Kirkebladet marts-maj 2013 - Bording Kirke

Der er nu kun nogle få gamle venner som
besøger ham. Det er naturligt at det er gået
sådan, for ingen kan jo snakke noget med
min mand. Men de og jeg og vores børn
besøger ham jævnligt nu.
Det er et savn ikke at kunne snakke med
ham, eller følges med ham, som vi gjorde
før. Men jeg har alligevel ikke følt mig ensom
eller alene i vores situation. Jeg har
nogle meget trofaste venner og vores børn,
og så har jeg min tro på Gud. Den har hjulpet
mig meget med at bære igennem de år
der er gået.
På en underlig måde har jeg den tillid til
Gud, at selvom dette er strengt, så er det på
en eller anden måde til mit bedste. Det er
den tillid jeg har til Gud, at jeg kan tage det
af Guds hånd, og at Gud går med mig igennem
det svære. Sådan føler jeg det.
Jeg har aldrig tænkt at ville leve mit eget liv,
uden min mand. Det kunne jeg jo godt gøre,
men det er mig helt fremmed. Min mand er
stadig og vil altid være den daglige del af
mit liv, som jeg ikke vil undvære. Og derfor
besøger jeg ham hver dag, og mangler noget,
når jeg en dag ikke fik besøgt ham. Og
på plejehjemmet hvor min mand er, der
kommer præsten en gang om måneden, til
en kort gudstjeneste. Først drikker vi kaffe
sammen, så deles salmebøgerne
ud, og vi synger de mest kendte
salmer. Hører et ord fra Bibelen, og
får nadveren. Det betyder meget
for mig at jeg kan få nadveren der
sammen med min mand.
Jeg sidder ikke lukket inde for mig
selv, eller kun hos ham. Jeg deltager
i det liv og i de sammenhænge hvor
vi før fulgtes ad, men nu må jeg jo
gå alene. Jeg tager af sted når der
sker noget i familien og jeg går i
kirken og til det som sker der. Og
jeg er med i missionshuset og besøger
mine trofaste venner og naboer.
Hvis jeg inviteres til en komsammen en
9
eftermiddag hvor jeg skulle have
besøgt min mand, så besøger jeg
ham i stedet om formiddagen.
Jeg har brug for at se ham hver dag, det ligger
dybt inden i mig.
Når jeg tænker på mit forhold til Gud, så er
troen blevet uddybet. Sådan synes jeg det.
Troen er blevet mere uddybet end belastet.
Som en dybere tillid til Gud, at jeg har mere
brug for Guds hjælp og styrke i hverdagene.
Mit billede af min mand kan være svært at
genkalde fra tidligere. Nu er det mere sådan
at han er som et barn jeg skal passe på. Og
det er mig der skal værne om ham. Det er
jeg både den første og den nærmeste til. Og
jeg er glad for at min mand har et stille sind,
og trods alt har det godt. Han får en god og
kærlig pleje hver dag. Der er mange andre
som har det værre end det jeg har oplevet.
Der har aldrig været sagt onde ord mellem
os.
Tanken at han en dag skal være væk, synes
jeg er mærkelig at tænke. Det kan jeg ikke
forestille mig, det vil blive tomt og hjemløst
for mig.
Asta skænker lidt varm kaffe i min kop, og
jeg får en sidste småkage. Tiden var løbet
fra os, og Asta skal snart af sted for at give
sin mand eftermiddagskaffe.
Der er kun én kop at vaske op.