld også er<br />
meget afhængig af at der sættes handling og politisk vilje bag intentionerne. Et konkret eksempel på<br />
de store perspektiver, der ligger i dette virkemiddel i forhold til kemikalietrykket, er beslutningen i<br />
mange kommuner om ikke at indkøbe og anvende sprøjtemidler på offentlige anlæg.<br />
Der eksisterer på nuværende tidspunkt en række uløste problemstillinger i forhold til at få forøget<br />
mængden af det offentliges grønne indkøb og netop set i forhold til kemikalieproblematikken er<br />
indsatsen her endnu ikke tilstrækkelig. Tilsvarende gælder det, at størrelsen af de eksisterende grønne<br />
indkøb er meget beskeden i forhold til det offentliges samlede indkøb. Alene udfra den beskedne<br />
procentsats, synes der derfor at være god mulighed for at øge det offentliges indkøb af grønne<br />
produkter.<br />
Gr Grønne Gr nne nne afgifter<br />
afgifter<br />
Introduktionen af grønne afgifter har inden for de senere vundet stadig større udbredelse som<br />
miljøpolitisk virkemiddel. De grønne afgifter er fra regeringens side set som et virkemiddel, der skal<br />
skabe rammebetingelser, som både sikrer en gunstig erhvervsudvikling samtidig med virksomhedernes<br />
miljøbelastning reduceres. 45<br />
Baggrunden for denne fokus på grønne afgifter er, at prisen som hovedregel har afgørende betydning<br />
for, i hvor høj grad virksomhederne eller forbrugerne vil efterspørge en given vare. Det er således<br />
muligt at påvirke den markedsmæssige adfærd. Teoretisk set skønnes afgiftsinstrumentet at være den<br />
billigste måde for samfundet at regulere på. Dette kan illustreres ved, at en afgift på et<br />
uhensigtsmæssigt stof alt andet lige vil betyde, at de virksomheder, der er i stand til at foretage den<br />
største reduktion også typisk vil opnå størst økonomisk gevinst i forhold til konkurrenterne. Ved<br />
traditionel command- and- control regulering vil virksomhederne typisk blive pålagt at reducere<br />
udledningerne til et nærmere fastlagt niveau uanset omkostningerne. Den miljømæssige effekt på<br />
miljøet kan være den samme i begge tilfælde. Imidlertid vil de samfundsmæssige omkostninger være<br />
mindre ved anvendelse af økonomiske virkemidler. I praksis vil afgifterne være lettere at administrere,<br />
hvilket både gælder for myndigheder og virksomheder. Dette skyldes at brugen af afgifter ofte vil<br />
45 Finansministeriet, 1999<br />
45
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
reducere behovet for individuel vurdering, opfølgning og kontrol af virksomhederne. Derved bliver det<br />
muligt at få et bedre miljø for pengene. 46<br />
Imidlertid er der også en række områder, hvor afgifter som udgangspunkt vil være et uhensigtsmæssigt<br />
virkemiddel. Det gælder eksempelvis i forhold til dødbringende kemikalier, hvor forbud ofte vil virke<br />
mest hensigtsmæssigt. Tilsvarende i tilfælde, hvor der er tale om lokale miljøproblemer, hvor der er<br />
risiko, for at en generel afgift ikke sikrer, at den lokale forureningen vil blive nedbragt i tilstrækkelig<br />
grad.<br />
46<br />
Erhvervsministeriet 2001<br />
46
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Set i et overordnet perspektiv indgår brugen af de grønne afgifter i forbindelse med den grønne<br />
skattereform. En skattereform, der blev vedtaget i 1993, og igangsat året efter. Formålet med denne<br />
reform har været gradvist at skifte tyngde i skattesystemet, ved at statens indtægter i højere grad skal<br />
dækkes af grønne skatter frem for indkomstskatterne. Dette har medført, at der er sket en betydelig<br />
stigning i anvendelsen af økonomiske styringsmidler på miljøområdet. Med hensyn til de grønne<br />
afgifter er formålet her mere specifikt at øge omkostningerne ved at belaste miljøet, således at både<br />
den almindelige borger og virksomhederne i højere grad vil blive motiveret til at ændre deres adfærd<br />
på miljøområdet. 47<br />
I forbindelse med anvendelsen af afgifter er der vise forbehold , der gør sig gældende. Til forskel fra<br />
en række andre virkemidler er brugen af afgifter kun muligt såfremt der forelægger en egentlig lov for<br />
en sådan afgift (i henhold til Grundlovens § 43). Dertil kommer at der er en række forbehold på<br />
internationalt plan, der begrænser brugen af afgifter. Eksempelvis i EU-sammenhæng. Her er der<br />
opstillet en række bestemmelser, som har betydning for udformningen af økonomiske instrumenter til<br />
brug på nationalt plan. Endelig kan det være problematisk for de danske virksomheders<br />
konkurrenceevne i tilfælde af, at de grønne skatter og afgifter kun pålægges danske produkter og ikke<br />
vedtages internationalt.<br />
Groft set kan grønne afgifter deles op i følgende typer: 48<br />
- Afgifter til dækning af forurenende adfærd. Afgifterne opkræves efter princippet om, at<br />
forureneren skal betale.<br />
- Afgifter i form af pantordninger, der typisk er øremærket til at sikre en miljømæssig forsvarlig<br />
aflevering og bortskaffelse af skadelige produkter.<br />
- Adfærdsregulerende afgifter, der skal søge at reducere brugen af problematiske stoffer eller<br />
produkter. En forøget pris skal få producenter og forbrugere til at fravælge disse stoffer og<br />
produkter af økonomiske grunde.<br />
- Adfærdsregulerende afgifter, der samtidig skal give et provenu enten til finansiering af<br />
miljøformål eller af velfærdsstatens generelle udgifter.<br />
Anvendelse<br />
Anvendelse<br />
Danmark har med sin øgede anvendelse af grønne skatter fulgt en europæisk udvikling, idet der i en<br />
lang række europæiske lande har været en stigning i anvendelsen af grønne skatter gennem de sidste<br />
10-15 år 49<br />
. Konkret udgjorde de samlede indtægter af både miljø- og energiafgifterne i 1999 35,8 mia.<br />
kr. i Danmark. Et beløb der svarer til 5,8 pct. af de samlede indtægter fra skatter og afgifter.<br />
Energiafgifterne udgør imidlertid hovedparten af disse indtægter med et beløb på 26,5 mia. kr. Ser<br />
man på de deciderede miljøafgifter udgjorde disse i 1999 9,2 mia. kr. At der har været tale om en<br />
betydelig stigning i miljøafgifterne afspejles af, at miljøafgifterne i 1991 udgjorde 1,1 mia. kr., hvilket<br />
er en stigning på 8.1 mia. kr. 50<br />
47 Miljø- og Energiministeriet, 1999<br />
48<br />
Se f.eks. Økologisk Råd, 2000<br />
49 Miljø- og Energiministeriet, 1999<br />
50 Danmarks Statistik, 2000<br />
47
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
(Kilde:Danmarks Statistik, 2000)<br />
Det skal bemærkes at statistikken kun omfatter den del af den offentlige sektor, der kaldes offentlig forvaltning og service,<br />
dvs. offentlige aktiviteter, der ikke er markedsmæssige. Dette betyder konkret i forhold til miljøområdet, at blandt andet<br />
dele af spildevands- og affaldsbehandlingen ikke er omfattet af statistikken. Derfor er opgørelsen ikke fuldt ud dækkende<br />
for den offentlige sektors samlede miljøindsats.<br />
48
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Af eksempler på grønne afgifter er: 51<br />
- CO2–afgiften, svovlafgiften og energiafgift fra erhvervene.<br />
Afgift der er pålagt erhvervslivets energiforbrug og som sigter på, at reducere forbruget af<br />
fossile brændsler. Afgiften er er differentieret efter energianvendelse og er opdelt efter de tre<br />
kategorier, rumvarme, energiintensive processer samt mindre energiintensive processer.<br />
Differentieringen af afgiftssatserne betyder, at des mere energiintensiv virksomheden er, des<br />
mere falder afgiftsbelastningen pr. energienhed. Dertil kommer, at det hvad angår de meget<br />
energiforbrugende virksomheder, er muligt at indgå en aftale med Energistyrelsen om<br />
energieffektivisering og således få refunderet en del af CO2 -afgiften. Dette sikrer både, at der<br />
foretages energieffektiviseringer i de mest energiforbrugende virksomheder, uden at disse<br />
virksomheder bliver for belastet rent økonomisk.<br />
- Affaldsafgiften.<br />
Denne afgift trådte i kraft tilbage i 1987 men er løbende blevet forhøjet. Formålet med denne<br />
afgift har været at konfrontere affaldsproducenterne både de økonomiske- og miljømæssige<br />
omkostninger ved affaldsbortskaffelse. Affaldsafgiften er rettet mod både selve produktionen af<br />
affald samt håndteringen af affald. Der er sidenhen foretaget en differentiering, hvilket har<br />
betydet, at det er dyrere at deponere affaldet end at sende det til forbrænding mens<br />
genanvendelse helt er fritaget for afgift.<br />
- Spildevandsafgiften.<br />
Afgiften indførtes i 1997 og er pålagt udledninger af henholdsvis kvælstof, fosfor og organisk<br />
materiale både fra fælles rensningsanlæg, virksomheder med eget renseanlæg og endelig på<br />
udledninger fra spredt bebyggelse i områder, hvor der ikke er kloakeret.<br />
- Klorerede opløsningsmidler.<br />
Afgiften blev indført i 1996 og er rette mod de tre mest anvendte klorerede opløsningsmidler,<br />
med det formål sænke forbruget disse opløsningsmidler<br />
Effekt<br />
Effekt<br />
51<br />
Miljø- og Energiministeriet, 1999<br />
49
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
De foreløbige erfaringerne med ovenstående eksempler på grønne afgifter har været følgende: 52<br />
·<br />
CO2–afgiften, svovlafgiften og energiafgift er end del af, viser de nuværende erfaringer, at<br />
energipakkens miljøvirkninger i stort omfang lever op til forventningerne. Det betyder konkret,<br />
at der vil være sket en reduktion af den samlede CO2-udledning på 4 procent i år 2005. Et tal der<br />
omregnet svarer til 2,3 mio. tons CO2. Med hensyn til udledningerne af svovl har erfaringerne<br />
vist, at miljøvirkningen af afgiften er bedre end forventet. Udledningerne af SO2 forventes derfor<br />
at være reduceret med 34.000 tons SO2 i 2005, som følge af afgiften. Omvendt har det vist sig<br />
at på trods af, at provenuet skal tilbageføres til virksomhederne, så tyder det på, at især<br />
fremstillingserhvervene belastes hårdere af afgifterne end forventet. Desuden har den samlede<br />
energipakke vist sig forholdsvis kompliceret at administrere for virksomhederne og det er derfor<br />
fra statsligt hold blevet overvejet at foretage en administrativ forenkling af energipakken.<br />
· CO2–afgiften, svovlafgiften og energiafgift: For den samlede energipakke, som de tre afgifter<br />
Affaldsafgiften: Evaluering af affaldsafgiften har vist, at der er sket et generelt fald i<br />
deponeringen af affald, men at der til gengæld er sket en betydelige stigninger i genanvendelsen.<br />
Imidlertid er det derimod uklart, hvorvidt afgiften har haft betydning for den samlede<br />
affaldsproduktion.<br />
tidspunkt ikke har været muligt at vurdere den miljømæssige effekt af afgiften. Rent<br />
økonomiske har afgiften givet et stigende afkast til staten. Tilbage i 1997 indbragtes således et<br />
provenu på 147 mio. kr. stigende til 334 mio. kr. i 1998.<br />
· Spildevandsafgiften har endnu kun kort tid på bagen, hvilket betyder at det på nuværende<br />
procent. Det tyder derfor på, at formålet med denne afgift er ved at blive indfriet. Imidlertid er<br />
forbruget af ét af de tre midler – tetrachlorethylen – er ikke faldet i nær samme grad.<br />
· Afgiften på de klorerede opløsningsmidler har medført et fald i salget af disse midler på ca. 25<br />
At brugen af grønne afgifter (her betegnet som skatter) for de europæiske lande som helhed har en<br />
positiv miljømæssig effekt, viser en evaluering foretaget af det Europæiske Miljøagentur. 53<br />
52 Miljø- og Energiministeriet, 1999<br />
53<br />
Økologisk Råd, 2000<br />
50
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
De foreløbige konklusion i forhold til brugen af grønne afgifter som miljøpolitisk virkemiddel er, at<br />
disse afgifter konkret har betydet reduktioner både i forhold til udledninger og forbrug 54<br />
.<br />
Anvendelsen af afgifter på miljøområdet og for den sags skyld også på energiområdet, har imidlertid<br />
også vist, at det i praksis kan være vanskeligt at udforme afgifterne på en sådan måde, at de<br />
54 Finansministeriet, 1999<br />
51
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
udelukkende tilgodeser miljø- eller energimæssige aspekter. Typisk vil udformningen af denne form<br />
for afgifter være en sammmenkædning af flere forskellige afgiftspolitiske hensyn.<br />
·<br />
hos producenter og/eller forbrugere.<br />
· Det adfærdsregulerende hensyn, hvor man via afgifter forsøger at anspore til en ændret adfærd<br />
· Fiskale hensyn.<br />
retning af mindre miljøbelastende og mere arbejdskraftintensive produkter.<br />
De internationale hensyn, hvor afgiftsniveauet må ses i forhold til afgiftsniveauet for<br />
virksomheder i andre lande, således at konkurrenceevnen ikke forringes i væsentlig grad.<br />
· Strukturpolitiske hensyn. Tilstræbning af, at rette forbrugeres og virksomheders efterspørgsel i<br />
De forskellige hensyn har betydet, at effekten af den givne afgift ikke altid bliver optimal.<br />
Et problem er eksempelvis i de tilfælde, hvor det fiskale aspekt er det dominerende. Et forhold der ofte<br />
medfører, at de grønne afgifter udformes som en stykafgift på den givne foruenings- eller<br />
ressourceenhed. Herved begrænses den miljømæssige effekt, da det især er de marginale omkostninger<br />
og ikke de gennemsnitlige omkostninger, der virker adfærdsregulerende. Dilemmaet her er imidlertid,<br />
at hvis afgifterne udelukkende indrettes ud fra et adfærdsmæssigt sigte, vil en ændring af folks<br />
miljøadfærd betyde, at staten ikke får nogle indtægter. 55<br />
På baggrund af de erfaringer der hidtil er gjort med grønne afgifter, har blandt andet Erhvervsministeriet<br />
været fremme med overvejelser om, hvilke forudsætninger der bør være opfyldt før end dette<br />
reguleringsinstrument kan få den tilsigtede effekt. Først og fremmest bør der være tale om et<br />
veldefineret, velafgrænset og klart afgiftsgrundlag med en enkel og gennemskuelig afgiftsberegningen.<br />
Det skal være muligt for virksomheder og borgerne at kunne ændre adfærd. Er dette ikke er tilfældet,<br />
vil en afgift kun medføre et øget provenu, uden at der sker en egentlig adfærdsregulering. En<br />
undtagelse herfor er dog i de tilfælde, hvor de grønne afgifter anvendes ud fra devisen om at<br />
forureneren betaler.<br />
I forbindelse med den fremtidige anvendelse af grønne afgifter på kemikalieområdet, er der blandt<br />
andet fremlagt forslag om, at brugen af de grønne afgifter overvejes i forhold til imprægneret træ, hvor<br />
der indgår stoffer som kobber, krom, og creosot. Samtlige af de tre stoffer står på Miljøstyrelsens<br />
reviderede liste over uønskede stoffer. Derudover undersøges det, om der ud fra klassificeringerne af<br />
de kemikalier, der sælges i detailhandlen, kan indføres en afgift, således at forbruget af disse<br />
kemikalier i blandt andet husholdningerne reduceres. 56<br />
Frivillige Frivillige aftaler<br />
aftaler<br />
Omfanget og kompleksiteten af tidens miljøproblemer har overbevist både politikere og industrien om<br />
nødvendigheden af nye miljøpolitiske virkemidler. Virkemidler der bygger videre på den eksisterende<br />
miljøregulering baseret på emissionskrav og regulativer og som kan bidrage til et tættere samarbejde<br />
55 Brendstrup & Jespersen, 1994<br />
56 Skatteministeriet Miljø- og Energiministeriet Finansministeriet August 2000<br />
52
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
mellem myndigheder og industrien. Dette er brugen af frivillige aftaler et konkret eksempel på.<br />
Frivilligheden består groft sagt i, at industrien under udsigt til skærpede miljøkrav kan foretrække et<br />
regelsæt, som den selv er med til at fastlægge frem for miljøkrav alene fastsat af myndighederne.<br />
EU kommisionen inddrog i forbindelse med “The 5 th<br />
Environmental Plan of Action” fra 1992, denne<br />
form for regulering, hvor frivillige aftaler indgår som et centralt instrument. Denne femte<br />
miljøhandlingsplan havde som overordnet målsætning at rykke den politiske beslutningsproces i<br />
retning af større bæredygtighed både i forhold til den økonomiske og den sociale udvikling.<br />
Kommisionen vurderede positivt de muligheder, der lå i brugen af aftaler som miljøpolitisk<br />
instrument. 57<br />
EU-Kommissionens har siden taget kontakt til både Ministerrådet og Europa Parlamentet med det<br />
formål at skabe rammer for indgåelse af miljøaftaler. Et initiativ der skulle ses i sammenhæng med<br />
EU's 5. Miljøhandlingsprogram, hvilket fordrede overvejelse omkring: 58<br />
- opstilling af retningslinier for en effektiv anvendelse af miljøaftaler.<br />
- opstilling af betingelser for, at sådanne aftaler kan anvendes til gennemførelse af visse<br />
bestemmelser i Fællesskabets direktiver.<br />
- anføring af, hvorledes miljøaftaler kan anvendes på EU plan.<br />
I forhold til Danmark blev der allerede i 1991 indført en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven. Denne<br />
giver ministeren hjemmel til at indgå aftaler med virksomheder. Aftaler der skal sikre, at<br />
virksomhederne opnår nærmere fastsatte mål for anvendelsen, udledningen eller bortskaffelsen af<br />
nærmere bestemte produkter, stoffer eller materialer.<br />
I den Natur- og miljøpolitiske redegørelse 1999, kædes brugen af aftaleinstrumentet sammen med den<br />
overordnede strategi for miljøindsatsen. Her fremgår det, at regeringen særligt vil arbejde for at:<br />
- Tilrettelægge miljøindsatsen, så omkostningerne for samfundet bliver så lave som mulige. Det<br />
skal ske med det rigtige valg og rigtige den kombination af styringsmidler.<br />
- Udbygge beslutningsgrundlaget for valg af styringsmidler på natur-og miljøområdet, f.eks. ved<br />
at udbygge viden generelt om styringsmidlers miljø- og omkostningsmæssige effekter.<br />
Udbredelse Udbredelse og og erfaringer<br />
erfaringer<br />
I forhold til de frivillige aftaler eksisterer der en større variation af denne type af aftaler. Eksempler<br />
herpå er selvregulering, frivillige initiativer, sam-regulering, frivillige forlig med mere. Opgørelser<br />
viser at der eksisterer mere end 300 af slagsen alene inden for EU. 59<br />
I tilfældet med Danmark, er det også her gjort erfaringer med aftalekonceptet, der anvendes i stigende<br />
grad på miljøområdet. Disse har vist, at der i særdeleshed bør være et kritisk fokus på forhold som<br />
57<br />
OECD, 1998<br />
58 Miljøstyrelsen, 1997<br />
59 OECD, 1998<br />
53
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
muligheder for kontrol og pålidelighed af data, da der er eksempler på at ikke alle aftaler er blevet<br />
overholdt. De seneste ti års erfaringer har vist, at aftaler i nogle tilfælde kan være et velegnet<br />
virkemiddel til at opnå miljømæssige målsætninger. Noget der imidlertid beror på konkrete<br />
vurderinger fra område til område.<br />
Frivillige Frivillige aftaler, aftaler, indg indgået indg et i i perioden perioden 1987 1987-96: 1987 96: 96: 60<br />
- Genanvendelse af transportemballage.<br />
- Tilbagetagning af kasserede dæk.<br />
- Indsamling og bortskaffelse af kasserede blyakkumulatorer til genan-vendelse.<br />
- Bortskaffelsesordning for CFC-holdige kølemøbler.<br />
- Selektiv nedbrydning på bygge- og anlægsområdet.<br />
- Indsamling af genopladelige nikkel-cadmium batterier.<br />
- Brug af nonylphenolethoxylater.<br />
- Reduktion af brugen af organiske opløsningsmidler i husholdnings-produkter.<br />
- Anvendelse af PVC.<br />
- Anvendelse af stofferne DTDMAC, DSDMAC og DHTDMAC.<br />
- Oliebranchens Miljøpulje.<br />
- Reduktion af brugen af organiske opløsningsmidler (VOC-aftalen).<br />
- Renere dieselkvaliteter.<br />
Problemstillinger<br />
Problemstillinger<br />
60<br />
Miljø- og Energiministeriet, 1999<br />
54
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Brugen af aftaleinstrumentet på miljøområdet har vist sig både at være en styrke og en svaghed,<br />
hvilket skyldes den frivillighed, der ofte ligger implicit i aftalen. Ved brugen af aftaleinstrumentet har<br />
industrien indflydelse på udformningen af den enkelte aftale, hvorfor det ofte er muligt at opnå større<br />
forståelse og bredere støtte til mere vidtgående miljøtiltag, end ved brugen af decideret lovgivning. Til<br />
gengæld er det for eksempel helt afgørende for en brancheaftale, at de enkelte firmaer bakker op om<br />
aftalen, hvis denne skal have en effekt. 61<br />
Til fordelene hører, at en aftale ofte kan være det mest omkostningseffektive instrument til at realisere<br />
specificerede miljømålsætninger. Ved brugen af aftaleinstrumentet udnyttes industriens evner og<br />
erfaringer til at finde de mest hensigtsmæssige løsninger samt sikre, at der opnås en højere<br />
miljøbeskyttelse. Generelt fungerer aftalerne således, at virksomhederne inden for de i aftalen fastlagte<br />
rammer selv fastlægger, hvor og hvordan reduktionerne skal foretages.<br />
Omvendt er der også forbundet en række ulemper forbundet med brugen af aftaler. Et problem har vist<br />
sig at forarbejdet til at indgå en aftale er særdeles omfangsrigt og ressourcekrævende. Samtidig vil<br />
virksomhederne ofte side inde med den størst viden om egne produktionsforhold og dermed have det<br />
størst overblik over de muligheder, der ligger for at opnå reduktioner eller reducere udslip - kaldet<br />
asymmetrisk information. Dette stiller ekstra krav til den offentlige aftalepart, hvis det skal sikres at<br />
man når frem til den miljømæssigt set bedste aftale. Desuden har det i en række tilfælde vist sig meget<br />
ressourcekrævende at nå til enighed om indgåelse af de endelige aftaler mellem aftaleparterne.<br />
Indgåelsen af en aftale stiller desuden krav til de (relevante) virksomheder, som ikke omfattet af<br />
aftalen - hvis disse ikke er medlem af den brancheorganisation, der indgår aftalen. Disse virksomheder<br />
skal reguleres ud fra miljøkrav, som svarer til indholdet i den givne aftale. Et tiltag, der er nødvendigt<br />
for at sikre, at de virksomheder, der ikke er omfattet af aftalen, ligestilles med de virksomheder, som er<br />
omfattet. En anden alvorlig side af frivillige aftaler er manglen på sanktionsmuligheder, hvilket<br />
betyder, at aftalerne kan blive saboteret af virksomheder, som agerer ved “free riding” 62<br />
. Et problem<br />
der kan være vanskeligt at undgå ved brugen af frivillige aftaler.<br />
En anden problemstilling er, at aftaler begrænser myndighedernes muligheder for at tage yderligere<br />
initiativer i aftaleperioden. Viser det sig i løbet af en aftaleperioden, at de miljømæssige målsætninger<br />
alligevel ikke kan opnås, eller at der tilvejebringes ny viden, således at målsætningerne virker<br />
utilstrækkelige, vil mulighederne for supplerende indgreb i praksis være begrænsede.<br />
61 Miljøstyrelsen, 1996<br />
62<br />
OECD, 1998<br />
55
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Et meget aktuelt eksempel på brugen af aftaler er Kyoto aftalen, der vedrører udledningerne af<br />
drivhusgasser. I forhold til den aftale fremgår det blandt andet:<br />
“Kyoto-aftalen fra 1997 forpligter verdens industri-lande til at begrænse deres udslip af drivhusgasser<br />
med 680 mio. tons kulstof. Men handel med kvoter, der skulle gøre det muligt<br />
At begrænse drivhuseffekten, hvor virkningen er størst, og projekter der kan give mest miljø for<br />
pengene kan vise sig som en billig udvej for industrilandene. I alt skønnes det, at det er muligt at<br />
begrænse udslippet af drivhusgasser med mellem 100 og 200 procent af de 680 mio. tons alene ved<br />
brug af de "fleksible mekanismer", der er i kyoto-aftalen - uden at industrilandene selv reducerer deres<br />
ud-slip. Kritikerne peger på behov for afgrænsning og re-gulering mod misbrug af disse potentielle<br />
smut-huller i aftalen.” 63<br />
Kyotoaftalen illustrerer netop, hvor omstridt brugen af aftaler som et miljøpolitisk virkemiddel kan<br />
være. Et virkemiddel som samtidigt er utroligt centralt når der skal foretages forhandlinger mellem et<br />
større antal lande.<br />
I forhold til industriens brug af kemikalier har aftaleinstrumentet været flittigt anvendt. Herhjemme er<br />
aftaler er i de senere år eksempelvis blevet anvendt i et forsøg på at få industrien til at reducere<br />
anvendelse af kemikalier som PVC, alkylphenolethoxylater i vaske- og rengøringsmiddel samt aftale<br />
om udledningen af VOC'er.<br />
Skal brugen af aftaler som et miljøpolitisk virkemiddel blive et effektfuldt virkemiddel både generelt<br />
og i forhold til de miljø- og sundhedsskadelige stoffer stiller dette altså først og fremmest krav om, at<br />
der er indbygget en troværdig kontrolmekanisme og sanktionsmuligheder i aftalerne således, at “free<br />
riding” undgås. Samtidig stiller det krav til myndighedsparten om at være opmærksom på betydningen<br />
af at det er virksomhederne, der som hovedregel har det største kendskab til “hvor skoen trykker”, dvs.<br />
asymmetrisk information.<br />
Tilskudsordninger<br />
Tilskudsordninger<br />
Brugen af tilskud og tilskudsordninger som miljøpolitisk virkemiddel har været stigende de senere år,<br />
således at der i dag eksisterer en lang række tilskudsordninger på miljøområdet. Af disse kan nævnes<br />
følgende eksempler: 64<br />
63<br />
Teknologirådet, 2000<br />
64<br />
www.mst/tværgående indsats/tilskudsordninger<br />
56
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
- Affald og genanvendelse - Aktionsplan for fremme af økologisk byfornyelse og spildevandsrensning<br />
- Aktiviteter vedrørende bekæmpelsesmidler - DANCEA -miljøbistand Nord (forbedring af<br />
miljøtilstanden i Arktis)- DANCED - miljøbistand syd (forbedre miljøtilstanden i udviklingslandene) -<br />
DANCEE- miljøbistand Øst (miljøforbedringer i Østeuropa)- Den Grønne Jobpulje<br />
- Indsamlingsordning for dæk - Indsamlingsordning for nikkel-cadmium-batterier - LIFE<br />
(demonstrations - og innovationsprojekter for industri og lokale myndigheder, som<br />
understøtter EU’s miljøpolitik)- Teknologipuljen - Vandfonden<br />
Det er Miljøstyrelsen, som har ansvaret for disse tilskudsordninger. For mange af ordningerne gælder<br />
det, at størstedelen af de afsatte midler er øremærket virksomheder, organisationer, kommuner og<br />
borgere. Omvendt gælder det på visse områder, at det kun er Miljøstyrelsen, der kan sætte projekter i<br />
gang. I sådan tilfælde kan andre aktører kun i begrænset omfang søge om støtte.<br />
At der er er afsat forholdsvist store beløb til brug for tilskudsordningerne, er puljerne i henholdsvis<br />
Den Grønne Fond, Program for renere produkter og Den grønne Jobpulje eksempler på.<br />
Den Den Gr Grønne Gr nne Fond<br />
Fond<br />
En af de mere kendte tilskudsordninger er “Den Grønne Fond”. Hensigten med denne ordning har<br />
været at skabe basis for generel udviklingen af bæredygtig på alle niveauer i samfundet. Den grønne<br />
Fond støtter projekter, der påvirker samfundet som helhed i retning af større miljøbevidsthed og<br />
økologisk udvikling.<br />
Den Grønne Fond blev oprettet ved lov i april 1994 og trådte efterfølgende i kraft sommeren 1994.<br />
Loven administreres af Det Grønne Sekretariat i Miljøstyrelsen, men beslutning om tildeling af støtte<br />
træffes af fondens bestyrelse. I år 2000 blev der afsat 45 mio. kr. til fonden. Mindst en tredjedel af Den<br />
Grønne Fonds midler skal bruges som løntilskud til et netværk af lokale miljøvejledere. De såkaldte<br />
grønne guides. Derudover kan fonden yde tilskud til både enkeltpersoner, private foreninger og<br />
organisationer i Danmark - men dog ikke erhvervsvirksomheder. Fonden støtter især følgende<br />
områder: 65<br />
- Nyskabende eller tværgående initiativer vedrørende miljø, natur og ressourcer.<br />
- Byøkologiske aktiviteter, der ikke er omfattet af andre støtteordninger.<br />
- Internationalt miljøarbejde, der sigter mod samarbejde med miljøorganisationer i andre lande og<br />
deltagelse i internationale miljøkonferencer og -møder med videre, herunder opfølgning af<br />
FN's konference i Rio i 1992.<br />
- Aktiviteter der fremmer et miljøvenligt eller økologisk forbrugsmønster.<br />
- Initiativer inden for oplysning, uddannelse og erfaringsudveksling om sådanne aktiviteter.<br />
- Netværksdannelser af personer og organisationer omkring sådanne aktiviteter.<br />
Program Program for for renere renere produkter<br />
produkter<br />
Formålet med "Program for renere produkter m.v." er at styrke udviklingen samt forbedre afsætningen<br />
af renere produkter. Konkret kan der gives tilskud til projekter, som ved fremstillingen af et produkt<br />
forsøger at reducere miljøbelastningerne i hele dets livscyklus. Herunder også de tilknyttede<br />
serviceydelser. Derudover er det hensigten, at tilskudsordningen også skal styrke håndteringen af<br />
65 www.mst/tværgående indsats/tilskudsordninger<br />
57
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
affald, i produkternes samlede livscyklus. I praksis drejer det sig om de områder, der er indeholdt i<br />
redegørelse om den produktorienterede miljøindsats, regeringens kemikaliestrategi og Affald 21.<br />
Programmet er startet i 1999 og fortsætter frem til år 2002. Af det samlede beløb udgør tilbageførte<br />
CO2-afgifter 60 mio kr. I finansloven er der for 2000 og frem til 2002 afsat følgende midler:<br />
År<br />
Mio Mio kr.<br />
kr.<br />
2000<br />
111,0 mio kr.<br />
2001<br />
132,3 mio. kr.<br />
2002<br />
127,2 mio. kr.<br />
Det er Miljørådet for renere produkter, der foretager den overordnet prioritering af tilskudsmidlerne,<br />
hvilket sker i form af årlige prioriteringsplaner. På baggrund af denne prioritering er det<br />
Miljøstyrelsen, der behandler ansøgningerne samt bevilger tilskud.<br />
I forhold til Udviklingsordningen har de indsatsområder, som Miljørådet har satset på i 2000, været<br />
følgende fem hovedområder: 66<br />
- Generelle metoder og værktøjer<br />
- Fremme af udvikling af renere produkter<br />
- Forbrug, handel og markedets rammer<br />
- Affald og genanvendelse<br />
- Særlige produktområder<br />
Derudover omfatter programmet for renere produkter de to ordninger Miljøkompenteceordningen og<br />
Miljømærkefremmeordningen. For miljøkompenteceordningen gælder det, at ordningen giver tilskud<br />
til blandt andet opbygning af miljøkompetence i institutioner og virksomheder. Med hensyn til<br />
miljømærkefremmeordningen har denne til formål at øge antallet af miljømærkede produkter.<br />
Tilskuddene fra disse to ordninger tildeles kun små og mellemstore virksomheder.<br />
Den Den Gr Grønne Gr nne Jobpulje JobpuljeDen Jobpulje Grønne Jobpulje blev vedtaget i 1997, hvilket skete på baggrund af<br />
finanslovsaftalen fra 1996. Formålet med Den Grønne Jobpulje har kort været at skabe nye<br />
arbejdspladser, som har et miljømæssigt formål og indhold. Et primært formål for denne jobpulje har<br />
desuden været at skabe varige arbejdspladser. Puljen omfatter dog i visse tilfælde også projekter, hvor<br />
der kun skabes midlertidige arbejdspladser.<br />
Budgettet for Den Grønne Jobpulje har været på 305 millioner kroner. Midler der er fordelt med 125<br />
millioner kroner i 1997 og 60 millioner for hvert af de følgende år frem til år 2000. Midlerne i Den<br />
Grønne Jobpulje fordeles af Den Grønne Jobpuljes bestyrelse. Bestyrelsen udpeges af Miljø- og<br />
Energiministeren for en periode af to år ad gangen.<br />
En foreløbig midtvejsevaluering af Den Grønne Jobpulje har vist, at der skabes nye arbejdspladser.<br />
Arbejdspladser hvor de ansatte i kraft af deres virke med miljømæssige problemstillinger bidrager til et<br />
bedre miljø. Samlet set har Den Grønne Jobpulje siden 1997 givet tilskud til i alt 417 projekter med et<br />
66 www.mst/tværgående indsats/tilskudsordninger<br />
58
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
beløb på i alt 182 millioner kroner. En investering der indtil nu har bidraget til at skabe 91 vedvarende<br />
job i forbindelse med blandt andet miljøledelse og udvikling af grønne produkter. 67<br />
Effekt Effekt - tilskudsordninger tilskudsordninger generelt generelt<br />
generelt<br />
Den udbredte brug af tilskud på miljøområdet, har ført til kritik fra forskellige steder. Kritik der både<br />
går på beløbsstørrelsen af tilskuddene og på effekten af disse tilskudsordninger.<br />
Miljøstyrelsen har blandt andet derfor forsøgt at give et dækkende billede af tilskuddenes funktion og<br />
deres berettigelse. Her fra er der blevet argumenteret med, at tilskudsordninger først og fremmest er<br />
oprettet på baggrund af, at man fra politisk side ønsker at lede udviklingen i en bestemt retning. En<br />
retning hvor tilskud vurderes, at være det mest hensigtsmæssige virkemiddel eventuelt i kombination<br />
med andre virkemidler.<br />
67<br />
Miljøstyrelsen, 2000<br />
59
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Man har fra Miljøstyrelsen side desuden fremført, at den traditionelle regel- og påbudsorienterede<br />
regulering på miljøområdet ikke i alle situationer er det mest optimale virkemiddel. Eksempelvis når<br />
det gælder de politiske målsætninger om, at der skal ansættes flere miljømedarbejdere i<br />
virksomhederne. Tilsvarende gælder det for udvikling og produktion af mere miljøvenlige produkter.<br />
Skal udviklingen her gå i en retning, således at der designes og produceres mere miljørigtige<br />
produkter, en retning hvor den enkelte borgere samtidig efterspørge denne type produkter, så skønnes<br />
et virkemiddel som tilskud – i samspil med blandt andet afgifter, miljømærker og lignende at have<br />
afgørende betydning. 68<br />
Samlet set er der tale om et virkemiddel, som især kan være medvirkende til at skabe mere viden<br />
omkring miljøforhold internt i virksomhederne og skabe incitament blandt disse til at agere mere<br />
miljøvenligt. Det er imidlertid samtidig også et virkemiddel, der er meget følsomt over for den<br />
politiske velvilje.<br />
Produktpaneler<br />
Produktpaneler<br />
Produktpanelerne tager udgangspunkt i den produktorienterede miljøstrategi, som kom frem i 1996.<br />
Den produktorienterede miljøstrategi tager udgangspunkt i det forhold, at udviklingen i forureningen er<br />
gået fra at kunne relateres til punktkilder til at have en mere diffus karakter. Hvor forurening tidligere<br />
nemt kunne relateres til de enkelte virksomheder er udpegning af forureningskilderne i dag ikke<br />
længere så entydig. Et konkret eksempel på problematikken ses med hensyn til forureningen af miljø-<br />
og sundhedsskadelige kemikalier, hvor det har vist sig vanskeligt at opspore mange af disse<br />
forureningskilder. Et forhold der kan tilskrives, at forureningen fra et givent stof ikke kun sker i<br />
produktionsfasen men også i de faser, der ligger før og efter produktionsfasen.<br />
I “Redegørelse om den produktorienterede miljøindsats” fremgår det at:<br />
“Et konkret produkt kan umiddelbart synes harmløst set i et større miljøperspektiv. Men et enkelt<br />
produkt – hvor uskadeligt det måske ser ud – kan på grund af de mængder det produceres i, eller på<br />
grund af de stoffer produktet indeholder, få stor miljømæssig betydning.” 69<br />
Den traditionelle ”command-and-controll” regulering er på en række områder både langsommelig og<br />
ressourcekrævende. Selv om Danmark har opbygget et stort miljøkontrolapparat, er der stadigvæk<br />
betydelige politiske og økonomiske interesser indblandet, hvilket kan have stor betydning for tempo og<br />
effektivitet i miljøforvaltningen. Desuden viser erfaringerne, at det kan være en meget langsommelig<br />
proces at få indført restriktioner eller et decideret forbud mod et kemisk stof. Sagen om TBT er et<br />
eksempel herpå. I et forsøg på generelt at forbedre miljøindsatsen blev den produktorienterede<br />
68<br />
MiljøDanmark nr. 5/2000<br />
69<br />
Miljøstyrelsen, 1998. Redegørelse om den produktorienterede miljøindsats<br />
60
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
miljøstrategi således lanceret. Et centralt virkemiddel i denne strategi var etableringen af en række<br />
produktpaneler på udvalgte områder.<br />
Formålet med produktpanelerne har været at konkretisere produktindsatsen. Ved at samle relevante<br />
aktører fra hele produktets livscyklus. Aktørerne skal via dialog opstille og gennemføre en<br />
handlingsplan for, hvorledes udvikling og afsætning af renere produkter på de pågældende områder<br />
kan fremmes. I 1998 nedsatte Miljøstyrelsen således produktpaneler inden for tre områder:<br />
- Elektronik<br />
- Tekstil<br />
- Godstransport<br />
Det er er blevet tilstræbet, at panelerne i videst muligt omfang agerer uafhængigt af snævre politiske<br />
og økonomiske interesser. Dog er Miljøstyrelsen repræsenteret i alle tre paneler samt deltager som en<br />
aktør på lige fod med panelernes øvrige medlemmer. Panelerne består typisk af repræsentanter for<br />
producenter, detailhandel, designere, forbrugere og interesseorganisationer. Dette varierer imidlertid<br />
efter hvilket område, der er tale om. Tilsvarende gælder det for arbejdet i panelerne, som er<br />
forskelligartet. Variationer der afspejler de enkelte områders forskellige branchestruktur og niveau med<br />
hensyn til få indarbejdet miljøhensynet i udviklingen af produkterne.<br />
Tekstilpanelet<br />
Tekstilpanelet<br />
Et af de områder der udpeget til at have et produktpanel er tekstilområdet. På nuværende tidspunkt er<br />
markedet for mere miljøvenlige tekstilprodukter præget af et ringe udbud og en ringe efterspørgsel.<br />
Hovedparten af udbudssiden holder sig tilbage og undlader at markedsføre mere miljøvenlige<br />
produkter, da disse udbydere ikke kan registrere en efterspørgsel på deres markeder. For<br />
efterspørgselssiden (både forbrugere og indkøbere) gælder det omvendt, at man ikke efterspørger mere<br />
miljøvenlige produkter. Hvilket især skyldes, at disse produkter ikke er til stede på markedet.<br />
Tekstil branchen afspejler på mange områder den typisk erhvervsstruktur i Danmark, da tekstil- og<br />
beklædningsindustrien i Danmark i høj grad består af små og mellemstore virksomheder. Omkring 90<br />
procent af virksomhederne har mindre end 50 ansatte. Omvendt har branchen også enkelte<br />
virksomheder med en omsætning på over en milliard kroner. Med hensyn til indtjeningen så havde<br />
branchen i 1997 en omsætning på 16 mia. kr. og beskæftigede lidt over 14.000 mennesker.<br />
Beskæftigelsen har dog været stødt faldende gennem de seneste 20-30 år, hvilket blandt andet kan<br />
tilskrives lukninger i den syende industri. Der er tale om en branche, som er kraftigt afhængig af<br />
omverdenen, i det ca. 80 procent af branchens produktionsværdi eksporteres. Tilsvarende gælder det,<br />
at henved 80 procent af de tekstiler, der sælges i Danmark, importeres. I forhold til detailhandlen er<br />
der gennem de senere år, sket en række betydelig forandringer, da supermarkederne har overtaget dele<br />
af tekstilhandlen, hvilket har været med til at presse priserne. 70<br />
Tekstilpanelet er et af de produktpaneler, der har fået størst opmærksomhed. Tekstilpanelets<br />
målsætning er at give forbrugere og indkøbere reel mulighed for at vælge konkurrencedygtige,<br />
miljøvenlige tekstilprodukter. Rent miljømæssigt, er en lang række af branchens virksomheder<br />
allerede kommet langt i udviklingen af mere miljøvenlige tekstilprodukter. En forudsætning for at flere<br />
70 Produktpanel for tekstiler, 1999<br />
61
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
virksomheder går i gang med miljøarbejde er - som nævnt - at markedet i højere grad efterspørger<br />
miljøvenlige tekstilprodukter samt at alle interessenter i produktionskæden, har en grundlæggende<br />
viden om de miljømæssige konsekvenser, som er forbundet med både produktion og design af<br />
tekstiler.<br />
Barriererne i forhold til udbudssiden har gjort det klart, at der forestår et betydeligt arbejde med at<br />
overbevise producenter og udbydere af tekstiler om, at det på sigt vil blive økonomisk fordelagtigt at<br />
udbyde eksempelvis miljømærkede tekstiler. Med hensyn til efterspørgselssiden har de væsentligste<br />
barrierer vist sig dels at være en beskeden viden om hos kunder og indkøbere om tekstilers indvirken<br />
på miljø og sundhed samt en generel mangel af varer på hylderne. Forhold der stiller krav om, at både<br />
forbrugernes og indkøbernes bevidsthed om tekstilers miljøproblemer øges samt at udbudet af mere<br />
miljøvenlige tekstiler bliver større.<br />
I et forsøg på at forbedre områdets miljøpræstation fastlagde tekstilpanelet i 1999 en handlingsplan,<br />
hvor tekstilpanelet har set det som den mest betydende udfordringer at fremme udviklingen og<br />
afsætningen af miljøvenlige tekstiler, der vel at mærke kan konkurrere både på pris, kvalitet og<br />
design. Desuden vurderes det at være meget væsentligt, at dialogen om de miljømæssige aspekter<br />
styrkes i hele produktionskæden. Tekstilpanelets arbejde kulminerer foreløbig i begyndelsen af 2001,<br />
hvor der lanceres et mere miljøvenligt tekstilsortiment, som vil komme i handel.<br />
Sammenfattende er introduktionen af produktpaneler som et virkemiddel til brug for den<br />
produktorienterede miljøstrategi er et forsøg på at konkretisere en meget omfangsrig strategi. De<br />
foreløbige erfaringer tyder på, at både panelernes sammensætningen – med mange forskellige<br />
interessenter – og det arbejde som panelerne udfører, kan bidrage til at skabe mere opmærksomhed på<br />
de miljømæssige aspekter i hele produktionskæden. Noget som ellers hidtil har vist sig vanskeligt.<br />
Omvendt må det konstateres, at der endnu kun er begrænsede erfaringer med den indsats som<br />
produktpanelerne har foretaget, og det derfor kan være vanskeligt at vurdere den miljømæssige<br />
betydning af panelernes arbejde. Dette gør sig tilsvarende gældende i forhold til kemikalietrykket.<br />
62
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Informative Informative virkemidler<br />
virkemidler<br />
Listning Listning af af af kemikalier<br />
kemikalier<br />
Forbruget Forbruget af af kemiske kemiske stoffer<br />
stoffer<br />
Der er en udbredt anvendelsen af kemikalier i Danmark. Konkret skønnes det, at der er omkring<br />
20.000 stoffer i brug, som anvendes i henved 100.000 forskellige kemiske produkter. Produkter som<br />
finder anvendelse til produktion af ca. 200.000 industrielle varer. Opgjort i mængder anslås det<br />
samlede forbrug at være i ca. 8 mill. tons om året. Forbruget af kemiske produkter sker især inden for<br />
områderne maling og lak samt rengørings- og vaskemidler. 71<br />
Stigningen i forbruget af kemikalier har været betydelig gennem de senere årtier, hvilket kan illustreres<br />
ved, at verdens samlede produktion af organiske kemikalier er steget fra 7 mill. ton i 1950 til 250<br />
millioner ton i 1997. På verdensplan antages det, at der markedsføres over 100.000 kemiske stoffer.<br />
De er registreret på EU’s EINECS-liste, som bygger på materiale fra industrien. Disse stoffer indgår<br />
som komponenter i varer og industriprodukter. Af disse stoffer dækker ca. 1.500 stoffer<br />
mængdemæssigt over 95 pct. af den totale verdensproduktion. Ca. 2.700 af EINECS-listens stoffer er<br />
såkaldt high-volume stoffer, dvs. stoffer der inden for EU markedsføres i mængder på over 1.000 tons<br />
pr. producent pr. år 72<br />
Klassificering<br />
Klassificering<br />
Datamangel for kemikalier er et væsentligt problem. På den baggrund arbejder man fra dansk side med<br />
at udarbejde en vejledende liste til selvklassificering af farlige stoffer, som er baseret på<br />
computermodeller, der kaldes QSARs (Quantitative Structure Activity Relationships). Disse modeller<br />
kan ved hjælp af oplysninger om blandt andet stoffernes struktur og fysisk/kemiske egenskaber<br />
forudsige kemikaliers farlige egenskaber. QSAR-modellerne er benyttet på henved 47.000 organiske<br />
stoffer på EINECS listen. Den vejledende liste består på baggrund af beregningerne af ca. 20.000<br />
kemikalier. Konkret fokuseres der i den QSARs baserede liste på følgende egenskaber ved de<br />
forskellige kemikalier. 73<br />
- Akut dødelig virkning ved indtagelse<br />
- Allergifremkaldende effekt ved hudkontakt<br />
- Skader på arveanlæggene<br />
- Kræftfremkaldende effekt<br />
- Farlighed for vandmiljøet<br />
I EU regi deltager Danmark i risikovurdering af kemikalier, hvor der arbejdes med at klarlægge og<br />
vurdere de eventuelle risici for sundhed og miljø, som et givet kemikalie kan give anledning til. EU’s<br />
risikovurderingsprogram startede i 1993. Oprindelig skulle programmet omfatte de eksisterende ca.<br />
71<br />
Finansministeriet, 2000<br />
72 Miljøstyrelsen, 1996<br />
73 www.mst.dk/kemikalier<br />
63
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
100.000 stoffer, men den kemiske industri indsendte kun oplysninger om de ca 2.700 mest<br />
markedsførte stoffer. På denne baggrund besluttede medlemslandene kun at gennemføre en egentlig<br />
risikovurdering for de godt 100 stoffer, der enten produceres i de største mængder eller som vurderes<br />
at indebære den største risiko. Indtil nu har denne risikovurdering imidlertid i praksis vist sig at være<br />
stærkt begrænset.<br />
For at sikre det størst mulige overblik og foregribe skadevirkninger fra brugen af de mange forskellige<br />
typer af kemikalier, er der derfor blev udarbejdet en række lister over kemikalier. Lister, der indeler<br />
kemikalierne efter forbrug og de mulige skadevirkninger, som brugen af disse kemikalier kan give<br />
anledning til.<br />
Listen Listen over over farlige farlige stoffer<br />
stoffer<br />
“Listen over farlige stoffer” er baseret på fælles EU regler for, hvordan kemiske stoffer skal<br />
klassificeres og mærkes. Tilsvarende foretages der fælles vurdering og klassificering af de kemiske<br />
stoffer. På nuværende tidspunkt består Listen over farlige stoffer af ca. 5.000 kemiske stoffer.<br />
Stofferne er blandt andet udvalgt fra EINICS listen og er undersøgt og vurderet efter, deres miljø- og<br />
sundhedsskadelige egenskaber.<br />
Effektlisten<br />
Effektlisten<br />
”Effektlisten” blev udarbejdet i 1996 og er Miljøstyrelsens oversigt over stoffer og stofgrupper, der<br />
betegnes som værende betænkelige på grund af toksikologiske og/eller økotoksikologiske effekter.<br />
Listen er senest revideret i 2000. En revision der er foretaget på baggrund af ny viden omkring<br />
kemikaliers farlighed samt de ændringer, der har kunnet registreres i industriens forbrugsmønstre.<br />
Udgangspunktet for Effektlisten er stoffer som er registreret i Produktregistret og som findes på danske<br />
arbejdspladser enten som rene stoffer eller i kemiske produkter. Eller stoffer der står på EU's liste over<br />
stoffer, som produceres/importeres i store mængder. Henved 9.400 kemiske stoffer er undersøgt. Her<br />
ud fra er identificeret de stoffer, der har særligt betænkelige sundheds- eller miljøeffekter.<br />
Stofferne på Effektlisten er klassificeret ud fra følgende parametre: 74<br />
- Høj akut og/eller kronisk giftighed<br />
- Kræftfremkaldende<br />
- Skadelig for arveanlæggene<br />
- Skadelig for forplantningsevnen<br />
- Allergifremkaldende<br />
- Miljøfarlig<br />
Effektlisten består af ca. 1.400 stoffer, der er vurderet til at udgøre en risiko for sundheden og/eller<br />
miljøet.<br />
Listen Listen over over uuønskede<br />
u nskede stoffer<br />
stoffer<br />
74 Miljøstyrelsen, 2000<br />
64
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Miljøstyrelsen offentliggjorde ”Listen over uønskede stoffer” første gang i december 1996. Listen skal<br />
ses som et signal og en vejledning til producenter, produktudviklere, indkøbere og andre aktører om<br />
kemikalier, hvor brugen på længere sigt bør reduceres eller stoppes. Dette kan ske ved at<br />
virksomhederne på baggrund af listens oplysninger selv tager initiativ til at udskifte de problematiske<br />
stoffer.<br />
Listens vejledende karakter skyldes, at evt. forbud ville have krævet at myndighederne for hvert stof,<br />
og for hver enkel anvendelse af stoffet, skulle vurdere om der fandtes mindre farlige alternativer. Her<br />
til kommer at listen langt fra er udtømmende. Listen er tænkt dynamisk, således at den kan ændre sig<br />
på grund af ny viden, ændrede forbrugsmønstre osv. Før Danmark kom ind i det indre marked var det<br />
muligt nationalt at forbyde stoffer, som man ud fra et forsigtighedsprincip ikke ønskede i omløb i<br />
Danmark. Mistanken om en eller flere uønskede effekter kunne i sig selv medføre et forbud. Siden er<br />
denne mulighed reduceret markant. I dag skal forbud enten gennemføres på EU-niveau eller ved, at<br />
Danmark kan fremføre videnskabelige beviser for, at stoffet er til særlig fare for den danske<br />
befolkning eller det danske miljø.<br />
Listen over uønskede stoffer er fremkommet ved en samkøring mellem Effektlisten og en<br />
mængdeliste. Ud af denne sammenkøring er der kommet en fællesliste, der består af stoffer med<br />
uønskede effekter, som anvendes i en mængde på over 100 tons i Danmark. Derudover indgår der på<br />
listen særligt udvalgte kemikalier, som indgår i visse varer og materialer. Et eksempel herpå er<br />
phthalater i blød PVC. Der er i alt 68 kemiske stoffer eller stofgrupper på Listen over uønskede<br />
kemiske stoffer. Det skønnes, at det samlede forbrug af stoffer på Listen over uønskede stoffer ligger<br />
på 360.000-460.000 ton om året 75<br />
.<br />
Der har været rettet kritik mod Listen over uønskede stoffer. Der er bl.a. blevet peget på, at mange<br />
stoffer mangler på listen. Det fremhæves således ved flere af stofferne på listen, at hvis de er på, så<br />
skulle utallige andre også være på listen - beslægtede med lignende egenskaber. Der peges på en<br />
række farlige stoffer, som ikke er på listen: bl.a. de meget nerveskadende stoffer acrylamid, n-hexan<br />
og carbondisulfid samt de kræftfremkaldende stoffer styren, acrylonitril, hydraziner, ethylenoxid,<br />
propylenoxid og MTBE. I forbindelse med den nylige revisionen af listen har man forsøgt at tage<br />
højde for de mangler som listen har haft. Det har medført at eksempelvis MTBE og n-hexan er<br />
medtaget på listen.<br />
Særligt rligt prioriterede prioriterede stoffer<br />
stoffer<br />
”Listen over særligt prioriterede stoffer” består af 28 udvalgte stoffer eller stofgrupper fra Listen over<br />
uønskede kemiske stoffer. Der er tale om stoffer eller stofgrupper, hvor indsatsen for at begrænse<br />
forbruget er særligt højt prioriteret, men som endnu ikke - eller kun i utilstrækkeligt omfang - er<br />
omfattet af anvendelsesreguleringer. Med listen har det været et ønske at udsende et signal til markedet<br />
om, at det primært er her, myndighederne vil sætte ind. Registreringen af kemikalier i både Listen over<br />
uønskede stoffer og listen over de særligt prioriterede stoffer forventes at danne grundlag for det<br />
fremtidige arbejde med at regulere forbruget af miljø- og sundhedsfarlige stoffer. På nuværende<br />
tidspunkt er der igangsat begrænsnings- og forbudsinitiativer i forhold til 12 af de særligt prioriterede<br />
kemikalier.<br />
75 Finansministeriet, 2000<br />
65
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Forbruget af de særligt prioriterede kemikalier er opgjort til 111.000 ton her i landet. 76<br />
Positivlister PositivlisterEn Positivlister anden form for listning af kemikalier er brugen af Positivlister i forhold til<br />
problematiske produktgrupper - f.eks. detergenter, kosmetik og plast. På levnedsmiddel- og<br />
fødevareområdet har brugen af positivlister vist sig at være et effektfuldt virkemiddel, da det har<br />
medført at farlige stoffer er blevet fjernet. Desuden har det betydet, at der er sket en reduktion i brugen<br />
af mange utilstrækkeligt undersøgte stoffer. Blandt andet på den baggrund har der været forventninger<br />
om, at brugen af positivlister tilsvarende vil kunne betyde væsentlige reduktioner i brugen af et større<br />
antal af de markedsførte kemikalier. En ulempe ved positivlister er imidlertid at de enten er rigide og<br />
fastholder det teknologiske stade. Eller at det er meget ressourcekrævende for myndighederne, hvis<br />
man ønsker at positivlisterne skal tilpasses den teknologiske udvikling. Hertil kommer at egentlige<br />
positivlister forudsætter EU-samarbejde, da et ensidigt dansk initiativ vil være en handelshindring. 77<br />
Produktregistret<br />
Produktregistret<br />
76 Finansministeriet, 2000<br />
77<br />
Miljø- og Energiministerens redegørelse for fremtidige initiativer på kemikalieområdet, 1997<br />
66
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Produktregisteret er en central kilde til udarbejdelsen af de ovennævnte kemikalielister, da man her<br />
ligger inde med de mest dækkende oversigter over forbrug og produktion af kemiske stoffer og<br />
produkter i Danmark. Produktregistret er et fælles register for Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen. Det<br />
har til formål, at indsamle, registrere og formidle oplysninger om kemiske stoffer og produkter, der<br />
importeres, produceres eller anvendes i Danmark. I registeret har man oplysninger om ca. 85.000<br />
kemiske produkter, hvor de indgående indholdsstoffer er inddateret for ca. 60.000 kemiske produkter -<br />
heri indgår i alt 11.350 forskellige kemiske stoffer. 78<br />
For de 60.000 kemiske produkter indeholder databasen oplysninger om:<br />
· Produkternes kemiske sammensætning/indholdsstoffer<br />
· Indholdsstoffernes tekniske funktion i produkterne<br />
Producerede, importerede og eksporterede mængder<br />
Produkttype/anvendelsesområde<br />
· ·<br />
· Klassificering og mærkning iflg. Miljøstyrelsens regler<br />
· Tekniske data (fysisk/kemiske egenskaber)<br />
· Brancher der bruger produkterne<br />
Produktregistrets database PROBAS blev oprettet i 1980 og rummer oplysninger om kemiske stoffer<br />
og produkter på det danske marked. Oplysninger i PROBAS indkommer via lovpligtige anmelderegler,<br />
forespørgsler til myndighederne samt via kortlægningsundersøgelser.<br />
Hovedparten af de registrerede produkter er omfattet af Miljøstyrelsens eller Arbejdstilsynets farlighedsbegreber.<br />
Tidligere var farlighedsbegrebet alene omfattet af de sundhedsfarlige egenskaber, men<br />
nu dækker begrebet tilsvarende over miljø 79 .<br />
Som tidligere beskrevet skønnes det samlede forbrug af kemiske stoffer og produkter at være i størrelsesordenen<br />
8 mill. tons om året. Et tal der er baserer sig på oplysninger fra Produktregisteret. Registret<br />
dækker imidlertid ikke alle kemiske stoffer og produkter, hvorfor det samlede forbrug i Danmark<br />
formodes at være højere. Fra politisk hold er der overvejelser i gang om en radikal ændring og<br />
styrkelse af det nuværende Produktregister med henblik på at gøre dette organ til en central medspiller<br />
i den nationale indsats for at begrænse udbredelsen og brugen af miljø- og sundhedsskadelige<br />
kemikalier i Danmark.<br />
78 Miljøstyrelsen, 1996<br />
79<br />
Miljøstyrelsen, 1996.<br />
67
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Internationale Internationale aftaler<br />
aftaler<br />
Indgåelsen af aftaler på internationalt plan er blevet et vigtigt instrument i forsøget på at løse<br />
miljøproblemer, da mange miljøproblemer netop har en grænseoverskridende karakter. Feltet udgør<br />
blandt andet derfor en voksende del af det miljøpolitiske område og er et område, der forventes at<br />
komme yderligere i fokus de kommende år.<br />
Der er tre hovedtilgange i den internationale regulering af miljø- og sundhedsskadelige kemikalier,<br />
som anvendes i produktionen (industri- og ikke landbrugsproduktionen):<br />
Multilaterale miljøaftaler – i globalt eller regionalt regi<br />
Handelspolitiske tiltag i verdenshandelsorganisationens, WTO’s regi<br />
Bistandsarbejde<br />
· · ·<br />
Fokus for denne gennemgang ligger primært på beskrivelsen af de multilaterale miljøaftaler samt en<br />
overordnet beskrivelse betydningen af institutionerne WTO og EU i forhold til international<br />
miljøregulering - herunder kemikalieområdet 80 . Desuden fokuseres der på de persistente, organiske<br />
forurenende stoffer, de såkaldte ’POP’ere (også kaldet “det beskidte dusin”). Hensigten er at tegne<br />
konturerne af de reguleringsmæssige rammer, som den nationale indsats for at begrænse industriens<br />
produktion, brug, transport og bortskaffelse af kemikalier udspiller sig indenfor.<br />
Den Den globale globale regulering<br />
regulering<br />
Den globale regulering af kemikalieproduktion og -forbrug sker ved en række multilaterale<br />
miljøaftaler, hvoraf der redegøres kort for følgende:<br />
Montreal protokollen (opfølgning på Wien konventionen)<br />
FN’s Klimakonvention (United Nations Framework Convention on Climate Change,<br />
· ·<br />
· London konventionen<br />
· Basel konventionen<br />
UNFCCC)<br />
· Rotterdam konventionen<br />
- Da disse anses for at være de mest betydningsfulde 81<br />
.<br />
80 Derudover eksisterer der en række andre regionale tiltag som regulerer kemikalieimporten. Eksempler på disse tiltag er Bamako-<br />
Konventionen, der omfatter importforbud og kontrol af grænseoverskridende bevægelser i Afrika, og Konventionen vedr. import af<br />
farligt og radioaktivt affald til Forum Island Countries i det sydlige Stillehav. Disse behandles imidlertid ikke i det følgende.)<br />
81<br />
Www/unep/pops/inc3/inf/3<br />
68
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Ifølge Montrealprotokollen (1987) og Klimakonventionen (1992, samt Kyoto-protokollen fra 1997)<br />
reguleres en række af de stoffer, der påvirker henholdsvis ozonlaget og klimaet. I henhold til<br />
Montrealprotokollen skal CFC’er, haloner, tetrachlormetan, trichlormetan, HCFC’er og metylbromid<br />
udfases. I vores del af verden er dette sket for alle de nævnte stoffer undtagen de to sidstnævnte<br />
stofgrupper, og konventionen vurderes som en succés. Klimakonventionens Kyoto-protokol omfatter<br />
HFC’er, PFC’er og SF6 samt CO2, metan og lattergas. Kyoto-protokollen er endnu ikke trådt i effekt.<br />
Londonkonventionen (1973) til forebyggelse af havforurening ved dumping af affald og andet (London<br />
Convention on the Prevention of Marine Pollution by Dumping of Wastes and Other Matter) dækker<br />
en lang række stoffer, herunder både organohaloner og persistente, syntetiske stoffer. Disse to<br />
stofgrupper omfatter også POP-kemikalierne, som man ønsker at begrænse brugen af. Ifølge 1996-<br />
Protokollen til Konventionen skal landene også benytte sig af forsigtighedsprincippet i<br />
forebyggelsesarbejdet. Det vil sige at beskyttelsesforanstaltningerne skal iværksættes, når der er grund<br />
til at formode at dumping vil have en miljøskadelig effekt, uden at der er bevist en kausal<br />
sammenhæng mellem det dumpede og miljøeffekt. Denne protokol er endnu ikke trådt i kraft.<br />
Baselkonventionen (1989) har to overordnede målsætninger. Den ene drejer som sikring af en<br />
miljømæssig forsvarlig bortskaffelse af miljøfarligt affald og den anden drejer sig om at have kontrol<br />
med de grænseoverskridende affaldsstrømme. Mens førstnævnte målsætning drejer sig om at<br />
minimere affaldsmængderne og at sikre en miljømæssig forsvarlig bortskaffelse, så drejer den anden<br />
målsætning sig om at minimere/forbyde den grænseoverskridende transport/eksport af farligt affald<br />
(kemikalier). De fleste, hvis ikke alle, kendte POP’ere vil, når de defineres som affald og flyttes over<br />
grænser, kunne karakteriseres som farligt affald under Baselkonventionen.<br />
Baselkonventionen er endnu ikke trådt i kraft, da kun 17 lande har ratificeret den og der kræves 62<br />
landes ratifikation. I 1995 lykkedes det Danmark i samarbejde med det øvrige EU at få indført et<br />
forbud mod eksport af farligt affald fra OECD- til ikke-OECD lande. Hensigten er at undgå at det<br />
eksporterede affald ender på ukontrollerede lossepladser. Der er i 1997 vedtaget en protokol om<br />
erstatning og ansvar for skader opstået i forbindelse med grænseoverskridende transport af farligt<br />
affald. Denne placering af ansvar og regulering af erstatningsudbetaling har længe haft høj prioritet i<br />
udviklingslandene. Protokollen pålægger eksportøren af affald et meget strengt ansvar - dvs. et ansvar,<br />
der er uafhængigt af, om der er begået fejl eller foreligger skyld hos eksportøren - et såkaldt objektivt<br />
ansvar. Desuden pålægges eksportøren en pligt til at være forsikret.<br />
UNEP’s styrelsesråd besluttede i maj 1995, at der skulle udarbejdes en bindende konvention om<br />
information i forbindelse med handel med farlige kemikalier, den såkaldte PIC-konvention (Prior<br />
Informed Consent Procedure for Certain Hazardous Chemicals and Pesticides in International Trade).<br />
Denne blev underskrevet i Rotterdam i 1998, men først når 50 lande har ratificeret denne PIC- eller<br />
Rotterdam-konvention, træder den i kraft. Hensigten med denne konvention er at fremme et fælles<br />
ansvar og samarbejde (blandt underskriverlandene) i handlen med farlige kemikalier. Konventionen<br />
indeholder krav til etikettering og klassificering af PIC-kemikalierne samt en række procedurer for eksport af<br />
forbudte eller strengt regulerede kemikalier fra eksportlandene. Myndighederne i modtagerlandene skal have<br />
mulighed for at afslå import på baggrund af disse informationer. PIC-kemikalierne omfatter aldrin, chlordane,<br />
69
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
DDT, dieldrin, heptachlor, hexachlorobenzene og PCB. I skrivende stund har 11 lande ratificeret<br />
konventionen. 82<br />
Desuden besluttede UNEPs styrelsesråd maj 1995 at indkalde til en ekspertkonference for at<br />
iværksætte en global vurdering af problemerne såvel som behovet for en regulering af POPkemikalierne<br />
(the persistent organic pollutants). Styrelsesrådet inviterede The Inter-Organization<br />
Programme for the Sound Management of Chemicals (IOMC), sammen med the International<br />
Programme on Chemical Safety (IPCS) og the Intergovernmental Forum on Chemical Safety (IFCS) til<br />
at gennemføre ovennævnte vurderinger i forbindelse med 12 navngivne POP-stoffer, der ellers havde<br />
været diskuteret under LRTAP-processen i UN/ECE (se nedenfor). På baggrund af anbefalingerne fra<br />
denne ekspertgruppe besluttede UNEPs styrelsesråd i februar 1997, at der skulle udarbejdes en<br />
bindende global konvention til udfasning og regulering af POPer. Arbejdet med en POP-konvention<br />
blev indledt i 1998 og forventes afsluttede i 2000.<br />
Regionale tiltag<br />
Sideløbende med de globale forhandlinger udarbejdes der protokoller i FNs ECE region (dvs. EU-landene, de<br />
central- og østeuropæiske lande samt USA og Canada) under the Convention on Long-Range Transboundary Air<br />
Pollution (LRTAP). Foruden POP’er omfatter disse også tungmetaller og nitrøse gasser. Arbejdet med disse<br />
protokoller afsluttedes ved den pan-europæiske miljøkonference i Århus i juni 1998. På konferencen<br />
undertegnedes to protokoller om luftforurening, en om POP’er og en protokol om tungmetaller. 36 lande har<br />
undertegnede protokollerne. Et andet vigtig tema fra Århus-konferencen var konventionen om offentlighedens<br />
adgang til miljøoplysninger, deltagelse i miljøbeslutninger og adgang til domstolsprøvelser i miljøsager. Mere en<br />
50 europæiske lande blev enige om konventionen, der kan bruges til at sikre borgernes miljørettigheder.<br />
POP-protokollen indeholder lister over stoffer som skal (1) udfases, (2) anvendelsesreguleres og (3) hvor<br />
emissionernes skal nedbringes. “The ultimate goal of the protocol is to eliminate discharges, emissions and losses<br />
of POPs by addressing production and use as well as emissions of the 16 substances covered” (fra UNEPs web<br />
sider om POP’er. Bemærk at de tidligere omtalte 12 navngivne stoffer er blevet udvidet til 16).<br />
Tungmetalprotokollen indeholder en forpligtelse til at reducere bly-, cadmium-, og kviksølvemissionerne med<br />
henblik på at begrænse forureningen fra industrien, forbrændingsprocesser og affaldsforbrænding. Endvidere<br />
sigter protokollen med en total udfasning af bly i benzin. Sidstnævnte blev støttet af 33 lande.<br />
Visse regionale havkonventioner - OSPAR-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i<br />
Nordøstatlanten (1992) og HELCOM-konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøen (1992)<br />
samt Nordsøkonferencen søger ligeledes at regulere udslip af en række organiske forbindelser,<br />
pesticider, tungmetaller og radioaktive stoffer i havet. Konventionernes mål, det såkaldte<br />
‘generationsmål’, er at koncentrationen af disse stoffer i miljøet skal reduceres til tæt på<br />
baggrundskoncentrationerne for de naturligt forekommende stoffer og tæt på nul for de<br />
menneskeskabte syntetiske stoffer. Stofferne skal været udfaset ved år 2020. Der arbejdes med at<br />
målrette indsatsen mod de stoffer, der udgør den største miljømæssige risiko for havmiljøet.<br />
82<br />
International Institute for Sustainable Development: Sustainable, 2000.<br />
70
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Esbjergdeklarationen<br />
Et konkret eksempel på et regionalt tiltag var netop afholdelsen af Nordsøkonferencen i 1995, som resulterede i<br />
den såkaldte Esbjergdeklaration. Folketinget bekræftede i januar 1997 Esbjerg-deklarationen fra<br />
Nordsøkonferencen i 1995, der skal hindre forurening af Nordsøen ved hele tiden at stræbe efter at reducere<br />
udledninger, udslip til luften og tab af miljøfarlige stoffer over én generation (25 år) - også omtalt som<br />
"generationsmålet". Det endelige mål er at opnå koncentrationer i miljøet i nærheden af baggrundsværdierne for<br />
naturligt forekommende stoffer og koncentrationer tæt på nul for menneskeskabte syntetiske stoffer.<br />
Gennemførelse af generationsmålet forventes at ville medføre en markant nedsættelse af kemikalietrykket både<br />
fra de naturligt forekommende farlige stoffer som tungmetallerne og fra de miljøfremmede stoffer, som er<br />
syntetisk fremstillede. Indtil nu kan det imidlertid være svært at se hvor generationsmålet konkret har gjort en<br />
forskel. Nogle hævder at det skyldes at man i de enkelte lande siden vedtagelsen i praksis ikke har taget<br />
generationsmålet alvorligt i administrationen eller i forberedelsen af regler og lovgivning. Eksempelvis mangler<br />
der en konkret og operativ beskrivelse af generationsmålet.<br />
Milj Miljøkonventioner<br />
Milj Milj konventioner – en en oversigt oversigt<br />
83<br />
83<br />
Internationale miljøkonventioner er folkeretsligt bindende aftaler. Hovedparten af disse konventioner er udformet som<br />
rammekonventioner, indeholdende bilag eller protokoller, hvor de enkelte landes konkrete forpligtelser fastlægges. Et eksempel på<br />
dette er Montrealprotokollen. Deklarationer er en anden form for international miljøaftale. Disse indeholder ofte mindre konkrete<br />
målsætninger end konventionerne. Et eksempel på en deklaration er Rio-deklarationen. Dertil kommer at der anvendes såkaldte<br />
guidelines i internationalt regi. PIC-konvention bygger netop på de såkaldte “London-guidelines”. Guidelines hvor der indgår en<br />
frivillig informationsprocedure for handel med farlige kemikalier.<br />
71
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
WTO WTO & & EU<br />
EU<br />
Begge institutioner har betydelig indflydelse på de rammer der er lagt for Danmarks handlemuligheder på<br />
miljøområdet og dermed også for reguleringen af kemikalier.<br />
Med hensyn til WTO knytter de miljømæssige konflikter sig til de handelspolitiske interessemodsætninger,<br />
der opstår i kølvandet på WTOs liberaliseringsbestræbelser. Liberaliseringsbestræbelser,<br />
der til tider kan være i direkte modstrid med både nationale såvel som internationale interesser i<br />
at gennemføre nationale og internationale reguleringer af hensyn til miljøet og menneskelig sundhed. I<br />
forhold til WTO har Danmarks hidtidige indsats være koncentreret omkring tre forhold:<br />
·<br />
De globale miljøkonventioner, som Danmark mest aktivt deltager i, er:<br />
· Konventionen om “Prior Informed Consent “ (PIC) – procedure for visse farlige<br />
kemikalier og pesticider i international handel, Rotterdam-konventionen (1998).<br />
· FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse og følgevirkninger af tørke (1994).<br />
· FN’s rammekonvention om klimaforandringer, Klimakonventionen (1992).<br />
· Konventionen om biologisk mangfoldighed (1992).<br />
· Den internationale konvention for beredskab og samarbejde i forbindelse med<br />
olieforureninger, OPRC-konventionen (1990).<br />
· Basel-konventionen om grænseoverskridende transport af farligt affald (1989).<br />
· Wien-konventionen om beskyttelse af ozonlaget (1985), herunder Montrealprotokollen<br />
· Konventionen om vandrende arter af vilde dyr, Bonn-konventionen (1979).<br />
· Konventionen til forebyggelse af havforurening ved dumpning af affald og andet,<br />
Londonkonventionen (1973).<br />
· Konventionen om forebyggelse af havforurening fra skibe, Marpol-konventionen<br />
(1973).<br />
· Konventionen om international handel med truede dyr og plantearter, Washingtonkonventionen<br />
(1973).<br />
· Konventionen om beskyttelse af vådområder af international betydning,<br />
Ramsarkonventionen (1971).<br />
ningslinier<br />
· WTO imødekommer brugen af handelsinstrument i internationale miljøaftaler efter klare ret-<br />
lus<br />
WTO anerkender forsigtighedsprincippet som kriterium for handelspolitiske indgreb af<br />
hensyn til miljøet<br />
· WTO anerkender miljømærkningsordninger, der omfatter oplysninger om produktets livscyk-<br />
Der er spørgsmål som især presser sig på i de handels- og miljøpolitiske diskussioner. Det ene er, at<br />
det er uklart om og hvorledes WTOs handelsliberaliseringer vil bidrage til sikring af en bæredygtig<br />
udvikling. Mange i de udviklede- såvel som i udviklingslandene vil hævde at WTOs regelsæt,<br />
tværtimod, er en hindring herfor. Det andet uafklarede forhold er om de udviklede landes interesse i at<br />
tage miljøhensyn er ensbetydende med en ’grøn protektionisme’, som udviklingslandene frygter.<br />
72
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
De mange spørgsmål der knytter sig til konflikten mellem handels- og miljøinteresser – og som også vil have<br />
følger for regulering af kemikalieforbruget – behandles imidlertid ikke i det efterfølgende, alene på grund af<br />
problemstillingernes omfang. Danmarks internationale miljøbistand behandles ligeledes ikke.<br />
EU er for Danmarks vedkommende blevet et tyngdepunkt i forhold til det internationale samarbejde.<br />
Både på baggrund den øgede politiske integration landene imellem samt ud fra det forhold, at det uden<br />
et samlet EU kan være vanskeligt at opnå tilfredsstillende miljømæssige resultater, når der skal<br />
forhandles med store industrialiserede lande.<br />
I forhold til kemikalierne har man i EU-regi i en årrække gennemført risikovurdering af kemiske<br />
stoffer for deres farlighed, arbejdet med anmeldelsesordninger, hvor nye stoffer undersøges og<br />
anmeldes til myndighederne inden de markedsføres samt arbejdet på at begrænse/fjerne udledningen af<br />
farlige stoffer til vandmiljøet.<br />
EU’s risikovurderingsprogram startede i 1993. Oprindelig skulle programmet omfatte de eksisterende<br />
ca. 100.000 stoffer, men den kemiske industri indsendte kun oplysninger om de ca 2.700 mest<br />
markedsførte stoffer. På denne baggrund besluttede medlemslandene kun at gennemføre en egentlig<br />
risikovurdering for de godt 100 stoffer, der enten produceres i de største mængder eller som vurderes<br />
at indebære den største risiko.<br />
De metoder og fremgangsmåder, som EU har anvendt, har ikke været tilstrækkelige – det har<br />
overhoved ikke været muligt at indfrie ambitionerne. Til dato, dvs. på syv år, er blot fire stoffer blevet<br />
vurderet. Der synes at være flere grunde til sendrægtigheden: Selv for de mest anvendte kemiske<br />
stoffer har det vist sig at være vanskeligt at skaffe de fornødne oplysninger. Hertil kommer at hverken<br />
medlemslandene eller EU-Kommissionen havde afsat tilstrækkelige ressourcer hertil. 84<br />
EU’s klassificering af farlige stoffer angiver om de er sundhedsfarlige og til fare for vandmiljøet og<br />
ozonlaget. Præparatdirektivet fastsætter krav om mærkning af kemiske produkter, herunder også<br />
skærpede mærkningskrav til bekæmpelsesmidler. Anmeldelses- og kontrolordningerne søges<br />
endvidere koordineret blandt medlemslandene.<br />
Desuden er der indenfor EU gennemført fælles regler, der begrænser anvendelsen af visse stoffer<br />
(visse chlorerede opløsningsmidler, creosot og af kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske<br />
stoffer i forbrugerprodukter). Men efter risikovurderingsprogrammets igangsættelse er<br />
arbejdet med anvendelsesbegrænsninger næsten gået i stå, fordi man har ventet på resultaterne fra<br />
risikovurderingerne. Det er på baggrund af denne udvikling at Miljøstyrelsen udsendte Listen over<br />
uønskede stoffer, som et signal til industrien om at begrænse brugen af disse stoffer.<br />
84<br />
Kommisionen for de europæiske fællesskaber, 1998, Arbejdsdokument.<br />
73
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Man kan sige, at ovennævnte udvikling har været ensbetydende med at man i EU har handlet mod<br />
bedre viden; man har udskudt anvendelsesbegrænsninger for stoffer, hvor farligheden har været<br />
velkendt, velvidende at risikovurderings-eksercitsen havde lange udsigter. Dette er sket på trods af at<br />
forsigtighedsprincippet skulle være et bærende princip i EU’s miljøpolitik, jf. EU-traktatens artikel<br />
130R 85<br />
. Udviklingen i kemikalieindsatsen vidner om to beslægtede forhold: at princippet ikke indtager<br />
nogen vigtig plads i den konkrete politikudformning og at der ikke princippet ikke er søgt udmøntet i<br />
konkrete mål på dette område.<br />
Der eksisterer særskilte direktiver som søger at regulere kemikalieforbruget i forbindelse med<br />
produktion af kosmetik og legetøj. Legetøjsdirektivet er imidlertid et interessant eksempel på hvordan<br />
det internationale standardiseringsarbejde lejrer sig ind over EU’s kemikalieregulering. Efter dansk<br />
opfattelse indeholder dette direktiv ikke en tilstrækkelig effektiv regulering af de kemiske stoffer.<br />
Dette afgøres af de internationale standardiseringsorganisationer. Disse fora er primært befolket med<br />
repræsentanter for industrien, og de har således stor indflydelse på, hvorledes de enkelte standarder<br />
udformes. Det er blot et af mange eksempler, der understreger vigtigheden af det internationale<br />
standardiseringsarbejde.<br />
Sammenfatning<br />
Sammenfatning<br />
Sammenfattende kan det siges, at der internationalt er store udfordringer i forbindelse med at regulere<br />
kemikalieproduktionen,-forbruget, -transporten og -bortskaffelsen, hvilket er en vurdering<br />
arbejdsgruppen deler. Der er flere lag i dette: For det første så synes kemikalieproduktionen/forbrugets<br />
omfang at være et problem. Antallet af kemikalier, der sælges, bruges og udledes til miljøet, er<br />
svimlende, og de markedsføres i et tempo, hvor kontrolforanstaltningerne umuligt kan følge med.<br />
Dette skyldes det grundlæggende problem, at der er tale om asymmetrisk information mellem de<br />
regulerende og de regulerede, samt at de ansvarlige myndigheder kun har begrænsede ressourcer til de<br />
forskellige kontrolforanstaltninger. Industriens interesse i at påtage sig et ansvar i forbindelse med<br />
vurdering og information synes hidtil at have været meget begrænset. Endvidere synes det<br />
internationale standardiseringsarbejde – i visse tilfælde – at stække reguleringsindsatsen. Hertil<br />
kommer de økonomiske mekanismer, der er på spil og knytter sig til den eksisterende produktions- og<br />
forbrugsstruktur. De markedsførte kemikalier repræsenterer ikke ubetydelige investeringer m.v. Et<br />
tredje problem vedrører de politiske interesser – eller mangel på samme – i at ændre ved disse<br />
strukturer.<br />
85<br />
Maastricht, 1992<br />
74
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Der er forholdsvis få af de globale eller regionale tiltag, som kan betragtes som succeser, hvor det er<br />
lykkedes at nå til enighed om at begrænse eller udfase bestemte kemikalier. I disse tilfælde (f.eks.<br />
Montreal protokollen) har det været et begrænset antal stoffer, som er søgt reguleret, og der har<br />
eksisteret mulige alternativer hertil ved reguleringstidspunktet. I de fleste andre tilfælde gælder disse<br />
forhold ikke. Snarere tværtimod. Der er mange stoffer, mange anvendelsesområder, mange<br />
økonomiske og ofte divergerende interesser knyttet til stoffernes anvendelse, som tilsammen<br />
vanskeliggør etableringen af internationalt bindende aftaler. Et særligt problem i denne forbindelse er,<br />
at udviklingslandene deltager i de globale forhandlinger (med hvad dette måtte indebære af nødvendig<br />
teknologisk og finansiel bistand), således at miljøaftalerne ikke kommer til at fungere som en<br />
handelshindring over for udviklingslandene (grøn protektionisme). Udviklingen i det internationale<br />
miljøsamarbejde tager tid. Og dette står i kontrast til offentlighedens voksende interesse og bekymring,<br />
jf. karakteristikken af samfundsudviklingen som værende et risikosamfund 86 .<br />
Afslutningsvist kan det konstateres, at med undtagelse af Århus-konventionen, så er den internationale<br />
regulering af kemikalieområdet primært virksomhedsrettede. Virksomhedernes interessent-relationer<br />
påvirkes kun indirekte af den igangværende indsats.<br />
Handlingsplaner<br />
Handlingsplaner<br />
Handlingsplaner indgår i dag som et centralt element i miljøpolitikken og skal ses i forlængelse af de<br />
politisk fastsatte målsætninger på miljøområdet ved at konkretisere miljøindsatsen. Overordnet kan der<br />
skelnes mellem to former for handlingsplaner. For det første de sektororienterede handlingsplaner,<br />
hvor indsatsen for den samlede sektor fastlægges. For det andet de temaorienterede handlingsplaner,<br />
der fokuserer på mere afgrænsede problemstillinger. Ansvaret for disse vil typisk ligge i det enkelte<br />
fagmimisterium - i dette tilfælde Miljø- og Energiministeriet. 87<br />
Der er frem til i dag udarbejdet et større antal tematiske og sektorspecifikke handlingsplaner. For de<br />
sektorspecifikke handlingsplaner, er der blandt andet udarbejdet planer for trafikområdet, Trafik 2005,<br />
og energiområdet, Energi 21. Med hensyn til de temaspecifikke handlingsplaner - som Miljø- og<br />
Energiministeriet har ansvaret for - kan nævnes Kemikaliestrategien og Affald 21, som begge er<br />
udarbejdet i 1999.<br />
Specifikt for kemikalieområdet gælder det, at der eksisterer et større antal handlingsplaner. Disse<br />
forsøger hver især at opstille retningslinier for, hvorledes de mange problemer kan overkommes.<br />
Eksempler på handlingsplaner for kemikalieområdet er:<br />
· Handlingsplan for at reducere og afvikle anvendelsen af phthalater i blød plast (1999)<br />
· Udkast til handlingsplan for bromerede flammehæmmere (2000)<br />
Danmarks forbrug og emissioner 1998 (2000)<br />
· Ozonlagsnedbrydende stoffer og drivhusgasserne HFC'er, PFC'er og SF6 -<br />
· Strategi for PVC-området, statusredegørelse og fremtidige initiativer (1999)<br />
86 Beck, 1987.<br />
87 Miljø- og Energiministeriet, 1999<br />
75
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
· Strategi for en styrket indsats på kemikalieområdet i Danmark, i EU og globalt (1999)<br />
· Strategi og handlingsplan for 1997-2001 for Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion (1997)<br />
· Status og perspektiver for kemikalieområdet (1996)<br />
· Aftale vedrørende anvendelse af PVC (1991)<br />
(1997)<br />
· Miljø- og energiministerens redegørelse for fremtidige initiativer på kemikalieområdet<br />
Handlingsplaner baserer sig ofte på en bred vifte af virkemidler. Ekspempelvis phthalathandlingsplanen<br />
fra juni 1999. Phthalater anvendes i meget store mængder blandt andet i blød plast.<br />
Langt hovedparten af anvendelsen sker, når pvc blødgøres med diethylhexylphthalat (DEHP). I 1995<br />
var phthalatforbruget ca. 11.000 tons årligt med en stigende tendens. En af målsætningerne<br />
initiativerne i phthalat-handlingsplanen er at reducere brugen af phthalater med 50 % indenfor de<br />
næste 10 år.<br />
PVC PVC-aftalen PVC aftalen aftalen<br />
En meget omtalt handlingsplan er PVC-aftalen fra 1991. Denne har vist sig utilstrækkelig og der er<br />
derfor behov for nye virkemidler. Miljøministeren har på den baggrund lanceret en revideret pvcstrategi.<br />
De seks mål med pvc-strategien:<br />
· Nye pvc-produkter skal være uden sundheds- og miljøbelastende tilsætningsstoffer.<br />
· Pvc-produkter, som er vanskelige at udsortere, skal så vidt muligt substitueres<br />
Affaldsforbrændingsanlæggene skal så vidt muligt friholdes fra pvc-affald.<br />
Egnede behandlingsteknologier skal udvikles<br />
· ·<br />
· Genanvendeligt pvc skal indsamles og regenereres.<br />
· Genanvendelse af tungmetalholdigt pvc skal begrænses<br />
Pthhalathandlingsplanen bruger en række virkemidler der kan medvirke til at reducere og afvikle<br />
forbruget. Virkemidlerne omfatter blandt andet forbud, afgifter, tilskud, offentlig grøn indkøbspolitik<br />
og miljømærkning.<br />
Virkemidlerne er flere: Muligheden for at pålægge nye pvc-produkter en afgift overvejes.<br />
Skatteministeriet har i samarbejde med Miljøstyrelsen arbejdet på at finde en model, der kan anvendes<br />
til at lægge afgift på pvc. Forbud mod bly som stabilisatorer/pigmenter i pvc. Miljø- og<br />
sundhedsbelastende tilsætningsstoffer afvikles. Kontrolleret genanvendelse. Informations-aktiviteter,<br />
herunder deklaration, miljømærker og indkøbsvejledninger samt udvikling af renere produkter.<br />
Udkast Udkast til til handlingsplan handlingsplan for for bromerede bromerede flammeh flammehæmmere<br />
flammeh mmere<br />
En af de nyeste handlingsplaner på kemikalieområdet er “Udkast til handlingsplan for bromerede<br />
flammehæmmere” fra 2000. 88<br />
Formålet med denne kommende handlingsplan er gennem en international indsats, at afvikle brugen af<br />
de mest skadelige bromerede flammehæmmere. På kort sigt fokuseres, der på at nedbringe mængderne<br />
88 Handlingsplanen er endnu ikke endeligt godkendt.<br />
76
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
af stofferne PBB og PBDE. Et mere langsigtet mål er at samtlige problematiske flammehæmmere<br />
identificeres og afvikles. Handlingsplanen lægger desuden op til at alternativer til bromerede<br />
flammehæmmere skal vurderes, således at substitution i praksis vil blive muligt for virksomhederne.<br />
Generelt er problemet med de bromerede flammehæmmere, at en lang række af disse stoffer ikke<br />
nedbrydes i naturen og der derfor sker en ophobning i miljøet. Det gælder desuden for de to stoffer<br />
PBB og PBDE, at disse flammehæmmere kan have direkte skadelig effekt på sundhed og miljø og derfor ikke<br />
bør anvendes. For en række andre bromerede flammehæmmere er der endnu ikke fundet<br />
koncentrationer i fødevarer eller i miljøet i så høje værdier, at det med den nuværende viden vurderes<br />
at kunne give anledning til skadevirkninger. Ved et stadigt forbrug øges risikoen imidlertid på lang<br />
sigt.<br />
I Danmark er forbruget af bromerede flammehæmmere beskedent. Det største forbrug her i landet sker<br />
i forbindelse med import af produkter, som f.eks. computere og fjernsyn, der indeholder bromerede<br />
flammehæmmere. Derved er det ikke muligt alene at koncentrere indsatsen på det nationale plan. En<br />
afvikling af brugen af de bromerede flammehæmmere i færdigvarer stiller krav om en indsats på<br />
internationalt plan.<br />
I handlingsplansudkastet foreslås blandt andet følgende tiltag:<br />
· Stop for anvendelsen af PBB og PBDE i dansk produktion i løbet af få år.<br />
· Generel vidensgenering<br />
· Undersøgelse af spredningen af udvalgte bromerede flammehæmmere i havmiljøet.<br />
· Alternativer bør udvikles og vurderes. De allerede kendte alternativer indenfor halogenerede<br />
· Tilskud til udvikling, afprøvning og vurdering af alternativer.<br />
· Informationskampagner<br />
·<br />
apparater)<br />
· Undersøgelse af punktkilder (eksempelvis steder der reparerer og skrotter elektroniske<br />
stoffer og uorganiske forbindelser bør ligeledes vurderes.<br />
Brug af miljømærkerne Blomsten og Svanen, hvor der er forbud mod at udvalgte<br />
elektroniske produkter må indeholde PBB og PBDE.<br />
Samlet set bidrager handlingsplaner til at skabe en klarhed over indsatsen, og hvor denne indsats skal<br />
koncetreres. Hertil skal det blot konstateres, at gøres handlingsplanerne ikke meget konkrete, er der en<br />
risiko for, at det kan blive vanskeligt at omsætte disse planer til konkret handling og dermed sikre en<br />
miljømæssig gevinst.<br />
Udvikling Udvikling af af milj miljøvenlige milj venlige industriprodukter industriprodukter - UMIP<br />
UMIP<br />
Der er både i dansk og internationalt regi arbejdet meget med livscyklusanalyser i de senere år. Det<br />
mest grundige arbejde er foretaget i UMIP-projektet 89<br />
.<br />
UMIP er et fireårigt udviklingsprogram som blev gennemført i perioden 1992-96. Baggrunden for<br />
programmet var behovet for at blive i stand til at producere flere produkter med færre ressourcer og<br />
89 Institut for Produktudvikling, DTU, Miljø- og Energiministeriet, Miljøstyrelsen, Dansk Industri, december 1995.<br />
77
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
mindre miljøbelastning pr. produkt. Livscykluskonceptet ses som et nyt og afgørende grundlag for at<br />
udvikle og producere mere miljøvenlige produkter.<br />
UMIP-programmets formål har været at udvikle<br />
- Metoder til miljøvurdering af komplekse industriprodukter<br />
- Retningslinier for konstruktion af mere miljøvenlige produkter til produktudviklere<br />
- En database og et pc-værktøj til støtte for miljøvurderinger<br />
- Implementere metoder og værktøjer i 5 partnervirksomheder<br />
Programmet er gennemført i samarbejde mellem Institut for Produktudvikling, Danmarks Tekniske<br />
Universitet, Miljøstyrelsen, Dansk Industri, og de fem danske virksomheder Bang & Olufsen A/S,<br />
Danfoss A/S, Grundfos A/S og KEW Industries A/S.<br />
UMIP er er finansieret af Rådet for Genanvendelse og mindre forurenende teknologi med en<br />
medfinansiering fra de fem deltagende virksomheder.<br />
Metoder og værktøjer udviklet under UMIP henvender sig primært til store og mellemstore<br />
virksomheder, men mindre virksomheder vurderes også at kunne have gavn af resultaterne. Inden for<br />
virksomhederne er der to hovedmålgrupper: produktudvikleren, som kan indbygge miljøhensyn i<br />
produkternes grundkoncept - og miljøspecialisten, der vurderer produkternes miljøforhold.<br />
Metoden følger overordnet de principper der er angivet i SETACs "Guidelines for Life-cycle<br />
Assessment", men er detaljeret og konkretiseret på en lang række punkter.<br />
Grundlæggende består metoden af følgende trin. 90<br />
- Fastlæggelse af formålet med livscyklusvurderingen<br />
- Valg af afgrænsninger i vurderingsmetoden<br />
- Indsamling og bearbejdning af data<br />
- Vurdering af data<br />
- Opstilling af forslag til forbedringer<br />
Metoden tager udgangspunkt i et eller flere referenceprodukter der er udgangspunkt for udvikling af<br />
nye og miljømæssigt bedre produkter. Referenceproduktet kan være et aktuelt produkt der indgår i<br />
virksomhedens produktsortiment eller et tænkt produkt der består af en kombination af råvarer og<br />
processer som kendes i forvejen.<br />
For referenceprodukterne opstilles en stykliste over de komponenter som produktet er sammensat af.<br />
Styklisten indeholder oplysninger om mængde og type af materialer og hjælpestoffer og de<br />
produktionsprocesser, der indgår ved fremstillling af komponenten.<br />
Ud fra styklisten opstilles 'livsforløbsmodellen' for produktet idet uvæsentlige komponenter og<br />
sidestrømme fravælges i modellen (UMIP angiver detaljerede kriterier herfor). Livsforløbsmodellen er<br />
en kvalitativ beskrivelse af hvilke processer, der er involveret i hele procestræet for fremstilling af hver<br />
90 Miljøstyrelsen, 1999.<br />
78
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
komponent. Miljøvurderingen anvendes til at identificere de største potentialer for miljøforbedringer af<br />
produktet eller sammenligning med konkurrende produkter.<br />
I forlængelse af UMIP-programmet er der udarbejdet en række materialer til brug for produktudviklere<br />
og miljøspecialister. Desuden er der for at operationalisere processen udviklet en pc-software og en<br />
database.<br />
Udbredelse Udbredelse<br />
Udbredelse<br />
UMIP-metoden og computerværktøjet UMIP-tools har været anvendt på en række virksomheder. For<br />
eksempel i Montana Møbler A/S hvor der er udviklet en reolvariant, der søges mærket med det<br />
nordiske miljømærke Svanen. Endvidere er der iværksat en række initiativer som generelt nedsætter<br />
miljøbelastningen fra virksomhedens produkter. Virksomheden har gode erfaringer med brugen af<br />
UMIP-metoden som har givet klare billeder af miljøbelastningen fra deres produkt samt hvilke<br />
miljømæssige virkninger ændringer af materialer og processer har. Specielt værktøjernes evne til<br />
hurtigt at vise en given ændrings miljømæssige betydning er en vigtig egenskab i forbindelse med<br />
udviklingsarbejdet på en produktionsvirksomhed.<br />
En kritik af UMIP-metoden er at den er utilstrækkelig i forhold til at håndtere arbejdsmiljøet. Den<br />
medtager således ikke alle væsentlige arbejdsmiljøpåvirkninger og der tages ikke højde for de<br />
forskellige arbejdsmiljøeffekters væsentlighed/alvorlighed over for arbejdstageren.<br />
Information Informationskampagner<br />
Information skampagner<br />
Informationskampagner har typisk bredere samfundsgrupper i sigte og anvendes i stigende grad på<br />
miljøområdet. Via informationskampagner tilsigtes både at skabe opmærksomhed om et givent<br />
problem samt at anvise, hvilke tiltag den enkelte bør fortage.<br />
Af eksempler på informationskampagner er:<br />
· Kemi i børns hverdag (1999)<br />
· Er kemien i orden? (1999)<br />
· Sejl med miljøet - Bundmaling fra sejlsæson 2000 - de nye regler (1999)<br />
· Undgå LAS, når du køber vaske- og rengøringsmidler (1999)<br />
Få din olietank miljøtjekket (2000)<br />
Indkøberens genveje til bedre indkøb (1999)<br />
· ·<br />
· Klor hører ikke til i husholdningerne - Klorkampagne (2000)<br />
Sidstnævnte kampagne er netop et eksempel på, at man forsøger at påvirke den enkelte borger (og<br />
forbruger) til at undgå brugen af klorholdige produkter. Kampagnen skal blandt andet ses i<br />
sammenhæng med brugen af miljømærker. Et af hovedbudskaberne er at man skal bør anvende<br />
miljømærkede rengøringsmidler, da de er fri for klor.<br />
79
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
At man i stigende grad forsøger at sammenkøre informationskampagner med et virkemiddel som<br />
miljømærker er den nye informationskampagner om miljøvenlige tekstiler et eksempel på.<br />
Produktpanelet for Tekstiler har taget initiativ til en informationskampagne, der skal øge udbud og<br />
efterspørgsel af miljøvenlige tekstiler. En informationsindsats, der skal kulminere i februar 2001.<br />
Indsatsen skal blandt andet gå på at oplyse om de væsentligste miljø og sundhedsmæssige problemer<br />
ved tekstiler, om det europæiske miljømærke Blomsten samt om de muligheder, som forbrugerne reelt<br />
har for at påvirke markedet i mere miljøvenlig retning, gennem deres valg af produkter. Kampagnen<br />
sker i forbindelse med lanceringen miljømærkede tekstiler.<br />
Samlet set har denne informationskampagne til formål at løse fire opgaver. 91<br />
- Forberede branchen på det kommende marked for miljøvenlige tekstiler<br />
- Skabe offentlig bevidsthed om tekstilers miljø- og sundhedsforhold<br />
- Gøre Blomsten kendt som de miljøvenlige tekstilers mærke<br />
- Markedsføre det miljøvenlige tekstilsortiment<br />
En anden og meget omtalt informationskampagne, har været den, som blev ført for mere miljøvenligt<br />
vaskepulver, og som både miljøstyrelsen og forbrugerstyrelsen har deltaget i. Med kampagnen har man<br />
forsøgt både at kombinere både forbruger- og miljømæssig vejledning. Den miljømæssige vejledning<br />
har bestået i en opfordring til at købe svanemærket vaskepulver.<br />
Effekten af denne informationskampagne har været markant, da et vaskepulver som ”Bluecare” har 12doblet<br />
sit salg og for vaskepulveret ”Tusindfryd” er salget mangedoblet. Begge vaskepulvere er fri for<br />
LAS og bærer samtidig det nordiske miljømærke Svanen.<br />
Generelt har introduktionen af officielle miljømærker på non-food produkter i Danmark medført, at en<br />
række af de nyere informationskampagner anviser brugen af miljømærkede produkter som<br />
løsningsforslag på konkrete miljøproblemer.<br />
Refencer Refencer - Arbejdspapir<br />
Arbejdspapir<br />
Beck, 1987<br />
Betænkningen over forslag til IPPC-loven (L 161) om implementering af IPPC-direktivet.<br />
Center for Alternativ Samfundsanalyse, Gallup A/S, Konsulentfirmaet Hanne Eriksen. Miljøstyrelsen, 1999. Rapport om<br />
evaluering af de grønne regnskaber.<br />
Det grafiske branchesikkerhedsråd 1997, MAL-koder – om kodenummererede produkter.<br />
DTI erhvervsanalyser 1999, ”Grøn Erhvervspolitik: Analyseopgave i relation til start af LO’s projekt.<br />
91<br />
Miljøstyrelsen, 2000<br />
80
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
EPA- USA, Environmental Labeling - Issues, Policies and Practices Worldwide, december 1998<br />
Erhvervsministeriet, 1999. Erhvervslivet og reguleringen 1998/99.<br />
Erhvervsministeriet 2000. Erhvervslivet og reguleringen 1999/2000<br />
Erhvervsministeriet 2001. Brug af alternative reguleringsinstrumenter<br />
Finansministeriet, 1999 Evaluering af grønne afgifter og erhvervene<br />
Finanministeriet, 2000 Miljøvurdering af finanslovforslaget for 2001<br />
Forbrugerstyrelsen, 1999. Mærkning - Mærkningsudvalgets redegørelse<br />
Ingeniøren nr. 38 1996, Den nordiske svane åd EU´s miljøblomst<br />
Ingeniøren, Uge 7/1998. Frivillige aftaler virker bedst<br />
International Institute for Sustainable Development: Sustainable, 2000.<br />
Kommisionen for de europæiske fællesskaber, 1998, Arbejdsdokument<br />
Kommunernes Landsforening, 1997. Bedre miljø. Fokus på kommunernes miljøindsats.<br />
Konference arr. af IDA-Miljø den 25.11.99. Indlæg af funktionsleder John A. Farr, Københavns Amt. Fremtidens grønne<br />
regnskaber.<br />
LBK nr 21 af 16 januar 1996. Bekendtgørelse af lov om kemiske stoffer og produkter<br />
Maastricht, 1992<br />
MiljøDanmark nr. 5/2000. Leder<br />
Miljø- og Energiministerens redegørelse for fremtidige initiativer på kemikalieområdet, 1997<br />
Miljø- og Energiministeriet, 1999. Handlingsplan for at reducere og afvikleanvendelsen af phtalater i blød plast.<br />
Miljø- og Energiministeriet, 1999. Natur- og miljøpolitisk redegørelse<br />
Miljømærkesekretariatet, 2000 Miljømærkenyt nr. 2, 2000. Bluecare – en vaskeægte miljøsucces<br />
Miljørådet for renere produkter, 2000. Prioriteringsplan for Program for renere produkter m.v.<br />
Miljøstyrelsen og Energistyrelsen, 1994. Handlingsplan for en offentlig grøn indkøbspolitik<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Arbejdsrapport nr. 59, Vurdering af kriterier for svanemærkede produkter<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Arbejdsrapport nr. 71. Kriterier for udvælgelsen af uønskede stoffer.<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Miljøvurdering af produkter.<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Miljøvurdering i produktudviklingen - 5 eksempler.<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Oplæg fra Miljøstyrelsen. En styrket produktorienteret miljøindsats<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Oplæg fra Miljøstyrelsen. Status og perspektiver for kemikalieområdet<br />
Miljøstyrelsen, 1996. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 4. Miljøstyring i små og mellemstore virksomheder.<br />
81
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
Miljøstyrelsen, 1997. Arbejdsrapport nr 5, Nationale miljømærkeordninger i EU<br />
Miljøstyrelsen, 1997. Oplæg fra Miljøstyrelsen. Miljø, industri og regulering - Et debatoplæg<br />
Miljøstyrelsen, 1998. Oplæg fra Miljøstyrelsen. En styrket produktorienteret miljøindsats<br />
Miljøstyrelsen, 1999. Livscyklusvurdering af 3 typer metalmaling.<br />
Miljøstyrelsen, 1999. Miljøkontrollen i kommunerne i lyset af at staten overtager levnedsmiddelkontrollen.<br />
Miljøstyrelsen, 1999. Orientering fra Miljøstyrelsen, 4. Miljøtilsyn 1997<br />
Miljøstyrelsen, 1999. Miljøprojekt nr.439. Evaluering af miljøbevidst indkøbspolitik i staten.<br />
Miljøstyrelsen, 2000. Arbejdsrapport nr. 19."Efteruddannelse om grønne indkøb"<br />
Miljøstyrelsen, 2000. Miljøprojekt nr. 513 Brug af væsentlighedskriterier ved prioritering af miljøindsatsen.<br />
Miljøstyrelsen, 2000. Ny Viden fra Miljøstyrelsen Nr. 2 – 2000. Jobpulje skaber nye, grønne job<br />
Miljøstyrelsen, 2000. Ny Viden fra Miljøstyrelsen Nr. 4 - 2000. Målrettet information skal sikre gennembrud for<br />
miljøvenlige tekstiler<br />
Miljøstyrelsen, 2000. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 6. Effektlisten 2000<br />
Miljøstyrelsen, 2000. Orientering fra Miljøstyrelsen nr. 9. Listen over uønskede stoffer<br />
Miljøstyrelsen, 2001. Miljøvejledninger til offentlige indkøbere<br />
Miljøstyrelsen, 2001. Ny Viden fra Miljøstyrelsen Nr. 1 - 2001 Offentlige indkøbere efterlyser mere viden om miljø<br />
Miljøstyrelsen, 2001. Orientering fra Miljøstyrelsen Nr. 1 - 2001Miljøøtilsyn 1999<br />
OECD, 1998.Voluntary Approaches for Environmental Protection in the European Union<br />
Produktpanel for tekstiler, 1999. Handlingsplan.<br />
Samtale med Miljømærkesekretariatet 2/11 2000<br />
Skatteministeriet, Miljø- og Energiministeriet, Finansministeriet, 2000. Analyse af mulighederne for øget anvendelse af<br />
afgiftsregulering på kemikalieområdet<br />
Stefan Brendstrup & Jesper Jespersen, 1994. Grøn Økonomi<br />
Stiftelsen Østfoldforskning Research report OR.27.98, Norge. Nordic Project on implementation of environmental labeling<br />
type III in the buisness sector (NIMBUS)<br />
Teknologirådet, 1996. Uvurderede kemiske stoffer.<br />
Teknologirådet, 2000. Fra Rådet til Tinget nr. 146<br />
TEK-SAM Rapportserien nr. 72 dec. 1998. Miljømærkning - en vej for politisk forbrug! En undersøgelse med<br />
udgangspunkt i den nordiske miljømærkeordning Svanen<br />
www.ecolabel.dk (Miljømærkesekretariatet, 2000)<br />
82
Arbejdspapir - Industriens brug af kemikalier<br />
www.fi.dk (Forbrugerinformationen, 2000)<br />
www. greeninfo.dk (Grøn Information, 2000)<br />
www.mst.dk<br />
www.mst.dk/kemikalier<br />
www.mst.dk/offentlige grønne indkøb<br />
www.mst.dk/produktpaneler<br />
www.mst.dk/tværgående indsats<br />
www/unep/pops/inc3/inf/3<br />
Økologisk Landscenter 2000, Forbrugernotat<br />
Økologisk Råd 2000, Grønne skatter og afgifter i EU og Danmark<br />
83