Nr. 305 - 2013

en åben dør
Det hører med
til menneskelivets
vilkår
og dermed
også vores
erfaringer,
at vi oplever
døre blive lukket i, både foran os
og bagved os. Der står man så og
kan hverken se frem eller tilbage.
De lukkede døre kan være ganske
håndgribelige. En tid havde det
måske været, som alt lykkedes;
tingene var med os, og den ene
dør efter den anden åbnede sig for
os. Men pludselig vendte det, og
vi blev konfronteret med en lukket
dør.
Værst var det vel, når vi oplevede,
at mennesker, som vi før havde
et åbent og tillidsfuldt forhold til,
pludselig lukkede af og slog døren
i.
Denne erfaring fra menneskelivet
har en og anden også gjort i
forhold til det religiøse. Det åbne
forhold, vi kan kalde det barnetroen,
forsvandt, og man følte, at
hvor der før var en åben himmel,
var der nu blot en lukket dør.
Det kan tilmed gå sådan, at de
nævnte erfaringer går i ét for mennesker.
3
Man føler sig stående foran
lukkede døre, både i forhold til
mennesker og i forhold til Gud.
Til det første forhold er der at sige,
at her er der en opgave for ethvert
menneske. Det er en af livets store
opgaver at forsøge at åbne døre
mellem mennesker, og det bedste
er altid at starte med sig selv og
de døre, man har lukket i over for
andre.
Til det andet er der at sige, at Jesus
Kristus jo netop levede, døde og
opstod med den ene hensigt at
åbne døre mellem jord og himmel,
mellem mennesker og Gud. Som
det kommer til udtryk i ordene
fra Johannes Åbenbaring kapitel
3, vers 8: ”Se, jeg har stillet dig
foran en åben dør, som ingen kan
lukke.” Det er jo et ganske overvældende
løfte.
Apostlen Paulus udfolder dette
løfte i sit brev til menigheden i
Rom med ordene: ”Jeg er vis på,
at hverken død eller liv eller engle
eller magter eller noget nuværende
eller noget kommende eller
kræfter eller noget i det høje eller i
det dybe eller nogen anden skabning
kan skille os fra Guds kærlighed
i Kristus Jesus, vor Herre.”
Rom 8, 38-39. JH