"Stammen har bestemt min livsstrategi". - FSD

Følgende er en artikel fra Stamposten - Organ for Norsk Interesseforening for Stamme
(NIFS). Nr. 3 1992. Skrevet af Liv Sund-heim. Oversat af Henrik N. Jensen
"Stammen har bestemt min livsstrategi".
Dette hævede Knut Faldbakken under sit indholdsrige og personlige foredrag på Nordisk
Stammeseminar i september. Knut har - med lidt hjælp fra NIFS - i tillæg til sin forfatterstatus nu
også erhvervet et vist ry som offentlig stammer. Han deltog også på Nordisk Stammeseminar 1988 i
Norge, og satte stor pris på gensynet med os.
Stamning som livsstrategi.
Indledningsvis var han påpasselig med at understrege, at han aldeles ikke er norgesmester i overvindelse
af stammehandicappet. -For mig er stammen en konflikt hver eneste dag, slog han fast.
Behovet for at skjule, fristelsen til at holde kæft, det forræderiske i at ingen kan se det på dig -dette
skaber en konstant konflikt. - Vi må finde ud af, hvordan det er, og så bygge os op derfra.
Stammeren har et godt udgangspunkt for selvanalyse, mente han. Først efter at han havde nået
mange af sine mål, stillede han sig selv spørgsmålet "hvorfor i alverden stammer jeg nu?"
Alting skulle egentlig være helt fint! Han konstaterede, at stammen havde grebet ind i hans
individuelle udvikling og bestemt hans livsstrategi; hans valg blev at udtrykke sig normalt via papiret.
At være forfatter er ensomt, bogen er imellem forfatter og læser.
"Stammen er en brist i hovedfærdselsåren".
Knut fokuserede på sit stærke medfødte behov for at kommunikere. - Hvis jeg ikke har snakket om
en ting, er den ikke sket! Stammen repræsenterer et grundlæggende brud i kommunikationen - det
kan sammenlignes med at Golden Gate broen styrtede sammen på midten! Stammen er et dybt,
alvorligt tillidsbrud mellem mig og de andre, hævdede Knut. Det er som en forkastning i det
menneskelige grund-fjeld, som skulle binde os sammen.
Under det ligger der en dyb tvivl: har jeg noget at komme med, som kan vække genklang? Vil jeg få
det frem? Vi får aldrig bekræftet dette. Dette er min forståelse af stammerens psykiske situation,
fremlagde han. -Det kan blive lidt lettere, men helt enkelt bliver det aldrig. Telefonen f.eks. er det
værste apparat, som er blevet opfundet, påstod Knut.
Hans erfaring var ellers, at stammere ofte har en intens måde at være på, med et intenst blik og
overdreven mimik, og mente dette hang sammen med kommunikationsbehovet.
"Det er umuligt af være en hård nitte som stammer".
Når man hele tiden bliver inviteret til at være stille, afskærer man en vigtig del af den menneskelige
dynamik. Der ligger hele tiden en lille mistillid til ens taleevne på lur. Som et specifikt problem for
den som stammer, nævnte han dette med at fortælle en vits. På samme måde er det umuligt at være
en hård nitte. Som mand møder man forventningerne om, at man skal ud og erobre.Det er ikke let.
Unge mænds konfrontationer minder en del om urhaneleg - en blanding af fysisk og verbal duel. En
stammer er selvsagt uden chance, når det gælder det sidst nævnte. Og så dette med at byde op til
dans. - Jeg kan tælle på to hænder de gange, jeg har budt ukendte piger op til dans, sagde Knut. (Her
er referenten fristet til at antyde at med Knuts tag på damerne, har lige dette været unødvendigt).
Når det gælder forholdet til det andet køn, tager stammeren måske revanche ved en bedre kvalitet,

mente han. - Vi har så meget indeni os at give - fortrolighed og ømhed. Faren er muligvis, at vi
bliver for selvudslettende i forholdet, eller vi overvælder den anden fuldstændig.
Knut kom også ind på "stamme-vreden" - om hvordan han kunne blive så umådelig vred. Denne
vrede havde han også set hos andre stammere, og han satte dette i sammenhæng med de
kontinuerlige frustrationer, man udsættes for.
"Jamen, hvad skal vi gøre for stammerne?"
Ikke bare stammere synes det er befriende at snakke om stammen. Dette havde han særlig oplevet
under en del interviewer. Der er så stille om stammerne, de går ikke på barrikaderne, det er ikke
synlige ting som kørestolsramper og teleslynger, som behøves. Terapien, mente Knut, er i første
række forsamlinger som denne -hvor vi gør noget vi egentlig "ikke kan".