De dødes Ø - Gysernoveller......

Af Peter Møller
De dødes Ø
Ben Johnsons fiskekutter pløjede sig gennem bølgerne syd for Akilles. Det var fint vejr og
Ben havde en følelse af at al ting ville arte sig i dag. Det kom til at holde stik. Klokken 11
væltede det ud med fisk på kutterens dæk og efter et par timers arbejde i solskinnet stod
der 12 kasser parat til at blive solgt, med alt lige fra torsk til skrubber.
Omkring det tidspunkt begyndte det at skifte i vejret. Langsomt forsvandt solskinnet og
himmelen antog en grumset farve, som Ben ikke kunne lide. Han spejdede irriteret efter
den sol der ikke længere var der, og åbnede så døren til cockpittet.
Det var faktisk meget rart at komme inden døre, for det var pludselig blevet køligt. Ben
rakte hånden opefter og tændte for radioen, men der kom ikke andet end atmosfærisk støj
ud af højtalerne. Ingen af de kanaler, der plejede at gå klart igennem var til at finde.
Det gav ingen mening. Ben lo nervøst. Han havde altså ikke andre end sig selv at lytte til.
„Og hvad så?” Om en time ville han alligevel vende snuden hjemad.
Ben tændte for walkien. Han ville lige fortælle havnefoden Lenny, at han var på vej ind.
Det var ikke noget han plejede at gøre, men nu havde han lyst til, at høre Lennys stemme.
Ben talte ind i mikrofonen.
„Det er A1456. Er du der Lenny?”
I ånden kunne Ben se Lenny side der, ved sit rodede skrivebord, mens han ledte efter
mikrofonen, der havde gemt sig under en ikke helt frisk æggesandwich. Tiden gik. Ben
kunne høre havet, men ikke Lennys tobakshoste. Underligt. Manden plejede, at være
groet fast til sin plads på havnekontoret, på denne tid af dagen.
„A1456. Er der nogen?”, prøvede Ben endnu engang, men det eneste der kom ud af
højtalerne var baggrundsstøj. Langsomt hængte han mikrofonen på plads.
„Nå! Hvad er det, der trygger dig?”, spurgte Ben halvhøjt ud over bølgerne. Der kom
selvfølgelig ikke noget svar, men det var også lige meget. Nu ville han hjemad.
Fem minutter senere var Ben på vej. Bare tanken om havnen gjorde ham i bedre humør.
Han overvejede lidt, om han skulle spørge Lenny, hvorfor han ikke havde besvaret hans

opkald. Det kunne jo have været noget alvorligt, men til sidst besluttede han, at lade Lenny
slippe denne gang.
-
Tågen dukkede op uden varsel. Det tog mindre end 2 minutter, så var det umuligt, at se
mere end et par meter frem. Ben havde fisket i 15 år, men aldrig før oplevet en tåge som
den her. Kursen var det heldigvis ikke noget problem at holde, men hvis han mødte en
kollega, eller et andet skib… Ben havde ikke engang lyst til at tænke på det.
Af den grund blev han ikke lige frem glad, da han hørte lyden af en klokke et kvarter
senere. Sædvanligvis ville den lyd betyde, at der var et skib i nærheden, men denne gang
var der noget som ikke stemte. En skibsklokke udsender en koklokkeagtig rumlen, men
den her lyd var lys, og der var noget forfinet over den. Ben rystede på hoved. Han kunne
ikke tillade sig at fantasere nu. Hvad der end var derude, ja så risikerede han at kollidere
med det, og det var hvad han måtte koncentrere sig om at undgå.
Men der var et eller andet mere. Imens kutteren roligt tøffede ad sted, havde han på
fornemmelsen, at nogen iagttog ham. Det var en fjollet tanke. Hvis der var andre i tågen,
kunne de lige så lidt se ham, som han kunne se dem. Så forsvandt lyden af klokken, og
sammen med den Bens tungsind. Nu var han ikke længere på vej til verdens ende, men
sejlede igennem en helt almindelig tågebanke, på det hav, der var hans arbejdsplads hver
eneste dag.
Ti minutter senere var tågen endnu ikke forsvundet, men det var næsten lykkedes Ben,
at overbevise sig selv om, at det der med klokken var noget hans fantasi havde frembragt.
„Underbevidstheden har sin egen måde at håndtere pressede situationer på”, tænkte han.
Så hørte han lyden igen, og denne gang meget tættere på.
Det gav et lille bump, da noget ramte kutteren. Ben for sammen. Han så et kort øjeblik for
sig, hvordan hans lille fartøj blev flået over af et stort container skib, men marridtsbilledet
forsvandt hurtigt. Det var ikke metal han havde ramt, snarer en båd som hans egen eller
måske et stykke drivtømmer?
„Er der nogen derude?”, råbte Ben, men der blev ikke svaret og han kunne heller ikke
høre lyden af en motor, altså måtte det have været et stykke tømmer.
„Hjælp!”.

Stemmen kom ud af den tætte tåge. Der gik et par sekunder, før Ben kom sig over
chokket. Han var ikke alene herude, og der var en anden ting. Stemmen. Det lød som om
den kom fra et barn!
„Jeg er her!”, råbte Ben ud i intetheden.
„Hvor?”, blev der svaret. Denne gang var der ingen tvivl. Det var et barn.
„Find et eller andet du kan lave noget larm med, så vi ikke bliver væk fra hinanden”, råbte
Ben ind i tågen.
„OK!”, blev der svaret, og Ben bildte sig ind at han kunne fornemme en ny selvtillid i
stemmen.
Efter lidt tid, begyndte en monotom dunkelyd. Ben var glad for, at barnet gjorde som han
sagde, men der var noget umenneskeligt ved den dunken. Man ville forvente, at et barn i
vanskeligheder lavede en helt anderledes lyd, en lyd der fortalte en historie om frygt og
følelser i oprør, men der var ingen af disse ting her. Langsomt fik Ben en følelse af, at
nogen eller noget, var ved at narre ham.
Pludselig skreg alle hans instinkter til ham, at det var på tide at komme væk. Der var slet
ikke noget barn derude, det var han sikker på nu, kun et eller andet som ikke ville ham
noget godt.
Så så han hende. Hun sad dér i tågen et par meter fra ham, i en lille enmandsjolle. Årer
var der ingen af, kun en lille bedårende pige med langt lyst hår. Hendes eksistens herude
var et mysterium i sig selv, men det der for alvor fik virkeligheden til at begynde at skride
for Ben, var vingerne. Pigen havde vinger.
Han troede ikke på noget religiøst hurlumhej, og da slet ikke på engle, men ikke desto
mindre så det ud til, at der befandt sig en lige ved siden af ham.
„Må jeg ikke komme over i din båd lidt? Jeg fryser!”
Hvis det var en engel, var det i hver tilfælde en engel der frøs, tænkte Ben, der nu var så
tæt på, at han kunne se at englens hud var næsten blå af kulde.
„Kom du bare her op. Tag min hånd.”
Ben rakte så langt ud over rælingen han kunne, og mærkede så et par små hænder der
greb fat om hans ene store lab. Englen var af kød og blod, men havde næsten ingen vægt
fordi hun var forfærdelig tynd, så da Ben trak hende indenbords var det virkelig lige før, at

hun svævede. Idet Ben satte pigen på dækket fik han en forklaring på vingerne. De var af
papmache, og en del af et nydeligt kostume der ville have gjort sig fint til en hvilken som
helst børnefødselsdag.
„Hvordan er du havnet her?”, røg det ud af munden på Ben.
Der gik lang tid, og han troede ikke, at han ville få noget svar, men så kom det, langsomt,
på den der måde som kun børn kan sige det.
„Jeg ved ikke, hvordan jeg er kommet her. Doctor Marlowe sagde, at her ville være rart,
men jeg fryser altså”.
„Det kan jeg godt se”, sagde Ben.
„Hvad hedder du?”, spurgte han
„Margot”, svarede pigen.
„Margot, det er et pænt navn.”
Pigen smilede generet. Ben havde aldrig ønsket sig nogen børn, men i dét øjeblik
ønskede han sig, at Margot var hans datter. Hun var meget smuk.
„Jeg hedder Ben og nu må vi se at komme indenfor”, sagde han og tog Margot i hånden.
„Kan du fortælle hvem doktor Marlowe er?”, spurgte Ben, imens de gik hen imod
cockpittet.
„Ved du ikke det?”
„Nej”
Margot kiggede underligt på Ben, som om der var noget hun ikke forstod, men han så det
ikke.
Normalt var Ben ikke den der tog børn han ikke kendte i hånden, faktisk havde han et
problem med, at røre for meget ved nogen. Det der med at give krammere, var ligesom
ikke nået til det lille fiskerleje Norric, hvor Ben havde boet hele sit liv.
De nåede frem til cockpittet og Ben skyndte sig, at åbne døren og smutte inden for, men
Margot blev stående ude i kulden. Han kunne høre hendes tænder klapre.
„Kom nu Margot, det ender med at blive koldt her inde også.”
„Inviterer du mig ind?” spurgte Margot og kiggede forpint på ham.
Ben studsede lidt over det spørgsmål.
„Det var da noget mærkeligt noget at spørger om. Selvfølgelig gør jeg det. Kom nu!”

Omsider trådte Margot over dørtrinet og han skyndte sig at smække døren.
„Jeg har nogle tæpper her i skabet, så jeg finder lige et til dig”, sagde Ben og begyndte at
lede. Margot sad og så sig omkring. Det virkede som om hun allerede havde fået det
bedre. Hun var holdt op med at ryste.
„Her er et”
Ben rakte tæppet frem imod Margot der tog det, men det så egentlig ikke ud som om hun
havde brug for det. Hendes ansigt havde fået en sund kulør, og de blå pletter på armene
var helt væk.
„Du kommer dig hurtigt hvá?”, sagde Ben
„Ja, det er mærkeligt. Jeg troede slet ikke, at sådan noget kunne lade sige gøre”
Margot så smilende op på ham.
„Nå, men det kan det altså”, svarede Ben.
„Ja…”
Margot kiggede ud af vinduet, men tågen lå stadig tyk derude.
„Var du bange?”, spurgte han.
„Ja, men jeg vidste jo hele tiden, at du var et sted i nærheden, og at du nok skulle finde
mig til sidst!”
„Og det troede du på, sådan bare lige?”
„Ja”
Ben tænkte over hvad hun havde fortalt ham, og huskede så noget, han havde en
fornemmelse af var vigtigt.
„Ham der doktor Marlowe, hvem er han?”
„Jamen.. det var da ham der fandt ud af det”
„Fandt ud af hvad?”
„At jeg havde kræft selvfølgelig”
„Hvad mener du med at du havde kræft? Er du rask nu?”
„Selvfølgelig, ellers ville jeg jo ikke være her vel?”
Det sidste fik Ben til at gyse, uden at han rigtig vidste hvorfor.
„Er det ikke ligesom om det bliver lysere nu?”, sagde Margot. Ben kiggede ud og
gispede. Tågen var næsten helt væk!
„Jo.. men det er umuligt. Det kan slet ikke lade sig gøre, ikke så hurtigt!

Nu kiggede Margot igen på ham, på den der undersøgende måde, og denne gang lagde
Ben mærke til det.
„Hvor er vi?”, hørte han sig selv sige.
„Vi er hjemme. Du glemmer det tit ikke?”
Margot sendte ham et skævt smil.
„Hvad mener du”
„Prøv at kig ind imod land”
Ben kiggede. Han befandt sig ikke mere end 500 m fra havnen i Norric. Det gav, som så
meget andet på den her tur, ikke nogen mening. Der burde være mindst en halv times
sejlads tilbage, før han bare kunne se byen. Og det forekom ham, at det ikke var alt. Der
var et eller andet lige for næsen af ham, som han overså. Så gik det op for ham hvad det
var.
Fiskene. De var væk! 12 kasser forsvundet ud i den blå luft, de stod ikke længere på
dækket. Hvis de havde gjort det, ville han ikke kunne undgå, at se dem fra cockpittet.
Rædslen fra dengang han fornemmede noget i tågen vendte tilbage. Han skulle aldrig
have samlet den pige op. På en eller anden måde stod Margot bag alt det her.
Ben vendte sig om.
„Hvem er du?”, spurgte han.
„Det er nok nemmest hvis jeg viser dig det. Vi er snart inde”
Og utrolig nok havde hun ret. Kutteren lå lige så fint langs kajen. Ikke på sin sædvanlige
plads, men hvor bølgerne, eller noget andet, havde ført den hen.
Margot åbnede døren til cockpittet og gik ud på dækket. Ben blev hvor han var, af en
eller anden grund havde han fået den ide, at havnen som han kendte bedre end nogen
anden, pludselig var blevet et farligt sted at opholde sig. Over alt var der stille, ikke en lyd
var at høre, og ingen steder så man nogen mennesker. Solen der havde skinnet, da Ben
sejlede ud i morges, var også væk og var i stedet blevet afløst af et deprimerende gråvejr.
„Kommer du ikke ud?”, råbte Margot nede fra agter enden.

„Jo, jeg er på vej!”, svarede Ben, der helst ville blive hvor han var, men det var
selvfølgelig ikke en mulighed. Han måtte se at komme hjemad, og få Margot indlogeret et
sted, og han var sig meget bevidst, at dét sted ikke skulle være hjemme hos ham.
Han trådte ud på dækket, lige tids nok til, at se Margot gribe fat i et af de gamle dæk, der
hang ned fra kajen. Den lille pige, der havde været så afkræftet og forkommen da Ben
samlede hende op, svang sig uden besvær op på landjorden. Han gøs indvendig, men
gjorde hvad han kunne for, at virke rolig og afslappet ud af til.
„Kommer du?” spurgte Margot.
„Ja, ja, lige øjeblik”, svarede Ben
Han gik tilbage ind i cockpittet, og tog den kniv han brugte til at flå fiskene op med.
„Hvad laver du?”, råbte Margot oppe fra kajen. Det lød som om hun var blevet
mistænksom.
„Ikke noget. Jeg er på vej”
Ben måtte lægge bånd på sig selv, for ikke at småløbe ud af cockpittet. Lidt efter havde
han forladt sin båd, og stod selv på kajen.
„Følger du mig hjem?”, spurgte Margot.
„Hvor er hjem henne?”
„Det ved du da! Lige der oppe på bakken”, sagde Margot og pegede hen over
bygningerne i Norric, på den gamle fiskerkirke.
Ben kiggede på den lille søde pige han havde syntes så godt om, den samme lille pige,
der nu havde skræmt ham fra vid og sans.
„Nå men så lad os gå”
„Ved du hvor alle mennesker er henne?”
„Næ, men er det ikke lige meget?”
„Det er det vel”
Ben rystede på hoved. Han var ikke sig selv længere. Han ønskede, at skælde Margot
ud, at få hende til at fortælle hvad der foregik, men han kunne ikke. Fra det øjeblik Ben
havde sat foden på land, var Margot begyndt at øve en mærkelig indflydelse på ham. Han
havde svært ved at samle sine tanker, og følte sig svimmel. Da de gik gennem byen
bevægede Ben sig med stive skridt, men der var ingen til at se det. Margot havde taget
ham i hånden, men de gik ikke længere sammen. Det var hende der ledte ham.

De nåede ud af byen og kom til bakken, hvor kirken lå. Det var et smukt sted, særlig når
solen skinnede, men det gjorde den ikke nu. Græsset, der altid havde været grønt, havde
fået en mærkelig grålig farve, men det var ikke fordi det var tørt eller ved at rådne, det var
noget andet og dette andet var ikke noget rart.
Imidlertid syntes det ikke, at bekymre Margot. Jo nærmere hun kom på kirken, jo gladere
blev hun, og da de var halvdelen af vejen op ad bakken begyndte hun at løbe, men hun
sørgede for aldrig, at komme mere end et par meter foran Ben.
Men halvvejs oppe af bakken, mærkede Ben hvordan han langsomt blev mere klar i
hoved. Han så Margot springe af sted foran sig, og mærkede maven snøre sig sammen af
rædsel. På en eller anden måde vidste han, at der ventede ham et eller andet forfærdeligt
deroppe, men han kunne ikke vende om. Margot lignede måske nok bare en lille pige der
løb foran ham, som han bare kunne gå fra, men det var et blændværk. Hun havde en
magt over ham, der var så stor, at hun lige så godt kunne have ført ham op imod kirken i
en tung jernlænke. Og en ting til, Margot kunne være mange ting, bare ikke en lille pige, så
meget havde Ben forstået nu.
Så nåede de toppen. Ben havde været her så tit, og holdt egentlig af stedet. Gravene var
velholdte, og der herskede harmoni. Alt det var forandret. Der var ingen gravsten og ingen
blomster - kun nogle faldefærdige kors, hvoraf mange var næsten væltede. Marehalm
dækkede fuldstændig halvdelen af gravene, og det så ikke ud som om, at nogen havde
været her i årevis. Margot kunne åbenbart se hvor overrasket han var, for hun sendte ham
et af sine skæve smil.
„Er det ikke som du husker det?”
„Nej, det her er helt forket, vores kirkegård ser slet ikke sådan ud!”
„Det gjorde den måske ikke engang, men det gør den altså nu”
„Hvordan er det sket?”
„Kom, så skal jeg vise dig noget”
Ben fulgte efter Margot om på den anden side af kirken, og dér lige foran dem, stod der en
ny grav parat, og i modsætning til de andre steder, var der her en gravsten i marmor, der
så meget dyr ud.

„Hvem er død?”, spurgte Ben, selvom han allerede kendte svaret.
„Det er vi da. Hvorfor tror du ellers, at her ser ud som her gør?”
„Nej, du har ret”, sagde Ben.
Margot svarede ikke. I stedet stod hun bare dér, og smilede det smil, som Ben var kommet
til at hade.
„Hvad sker der nu?”, spurgte han.
„Du mener om vi skal springe ned i graven?”, sagde Margot.
Nu var det Bens tur til ikke at svare. Hun tog ham i hånden og fortsatte så.
„Det behøver ikke, at ende sådan, ikke hvis vi ikke vil”
„Og hvad skulle vi kunne gøre?”
„Vi kan hjælpe”
„Med hvad?”
„Med at hente de andre sejlende, de der heller ikke ved de er døde endnu”
Ben prøvede at finde en eller anden form for logik i det Margot sagde, men kunne ikke.
Selvom ting var mulige her på dette sted, som ikke lod sig gøre andre steder, var der
noget galt, og Ben mente, at han vidste hvad det var. Sagen var, at Margot
grundlæggende var en løgner. Hun kunne have fortalt alt fra starten af, da Ben samlede
hende op, men det havde hun ikke gjort, for så ville han aldrig have fulgt hende i havn. Og
nu ville hun så have ham til, at hjælpe med sine numre, stadig ved at bilde ham ting ind.
Ben var sikker på, at hans eneste chance for at slippe væk fra det her sted, var at finde
en fejl i den historie som Margot havde disket op med; om mennesker der sejlede rundt
uden, at vide de var døde. Men han anede ikke hvad det skulle være? Ikke endnu. Der var
ikke andet at gøre, end at forsøge at vinde noget tid.
„Hjælpe mennesker der ikke ved, at de er døde?”, sagde Ben og håbede, at det lød som
om han sad i dybe overvejelser.
„Ja. Du styrer skibet og jeg holder udkig. Vi skal være sammen altid”, sagde Margot, og
lød lykkelig.
Ben krympede sig, men besluttede at lege lidt med.
„Hvordan ved vi, at de virkelig er døde?”, spurgte Ben.
„Selvfølgelig er de døde. Ellers ville de ikke passe ind”, svarede Margot.

„Hvad mener du med, at de ikke ville passe ind?”, spurgte Ben.
„Jo altså, de levende, eller de ting de har med sig, de kan slet ikke eksistere her”
„Så hvis jeg var levende, så ville du ikke kunne se mig?”
„Nej, men kan vi ikke snakke om det en anden gang? Jeg er ved at være træt”
Margot så faktisk træt ud, men Ben havde en klar fornemmelse af, at det ikke var den
eneste grund til, at hun gerne ville gøre en ende på samtalen.
„Hvis nu nogen fra det her sted ønskede det, kunne de så narre en levende til, at tro at
han var død?”
„Måske…”
Margots stemme var ikke andet end en hvisken.
„Hvor er mine fisk Margot?”
Ben måtte vente i lang tid før Margot sagde noget.
„Jeg ville bare så gerne have at du var min far”
„Hvorfor det?”, spurgte Ben blidt.
„Fordi jeg er så alene her”
Margot så op på ham. Der løb store tårer ned af kinderne på hende.
Ben rejste sig og kiggede ned på Englen, han havde hjulpet op i sin båd. Hun lignede
ikke længere en Engel, ikke engang en lille pige. Rynker begyndte at titte frem, og lidt efter
var det en mumie der sad for Bens fødder. Pigen Margot var ikke mere.
Han småløb på sin vej gennem byen, ned til sin kutter. Hver gang han passerede et hus,
brød det i brand og han nåede kun lige nøjagtig over broen der forbandt kajen med land,
før den også stod i flammer. Heldigvis var der ingen problemer med at få startet motoren
og han slap ud af havnen uden problemer.
En halv time senere befandt Ben sig på åbent hav. Kasserne med fisk var vendt tilbage,
sådan som han havde regnet med, at de ville. Han gik ud på dækket og strakte sig. Tågen
var der ikke mere, og hvis der var lidt retfærdighed til, ville solen skinne når han kom ind.
Så fik han øje på et eller andet der stak ud henne bag fiskekasserne. Ben gik der hen og
samlede det op. Han stod med et par englevinger i hænderne.

Hvordan passer de ind?, nåede han lige at tænke, før han hørte klokken og
containerskibet, der kløvede ham og hans lille båd i to.