Ny Ghana.p65

Ghana - en politisk og økonomisk oversigt · Jesper Jespersen 

Ghana 

En politisk og økonomisk oversigt 

af Jesper Jespersen


En politisk og økonomisk oversigt 

af Jesper Jespersen

Indholdsfortegnelse 

1. Landet og folket ................................. 9 

Geografi ................................................................ 9 

Befolkningen ....................................................... 10 

2. Historie ............................................. 15 

Før europæerne ................................................... 15 

Slavehandelen...................................................... 16 

Engelsk koloni .................................................... 20 

3. Fra uafhængigheden til i dag ......... 23 

Selvstændighed - og nedtur ................................. 23 

Generalernes styre og nyt valg ............................. 26 

Oberststyre.......................................................... 27 

Løjtnantstyre for en kort bemærkning ................. 28 

Limann kører fast - Rawlings igen ....................... 29 

Demokrati indføres ............................................. 33 

Den autoritære arv .............................................. 38 

4. Udenrigspolitik ................................ 43 

Forholdet til naboerne ......................................... 44 

5. Den økonomiske udvikling .............49 

Derfor gik det galt .............................................. 49 

Strukturtilpasning ............................................... 52 

Stagnation ........................................................... 54 

Den private sektor ............................................... 58 

Strukturerne næsten uændrede ............................ 60 

Hvor længe endnu? ............................................. 64 

6. De enkelte sektorer ........................ 69 

Landbrug, fiskeri og skovbrug ............................. 69 

Industri og minedrift ........................................... 76 

Service ................................................................ 82 

7. Sociale forhold ................................. 87 

Fattigdommens omfang ....................................... 88 

Sundhed ............................................................. 92 

Uddannelse ......................................................... 95 

Beskæftigelse ....................................................... 98 

Kvinderne ......................................................... 100 

8. Udenlandsk bistand ...................... 105 

Den danske bistand ........................................... 107 

Drikkevand og sanitet ....................................... 111 

Sundhed ........................................................... 112 

Transport .......................................................... 113 

Energi ............................................................... 114 

Den private sektor ............................................. 115 

Demokratisering ............................................... 115 

Bistandens omfang og fordeling......................... 116 

Videre læsning ................................... 119 

Kort 

Ghana ................................................................... 6 

Infrastruktur ......................................................... 7 

Regionskort......................................................... 45

4 

Fakta om Ghana 

Frigjort fra britisk styre: 

1957 

Forfatning: 

Efter amerikansk model, vedtaget ved folkeafstemning i 

1992 

Hovedstad: 

Accra 

Areal: 

238.537 km2 (godt 5 gange større end Danmark) 

Befolkning: 

17,7 mio. (1996) 

Gennemsnitlig befolkningstilvækst: 

3 pct. (1985-95) 

Gennemsnitlig forventet levealder: 

56 år (mænd: 54 år, kvinder: 58 år) 

Spædbarnsdødelighed: 

73 pr. 1000 levendefødte (1995) 

Fejl- og underernæring: 

27 pct. af børn undervægtige (1989-95) 

Analfabetisme: 

Mænd 24 pct. 

Kvinder 47 pct. 

Årligt vandforbrug pr. indbygger: 

35 m 3 (1980-95) 

(Danmark: 233 m 3 ) 

CO 2 -udledning pr. indbygger: 

0,2 tons (1992) 

(Danmark: 10,4) 

Religion: 

Kristendom 43 pct., muslimer 12 pct., andre religioner 38 

pct. 

Bruttonationalindkomst (BNI) 1995: 

6719 dollars (= 5 pct. af Danmarks) 

Pr. indbygger: 390 dollars (= 1,3 pct. af danskernes) 

Årlig vækst i BNI pr. indbygger: 

1,5 pct. (1985-95) 

Import 1995: 

1687 mio. dollars 

Eksport 1995: 

1431 mio. US dollars 

Vigtigste eksportvarer 1994-96: 

Guld: 43 pct. 

Kakao: 29 pct. 

Tømmer: 12 pct. 

Samlet udviklingsbistand 1995: 

644 mio. dollars (inklusive lån). 

Danmarks andel heraf: 37 mio. dollars 

Kilder: 

Verdensbanken, UNDP, OECD, CIA World Fact Book, 

Danida, Ghanas institut for statistisk, social og 

økonomisk forskning, Ghanas Centre for Policy Analysis 

5

6 

Ghana - kort 

Ghana - infrastruktur 

7

8 

Ghana rummer 75 

etniske grupper. 

Etniske tilhørsforhold 

er ikke tabu - hverken 

politisk eller socialt. 

Foto: Jørgen Schytte 

1. Landet og folket 

Geografi 

Ghana ligger i Vestafrika nord for ækvator, omtrent midt i 

Guineabugten. Landet grænser mod vest til Côte d’Ivoire, 

mod nord til Burkina Faso og mod øst til Togo. Grænselinjerne 

udgør i alt 2.093 km. Kystlinjen er på 539 km. 

Landet er 238.537 km 2 stort, altså et af Vestafrikas mellemstore 

lande og godt fem gange så stort som Danmark. 

Klimaet er tropisk varmt og med meget små variationer 

i temperaturen i døgnets og årets løb, gennemsnitligt mellem 

25 og 31 grader. Generelt gælder det, at temperaturen 

stiger og luftfugtigheden falder, jo længere man bevæger sig 

bort fra kysten gennem de tre økologiske zoner i landet - 

kystbæltet, skovbæltet, der også rummer tæt regnskov, og 

savannebæltet længst mod nord. Langs den østlige del af 

kysten (omkring hovedstaden Accra) er klimaet dog også 

relativt tørt. 

Regntiderne varierer fra sted til sted. I den nordlige del 

af landet falder 1100-1300 mm regn om året, hovedsagelig 

i august og september. På den tid er savannens græstæppe 

yppigt grønt, og det ser bedragerisk frodigt ud. Men når 

den hede, støvmættede harmattan-vind fejer ind fra Sahara 

mellem november og april, ligger jorden knitrende tør og 

gul, mens træerne dog bevarer det grønne skær. 

I syd er der regntid fra april til juli og igen fra september 

til november - i alt falder der mellem 1300 og 2800 mm 

om året, undtagen i Accra-området, hvor gennemsnittet er 

under 900 mm om året. 

Egentlig tørke er en jævnligt tilbagevendende begivenhed 

i de nordlige områder, men sjældent et problem i resten af 

landet. 

Det meste af landet består af lavtliggende sletter. Den 

sydvestlige del af Ghana gennemstrømmes af mange mindre 

floder. Nordfra og fra nordvest kommer Volta - Den 

hvide, Den sorte og Den røde Volta, der som transportvej, 

fiskevand og leverandør af elkraft spiller en betydelig rolle 

for landet. 

9

Bag dæmningen i forbindelse med kraftværkerne ved Akosombo 

og Kpong er dannet Voltasøen, der med sine 8.500 

km 2 er blandt verdens største kunstige søer. 

Landet har betydelige naturlige ressourcer, som kun delvis 

udnyttes. Af landbrugsjorden dyrkes mindre end halvdelen. 

Desuden råder Ghana over store skovarealer og forekomster 

af mineraler, blandt andet guld. 

Landbruget er det vigtigste erhverv. Det beskæftiger halvdelen 

af befolkningen, og landbrugets produktion udgør 45 

pct. af bruttonationalproduktet. Servicesektoren producerer 

ca. 40 pct. af bruttonationalproduktet og beskæftiger ca. 

30 pct. af arbejdsstyrken. Industrien og minesektoren tegner 

sig for kun 15 pct. af bruttonationalproduktet. 

Befolkningen 

Næsten halvdelen af ghaneserne er under 15 år. Befolkningstilvæksten 

hersker der nogen usikkerhed om, men den anslås 

af Verdensbanken til 3 pct. om året. Det betyder, at 

befolkningstallet ventes at nå 20 millioner i år 2000, 27 

millioner i 2010 og 33 millioner i 2020. Den gennemsnitlige 

forventede levealder er steget i de sidste årtier og ligger 

nu på 55-60 år. 

Ghanas grænser ser forholdsvis naturlige ud og ikke som 

trukket med lineal af kolonimagter. Men her som så mange 

andre steder i Afrika er der forskel på statsgrænser og folkegrænser, 

og der er meget tit frænder fra samme etniske grupper 

på begge sider af grænserne. Det giver undertiden anledning 

til strid mellem nabostater og mellem etniske grupper 

internt i landene. Inden for Ghanas grænser er der 75 etniske 

grupper, og der tales 22 sprog foruden engelsk. Men ud 

over en voldelig etnisk konflikt i 1993-94, som krævede over 

tusind menneskeliv i det nordlige Ghana, har der ikke været 

alvorligere sammenstød i de senere år. 

Ikke så få af de etniske grupper er matrilineære. Det betyder 

især noget i arvespørgsmål. Sønner i matrilineære systemer 

arver ikke efter deres far, men efter deres mors brødre. 

Etniske tilhørsforhold og traditioner er ikke tabu, heller 

ikke i politisk sammenhæng. Det er en del af hverdagen, 

som har forskellig betydning for den enkelte, og man kan 

10 

Næsten halvdelen af 

ghaneserne er under 

15 år. 


sagtens tale om det. De etniske spændinger, der lå til grund 

for konflikten i 1993-94, eksisterer stadig, og også i det 

politiske og administrative system kan etniske tilhørsforhold 

spille en rolle. For udenforstående kan det være vanskeligt 

at få hold på betydningen heraf og på de underliggende 

strukturer, som ifølge manges mening stort set er uantastede 

af moderne forvaltning, jura og praksis. 

Etnisk tilhører 80 pct. af befolkningen underafdelinger 

af fire hovedgrupper. Det er Akan (med bl.a. Ashanti), Ga- 

Adangme, Ewe og Mole-Dagbani. 

Det officielle sprog er engelsk, men otte af de 22 lokale 

sprog af Niger-Congo-sprogstammen har ligeledes 

officiel status. Det er bl.a. Akan med 

to dialekter, twi og fante, der er 

udbredt i kystområdet og i Côte 

d’Ivoire, hausa, ewe, der også 

tales i Togo, og ga, der er det 

lokale sprog i Accra. 

Religion spiller en betydelig 

rolle i ghanesernes 

hverdag. En stærk åndelig 

begrebsverden er en 

realitet for de fleste ghanesere, 

uanset religiøst 

tilhørsforhold. Der findes 

ingen sikre, aktuelle 

opgørelser af, hvor 

mange der tilslutter sig 

de forskellige religioner. 

Ofte citeres ældre 

angivelser. Ifølge dem er 

43 pct. kristne. Alverdens 

trossamfund er repræsenteret. 

12 pct. angives at være 

muslimer, mens resten fordeler 

sig på især traditionelle, afrikanske 

religioner. Men i de senere år 

er der kommet oplysninger om, at islam er 

i hastig fremmarch, især i den nordlige del af landet, og det 

forrykker muligvis balancen. 

11

Af landets ca. 18 millioner indbyggere bor omkring 6 

millioner i byerne. Det største byområde er hovedstaden 

Accra, der er sammenbygget med industri-, fiskeri- og havnebyen 

Tema. Byområdet har ifølge optællinger fra 1988 

tæt ved halvanden million indbyggere. I dag er antallet formentlig 

det dobbelte. 

Accra blev gjort til hovedstad af den engelske koloniadministration 

i 1876. Derved udvikledes byens status som 

det vigtigste handelscenter. Regeringssædet er fortet Christiansborg, 

der blev opført i 1661 af den danske Guineaadministration 

som et af de syv danske forter på kysten. En 

del af Accra bærer stadig præg af den koloniale byggestil, 

om end husene er i kraftigt forfald. Andre dele af Accra 

præges af moderne hoteller, forretnings- og administrationsbygninger. 

De fleste steder i Accra er der udsyn mod de lave, 

smukke Akwapimbjerge, der fortsætter ind over grænsen til 

Togo. 

Andre store byer er Sekondi-Takoradi (ca. 120.000 indbyggere), 

der også ligger på kysten, og Kumasi (ca. 500.000 

indbyggere), der med sin beliggenhed i det centrale Ghana 

er hovedby for kakaohandel, for tømmerindustri og for 

udvinding af guld. Kumasi er tillige den etniske gruppe 

ashantiernes hovedby. Mod nord i det tørre Sahel ligger 

handelsbyen Tamale (ca. 200.000 indbyggere). 

Befolkningstætheden varierer fra region til region. De 

nordlige egne er tyndt befolkede med kun 31 indbyggere 

pr. kvadratkilometer, mens der er 116 i Central Region og 

441 i Greater Accra. 

Umiddelbart virker ghaneserne som venlige og livlige 

mennesker, imødekommende over for fremmede, interesserede 

i omverdenen og samtidig med en tydelig glæde og 

stolthed over deres egen kultur og traditioner. Den vestafrikanske 

selvbevidsthed slår igennem, også blandt kvinderne. 

Det gælder de vidt berømte market mammies, der 

har styr på mere end deres egen økonomi, og det gælder 

også mange andre kvinder. Men generelt - i familierne, i 

den moderne administration og i det politiske liv - behandles 

kvinderne nærmest som andenklasses mennesker. Den markante 

ulighed mellem kvinder og mænd kommer til udtryk 

i kvindernes kortere skolegang, manglende adgang til 

12 

jord og andre ressourcer og ringe deltagelse i beslutningsprocesserne 

i samfundet. Af de 200 medlemmer af parlamentet 

er efter valget i 1996 kun 17 kvinder, og i mange 

sammenhænge marginaliseres kvinder. Fattigdommen rammer 

i højere grad kvinder end mænd. 

Fattigdom til trods er ghaneserne et folk med kultur og 

humør. Kulturen møder man f.eks. i ghanesernes traditionelle 

klædedragt, der endnu ikke er helt fortrængt af Vestens 

bukser, skjorter og kjoler. Kulturen kan man også stifte 

bekendtskab med på spillestederne, hvor de inciterende 

rytmer sætter sving i kroppen hver lørdag aften. Det var i 

Ghana, at den berømte high-life musik opstod, så der bygges 

på rige traditioner. Faktisk ses der i den ghanesiske kultur 

spor, der går flere tusinde år tilbage. For eksempel bor man 

på landet i lerklinede huse, der bygges i de stilarter, der 

formentlig begyndte at blive udviklet for 4000 år siden. Også 

håndværkere som pottemagere, kurvemagere og smede 

bygger på århundredgamle traditioner. Glemmes skal heller 

ikke den rige arv fra guldsmedene, der fik europæerne 

til at give området navnet Guldkysten. Men måske er det i 

fortælletradition, religiøse forestillinger og filosofi, man skal 

lede efter den vigtigste kulturelle arv. 

13

14 

Christiansborg, det gamle 

hovedfort på Guineakysten, 

stod færdigt i 1661. 

Er i dag præsidentens bolig 

og kontor. 

Øverst: Enkelte gamle 

danske kanoner peger 

endnu ud over havet. 

Nederst: Portal med 

Christian d. VII’s (1766- 

1808) navnetræk. 

Foto: Torben Eirby 

2. Historie 

I århundreder var en del af det nuværende Ghanas kyststribe 

kendt som Guldkysten, en anden del som Slavekysten. Det 

var her portugisere, hollændere, tyskere, svenskere, briter og 

danskere byggede forter og fæstningsværker for at støtte og 

beskytte deres omfattende menneskehandel. Det var herfra 

millioner af slaver blev udskibet til det caraibiske område 

og Amerika og dermed sendt ud på det andet ben af 

trekantruten Europa - Afrika - Den ny Verden - Europa. 

Det var ikke nødvendigt for europæerne at underlægge 

sig baglandet. Høvdingene inde i landet sørgede selv for at 

få slaverne frem til kysten, hvor de blev givet i bytte for geværer, 

krudt og brændevin. Den egentlige kolonisering begyndte 

først langt senere, da slavehandelens epoke var ved 

at rinde ud. 

Slaverne var i de fleste tilfælde fanger fra stammekrigene, 

men det hændte også, at høvdinge lod sig friste af slaveopkøberes 

tilbud og solgte deres egne folk. 

Mens Europa til at begynde med så med megen sindsro 

på sin egen rolle i slavehandelen, vakte netop den kendsgerning, 

at de sorte solgte deres egne, nogen forargelse. 

Da slavehandelens tid omsider var forbi efter et meget langt 

tilløb, og briterne havde jaget eller købt de andre europæere 

ud, fik landet navnet Guldkysten. Senere skiftede den 

selvstændig stat det europæiske navn ud med Ghana. Det 

var oprindelig navnet på et blomstrende rige, der for omkring 

1000 år siden lå mod nordvest ved Niger-floden, altså 

uden for det nuværende Ghanas område. Riget gik til 

grunde, men en del af den ghanesiske befolkning menes at 

være indvandret derfra. 

Før europæerne 

Vestafrikas og dermed det nuværende Ghanas historie går 

langt tilbage i tiden, men den er sparsomt belyst. Der er 

gjort arkæologiske fund fra bosættelser på kysten, som daterer 

sig 30.000-40.000 år tilbage. 

15

Man regner med, at fønikiske sømænd omkring 600 f.v.t. 

i hvert fald har passeret Guineakysten og vel været nødt til 

at gå i land for at skaffe frisk vand. De var, fortæller den 

oldgræske historiker Herodot, sendt ud af den egyptiske farao 

Neko, der gav dem skibe og ordre til at sejle gennem 

Gibraltar-strædet og sydpå langs Afrikas vestkyst. Andre 

fønikiske sømænd sejlede langs østkysten. 

Afrikanerne på Guineakysten havde fra gammel tid forbindelser 

gennem Sahara med mægtige riger længere mod 

nord, hvis udviklingsstade på det tidspunkt var højere end 

det vestlige Europas - Ghana eller Ghanata, som ordet 

Guinea er afledt fra, var det ældste og mest berømte, men 

blev i det 13. århundrede erobret af riget Melle. 

Mest får man at vide om disse kulturriger hos kilderne i 

den gamle hovedstad Timbuktu i det nuværende Mali. Det 

fortælles, at mens Hundredårskrigen stod på i Europa i 13- 

1400-tallet, viste kongen i Timbuktu lærde mænd den største 

respekt. Samfundet var velorganiseret med et effektivt landbrug 

og et højt udviklet håndværk. Bl.a. havde de i 1500 

år kunnet udvinde jern, og der herskede et afbalanceret 

økonomisk fordelingssystem og et veludviklet retsvæsen. 

Men også de mægtige riger gik til grunde, og befolkningen 

vandrede mod syd og blandede sig med stammerne i 

skovbæltet og kystegnene. Det af deres kunnen, der ikke 

gik til grunde undervejs, hjalp dem ikke, da europæerne 

dukkede op. 

,,På tre væsentlige områder stod de klart tilbage for de 

fremmede,“ skriver Thorkild Hansen i Slavernes Kyst, 1967: 

,,De havde ikke noget skriftsprog. Og værre end det: De 

kunne ikke destillere brændevin. Og værre end det: De 

kunne ikke blande kulstøv, salpeter og svovl i det rette indbyrdes 

forhold. De var ikke civiliserede. De kunne ikke lave 

krudt.“ 

Slavehandelen 

I 1471 dukkede de første europæere op på Guinea-kysten. 

Det var portugiserne, og snart fulgte englænderne og hollænderne. 

I 1600-tallet kom skandinaverne. 

16 

Der var store rigdomme at hente på Vestafrikas kyst. 

Guld, ædelstene, elfenben, kostbare træsorter, tropiske varer 

og rariteter. Og mennesker. Mænd, kvinder og børn, der 

kunne fragtes over havet til Den ny Verden og sælges som 

arbejdskraft. 

Det stod på i 350 år. De sidste 200 år var Danmark med 

i slavehandelen. De 200 år fra det første danske skib ankrede 

op ved kysten og til De danske Etablissementer i 

Guinea, som den officielle betegnelse lød, i 1850 blev solgt 

til England for 10.000 Pund Sterling. 

Hverken herhjemme eller på kysten var udviklingen blevet 

stort anderledes, hvis Danmark havde holdt sig væk. 

I Vestafrika var den danske start langsom og fortsættelsen 

besværlig, blomstringstiderne forholdsvis få og prisen 

høj. 

Til gengæld er Danmarks eftermæle på kysten nu halvandet 

århundrede senere nok lidt bedre end de andre 

europæeres. Danskerne etablerede mulatskoler og gjorde de 

første forsøg på en egentlig kolonisering med plantagedrift 

som et alternativ til slavehandelen. 

Man kan se de 200 år som en eventyrlig epoke i Danmarks 

historie og undre sig over, hvad det var, der fik tunge 

nordboere til at kaste sig ud i det ukendte under ækvators 

evigt brændende sol. Men de fleste betragter det først og 

fremmest som et mørkt kapitel i Danmarks og Europas 

historie. 

I de første år i Guinea havde danskerne nok at gøre med 

overhovedet at få fodfæste på kysten. De andre var der jo 

allerede, blandt dem arvefjenden Sverige, der var meget lidt 

stemt for at have danskerne med i spillet, men som i lige 

netop den strid ret hurtigt trak det korteste strå. 

I 1661 stod den danske fæstning Christiansborg færdig. 

Den er bygget på et klippefremspring på den ellers flade og 

sandede kyst, og den blev gennem alle årene De danske 

Etablissementers hovedfort, bolig for guvernøren og centrum 

for den danske del af slavehandelen. Det var hertil lange 

kolonner af slaver blev ført, det var her, den endelige handel 

og brændemærkning blev gennemført, og det var her i 

de to slavekasser i fortets snævre kasematter, slaverne blev 

anbragt, mens deres ejermænd ventede på skib. 

17

I tidens løb blev det til syv danske forter på Guinea-kysten 

foruden mindre handelspladser og loger og i den sidste 

del af perioden en række plantager, der så godt som alle 

er forsvundet. 

Forterne er foruden Christiansborg, der i kolonitiden blev 

bolig for den britiske guvernør og siden uafhængigheden 

for Ghanas præsident, Frederiksborg, opført 1659 ved Cape 

Coast, Augustaborg, opført 1787 10 km øst for Accra, Fredensborg, 

opført 1736 ved fiskerlandsbyen Store Ningo 75 

km øst for Accra, Kongensten, opført 1783 ved Ada ved 

Voltas delta og Prinsensten, opført 1784 ved Keta 200 km 

øst for Accra. Prinsensten var statsfængsel indtil begyndelsen 

af 1980’erne. 

Skønt Danmarks andel var lille, fik slavehandelen stor 

betydning for Afrikas udvikling - eller mangel på udvikling. 

Nogle befolkningsstatistikere opererer med, at mindst 15 

mio. afrikanere nåede levende til Den ny Verden, andre sætter 

tallet til det tredobbelte, og ingen kender det nøjagtige tal. 

Men man regner med, at for hver slave, der nåede frem i 

live, havde to sat livet til undervejs på de hårde vandringer 

til kysten, under opholdet i de europæiske forter eller under 

transporten over Atlanten. Slavehandelen forkrøblede 

samfundene og de økonomiske strukturer, enhver „naturlig“ 

udvikling blev sat i stå. 

Den 16. marts 1792 kom så den danske Forordning om 

Negerhandelens Ophør. Forordningen fulgte i store træk 

et tilsvarende engelsk lovforslag, som allerede havde været 

behandlet to gange i parlamentet og kom til tredjebehandling 

den 2. april samme år, da det blev vedtaget. ,,Danmark 

havde dermed fået et indiskutabelt forspring. På sytten dage,“ 

noterer Thorkild Hansen, og han fortsætter: ,,Det drejede 

sig om at indføre et importforbud (af slaver til de vestindiske 

øer), ikke om at ophæve slaveriet. I endnu næsten et 

halvt århundrede efter forordningens ikrafttræden kunne 

mænd, kvinder og børn opkøbes og bortauktioneres fuldt 

lovmæssigt i de danske besiddelser såvel i Guinea som i 

Vestindien.“ 

Der blev tale om overgangsordninger, tid til at tilpasse sig 

de nye krav, og de kom til at vare længe. Thorkild Hansen 

skriver i Slavernes Kyst: ,,I de engelske kolonier afskaffedes 

18 

slaveriet definitivt i 1833. Her var der ikke tvivl om, hvem 

der tjente som eksempel for hvem. Her behøvede man ikke 

at tælle dagene for at finde ud af, hvem der var nummer et. 

Først femten år senere, i 1848, blev Danmark tvunget til 

at gennemføre det samme.“ 

Det var den danske gesandt i London, grev Rewentlow, 

der førte forhandlingerne om salget af de danske besiddelser 

i Afrika. Alle slaver i de danske områder var blevet givet 

fri i marts 1848. Slavekysten var fortid. 

Den 6. marts 1850, overdrog den danske guvernør 

Edward Carstensen det hvide fort til den engelske guvernør 

Winniett. Ceremonien, der havde samlet alt, hvad der 

kunne krybe og gå af betydende folk i Orsu og andre nærliggende 

landsbyer, foregik i fortets gård - kongesalutten 

bragede, og på slaget 12 blev det danske flag halet ned og 

det engelske hejst. 

Georg Nørregaard siger i sin bog om Guldkysten, at ,,et 

tilbageblik over de danskes skæbne på Afrikas kyst kan i sin 

helhed kun give indtryk af tragedie“. Han siger også, at 

danskernes betydning for negrene var ringe og slet ikke til 

at skille ud fra den indflydelse, som andre europæiske nationer 

øvede på Guinea-kysten. Men ,,havde danskerne lidet 

eller intet godt at give negrene, så var de fordele, de selv 

drog af deres afrikanske eventyr, af lige så tvivlsom eller 

negativ betydning. Dette eventyr“, siger han, ,,tegner sig 

således i nutidsmenneskers øjne tragisk ikke blot ved sit 

umiddelbare forløb, men også ved, at besiddelserne blev 

foræret bort en ringe tid, før de kunne være blevet en kilde 

til forøget velstand og skueplads for et lykkeligt menneskeværk, 

ikke blot til glæde for Danmark, men også for territoriets 

afrikanske befolkning.“ 

Uden betydning. Men ikke uden spor. Enkelte danske ord 

har overlevet i det sprog, der tales i Accra-området. Danske 

personnavne er stadig i brug hos efterkommere af de 

danske kystmænd. Et par danske gadenavne i Accra. Vejen, 

hvor den danske ambassade ligger, har således fået navnet 

Dr. Isert Road efter en af de danske udsendte. 

Enkelte danske bygningsværker er bevaret, bl.a. fortet 

Prinsensten ved Keta, men det er ved at blive nedbrudt af 

havet. 

19

Og så er der Christiansborg - det hvide fort, der kan ses 

langt ude fra havet. I den lille vig neden for murene ligger 

fiskerbådene, nu som dengang kanoer, som ejermændene 

på imponerende vis kan sætte gennem brændingen et stykke 

ude fra kysten. Det var fra denne vig, slaverne blev sejlet 

ud til slaveskibene, der lå for anker på reden. 

Engelsk koloni 

Fra 1870, da også hollænderne var købt ud, var englænderne 

de eneste europæere på Guldkysten, og i 1874 blev 

landet officielt en britisk koloni. Det drejede sig i de første 

50 år kun om et ca. 100 km bredt bælte langs kysten. Men 

briterne ville gerne have baglandet med. Det var her i 

ashantiernes område, de største rigdomme var at hente. 

Handelsinteresserne skulle beskyttes mod andre europæiske 

landes indtrængen. Men ashanti-kongen havde ikke 

ringeste ønske om at lade sit land kolonisere og modsatte 

sig ethvert forsøg i den retning. I 1874 lod englænderne 

hovedstaden, Kumasi, brænde af, men heller ikke denne gang 

bøjede ashantierne sig. Først i 1902 var deres modstand 

nedkæmpet, og deres besiddelser blev indlemmet i kolonien. 

Den nordlige del af det nuværende Ghana var britisk 

protektorat frem til 1940’erne. Den del af det østlige Ghana, 

der var under tysk herredømme til Første Verdenskrig, blev 

britisk mandatområde fra 1918 til 1956. Ghana fik således 

først sine nuværende grænser umiddelbart før selvstændigheden 

i 1957. 

Kolonimagtens bestræbelser gik først og fremmest ud på 

at skabe grundlag for et økonomisk udbytte af kolonien. I 

Vestafrika som andre steder tilskyndede englænderne ved 

brug af økonomiske midler og direkte magt de undergivne 

til at producere og sælge råvarer. Råvarerne blev forarbejdet 

i England, hvor også værditilvæksten fandt sted. Fundamentet 

til Ghanas og andre udviklingslandes ensidige 

produktions- og handelsstrukturer blev lagt fra cirka 1900 

til 1950. 

20 

Konstabel af det guineanske 

artilleri. Hirschfængeren 

blev både brugt til 

kamp og til at hugge sig 

vej gennem de tætte skove. 

Billedet er fra begyndelsen 

af det 19. århundrede. 

Tegning i Rigsarkivet 

21

22 

Ghana opnåede som 

den første afrikanske 

koloni uafhængighed 

i 1957. 

Landets første præsident, 

Kwame 

Nkrumah, tog i 

1961 imod den tidligere 

kolonimagts 

overhoved, dronning 

Elizabeth. 

Foto: Politikens 

Presse Foto 

3. Fra uafhængigheden 

til i dag 

Selvstændighed - og nedtur 

Alt tegnede lyst, da Ghana den 6. marts 1957 som den første 

koloni i Afrika opnåede uafhængighed. Landet var ombølget 

af international sympati og interesse - afrikanske ledere så 

op til regeringschefen Kwame Nkrumah, der var en glødende 

fortaler for afrikansk enhed, pan-afrikanisme. 

Kwame Nkrumah (1909-72) var som bl.a. Tanzanias Julius 

Nyerere og Zambias Kenneth Kaunda uddannet som lærer. 

Han tog eksamen fra Achimota College på Guldkysten, 

studerede i USA 1935-45 og i Storbritannien i de følgende 

to år. I London tog han ivrigt del i de vestafrikanske organisationers 

aktiviteter og blev så opfordret til at vende hjem 

som generalsekretær for partiet United Gold Coast Convention, 

som han dog brød med ved oprettelsen af det nationalistiske 

Convention People’s Party i 1949. Nkrumah 

blev fængslet af englænderne i 1950 for sine politiske aktiviteter 

med hovedkravet ,,Selvstyre nu”, men løsladt året 

efter, da partiet havde vundet en jordskredssejr ved det første 

valg til indre selvstyre i Afrika. Nkrumah blev udnævnt 

til regeringsleder. Han blev premierminister i 1952 og bevarede 

denne post ved selvstændigheden i 1957, da CPP ved 

de forudgående valg havde fået over halvdelen af stemmerne. 

I 1960 blev Nkrumah sit lands præsident. 

Fire år senere satte han forfatningen ud af kraft, forbød 

alle andre partier end sit eget og tiltog sig diktatorisk magt. 

Frihedshelten fra 1957 suspenderede demokratiet. 

Hvad fik det til at gå så galt? 

Ved overgangen til uafhængigheden var Ghanas økonomi 

tilsyneladende i god stand. Landet er fra naturens hånd 

udstyret med rigelige ressourcer - landbrugsjord i større 

mængder, end befolkningen kunne dyrke, rige forekomster 

af mineraler som guld, ædelstene, mangan og bauxit. Dertil 

kom de vidtstrakte skove med værdifuldt tropisk træ, som 

23

ingen endnu var begyndt at tvivle på visdommen i at fælde 

og udnytte. 

Men problemer var der også. Den nationale enhed skulle 

sikres, og økonomisk uafhængighed og økonomisk fremgang 

for den brede befolkning stod næst på listen. 

Begge dele skubbede præsident Nkrumah ind på den 

autoritære linje. Han erkendte straks efter samlingen af 

nationen i forbindelse med uafhængigheden af den britiske 

koloni Guldkysten og de to britiske mandatområder, 

at sammenkitningen var skrøbelig. Straks fra starten blev 

der taget stærke forholdsregler mod dem, der blev anset for 

at udgøre en trussel mod statens enhed og fred. Udlændinge 

under mistanke for at blande sig i Ghanas politiske anliggender 

blev deporteret. Partier med regionale rødder blev 

forbudt. Høvdinge, der ikke ville samarbejde med regeringen, 

blev sat fra deres poster. 

Året efter, i 1958, gik regeringen et skridt videre med en 

undtagelseslov, der gav den myndighed til at tilbageholde 

enhver, der mistænktes for undergravende virksomhed, i op 

til fem år uden dom. Allerede på dette tidspunkt blev staten 

ved brug af disse metoder i praksis, skønt ikke ved lov, 

en etpartistat. 

Sikringen af den nationale enhed var tæt forbundet med 

ønsket om en økonomisk revolution. Kampen for økonomisk 

uafhængighed og fremgang betragtedes i de år som 

en fortsættelse af kampen for politisk uafhængighed. Man 

måtte sikre sig, at økonomien ikke var på fremmede hænder. 

Under Nkrumah tiltog staten sig hovedansvaret for 

udviklingen af de fleste økonomiske sektorer. Og i 1962 

blev der vedtaget en lov, der tvang udenlandske forretningsfolk 

eller udenlandsk ejede virksomheder til årligt at geninvestere 

mindst 60 pct. af deres fortjeneste i Ghana. 

Den autoritære ledelse og centralistiske økonomiske politik 

udviklede sig fortsat i årene efter. I 1964 blev landet 

officielt en etpartistat, og Nkrumah etablerede tætte forbindelser 

med Sovjetunionen og andre kommunistiske lande. 

Centralistisk styre stiller store krav om økonomisk styrke 

og effektiv administration. Ingen af delene var til stede i det 

unge Ghana. Dårlig ledelse, korruption, utilfredshed med 

den politiske undertrykkelse og ønsker om uafhængighed 

24 

Nkrumah og hans regering 

blev sat fra magten i 

1966, og bitterheden mod 

ham var stor. Dengang 

blev statuer og andre 

Nkrumah-symboler ødelagt, 

men tiden har mildnet 

opfattelsen af ham. I 

dag betragtes han som det 

moderne Ghanas grundlægger. 

Foto: 

Politikens Presse Foto 

25

landt visse etniske grupper fik efterhånden Nkrumahs 

popularitet til at svinde ind. 

Den makroøkonomiske planlægning smuldrede, inflationen 

løb løbsk, statskontrol med importtilladelser og distribution 

tog til og hæmmede fremdrift og udvikling. Dertil 

kom, at de eksterne økonomiske forhold udviklede sig til 

ugunst for Ghana. 

Alt i alt en solid nedtur for en befolkning, der blev fattigere 

og fattigere og mere og mere frustreret. 

I 1966, der er blevet kaldt ,,generalernes år i Afrika“, var 

det slut. Ghana oplevede sit første militærkup, der ikke skulle 

blive det sidste. Tre fulgte efter i de følgende 15 år foruden 

en lang række forsøg, der løb ud i sandet. Den lyse, lykkelige 

fremtid havde forvandlet sig til noget, der i perioder 

lignede politisk kaos. Fire militærregeringer og tre civile 

regeringer blev det til, inden Den 4. Republik så dagens lys 

i januar 1993. 

Den 24. februar 1966 blev Nkrumahs regering styrtet og 

han selv sat fra magten. Kuppet fandt sted, mens han var 

på statsbesøg hos formand Mao i Beijing. De mange statuer 

af ham i Accras gader blev væltet, og forbitrelsen mod 

ham var stærk. Han søgte og fik asyl hos sin gode ven, præsident 

Sékou Touré i Guinea, og kort efter blev han overraskende 

nok præsident for den formelle union mellem 

Ghana og Guinea med opholdssted i Guinea. Hans direkte 

indflydelse på ghanesisk politik var imidlertid definitivt forbi. 

Nkrumah døde i 1972. 

Tiden har mildnet opfattelsen af ham, og han betragtes i 

dag som det moderne Ghanas grundlægger. 

Generalernes styre og nyt valg 

Den ny regering, The National Liberation Council, NLC, 

bestod af højtstående hær- og politiofficerer under ledelse 

af general J. A. Ankrah, der senere blev afløst af general Afrifa. 

NLC erklærede ved magtovertagelsen, at de betragtede sig 

selv som et overgangsstyre, at målet var at udrydde korruptionen 

og ændre forfatningen, sådan at de, der blev fundet 

skyldige i fortidens fejlslagne politik, blev forhindret i at 

komme til magten igen. 

26 

I 1969 gik Ghana igen til valg med mulighed for at 

stemme på flere partier. Dr. Kofi Busia og hans Progress Party 

vandt en overvældende sejr og dannede regering. 

Busia var gået til valg på et program, der skulle fremskynde 

den økonomiske liberalisering, bl.a. ved at afvikle det meste 

af importlicenssystemet og ved at give bedre betaling for 

kakao ude hos bønderne. Et boom i verdensmarkedets 

kakaopriser i årene 1967-69 gav baggrund for den mere 

ekspansive økonomiske politik, Busia forsøgte sig med. Men 

priserne holdt ikke. Efter et par års forløb var boom’et forbi. 

Ghana stod tilbage med et stort underskud på betalingsbalancen. 

Regeringens kur var devaluering med hele 44 pct. 

Det forårsagede eksplosive prisstigninger, udvikling af et 

parallel-marked, sortbørshandel og mangel på så godt som 

alle varer. 

Oberststyre 

De politiske forholdsregler, som Busia-regeringen så sig 

nødsaget til at gennemføre under disse vilkår, førte til omfattende 

uroligheder med lønmodtagerne i byerne som de 

mest aktive. 

Urolighederne gav militæret anledning til et nyt kup i 1972, 

og denne gang var det næste geled, obersterne, der greb ind. 

Militærregeringen, The National Redemption Council, NRC, 

blev ledet af oberst - senere dog general - I. K. Acheampong, 

der nedsatte sig som enehersker, men helt manglede en sammenhængende 

økonomisk-politisk strategi for Ghana. 

Acheampong forsøgte at holde sine modstandere i skak 

ved at tildele dem forskellige privilegier, hvad der gik stik 

imod hans erklærede vilje til at bekæmpe korruptionen. 

Styret fik efterhånden karakter af et kleptokrati - hvilket 

betyder, at magthaverne benyttede deres position til at udplyndre 

landet på befolkningens bekostning. Mangelen 

på råvarer, reservedele og dagligvarer voksede til katastrofale 

højder. Kontrol med forbrugerpriser og importtilladelser 

gav ikke de ønskede resultater. Fødevarepriserne f.eks. 

steg med 600 pct., smugleriet over grænsen fra bl.a. Togo 

greb om sig, og sortbørsmarkedet eksploderede. 

I 1974 var befolkningens tålmodighed ved at være op- 

27

ugt. Oppositionen lod igen høre fra sig med tiltagende 

uro. Nu var det de universitetsstuderende, der gik i spidsen. 

Senere sluttede fagforeningerne og de liberale erhvervsorganisationer 

sig til modstanden og rejste krav om en civil 

regering. Samtidig havde regeringen svært ved at enes 

indbyrdes. 

Året efter afsatte Acheampong selv NRC-regeringen og 

indsatte i stedet et militærråd, Supreme Military Council, 

SMC, med syv medlemmer. Men det fik ikke oppositionen 

til at forstumme, tværtimod. Bedre blev det ikke af, at 

SMC gik over til at fængsle kritikere uden dom. I 1978 

nåede tallet af politiske fanger, der ikke havde fået deres sag 

prøvet ved en domstol, op omkring 300. 

Løjtnantstyre for en kort bemærkning 

I 1978 blev Acheampong afsat af militærrådet, SMC, og 

efterfulgt af general Akuffo, der lovede at overdrage magten 

til en civil regering. De politiske partier blev igen tilladt, 

og valget blev udskrevet, men før det fandt sted, blev 

SMC styrtet ved et nyt militærkup den 4. juni 1979. 

Kuppet blev gennemført af unge officerer og menige med 

flyverløjtnant Jerry John Rawlings som leder. Ghanas tredje 

militærregering, Armed Forces Revolutionary Council, 

AFRC, overtog magten for en kort bemærkning. 

Parlamentsvalget blev gennemført som planlagt senere i 

juni samme år med Hilla Limann som vinder. I september 

overdrog AFRC magten til Limann-regeringen. 

Men AFRC havde i sin korte regeringstid nået at gøre 

sig særdeles bemærket. For første gang i landets historie var 

det folk af folket, der stod for styret - middelklassen og de 

højtstående officerer havde spillet fallit for mange gange, 

nu var det yngre og hidtil ukompromitterede kredse, der 

prøvede kræfter med opgaven. 

Rawlings og hans regering ville, at der nu skulle gøres endeligt 

op med den tiltagende korruption, der lammede næsten 

ethvert initiativ til forbedringer, og de var skånselsløse 

i deres kamp for det, de opfattede som retfærdighed. Topfolkene 

fra SMC-regeringens tid blev henrettet sammen med 

28 

tre tidligere statschefer, Acheampong, Akuffo og Afrifa - en 

handling, der var med til at skaffe Rawlings det ry for at 

være den værste overtræder af menneskerettighederne 

blandt ghanesiske ledere siden uafhængigheden, som han 

har haft svært ved at slippe af med. Det var dog ikke kun 

den absolutte top, det gik ud over i Rawlings første korte 

regeringstid. Hundreder af embedsmænd og forretningsmænd 

blev stillet for „folkedomstole“ og idømt lange fængselsstraffe. 

Limann kører fast - Rawlings igen 

Hilla Limann var dukket op fra en politisk gråzone og var 

forholdsvis ukendt i det politiske liv, da han tog over med 

det snævrest tænkelige flertal for sit parti, People’s National 

Party: 71 af 140 mandater i parlamentet. Hans regering 

blev ikke nogen succes. Den indviklede sig i interne 

stridigheder om den økonomiske politik. En tiltrængt devaluering 

af valutaen blev opgivet af frygt for et nyt kup, 

og de nedskæringer i det offentlige forbrug, der blev givet 

løfter om under valgkampen, blev også opgivet. Regeringen 

kørte fast, og i juni 1980 blev regeringspartiet sprængt. 

Samtidig viste det sig, at overlevende medlemmer af det 

gamle Nkrumah-styre var taget til nåde og indsat som præsidentens 

seniorrådgivere, hvilket ingenlunde styrkede folkets 

tillid til regeringen. 

Samtidig fortsatte Jerry Rawlings med at føre sig frem 

offentligt med krav om strenge forholdsregler mod korruptionen. 

Han fik en fornemmelse af at være båret frem af en 

popularitetsbølge i den brede befolkning. 

Efter halvandet års forløb, den 31. december 1981, tog 

Rawlings igen sagen i sin hånd og gennemførte et nyt kup. 

Han indsatte et syv mands provisorisk forsvarsråd, Provisional 

National Defence Council, PNDC, med sig selv som 

formand. Her samledes al lovgivende og udøvende politisk 

magt. Parlamentet blev opløst og hjemsendt og de politiske 

partier forbudt. 

Men trods de barske og udemokratiske forholdsregler 

fastholdt regeringen til skeptisk overraskelse for omverde- 

29

30 

Flyverløjtnant Jerry 

Rawlings tog magten 

ved et militærkup i 1979. 

Kupmagerne overlod dog 

kort efter magten til en 

demokratisk valgt regering. 

Men Rawlings tog 

atter magten ved et kup 

halvandet år efter. 

Siden har ghaneserne 

også peget på ham ved 

frie, demokratiske valg, 

og han er i dag sit lands 

præsident. 

Foto: Teresa Coleman, 

Camera Press London 

nen, at målet fortsat var demokrati. Blot en form for demokrati 

uden politiske partier. Partierne varetog nemlig 

særinteresser og var ifølge Rawlings ude af stand til at 

forholde sig til nationens samlede interesser. I byer, landsbyer 

og på fabrikker oprettedes lokale People’s Defence 

Committees og Worker’s Defence Committees, folkeforsvarskomiteer, 

der skulle gå foran i kampen mod korruption. 

Komiteerne dannede grundlaget for Rawlings’ 

bestræbelser på at mobilisere græsrødderne og ,,bygge 

demokratiet op nedefra“ med det endemål at oprette en 

repræsentativ folkeforsamling. Formålet var at stimulere 

befolkningens ansvarsfølelse og aktivere til økonomisk og 

socialt udviklingsarbejde på græsrodsniveau. 

Rawlings’ styre blev fra starten støttet af især studenter, 

arbejdere og andre ghanesere, som var grundigt trætte af 

politikernes uduelighed og korrupte adfærd. Rawlings’ socialistiske 

retorik appellerede til de vrede følelser i den almindelige 

befolkning, efter at den havde oplevet konstante 

forringelser i levevilkårene i 15-20 år. 

Selvfølgelig var der nogle af de nye komité-medlemmer, 

der ikke kunne stå distancen, men faldt for fristelsen til at 

sikre sig personlig magt og lade personlige sym- og antipatier 

være afgørende for de politiske beslutninger, og så måtte 

komiteerne reorganiseres. De fik også nyt navn, Committees 

for the Defence of the Revolution, CDR, og nok så vigtigt 

- den politiske kontrol med dem blev skærpet: Ledelsen af 

de enkelte komiteer blev overdraget til PNDC-medlemmer. 

Demokratiet i vestlig forstand havde trange kår i Ghana. 

Op til midten af 1980’erne strammede PNDC det politiske 

greb om befolkningen. Der blev slået ned på alle tilløb 

til organiseret opposition, og i 1985 gennemførte regeringen 

en undtagelseslov, The Preventive Custody Law; der 

tillod den at holde personer interneret på ubestemt tid med 

henvisning til statens sikkerhed. Året før var domstolenes 

ret til at prøve administrative beslutninger om internering 

blevet ophævet. Antallet af politiske fanger gik stejlt op. 

Menneskerettighederne havde det skidt i den periode af 

Ghanas historie og var samtidig et af regeringens ømme 

punkter på grund af pres indefra og ikke mindst udefra. 

Donorlandene havde sat respekt for menneskerettighederne 

31

på dagsordenen. De begyndte at røre på sig og rejse krav 

om forbedringer i situationen. Men regeringen var svær at 

råbe op i det spørgsmål. 

Så sent som i 1989 bad PNDC sammenslutningen af 

afrikanske jurister om at aflyse deres konference i Ghana 

om menneskerettighedsproblemer i Afrika. Begrundelsen var, 

at konferencen ville virke destabiliserende. 

32 

I 1996 var der igen valg 

til præsidentposten og parlamentet. 

Det var første gang 

i landets historie, at et folkevalgt 

styre skulle stå sin prøve 

ved et valg. Tidligere var 

der altid kommet et kup 

imellem. 


Demokrati indføres 

Sideløbende med de hårdhændede og alt andet end demokratiske 

metoder var der alligevel sat en demokratiseringsproces 

i gang - det erklærede mål var fortsat overgang til 

civilt styre og indførelse af et flerpartisystem. Pluralismen 

var måske ikke just regeringschefens livret, men på den anden 

33

side tydeligvis ikke til at komme udenom, hvis bistandsyderne 

skulle opretholde deres støtte til Ghana. Bistandsyderne 

kom ind fra sidelinjen. De havde meldt sig eller var 

vendt tilbage, efter at regeringen, der kaldte sig revolutionær, 

i 1983 havde indgået omfattende aftaler med Den 

Internationale Valutafond, IMF, og Verdensbanken for at 

redde økonomien. Bistandsyderne pressede på. De havde 

indflydelse i kraft af, at deres bidrag efterhånden svarede til 

over 10 pct. af Ghanas bruttonationalindkomst, og de ville 

se en klar udvikling frem mod demokratiske tilstande. 

Et gennembrud fandt sted i 1992, da en demokratisk 

forfatning blev vedtaget. Grundloven indebærer et stærkt 

præsidentembede i spidsen for regeringen og et parlament, 

der vælges ved frie valg i enkeltmandskredse. Desuden er 

distriktsrådene grundlovsfæstede. Grundloven anerkender 

høvdingene og deres traditionelle rolle inden for de etniske 

grupperinger. Herunder fordelingen af jord. Høvdingene 

kan dog ikke samtidig besætte politiske poster. 

Efter grundlovens bestemmelser er der nedsat en række 

uafhængige kommissioner, der skal overvåge, at frihedsrettighederne 

respekteres. En mediekommission skal sikre 

en fri og ansvarlig presse, en valgkommission har ansvaret 

for gennemførelse af valg, og en menneskerettigheds- og 

forvaltningskommission fungerer som ombudsmandsinstitution. 

I november 1992 afholdtes de første flerpartivalg i mere 

end 10 år. Først præsidentvalget, hvor Rawlings blev valgt. 

Oppositionspartierne beskyldte regeringen for valgsvindel 

og boykottede det efterfølgende valg til parlamentet. Det 

regerende National Democratic Congress og to mindre samarbejdspartier 

blev derfor de eneste partier i parlamentet. 

I december 1996 var der igen valg til præsidentposten og 

parlamentet. Det var første gang i landets historie, at et 

folkevalgt styre skulle stå sin prøve ved et valg. Alle gange 

tidligere var der kommet et kup imellem. Forberedelserne 

i 1996 blev præget af partiernes vilje til at sikre frie og retfærdige 

valg, og valgene forløb da også under fredelige former 

og med en meget høj valgdeltagelse. Udenlandske valgobservatører 

har samstemmende udtalt, at valgene var fair 

og frie. 

34 

Rawlings vandt præsidentvalget med omkring 57 pct. af 

stemmerne, og det regerende parti, National Democratic 

Congress, blev størst i parlamentet med 133 af de 200 

pladser. De to tabende præsidentkandidater og oppositionspartierne 

anerkendte resultatet straks efter, det var officielt 

bekendtgjort. Meget tyder på, at alle partier har erkendt, 

at det er nødvendigt med en forsoningspolitik, økonomisk 

stabilitet og fremme af den private sektor. 

De politiske partier er blevet stadig bedre organiseret, og 

de fleste er landsdækkende. Partierne savner dog stadig 

kapacitet til at levere et effektivt analysearbejde og dermed 

grundlag for en politisk argumentation, der på basis af 

politiske holdninger kan levere et modspil til regeringsapparatet. 

Dertil kommer, at der blandt oppositionspartierne 

ikke fremstår oplagte ledere, som kan samle flertal i 

alle regioner og blandt alle etniske grupper. 

Fagforeningerne øver indflydelse på økonomien gennem 

deres evne til at mobilisere medlemmer, især i byområderne, 

og gennem lønforhandlinger. De private arbejdsgivere er 

tilsyneladende ikke effektivt organiseret, og landmændenes 

foreninger er svage og ikke i stand til aktivt at fremme bøndernes 

interesser, f.eks. gennem lobbyvirksomhed. 

Forfatningen giver vide rammer for private organisationers 

(NGO’ers) aktiviteter. Antallet af organisationer er 

voksende, men de fleste er endnu svage. Der er dog næppe 

tvivl om, at de på længere sigt har potentiale til at spille 

en vigtig rolle, både når det drejer sig om at gøre opmærksom 

på og forsvare befolkningens rettigheder og interesser, 

og når det drejer sig om at påtage sig selvstændige udviklingsopgaver. 

Siden 1992 har der udviklet sig en relativt omfattende 

privat presse, der primært dækker byområderne med aviser 

og ugemagasiner. Den private presse udgør et forum for 

kritisk debat, selv om den arbejder under dårlige økonomiske 

vilkår. Kvaliteten af pressen er endnu svingende, og 

ofte trykkes dårligt underbyggede og upålidelige artikler med 

angreb på toppolitikere og topembedsmænd. Regeringspressen 

har adgang til betydeligt større ressourcer. Tv og radio 

er stort set regeringskontrollerede, regeringsfokuseret og 

regeringsvenlig. Radio kan langt bedre end den trykte presse 

35

nå ud til den brede befolkning. I de seneste år har en række 

private radiostationer og et privat tv-selskab fået sendetilladelse. 

Et vigtigt led i demokratiseringen er en gradvis modernisering 

og decentralisering af centraladministrationen. 

I 1988 blev antallet af distrikter udvidet fra 65 til 110, 

og der blev indført direkte valg til distriktsrådene. Distrikternes 

administrative leder udpeges dog af præsidenten, og 

en tredjedel af distriktsrådenes medlemmer udpeges af regeringen. 

Distriktsrådene vælger selv en formand, men denne 

36 

En vand- og sanitetskomite 

på arbejde i den 

østlige Volta-region: Komiteen 

har ansvaret for, 

at der bliver samlet 

penge ind til vedligeholdelse 

og udbygning 

af vandreservoir og 

drikkevandspumper 

samt anlæggelse af toiletter 

og latriner. Komiteen 

er valgt af landsbyens 

beboere, og gør den 

sit arbejde godt, vil det 

styrke decentraliseringen 

og den lokale indflydelse 

i distrikterne. 

Foto: 

Charlotte Henriksen 

har ofte mindre magt end den administrative leder, som også 

sidder med ved møderne og er den øverst ansvarlige for bl.a. 

budgetterne. Så selv om ansvaret på væsentlige områder er 

lagt ud til distrikterne, har centralmagten ikke sluppet tøjlerne. 

Siden 1994 har distrikterne fået tildelt 5 pct. af statens 

provenu til finansiering af investeringer på distriktsniveau. 

Distrikternes egne muligheder for at skaffe indtægter er små, 

og decentraliseringen skrider kun langsomt frem. Regeringen 

har endnu ikke overført ansvaret for personale, personalebudget 

og driftsbudgetter fra ministerierne, og distriktsrådene 

mangler således kontrol med store dele af udviklingsaktiviteterne 

i distrikterne. Samtidig er der udpræget 

mangel på kontorfaciliteter, basalt udstyr og personale, særligt 

i de nye distrikter. 

Et problem i den forbindelse er, at man i distrikterne ofte 

mangler erfaring i administrative rutiner, og at udviklingen 

i landet hidtil har været skæv. Basale goder som boliger, 

skoler, telekommunikation og el- og vandforsyning er 

mangelvarer i mange distrikter og deres hovedbyer, som 

derfor har svært ved at tiltrække og fastholde kvalificerede 

embedsmænd. 

Særlig galt er det i den nordlige del af landet, hvor der 

aldrig siden uafhængigheden er blevet gjort endeligt op med 

kolonimagtens forestillinger om, at udvikling af området 

ikke var særlig påkrævet. Det fungerer stadig fortrinsvis som 

reserve for sæsonarbejdskraft for de bedre udviklede og mere 

produktive områder i landet, kakao-områderne, regnskovsbæltet, 

guldminerne og kystregionerne. 

I det hele taget er den offentlige sektors kapacitet begrænset, 

om end topledelsen efter afrikanske forhold er relativt 

stærk og veluddannet. Der er ringe gennemsigtighed i 

beslutningsprocesserne, der er mangel på intern kommunikation 

og ringe uddelegering af beslutningskompetence. 

Det betyder, at det tager lang tid at træffe beslutninger og 

dernæst at gennemføre dem. Personalet, der er ansvarligt 

for, at politikken giver resultater, er ofte ikke tilstrækkeligt 

inddraget. 

Finansministeriet har ikke hidtil haft fuld kontrol over 

de faktiske udgifter. Planlægning og budgettering, gennem- 

37

førelse af beslutninger, styring og kontrol, rapportering, 

regnskabsaflæggelse og revision er generelt svage områder i 

den offentlige administration. Det giver plads for embedsmisbrug, 

korruption, lemfældig behandling af borgerne eller 

bare ineffektivitet. I befolkningen og blandt virksomhedslederne 

er der især stor utilfredshed med korruptionen, fordi 

den undergraver både retfærdigheden og effektiviteten i 

samfundet. Det er umuligt at danne sig et overblik over 

omfanget af korruptionen, da den naturligt nok foregår mere 

eller mindre i det skjulte. Men mange i Ghana mener, at 

problemet er tiltagende. 

Der er bestræbelser i gang på at afhjælpe disse forhold, så 

der kan skabes tillid til den offentlige sektor og til stabiliteten, 

som er afgørende for, om den private sektor i Ghana 

og udlandet vil foretage investeringer i økonomiske aktiviteter. 

Gennemslagskraften har dog hidtil været lille. 

Den autoritære arv 

Når demokrati ikke lader sig indføre så hurtigt, som man 

kunne ønske, skyldes det ikke kun nutidens griskhed og 

inkompetence. 

Den ghanesiske stat arvede fra kolonitiden en centralistisk 

og autoritær tradition. I kolonitiden var det myndighedernes 

mål at kontrollere befolkningen og styre de økonomiske 

aktiviteter i en retning, der gjorde det muligt for 

kolonimagten at hente økonomisk udbytte i kolonien. 

Kontrol og styring er begreber, der står i skarp kontrast til 

vore dages idealer om demokrati. Det harmonerer heller ikke 

med et af udviklingsteoretikernes bud, som går ud på at 

inddrage befolkningen i beslutningsprocesserne og i gennemførelsen 

af aktiviteterne. Eller formuleret anderledes: 

Give mennesker magt til at bestemme over eget liv. 

Centralisme og autoritær styreform blev helt naturligt 

videreført af de skiftende militærjuntaer, der sad på magten 

det meste af tiden fra 1966 og op til demokratiets indførelse 

i 1992. 

Et udslag af det centralistiske styre er opbygningen af en 

stor centraladministration. Den blev også arvet af Ghana 

efter uafhængigheden, og først i 1980’erne kom begræns- 

38 

ninger i centraladministrationen og decentraliseringen på 

tale. 

Den autoritære styreform kan tillige siges at have rod i 

den kulturelle arv i Ghana. Her er det tradition, at den yngre 

lytter til den ældre, at kvinder adlyder mænd, at høvdingen 

bestemmer osv. 

Grundloven fra 1992 indeholder en række bestemmelser, 

som kan ses som et opgør med den autoritære styreform. 

Den indeholder paragraffer om det enkelte menneskes 

rettigheder. Økonomiske rettigheder, kulturelle rettigheder, 

ret til uddannelse, kvinders rettigheder, børns 

rettigheder osv.; foruden paragraffer om civile, politiske og 

ejendomsretslige friheder. 

Kapitel 12 i grundloven handler om mediernes frihed, 

uafhængighed og ansvar. Der er tale om en betydelig ændring 

i forhold til situationen i 1980’erne, hvor pressen blev 

holdt i stramme tøjler. Næste opgave bliver at forbedre 

kvaliteten af det, medierne producerer. Der klages ofte over 

manglende etik og manglende professionalisme. Uvederhæftige 

historier bringes ofte til torvs. I nogle tilfælde er 

journalisterne efterfølgende blevet fængslet, sigtet efter straffeloven. 

Denne situation er langtfra ideel. Enhver fængsling, 

uanset om den er velbegrundet, kan opfattes som 

myndighedernes forsøg på at tæmme pressen og tvinge journalisterne 

til selvcensur. 

Grundloven slår fast, at borgerne har ret til at organisere 

sig frit. Dog er der forbud mod partier, der baseres på religiøst 

eller etnisk grundlag. Ligeledes er der forbud mod 

partiopstillinger i forbindelse med valg til distriktsråd. 

Interesseorganisationer vinder stigende betydning i Ghana. 

Fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationerne mødes jævnligt 

med regeringen for at drøfte lønninger og andre arbejdsmarkedsforhold. 

Også i andre statslige kommissioner vinder 

interesseorganisationerne gradvis indpas. 

Et gennemgående problem i både de styrende organer og 

interesseorganisationerne er kvindernes manglende repræsentation. 

I parlamentet er kun 17 af de 200 medlemmer 

kvinder, i distriktsrådene er kun 8 pct. af medlemmerne 

kvinder. 

Med hensyn til retsførelse er der visse problemer i Ghana. 

39

Selv om lovens bogstav garanterer lige behandling af alle, 

viser erfaringen, at både politiet og retsvæsenet har en tilbøjelighed 

til at favorisere de velbemidlede. De fattige 

analfabeter synes ikke at få tilstrækkelig beskyttelse. En rapport 

betegner politiet som dårligt uddannet og dårligt udstyret, 

og dertil kommer mangel på moral og motivation. 

Politistyrken omfatter 14.000 betjente. 1000 færre end for 

30 år siden, da befolkningen var halv så stor. 

Måske er det derfor, at der rapporteres om en del tilfælde 

af selvtægt. Voldelig kriminalitet vækker stigende bekymring, 

og det ses ikke så sjældent, at tilskuere går til lige så 

voldeligt modangreb. 

Grundloven lægger stor vægt på, at regeringen og administrationen 

skal kunne stilles til regnskab for deres gerninger, 

og at embedsførelsen er gennemskuelig og åben. Borgerne 

har mulighed for at appellere en sag til Kommissionen for 

Menneskerettigheder og Administrativ Retfærdighed. 

40 

Paramount Chief Ya-Na- 

Yendi. Det er tradition, at 

den yngre lytter til den ældre, 

at kvinden adlyder 

manden og at høvdingen 

bestemmer. Demokratiserings- 

og decentraliseringsprocessen 

har dog efterhånden 

rodfæstet sig og vil 

formodentlig medføre, at 

alle befoklningsgrupper 

med tiden får indflydelse 

på udviklingen. 


41

Ghana har i de senere år 

oparbejdet en større udenrigspolitisk 

indflydelse og 

har bidraget med fredsstyrker 

i flere uro-plagede 

afrikanske lande. At Ghana 

nyder international 

anerkendelse understregedes 

i maj 1998, da USA’s 

præsident Clinton besøgte 

landet som led i sin „Afrika-tour“ 

og holdt møde 

med præsident Rawlings. 

Foto: Polfoto 

4. Udenrigspolitik 

Ghana var i de første år efter frigørelsen fra koloniherredømmet 

en ledestjerne for andre afrikanske lande. Men 

denne udenrigspolitiske position kunne naturligt nok ikke 

fastholdes, da Ghana bevægede sig i retning af diktatur og 

økonomisk kaos. Som årene er gået er Ghanas rolle på den 

internationale scene svundet ind. Ghanas deltagelse i de 

seneste år i de vestafrikanske fredsbevarende styrker i Liberia 

og andre steder er dog ikke gået upåagtet hen. Ghana er 

et af de lande i verden, der leverer flest fredsstyrker pr. indbygger, 

og det giver point i international sammenhæng. 

Ghana blev umiddelbart efter sin selvstændighed medlem 

af FN og fra den 1. juli 1960 medlem af Commonwealth. 

I maj 1963 var Ghana med til at oprette OAU, 

Organisationen for Afrikansk Enhed. 

Panafrikanisme var i Ghanas første selvstændighedsår en 

af ledetrådene i udenrigspolitikken. Landets første leder, 

Kwame Nkrumah, var en af de fremmeste fortalere for denne 

ide. Bestræbelsen gik ud på at skabe enhed og sammenhold 

mellem de nye afrikanske stater, på tværs af de grænselinjer, 

der var lagt af kolonimagterne. For at dæmme op for 

konflikter blev en af grundteserne for panafrikanismen og 

Organisationen for Afrikansk Enhed dog, at de fastlagte 

grænser på ingen måde måtte røres. 

De panafrikanske ideer blev hurtigt overhalet af de verdenspolitiske 

realiteter. Opdelingen af verden i Vest og Øst fik 

også konsekvenser for Ghana i 1960’erne. Kwame Nkrumahs 

fortsatte stræben efter at skaffe Ghana uafhængighed 

af udenlandske økonomiske interesser, efter at den politiske 

uafhængighed var opnået i 1957, satte ham på kollisionskurs 

mod Vesten. Til gengæld rykkede landet ind i Østblokkens 

favntag. 

Kupmagerne fra 1966 var vestligt orienterede. Nogle kaldte 

dem Vestens håndlangere. Men de særdeles ustabile år indtil 

1980 betød, at Ghanas placering på det politiske landkort 

også var usikker. 

43

Rawlingsstyret fra 1981 formåede langt op i 1980’erne 

at spille på flere heste. Styret var erklæret revolutionært. Den 

nære forbindelse med Sovjet, Østblokken og Cuba blev 

bevaret, men vel efterhånden mest på det retoriske plan. 

Samtidig sagde styret meget pragmatisk ja til de multilaterale 

organisationers og institutioners tilbud om bistand. De 

økonomiske og politiske betingelser, der følger med et samarbejde 

med Verdensbanken og Den Internationale Valutafond 

(IMF), lykkedes det Ghana at opstille som egne mål, 

før de blev stillet som krav udefra. Dermed formåede Ghana 

at tiltrække de vestlige bilaterale bistandsyderes gunst. Så 

da Østblokken smuldrede og Sovjetunionen brød sammen, 

var Ghana allerede solidt forankret i den vestlige lejr og langt 

fremme i den vanskelige strukturtilpasning af økonomien, 

i samarbejde med og med lån fra IMF og Verdensbanken. 

Fordi Ghana i 1980’erne var mere villig end andre afrikanske 

lande til at følge de anvisninger, Vesten med Verdensbanken 

i spidsen foreskrev som medicin mod fortsat økonomisk 

nedtur, blev der etableret et gensidigt afhængighedsforhold: 

Ghana havde og har stadig brug for det internationale 

bistandssamfund for igen at komme på fode. Omvendt har 

det internationale bistandssamfund også brug for, at det går 

Ghana godt. Ellers vil Ghana blive en demonstration af, at 

det kun fører til ulykke, hvis man efterlever de vestlige betingelser. 

Forholdet til naboerne 

Ligesom Ghana selv har været præget af ustabilitet i en stor 

del af tiden siden uafhængigheden, er periodevis ustabilitet 

også kendetegnende for en del af nabolandene. De ustabile 

omstændigheder har været medvirkende til, at forholdet til 

et eller flere af de øvrige lande indimellem har været spændt. 

Særlig med den vestlige nabo, Togo, har det slæbt alvorligt 

på. Igennem årtier var det sådan, at Togos regering gav 

Ghana skylden, hver gang der var indre vanskeligheder i 

Togo, og grænsedragningen mellem landene giver stadig 

anledning til uenighed. 

Under urolighederne i Togo i 1993 skyllede flygtninge- 

44 

Regionskort 

strømme fra landet ind i Benin mod øst og Ghana mod 

vest. Der blev afskediget i tusindvis af ghanesiske gæstearbejdere, 

og de sluttede sig til flygtningestrømmen på over 

100.000, hovedsagelig folk af Ewefolket, der bor på begge 

sider af grænsen. Togo påstod, at urolighederne var fremprovokeret 

af ghanesiske propaganda-sendere, og at regulære 

kampstyrker blev trænet i lejre inde i Ghana, hvad den 

ghanesiske regering pure afviste. 

Der har i årenes løb været en del skudvekslinger over grænsen, 

men der har kun været tale om enkeltepisoder. Skønt 

45

Togo optræder, som om tanken om en regulær krig kunne 

være tillokkende, vurderes det ikke som en reel trussel. De 

to landes statsoverhoveder aftalte under Togos præsidents 

besøg i Ghana i maj 1998 at bilægge stridighederne og indlede 

en ny epoke med hyppige besøg på højeste niveau for 

at gøre en ende på mistillid og misforståelser. 

Med naboen mod nord, Burkina Faso, havde Rawlingsregeringen 

meget fine forbindelser i begyndelsen af 

1980’erne. Rawlings og den burkinske præsident Sankara 

var meget nære venner, og der blev nedsat en kommission, 

der skulle forberede en union mellem de to lande. Selv efter 

at Sankara var ryddet af vejen af sin efterfølger Blaise 

Campaoré, fortsatte samarbejdsbestræbelserne. De ophørte 

først, da Ghana i 1989 blev beskyldt af Burkina Faso for at 

have medvirket til et kupforsøg. 

De direkte relationer mellem de to lande er igen forbedret 

og de har igen udvekslet ambassadører. Også samhandlen 

mellem de to lande foregår uhindret. Burkina Faso planlægger 

i større grad at benytte Ghana som eksportkorridor 

til havet. Det forudsætter en forbedring af vejnettet og 

udbygning af havne-kapaciteten i Ghana. 

Ghana har et korrekt, men ikke hjerteligt forhold til sin 

nabo mod vest, Côte d’Ivoire, der som det rige land i området 

altid har været en slags storebror for de andre, hvad 

uvægerligt har affødt nogen mistænksomhed fra deres side. 

Men om fjendtlige eller bare uvenlige relationer mellem 

Ghana og Côte d’Ivoire er der ikke tale - højst om en gensidigt 

ønsket distance. 

I efteråret 1993 blev ghanesere, bosat i Côte d’Ivoire, dog 

udsat for en veritabel heksejagt i kølvandet på to fodboldkampe 

mellem klubhold fra nabolandene. Klubbernes tilhængere 

udsatte de tilrejsende fans for ubehageligheder - 

de kastede sten mod busser, ødelagde biler og forårsagede 

omfattende uroligheder. Efter den sidste kamp i Ghana gav 

de hjemvendte i Côte d’Ivoire en så dramatisk beskrivelse 

af deres genvordigheder i Ghana, at ghanesere, bosat i Côte 

d’Ivoire, blev jagtet med mange døde og sårede til følge. I 

et samarbejde mellem de to landes regeringer blev tusindvis 

af ghanesere evakueret til Ghana. 

Ghana ligger som en engelsktalende enklave mellem 

46 

fransktalende lande - i Vestafrika er det Ghana, Nigeria, 

Liberia, Sierra Leone og Gambia, der har engelsk som hovedsprog, 

resten er fransktalende lande og støttes stærkt af 

Frankrig, der ikke har mange andre områder tilbage i verden 

end netop Vestafrika, hvor eventuelle stormagtsdrømme 

kan næres, og hvor interessen for at bevare fodfæstet er tydelig. 

Så tydelig, at den også udstrækkes til de engelsktalende 

områder, bl.a. Ghana. Det franske bistandsprogram og de 

franske investeringer i landet er vokset i de senere år. 

Ghana står på god fod med de øvrige nærtliggende lande, 

bl.a. Benin, hvor en demokratisk udvikling også er i gang, 

og har efterhånden fået et bedre forhold til Nigeria. Côte 

d’Ivoire er nok storebror blandt nabolandene, men er på 

økonomisk nedtur, og Nigeria er ubestridt regionens stormagt. 

For år tilbage var Ghanas forhold til Nigeria meget dårligt. 

Nigeria udviste bogstavelig talt uden varsel et par millioner 

ghanesiske fremmedarbejdere, der måtte vende hjem 

til et land i dyb økonomisk krise i midten af 1980’erne. 

Ghana havde meget svært ved at absorbere de hjemvendende, 

og det faldt regeringen noget for brystet at få pålagt denne 

store opgave oven i alle de andre vanskeligheder, der var at 

slås med. 

I dag er forholdet til Nigeria langt bedre. Det skyldes bl.a., 

at Ghana har været Nigeria en loyal partner og trofast støtte 

i indsatsen med den fredsbevarende styrke, ECOMOGtropperne, 

i Liberia - uanset at det har kostet Ghana meget 

store beløb. 

Nigeria stiller langt det største troppekontingent til aktionen 

i Liberia - men Ghana er en klar nummer to og 

opfylder fuldt ud de forpligtelser, landet har påtaget sig; det 

har påvirket forholdet mellem de to lande i positiv retning. 

Ghana er medlem af en række regionale og internationale 

organisationer. Blandt dem er ECOWAS (de vestafrikanske 

staters økonomiske fællesskab), Den Afrikanske 

Udviklingsbank og dens Fond, Commonwealth, G-77 (udviklingslandenes 

samarbejde især i FN-sammenhæng) og 

Verdensbanken. Som AVS-land er Ghana dækket af Loméaftalerne 

mellem Den Europæiske Union og 71 lande i 

Afrika, Vestindien og Stillehavet. 

47

48 

Planerne om i 1990’erne 

at nå vækstrater som i de 

asiatiske tiger-økonomier er 

blevet gjort til skamme. 

Ghanas økonomi har været 

stagnerende, men de seneste 

par år har der dog været 

tegn på en vis bedring. 

Foto: Jesper Jespersen 

5. Den økonomiske 

udvikling 

Derfor gik det galt 

Efter et langt og dybt dyk i 1960’erne og 1970’erne er den 

gennemsnitlige ghaneser i dag kun på vej til at genvinde 

en levestandard, der kan sammenlignes med den, forældrene 

eller bedsteforældrene nød, dengang landet i 1957 fik sin 

uafhængighed. 

Verdensmarkedsprisen på kakao og landets andre vigtige 

eksportvarer var god, da Ghana blev et selvstændigt land. 

Ghana var verdens største kakaoeksportør. Uddannelsesniveauet 

i landet var højere end i mange andre koloniområder. 

Sundhedssystemet fungerede. Det var ikke mindst 

takket være missionærernes indsats, at de sociale forhold var 

relativt gode. 

Men bestræbelserne på at overvinde afhængigheden af 

råvareeksport og utålmodigheden efter økonomisk selvstændighed 

og hurtige økonomiske fremskridt lagde en bombe 

under udviklingen. 

Regeringens taktik fra uafhængighedsdagen var at skabe 

afsæt til en hurtig økonomisk optur ved hjælp af store investeringer 

i industrialisering. Samtidig skulle kontrollen over 

økonomien fratages de udenlandske selskaber og tilbage til 

Ghana. Derfor lod regeringen staten stå for investeringerne. 

Pengene blev skaffet ved låntagning udenlands og beskatning 

af landbruget. 

Forventningen var, at investeringerne snart ville give afkast 

nok til tilbagebetaling af lånene og til nye investeringer. 

Imens ville pengene strømme ind i landet i kraft af 

eksporten af kakao og andre råvarer. 

Sådan gik det ikke. Landet var afhængigt af verdensmarkedets 

priser på råvarer, og priserne faldt. Bytteforholdet - 

det vil sige forholdet mellem priserne på Ghanas eksportvarer 

og priserne på Ghanas importvarer - blev drastisk 

49

forværret. Men det er kun en del af forklaringen. En anden 

del af forklaringen handler om Ghanas egne politiske 

beslutninger, som viste sig at være katastrofale. Forsøgene 

på at modernisere økonomien slog fejl. Faktisk var det regeringens 

initiativer, der etablerede den økonomiske rutschebane, 

mens det var prisfaldet på råvarerne, der satte fart 

i nedturen. 

Den engelske forsker John Toye har sagt om Ghana, at 

det ikke alene stod i spidsen for den afrikanske selvstændighedsbevægelse, 

men også for den selvødelæggende politik, 

der kom til at kendetegne Afrika i 1960’erne og 

1970’erne. 

Ifølge hans analyse var den store fejl ved Ghanas økonomiske 

politik, at den ikke belønnede producenterne af de 

vigtige råvarer, især kakao, selv om det var dem, der tjente 

valuta hjem til landet. Tværtimod fratog regeringen råvareproducenterne 

en endnu større del af indtjeningen, end den 

engelske kolonimagt havde gjort. Metoderne var de samme 

i det frie Ghana, som de havde været i kolonitiden. Regeringen 

drejede afgiftsskruen endnu nogle omgange. Afstanden 

mellem det, som Ghanas råvarer indbragte på verdensmarkedet, 

og det, som producenterne fik ud af det, blev 

større og større. 

Pengene brugte Nkrumah-regeringen til de statslige investeringer. 

Blandt andet til opførelsen af dæmningen over 

Voltafloden og vandkraftværket, som igen skabte grundlaget 

for det stærkt energikrævende, men også valutaskabende 

VALCO aluminiumsværk. Faktisk steg fremstillingsvirksomhedernes 

andel af bruttonationalproduktet fra 0,8 pct. i 1955 

til 9,7 pct. i 1965. Også havnen i Tema blev udbygget til 

tidssvarende kapacitet, hvorimod vejbyggeri og telekommunikation 

stort set blev forsømt. Dog blev der bygget en 

motorvej mellem Tema og Accra. 

Desværre var hovedparten af investeringerne ikke rentable. 

De fleste af de nye virksomheder overlevede kun i kraft 

af beskyttelse mod konkurrence udefra eller med tilskud fra 

staten. Da først regeringen var begyndt at acceptere underskud 

i virksomhederne, havde deres ledere ikke længere det 

pres over sig, at de skulle præstere overskud for at fastholde 

deres poster. 

50 

Næste trin i det moralske forfald var, at de også begyndte 

at rage til sig af virksomhedernes - og dermed af statens - 

midler. 

Virkningerne af den forfejlede politik ramte dobbelt. For 

det første reagerede producenterne af råvarer ved ikke at 

foretage investeringer, der kunne fastholde eller udvide produktionen. 

Mængden af markedsførte råvarer stagnerede, 

fordi der ikke var nogen belønning for en ekstra indsats. 

Dermed eroderedes statens indtægtsgrundlag bort. Samtidig 

steg statens udgifter til de underskudsgivende virksomheder. 

Og udgiftsniveauet blev yderligere skruet i vejret, fordi 

Nkrumah-regeringen fortsatte udbygningen af uddannelsessystemet 

med skolegang for alle børn og af hospitalsvæsnet 

og primære sundhedsfaciliteter. 

Med andre ord: Forsøgene på makroøkonomisk planlægning 

og på at stikke genvej til vækst gennem store investeringer 

i industri og infrastruktur slog fejl. Omkostningerne, 

der delvis blev dækket ind gennem afgifter på eksporten af 

kakao og andre råvarer, bremsede udviklingen i landbruget. 

Industrien blev fremmet, men blev et dræn i statskassen i 

stedet for en indtægtskilde. 

Ydermere manglede der sammenhæng i økonomien. Der 

var næsten ingen handelsmæssigt samkvem mellem på den 

ene side de få, store virksomheder, der blev bygget op for 

statsmidler, og på den anden side de mange små virksomheder, 

der opstod på privat initiativ i kraft af de midler, der 

blev pumpet i omløb. Inflationen løb løbsk og statskontrol 

med det økonomiske liv kombineret med korruption og 

uformåen satte fart i Ghanas nedtur på glidebanen. 

De kaotiske politiske forhold fra 1966 og 15 år frem gjorde 

det ikke bedre. Der kunne ikke føres en sammenhængende 

økonomisk politik. I stedet for et skifte i politik skete der 

blot det ene skifte efter det andet mellem magthavere. 

Tilbagegangen fortsatte trods en midlertidig bedring i 

bytteforholdet mellem eksportprodukterne og importvarerne. 

Gennem 1970’erne faldt produktionen. Inflationen blev målt 

i tal med tre cifre, der var mangel på importvarer, og arbejdsløsheden 

var høj. 

Dét Ghana, som flyverløjtnant og senere folkevalgte præsident 

Jerry Rawlings erobrede ved indgangen til 1980’erne, 

51

var ikke bare i politisk, men også i dyb økonomisk og social 

krise. 

Landet havde for længst mistet sin position som verdens 

førende kakaoproducent. I 1961 var 35 pct. af verdens kakao 

kommet fra Ghana; i 1981 var det 15 pct. Minesektoren 

led under mangelen på reservedele fra udlandet, og i 1982- 

83 blev situationen yderligere forværret på grund af tørke, 

som ramte bønderne, landbrugseksporten og hele landet 

hårdt. Oveni kom Nigerias udvisning af cirka 1 million 

ghanesiske migrantarbejdere. Ikke alene skulle de integreres 

i Ghana. Landet mistede også den valutaindtægt, som 

ghaneserne i Nigeria havde sørget for ved at sende en del af 

deres lønninger hjem til familien. 

Strukturtilpasning 

Rawlings havde bl.a. forsvaret sin voldelige magtovertagelse 

med, at han ville forbedre befolkningens levestandard. Almindelige 

mennesker skulle også smage kylling, sagde han. 

Men nu tog han fat på en økonomisk hestekur, der gjorde 

fattige ghanesere endnu fattigere. 

Menuen stod på strukturtilpasning og økonomiske nedskæringer. 

Subsidier på f.eks. fødevarer blev fjernet, og 

finanserne blev strammet med rentestigninger til følge. 

Offentligt ansatte blev fyret i tusindtal. Antallet af offentligt 

ansatte faldt med 237.000 fra 397.000 i 1985 til 160.000 

i 1991. Sammen med de hjemvendte arbejdere fra Nigeria 

bidrog de fyrede offentligt ansatte til Ghanas arbejdsløshedsproblem. 

Det anslås af FN, at hver fjerde er helt uden arbejde, 

andre er kun delvis beskæftiget, ikke mindst i den 

uformelle sektor. Den såkaldte uformelle sektor består af 

småvirksomheder, der ikke er registreret i de offentlige registre, 

f.eks. gadehandel, reparation og service. 

Valutakursen blev reguleret nedad, indtil den fandt sit leje 

baseret på udbud og efterspørgsel. For at give bedre vilkår 

for virksomheder og iværksættere blev der op gennem 

1980’erne gennemført saneringer og reformer i finanssektoren, 

som nærmest var bankerot. I 1990 blev der etableret 

en børs, hvor der handles aktier i nogle af de største 

selskaber i Ghana, og der blev indført en investeringslov. 

52 

Heldet tilsmilede i begyndelsen Jerry Rawlings. Tørken 

blev afløst af god regn i 1984, og det bidrog til faldet i inflationen 

fra 123 pct. til 40 pct. i 1984 og helt ned til 10 

pct. i 1985. 

Og den barske politik var populær blandt bistandsyderne, 

så bistanden begyndte igen at strømme ind. I første geled 

stod den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken. 

Det var velkomment, at Ghana bød sig til som et 

land, hvor den økonomiske medicin kaldet strukturtilpasning 

kunne afprøves i praksis. 

Efter IMF og Verdensbanken fulgte de bilaterale bistandsydere. 

Danmark var blandt de første lande, der gav større 

prioritet til Ghana. Dansk bistand til Ghana steg fra 0,4 

mio. kr. i 1986 til 2 mio. kr. i 1987 og 75,9 mio. kr. i 1988. 

I 1996 nåede den danske bistand op på 233,3 mio. kr. Ghana 

er blevet den fjerdestørste modtager af bistand fra Danmark, 

og Danmark er den tredjestørste bilaterale bistandsyder til 

Ghana. 

Nogle økonomiske nøgletal fortæller om udviklingen i 

omstillingens år. Bruttonationalindkomsten steg i 1980-88 

med i gennemsnit 2 pct. Men da befolkningstilvæksten var 

på 3,5 pct., var der tale om et fald i BNI pr. indbygger på 

i snit 1,4 pct. 1983-84 var det absolutte lavpunkt, mens 

væksten i sidste halvdel af 1980’erne var på ca. 5 pct. om 

året. Målt pr. indbygger har væksten siden vendepunktet 

midt i 80’erne og til i dag ligget på ca. 2 pct. om året. Men 

visse år har den været næsten nede på 0. Kun med held kan 

Ghana i år 2000 komme op på en bruttonationalindkomst 

pr. indbygger, målt i faste priser, der svarer til niveauet ved 

uafhængigheden i 1957. 

Stagnation 

Investeringer er forudsætningen for vedligeholdelse af produktionsapparatet 

og for fremdrift. Men for at folk vil investere, 

skal der være overskud til opsparing og tillid til en 

stabil udvikling. Udviklingen i opsparing og investering siger 

noget om tilliden til den langsigtede udvikling. 

Opsparingen i Ghana steg fra 3,5 pct. af BNI i 1983 til 

13 pct. i 1989, hvorefter den igen faldt til 4 pct. i 1994. 

53

Investeringsaktiviteterne var så langt nede som på 3,7 pct. 

af BNI i 1983, men steg til 16 pct. i 1990 og var stadig 16 

pct. i 1994. Dette kan dog først og fremmest tilskrives den 

udenlandske bistand. Gaver og lån på favorable vilkår steg 

fra under 1 pct. af BNI i 1983 til 11,1 pct. i 1994. Da 

udenlandsk bistand næsten kun går til den offentlige sektor, 

er det især de offentlige investeringer, der er vokset i 

Ghana. De offentlige investeringer steg fra 1 pct. af BNI i 

1983 til 8 pct. i 1988 og 9,9 pct. i 1993. Der er blandt 

andet iværksat store investeringer i en udbygning af elektricitetsnettet 

og vejene. 

54 

Præsidentens parti, NDC, 

kører en meget massiv 

kampagne, der fortæller, at 

udvikling kun kan skabes 

med NDC ved roret. 

I valgår – især i 1992 – 

steg de offentlige udgifter 

til lønninger og store investeringer 

i prestigebyggerier. 

Udgifterne blev dækket ind 

af lån. I 1996 var Ghanas 

gæld steget til 5,2 mia. dollars, 

hvilket svarede til 82 

pct. af landets BNI. 


I de seneste år er Ghanas økonomi stagneret. Planerne 

fra starten af 1990’erne om at nå vækstrater som de asiatiske 

tigres (lande som Malaysia, Sydkorea, Taiwan og Thailand) 

er gjort til skamme. Fra 1996 ses dog tegn på en vis 

bedring. Væksten er igen på over 5 pct., og inflationen, der 

i 1995 var oppe på 70 pct., er nede på under det halve, og 

regeringen har som et af sine mål at bringe den endnu længere 

ned. Inflation rammer på kort sigt især de fattige med 

små indtægter, samtidig med at den på langt sigt hæmmer 

økonomisk fremgang for samfundet, fordi den tilskynder 

de rige til investering i fast ejendom frem for erhvervsforetagender. 

Tilhængerne af mere liberalisering kritiserer, at præsident 

Rawlings’ regering trods sine hensigtserklæringer har gjort 

for lidt for den private sektor. Erhvervslivet har meget lidt 

tillid til regeringen - ikke mindst fordi Rawlings i ophidsede 

debatter nogle gange kommer med voldsomme udfald 

mod virksomhedernes „udnyttelse af almindelige mennesker“. 

Fra den kant kritiseres regeringen også for ikke at have 

fået tilstrækkeligt styr på de offentlige budgetter. Det er underskuddet 

på statens husholdningsregnskab, der skaber inflation 

og høj udlånsrente og derved skubber den private 

sektor ud af lånemarkedet. 

Regeringen har også været langsom til at gennemføre sit 

program for privatiseringer. Kritik af korruption, der virker 

ødelæggende på regeringsapparatets effektivitet, kommer 

gang på gang op til overfladen. 

Der findes også dem, der mener, at de seneste års demokratisering 

er årsag til dårligere økonomiske resultater. Givet 

er det, at demokrati koster penge og mandskabsmæssige 

ressourcer. Spørgsmålet er, om det også bliver sværere at 

gennemføre en hårdhændet, men nødvendig økonomisk 

politik, når man skal stå til regnskab for vælgerne. I hvert 

fald gik det rigtig skidt for økonomien i valgåret 1992. Forud 

for valget steg de offentlige udgifter med mere end 50 pct., 

bl.a. som følge af, at der blev uddelt populære lønstigninger 

på 80 pct. og foretaget en stribe kortsigtede offentlige 

investeringer. De opskruede offentlige udgifter var for en 

stor dels vedkommende baseret på lån på almindelige, kommercielle 

bankvilkår, og eftervirkningerne spores stadig flere 

55

år efter. For eksempel har den økonomiske ustabilitet svækket 

tilliden i den private sektor, og de private investeringer var 

i 1995 nede på 4 pct. af bruttonationalproduktet. Helt så 

galt gik det ikke i valgåret 1996, men igen blev et budgetteret 

overskud på statsfinanserne vendt til et underskud. 

Omvendt kan det have en gavnlig effekt på økonomien, 

når forskellige interessegrupper frit kan give udtryk for deres 

holdninger og forsøge at vinde støtte til synspunkter om, 

hvordan man opnår fremgang for forskellige samfundsgrupper 

eller for hele samfundet. Der bliver større chance for, 

at regeringen får rettet op på en uhensigtsmæssig politik, 

hvis der foregår en fri debat i samfundet, og hvis befolkningsgrupper 

frit kan danne foreninger og politiske partier. 

Regeringen synes nu fast besluttet på at få økonomien 

tilbage på rette spor. Der sigtes på overskud på statsfinanserne, 

vækst i bruttonationalindkomsten på 5-6 pct. og en 

nedbringelse af inflationen. Det er værd at bemærke, at 

overskuddet på statsfinanserne søges tilvejebragt gennem 

mere effektiv beskatning. Beskatningsgrundlaget udvides, 

skatteunddragelse bekæmpes, og indførelse af moms planlægges. 

Skattebetaling er forudsætningen for, at Ghanas 

regering kan overføre midler fra den velhavende del af befolkningen 

til de fattige, herunder sørge for bedre skole- og 

sundhedsforhold. 

Ghanas udlandsgæld var i 1996 på 5,2 mia. dollars. Det 

svarer til ca. 2,4 gange værdien af årets eksport eller 82 pct. 

af bruttonationalindkomsten. En tredjedel af eksportindtægterne 

bruges til betaling af renter og afdrag på udenlandsgæld. 

En gæld af denne størrelse vurderes til at være på grænsen 

til ikke at være bæredygtig. Det vil sige, at det er tvivlsomt, 

om landet vil være i stand til at indfri sin gæld, selv 

hvis landet fortsætter med at føre en sund økonomisk politik. 

Og det vil sige, at gælden i ganske alvorlig grad hæmmer 

landets mulighed for økonomisk genrejsning. Kun hvis 

væksten i produktion og eksport fortsat forbedres, vil Ghana 

kunne arbejde sig ud af gældsfælden. Da 80 pct. af den 

samlede eksportværdi udgøres af guld, kakao og tømmer, 

siger det sig selv, at chancen for succes ikke kun afhænger 

af regeringens økonomiske politik, men også af udsvingene 

i priserne på disse varer på de internationale markeder. 

56 

Hvem Ghana skylder penge 

Ghanas nyindstiftede gæld kommer især fra udenlandske 

eksportkreditinstitutioner og er altså forbundet 

med import til Ghana af f.eks. maskineri og varer. Men 

af den samlede gæld på 5,2 milliarder dollars i 1996 var 

det multilaterale bistandsydere, især Verdensbanken, 

der tegnede sig for størstedelen. 

Multilaterale kreditorer 67 pct. 

Bilaterale kreditorer 21 pct. 

Kommercielle banker 8 pct. 

Eksportkreditinstitutioner 4 pct. 

Af den multilaterale del af gælden tegnede Verdensbankens 

afdeling for billige lån til de fattigste udviklingslande 

(IDA) sig for 69 pct. Den Afrikanske 

Udviklingsbank og den tilknyttede fond tegnede sig for 

11 pct., dernæst kom Den Europæiske Udviklingsbank 

med 4 pct. 

Største bilaterale kreditor var Japan (56 pct. af de bilaterale 

tilgodehavender), Tyskland (15 pct.), Italien (7 

pct.), Holland (5 pct.) og Frankrig (4 pct.). 

Danmark har ikke nævneværdige tilgodehavender i 

Ghana, da de tidligere statslån er eftergivet, og da al 

bistand (bortset fra en begrænset del af Privat Sektorprogrammets 

bistand) ydes som gavebistand. 

Den private sektor 

Den eneste vej ud af denne afhængighed af eksportindtægter 

fra nogle få råvarer er spredning af erhvervsaktiviteterne. 

Ghanas regering lægger meget stor vægt på at tiltrække 

indenlandske og udenlandske private investeringer, som kan 

bidrage til denne spredning. Regeringen sigter også på at 

få virksomheder i Ghana, som kan udnytte landets komparative 

fordele i form af billig arbejdskraft og rigelige lokale 

råvarer, således at forarbejdningen og dermed værditilvæksten 

kan finde sted inden for landets grænser. I 1994 

blev der vedtaget et sæt love, som fjernede nogle af de sidste 

rester af investeringshæmmende lovgivning. I samme 

57

etning peger den glidende liberalisering af import- og valutabestemmelser, 

forbedrede muligheder for uhindret at udføre 

udlodninger, kapitalafkast og virksomhedsoverskud til udlandet 

samt et generelt reduceret skattetryk på virksomhederne. 

Som led i bestræbelserne på at tiltrække udenlandsk kapital 

vedtog Ghanas parlament i 1995 loven om frizoner. 

Loven giver mulighed for, at den enkelte virksomhed, uanset 

beliggenhed, kan opnå status som frizone. Frizoneaktiviteterne 

ventes dog koncentreret om havnene og luft- 

58 

Der høstes ananas. Disse 

skal med fly fra Accra til 

Schweiz, hvor de kan ligge 

i supermarkedet tre-fire 

dage efter. Eksotiske frugter 

som ananas hører til 

gruppen af ikke-traditionelle 

eksportvarer. Væksten 

i disse eksportvarer er resultatet 

af både inden- og 

udenlandske investeringer. 

Foto: 

Charlotte Henriksen 

havnene. I frizonerne gives der særlige fordele til eksportorienterede 

virksomheder. Kravet er, at 70 pct. af salget skal 

gå til eksport. Til gengæld fritages importerede varer for told, 

og der gives skattefrihed i de første 10 år, hvorefter satsen 

ikke vil overstige 8 pct. 

Ghana har oplevet et par gennembrud som investeringsland 

for udenlandsk kapital. Det ene er salget af aktier og 

obligationer i mineselskabet Ashanti Goldfields i 1994 og 

1995. Det andet gennembrud var i 1996, da Telekom 

Malaysia købte en 30 procents andel og dermed ledelseskontrol 

i Ghana Telecom. Samtidig købte et konsortium 

med et amerikansk firma i spidsen licens til at konkurrere 

med Ghana Telecom. Selskaberne betalte næsten 50 mio. 

dollars for deres andele og rettigheder og har annonceret 

investeringer over fem år på yderligere 400 mio. dollars. Også 

stigende udenlandsk interesse for investeringer i Ghanas 

finanssektor og i infrastrukturprojekter i de nye frizoner tages 

som gode tegn. 

Eksporttal fra 1996 tyder på, at bestræbelserne på at sprede 

erhvervsaktiviteterne endelig er ved at lykkes. I forhold til 

året før steg eksportværdien af de ikke-traditionelle varer til 

det tredobbelte og nåede tilsammen op på at udgøre mere 

end halvdelen af værdien af den største eksportvare, guld. 

De ikke-traditionelle varer tegnede sig for 22 pct. af den 

samlede eksport i 1996 mod 9 pct. året før. 

Ikke-traditionelle eksportvarer omfatter eksotiske frugter 

og blomster, forarbejdede produkter som frugt og fisk på 

dåse, kakaosmør, trævarer bortset fra uforarbejdet tømmer, 

aluminiumsplader og håndværksfremstillede produkter. 

Fremvæksten af disse eksportprodukter skyldes både indenlandske 

og udenlandske investeringer i industrisektoren i 


Tilsyneladende er Ghana trods sin gæld ved at genvinde 

internationale kreditgiveres tillid. Landets samlede udlandsgæld 

i 1995 på 5,2 mia. dollars lå 4,7 pct. over opgørelsen 

for 1995, som igen var 10,7 pct. over 1994. Stigningen 

skyldtes hovedsageligt garantier eller kreditter ydet af udenlandske 

eksportkreditinstitutioner og eksport-importbanker. 

Sådanne institutioner udsteder kun garantier og kreditter, 

når skyldneren vurderes at være kreditværdig. 

59

Strukturerne næsten uændrede 

Erhvervsstrukturen og de øvrige grundlæggende træk ved 

sammensætningen af den ghanesiske økonomi er endnu ikke 

afgørende ændret trods 15 års strukturtilpasning, forsøg på 

at skabe alternativer til råvareeksport og forsøg på at tiltrække 

udenlandske investeringer. Nogle forskydninger er der dog 

at se, hvis man sammenligner værditilvæksten i de forskellige 

hovederhverv i 1995 og 1980. Landbrugets andel af 

bruttonationalproduktet er over de 15 år faldet fra 58 til 

46 pct., industriens andel (inklusive miner) er steget fra 12 

til 16 pct., men heraf er fremstillingsvirksomhedernes andel 

faldet fra 8 til 6 pct., og endelig er servicevirksomhedernes 

andel af bruttonationalproduktet steget fra 30 til 38 pct. 

(Kilde: Verdensbanken) 

Økonomisk udvikling 1986-1996 

1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 

Realvækst i 

bruttonationalprodukt, % 5,2 4,8 5,6 5,1 3,3 5,3 3,9 5,0 3,8 4,5 5,2 

-pr. indbygger 2,2 1,8 2,6 2,1 0,3 2,3 0,9 2 0,8 1,5 2,2 

Heraf vækst i landbrug, % 3,3 0 3,6 4,2 -2 4,7 -0,6 2,5 1,0 4,2 4 

-industri, % 7,6 11,5 7,3 2,6 6,9 3,7 5,8 4,3 1,3 3,3 4,2 

-service, % 

Bruttonationalindkomst 

pr. indb., omregnet 

6,5 9,4 7,8 6,7 7,9 6,3 7,7 7,2 5,0 4,9 6,3 

til dollars 

Bruttonationalprodukt, 

390 390 400 390 390 400 450 430 410 390 360 

mio. dollars 5720 5080 5230 5260 6227 7002 6884 5663 5421 6714 6300 

Inflation 

Bruttoopsparing, 

24,6 39,8 31,4 25,2 37,2 18 10,9 25,0 24,9 70,8 33,0 

% af BNP 

Bruttoinvestering, 

10,2 12,5 13,7 19,9 12,3 7,3 5,4 4 

% af BNP 11,9 14,2 15,5 14,4 15,9 12,8 14,8 16,9 18,6 18,7 

Vareeksport, mio. dollars 863 1056 882 1020 897 998 986 1063 1270 1431 

Vareimport, mio. dollars 

Bytteforhold, 

783 836 1091 940 1205 1319 1457 1728 1580 1688 

%-forandring -6,9 -9,9 -17,2 -7,5 -0,1 -8 10,5 

Kilder: EIU, Verdensbanken og The Institute of Statistical, Social and Economic Research (ISSER), 

University of Ghana. 

60 

Landbruget giver stadig beskæftigelse og udkomme til 

flertallet af befolkningen og leverer altså fortsat det største 

bidrag til bruttonationalproduktet. Og interessant nok: Hvis 

man sammenligner med 1960 er landbrugets andel endda 

steget. Dengang var det på kun 41 pct. ifølge et studie af 

Tony Killick fra Overseas Development Institute i London. 

Den britiske forsker med mange års speciale i Ghanas 

udvikling noterer, at landets økonomi i sidste halvdel af 

1990’erne er nogenlunde lige så sårbar som ved uafhængigheden 

40 år tidligere. Og det på trods af 15 års strukturtilpasning. 

Faktisk har han svært ved at se, at de egentlige 

mål ved strukturtilpasningen er nået. De egentlige mål 

angiver han til: 

• Styring af ressourcer hen mod produktion af varer, som 

eksporteres eller konkurrerer med importvarer 

• Styring af ressourcer væk fra staten og ud til den private 

sektor 

• Øget opsparing og øgede investeringer 

• Bedre balance mellem eksport og import 

De mål skulle opnås gennem en bedre makroøkonomisk 

styring, dvs. overordnet økonomisk politik. Tilsyneladende 

er der sket det, at Ghanas regering har foretaget en række 

politiske tiltag for at skabe omstillingen, hvorved den har 

opnået bistandsydernes og långivernes gunst. Det har banet 

vejen for en fornyet indpumpning af midler udefra til 

den ghanesiske økonomi, hvilket efter en overfladisk bedømmelse 

har forbedret situationen. Der er eksempelvis opnået 

en fornyet vækst i bruttonationalproduktet. Men spørgsmålet 

er, om væksten vil være vedvarende. For at bedømme 

det, skal man længere ned i de økonomiske strukturer. 

Tony Killick opstiller i sin analyse en tabel, der påviser 

en foruroligende uforandrethed i strukturerne, trods de store 

forandringer på overfladen, se tabel s. 63. 

Som tabellen viser, er der sine steder sket et skred i den 

gale retning gennem årene med strukturtilpasning. Mest 

iøjnespringende er måske den faldende opsparing, som slet 

ikke står mål med investeringerne. Investeringerne finansieres 

hovedsageligt af overførsler udefra, ikke mindst den 

udenlandske bistand. Det er også værd at bide mærke i, at 

det offentlige tegner sig for tre fjerdedele af bankernes ud- 

61

lån. Det harmonerer dårligt med den officielle politik, der 

går ud på at fremme private investeringer. Ikke alene er staten 

med til at fremtvinge manglen på kapital til den private 

sektor, dens efterspørgsel på lån er givetvis også med til at 

hæve udlånsrenten, hvilket også rammer den private sektor. 

Opmuntrende er det heller ikke, at gabet mellem eksportindtægter 

og importudgifter bliver større og større. Igen må 

det antages at være udenlandsk bistand og lån, der finansierer 

det. 

Når det gælder selve erhvervsstrukturen, er manglen på 

forandring påfaldende. Produktionen i fremstillingsvirksomhederne 

er siden 1980 kun steget i takt med BNP, og 

det er ikke lykkedes at øge denne sektors andel af den samlede 

produktion, selv om det er det erklærede mål. Kun ved 

at forarbejde råvarer og halvfabrikata indenlands er det 

muligt at øge beskæftigelsen og værditilvæksten for samfundet 

som helhed og indtjeningen for den enkelte. 

Hvis man ser på den del af tabel s. 63, der beskæftiger 

sig med mennesker, er det betydelige fald i antallet af arbejdspladser 

måske det mest bemærkelsesværdige. Man skal 

huske, at befolkningstallet næsten er tredoblet over de 35 

år. Nedskæringen i den offentlige sektor siden 1980 er en 

af hovedbestanddelene i strukturtilpasning. Men meningen 

er, at den private sektor efterhånden skal opsuge den frigjorte 

arbejdskraft. I stedet er det den uformelle sektor, det 

vil sige uregistrerede enkeltmandsvirksomheder og småforetagender, 

der beskæftiger flertallet af befolkningen i byerne 

med reparation, handel, frisørvirksomhed osv. 

Hvor længe endnu? 

Den langsigtede virkning af strukturtilpasningen kan der 

altså sættes spørgsmålstegn ved. Reaktionen på de mangelfulde 

resultater er både fra Ghanas regerings side og fra de 

internationale støtters side, at strukturtilpasningen må fortsætte. 

Et af de vigtigste mål er at få inflationen bragt yderligere 

ned. Regeringen støttes i den opfattelse, at hvis inflationen 

kommer ned på omkring 10 pct., vil det stabilisere 

hele økonomien og skabe tillid til regeringen og fremtiden 

blandt de private forretningsfolk, hvis investeringer i er- 

62 

Økonomiske strukturer i tal, 1960-94 

1960 1980 1994 

Produktion 

BNP i faste priser (1960 = 100) 100 153 218 

Samme, men pr. indbygger 100 89 83 

Forbrug 

Privat forbrug i % af BNP 73 84 84 

Offentligt forbrug i % af BNP 10 11 12 

Opsparing og investering 

Indenlandske bruttoinvesteringer i % af BNP 24 6 16 

Indenlandsk bruttoopsparing i % af BNP 17 5 4 

Ressourcebalance (opsparing minus investeringer) - 7 - 1 - 12 

Udenrigshandel 

Eksport i % af BNP 28 8 25 

Import i % af BNP 30 7 39 

Udlandsgæld i % af BNP 3,6 31,6 101,5 

Statens finanser 

Statens indtægter i % af BNP 20,0 7,1 17,6 

Statens udgifter i % af BNP 16,5 9,5 16,5 

Fordeling af bankudlån 

Den private sektors andel af bankernes udestående 46 33 23 

Den offentlige sektors andel af bankernes udestående 54 67 77 

Erhvervsstruktur 

Landbrug og fiskeris bidrag i % til BNP 41 58 46 

Fremstillingsvirksomhedernes bidrag i % til BNP 2 8 8 

Serviceerhvervs bidrag i % til BNP Ukendt 30 39 

Fremstillingsvirksomhederne fordelt i % på brancher 

Fødevarer, drikkevarer, tobak 38 37 36 

Tekstil og beklædning 0 11 5 

Maskineri og transportudstyr 10 2 2 

Kemikalier 4 5 10 

Andet 49 46 47 

Eksport 

Råvarer som % af samlede eksport 90 80 77 

Bytteforhold mellem eksport og import, 1987 = 100 102 156 64 

Arbejdspladsernes fordeling i %. Landbrug og fiskeri 64 53 52 

Industri og minedrift 14 20 19 

Servicevirksomhed 22 27 29 

Kvinders andel af arbejdspladserne 48 41 39 

Kilde: „The Economy of Ghana 1970-95, forthcoming“. 

63

hvervsforetagender er nøglen til ny fremgang. Uden investeringer 

bliver der ikke arbejdspladser, og uden arbejdspladser 

ingen penge til de almindelige borgere. 

De påtænkte midler til at begrænse inflationen er nedskæringer 

i det offentliges udgifter, indgreb mod udenlandsk 

låntagning, indførelse af moms (påtænkt fra 1998), fortsat 

liberalisering af erhvervsforholdene og privatisering af statsejede 

virksomheder mm. 

Foreløbig er en betydelig del af prisen for strukturtilpasningen 

betalt af den almindelige ghaneser. For ham eller 

hende er spørgsmålet, om belønningen kommer i denne 

eller måske først i næste generations levetid. Hvor lang tid 

vil det tage for Ghanas fattige at bringe sig ud af fattigdommen, 

hvis deres indkomst fortsætter med at vokse med de 

seneste års gennemsnitlige vækstrate pr. indbygger? 

Med en befolkningstilvækst på omkring 2,5-3 pct. om 

året og en økonomisk vækst på 4,5 pct. om året vil indkomsten 

pr. indbygger stige med 1,5-2 pct. om året. Hvis 

den ,,gennemsnitlige“ fattiges indkomst vokser tilsvarende, 

vil det tage ham eller hende 20 år at passere den grænse, 

der i dag sættes som den relative fattigdomsgrænse. 

Ser man på de ekstremt fattige med en levestandard, der 

kun når halvdelen af gennemsnittet for de fattige, vil det 

tage 50 år at overskride fattigdomsgrænsen. 

Hvis væksten ikke er ligeligt fordelt, men fordelingen sker 

til ugunst for de fattige, vil tidsintervallerne blive længere. 

Og faktisk er det tit sådan, at når der satses på vækst gennem 

den private sektor, tager det tid, før indkomstfremgangen 

siver ned til de fattigste befolkningslag. 

Internationale erfaringer viser, at der foruden indkomstoverførsler 

er to afgørende forudsætninger for, at væksten 

fordeles ligeligt på indkomstgrupper og regioner. Det gælder 

for det første markedsudviklingen, navnlig på arbejdsmarkedet. 

Hvis arbejdsmarkedet og arbejdskraftens bevægelighed 

reagerer på økonomiske stimuli, vil øget aktivitet i 

vækstcentrene sprede sig som ringe i vandet, fordi lønstigninger 

i centrene vil tiltrække arbejdskraft og sprede fordelene 

til andre områder. Den anden vigtige faktor er en 

ligelig spredning af basal sundhedstjeneste, uddannelse og 

infrastruktur. 

64 

Forbedringer af infrastrukturen hjælper med til at nedbryde 

opdelingen af arbejdsmarkedet. Og grundlæggende 

sundhedstjeneste og uddannelse forbedrer de fattiges muligheder 

for at drage nytte af de chancer, den økonomiske 

vækst giver. 

Den ghanesiske regering har formuleret sin udviklingsplan 

i rapporten „Ghana: Vision 2020“. Planen, der dækker 

en 25-årig periode fra 1995 til 2020, blev til over en 

femårig periode fra 1990 til 1994. Et stort udsnit af offentlige 

institutioner og private organisationer var involveret i forarbejdet. 

Det erklærede mål med planen er at forbedre 

borgernes livskvalitet, at skabe beskæftigelse og at reducere 

fattigdommen. Regeringens vision er at skabe grundlag for 

forstærket økonomisk vækst, således at Ghana i 2020 ikke 

længere vil være blandt verdens fattigste, men et mellemindkomstland. 

Det kræver en fordobling af indtægten pr. 

indbygger. 

I de nærmeste år er fokus for regeringens bestræbelser at 

genetablere den makroøkonomiske stabilitet efter den urolige 

første halvdel af 1990’erne. Der skal skabes balance i 

de offentlige finanser gennem øgede indtægter til statskassen, 

stramninger i det offentlige forbrug og gennem en effektivisering 

af den offentlige service. 

Indtægterne til statskassen er hidtil især kommet gennem 

afgifter på handel. I fremtiden vil regeringen flytte vægten 

over på beskatning af forbrug. For eksempel har regeringen 

lovet at nedsætte eksportafgiften på kakao. Det vil betyde, 

at kakaobønderne kan få bedre indtægter. De vil i år 

2000 kunne indkassere 60 pct. af verdensmarkedsprisen på 

deres produkt. Til gengæld indfører regeringen en generel 

moms, og skatteinddrivningen søges effektiviseret, så der 

f.eks. vil blive givet færre skattefritagelser. 

Men først og fremmest bygger visionen om forstærket 

vækst på et virkeligt gennembrud for private investeringer. 

Derfor er bestræbelser på at skabe et godt erhvervsklima 

noget, der står højt på den officielle dagsorden for Ghanas 

regering. Det uheldige er, at den officielle dagsorden fra tid 

til anden bringes i tvivl af modsatrettede udtalelser fra blandt 

andre præsidenten. 

På dagsordenen står yderligere liberalisering af økonomien 

65

og invitation til den private sektor til at deltage i aktiviteter, 

der hidtil er varetaget af den offentlige sektor. Denne 

politik omfatter bl.a. privatisering, importliberalisering og 

fri prisdannelse for olieprodukter, åbning for privat deltagelse 

i el-produktion og drift af jernbaner, havne og vandforsyning, 

privatisering af eksport af kakao, effektivisering 

af toldklarering og hurtigere behandling af ansøgninger om 

forretningslicenser. 

Regeringen ønsker også at forbedre infrastrukturen ved 

at indbyde den private sektor til investeringer i f.eks. telekommunikation, 

lufthavnsvæsen og veje. I det omfang 

infrastrukturen forbedres, vil det øge konkurrenceevnen for 

ghanesisk baserede virksomheder. 

Også den finansielle sektor er i søgelyset. Målet er at øge 

adgangen til lån til både små og større virksomheder i den 

produktive sektor. 

Uanset den langsigtede vision om at forvandle Ghana fra 

et lavindkomstland til et mellemindkomstland, er der i dag 

2 millioner ghanesere, der lever i ekstrem fattigdom. Regeringen 

siger i sin plan, at den overvejer en række aktiviteter, 

der direkte vil forbedre deres situation, bl.a.: 

• Offentlige arbejder i udvalgte områder, der kan udføres 

ved brug af arbejdskraftintensive metoder. 

• Fremme af indkomstskabende aktiviteter for de fattigste 

befolkningsgrupper gennem støtte til institutioner, der 

yder lån til helt små virksomheder. 

• Hjælp til fødevaresikkerhed for de udsatte grupper. 

66 

Regeringen opfordrer den 

private sektor til at investere 

i forbedringer af infrastrukturen 

– f.eks. telekommunikation, 

veje og 

broer. 


67

68 

Selvom grænsen for udnyttelsen 

af de værdifulde 

tropiske træsorter er 

nået, fortsætter hugsten. 

Det meste andet træ anvendes 

til brændsel, dog 

når en del savværkerne 

og bliver til bygningsmaterialer 

m.v. 


6. De enkelte sektorer 

Landbrug, fiskeri og skovbrug 

Landbrug, fiskeri og skovbrug er Ghanas største aktiv. Denne 

sektor beskæftiger over 40 pct. af den erhvervsaktive befolkning, 

og den står for ca. 45 pct. af BNP og ca. 40 pct. af 

eksportindtægterne. Indtægterne fra sektoren er dog ustabile 

på grund af forskelligt vejrlig og på grund af svingende 

priser fra år til år. Statens indtægter fra landbruget, blandt 

andet gennem beskatning, ligger nogenlunde konstant på 

10 pct. af statens samlede indtægter. 

I landbruget tegner småbrugerne sig for 80 pct. af produktionen. 

Den gennemsnitlige brugsstørrelse er under 1,5 

hektar. Skiftebrug er den almindeligste dyrkningsform, og 

subsistenslandbrug, hvor det for den enkelte bonde drejer 

sig om at dyrke til eget forbrug, er almindelig. Dog er der 

i de seneste år etableret en del kommercielle plantager, hvorfra 

der f.eks. eksporteres ananas, mango, peber og yams. 

På grund af de klimatiske forskelle i Ghana kan der dyrkes 

mange typer afgrøder, ligesom den naturlige skovbevoksning 

er meget varieret. De naturgivne forudsætninger 

for et rigt landbrug er derfor til stede, især hvis man 

med overrisling kunne tage højde for de tilbagevendende 

tørkeperioder. 

FN’s organisation for fødevarer og landbrug, FAO, inddeler 

Ghana i fem agro-økologiske zoner, som dels begrundes 

i klimatiske, dels i jordbundsvariationer. 

Zonen med højtvoksende regnskov findes i den sydvestlige 

del af landet. Her er den årlige nedbør på 1700-2100 

mm, og der er to regntider. Jorden udvaskes så meget, at 

det går ud over frugtbarheden. De vigtigste afgrøder i denne 

zone er palmeolie, gummi, kakao, ris, søde bananer, kogebananer 

og cocoyams. 

Zonen med semi-løvfældende træbevoksning udgør 21 

pct. af landets areal. Også her er der to regntider: martsjuli 

og september-november. Nedbøren ligger på 1200-1600 

mm. Jorden er mere frugtbar og er velegnet til kakao, kaffe, 

69

oliepalmer, majs, kogebananer, cocoyams, kassava, ris og 

grøntsager. 

Bæltet mellem skov og savanne har ligeledes to regntider 

og en nedbørsmængde på 1300-1800 mm. Jorden er frugtbar, 

men den er udsat for erosion. Her dyrkes majs, kogebananer, 

kassava, cocoyams, bomuld, tobak, jordnødder, 

tomater, peber, auberginer, ærter og bønner. 

Kystsavannen udgør 7 pct. af Ghana. Også her er der to 

regntider, men nedbørsmængden er lavere, 600-1000 mm. 

Afvandingen er moderat, og jordbunden er leret. Her dyrkes 

bl.a. kassava, majs, ris, bomuld og sukkerrør, og på de 

lettere jorder grøntsager. Langs kystlinjen er der plantager 

med kokosnødder. 

Endelig er der savanneområdet mod nord, som dækker 

57 pct. af landet. Her er jorden flad eller kun let bakket. 

Der er kun én regntid, fra april eller maj til oktober, og der 

falder omkring 1000 mm. Jordbunden har forholdsvis ringe 

frugtbarhed. Vigtige afgrøder er hirse, sorghum, majs, ris, 

yams, jordnødder og tomater. Sheanøddetræet vokser vildt, 

og nødderne er en vigtig salgsvare. Over 70 pct. af Ghanas 

husdyr avles i dette område. 

På trods af, at landbruget har stort potentiale, er det i de 

fleste år siden uafhængigheden gået tilbage for sektoren. Det 

skyldes især den økonomiske politik, som de skiftende regeringer 

har ført. Det kan synes som et paradoks, eftersom 

allerede den første regering efter uafhængigheden så landbruget 

som den sektor, der skulle bære Ghana ind i den 

industrielle tidsalder. Problemet var, at regeringen benyttede 

landbruget som en pengemaskine. Handlen med 

landbrugsvarerne var statskontrolleret, og staten inddrog en 

stigende del af fortjenesten. Derved mistede bønderne 

motivationen til at opretholde produktionen. 

Sektorens relative betydning er stadig svagt faldende, selv 

om den nuværende regeringen også har som erklæret politik 

at skabe bedre vilkår for landbruget og dermed større 

produktion og indtjening. Først de seneste år har væksten 

i landbrugets produktion kunnet holde trit med befolkningstilvæksten. 

Fra 1985 til 1989 steg værdien af landbrugets 

produktion i gennemsnit med kun 2,3 pct. om året, og i 

1990-94 faldt den gennemsnitlige stigning til 1,1 pct. om 

70 

I savanneomådet i den 

mellemste og nordlige del 

af Ghana er jorden kun 

lidt frugtbar, og der er 

kun én regntid. Dette 

område dækker 57 pct. 

af landet. 


året. I det lys er stigninger i 1995 og 1996 på henholdsvis 

4,2 og 4,0 pct. bemærkelsesværdige. De sidste års stigninger 

tilskrives forskellige faktorer, hvoraf gunstige vejrforhold 

kun er den ene. Bedre veje, som gør det muligt for bønderne 

at komme af med deres produkter, er en anden faktor. 

Desuden er produktionen af kakao steget, uden at det 

er gået ret meget ud over priserne. I 1995 blev 13 pct. af 

verdens kakao høstet i Ghana. Landet er den næststørste 

producent i verden, men er langt bagud i forhold til naboen 

Côte d’Ivoire, som producerer 36 pct. af verdens 

markedsførte kakao. 

Set over en længere årrække er de store svingninger fra år 

til år karakteristiske for sektoren. Landbruget er meget afhængigt 

af vejret og især af regnmængden. Kun 0,2 pct. af 

det dyrkede areal kunstvandes eller overrisles. Det bemærkes 

også, at landbruget sjældent giver godt udbytte to år i 

træk, uanset om regnmængden er god begge år i træk. Det 

71

forhold tilskrives, at en god høst ofte fører til faldende priser. 

Kakao er langt den største eksportafgrøde. Den alene 

tegnede sig i 1995 for 27,2 pct. af Ghanas samlede eksportindtægter. 

Tømmer tegnede sig for 13,4 pct. og andre landbrugs-, 

skovbrugs- og fiskeriprodukter for 1,9 pct. Til den 

sidste kategori hører bl.a. kaffe, kolanødder, sheanødder, fisk 

og ananas. 

Set i indenlands sammenhæng har kakao langt mindre 

betydning. Trods en stigning i 1995 i udbyttet af kakao på 

11 pct., udgjorde kakao kun 14,6 pct. af det samlede udbytte 

i landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren. 

Langt det største udbytte stammer fra fødevareproduktion, 

der står for 70 pct. af de samlede indtægter i sektoren. 

De vigtigste afgrøder er: 

Afgrøde Udbytte i 1995, 1000 tons 

Kassava 6611 

Yams 2126 

Plantain (kogebananer) 1637 

Cocoyams 1387 

Majs 1034 

Sorghum 360 

Ris 221 

Hirse 209 

Der findes også en begrænset landbrugsproduktion, der 

retter sig mod den indenlandske industri. Det er hovedsageligt 

bomuld, tobak og palmeolie. 

Forbruget af kunstgødning på markerne i Ghana har været 

faldende i 1990’erne som følge af, at subsidierne er skåret 

ned, og gødningen dermed er blevet dyrere. 

Husdyravlen er forholdsvis begrænset og kan ikke levere 

kød nok til fuldt ud at imødekomme efterspørgslen. Antallet 

af dyr er nogenlunde konstant på ca. 1,2 mio. stk. kvæg, 

2,2 mio. får, 2,2 mio. geder, 350.000 svin og 12 mio. stk. 

fjerkræ. Det er ikke mindst forekomsten af tsetsefluen, der 

begrænser kvægavlen i Ghana. Fluen umuliggør kvæghold 

i skovområderne, og andre steder er græsningsmulighederne 

begrænsede. 

72 

Kakao er langt den største 

eksportafgrøde. Kakao udgør 

dog kun en lille andel 

af det samlede udbytte i 

landbrugs-, fiskeri- og 

skovbrugssektoren. 


73

Ghana har et af verdens rigeste fiskevande, som kun i ringe 

grad udnyttes af lokale fiskere. Fangsten har i de seneste år 

ligget på mellem 320.000 og 428.000 tons. Eksporten af 

fisk overstiger i de fleste år importen, men ikke altid. 

Fiskeriet bidrager med 2 pct. til landets produktion 

og skaffer vigtige proteiner til befolkningen. 

25 pct. af befolkningen køber fisk 

som dagligvare, og det gennemsnitlige forbrug 

er anslået til 20 kg fisk om året pr. indbygger. 

En del af fiskeriet foregår fra stranden i kanoer 

og med simple fangstredskaber. Forarbejdning og 

salg af fisk er kvindearbejde, og fiskeindustrien 

74 

er den næstvigtigste beskæftigelse for kvinder i kystområderne. 

Landbruget indtager førstepladsen. 

Kvinderne køber fiskene fra bådene, ryger dem i traditionelle 

lerbyggede ovne eller tørrer dem direkte på stranden. 

Det er også kvinderne, der står for det videre salg af fiskene. 

Mange kvinder ved kysten er fuldtidsbeskæftigede med at 

forarbejde og handle fisk, og selv på det mindste landsbymarked 

langt oppe i landet kan man købe de tørrede eller 

røgede fisk fra kysten. 

Med den eksisterende primitive fiskeriflåde er der begrænsede 

muligheder for egentligt havfiskeri. 


75

Ghanas skovareal er siden århundredeskiftet reduceret 

fra 8,2 mio. ha til 1,7 mio. ha. Et af de store problemer i 

dag er at skabe balance mellem hugst og nyplantning, der 

har haltet slemt bagefter i mange år. Et andet problem er 

at svedjebruget fortsat praktiseres. Ved svedjebrug fældes 

der træ i et stort område. Træet fordeles over det areal, hvor 

man ønsker at dyrke jorden, og brændes af. Når der er 

rigeligt med jord, er det en god måde at tilføre jorden 

gødning på. Men når jorden begynder at blive så sparsom, 

at træerne ikke når at vokse helt op, inden de fældes igen, 

udpines jorden på langt sigt, samtidig med at skovdækket 

forsvinder. 

Grænsen for udnyttelsen af de værdifulde tropiske træsorter 

er nået, og der holdes igen på hugsten. En af metoderne 

er at forbyde eksport af uforarbejdet træ. Ved at forarbejde 

træet i Ghana kan beskæftigelsen og indtjeningen i 

skovbrug og træindustri øges, samtidig med at hugsten 

mindskes. 

For landbrugs-, fiskeri- og skovbrugssektoren som helhed 

er den ghanesiske regering opmærksom på, at indsatsen for 

at skabe øget udbytte især skal rettes mod de områder, der 

fortsat gør det vanskeligt at udnytte Ghanas landbrugsressourcer 

fuldt ud. Der er vedtaget planer for en forøget 

indsats inden for forskning, konsulenttjeneste og tilpasning 

af lovgivningen med henblik på at belønne bønderne for 

øget produktion. 

Verdensbankens landbrugsøkonomer skønner, at det er 

muligt at firedoble udbyttet pr. ha ved brug af teknik og 

dyrkningsmetoder, som har stået deres prøve i andre dele 

af Afrika. 

Industri og minedrift 

Sammenlignet med lande af lignende størrelse i Afrika syd 

for Sahara har Ghana en bredt sammensat industriel base. 

Fremstillingsindustrien omfatter aluminiumssmeltning, 

savværker, tømmer- og fødevareforarbejdning, bryggerivirksomhed, 

cementfremstilling, olieraffinering, tekstil, 

elektroindustri, fremstilling af medicinalvarer, minedrift mv. 

Denne brede base blev for en stor dels vedkommende an- 

76 

Minedriften bidrager i stigende 

grad til valutaindtjeningen. 

De vigtigste mineraler 

er guld, diamanter, 

mangan og bauxit. 

Foto: Nete Goldschmidt 

lagt i Kwame Nkrumahs tid, mens man havde troen på 

hurtig udvikling gennem store investeringer i industrien. 

Da den politik slog fejl på grund af for stor gældsætning, 

uhensigtsmæssig økonomisk politik og dårlig planlægning, 

blev grunden også lagt til de problemer, industrien har 

kæmpet med siden midt i 1960’erne. 

Fremstillingsvirksomhedernes produktion i Ghana faldt 

med 3 pct. om året fra 1973 til 1980, og deres andel af den 

samlede produktion gik ned fra 10 pct. i 1965 til 8 pct. i 

1980 - i øvrigt uden at beskæftigelsen blev påvirket, fordi 

mange statsejede virksomheder fortsatte uanfægtet og undlod 

at afskedige folk. Produktionsandelen er stadig på 8 pct., 

men i dag beskæftiges langt færre mennesker. 

Minedrift, især guldminerne, er Ghanas vigtigste valutaindtjener, 

men minernes andel i landets samlede produktion 

er kun på 1,5 pct. Med i sektoren industri og mine- 

77

drift regnes også el- og vandforsyning samt bygge og anlæg, 

som tilsammen tegner sig for 4,5 pct. af bruttonationalproduktet. 

Alt i alt er industri- og minedriftssektorens andel 

af Ghanas bruttonationalprodukt på ca. 15 pct. 

Tre store virksomheder i Tema-området, Ghanas olieraffinaderi, 

aluminiumsværket og cementfabrikken, tegner 

sig for næsten halvdelen af den samlede industriproduktion. 

Resten er fordelt på mellemstore og navnlig små virksomheder 

inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien og 

tekstil- og beklædningsindustrien. 

I 1960’erne og 1970’erne lagde statsstyring af økonomien, 

beskyttelse mod konkurrence fra udenlandske produkter og 

korrupt og uduelig ledelse af den store offentlige industrielle 

sektor hindringer i vejen for, at de nye industriforetagender 

kunne blive effektive og konkurrencedygtige. 

Da landet som helhed røg ud i en dyb økonomisk krise, 

ramte det også industrien. Den kunne for eksempel ikke få 

valuta til indkøb af reservedele og råvarer, og kapacitetsudnyttelsen 

faldt. I 1982 blev kun 21 pct. af produktionskapaciteten 

udnyttet i de store og mellemstore virksomheder. 

Det økonomiske genrejsningsprogram hjalp fra 1983 

så meget, at kapacitetsudnyttelsen i 1988/89 var nået op 

på 40 pct. Her stagnerede den så stort set, indtil valutamarkedet 

blev liberaliseret, så det igen blev muligt at skaffe 

reservedele og andet udstyr udefra. 

Der er i det hele taget store vanskeligheder og mange 

flaskehalse for industriproduktionen. I dag er en af de 

største vanskeligheder, at sektoren har svært ved at tiltrække 

de nødvendige private investeringer. En væsentlig årsag er 

den private sektors manglende tillid til, at regeringens økonomiske 

politik på langt sigt lykkes. Bedre bliver det ikke 

af, at korruption stadig omtales som et problem på alle 

planer. 

Vanskelighederne i sektoren kan aflæses af, at fremgangen 

efter de politiske og økonomiske omlægninger fra 1983 

kun varede kort. Siden 1987 er sektorens andel af bruttonationalproduktet 

stagneret på de godt 14 pct. Ydermere 

er fordelingen på de forskellige delsektorer ikke ændret 

væsentligt, som det fremgår af tabellen: 

78 

Tabel: Industri og minedrifts andel af BNP 1981-1995 

Hele sektoren Fremstilling Minedrift 

Delsektorer 

El og vand Bygge og anlæg 

1981 15,2 10,9 1,2 1,0 2,1 

1982 12,6 7,4 1,2 0,9 3,0 

1983 11,3 6,9 1,1 0,6 2,7 

1984 11,6 7,2 1,1 0,8 2,6 

1985 13,0 8,5 1,2 0,9 2,5 

1986 13,3 9,0 1,1 1,0 2,3 

1987 14,1 9,4 1,1 1,1 2,6 

1988 14,4 9,4 1,2 1,2 2,6 

1989 14,0 9,0 1,3 1,2 2,6 

1990 14,5 9,2 1,3 1,3 2,7 

1991 14,3 8,8 1,3 1,4 2,8 

1992 14,6 8,7 1,4 1,5 3,0 

1993 14,5 8,5 1,5 1,5 3,0 

1994 14,3 8,5 1,5 1,5 3,0 

1995 14,3 8,3 1,5 1,6 2,9 

Kilde: The Institute of Statistical, Social and Economic Research, University of Ghana 

Årsagen til, at fremstillingsvirksomhedernes andel af bruttonationalproduktet 

har været svagt faldende siden 1988, 

er formentlig, at grænsen for de eksisterende virksomheders 

kapacitetsudnyttelse er nået. Der skal nye investeringer til 

udefra, før man vil kunne få et nyt spring fremad. At der 

sker en mindre fremgang i delsektorerne el og vand samt 

bygge og anlæg kan i høj grad tilskrives udviklingsbistanden 

til Ghana, der blandt andet går til udbygning af infrastrukturen. 

Beskæftigelsen i industri- og minesektoren er gået kraftigt 

tilbage over de sidste 10 år. I 1987 beskæftigede sektoren 

131.600 mennesker, hvoraf 53 pct. var ansat i offentligt 

ejede virksomheder. Siden dengang er der sket så mange 

afskedigelser, at beskæftigelsen nu er nede på ca. 50.000. 

Stagnationen i produktionen og den beskæftigelsesmæssige 

79

tilbagegang står i kontrast til den officielle målsætning med 

strukturtilpasningen. Blandt målene er netop at omlægge 

økonomien, give den private sektor mere kraft som motor 

for hele landets fremdrift, skabe værditilvækst gennem fremstilling 

af færdige produkter og valutaindtægter ved eksport. 

Men pointen er, at produktionen og beskæftigelsen tidligere 

blev kunstigt holdt oppe ved hjælp af tilskud. Den 

metode kunne ikke holde i længden. Spørgsmålet er nu, om 

det vil lykkes at skabe nye arbejdspladser og på ny øge produktionen 

på basis af rentable virksomheder. 

Minedriften opfylder i stigende grad sit formål som valutaindtjener. 

Produktionen af guld er stigende, og indtægterne 

herfra tegner sig for en tredjedel af landets eksportindtægter. 

Andre vigtige mineraler er diamanter, mangan og bauxit. 

Som led i strukturtilpasningen har Ghana åbnet op for, 

at udenlandske firmaer kan opnå tilladelse til at udnytte 

landets mineralske rigdomme. Det største af Ghanas mineselskaber, 

det tidligere statsejede Ashanti Goldfields Company 

Limited, blev privatiseret allerede i 1980’erne. I dag 

er det engelsk baserede multinationale selskab Lonrho største 

aktieholder i selskabet, og aktierne handles på børserne i 

Ghana, New York og London. Som led i liberaliseringen 

har regeringen også åbnet op for, at mindre mineselskaber 

kan få tilladelse til at drive virksomhed i Ghana, og det har 

skabt en del nye aktiviteter. 

Hvad angår elforsyning havde Ghana i mange år overskudskapacitet 

som følge af etableringen af dæmningerne 

over Volta. Vandkraftværkerne i Akosombo og Kpong har 

en samlet kapacitet på 1072 MW. De senere år er der dog 

igen opstået behov for at øge kapaciteten, og et dieselkraftværk 

i Tema samt et termisk kraftværk i den vestlige 

del af landet er etableret. 

Distributionen af elektriciteten er mangelfuld. Stort set 

er det kun de større byer, der er dækket af det nationale 

net, og som dermed får strøm fra kraftværkerne. I 1989 

besluttede regeringen, at hele landet skal forsynes inden år 

2020. Den første fase i planen blev indledt i 1993. Den sigter 

på at nå ud til de distriktshovedstæder, der endnu ikke får 

elektricitet fra det nationale forsyningsnet. 

Forbedring af vandforsyningen har også høj prioritet i 

80 

Ghana. I modsætning til mange andre afrikanske lande 

har Ghana drikkevand nok. Men det er ikke af god nok 

kvalitet. 

Indbyggerne i de store byer og i distrikternes hovedbyer 

- bortset fra egentlige slumområder - har næsten alle sikker 

vandforsyning, men for de hen imod 70 pct. af befolkningen, 

der bor på landet, er situationen alt andet end tilfredsstillende. 

Kun omkring halvdelen af dem har adgang til rent 

drikkevand. Det vil sige, at 30-35 pct. af befolkningen eller 

op mod 4,5 millioner mennesker må klare sig uden tilstrækkelig 

og tilstrækkelig sikker vandforsyning. 

Det er mest flodvand, der benyttes til vandforsyningen, 

men mange steder har det været nødvendigt at supplere 

med håndgravede eller borede brønde, navnlig i den nordlige, 

tørre del af landet. Kloakering findes så godt som ikke 

på landet. De få sanitære installationer indskrænker sig til 

latriner. 

Mange vandværker og andre forsyningsanlæg forfaldt i 

kriseårene, og der er nu sat ind for at genoprette skaderne 

og forbedre vandforsyningen. 

Regeringens plan er, at 80 pct. af landbefolkningen skal 

have adgang til rent drikkevand inden for en overskuelig 

årrække. Det forudsætter, at der graves 27.000 brønde, at 

der udføres 16.000 boringer, at der etableres 500 røranlæg 

og at der anlægges andre 1000 alternative vandforsyningsanlæg. 

I det sidste år, der foreligger tal for, 1995, var indsatsen 

ikke imponerende. Det år blev der gravet 35 brønde 

og udført 231 boringer. 

Ghanas landsbyer og lokalsamfund er forbundet med et 

netværk af 22.000 km biveje. Kun mellem en fjerdedel og 

en tredjedel af vejene er i god stand. Det betyder, at lokalsamfundene 

bliver isolerede og for eksempel får svært ved 

at markedsføre deres produkter. 

En omfattende politik for forbedringer af vejene blev i 

1996 færdiggjort som en betingelse for en kredit fra Verdensbanken. 

Et af elementerne er en plan for at få gennemført 

vigtige vedligeholdelsesarbejder. Målet er, at kun 10 pct. af 

vejene er dårlige i år 2005. Ca. 60 pct. af vejprogrammet 

vil blive finansieret lokalt og resten af udenlandske bistandsydere. 

Ghanas del af vejprogrammet bliver dog kun lang- 

81

somt gennemført, og som følge af det er vejkvaliteten faktisk 

blevet dårligere fra 1995 til 1997. 

Service 

Servicesektoren omfatter transport, oplagring, kommunikation, 

engroshandel, detailhandel, restaurationsvirksomhed 

og hoteldrift, finansvirksomhed, virksomhedsservice, regeringens 

sociale ydelser (bl.a. undervisnings- og sundhedsvæsen) 

samt personlige serviceydelser. 

Servicesektoren spiller en betydelig rolle i udviklingssammenhæng. 

Især gennem turisme er servicesektoren en 

betydelig valutaindtjener, og teknologioverførelse til udvikling 

af andre sektorer finder som oftest sted med servicesektoren 

som mellemled. Servicesektoren har stor betydning 

for de øvrige sektorers effektivitet. Eksempelvis nytter det 

ikke meget at gøre en stor indsats for at forøge produktionen 

i landbruget, hvis man ikke samtidig sørger for at forbedre 

opsparings- og kreditulighederne for bønderne og for 

at sikre mulighed for opbevaring og transport af landbrugsprodukterne. 

Blandt regeringens prioriteringer i servicesektoren er udbygning 

af oplagrings- og transportmulighederne, udbygning 

af turistfaciliteterne, effektivisering af finanssektoren 

og investeringer i undervisnings- og sundhedsvæsenet. 

Samlet er servicesektoren i Ghana langt større end industri- 

og minesektoren og på størrelse med landbrugssektoren. 

Servicesektorens andel af bruttonationalproduktet har været 

stigende gennem de seneste år. Ifølge forskellige opgørelse 

tegner den sig nu for 40-50 pct. af den samlede produktion 

i landet. Formentlig skyldes dens størrelse mere 

udbuddet af ledig arbejdskraft end efterspørgslen. I servicesektoren 

kan enhver starte for sig selv uden den store investering, 

for eksempel med gadehandel. Så i virkeligheden 

dækker servicesektorens størrelse også over den betydelige 

ledighed i Ghana som følge af indskrænkningerne i den 

offentlige administration og i industrisektoren. 

Servicesektoren domineres netop af handel, hotel- og restaurationsvirksomhed. 

Denne delsektor tegner sig for over en 

tredjedel af hele sektorens produktion. I forhold til brutto- 

82 

nationalproduktet tegner delsektoren sig for 16,5 pct. (1995). 

Den hurtigst voksende del af servicesektoren er finansvirksomhed, 

der omfatter forsikring og handel med fast ejendom. 

For 15 år siden lå denne delsektors andel af bruttonationalproduktet 

på et par pct. Nu er den oppe på ca. 10 pct. 

Den vigtige delsektor for transport, kommunikation og 

oplagring stiger kun lidt i forhold til bruttonationalproduktet. 

De store investeringer, der er planlagt i blandt andet 

forbedringer af vejnettet, ventes dog at have effekt på 

længere sigt. 

Kommunikation og transport 

Trods store investeringer i telefonvæsenet er det stadig 

lettere at ringe fra Accra til udlandet end indenlands. 

Selv inden for Accra kan det være vanskeligt at få en 

forbindelse, fordi der simpelt hen er for få linjer. 

Vejnettet er rygraden i transportsektoren. 98 pct. af al 

transport går over vejene. Ghana råder over 38.700 km 

vej. Heraf er 14.700 km hovedveje. Halvdelen af hovedvejene 

er asfalterede. Regeringen prioriterer forbedring 

af vejene højt og får international bistand til det, bl.a. 

fra Danmark. Regeringens program for investeringer i 

vejene fra 1998 til 2002 beløber sig til 2 mia. dollars. 

Heraf ventes kun 60 pct. betalt af egne midler, resten 

ventes finansieret af bistand. Det kniber med gennemførelsen 

af planerne, hvilket har mødt en del kritik - bl.a. 

fra dansk side. 

Ghana råder over en jernbane, der forbinder de vigtige 

byer Accra, Kumasi og Sekondi-Takoradi. Jernbanen 

kæmper med store økonomiske problemer. 

I Tema (ved Accra) og Takoradi ligger Ghanas to internationale 

havne. Havnene er gennem de senere år blevet 

forbedret, og de ghanesiske havne regnes i dag som 

nogle af de mest effektive i Vestafrika. Havnen i Tema 

tager imod de fleste importvarer til Ghana, mens eksporten 

skibes ud fra Takoradi. 

Flyforbindelserne til Ghana er gode, både til Europa og 

USA og til andre vestafrikanske lande og til det sydlige 

Afrika. Det danske MUK AIR indledte i 1997 indenrigsflyvninger 

mellem Ghanas tre største byer. 

83

Tabel: Servicesektorens og delsektorernes andel af 

BNP 1991-95, % 

1991 1992 1993 1994 1995 

Transport, opbevaring, 

kommunikation 5,6 5,8 5,8 5,8 5,9 

Handel, restaurationsog 

hotelvirksomhed 14,7 15,4 15,9 16,1 16,5 

Finans 9,2 9,2 9,3 9,2 9,4 

Regeringsydelser (bl.a. 

undervisning, sundhed) 12,2 12,3 13,4 13,3 13,1 

Personlige 

serviceydelser mv. 2,2 2,2 2,2 2,1 2,1 

I alt 43,9 44,9 46,6 46,5 47,0 

Kilde: The Institute of Statistical, Social and Economic Research, 

University of Ghana 

Turisme er blevet den tredjevigtigste kilde til valutaindtjening 

i Ghana. De stabile forhold i Ghana har ført til, 

at antallet af turister i Ghana er vokset markant siden 1990. 

På det seneste er der sket en stagnation, formentlig som følge 

af det begrænsede udbud af hotelværelser og restaurationer. 

Fra 1990 til 1995 steg antallet af turister fra 145.000 til 

286.000, og valutaindtægterne steg fra 81 mio. dollars til 

237 mio. dollars. 

84 

Turisme er blevet den 

tredjevigtigste kilde til valutaindtjening 

i Ghana. 

Det er dog et problem, at 

infrastrukturen er forholdsvis 

begrænset, og at 

de mere velhavende og 

krævende turister ikke så 

let finder fine hoteller 

nordpå i landet – hvis de 

da ellers kan køre derop 

på de dårligt vedligeholdte 

veje. Men så kan man blive 

nede ved kysten og 

slentre en aftentur i den 

stærke brænding med udsigt 

til de gamle europæiske 

slaveborge… 

Foto: Ben Ephson 

85

86 

I modsætning til drengene 

er pigerne de første, der 

meldes ud af skolen, hvis 

forældrene mangler arbejdskraft 

eller penge til 

skoleuniform, brugerbetaling 

og skolebøger. 


7. Sociale forhold 

Tabel: Nøgletal for social forhold 

(seneste tal siden 1989) 

Befolkningstilvækst (%) 2,5-3 

Andel af befolkningen, som er ekstremt fattige (%) 31 

Bybefolkning (% af samlede befolkning) 36 

Gennemsnitlige forventet levealder 59 

Spædbørnsdødelighed (pr. 1000 levendefødte) 73 

Dårligt ernærede børn under 5 (%) 27 

Adgang til rent vand (% af befolkningen) 56 

Analfabeter (% af befolkning over 15 år) 40 

Indskrevne børn i skolernes første klasser 

(% af årgangene) 

- Drenge 83 

- Piger 70 

Kilde: Verdensbanken 

Økonomisk vækst er en forudsætning for social fremgang. 

Men social fremgang følger ikke automatisk i kølvandet på 

økonomisk vælst. Heller ikke i Ghana. 

Hvis økonomisk vækst alene var redningen, måtte man 

antage, at Ghanas regering siden 1983 havde forbedret 

betingelserne for øget beskæftigelse, mindskelse af fattigdom 

og højnelse af sundheds- og uddannelsesstandarden. Men 

sådanne tegn på social fremgang er trods den økonomiske 

vækst udeblevet. Gennem årene med vækst i bruttonationalindkomsten 

har en stor del af ghaneserne fået det ringere, 

mens kun få har oplevet betydelige forbedringer af levevilkårene. 

Ifølge FN er andelen af ghanesere under fattigdomsgrænsen 

siden 1988 kun faldet fra 37 pct. til 31 pct. 

En del af forklaringen er, at Ghana har opnået de økonomiske 

resultater gennem bistand udefra som belønning 

for at gennemføre nedskæringspolitik under overskriften 

strukturtilpasning. Nedskæringerne har indbefattet bespa- 

87

elser på de offentlige budgetter og kraftig beskæring af 

antallet af ansatte på offentlige kontorer og på statsejede 

virksomheder, og der er skåret i sundhedssektoren og uddannelsessektoren. 

Sundhedssektorens andel af statens budget 

faldt ifølge FN fra 10 pct. i 1989 til mindre end 7 pct. 

i 1995. Og uddannelsessektorens andel faldt ifølge FN fra 

6,4 pct. i 1988 til 4,3 pct. i 1993. En direkte følge af den 

økonomiske politik har med andre ord været arbejdsløshed 

og begrænsninger i adgangen til gratis offentlige ydelser. 

En anden del af forklaringen er, at hvis vækst skal komme 

den brede befolkning til gode, skal der føres fordelingspolitik. 

Ellers er der tendens til, at den forøgede velstand holdes 

inden for enklaverne af de i forvejen mest velstillede. Verdensbanken 

påviser i en af sine publikationer (Ghana - Growth, 

Private Sector, and Poverty Reduction fra 1995), at den 

økonomiske vækst i Ghana i 1980’erne og begyndelsen af 

1990’erne var fordelingsneutral. Med andre ord: Den relativt 

beskedne reduktion i fattigdommen skyldtes udelukkende, 

at væksten kom nogle af de fattige til gode. Der skete 

ikke en omfordeling via f.eks. skatter, ændret landbrugspolitik 

eller handelspolitik. Verdensbanken påpeger, at i et land 

som Ghana kan der ske en hensigtsmæssig omfordeling ved 

at staten giver høj prioritet til de fattiges uddannelse og sundhed, 

og ved at sociale udgifter i det hele taget bedre målrettes 

mod de fattige. 

I international sammenligning er fordelingen af indkomsterne 

ifølge de lidt ældre statistikker ikke påfaldende skæv 

i Ghana (se tabel). Nyere undersøgelser af fattigdommen i 

Ghana i de seneste år peger dog på, at der er sket en forværring 

af de fattiges vilkår. 

Fattigdommens omfang 

At måle fattigdom er vanskeligt. I et land som Ghana er de 

statistiske oplysninger begrænsede. Og når der endelig er 

statistikker, kan der rejses tvivl om statistikkernes pålidelighed. 

Men før man overhovedet behandler statistikker, skal man 

tage stilling til, hvad fattigdom er. Drejer det sig kun om 

indkomst? Langtfra! Det er heller ikke nok, hvis man i sin 

88 

Tabel: Indkomstfordeling - Indkomstgruppers procentvise andel af det 

samlede forbrug. 

Fattigste Fattigste Anden Tredje Fjerde Rigeste Rigeste 

10% femtedel femtedel femtedel femtedel femtedel 10% 


1992 

Tanzania 

3,4 7,9 12,0 16,1 21,8 42,2 27,3 

1993 

Indien 

2,9 6,9 10,9 15,3 21,5 45,4 30,2 

1992 

Danmark 

3,7 8,5 12,1 15,8 21,1 42,6 28,4 

19811 --- 5,4 12,0 18,4 25,6 38,6 22,3 

1 : Fordelingen foretaget efter husstandsindkomster. 

Kilde: World Development Report 1997 (Verdensbanken) 

opgørelse medregner adgangen til offentlige ydelser som 

lægehjælp, skoler og vandforsyning. Ved bedømmelsen af 

fattigdommens omfang må man tage udgangspunkt i menneskers 

forskellige behov. Fattigdom er også mangel på valgmuligheder 

og manglende udsigt til at kunne skabe sig et 

tåleligt liv. De manglende muligheder kan skyldes mangel 

på uddannelse eller social udstødelse. I vurderingen af fattigdom 

tæller det også med, om folk føler sig trygge, eller 

om de føler sig truede som følge af for eksempel kriminalitet 

eller overgreb fra statsmagtens side. Usikkerhed om, 

hvorvidt man kan sikre sig selv og familien en god fremtid, 

er fattigdom. Mangel på demokratisk indflydelse er også 

fattigdom, og problemerne bider ofte sig selv i halen. Hvad 

hjælper det de fattige, at der etableres demokratiske distriktsråd, 

hvis de fattige på grund af manglende uddannelse 

og overskud er ude af stand til at organisere sig og 

søge indflydelse? 

Kombinationen af de forskellige aspekter af fattigdom viser, 

at det er de fattige, der dårligst er i stand til selv at stille 

noget op, hvis deres livsgrundlag forringes. Hvad kan man 

gøre i tilfælde af tørke, udpining af jorden, skilsmisse, mandens 

død eller andre store forandringer, hvis man er uden 

89

uddannelse og uden indflydelse i lokalsamfundet og i forhold 

til de offentlige myndigheder? 

Men da den økonomiske fattigdom er nemmere at definere 

og behandle statistisk, er der flest undersøgelser af den 

type fattigdom. Også i Ghana. 

Ghanas Statistik offentliggjorde i 1995 en oversigt over 

den økonomiske fattigdom (Ghana Living Standards Survey, 

baseret på tal fra 1992). I den blev 31 pct. af befolkningen 

beskrevet som fattige eller meget fattige. Dvs. at deres indkomst 

var mindre end to tredjedele af gennemsnitsindkomsten. 

Fattigdomsgrænsen beregnes af praktiske grunde udelukkende 

ud fra indkomst, selv om faktorer som adgang til 

sundhedsvæsen, rent drikkevand eller skoler er nok så væsentlige. 

Tre ud af fire fattige bor i landområderne. Regionalt er 

der store variationer. Den nordlige del af Ghana er langt 

fattigere end den sydlige del. Accra har haft en stor stigning 

i antallet af fattige. Andelen af indbyggerne i Accra, 

der er fattige eller meget fattige, steg fra 1988 til 1992 fra 

9 til 23 pct. Accra er dog stadig den mindst fattige del af 

landet. 

Undersøgelsen viser, at over 70 pct. af de fattige og meget 

fattige er selverhvervende, især inden for landbrug. Fattigdommen 

er mest udbredt blandt de bønder, der dyrker 

fødevareafgrøder. Men der findes også fattigdom blandt 

bønder, der producerer eksportafgrøder som kakao. 

En rapport fra 1997 fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP) 

påstår, at fattigdommen efter en vis bedring nok igen er 

stigende. Målt efter forbrugsmuligheder var det i 1988 37 

pct., der blev karakteriseret som fattige eller meget fattige, 

og tallet steg til 42 pct. i 1989 for så at falde til 31 pct. i 

1992. Der findes ingen nyere undersøgelse end den, der 

baseres på tal fra 1992, men UNDP skriver i sin rapport, 

at fattigdommen formentlig igen er steget som følge af landets 

ustabile økonomi fra 1992 til 1997. 

Før reformerne i 1980’erne blev de fattige især hjulpet 

gennem tilskud til basale fødevarer og gratis ydelser fra det 

offentliges side. Den slags blev der skåret ned på som følge 

af reformprocessen. Til gengæld blev der fra 1988 til 1993 

gennemført et program, der havde til formål at mildne de 

90 

En UNDP-rapport fra 

1997 fastslår, at fattigdommen 

i Ghana er stigende. 

Den anslår samtidig, 

at kun 22 pct. af den 

samlede udenlandske bistand 

går til direkte fattigdomsbekæmpendeaktiviteter. 


sociale følger af strukturtilpasningen (Programme of Action 

to Mitigate the Social Costs of Adjustment, PAMSCAD). 

Over programmet blev der givet støtte til infrastrukturprojekter, 

jobskabelse, uddannelse og forsyning med basale 

fornødenheder, for eksempel vand. FN’s Udviklingsprogram 

kritiserer dog PAMSCAD for ikke at have været tilstrækkeligt 

målrettet mod de fattigste. Programmet favoriserede 

ifølge FN byerne. Programmet var for centralt styret og 

brugte for store ressourcer på at opbygge nye institutioner 

i stedet for at benytte de eksisterende. Evalueringer viste, 

at 34 pct. af midlerne blev brugt til tilskud til folk, der flyttede, 

for eksempel efter at have mistet deres arbejde på offentlige 

kontorer. 10 pct. gik til ernæringsprojekter, 6 pct. 

gik til landområder, 2 pct. til kvindeprojekter og 2 pct. til 

vandprojekter. Resten, 46 pct., gik til opbygning af institutioner, 

dvs. administration. 

91

Regeringens manglende held med at afhjælpe fattigdommen 

har fået de udenlandske bistandsydere til at rette mere 

opmærksomhed mod fattigdomsbekæmpelse. Dog koncentreres 

også bistandsydernes bidrag om styrkelse af den offentlige 

administration. UNDP anslår, at kun 22 pct. af den 

udenlandske bistand går til direkte fattigdomsbekæmpende 

aktiviteter. I sin rapport skriver FN’s Udviklingsprogram, 

at det er nødvendigt med støtten til institutionerne i Ghana, 

hvis man vil skabe mulighed for, at der kan gennemføres 

en fattigdomsbekæmpende politik. Men denne støtte til 

administrationen bør suppleres med en passende overførelse 

af ressourcer direkte til de fattige. 

Sundhed 

Den gennemsnitlige levetid er gået op fra 45 år i 1960 til 

59 år i 1995. (Andre kilder angiver lidt lavere tal). Denne 

forbedring skyldes blandt andet en betydelig nedgang i 

spædbørnsdødeligheden. Den er for 1995 ifølge Verdensbanken 

gjort op til 73. Det vil sige, at ud af hver 1000 

levendefødte børn dør de 73, inden de fylder et år. Til sammenligning 

var tallet i 1965 120 og i 1980 100. 

Trods fremgangen er der stadig lang vej til den sundhedstilstand, 

danskerne kender. Danskerne lever i gennemsnit 

75 år, og kun 6 ud af hver 1000 børn dør, inden de 

fylder et år. 

En af forklaringerne er manglen på rent vand og sanitære 

forhold. Ifølge Verdensbanken har kun godt halvdelen af 

befolkningen, 56 pct., adgang til rent drikkevand. Kun 29 

pct. bruger toilet eller latrin, og det betyder, at smitte let 

bæres videre fra afføringen, enten direkte eller via dyr og 

insekter. 

Er ghaneseren først blevet syg, har kun hver fjerde let 

adgang til læge eller sygepleje. Resten af befolkningen har 

over en times vandring eller transport til en klinik. 

Den lange vej til klinikkerne, manglen på sundhedspersonale 

og de ringe sanitære forhold medvirker også til 

den høje dødelighed blandt fødende kvinder. I Ghana dør 

moderen i barselssengen ved 742 ud af hver 100.000 fødsler. 

Blandt de vigtigste årsager til spædbørns- og børnedøde- 

92 

Rent vand er et meget afgørende 

skridt på vejen 

mod forbedret sundhed. 

Men hygiejne og sanitære 

forhold får ofte ikke opmærksomhed 

nok. Verdensbanken 

anslår, at kun 

29 pct. af befolkningen 

har eller bruger toilet eller 

latrin, og det betyder, at 

smitte let breder sig videre 

fra afføringen. 


lighed i Ghana er lav fødselsvægt, fødselsskader, sygdomme, 

herunder infektioner, i forbindelse med fødslen, malaria, 

luftvejsinfektioner, mæslinger og andre sygdomme, som 

kunne forebygges ved vaccination, samt diarre. Børnenes 

modstandskraft mod sygdommene svækkes af under- eller 

fejlernæring og andre sygdomme som blodmangel og angreb 

af parasitter. 

Forskellene i levevilkår i de forskellige dele af Ghana afspejles 

i statistikken over dødelighed blandt børn. På landet 

dør op mod en dobbelt så stor andel af børnene som i 

byerne. Det må antages at skyldes en kombination af fattigere 

kår og længere vej til klinikkerne på landet. Kvindernes 

lavere uddannelsesniveau på landet må heller ikke lades 

ude af betragtning. For eksempel viser undersøgelser, 

at mødre med en vis skoleuddannelse i højere grad end helt 

uuddannede mødre sørger for at få deres børn vaccineret 

mod de seks værste børnesygdomme. 

Efter børnene er mødrene den gruppe, der er mest udsat 

for sygdom. Da sundhedsministeriet for få år siden undersøgte 

de 20 hyppigst forekommende årsager til dødsfald 

blandt ghanesere over 15 år, var dødsfald i forbindelse med 

graviditet og fødsel dødsårsagen i mellem en femtedel og 

93

en fjerdedel af tilfældene. En medvirkende faktor er, at 40 

pct. af alle fødsler gennemføres uden bistand fra uddannet 

personale. 

Ligesom for børnedødeligheden er der en række underliggende 

faktorer, som gør mødrene udsatte. For eksempel 

urent vand, dårlig hygiejne, for ringe ernæring, hyppig forekomst 

af sygdomme og hårdt fysisk arbejde. 

Dernæst forværres situationen af, at der er for få klinikker 

og af, at klinikkernes personale og udstyr er af lav kvalitet. 

Retfærdigvis skal det understreges, at skiftende regeringer 

allerede fra midten af 1970’erne indså nødvendigheden 

af at lægge vægt på forebyggende, primær sundhedstjeneste 

frem for dyre hospitaler. I 1978 blev der udstukket det 

mål, at 80 pct. af befolkningen i 1990 skulle have adgang 

til primær sundhedstjeneste inden for en rimelig afstand fra 

hjemmet. Det mål er stadig ikke nået, og regeringen afsætter 

år efter år kun ca. en fjerdedel af statens samlede sundhedsbudget 

til primær sundhedstjeneste. De nyeste tal viser 

ifølge FN, at 35-40 pct. af befolkningen stadig ikke har 

adgang til en klinik. 

En anden måde at gøre det op på er at se, hvor langt 

ghaneserne har til nærmeste hospital, apotek, klinik osv. Se 

tabel. 

Tabel: Afstand fra bopæl i landområderne til sundhedspost eller 

sundhedspersonale, angivet i %: 

94 

Under 1,6 km 1,6-14,5 km 14,5-30,6 km 30,6-48,3 km Over 48,3 km I alt 

Hospital 2 25 30 13 20 100 

Apotek 4 37 30 13 16 100 

Klinik 25 56 15 2 2 100 

Jordemor 

Healer/ 

22 55 16 3 4 100 

medicinmand 82 15 2 1 1 100 

Afstanden er oprindeligt angivet i miles, og det resulterer i skæve intervaller i km. 

Kilde: The Institute of Statistical, Social and Economic Research, University of Ghana 

Igen er der store forskelle fra landsdel til landsdel. De tre 

nordlige regioner, der har en tredjedel af befolkningen, rå- 

der over mindre end 11 pct. af landets sundhedsinstitutioner 

og 7 pct. af de læger, der er ansat i det offentlige. 

En forbedring af situationen er afhængig af, at regeringen 

enten giver sundhedssektoren større prioritet eller at 

private organisationer eller udenlandske bistandsydere forøger 

indsatsen. Regeringens vilje eller evne til at gøre mere 

synes begrænset. Fra 1983 til 1989 steg andelen af det statslige 

budget, der gik til sundhedssektoren, fra 4,38 pct. til 

10,11 pct. Men derefter faldt andelen over de næste 5 år til 

4,85 pct., og den er kun steget svagt igen til nu knap 7 pct. 

Siden 1992 er der endvidere sket en omlægning i ressourcefordelingen 

til sektoren. En større andel går nu til aflønning 

af personalet, mens der til gengæld er indført brugerbetaling. 

Blandt andet skal der betales for medicin, der før 

var gratis. Denne politik kan være nødvendig for at forhindre 

økonomisk kollaps af sundhedssektoren. Hvad nytter 

det, at medicin er gratis, hvis den til gengæld ikke er til at 

få? Og hvad nytter det, at sundhedsydelser officielt er gratis, 

hvis der ikke er uddannet personale, eller hvis man skal 

betale under bordet for at få hjælp? Men det kan ikke undgås, 

at brugerbetaling rammer de fattigste hårdest. 

Som i andre afrikanske lande udgør HIV/AIDS et stigende 

problem. Det er ikke så slemt som i nogle af nabolandene, 

hvor op til 10 pct. af befolkningen er smittet. Men man 

regner med, at 1,2 millioner i Ghana vil have HIV-infektion 

i 2010, hvis den nuværende stigningstakt ikke ændres. 

Når det ser bedre ud i Ghana end i nabolandene, skyldes 

det, at landet tidligt anerkendte AIDS som en reel trussel. 

Tilbage i 1989 blev den første plan om bekæmpelse via 

information og uddannelse lagt frem. I dag har 95 pct. af 

den voksne befolkning ifølge en undersøgelse en rimelig 

forståelse af, hvordan sygdommen spredes. Ifølge en undersøgelse 

i 1992 brugte 61 procent af ghaneserne kondom ved 

sex med andre end faste partnere. 

Uddannelse 

Efter uafhængigheden stod uddannelse af befolkningen højt 

på præsident Kwame Nkrumahs liste. I 1961 blev der vedtaget 

en lov, der skulle sikre gratis og tvungen basal skole- 

95

uddannelse til alle børn. Desuden blev der uddannet et stort 

antal lærere, og trykpressen blev sat i gang med at fremstille 

skolebøger. Som resultat fordobledes i første halvdel 

af 1960’erne andelen af børn, der startede i skolen. I 1992 

var andelen af befolkningen, der aldrig havde gået i skole, 

faldet til 34 pct. mod 78 pct. 30 år tidligere. I 1992 blev 

der indført brugerbetaling i skolerne, og virkningen af det 

er ifølge FN, at de fattigste befolkningsgrupper er blevet mere 

tilbøjelige til at holde deres børn hjemme fra skole. Desværre 

foreligger der ingen nyere statistik, som kan af- eller 

bekræfte denne antagelse. 

De seneste tal, som er fra før brugerbetalingens indførelse, 

viser, at 88 pct. af børnene i Ghana bliver indskrevet i første 

klasse. I visse områder, især nordpå, var andelen stadig 

på under 50 pct. 

At de bliver indskrevet, betyder ikke altid, at de gennemfører 

skoleuddannelsen. Mange bliver taget ud før tiden, og 

mange bliver holdt hjemme i perioder, hvor der er brug for 

deres arbejdskraft. 

Pigerne er altid kommet i anden række hvad skoleuddannelse 

og videreuddannelse angår. Flere piger end drenge 

kommer aldrig i skole. Og pigerne er de første, der trækkes 

ud af skolen igen, hvis forældrene mangler arbejdskraft 

hjemme eller har svært ved at finde penge til brugerbetalingen, 

skoleuniformen eller skolebøgerne. En af grundene 

er, at forældrene ved, at de på deres gamle dage skal forsørges 

af deres sønner, ikke af deres døtre. Døtrene bortgiftes 

nemlig og kommer dermed til at „tilhøre“ ægtemandens 

familie. 

Undersøgelser viser, at det især er i de laveste sociale 

lag og på landet, at pigerne diskrimineres med hensyn til 

skolegang. 

Virkningen af diskriminationen slår tydeligt igennem i 

den voksne befolkning, hvor 6 ud af 10 kvinder er analfabeter, 

mens det samme kun gælder 4 ud af 10 mænd. 

Gennem de seneste år har regeringen brugt, hvad der svarer 

til ca. 4 pct. af BNP på undervisningssektoren. Af statens 

samlede udgifter er andelen til undervisningssektoren faldet, 

efter at brugerbetalingen blev indført i 1992. I 1991 

gik 23,16 pct. af statens udgifter til undervisningssektoren, 

96 

Fra 1991 til 1995 faldt 

statens udgifter til undervisningssektoren 

fra 23 til 

4 pct. Faldet skyldes indførelsen 

af brugerbetaling 

i 1992. Kvaliteten af undervisningen 

på skolerne 

er på tilbagetog, og der er 

stadigt flere eksempler på 

ældre skoleelever, der reelt 

er analfabeter. 


97

mens procenten i 1995 var 19,62. Over 90 pct. af udgifterne 

går til lønninger, og der er derfor ikke meget tilovers 

til undervisningsmaterialer. Der bliver heller ikke mange 

midler til selve skolebygningerne og møblerne, og mange 

skoler mangler selv basale faciliteter som latriner. Opretholdelse 

af skolerne er afhængig af, om lokalsamfundene gør 

en frivillig indsats. 

Kvaliteten af undervisningen på skolerne synes at være på 

tilbagetog. I en rapport fra UNDP anføres, at det ikke er 

usædvanligt at finde elever i de højere klasser, som reelt er 

analfabeter. De er f.eks. ikke i stand til at stave deres eget 

navn. 

Beskæftigelse 

FN opgør den økonomisk aktive del af befolkningen i Ghana 

til 51 pct. Det skal ses i forhold til, at 45 pct. af befolkningen 

er under 15 år, og at 4 pct. er over 56 år. En femtedel 

af den potentielle arbejdsstyrke (befolkningen mellem 15 

og 64 år) er meget ung, nemlig mellem 15 og 19 år. I byerne 

er 77 pct. af den voksne befolkning økonomisk aktive 

på den ene eller anden måde, mens det gælder 85 pct. af 

den voksne befolkning på landet. 

I tal udgør arbejdsstyrken omkring 8 millioner mennesker; 

hvert år forøges arbejdsstyrken med en kvart million. 

Om arbejdsløshed og underbeskæftigelse findes der ingen 

statistikker. Uofficielle studier angiver arbejdsløsheden 

til 20-35 pct. Værst ser det ud for de yngste årgange. Ikke 

engang en uddannelse på et universitet giver nogen garanti 

for beskæftigelse. 

Landbruget er den væsentligste sektor for beskæftigelse, 

dernæst følger den uformelle sektor. Den uformelle sektor 

består af alle mulige småforetagender med fra en til fire 

ansatte, fra småhandel og håndværk til personlige serviceydelser. 

Ifølge et studie fra 1997 tjener 40 pct. af landbefolkningen 

en del af deres indtægt ved aktiviteter, der ikke 

er landbrug, men hører til i den uformelle sektor. I byerne 

er 90 pct. af arbejdsstyrken i det mindste delvis beskæftiget 

i den uformelle sektor. 

Den formelle sektor defineres som virksomheder (ikke 

98 

landbrug) med fem eller flere beskæftigede. Offentlig administration 

medregnes. Den formelle sektor beskæftiger 

kun 2,5 pct. af arbejdsstyrken (tallet er fra 1991). 

Beskæftigelsen i den formelle sektor steg støt fra 332.900 

i 1960 til 483.500 i 1976. Siden er den faldet til 186.300 

i 1991, især som følge af afskedigelser i den offentlige administration 

og i statsejede virksomheder. I den private del 

af den formelle sektor faldt beskæftigelsen også, fra 149.000 

i 1960 til 31.000 i 1991. 

Udviklingen i beskæftigelsen i Ghana viser, at væksten i 

økonomien ikke har sammenhæng med beskæftigelsen. Det 

er for en stor del begrundet i, at der i mange år af sociale 

eller politiske grunde blev opretholdt en overbeskæftigelse, 

især i administrationen og på statslige virksomheder. Men 

det hænger også sammen med, at en del af væksten i bruttonationalproduktet 

skyldes stigende omsætning i kapitalintensive 

virksomheder, f.eks. minesektoren. 

Vækst i bruttonationalprodukt og ændring i antal 

beskæftigede 1985-93, % 

Kilde: FN 

99

Kvinderne 

Kvinderne er særligt udsatte for at havne i dyb fattigdom. I 

de senere år er der i de tørre landområder nordpå ifølge FN 

sket en tydelig forværring af kvindernes situation. Nedslidningen 

af jordens ydeevne resulterer i stigende arbejdsbyrde 

for kvinderne samtidig med, at de oftere mangler fødevarer 

og rent vand inden for rimelig afstand, især i tørtiden. 

Kulturelt betingede forhold og mangel på klar lovgivning 

bidrager til kvindernes sårbare situation. Hos os betyder 

ægteskabet, at alle individuelle værdier bliver fælleseje, medmindre 

andet aftales. Ved skilsmisse skal der ske en deling, 

og den økonomisk svage part kan få ret til bidrag fra den 

tidligere ægtefælle. I Ghana er der traditionelt ikke fælleseje. 

Manden og kvinden beholder ejendomsretten til det, 

de har inden ægteskabet. Hvad de erhverver, mens de er 

gift, er også deres individuelle ejendom. 

Men manden ses som familieforsørgeren, uanset at de 

faktiske forhold måske er anderledes. Til eksempel er det 

regnet ud, at kvinderne står for 70 pct. af fødevareproduktionen 

i Ghana. Men traditionen byder, at manden har 

råderet over i det mindste en del af fortjenesten ved kvindens 

arbejde. Som regel er det også manden, der kommer 

til at stå som ejer til jord, bolig og ejendele, deres fælles 

arbejde sætter dem i stand til at erhverve under ægteskabet. 

Manden gør ofte krav på så stor en del af indkomsten, 

at der bliver for lidt til kvinden og børnene. Og hvis de bliver 

skilt, eller manden dør, tilfalder jorden, boligen og ejendelene 

manden eller hans familie. 

Disse traditionelle regler bruges stadig som rettesnor, da 

der mangler moderne lovgivning. Ganske vist indeholder 

forfatningen fra 1992 en hensigtserklæring om, at parlamentet 

snarest skal vedtage en lov, der giver ægtefællerne lige 

ret til de ejendele, der er kommet til under ægteskabet. Men 

loven findes stadig ikke. 

Domstolene har på egen hånd forsøgt at mindske betydningen 

af de traditionelle regler. Men de har kun indflydelse 

på de få sager, der bliver anlagt. Småkårskvinder går 

ikke så tit rettens vej for at få ret. 

Skønt lovgivning ikke direkte diskriminerer kvinderne, 

viser manglen på kvindelig repræsentation i de besluttende 

100 

Ghanas seje kvinder: Fire 

døgn til fods har det taget 

dem at nå til markedet for 

at sælge kæmpekalabasser. 

Andre fire døgn skal de 

bruge, før de – og børnene 

er hjemme i landsbyen 

igen. 


101

lag tydeligt, at kvinderne i praksis holdes ude fra beslutningsprocesserne 

og dermed fratages en væsentlig mulighed for 

at fremtvinge ændringer, der kan rette op på deres situation. 

Af de 200 medlemmer i parlamentet er kun 17 kvinder. 

I distriktsrådene er kun 8 procent af medlemmerne 

kvinder, og de fleste af dem er ikke valgt af befolkningen i 

distrikterne, men udpeget af regeringen. 

Skiftende regeringer siden uafhængigheden har været 

opmærksomme på kvindernes manglende repræsentation. 

Den politiske vilje (de mandlige magthaveres) har ikke været 

stærk nok til at gøre op med de gamle afrikanske traditioner 

og de victoriansk prægede regler og normer, der blev 

introduceret i kolonitiden. Det var under det britiske styre, 

at kvinder blev forment adgangen til offentlige stillinger. 

Under kampen for uafhængighed gjorde en del kvinder 

sig gældende. Men ved det første valg under det britiske 

styre, blev der kun valgt en enkelt kvindelig kandidat. Præsident 

Nkrumah indså problemet og fik efter uafhængigheden 

vedtaget en lov om særlige sæder for kvinder i den 

parlamentariske forsamling. Derved kom 10 kvinder ind i 

parlamentet i 1960. 

En lille håndfuld love i løbet af de følgende år tog også 

sigte på at forbedre kvindernes kår og muligheder. Først kom 

der i 1961 en lov, der gjorde skolegang tvungen for alle børn. 

Mange statistikker viser nemlig, at pigers skolegang på langt 

sigt er nøglen til bedre kår for kvinderne. Loven til trods er 

det stadig ikke alle piger, der kommer i skole, men procentdelen, 

der indskrives, er steget kraftigt. Der er stadig langt 

flere piger end drenge, der går ud af skolen før tiden. 

I 1965 kom et forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet 

på grundlag af køn. Men nye undersøgelser viser, 

at der stadig kun er en tredjedel så mange kvinder som 

mænd på det officielle arbejdsmarked. 

I 1967 blev princippet om lige løn for lige arbejde stadfæstet 

ved lov. Men kvinder får stadig mindre i løn end 

mænd, fordi kvinderne er de mindst uddannede og mindst 

erfarne. 

I 1971 blev kvinder i offentlig tjeneste givet ret til barselsorlov, 

således at de ikke behøvede at sige deres arbejde 

op på grund af graviditet og fødsel. 

102 

I 1985 ratificerede Ghana FN-konventionen mod alle 

former for diskrimination af kvinder. 

Nu mangler man „bare“, at omsætte ordene til virkelighed 

for Ghanas kvinder. Virkeligheden er, at kvinderne stadig 

arbejder hårdt og for det meste uden mere moderne teknik 

end hakken. Hvis de vil låne til moderne produktionsudstyr, 

bliver de afvist i banken. Her skal man som et minimum 

kunne argumentere godt for sin sag for at få lån, og kvinder 

med ingen eller dårlig skoleuddannelse støder allerede 

her imod denne første barriere. Dernæst stiller banken krav 

om sikkerhed, og uden dokumenteret ejendomsret til jorden 

eller andre værdier støder kvinderne også mod denne 

barriere. De deler vilkår med mandlige fattige bønder, men 

alene i kraft af deres køn har kvinderne ekstra svært ved at 

arbejde sig ud af fattigdommen og det udsigtsløse slid. Også 

i byerne er kvinderne nederst på rang- og lønstigen, hvad 

enten de arbejder på en officielt registreret arbejdsplads eller 

som de fleste i den uformelle sektor. De kvinder, der 

kæmper sig op i handels- eller arbejdslivet, bliver ofte fremhævet 

som eksempler på, at de vestafrikanske kvinder er 

stærke og har muligheder. Men de er et mindretal, hvorimod 

flertallet af kvinder er underprivilegerede. 

103

104 

Ghana er meget afhængig 

af udenlandsk bistand, 

der udgør op mod 10 pct. 

af landets BNI. 


8. Udenlandsk bistand 

Ghana har bygget sin genopretning af økonomien op på 

bistand udefra. Dermed er landet blevet afhængig af bistanden. 

Ikke alene ville nye aktiviteter blive umulige uden bistand, 

også eksisterende aktiviteter og løbende udgifter 

dækkes delvis ind af bistandsyderne. I 1994 udgjorde bistanden 

ifølge Verdensbanken 8,5 pct. af bruttonationalindkomsten. 

I første halvdel af 1990’erne modtog Ghana årligt 700- 

800 mio. dollars som gaver og „bløde lån“, som indeholder 

et betydeligt element af gave. Den største bistandsyder 

er IDA, den gren af Verdensbanken, der udelukkende yder 

billige lån til de fattigste udviklingslande. Derudover er de 

vigtigste bistandsydere Canada, Danmark, EU, Frankrig, 

Holland, Japan, Storbritannien, Tyskland og USA. Men også 

FN og Den Afrikanske Udviklingsbank og den Afrikanske 

Udviklingsbanks fond bidrager med betydelige beløb. Den 

samlede bistand til Ghana svarer stort set til det beløb, 

Ghanas regering sætter af til udviklingsaktiviteter - altså det 

der ligger ud over løbende udgifter. 

Bistandsyderne og Ghanas regering søger at koordinere 

indsatsen både på meget overordnet plan og inden for de 

enkelte sektorer. 

På det overordnede plan foregår koordineringen på de 

konsultative møder, der under forsæde af Verdensbanken 

holdes med et til to års mellemrum og under Verdensbankens 

Specielle Program for Afrika. 

Med kortere mellemrum holder bistandsyderne i Ghana 

såkaldt donorgruppemøder. Formandskabet skifter fra gang 

til gang. Alle større bistandsydere deltager. Møderne har mest 

til formål at være forum for informationsudveksling. Men 

i takt med at flere og flere bistandsydere lader bistand til 

enkeltstående projekter afløse af bredere bistand til hele 

sektorer (sektorprogrambistand), og at de som følge deraf i 

nogle tilfælde yder direkte finansielle tilskud til den ghanesiske 

statskasse, opstår der blandt bistandsyderne et større 

105

ehov for at diskutere de betingelser, de hver især stiller for 

at yde bistanden. Møderne er derfor ved at ændre karakter. 

Der foregår mere og mere diskussion af langsigtede politikker 

og udviklingsstrategier for Ghana. De ghanesiske 

myndigheder har adgang til møderne, og nogle af dem finder 

sted under ledelse af de relevante fagministerier. Danmark 

opmuntrer Ghanas regering til at tage lederskabet, da Ghana 

ellers vil miste indflydelse på sin egen udvikling og næppe 

vil føle den samme forpligtelse til selv at vedligeholde udviklingsaktiviteterne. 

Nogle af ministerierne har imidlertid meget begrænset 

mandskabsmæssig kapacitet til at overtage ledelsen. Det 

gælder også det centrale ministerium for samarbejdet med 

bistandsyderne, finansministeriet. Finansministeriet er ellers 

det organ, der formelt har til opgave at koordinere den 

samlede bistand, og som skal godkende alle aftaler. 

Inden for kredsen af bistandsydere fra EU sker der ikke 

en særskilt samordning. Der holdes møder efter behov, og 

diskussionerne i EU-kredsen samler sig især om fattigdomsbekæmpelse. 

Nordisk koordinering er ikke aktuel, da Danmark 

er eneste nordiske bistandsyder i Ghana. 

Tabel: Bilateral og multilateral bistand, 1987-96 

(mio. dollars) 

Donor 1987 1988 1989 1990 1996 

Verdensbanken 191,2 202,8 168,8 204,8 260,0 

Japan 16,7 31,3 87,9 74,0 85,0 

USA 25,7 20,8 21,8 23,1 50,0 

EU 22,9 20,3 24,6 26,7 39,1 

Danmark - 0,1 4,9 3,0 35,0 

Tyskland 29,7 19,9 16,9 17,6 34,3 

Storbritannien 25,1 53,8 59,6 50,2 33,3 

Frankrig 13,5 24,9 8,9 7,9 30,0 

Canada 17,8 25,5 39,0 38,4 28,0 

Holland 11,5 13,0 11,2 13,4 1,7 

Kilde: EEC Lomé IV - Programming Paper 

106 

Den danske bistand 

Ghana var med blandt de første 12 lande, der i 1990 blev 

valgt som programsamarbejdslande for dansk bistand. Året 

efter blev den danske ambassade i Accra genåbnet efter en 

årrække uden dansk repræsentation i landet. 

Men også før den tid, helt tilbage til uafhængigheden, var 

der tale om et bistandssamarbejde. Dengang blev det meste 

givet i form af bunden bistand. Det var først statslån og 

senere gaver, som skulle bruges til betaling til danske virksomheder 

for leverancer af industriprojekter, vand, elforsyning, 

kølehuse og udstyr til landbruget. 

I slutningen af 1980’erne indgik Danida aftale med 

Verdensbanken om et multi/bi-projekt til fremme af 

agerskovbrug til og med 1994. Det danske bidrag var på 

60 mio. kr. 

I alt blev det til dansk bistand på 205 mio. kr. frem til 

1990, da Ghana rykkede ind som programsamarbejdsland. 

Dertil kom stipendier til ghanesiske studerendes ophold i 

Danmark, bl.a. uddannelse af ghanesiske landmænd på 

danske landbrugsskoler Et samarbejde mellem University 

of Ghana i Accra, og Københavns Universitet var aftalt og 

på plads før 1990, da samarbejdet blev udvidet og efterhånden 

har fået et betragteligt omfang bl.a. med udveksling af 

studerende. Som helhed var der dog ikke særlig mange 

praktiske erfaringer at bygge på i bistandssamarbejdet, og 

første trin fra Danidas side var at iværksætte en række undersøgelser 

og gennemføre en situations- og perspektivanalyse 

(1990), som i efteråret 1993 blev fulgt op med en 

egentlig ,,Landestrategi for dansk bilateral bistand til Ghana“, 

som i 1998 er blevet opdateret. 

Den overordnede målsætning for dansk bistand til Ghana 

er at støtte fattigdomsbekæmpelsen. Den danske bistand står 

på tre ben: 

• Støtte til økonomisk vækst. Det sker først og fremmest 

gennem bistand til udbygning af infrastruktur (el-forsyningsnet 

og veje) i landområder og gennem støtte til 

den private sektor. 

• Støtte til de sociale sektorer, dvs. sundhed og forsyning 

107

med drikkevand og sanitære installationer, igen hovedsageligt 

i landområderne. 

• Støtte til almindelige menneskers deltagelse i demokratiserings- 

og udviklingsprocessen. Det sker f.eks. gennem 

støtte til decentralisering og støtte til de nøgleinstitutioner 

inden for den offentlige sektor, som beskæftiger sig med 

menneskerettigheder, demokrati og god forvaltning, gennem 

støtte til pressen og til private organisationer. 

Dansk bistand til Ghana er under omlægning fra projekter 

til sammenhængende støtte til udviklingsprogrammer 

inden for enkelte sektorer. Dvs. at den danske støtte i stigende 

omfang vil gå til gennemførelse af den ghanesiske 

regerings sektorstrategier. Omlægningen medfører væsentlige 

forandringer. Først og fremmest koncentreres den danske 

bistand om fire sektorer: 

• Sundhed 

• Drikkevand 

• Transport 

• Energi. 

Inden for hver af de fire sektorer vil Danmark søge at deltage 

aktivt i formuleringen af udviklingspolitikken. På de 

områder, hvor Ghana endnu ikke har udarbejdet egne udviklingsprogrammer, 

vil Danmark støtte udarbejdelsen af 

sektorstrategier. 

Danmark vil som led i sin støtte kombinere bistanden 

til formulering af politik for de enkelte områder og til de 

planlæggende funktioner med bistand til delkomponenter 

i de valgte sektorer. De enkelte komponenter vil ligge i 

direkte forlængelse af den nationale sektorpolitik, og de vil 

bidrage til at give både Danmark og de ghanesiske myndigheder 

erfaringer, der kan bygges videre på i den fortsatte 

planlægning. 

Da Danmark ikke er den eneste bistandsyder til de enkelte 

sektorer, lægger Danmark vægt på at forbedre Ghanas 

kapacitet til at samordne indsatsen fra de enkelte bistandsydere. 

Den danske bistand omfatter ansættelse af veluddannede 

108 

Eksempel på opbygning af 

lokal kapacitet: Undervisning 

i database-søgning 

på Geografisk Institut på 

universitetet i Accra. 


109

ådgivere, hovedsageligt lokale, men også danskere. De skal 

bidrage til at dygtiggøre det ghanesiske personale på de 

offentlige kontorer inden for hver enkelt sektor. Denne 

indsats har også til formål at fremme effektivitet, gennemskuelighed 

og ansvarligheden i administrationen. 

For Danmark er det en forudsætning for at yde direkte 

tilskud til den samlede indsats inden for en sektor, at der 

er kontrol med forbruget af midlerne. Derfor er det nødvendigt, 

at de involverede institutioner enten selv eller med 

hjælp fra rådgivere kan leve op til kravene om sikker planlægning, 

budgettering, gennemførelse, styring, rapportering 

og regnskabsaflæggelse. 

Når Danmark vælger at koncentrere indsatsen om kun 

fire sektorer, er det bl.a. for at skabe sig en platform for en 

kvalificeret dialog med Ghanas regering, Verdensbanken og 

EU om udviklingspolitikken inden for hvert af de fire 

områder. Hvis Danmark ikke koncentrerede sin indsats, ville 

der ikke ligge økonomisk styrke bag ønsket om dialog, og 

Danmark ville heller ikke have personalemæssig kapacitet 

til at gå ind i en dialog i alle sektorer. 

For alle de fire valgte sektorer gælder, at der er stort behov 

for bistand. Uden bistanden er der ikke udsigt til, at 

landbefolkningen får adgang til de basale serviceydelser. 

Indsatsen i de valgte sektorer vil også frigøre midler og kræfter, 

der kan anvendes til at øge fødevareproduktionen og 

indtægterne på landet. 

Landbefolkningen vil eksempelvis få lettere adgang til at 

afsætte deres produkter, når vejene bliver forbedret. Befolkningen 

vil få færre sygedage og dermed kunne arbejde mere, 

hvis sundhedstilstanden forbedres. Kvinderne vil kunne 

bruge deres tid på noget bedre, når de ikke længere skal gå 

så langt for at hente vand eller brænde. 

Den danske indsats vil også bidrage til at fjerne en række 

af de traditionelle og administrative hindringer for, at fødevareproduktionen 

og markedsføringen kan foregå mere 

effektivt. Det drejer sig bl.a. om reglerne for jordrettigheder, 

mangel på sammenhæng i politikken for landbruget og 

manglende adgang til lån. En del af indsatsen for at afhjælpe 

sådanne forhold kanaliseres gennem private organisationer. 

110 

Den danske bistand til 

vandsektoren i Ghana 

koncentrerer sig om opbygning 

af lokal kapacitet 

og adgang til drikkevand 

og sanitet for den 

fattige befolkning i landområderne. 


Drikkevand og sanitet 

På overordnet plan søger Danmark indflydelse på den ghanesiske 

politik inden for drikkevandsforsyning og sanitet. 

Det sker med henblik på, at især de fattigste befolkningsgrupper 

skal tilgodeses. 

Et af nøgleområderne for den danske indsats er støtte til 

opbygning af den administrative kapacitet på nationalt og 

regionalt plan samt på distriktsniveau. Danmark overvejer 

også støtte til blandt andet uddannelse af private entreprenører, 

konsulenter og private organisationer, som arbejder 

på området. Det offentlige magter ikke opgaven alene, og 

derfor er det en forudsætning for en bæredygtig udvikling 

på vand- og sanitetsområdet, at den private sektor i stigende 

grad vinder indpas. 

Igangværende aktiviteter er dansk støtte til drikkevand og 

111

sanitet i landområder i Voltaregionen og støtte til den ansvarlige 

styrelse for vandforsyning på centralt niveau. I disse 

aktiviteter inddrages også mindre entreprenører og håndværkere, 

der gøres en indsats for at styrke kvindernes deltagelse, 

og aktiviteterne omfatter undervisning i hygiejne. 

Sundhed 

Fra tidligere år har Danmark i sundhedssektoren erfaringer 

fra projektbistand i Upper West-regionen. Projekterne 

har til formål at øge omfanget og kvaliteten af de serviceydelser, 

der tilbydes, især til kvinder og børn. Der gives 

bl.a. støtte til uddannelsesinstitutioner for sygeplejersker 

og jordemødre. 

Dialogen mellem bistandsyderne og Ghanas regering bliver 

i disse år intensiveret. Danmark er blandt de bistandsydere, 

der skubber på for at sikre en større indsats i landdistrikterne. 

Den fremtidige bistand søges integreret i det ghanesiske 

sundhedsministeriums egen sektorplan. Ministeriet har 

sammen med bistandsyderne lagt en femårsplan, hvis overordnede 

målsætning er i overensstemmelse med danske 

ønsker. 

Ligesom Danmark har alle andre større bistandsydere 

erklæret sig villige til at give bistand til sundhedssektoren i 

form af budgetstøtte inden for rammerne af sektorplanen. 

Danmark vil lægge særlig stor vægt på følgende elementer: 

• Decentralisering. Udbygning af distrikternes evne til at 

planlægge, budgettere, styre og holde regnskab. 

• Fattigdomsorientering. Sikring af at de fattige får bedre 

adgang til sundhedsydelserne. 

• Folkelig deltagelse. Undersøgelse af muligheder for at oprette 

brugerorganisationer. 

• Fortsat støtte til projekter i Upper West-regionen. 

• Fortsat støtte til den overordnede forvaltning. 

I støtten indgår, at der skal ansættes lokale og danske 

rådgivere. Der bliver lagt stor vægt på kontrol med anvendelsen 

af de danske midler og af de samlede ressourcer i 

sundhedssektoren. 

112 

Regeringen prioriterer udbyggelse 

af vejnettet meget 

højt. Det kniber lidt mere 

med vedligeholdelsen af de 

eksisterende anlæg både i 

by- og landområder, hvilket 

har været påpeget flere 

gange fra dansk side. 


Transport 

Danmark har i flere år ydet bistand til Ghanas transportsektor. 

Bistanden har været koncentreret om byggeri og 

forbedring af biveje ved hjælp af arbejdskraftintensive metoder 

og om reparation og genopbygning af færger og færgelejer 

på Voltasøen. 

Den støtte fortsætter, men samtidig øger Danmark sin 

indsats på centralt niveau. Dels følger Danmark nøje den 

overordnede ghanesiske politik på området, og dels presser 

Danmark på i dialogen med regeringen for at sikre tilstrækkelige 

midler til vedligeholdelse af vejene og søtransporten. 

Manglende vedligeholdelse af de eksisterende veje og transportmidler 

opfattes af Danmark som et stort problem. 

Formentlig er der taget et skridt i den rigtige retning i 1997, 

da vedligeholdelsen af vejene overgik til en vejfond. 

113

Energi 

I energisektoren bruges de fleste danske midler til udbygning 

af elektricitetsnettet og til forbedring af et uddannelsescenter 

for det nationale el-selskab. 

Den danske støtte til udbygningen af elektricitetsnettet 

omfatter fire af i alt 29 delprojekter i det igangværende 

nationale elektrificeringsprojekt. De danske delprojekter har 

til formål at udvide nettet til småbyer og landsbyer i Upper 

West- og Central-regionerne. 

Danmark støtter tillige andre energiformer. For at standse 

afskovning, ørkendannelse og miljøødelæggelse som følge 

af træfældning har Danmark støttet et flaskegasprojekt, der 

hovedsageligt sigter på husstande med mellemindkomst i 

byområderne. Flaskegasprojektet mindsker efterspørgslen på 

trækul. 

114 

Færgetrafikken på den 

store Volta-sø er blevet 

udbygget – bl.a. med bistand 

fra Danmark. 


Samtidig igangsættes forsøgsprojekter, der er mere relevante 

for de fattige befolkningsgrupper. For eksempel støtter 

Danmark dyrkning af småskove til brændselsformål. 

Dyrkning af træ vil ud over at forebygge miljøforringelser 

ikke mindst lette kvindernes arbejdsbyrde, fordi de får lettere 

adgang til brænde. Energibesparelser, biomasse samt solog 

vindenergi er også områder, der har dansk bevågenhed 

med henblik på støtte til den ghanesiske energisektor. 

Den private sektor 

Ud over indsatsen for at involvere private virksomheder i 

hver af de fire valgte sektorer for dansk bistand, yder Danmark 

bistand til Ghanas private sektor gennem Danidas 

særlige Privat Sektor-program. Ghana er et af seks lande, 

hvor Privat Sektor-programmet arbejder. Støtten gives til 

fremme af direkte samarbejde mellem den private sektor i 

Ghana og virksomheder i Danmark. Sigtet er, at der overføres 

teknologi fra de danske virksomheder til partnerne i 


Demokratisering 

Danmark støtter, at befolkningen bliver inddraget mere i 

den politiske proces. Bl.a. støttes aktiviteter, der kan forbedre 

dialogen mellem den offentlige og private sektor. 

Decentralisering ses i den danske udviklingspolitik som 

et vigtigt middel til at bringe beslutningsprocessen nærmere 

befolkningen og til at fremme ansvarlighed og gennemskuelighed 

i forvaltningen. Det er sværere for en embedsmand 

på lokalt niveau at klare frisag, hvis han ikke udfører 

sit arbejde ordentligt, eller hvis han snyder, fordi de mindre 

enheder er mere overskuelige. 

Den danske bistand til decentralisering indgår i de enkelte 

sektorprogrammer og i den overordnede dialog med 

regeringen. 

Danmark yder desuden støtte til forsøg med decentralisering 

og til private organisationer, der beskæftiger sig bl.a. 

med spørgsmål om menneskerettigheder, samt til den fri 

presse. 

115

Bistandens omfang og fordeling 

Den samlede danske bistand til Ghana ventes gradvis at stige 

fra 165 mio. kr. om året til 200 mio. kr. om året. Derudover 

kommer støtten gennem Privat Sektor-programmet, 

der er afhængig af den private sektors efterspørgsel. Den ventes 

at ligge på ca. 25 mio. kr. om året. 

Fordelingen mellem sektorerne planlægges på længere sigt 

at være 30 pct. til vand, 24 pct. til sundhed, 24 pct. til transport, 

12 pct. til energi og 12 pct. til resten. 

116 


117

118 


Videre læsning 

Yderligere materiale om Uganda kan fås ved henvendelse 

til bl.a. 

Mellemfolkeligt Samvirke 

Tlf.: 33 32 62 44 

E-mail: ms@ms-dan.dk 

Mediateket 

Biblioteket 

Center for Udviklingsforskning 

Tlf.: 33 85 46 00 

E-mail: cdr@cdr.dk 

På internettet kan det anbefales at søge oplysninger hos de 

internationale organisationer og større bilaterale bistandsydere. 

Af adresser i Ghana kan anbefales besøg på følgende: 

http://www.ghana.com/republic/indeks.html 

Indeholder links til aviser, kort, turistinformation osv. 

http://www.africaonline.com.gh/ 

Her kan man følge med i nyheder, indsamlet fra et antal 

kilder. 

http://www.ug.edu.gh/ 

Indgang til universitetet. Indeholder bl.a. e-mail-adresser til 

studerende og stab. 

Se endvidere hjemmesiden, Udviklingstal, på adressen: 

http://www.udviklingstal.dk 

119

Jesper Jespersen, f. 1952, har som journalist beskæftiget sig 

med udviklingsbistand siden 1980. Fra 1986 til 1989 var 

han ansat i Danida. 

Denne udgave af Ghana, en politisk og økonomisk oversigt 

er en revision, som er foretaget med udgangspunkt i 

Kika Mølgaards bog fra 1994. 

1998 Danida 

© Udenrigsministeriet 

Redaktionen afsluttet maj 1998. 

Udenrigsministeriets Informationssekretariat 

Asiatisk Plads 2 

1448 København K 

Tlf. 33 92 00 00 

E-mail: um@um.dk 

Internet: http\\www.danida.dk 

Produktion: Udenrigsministeriets Informationssekretariat 

Redaktion: Charlotte Henriksen 

Forsidefoto: Charlotte Henriksen 

Bagsidefoto: Jørgen Schytte 

Grafisk produktion: aparte® design af kommunikation 

Tryk: Phønix 

Udførlige oplysninger om Danmarks deltagelse i det internationale 

udviklingssamarbejde findes i Danidas årsberetning 

og i loven om internationalt udviklingssamarbejde. 

Beretning, pjecer, AV-materialer m.v. kan fås ved henvendelse 

til: 

Bech Distribution A/S 

Postbox 176 

Hedelykken 2-4 

2640 Hedehusene 

Tlf.: 46 55 01 55 · Fax: 46 55 01 69 

E-mail: bdm@bech-distribution.dk 

De synspunkter, der er fremført i denne bog, er ikke 

nødvendigvis sammenfaldende med Udenrigsministeriets. 

ISBN: 87-7265-598-4 

120 

121

Ny Ghana.p65

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?