Læs mit bidrag her: novellen Viktoriagade kl. 21.13 - Pernille Boelskov

Viktoriagade kl. 21.13
Kasia havde lagt mærke til bilen. Det var en sort Mercedes på udenlandske
plader. En af den slags, der plejede at varsle nye piger eller gode drikkepenge.
Den var trukket op foran hotellet. Chaufføren blev siddende bag rattet. Hun
havde set Mamadou rykke nærmere på det modsatte fortov. Han ville komme
over efter hende og sige, at pausen var forbi, nåede hun at tænke.
Så kom eksplosionen.
Bare ti minutter tidligere havde Kasia hastet ned af gaden, passeret to unge
fyre, der så ud til at skændtes. Nikket til Emilio på den spanske restaurant og
skyndt sig forbi Tante T, hvor en ung kvinde lagde en babyalarm på plads i
en barnevogn. Kasia gled ind i hotel Metropols lobby i ly for sommeraftenens
varme.
- You’ll be back in ten minutes. Max!
Mamadous sure fjæs dukkede op foran Seven Eleven, men hans råb forsvandt, da
hotellet glasdøre gled i bag hende.
Den kølige luft fra lobbyen føltes som en kappe af kulde, der lagde sig
beskyttende på hendes bare arme og ben. Kun lobbyen havde aircondition
– lejligheden øverst oppe havde vinduer og et par senge. Intet andet. Nogle
gange hængte de vasketøj til tørre i de åbne vinduer og lyttede til bilerne suse
forbi ude på Vesterbrogade.
Hun syntes, det så hjemligt ud med vasketøj i den tomme lejlighed.
I starten havde de købt et par potteplanter til vinduerne – manden i butikken
havde forklaret, at blomsternes danske navn var Brændende Kærlighed, men
Mamadou var ligeglad og havde flået dem ned, så snart han havde set dem.
Vasketøjet lod han hænge.
Håndværkerne var stadig i gang med at renovere lobbyen – det havde de været,
siden hun flyttede ind. Oftest arbejdede de i weekenderne eller som nu fredag
aften.
Den lyshårede af dem smilede til hende fra en stige i det fjerneste hjørne. Han
rodede med nogle kabler i loftet. Hun kunne godt lide hans smil. Det var venligt
og imødekommende. Ikke som de andre mænds smil, hun havde fået her i
København, siden hun var stået af færgen fra Polen: sleske.
Kasia havde ikke lyst til at gå op på værelset. Måske ville hun bare stå her i
lobbyen, mærke kulden og håndværkerens smil. Ryste Danmark af sig, inden
hun gik ud igen.
Viktoriagade kl. 21.13 er en novelle af Pernille Boelskov
Pernille skriver lige nu på en krimi om præsten Agnethe Bohn, der opklarer
mord på Bornholm. Læs mere på www.pernilleboelskov.dk
Side

- Det er virkelig en god te, den her.
Jesper hældte endnu en kop af den grønne te med ingefær og citron op.
Majken så på ham og smilte et anstrengt smil. Det havde været hendes ide, at
de skulle gå på Tante T i aften, men hun så ikke ud til at nyde hverken kage,
te eller selskabet på samme måde som han. I stedet skævede hun hele tiden til
barnevognen, der højest stod fire meter væk på fortovet.
Det var første gang siden fødslen, de var ude sammen en fredag aften, så hun
kunne da i det mindste prøve at nyde det. Han var da også træt.
- Tror du, han sover?
- Uhm… kan du lide kagen?
Majken nikkede igen. Og kastede endnu et bekymret blik på barnevognen.
- Vi skulle have valgt et andet sted. Prøv lige at se hende der… Og det der er
garanteret hendes pimps.
Majken nikkede først mod en ung pige, der forsvandt ind gennem hotel
Metropols skydedøre og så over mod en flok skaldede fyre med læderjakker og
afrikanske rødder.
- Jeg har tænkt over det, Jesper. Jeg tror, vi bliver nødt til at flytte fra Vesterbro,
når Magnus bliver lidt ældre. Der er også kanyler og den slags. Man ved aldrig.
Jesper lod gaflen glide ned gennem sin chokolade-kiksekage. Kiksene var lidt for
sprøde, så han måtte lægge kræfter i.
- Kan vi ikke tale om det senere og bare nyde sommeraftenen?
- Hvor mange af dem her omkring os tror du egentlig har børn og bor på
Vesterbro? Jeg tror sgu ikke, der er mange, der bliver boende. Helt ærligt.
Majken rejste sig irriteret op og gik over mod barnevognen. Jesper sukkede og
lænede sig tilbage på den spinkle havestol. De diskuterede så meget for tiden
– som om alt pludselig skulle være perfekt, ellers ville de blive stemplet som
håbløse forældre, der bragte deres lille nyfødte søn i fare.
Emilio skelede til gæsterne ved bordene foran te-stedet. De fleste var i gang med
kage og te og krævede ikke megen opmærksomhed. Det var ikke som hans egne
gæster, der sad ved de rødternede duge og hele tiden krævede mere vand, mere
brød, mere vin.
Han kunne mærke, at hans skinneben var begyndt at gøre ondt igen, efter han
i sidste uge havde stødt det på et af stålbordene i køkkenet. Nu, hvor han var
alene på vagt og havde fuldt hus både inde og ude, kom smerten tilbage. Måske
var det overbelastning.
Viktoriagade kl. 21.13 er en novelle af Pernille Boelskov
Pernille skriver lige nu på en krimi om præsten Agnethe Bohn, der opklarer
mord på Bornholm. Læs mere på www.pernilleboelskov.dk
Side

Han tog en bakke med otte forskellige tapas i en ene hånd og greb en brødkurv
med den anden. Bord tre skulle have mere brød igen, og bord syv brokkede sig
over ventetiden.
- Og så er det svinekæber langtidskogt i rødvin, og det her er marineret julesalat.
Han gjorde sig umage med udtalen, mens han udpegede og navngav lækkerierne
på de små fade. Især æ’et i svinekæberne var svært for hans spansk-vante læber.
- Langtidskogte? Var det derfor, det tog så lang tid?
Den kraftige far ved bordet havde allerede en fedtplet fra olivenene på sin
skjorte.
- Vi skal være i biografen om en halv time. Hvordan havde du forestillet dig, at
vi skulle nå det?
Ude på gaden hastede to høje sorte stiletter af sted ned mod Vesterbrogade. Han
genkendte pigen, der sendte ham et medlidende blik. Som om hans job var
værre end hendes.
Da han endelig slap fri fra bord syv, stod yderligere to par i kø til et bord. Nu
havde han fire selskaber, der ventede på bord, og højest tre der snart kunne
tænkes at gå.
Gaden føltes levende i dag – som om den lune sommeraften havde lokket hele
Vesterbro til Viktoriagade. Eller måske var det den nye smarte ølbar, som var
åbnet i kælderen ved siden af.
Oprindelig havde han ikke brudt sig om idéen – ølbaren ville servere både
ost og småsnacks, og i starten havde han frygtet, at det ville gå ud over
tapasforretningen, men mærkelig nok viste den sig at trække flere til.
Selv bilerne var over det hele. En stor smart Mercedes havde på det nærmeste
parallelparkeret lige opad hegnet til hans udeservering. Måske ville han blive
nødt til at bede dem om at flytte den.
- Vi finder aldrig et bord derinde. Skal vi ikke hellere tage ind til byen?
Mads var ikke født optimist, og gæsterne på den nyåbnede Mikeller-ølbar stod
allerede i klumper ude på gaden foran det tætpakkede kælderlokale. Han havde
oprigtigt svært ved at se, hvordan de skulle klemme sig ind. Og så en ølbar!
- Åh, come on.
Henrik sendte ham et hurtigt smil.
- Come selv on – hvorfor skal du nu insistere på at lege hetro for en aften? Ølbar
er bare så mande-macho-agtigt.
Men Henrik havde allerede kastet sig ind i mængden af glade ølgæster og hørte
Viktoriagade kl. 21.13 er en novelle af Pernille Boelskov
Pernille skriver lige nu på en krimi om præsten Agnethe Bohn, der opklarer
mord på Bornholm. Læs mere på www.pernilleboelskov.dk
Side

ikke Mads’ indvending.
Øjeblikket efter mistede Mads ham af syne.
Henrik havde hele ugen talt om at prøve den nye hypede ølbar på Viktoriagade.
Som om han lige pludselig var blevet øl-entusiast. Hvad var der nu galt med de
barer, hvor de plejede at komme?
- Du dør jo ikke af at drikke en enkelt øl, havde Henrik drillet, inden de var gået
hjemmefra.
Men det var ikke pointen. Pointen var, at Mads ikke brød sig om overfyldte
kælderbeværtninger med dunkel belysning og dårligt indeklima. Han var mere
til cocktails og bling. Eller en vinbar. Det kunne også gå an.
Han blev stående på kældertrappen og skuede ud over gæsterne, og efter få
minutter lykkede det ham at lokalisere Henriks røde hårlokker i nærheden af
baren.
Han flirtede allerede med bartenderen. Hvor var det typisk.
Irriteret fik han banet sig vej i retning af baren, hvor Henrik nu stod og spillede
smart med to store fadøl og læste i menukortet. Bartenderen havde åbenbart
mistet interessen, og han var i gang med at servere for en anden kunde.
- Fadølshane nummer 6: Big Worse, præsenterede Henrik den halve liter øl
foran ham.
- Bartenderen sagde, at du helt sikkert ville kunne lide den. Den er lidt dessertagtig.
- Jeg vil hellere have en cosmo.
Mads vidste godt, at det kom til at lyde mere surt, end han havde tænkt sig.
Nogle gange ville han bare ønske, at han var single igen.
Henrik grinede og rakte ham øllen.
- Mads, for fanden. Det her er byens bedste øl. Du kan vel i det mindste smage.
Mads greb irriteret glasset og satte det til munden. Forberedt på den grimme
smag af humle og gær, men øllet smagte overraskende køligt og krydret. Han
skulle lige til at læne sig frem og sige noget ind i Henriks øre, men så buldrede
glassplinter gennem lokalet, og aftenlyset væltede ind gennem de nu tomme
vinduesrammer.
Det brændende lufttryk fyldte hans mund med tørke og glassplinter og pressede
ham væk fra Henrik.
Så kom braget. Så sønderrivende, at det næsten krængede alt luft i rummet ud.
Mads tabte sin Big Worse fra fadølshane nummer 6. Hvor var Henrik?
Viktoriagade kl. 21.13 er en novelle af Pernille Boelskov
Pernille skriver lige nu på en krimi om præsten Agnethe Bohn, der opklarer
mord på Bornholm. Læs mere på www.pernilleboelskov.dk
Side

Et øjeblik troede Emilio, at smerten fra hans skinneben havde bredt sig til hele
kroppen på et splitsekund og gjort ham lam. Han lå på asfalten sammen med
røde tern, ituslåede vinglas og manden fra bord syv. Faren, der havde brokket sig
mest.
Han rørte sig ikke.
Emilio drejede langsomt hovedet og så ind på sin restaurant. Vinduerne var væk,
og alt det liv, der havde betydet noget for kort tid siden, lå spredt over gulvet. En
mand hang stadig på en af de brune træstole og lignede mere et smeltet ur fra et
Dali-maleri end en restaurantgæst.
Selv lydene var forvrængede. Den eneste lyd, han kunne høre, var en knitrende
lyd – som ild. Og råb. Et navn. Nogen råbte på Magnus, nåede han at registrere,
inden lydene gled ud og blev til en stor rungende lydkulisse i hovedet.
Majken blev ved med at se barnevognen for sig. Så hvordan den pludselig var
blevet slynget op i luften og forsvundet ud af hendes synsfelt, da hun selv var
blevet kastet først ind i bordet og så ned under det.
Hun havde forsøgt at komme op. Havde råbt Magnus’ navn, men Jesper havde
holdt fast i hende. Sagt, at hun måtte være rolig. At hun ikke måtte bevæge sig.
Hun havde været ligeglad – hun ville finde barnevognen. Babyalarmen var stadig
i hånden. Hun skulle bare finde den anden. Finde Magnus. Hun havde råbt ind
i alarmen, at han skulle være rolig. At mor var her. At det var okay – at hun kom
om lidt, vel vidende at han ikke kunne høre hende. Hun pressede alarmen op
mod øret.
Selv det mindste klynk ville hun ikke kunne overhøre til trods for larmen
omkring sig.
Da Jesper et øjeblik løsnede sit tag i hende, slap hun fri. Rundt om hende lå
kage og tekander på asfalten, mens flammer indfangede alt, der kunne brænde.
Hun kunne lige akkurat komme op at stå, men hendes venstre ben virkede
underligt, og hun registrerede en svag smerte i armen. Barnevognen. Magnus
– hun måtte finde ham. Forvirret og febrilsk dreje hun rundt og forsøgte at
genkende forvredne havestole fra flængede læhegn. En tjener jamrede ud for det
sted, hvor hun sekunder forinden havde set misundeligt på de fyldte glas med
rødvin og de spanske småretter.
Endelig fik hun øje på kalechen. Den lå slynget på jorden længere nede af gaden
– ud for hotellet. Det føltes som om, hun måtte halte en maraton for at nå
derhen.
Viktoriagade kl. 21.13 er en novelle af Pernille Boelskov
Pernille skriver lige nu på en krimi om præsten Agnethe Bohn, der opklarer
mord på Bornholm. Læs mere på www.pernilleboelskov.dk
Side

Side 6
Det første Kasia hørte var bilerne på Vesterbrogade. De var der stadig. Omkring
hende var håndværkernes sorte arbejde ved at blive ædt op af flammer, og
airconditionen havde for længst givet op. Hun lå på det lyse klinkegulv foran
det, der for få minutter siden havde været den glasdør, der havde skærmet hende
for Mamadous vrede råb. Ude på gaden var den sorte Mercedes næsten allerede
udbrændt.
Så hørte hun det. Midt i lyden af sirener, ild og råb om hjælp. En lyd som fra et
slagtekvæg, livet siver ud af. Et smertehyl. Hun fik øje på kvinden, som hyldende
haltede imod hende. Kvindens venstre underarm blødte voldsomt, men hun
ænsede det ikke. Hun vaklede bare videre, mens hun skreg. Det så ud som om,
hun bevægede sig i langsom gengivelse.
Kasia fik skubbet sig halvvejs ud på gaden og op at sidde. Nu kunne hun se,
hvad kvinden vaklede imod. En barnevogn, hvor stellet var krøllet sammen og
lignede en moderne skulptur. Kasias hænder falmede fat i kalechen og hev den
til sig.
Hun kunne ikke afgøre, om den lille bylt dernede var en dreng eller en pige.
Øjnene stod helt åbne og stirrede rædselslagende op på hende. Sparkedragten var
blå. Det måtte være en dreng.
Kvinden var kun få meter fra Kasia, da hun faldt om. Det var som om hendes
ben bare holdt op med at virke, og hun faldt sammen i en grå bunke halvvejs
inde på fortovet. Hendes skrig ebbede ud, og Kasia kunne igen høre sirenerne og
råbene om hjælp. Bunken blev bare liggende.
Kasia kiggede atter ned i barnevognen. Hun kunne ikke afgøre, om babyen
havde bevæget sig siden sidst. Hun løftede armen og rakte ned mod den blå
sparkedragt, men hånden stoppede halvvejs ved sit mål. Det var som om, hun
ikke kunne nå. Ikke ville nå. En baby er ikke stille så længe. Hun tænkte på sin
egen søn derhjemme. På dengang han havde ligget i en barnevogn og sovet til
middag under æbletræerne i haven. Længe før Danmark. Længe før nu.
Så rørte hun det lille spinkle bryst med den samme hånd, som for et kvarter
siden havde sendt falske smækkys efter en blå Audi på Istedgade. Hun kunne
ikke mærke noget. Strakte så hånden op til ansigtet og hen over kinden. Den var
varm.
Øjnene blinkede. Og så kom skriget. Et skrig, der for altid skulle runge i hendes
hoved. En eksplosion af liv, hun slet ikke var forberedt på.
Viktoriagade kl. 21.13 er en novelle af Pernille Boelskov
Pernille skriver lige nu på en krimi om præsten Agnethe Bohn, der opklarer
mord på Bornholm. Læs mere på www.pernilleboelskov.dk