Rapport fra delegationsbesøg til Israel og Palæstina

Rapport fra kirkelig delegationsrejse
til Israel/Palæstina
22.-29. september 2006
Danske Kirkers Råd, Det mellemkirkelige Råd, Folkekirkens Nødhjælp

Indhold
1. Indledning
2. Programmet
3. Den politiske situation
4. Mødet med de lokale kirker
4.a Politisk pres
4.b Religiøst pres
4.c Forskellige missionssyn og dagsordener
5. Den humanitære krise
5.a Muren
5.b Situationen i Jerusalem
5.c Situationen i Gaza
6. Den aktuelle situation – begge parter ser sig selv som ofre
6.a Sikkerhed overfor retfærdighed
6.b Bosættelsesproblematikken
7. Opsummering og anbefalinger
7.a Hold håbet ved lige!
7.b Skab plads på midten – støt de moderate kræfter
7.c Støt de kristne kirker i rollen som brobyggere
7.d Få en tredje part ind som forhandler
Bilag
1. Deltagerliste
2. Program for delegationsrejsen
3. Kort: Israel/Palæstina & Muren/sikkerhedsbarrieren
1. Indledning
I dagene 22.-29. september 2006 rejste en dansk kirkelig delegation til Israel/Palæstina for
selv at opleve forholdene dernede. Formålet var at besøge kirker, menneskerettighedsorganisationer
og myndighedspersoner for at danne sig et billede af de lokale kristnes situation
og den aktuelle humanitære situation i det hele taget med henblik på at formidle dette hjem i
dansk kirkeliv og den danske offentlighed.
Delegationen bestod af Jakob Dahl, Hanna Broadbridge, Ann-Mari Sundin og Kirsten Auken
fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Michael Marvell, Gregers Mærsk-Kristensen,
Bjarne Nederby Jessen og Lene Suh Nicolaisen fra Danske Kirkers Råd samt Kirsten Lund
Larsen, Peter Bo Larsen, Mads Klæstrup Kristensen og Uffe Gjerding fra Folkekirkens
Nødhjælp.
Der var tale om en økumenisk kirkedelegation, og vi kom fra meget forskellige kirkelige
baggrunde og traditioner. Desuden var der stor spredning mht. erfaringer i gruppen – nogle
var der for allerførste gang, andre havde adskillige besøg bag sig, og nogle havde fulgt
konflikten i mere end 20 år. Det betød, at vi som deltagere ikke havde én fælles forståelse
af konflikten, men bestræbte os på at se nuanceret på situationen og respektere hinandens
forskellige tilgange og udgangspunkter. Delegationens medlemmer har på skift taget
notater fra de enkelte dage, som har dannet baggrund for udarbejdelsen af en samlet
rapport. Alle deltagere har været inddraget i processen omkring rapporten.

2. Programmet
Programmet var først og fremmest tilrettelagt mhp. at give indtryk af de lokale kirkers og
kristnes vilkår og give indblik i den aktuelle humanitære og politiske situation. Delegationen
opholdt sig derfor det meste af tiden på Vestbredden – i Østjerusalem, Ramallah, Betlehem
og Hebron – og var desuden på et endags besøg i Gaza.
Vi besøgte således kirker og kirkelige organisationer og israelske og palæstinensiske menneskerettighedsgrupper
og -organisationer. Vi oplevede dem både som organisationer og
som mennesker, der både i Israel og i de palæstinensiske områder lever under større eller
mindre pres og restriktioner og ofte har betalt en høj pris på grund af situationen.
Vi havde desuden møder med officielle repræsentanter fra begge sider – politikere fra det
palæstinensiske selvstyreråd, medarbejdere fra det israelske udenrigsministerium og danskere
fra repræsentationen i Ramallah og ambassaden i Tel Aviv.
Et program, der kun har en uge til rådighed, vil altid kun kunne præsentere et udvalg af
helheden. Delegationen er sig bevidst, at der er mange andre lokaliteter, organisationer og
enkeltpersoner, vi også kunne have mødt, og som kunne have videregivet andre synspunkter
og erfaringer, både i de israelske og de palæstinensiske områder.
3. Den politiske situation
Vi blev briefet om den aktuelle politiske situation af den danske repræsentant i de palæstinensiske
selvstyreområder, Rolf Holmboe, og souschef Allan Pagh Kristensen fra ambassaden
i Tel Aviv, og det var et dystert scenario, der blev tegnet. Besøget fandt sted i en periode,
der var præget af den vestlige blokade mod Hamas-regeringen efter valget i februar; af
fortsatte raketangreb ind over grænsen fra Gaza; af psykiske eftervirkninger i Israel efter
udfaldet af krigen mod Hizbollah i Libanon, og af forgæves bestræbelser på at danne en
palæstinensisk samlingsregering af Hamas og Fatah og finde en formel, der kunne opfylde
de tre krav, som FN, USA og EU i maj opstillede for at ophæve blokaden:
1. At Hamas skulle godkende staten Israel
2. At Hamas skulle overholde alle tidligere indgåede aftaler mellem Israel og Palæstina
3. At Hamas skulle afstå fra vold
Blokaden medfører bl.a., at Israel siden februar 2006 har indefrosset 50 millioner dollars
om måneden, som myndighederne opkræver i vedr. import/eksport for palæstinenserne. De
offentligt ansatte har nu ikke fået løn i 7 måneder, og militserne er ude af kontrol. Næsten al
industri er faldet sammen. Det skønnes, at Hamas har mistet det flertal, organisationen fik
ved valget, men at der samtidig er bred forståelse for Hamas’ afvisning af at anerkende Israel
som stat.
Værst er situationen i Gaza, som er næsten totalt lukket af fra omverdenen, men samtidig
oplever jævnlige incursions (nålestiksoperationer) fra hæren i jagten på våben og raketaffyringsceller.
Samtidig fortsætter udvidelser af bosættelser på Vestbredden, så 58% af jorden
nu er annekteret, og der opføres til stadighed nye dele af sikkerhedsbarrieren (muren), der
for ca. 80% vedkommende ligger mere eller mindre langt inde på palæstinensisk område.
I Israel er der dyb skuffelse over krigen i Libanon. Krigen har betydet, at tilliden til hæren
er faldet, dels på grund af udfaldet og dels på grund af den måde, krigen blev håndteret på.
Den almindelige israeler føler sig magtesløs, og både premierminister og forsvarsminister
har mistet en stor del af den popularitet, de før nød. Oppositionen til højre for regeringen er
3

styrket, og mulighederne for at indlede egentlige fredsforhandlinger med palæstinenserne er
skudt om muligt længere ud i fremtiden.
Den indenrigspolitiske situation i Israel gør det således urealistisk at tro, at der vil ske en
snarlig bedring. Samtidig er situationen desperat i de palæstinensiske områder på grund af
den økonomiske blokade, og de politiske muligheder for at løse op for den synes små.
Indelukningen af palæstinenserne i Gaza kan kun føre til større problemer fremover. Derfor
var konklusionen på de politiske analyser, vi blev præsenteret for, at situationen i det hele
taget sandsynligvis vil forværres fremover.
4. Mødet med de lokale kristne
De kristne udgør nu under to procent af befolkningen
i Israel/Palæstina mod ca. 10% i 1948.
De bor hovedsagelig omkring Nazareth (Israel),
på Vestbredden i Galilæa og i Jerusalem/Betlehem-området.
I selve Jerusalem er der
nu kun ca. 10.000 kristne tilbage. I Gaza er der
en lille gruppe på omkring 2000 hovedsageligt
ortodokse kristne (ud af en samlet befolkning i
Gaza på ca 1,5 mio.). De lokale kristne tilhører
for langt hovedpartens vedkommende de ’gamle’
etablerede kirker, delt op på 15 forskellige
kirkesamfund, hvoraf nogle (græsk-ortodokse
og armensk) kan føre deres lokale rødder tilbage
til i hvert fald det 4. århundrede e.K. Men der er
også opstået små nye evangelikale kirker/menigheder
som resultat af protestantisk
missionsvirksomhed fra Vesten.
Desuden findes der i Israel ca. 100 messianske
menigheder med hen imod 10.000 medlemmer
foruden 500 katolske hebræiske katolikker. De messianske jøder tror på Jesus som Messias,
men har beholdt deres jødiske identitet og kultur.
Alle de lokale kristne - i de ’gamle’ kirker i Palæstina, i de nye kirkesamfund og de messianske
menigheder i Israel - lever under meget pressede vilkår. Hver på deres måde og af
forskellige årsager.
4.a Politisk pres
For de gamle kirkers vedkommende skyldes presset først og fremmest, at langt hovedparten
af deres medlemmer er palæstinensere, og de lider så generelt under de samme vilkår, som
(besættelsesmagten) Israel underkaster befolkningen i de palæstinensiske selvstyreområder.
Mange af dem har ligesom andre været på flugt både i 1948 og igen i 1967. Nogle er statsløse,
andre har identitetspapirer og tilladelser, som hele tiden bliver udvandet og draget i
tvivl. De er ramt af arbejdsløshed og blokeret erhvervsudvikling; adskilt fra familie og venner
på grund af israelske vejspærringer, og forhindret i at færdes, bygge og bosætte sig frit
på grund af sikkerhedsmur og manglende tilladelser. Samtidig med, at de må se på, at kristne
turister eller zionistiske kristne grupper uhindret har adgang til f.eks. de hellige steder i
Jerusalem.
4

Dertil kommer at kirkerne har nogle af deres vigtigste hovedsæder og institutioner i Jerusalem.
De kristne kirkeledere bekræftede samstemmende, at det er et reelt problem at skaffe
tilladelse til at komme ind og ud af Jerusalem – og det skader kirkernes og menighedernes
muligheder. De kristne er generelt veluddannede, tilhører middelklassen, og har ofte familie
i Vesten. Det giver dem god mulighed for at emigrere, hvad mange af dem da også vælger
at gøre. Kun de mest idealistiske vælger frivilligt at blive i området og fortsætte arbejdet for
en bedre tilværelse.
En øget radikalisering både på jødisk og muslimsk side i konflikten kunne måske varsle
endnu sværere fremtidsmuligheder for en kristen minoritet. Men det blev fremhævet over
for os fra mange sider, at den kristne udvandring ikke skyldes en konflikt mellem kristne og
muslimer, men først og fremmest de svære levevilkår som alle palæstinensere, kristne såvel
som muslimer, lever under. ”Det er ikke Muhammed, der forhindrer mig i at komme ind til
de hellige steder i Jerusalem – det er israelske soldater,” sagde en kirkeleder på Vestbredden.
Kort før vores besøg havde der været flere tilfælde af fysiske angreb på kirker som respons
på Pavens ytringer om Islam. Men de blev tilskrevet enkelte ekstremistiske elementer, og de
muslimske ledere havde været hurtige til at tage afstand fra dem. Kirkelederne gav udtryk
for, at de ikke følte sig alarmeret over episoderne, og de lagde vægt på, at der ikke var sket
noget med de store kendte kristne helligdomme. Men de opfordrede også til, at vi i Vesten
ikke uoverlagt bruger vores ytringsfrihed uden tanke for, hvordan den skader folk lokalt og
opildner ekstremister yderligere.
Angreb på kirker - Gaza
Under vores besøg i Gaza så vi et eksempel på den seneste tids angreb, i dette tilfælde på den
græsk-ortodokse kirke i Gaza By. Angrebet, som var blevet refereret meget dramatisk i medierne,
bestod i, at der var blevet fyret en mindre raket af mod døren til kirkens ungdomscenter, så
den var blevet beskadiget. Kirkens præst, Archimandrite Artemios, der blev vækket ved angrebet
midt om natten, tog dog sagen relativt roligt, og også her blev det sagt, at det var nogle få
ekstremister og ballademagere der stod bag. Det almindelige muslimske samfund var meget
optaget af at tage afstand fra episoden og fastholde det gode forhold mellem muslimer og kristne
– hvad vi også selv hørte fra den muslimske chauffør, der kørte os rundt i Gaza.
5

Angreb på kirker - Tulkarem
Et af de andre angreb hørte vi om fra en af de
norske deltagere i det kirkelige ledsagerprogram,
Ingerid Pegg, (tv) som er udstationeret i den lille
by Tulkarem i den nordvestlige del af Vestbredden.
Det er et næsten udelukkende muslimsk
område. Der bor kun én kristen familie på 15
medlemmer i byen, og de havde netop i år indviet
en lille kirke. Ingerid var med ved indvielsen,
hvor der også deltog muslimer. Efter Pavens
udtalelser var der indbrud i kirken, og der blev
sat ild til nogle dæk, hvorved kirken nedbrændte.
Reaktionen kom prompte. Repræsentanter fra det muslimske samfund med borgmesteren i
spidsen tog afstand fra det skete, og der blev med det samme indledt en undersøgelse af, hvem
der stod bag. Den umiddelbare vurdering var, at det var ”drengestreger”. Både det muslimske
samfund og bystyret tilbød at betale for genopførelsen af kirken, og en lokal islamisk bevægelse
inviterede de kristne på middag for at undskylde og tilbyde dem deres beskyttelse.
De kristne i de etablerede kirker oplever således ikke generelt problemer med at kunne
praktisere deres tro, men de driver heller ikke opsøgende mission i traditionel vestlig forstand.
Den lutherske biskop, Munib Younan, gav udtryk for, at den kristne kirkes sociale
arbejde er en vigtig del af kirkens mission. Direkte adspurgt om hvad han forstod ved mission,
sagde han, at missionen er kirkens essens, og at hele hans liv og tilværelse er mission.
Alt, hvad han gør, er mission: gudstjenester, social indsats, dialogindsatser. Også arbejdet
for fred er mission.
Det er således en mission i sig selv at blive ved med
at være ’levende stene’ på stedet, hvor kristendommen
opstod. Men det er en daglig kamp for de etablerede
kirker at fastholde en levende kristen tilstedeværelse
i Det hellige Land, herunder at opretholde
driften af de kristne institutioner, de har ansvaret for,
især skoler og klinikker.
Biskop Younan gav også udtryk for, at han som kirkeleder
føler sig forladt af de traditionelle søsterkirker
i Vesten – også i Danmark. Han og andre kirkeledere
føler ikke, at der er tilstrækkelig opbakning
fra det internationale kristne samfund, hverken økonomisk
eller mht. solidariske initiativer, vedholdende
kontakter osv. De er frustrerede over, at kristne i
resten af verden er mere interesserede i at besøge de
hellige steder og se de hellige sten, men glemmer
deres kristne brødre og søstre i Det hellige Land.
4.b Religiøst pres
De messianske jøder i Israel lever også under pres, men det er af en anden karakter. Fra
forskellig side fik vi indtryk af, den officielle jødedom ikke accepterer mission overhovedet,
og at missionærer ikke er velkomne blandt jøder. Udenrigsministeriets ansvarlige for religiøse
spørgsmål fortalte, at man ganske enkelt ikke kan konvertere fra jødedommen. Senere
hørte vi om eksempler, hvor interesserede jøder henvendte sig til en præst i ly af mørket for
at komme med uden at blive spottet af jødiske naboer, og at det ikke ville være ualmindeligt
6

med chikane, hvis det blev opdaget. Det har således store personlige omkostninger at overgå
til at være messiansk jøde Den største vækst i menighederne i senere år har været blandt
jødiske indvandrere fra Rusland. Disse tegner sig nu for cirka 40% af de messianske jøder.
Vi hørte bl.a. om menighedernes situation under et besøg på Caspari Centret. Menighederne
holder fast ved jødiske skikke såsom omskæring, bar mitzah og fejring af religiøse højtider,
men ellers er de meget forskellige. De dækker et bredt spektrum fra karismatiske til ikkekarismatiske
og helt over til de anti-karismatiske. Hver menighed er selvstændig, men der
samarbejdes på mange områder, såsom ungdomslejre og stævneweekender. Vi fik beskrevet
de messianske menigheders forhold til de traditionelle kirker som ’så godt som ikke eksisterende’,
men hørte også ønske om, at det skulle blive bedre. Til gengæld findes der efter
sigende et godt fællesskab mellem nogle af de messianske menigheder og nogle evangelikale
arabiske kirker. Vi fik ligeledes fortalt, at de messianske menigheders engagement i kampen
for retfærdighed og menneskerettigheder ”for tiden er minimalt”, men at nogle ønsker,
at der ville være et større engagement i denne sag”.
4.c Forskellige missionssyn og dagsordener
Selvom der er så få kristne tilbage i Mellemøsten, er der en del kræfter, der er med til at
splitte dem ad. Det blev flere gange under besøget tydeligt, at de indbyrdes relationer mellem
de forskellige slags kristne på nogle punkter er meget problematiske. Vi mødte lederne
af de gamle kirker omkring et bord i Jerusalem. Indenfor denne gruppe er der mange stridigheder
f.eks. omkring Gravkirken, men de er dog på talefod, og flere af dem understregede
behovet for at styrke deres interne samarbejde. Det økumeniske ledsagerprogram EAPPI
er det aktuelt bedste eksempel på et samarbejde, som de nu alle er glade for.
Den skarpeste skillelinje går imidlertid nok ved forskellene i missionssyn og politisk analyse
mellem de gamle kirker på den ene side og på den anden side de nye hovedsagelig protestantiske
kirker hvoraf nogle, men ikke alle, er af evangelikal eller karismatisk observans.
Gennem et møde med den tidligere danske præst i Jerusalem, Jan Mortensen, fik vi et nuanceret
indblik i det missionssyn, som de nye kirker kommer med. Det handler for dem om at
forkynde evangeliet med ord, opsøgende og direkte, uanset om det vækker modstand eller
skaber konflikter. Men der er store forskelle, også mellem dem. Nogle af dem har udover
missionen også en klar zionistisk dagsorden i form af stærk støtte til staten Israel, mens
andre ikke deler dette syn.
For de gamle kirker kommer dette til at virke som om de nye kirkers egen dagsorden er
vigtigere end hensynet til de kristne brødre og søstre, der i forvejen lever under vanskelige
vilkår. De gamle kirkers missionssyn er et andet, som beskrevet ovenfor, fordi de længe har
levet som minoritet blandt to dominerende religioner i området.
7

I forholdet til de kristne zionister skiller den politiske analyse de kristne ad. Det virker provokerende
på de lokale kirker, at de kristne zionister i kraft af deres politiske og religiøse
overbevisning virker mere optagede af jødernes tilbagevenden til Det hellige Land og den
jødiske stats overlevelse end af de vilkår, som de kristne må leve under på Vestbredden og i
Gaza mht. undertrykkelse og en udsigtsløs fremtid. Derfor lægger kirkelederne kraftigt afstand
til denne gruppe kristne, som de føler giver den internationale opinion et indtryk af, at
kristne verden over alene støtter Israel.
På det politiske niveau gør de lokale kirker sig til talsmænd
for fred og forsoning og fredelig sameksistens imellem
religionerne og den jødiske og palæstinensiske befolkningsgruppe.
De fastholder, at der må findes en løsning,
der respekterer, at der er to folk og tre religioner i det
samme land. Vi hørte ingen kristne anfægte Israels ret til at
eksistere, men mange var kritiske overfor den politik, Israel
fører overfor palæstinenserne. De afviser den jødiske
kolonisering af deres land, og selvom de selvfølgelig tager
afstand fra vold, påpeger de også, at en del af volden udspringer
af den frustration, der bliver resultatet af den førte
politik. Og de frygter, at ekstremister på begge sider får alt
for meget spillerum. Midt i den svære situation mødte vi
mennesker, som med beundringsværdig ukuelighed og
menneskeligt overskud arbejdede for at fastholde håbet om
fred og en bedre tilværelse for alle – og mange af dem var kristne.
Et konkret eksempel på de kristnes rolle som
brobyggere oplevede vi hos organisationen
Wi’am - Palestinian Centre for Conflict Resolution
- i Betlehem, hvor vi havde talte med lederen
Zoughbi Zoughbi.
Wi’am blev etableret i 1995 og er en kristen
græsrodsbevægelse der primært arbejder med
de konflikter, der opstår i familier.
På grund af den belastende besættelse er der
langt flere konflikter i palæstinensiske familier
end tidligere, og specielt kvinder og børn lider
under det økonomiske, sociale og politiske pres,
der ligger på det palæstinensiske samfund – og dermed på den enkelte palæstinenser. Wi’am
udfører en lang række konfliktløsende aktiviteter, der retter sig mod børn, kvinder og mænd, og
de samarbejder også med den israelske fredsbevægelse, hvor dette er muligt. En af de større
aktiviteter er sommerlejre, hvor børnene får mulighed for leg og samvær med andre børn.
Det er Zoughbi Zoughbis oplevelse, at mennesker reagerer både historisk og hysterisk i en
konflikt situation, som denne: Historisk ved huske og genopleve andre uretfærdigheder i fortiden
og hysterisk ved at hidse sig op, handle irrationelt, hævne blindt og ty til voldelige midler.
Zoughbi Zoughbi pointerede, at det, der sker nu, ikke er en religionskrig, men en kamp mellem
en besættelsesmagt og et besat folk (han nævnte, at det ikke var Mohammed, men besættelsesmagten,
der forbød ham adgang til Jerusalem!). Han understregede slutteligt at problemet
ikke var jøderne som folk eller jødedom som religion, men Israel som besættelsesmagt.
8

Traumeheling i Beit Sahour
I Beit Sahour, som er en forstad til Betlehem,
mødte vi den kristne organisation YMCA. De har
et omfattende program med traumeheling ved
hjælp af professionelle teams, der er spredt ud
på Vestbredden. Programmet startede i 1989
under den første intifada, og Folkekirkens Nødhjælp
har støttet det fra starten. Programmet
yder individuel rådgivning og støtte til torturofre
eller mennesker, der på anden måde er ramt af
besættelsen, er blevet slået eller været udsat for
andre overgreb, har overværet voldsomme begivenheder,
har mistet nære slægtninge og venner eller ’bare’ bukker under for den konstant usikre
og stressende situation. Der gives konkret hjælp i form af f.eks. fysiske hjælpemidler eller
omskoling og uddannelse.
Lederen Nader Abu Amsha fortalte, at det er hårdt arbejde, men at YMCA også oplever glæden
ved at se, at deres faglige indsats virker – som f.eks. i tilfældet med en ung mand, der efter
tortur havde udviklet en psykisk betinget lammelse og forgæves havde opsøgt læger for at blive
kureret. Gennem traumerådgivningen blev der løst op for lammelsen, så han igen kunne bevæge
sig normalt.
På centret i Beit Sahour er der kapacitet til at have 60 klienter boende i seks måneder, hvis der
kræves en særlig indsats. Tidligere var det praksis, at de tog hjem en gang om måneden for
ikke at miste den nære kontakt med deres lokale miljø. Men det kan ikke længere lade sig gøre.
Hvis de overhovedet kan få de relevante tilladelser, vil det være for belastende for dem at skulle
gennem kontrolposter og risikere konfrontationer eller ydmygende behandling.
5. Den humanitære krise
Delegationen mødte et civilsamfund under meget stort pres. Pga. den internationale blokade
og Israels indefrysning af palæstinensiske penge er en humanitær krise under opsejling, ikke
bare i Gaza hvor den på mange måder allerede er i fuldt flor, men også på Vestbredden.
Dette kommer oveni en palæstinensisk dagligdag præget af mange forskellige former for
overgreb og chikane. Den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem arbejder med
at dokumentere disse overgreb, der bl.a. inkluderer administrativ nedrivning af huse, vold
mod civilpersoner, hindring af bevægelsesfrihed og ulovlig ekspropriering af land.
5.a Muren/Hegnet
Det mest alvorlige og gennemgribende indgreb
i mange palæstinenseres hverdag har dog været
bygningen af den såkaldte sikkerhedsbarriere,
i byområderne i form af en mange meter
høj mur, andre steder i form af et hegn med
pigtråd, elektricitet og overvågning. Israels
argument for at bygge muren er, at man vil
forhindre palæstinensiske selvmordsbombere i
at nå deres mål i Israel. Men reelt adskiller
muren ikke blot israelere fra palæstinensere,
men også hundredtusindvis af palæstinensere
fra andre palæstinensere. Muren følger ikke
den grønne linie – våbenhvilelinien fra 1967. De fleste steder er den bygget langt inde på
Vestbredden, og sine steder gør den dybe indhug ind i de besatte områder.
9

Murens linieføring vil medføre, at megen jord, der indtil nu har tilhørt palæstinensere, vil
blive beslaglagt. Da muren afskærer mange palæstinensere fra deres jord, er det svært for
dem at passe den. Jorden kommer således til at ligge ubenyttet hen. Efter tre år kan denne
jord så ganske lovligt inddrages til ’andet formål’ uden nogen form for kompensation til den
tidligere ejer. Samtidig gør muren almindelige menneskers adgang til arbejde, uddannelse,
sundhedsvæsen og kontakt mellem familiemedlemmer overordentlig vanskelig eller direkte
umulig. I det israelske udenrigsministerium fik vi at vide, at muren ikke er ’irreversibel’, at
den altså vil være til forhandling. Men i praksis blokerer den så mange af befolkningens
muligheder og indebærer så omfattende fysiske indgreb i form af sikkerhedszoner, terminaler
og vejanlæg og eksproprieringer, at den effektivt underminerer ethvert forsøg på at skabe
en levedygtig fremtidig palæstinensisk stat.
Børn alene gennem checkpoint
Muren adskiller Betlehem fra Jerusalem, og den har også placeret i hvert fald ét hus i ingenmandsland.
Huset ligger på Jerusalem-siden af muren, men dets indbyggere har palæstinensisk
identitet. Rent juridisk er de derfor pludselig kommet til at opholde sig ulovligt i deres eget
hus. Skolen ligger i Betlehem, og familiens børn må hver dag gå alene forbi soldaterne og gennem
Tantuur-terminalen (checkpointet) på vej til og fra skole. Deres forældre kan ikke gå med
dem, da de så risikerer ikke at kunne komme tilbage til huset, fordi de ikke har lov til at rejse ind
i Jerusalem. Børnene ved heller aldrig, om de kan komme igennem terminalen. Den kan når
som helst lukke. Når de ikke kan komme hjem, overnatter de hos noget familie i Betlehem.
Mens vi stod og hørte om situationen, så vi de to små børn begive sig alene hen mod terminalen,
mens deres far stod og så efter dem.
10

Høsten kommer ikke gennem muren
Norske Ingerid Pegg fra det økumeniske ledsagerprogram EAPPI fortæller om murens virkning
for bønderne omkring Tulkarem:
”Der er to landbrugsporte, som kun er åbne på bestemte tidspunkter. over 100 bønder møder
op ved porten, når den er åben mellem kl. 6 og 7 om morgenen. Det er ikke sikkert, alle når
igennem. Jeg er der og følger med, i hvor mange mænd, kvinder, maskiner, æsler eller får, der
kommer igennem. Det hænder, at kun halvdelen af bønderne er kommet igennem kl. 7, eller
måske vælger soldaterne at lukke porten tidligere. Jeg forsøger så at motivere soldaterne til at
lade flere arbejdere komme igennem. Lykkes det ikke, ringer jeg f.eks. til Røde Kors, som taler
med soldaterne, og måske lykkes det at få nogle flere igennem.
Man skal tage tilbage igen mellem 11 og 12 eller mellem 15 og 16. Bliver man forhindret i at
komme tilbage til tiden, opholder man sig illegalt på sin egen jord. Nogle kan opleve, at æslet
får lov til at komme igennem, men ikke bonden selv. Og det er kun den person, der ejer jorden,
der kan få tilladelse til at komme igennem, ikke hans medhjælpere. Det er heller ikke tilladt at
anvende maskiner til at bringe f. eks. olivenhøsten tilbage igennem porten. Bønderne får kun
lov at medbringe det, de selv kan bære. Det betyder, at en meget stor del af høsten ender med
at gå til spilde. Og i sidste ende er der risiko for, at jorden bliver eksproprieret, fordi den ligger
ubenyttet hen.”
Mur gennem huset
Dina Skatvedt Rygg fra Norge, som er udstationeret
for det økumeniske ledsagerprogram i
Jerusalem, fortalte en historie om en velhavende
palæstinensisk mand, der havde et fint hus i
Tulkarem. Desværre lå huset netop der, hvor
muren skulle bygges, og først fik han besked på,
at huset skulle rives ned.
Det lykkedes ham at afværge dette, så huset fik
lov at blive liggende. Men en af dets vægge blev
en del af muren – ud imod en vej. Mandens datter
og barnebarn boede lige ovre på den anden
side af vejen, og han plejede at besøge dem dagligt. Men det blev han nu afskåret fra.
I stedet klatrede han så hver dag op på taget af sit hus og stod og vinkede ned til dem derfra.
Men så blev der etableret en militær overvågningspost ovenpå huset, og han måtte ikke længere
gå derop. I stedet begyndte han at stable borde og stole oven på hinanden i gården, så han
kunne stå oppe på dem og vinke ind til barnebarnet. Men også det endte med at blive umuliggjort,
og nu er hans kontakt til familien begrænset til, at han kan stå og banke på en del af muren,
der er lavet af metal – og modtage bankesignaler den modsatte vej fra barnebarnet. Dina
fortalte, at han tidligere havde været en driftig forretningsmand, men nu sad han bare apatisk
tilbage i sit hus.
5.b Situationen i Jerusalem
Muren er med til at fastholde annekteringen af Østjerusalem. I samspil med en lovgivning,
der konsekvent favoriserer israelere frem for palæstinensere, fører muren og dens linjeføring
til, at mange palæstinensere mere eller mindre frivilligt vælger at flytte fra Østjerusalem
ud på Vestbredden. Dermed mister man sin status som borger i Jerusalem – og de privilegier
der følger med den. Bliver man boende i Jerusalem, afskæres man til gengæld effektivt
fra palæstinenserne på Vestbredden.
11

Lovgivningen gør det nærmest umuligt for palæstinensere at få tilladelse til at bygge nyt
eller udvide eksisterende ejendomme på deres egne grunde – især i Østjerusalem. Samtidig
bygges der flittigt på nye boligkvarterer til jødiske beboere. Hvis man som beboer i Jerusalem
gifter sig med en person fra Vestbredden, er det som hovedregel også umuligt at få
ægtefællen til Jerusalem. Hvis et sådant ægtepar vil bo sammen, tvinges de til at flytte til
Vestbredden. Menneskerettighedsorganisationen B’Tselem har dokumenteret utallige eksempler
på dette. Resultatet er, at der i løbet af de sidste 10-15 år er blevet jødisk flertal i
det tidligere arabiske Østjerusalem.
Får jeg lov til at besøge min syge mor?
I Betlehem stødte delegationen tilfældigt på Mitri Raheb, den
lutherske præst der har været drivkraft i udviklingen af Det
internationale Center, og som i 2005 fik sin bog ”Betlehem
under belejring” udgivet på dansk. Han skulle efter planen
have været borte på rejse, men hans gamle mor var blevet
meget syg og indlagt på hospitalet i Jerusalem. Det ligger
ikke mere end 10-15 minutters kørsel fra Betlehem, og lægerne
ville gerne have, at han kom ind og var med til samtaler
om behandlingen af moderen.
Men muren skiller Betlehem fra Jerusalem, og palæstinensere
fra Vestbredden har generelt ikke adgang til Jerusalem, så
han kan ikke uden videre tage ind til hospitalet. Nu måtte han
så bruge timer på at forsøge at ringe de israelske myndigheder
op for at få tilladelse til at komme gennem muren. Men
som delegationen traf ham der udenfor hans kirke, anede han
ikke, om det ville lykkes for ham at nå frem til moderen.
Under 2 % af befolkningen på Vestbredden
har tilladelse til at besøge Jerusalem. Fire store
terminaler kontrollerer adgangen til byen. Der
skal ansøges om tilladelse til alle hospitals- og
familiebesøg og til at komme i kirke. Mange
får ikke tilladelsen, og hvis man ikke har papirerne,
forsøger man ikke. Man kan blive arresteret,
hvis man ikke har de rigtige papirer på
de ”rigtige” steder.
Augusta Victoria under pres
Augusta Victoria Hospitalet, som tilhører Det
lutherske Verdensforbund, ligger på Oliebjerget
i Østjerusalem. Hospitalet har kun tilladelse
til at modtage patienter med palæstinensisk
identitetskort og skal derfor søge om indrejsetilladelse
til samtlige patienter. Denne opgave
kræver to ansattes fulde arbejdstid.
Hospitalet ser sig selv som en vigtig palæstinensisk
institution, som ud over at tilbyde sygdomsbehandling
til palæstinensere på Vestbredden har til opgave at sikre palæstinensisk
tilstedeværelse i Jerusalem samt dialog med Israel på forskellige niveauer. Det har været
12

vigtigt for hospitalet at udvikle medicinske specialer på et sådan niveau, at hospitalet kan
konkurrere med de bedste israelske hospitaler. Det betyder, at de israelske myndigheder
ikke kan nedlægge hospitalet og henvise patienterne til hospitaler på Vestbredden, da disse
hospitaler ikke kan tilbyde den samme høje behandlingsstandard. De fire hovedområder for
hospitalet er behandling af kræft, diabetes, øre/hals/næse-komplikationer og en stor nyreafdeling
som modtager både voksne og børn i dialyse. Flere danskere har været med til at
sætte vigtige præg på hospitalet. Vi mødte under besøget både professor Torben Deckert,
der er involveret i opbygningen af diabetesafdelingen, og fodterapeut Kirsten Larsen, der
har været med til at opbygge fodklinikken.
Det lutherske Verdensforbunds direktør, Mark Brown, berettede om hvordan Augusta Victoria
Hospitalet oplever store vanskeligheder på grund af muren, og den stramning af bevægelsesfriheden,
som den har afstedkommet. Den bus-service, som hospitalet har etableret
for at fragte patienter og medarbejdere fra Vestbredden til hospitalet, er truet af ændringer i
sikkerhedskontrollen. En eksisterende aftale om, at busserne kunne passere uden for meget
besvær, er netop blevet annulleret. Nu kræver grænsepolitiet, at alle bussernes passagerer
stiger ud og går til fods igennem de lange terminaler.
Ud over de store menneskelige omkostninger, som det har for de ofte fysisk svækkede patienter,
betyder det, at både patienter og personale ankommer 2-3 timer for sent til hospitalet
med forsinkelser og ineffektivitet til følge. Indtil videre er der kun én buslinie, der er ramt,
men hospitalet frygter, at det vil brede sig til de øvrige busser. Aktuelt er der 65 dialysepatienter,
hvoraf 33 er børn. Den stærkt begrænsede og besværliggjorte bevægelighed betyder,
at disse patienter - som har behov for dialyse hver anden dag - er yderst udsatte for
afbrydelser i behandlingen. Det kan, i sidste ende være livstruende.
!
"
"
" #
$ #
% " & % %
" $ ' "
'
%
"
13

Svær vej til tilgivelse
Jalal Khudari er skoleinspektør. Han har altid haft problemer
med det hebraiske sprog, med jøder, israelere. Hans familie
tog flugten i 1967, da han var fem år. Moderen og de fem
søstre og to brødre tog først af sted. Faderen skulle følge
efter. Turen forandrede hans verden fuldstændig. Et israelsk
fly fløj hen over dem, vendte tilbage, og så kom bomben.
”Jeg ser det stadig for mig,” siger han og fortsætter: ”Min
lillebror på under et år døde i favnen på min mor. En af mine
søstre døde, og en anden søster kom slemt til skade. Min
søster overlevede, men blev ødelagt for livet. Alligevel har
hun en stærk sjæl, en stærk ånd. Hun vil ikke skade andre.
Hun taler om og for fred.
Under den første intifada så jeg en israelsk soldat dræbe
min ven. En dag kaldte min far mig ind til TV, hvor der var
en udsendelse om Hitler og Holocaust. Min far ville, at jeg
skulle se det. ”Kom og sid ned, min søn og bare se. Bare se, sig ikke noget.” Bagefter sagde
han: ”Had ikke!” Min far ville, at vi skulle tilgive, forsone os.
Senere blev jeg inviteret til en konference med Parents’ Circle. Ved ankomsten sagde de: ”Kom
og hils på din ven!” men jeg gav bare hånd og sagde: ”Godt at møde dig, men du er ikke min
ven.” Men jeg tog alligevel en beslutning om at være med – om ikke for andet, så for mine tre
børns skyld.”
Jalal har siden været dybt involveret i arbejdet i Parents’ Circle med foredrag på skoler og studiesteder
og med afholdelse af lejre for palæstinensiske og israelske børn, der har mistet.
5.c Situationen i Gaza
Det lykkedes delegationen at inkludere et en-dags besøg i Gaza i tæt konsultation med det
danske repræsentationskontor i Ramallah mht. sikkerhedssituationen. Turen gik til flygtningelejren
Jabaliya og til Gaza By, og vi havde selskab af Kristeligt Dagblads udstationerede
medarbejder Allan Sørensen.
Da Israel for godt et år siden trak sig ud af Gaza og rømmede bosættelserne, så situationen
ud til at være fuld af nye muligheder. De israelske soldater og deres vejspærringer og razziaer
var væk. Store landområder lå åbne og kunne overtages af lokale palæstinensere og skabe
grundlag for en opblomstring af økonomien.
Men sådan gik det ikke. De militante grupper optrappede deres indbyrdes magtkamp, volden
tog til, og Gaza bliver regelmæssigt brugt som affyringsrampe for raketangreb på Israel.
Valgsejren til Hamas, som især var stor i Gaza, medførte økonomisk blokade fra Israel og
Vesten, og efter Hamas’ kidnapning af en israelsk soldat fulgte dels en massiv israelsk offensiv
ind i Gaza og dels en næsten hermetisk lukning af området.
14

Palæstinenserne karakteriserer Gaza som ”et stort fængsel”. Hvor der før var lange køer af
daglejere eller andre rejsende, er der nu kun lange tomme betongange. Vi så stort set ingen
mennesker, mens vi gik gennem Erez-terminalen. De eneste beboere, der måske kan få tilladelse
til at rejse ud, er mennesker med så svære helbredsproblemer, at de knap kan gå selv
og skal have hospitalsbehandling udenfor Gaza. Befolkningen i Gaza har ingen mulighed
for som tidligere at tage arbejde eller sælge deres varer udenfor Gaza. Det har betydet, at
produktion og handelsliv nu ligger fuldstændig i ruiner, og arbejdsløsheden er tårnhøj. FNs
særorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, har kraftigt måttet udvide antallet
af mennesker, som får tildelt fødevarerationer.
Middelhavet udenfor Gazas kyst lå skinnende
blankt i solen, da vi spiste frokost på en af de
halvlukkede restauranter lands kysten. Men
stranden var nærmest øde, for fiskernes adgang
til havet er stærkt begrænset af israelske
patruljebåde. Rent vand er der også mangel på,
fordi grundvandet pga. befolkningspresset og
pga. israelske boringer omkring Gaza gradvis
bliver til brakvand, dvs. fyldt med indtrængende
saltvand fra Middelhavet. Dertil kommer, at
den israelske hær har bombet transformatorerne
i Gazas elektricitetsværk, så al strøm skal
produceres af generatorer.
Pga den desperate situation er befolkningen i Gaza generelt mere radikaliserede end på
Vestbredden. Området er på størrelse med Langeland, og der bor knap 1,5 mio. mennesker,
hvoraf over halvdelen er under 15 år. En stor del af indbyggerne er oprindeligt flygtninge
eller efterkommere af flygtninge fra Israels oprettelse og krigen i 1948. Familierne stammer
fra de mange palæstinensiske landsbyer i den vestlige del af Israel, og mange af dem bor
stadig i de gamle flygtningelejre, som nu efterhånden er byer med tæt sammenbyggede huse
og smalle gader. Fremtidsudsigterne for den meget unge befolkning er så dårlige, at der er
god grobund for ekstremisme.
I den periode vi besøgte området blev der også dagligt affyret Qassam-raketter ud mod Israel.
De har ikke medført de store tabstal, men de bidrager til at vedligeholde israelernes frygt
og usikkerhed og til at eskalere situationen. Israelerne svarer igen med jævnlige nålestiksoperationer
(”incursions”), præcisionsbombninger af huse, der menes at rumme våbenlagre
eller soldater. Vi fik at vide, at 40 huse er blevet bombet på den måde på to måneder. Ofte
bliver der ringet til det pågældende hus med besked til familien om, at de har tre minutter til
15

at komme ud af huset, der derefter bliver jævnet med jorden. Undertiden antager dette karakter
af chikane, hvor der gives et forvarsel, som ikke bliver fulgt op på det tidspunkt. Derefter
lever familien så i en evig angst.
Da vi var der, var det en rolig dag, selvom der samme nat havde der været sådan et israelsk
angreb i Rafah, hvorved en pige på 13 var blevet dræbt. Ved Erez-terminalen hørte vi kanonild
i det fjerne. Få uger efter vores besøg startede den næste israelske offensiv i kampen
mod raketterne.
Vores værter ved besøget var Det mellemøstlige kirkeråd, MECC, der som nogle af de få
opretholder et socialt og humanitært arbejde i området. På MECCs sundhedsklinikker rådgives
gravide og nybagte mødre. Ernæringssituationen er dårlig, især blandt børn. Mange
børn lider af anæmi og er undervægtige på grund af dårlig kost og mangel på vitaminer og
mineraler. Vi så også mobile tandlægeklinikker, hvor al behandling ligesom på lægeklinikkerne
var gratis, da ingen jo har penge.
På grund af mangelfuld eller ingen skolegang er analfabetisme udbredt, undervisningen er
ringe, når den er der, og mange finder det hele temmelig irrelevant og forlader skolerne.
MECC samler nogle af de unge ”dropouts” op og oplærer dem i forskellige håndværk, som
mekanikere og tømrere, så de en dag kan hjælpe med til at forsørge deres familie. Hvis der
ellers er arbejde og nogen, der kan betale for det. Men i så udsigtsløs en situation kan det
være svært at bevare motivationen.
Med til sin datters bryllup?
I Gaza mødte vi Det mellemøstlige Kirkeråds
lokale leder, den græsk-ortodokse Constantine
Dabbagh. Hans datter har giftet sig med
en palæstinenser fra Betlehem. Det var kun
med nød og næppe, at det lykkedes Costa at
nå frem til deres bryllup for nogle år siden –
dagen inden vidste han ikke, om han ville få
tilladelse – og i den aktuelle situation er det
næsten umuligt for ham at komme til at besøge
dem. Han kunne vælge at udvandre som
mange andre af de kristne palæstinensere.
Men han bliver i Gaza, selvom han snart går på pension efter en menneskealders arbejde for
kirkerådet – ”for det er her jeg hører til”.
16

6. Den aktuelle situation – begge parter ser sig selv som ofre
6.a Sikkerhed overfor retfærdighed
Et helt gennemgående indtryk på turen var, at relationen mellem israelere og palæstinensere
er gennemsyret af mistillid til den anden part. Begge parter betragter sig selv som ofre og
føler sig bekræftet i denne oplevelse af de seneste måneders begivenheder.
Det israelske nøgleord er sikkerhed, og befolkningen
vil bakke op om den regering, der lover
at den kan skaffe dét. I det israelske udenrigsministerium
blev det fremhævet, at set med israelske
øjne er det palæstinenserne, der bærer
skylden for, at fredsprocessen brød sammen.
”Det, som er sket, er et resultat af palæstinensernes
tilbagevenden til bevæbnet kamp,” sagde
direktøren for ministeriets vesteuropæiske afdeling,
Amiram Magid. ”Intifadaen har ødelagt
den gensidige tillid, som så småt var ved at blive
bygget op. Den har sat følelserne flere årtier
tilbage.” Han gjorde også opmærksom på, at det
var den daværende israelske premierminister
Sharon, der havde forsøgt at ’kick-starte’ fredsprocessen
igen ved at nedlægge de jødiske bosættelser
i Gaza. ”Men i stedet for at blive mødt
med god vilje, blev denne handling mødt med
flere raketangreb fra Gaza.” Israel vil gerne
forhandle, men først når palæstinenserne har
indsat en regering, der anerkender Israels ret til at eksistere”. I øvrigt mente han, at den
nordeuropæiske opfattelse af menneskerettigheder, love og internationale aftaler kan være
en luksus i en håndgribelig konfliktsituation. ”Disse værdier er først og fremmest ikke arabiske
eller islamiske men vestlige,” sagde han. ”Og i kampen for overlevelse kan de være
en luksus, som vi ikke har råd til!”
På den palæstinensiske side er nøgleordet retfærdighed. Her efterlyser befolkningen anerkendelse
af dens ret til også at være i området og hjælp til en løsning, der giver dem en levedygtig
stat og en fremtid. Vi mødte repræsentanter for de politiske partier i det palæstinensiske
selvstyreråd PLC, som har yderst svært ved at fungere, bl.a. fordi 40 af de 132
medlemmer er blevet fængslet i Israel siden valget (heraf 8 ministre), og fordi PLC medlemmerne
fra Gaza kun kan deltage via videokonference.
Deres opfattelse var, at palæstinenserne havde gennemført et demokratisk valg uden svindel,
men efterfølgende blev kollektivt straffet for at have valgt Hamas. Efter deres mening
er det udtryk for dobbeltmoral, når israelerne på deres side kunne vælge Sharon (en dømt
krigsforbryder), uden at det internationale samfund reagerede. PLO har anerkendt Israel –
men har Israel anerkendt de palæstinensiske rettigheder?
17

En af præsident Abbas’ politiske
rådgivere, Mohammad Hourani,
understregede frustrationen over,
at medierne fastholder og forstærker
billedet af palæstinenserne
som terrorister, også når antallet af
selvmordsangreb er faldende. Han
erkendte, at Fatah havde tabt magten
på grund af egne fejl og folks
utilfredshed med dem og beklagede,
at Hamas ikke havde fået en
reel chance for at føre regeringspolitik.
Hans vurdering var, at de
ville være kommet frem til at føre
en fornuftig politik, hvis det internationale
samfund havde givet de pragmatiske dele af bevægelsen et år til at finde deres
ben. I stedet havde det internationale samfund valgt konfrontationen ved at isolere styret fra
starten.
Begge parter lægger ikke overraskende skylden for den eskalerende konflikt på den anden,
og mulighederne for forhandling, forsoning og fredelig sameksistens ser stadig spinklere ud.
På den israelske side er der opbygget et enormt selvforstærkende sikkerhedsapparat, der
gennemsyrer befolkningens og politikernes tankegang og sammen med systematiske administrative
procedurer forsøger at holde den palæstinensiske befolkning i skak og reducere
dens fremtidsmuligheder. På den palæstinensiske side er der tiltagende sammenbrud forårsaget
af økonomisk og politisk kaos og blokerede handlemuligheder.
! " ! # $
% &
'
6.b Bosættelsesproblematikken
Bosættelserne er stadig nogle af
de punkter, der fremprovokerer de
stærkeste følelser og de fleste konfrontationer.
Selvom bosættelserne
i Gaza blev rømmet i 2005,
fortsætter udbygningen af dem på
Vestbredden uhindret. Vi så, at
murens linjeføring medvirker til at
sikre endnu mere land til disse
udvidelser.
I Hebron fik vi på en tur med
B’Tselem lejlighed til at opleve
også den mere rabiate udgave af
18

osætterne. Hebron er en by med ca. 120.000 palæstinensiske beboere og ca. 500 jødiske
bosættere. Midt i byen findes Patriarkernes grav, som har meget stor betydning for både
jøder, muslimer og kristne. I den del af Hebron, hvor bosætterne bor i en række enklaver,
lever den palæstinensiske befolkning på omkring 30.000 under skrappe restriktioner og har
bl.a. oplevet månedlange udgangsforbud.
Vi passerede en af bosætterenklaverne, Tel Homeida, der blev oprettet i begyndelsen af
1980’erne som led i en tilbagevenden til steder, som jøder var blevet fordrevet fra i
1920’erne. Lige overfor besøgte vi en palæstinensisk familie, som på trods af over 20 års
vedvarende stridigheder og chikane fra bosætterne og deres børn (!) nægter at flytte fra deres
hus. Familien består af et ældre ægtepar (Mohammed og Tayseer Abu Eishah), deres
søn og svigerdatter og fem børn. Deres oplevelse er, at de israelske soldater beskytter bosætterne,
men ikke palæstinenserne. De har klaget mange gange til politiet, men indtil nu er
der intet sket. De viste os 30 ubesvarede anmeldelsespapirer og sagde, at de har flere liggende.
Politistationen ligger i bosættelsen Kiryat Arba udenfor Hebron, så det kræver mod,
hver gang de skal klage. Nogle af overfaldene er blevet fotograferet, men det har ikke hjulpet.
Det seneste overfald var på familiens 16-årige datter, som blev overfuset af en kvindelig
bosætter.
19

7. Opsummering og anbefalinger
7.a Hold håbet ved lige!
Budskabet, vi blev mødt med, var generelt, at det var vigtigt, at delegationer som vores kom
– og kom igen – og kunne fortælle omverdenen om situationen. Det er afgørende for at holde
håbet i live trods de dystre udsigter, Gæstfriheden er stor, fordi der er en følelse af, at
kontakten med repræsentanter for det internationale samfund i bred forstand er livsvigtig.
Ledelsen af Augusta Viktoria Hospitalet påpegede også gentagne gange, at det er vigtigt at
fastholde de ”små” sejre: Pigen, der får dialyse; moderen, der behandles for kræft; sukkersygepatienten,
der lever dobbelt så længe etc. Det er de små trin på vejen, der gør, at man
kan bevare håbet om, at det kan blive bedre.
Konkret kan det udmøntes i:
• Fortsat støtte til kirkernes udviklingsprojekter, herunder Augusta Viktoria hospitalet,
til klinikker, til uddannelses- og håndværksprojekter, primært gennem Folkekirkens
Nødhjælp
• Jævnlige delegationsbesøg, gerne med repræsentanter for forskellige samfundsgrupper,
f.eks. politikere, erhvervsliv m.fl. i fællesskab mellem de tre organisationer.
Desuden fortsat støtte til Kirkernes Verdensråds ledsagerprogram og evt. udvidelse
af rekrutteringsgrundlaget for programmet.
• Oplysningsindsatser og advocacy herhjemme og information tilbage om hvad der
bliver gjort.
• Fortsat samarbejde med YMCA og YWCA lokalt om oliventræs-kampagnen ”Keep
hope alive”. Augusta Viktoria efterlyser flere deltagere til oliventræshøst.
7.b Skab plads på midten – støt de moderate kræfter
Det mest slående indtryk, vi fik på turen, og den opfordring vi igen og igen hørte fra kirkeledere,
menneskerettighedsorganisationer og også fra politiske repræsentanter gik på at støtte
de kræfter, der arbejder på midten. Situationen lægger i den grad op til, at ekstremister får
mere vind i sejlene på begge sider, mens fredsfløje og dialoginitiativer har det svært. De to
parter kan ikke se hinanden, både bogstaveligt og i overført betydning, men bekæmper i
stedet fjendebilleder.
Konkret kan det udmøntes i:
• Fortsat støtte til alle dialogsøgende grupper, specielt grupper der stadig formår at
bringe israelere og palæstinensere sammen (f.eks. Parents’ Circle, Wi’am)
• Fortsat støtte til dokumentation af overgreb på begge sider (f.eks. B’Tselem, Palestinian
Centre for Human Rights)
7.c Støt de kristne kirker i rollen som brobyggere
De lokale kirker har brug for kontakter og for opbakning, både økonomisk og politisk, fra
kirkerne i Vesten. De vil fastholde os på vores ansvar for at hjælpe dem med at være levende
menigheder mellem to dominerende religioner i området. Deres indsats som brobyggere
ligger i at fastholde pluralismen som værdi og insistere på muligheden for fredelig sameksistens
mellem tre religioner og to folk i Det hellige Land.
20

De prioriterer en mere målrettet støtte til deres uddannelsesinstitutioner, fordi de medvirker
til at fastholde kristen identitet og kristne værdier samtidig med, at de er et tilbud til alle. Og
de ønsker, at vi siger fra overfor kristne missionsinitiativer, der ikke respekterer de lokale
kirkers situation og vurderinger. De opfordrer os også til at forvalte ytringsfriheden med
omtanke og være opmærksomme på, at lokale kristne nemt bliver stillet til regnskab for alle
udtalelser ytret i kristendommens navn i resten af verden.
Konkret kan det udmøntes i:
• Et teologisk arbejde med begrebet Israel og kirkernes forståelse af det. Det kunne fx
finde sted indenfor rammerne af Danske Kirkers Råd. Udgangspunktet kunne være
en tværkirkelig teologisk samtale om forståelsen af Israel som bibelsk begreb og
som politisk realitet.
• Oplysningsvirksomhed overfor vores egne kirkelige baglande om alle kirker i området,
såvel de gamle som de nye samt de messianske menigheder.
• Opfordring til etablering af kontakter til de gamle kirker i området, mulighed for
Det mellemkirkelige Råd
7.d Få en tredje part ind som forhandler
Vi blev opfordret til at medvirke til at fastholde det internationale pres, der skal få de to
parter til forhandlingsbordet, eller evt. en international konference, bl.a. ved at sikre at indflydelsesrige
personer besøger Palæstina og ser under hvilke vilkår palæstinenserne lever.
Det haster, for den humanitære situation forværres dag for dag.
Dette ønske blev stærkest formuleret fra palæstinensisk side, hvor der tydeligvis er en følelse
af, at man ikke kan klare konflikten alene, og at det internationale samfund burde have
både en interesse i og et ansvar for, at den bliver løst. USA og EU havde allerede involveret
sig med de tre krav til Hamas (om anerkendelse af Israel, ophør af vold og overholdelse af
tidligere indgåede aftaler). Men det drejede sig også om USA's – og andres - vilje til at gøre
sin indflydelse gældende overfor Israel.
Konkret kan det udmøntes i:
• Anmodning om foretræde for Udenrigsudvalget, evt fulgt op med henvendelse til
Udenrigsministeren
• Udfoldelse af budskabet samt vore øvrige indtryk i kronikker og artikler
Bilag 1
21

Bilag 1
Deltagerliste - kirkedelegation til Israel/Palæstina september 2006
Danske Kirkers Råd
Michael Marvell, Frelsens Hær
Gregers Mærsk-Kristensen, Den katolske Kirke
Bjarne Nederby Jessen, Missionsforbundet
Lene Suh Nicolaisen, Generalsekretær i Danske Kirkers Råd
Det mellemkirkelige Råd
Jakob Albert Dahl, rådsmedlem fra Haderslev stift
Ann-Mari Sundin, rådsmedlem fra Helsingør stift
Hanna Broadbridge, rådsmedlem fra Århus Stift
Kirsten Auken, Informations- og Europasekretær i Det mellemkirkelige Råd
Folkekirkens Nødhjælp
Kirsten Lund Larsen, formand for Folkekirkens Nødhjælp
Mads Klæstrup Kristensen, Kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp
Peter Bo Larsen, Sekretariatschef i Folkekirkens Nødhjælp
Uffe Gjerding, Mellemøstkoordinator i Folkekirkens Nødhjælp
22

Bilag 2
Program for kirkedelegationsbesøg til Israel/Palæstina september 2006
Fredag 22. september
Afrejse Kastrup kl. 7.00
Ankomst Ben Gurion lufthavn 14.40
Indkvartering på St. George’s Cathedral Pilgrim Guest House, Nablus Road, Østjerusalem
(tel. +972-2-6283302; e-mail: sghostel@bezeqint.net)
19: Introduktionsmiddag med lokale kristne (Bernard Sabella, Nora Carmi, Fadia Diabes)
Lørdag 23. september
9.30: Rundtur i Jerusalems gamle by (med George Hintlian)
12.45: Eftermiddag i Ramallah (Fatah; Hamas)
19: Middag med Jan Mortensen, danske præst i Israel
Søndag 24. September
10: Deltagelse i gudstjenester efterfulgt af møde med biskop Munib Younan
14: Møde med EAPPI ((Ecumenical Accompaniment Programme in Palestine and Israel)
19: Middag med Rolf Holmboe, Det danske Repræsentationskontor i Ramallah
Mandag 25. september
9: Besøg på B’Tselem (Risa Zoll) og field visit til Jerusalem og Hebron
15: Israelske Udenrigsministerium (Amiram Magid)
17: Caspari Centret (Lisa Loden)
Middag og musik med Sabreen group (Fadia og Saed)
Tirsdag 26. september
9.30: Wi’am - Palestinian Centre for Conflict Resolution(Zoughbi Zoughbi), Bethlehem
11.00 YMCA rehabiliteringsprogram, Beit Sahour (Nader Abu Amsha og Nidal Abu Zuluf)
14: Besøg og frokost på International Centre of Bethlehem(Den lutherske Kirke)
Besøg i fødselskirken, Betlehem
Onsdag 27. september
Hele dagen i Gaza (MECC, PCHR, Jabalia flygtningelejr. Vært: Constantine Dabbagh,
MECC.
Torsdag 28. september
9: Augusta Victoria Hospitalet
12.30: Frokost med souschef ved Den danske Ambassade, Allan Pagh Kristensen
14.00: Rabbis for Human Rights
17: Møde med danske korrespondenter i Jerusalem
19: Middag: Parents’ Circle for Bereaved Families
Fredag 29. september
10: Møde med lokale kirkeledere (Jerusalem Ecumenical Centre)
Kl. 12.00: Afrejse fra Jerusalem
Kl. 23.00: Ankomst til Kastrup
23

Bilag 3
Kort: Israel/Palæstina og Muren/Sikkerhedsbarrieren