Livshistorie - Contekst.dk

2
Livshistorie
Fyens stiFtstidende | FOKUs SØNDAG 9. MARTS 2008
MedicinMandens enke
Det lille hvide hus ligger her stadig, der
hvor Kalekovej slår en bugt og fletter
fingre med Priceshavevej og Alléskovvej
i Faaborg. Det var her, Rita Makkannaw
boede fra hun var fem, til hun var ni.
- Det ligner sig selv…yes it does…men
de gule roser foran huset er væk.
Rita Makkannaw kan ikke dy sig for at
smugkigge om bagved, hvor haven engang
var tumleplads for smedens seks
børn, hvoraf Rita er tredjeældst.
Hun konstaterer med begejstring på
dansk og amerikansk, at det gamle, krogede
æbletræ står, hvor det stod for snart
54 år siden, da Hans og Else Jørgensen
besluttede at rykke familien op med rode
og emigrere til Canada.
- Is’nt that amazing, spørger hun.
Duften af saltvand
I dag er Rita Makkannaw vendt tilbage
som en livsklog dame på 63 år. En fantastisk
livsrejse ligger bag hende, og hun
vil gerne fortælle sin historie, når hun
lige har haft lejlighed til at gense barndommens
land. Stranden ved Klinten
for eksempel. Hun indsnuser duften af
saltvandet.
- The smell, the smell … it comes back
to me, siger hun.
Pludselig husker hun, hvordan hendes
søster engang svømmede tværs over Faaborg
Fjord til Horneland. Jo, smedens
børn legede skam tit på egen hånd nede
ved stranden, hvad skulle de ellers.
Rita dvæler ved tanken om, at Klinteparkens
store træer også er de samme
som for et helt liv siden. Hun føler sig
godt tilpas.
- Jeg tror, at ethvert sted har sin egen
energi, og det sted, hvor du er vokset op
… it does’nt leave you, no matter where
you go, siger hun.
Også Faaborgs indre by har en særlig
plads i Ritas hjerte. Utroligt så lidt her
er forandret, synes hun. Men i Danmark
bygger vi jo også stenhuse, ikke som i Canada,
hvor alle huse er af træ - de forgår
med tiden.
- And my old toyshop is still here, udbryder
hun ved synet af legetøjshandelen
i Vesterport.
Og Byskolen.
- Oh, my goodness, here we had to line
up, siger hun om den gamle asfaltskolegård
med kæmpekastanien.
Bænkene rundt om træet er her endnu.
Rita elskede at gå i skole og tilegne sig
viden. Sådan har hun altid haft det. Ligesom
den uforfærdede eventyrlyst har
boblet i hendes årer fra barnsben.
- Jeg sad der på stentrappen til det
gamle Rasmussens Hotel og gættede på,
hvor folk kom fra. Jeg længtes efter eventyret,
mindes hun.
Voldsomt opbrud
Ritas eget eventyr begyndte, da hendes
far blev træt af tilværelsen som smed i
Faaborg og lod sig lokke af udsigten til at
kunne købe130 tønder nordamerikansk
land for 50 kroner. Hun husker det som
et voldsomt opbrud.
- Mine forældre havde en masse håb
og drømme, da vi rejste af sted til Canada,
siger hun.
Men nybyggertilværelsen i Edmonton
var en barsk omgang. Nogen havde
glemt at fortælle Ritas forældre, at jorden
både skulle ryddes og opdyrkes som
betingelse for købet, og det blev de seks
børn sat til at hjælpe med. Hele familien
knoklede, men fattigdommen bed sig
fast.
Da hun var 16 år, havde Rita fået nok,
ikke mindst af faderens tiltagende alkoholisme.
- Jeg stak af hjemmefra med 40 dollar
på lommen and these two, siger hun og
vifter med sine tommeltotter.
Så tog hun den ellers på stop cirka 800
kilometer væk til en by, hvor Rita blev
babysitter hos en advokatfamilie.
- En periode af mit liv, hvor jeg virkelig
fik styrket min selvtillid, siger hun og
forklarer, at selv om værtsparret var universitetsuddannede,
var deres åndelige
konversations-niveau ikke imponerende.
Dér var hun trods alt bedre vant.
- It was an eyeopener to me, siger hun.
Ulykkeligt ægteskab
Meget hurtigt fik Rita sin egen familie
at tage vare på med mand og to børn –
Margo og Rocky, som i dag er 44 og 46
år gamle - samt uddannelse og job som
sygehuslaborant. Det borgerlige liv var
lagt på skinner, men ægteskabet med den
de blå øjne stråler ved gensynet med den gamle Byskole i Faaborg og Rita Makkannaw udbryder på dansk-amerikansk: ”Oh, my goodness, here
we had to line up … og det store træ er her endnu!” det er snart 54 år siden, Rita emigrerede til Canada med sin familie. dengang var hun ni år. i
dag er hun vendt tilbage som enke efter en af Cree-indianernes åndelige ledere, Raven Makkannaw. Med sig bringer hun en forunderlig livshistorie,
som hun nu lever af at fortælle videre
Voldsomme opbrud har præget Rita Makkanaws liv. Det første fandt sted,
da hun var ni år og emigrerede med sin familie til Canada. Siden har Faaborg
været barndommens trygge og fortabte land. Her genser Rita sit barndomshjem
på Kalekovej.
15 år ældre Jack blev ikke lykkeligt.
- Han var arbejdssky. Det var mig, der
tjente alle pengene, fortæller Rita, der
”gjorde sit hjerte hårdt” for at overleve
det uharmoniske samliv, som hun holdt
ud i 25 år.
- I mange år var det kun mine børn, jeg
åbnede mit hjerte for, siger hun.
Men så skete der noget forunderligt.
Rita begyndte at blive synsk. Den fysiske
smerte hos mennesker materialiserede
sig for hende, og hun opdagede, at hun
kunne heale ved håndspålæggelse. I starten
troede hun, at hun var ved at blive
skør. Især da en skytsånd – ”it was a white
eagle” – slog sig ned hos hende.
- Det var mit hoved, der tænkte sådan:
What’s happening? Er du ved at blive skizofren?
Jeg var meget forvirret, men jeg
var ikke bange, for i mit hjerte føltes det
so good, siger hun og smiler, så øjnene
bliver endnu mere blå.
Mødet med Raven
For at få en dybere indsigt i, hvad der
foregik, søgte hun via fælles venner kontakt
med en indiansk medicinmand, en
højt anset åndelig leder for Cree-stammen,
der havde reservat i området. Der
gik en rum tid.
- Jeg havde ventet et år, and there he
was. I en døråbning inde på mit arbejde.
Jeg kunne se med det samme, at det var
ham.
- Da vi gav hinanden hånden, var det
bare wow, what is this…den energi, der
strømmede igennem mig, og så kiggede
han på mig og sagde ”your heart, your
heart.”
Rita var dybt berørt at mødet med
Smedefamiliens afrejse blev beskrevet i detaljer i et af datidens
dagblade. Det fortælles, at afskedsmenuen hos moster
og onkel i Faaborg bestod af flæskesteg og risalamande, og
avisen citerer onkel Peters afskedstale, hvor han maner til
sammenhold, hvis modgang skulle opstå. Det råd fik de brug
for. Rejsen til den lille nybyggerby Deadwood foregik først
med amerikabåden til New York, derfra med tog nordpå i
fire døgn. Turen kostede 10.000 kroner, som faderen havde
sendt hjem til familien. Han selv var draget af sted nogle
måneder forinden. På det store billede med Fru Jørgensen
og de seks børn ses Rita som nummer tre fra højre.
Raven Makkannaw – hvis efternavn betyder
lille sti. Han bekræftede hendes
spirituelle oplevelser, og hun tog åbent
imod lektionerne i old knowledge, som
hun kalder den indianske visdom.
- Den vigtigste rejse, vi foretager i livet,
foregår from here to here, sagde den
gamle indianer og førte sin hånd fra hoved
til hjerte.
Rita var solgt, og efter nogen tid tog
hun også imod Ravens invitation til at gå

Fyens stiFtstidende | FOKUs SØNDAG 9. MARTS 2008 Livshistorie
Ægteskabet med Raven Makkannaw var lykkeligt i 20 år, lige til hans død, og
den indianske livsvisdom har præget hende dybt. ”We have got so much to
learn … so much,” siger hun.
med ham ud, på trods af at han var 20
år ældre end hende, og at det var stærkt
grænseoverskridende for en hvid kvinde
overhovedet at omgås en indiansk mand.
Det var i Edmonton i 1986.
Så brød helvede løs.
Jagtet med issyl
- You know, sometimes life is really bizar,
siger Rita, inden hun fortsætter sin
historie.
Omgivelsernes reaktion var nemlig
stærkt fordømmende for ikke at sige
chokerende: Ravens eks-kone blev så
flintrende gal, at hun opsøgte Rita på sygehuset
for at få hævn med en issyl.
- Jeg måtte flygte ud ad en bagdør og
have politibeskyttelse. Sådan noget sker
kun på film, not in real life … but this was
happening to me, gisper Rita.
Da hun kom hjem, hang der verbale
dødstrusler fra hendes eks-mand Jack på
Grey is the colour of wisdom. Sådan er det i det indianske samfund,
fordi du lærer noget hver dag livet igennem. Men her er det so upside
down. I tilbeder ungdommen, og imens går de ældre bare rundt
og brokker sig. De har ingen status og behøver ikke tage ansvar for
opdragelsen af ungdommen.
Rita Makkannaw
døren. De var kort forinden blevet skilt
og børnene flyttet hjemmefra.
Så blev hun evakueret af medicinmanden.
I fire døgn gemte de sig oppe i bjergene,
og da Rita vovede sig ned til byen
igen, var det for at sige sit job op på sygehuset
og stikke af for good med sin indianer.
Syv års tavshed
De næste 20 år var hun og Raven uadskillelige.
- Jeg har været gift to gange. Min første
mand gav mig to børn, min anden mand
gav mig kærlighed, lyder det, når Rita
gør status.
Men livet med Raven Makkannaw var
også en udfordring.
- Det er ikke nemt at være gift crosscultural
… it is not, understreger hun.
I de første år var hun ydmyg, lyttende
og tavs i forhold til det, der var hans
verden, hans visdom. Syv år gik på den
måde, inden Rita følte sig hjemme i det
indianske samfund.
Hun var en loyal hustru. Bistod sin
mand, så godt hun kunne i hans lønnede
job som åndelig leder, blandt andet med
ansvar for afholdelse af stammens Sundance
Ceremonies – et emne, som Rita
ikke vil nærmere ind på.
Rita selv tjente penge først som assistent
ved et statsligt udviklingsprogram
for det indianske samfund, siden som
bilsælger.
- Jeg solgte biler på kommission for
Ford-fabrikken. Men så kom der en really
bad boss, og jeg var nødt til at sige op.
You know … it was a mans world, siger
hun indforstået.
White Eagle Woman
Igennem alle årene boede Rita og Raven
uden for reservatet i et lille hus med noget
jord til i udkanten af Edmonton. Det
var et godt liv. Berigende. Rita blev kaldt
White Eagle Woman, og sådan følte hun
sig.
- Jeg var sikker på, at det var her, jeg
skulle blive gammel, siger hun.
Men så brændte huset, og kort efter
døde hendes ægtemand og åndsfælle, 81
år gammel. Selv om Rita både havde to
børn, fire børnebørn og alle sine søskende
boende omkring sig, og selv om det
indianske samfund stadig respekterede
hende som medicinmandens enke, så var
det tiden for endnu et opbrud.
- Da jeg vågnede en morgen i februar
2006, vidste jeg, at nu skulle jeg vende
hjem til Danmark. Det var mit instinkt,
fortæller hun.
Ritas forunderlige livsrejse rummede
altså endnu et nyt kapitel. I dag lever
hun et simpelt liv på et loftsværelse på
Trelde Næs nord for Fredericia, hvor en
kusine har hjulpet hende til rette. Her er
Rita ved at genvinde balancen med kun
de allernødvendigste ting omkring sig.
En seng. Et spisebord. Et lille te-køkken.
Foruden den smukkeste udsigt over
markerne mod Lillebælt. Og selvfølgelig
de indianske relikvier, som hun bærer
med sig overalt: trommen, smykkerne
og den store ørnefjer – alt sammen foræringer
fra Raven.
- Jeg tror, at ethvert sted har sin egen energi, og det sted, du er vokset
op … it does’nt leave you, no matter where you go, siger Rita og indånder
saltvandsluften ved Faaborg Fjord, mens hun bemærker, at træerne i
Klinteparken også er de samme som for over 50 år siden.
Kort: miKKel damsgård petersen
- There’s a time for everything. Lige
nu har jeg det godt her. Jeg beder en bøn
hver morgen og siger tak, siger Rita, der
er en varm fortaler for bønner.
Bare sådan nogle små, ufarlige nogen,
det tager man ikke skade af, mener hun.
Stilheden er også god.
- Når du har haft en rigtig hård periode,
så har du brug for mindst et år til
at samle dig selv. Det har jeg haft ro til
her, siger hun og fortæller, at hun blandt
andet bruger tiden på at skrive sin livshistorie,
gå lange ture, holde foredrag om
sit liv i den indianske kultur. Hun føler, at
hun har meget at give, og at danskerne er
modtagelige.
- It looks like, I can make a living here,
siger hun og noterer med forundring,
hvor let det var at få opholdstilladelse.
Nu har hun søgt den forlænget til 2010.
Om hun så skal blive her permanent,
må tiden vise. Betingelsen er, at hun skal
tjene tilstrækkeligt til at kunne rejse til
Canada to gange om året.
- Ellers går det ikke. Jeg er nødt til at se
mine børn og børnebørn jævnligt, fast-
3
Fakta
Ritas old knowledge
”I det indianske samfund opnår man status
på, hvor meget man er i stand til at forære
væk, ikke i forhold til hvor meget, man
kan skrabe sammen til sig selv af rigdom.”
”Vi begrænser os selv ved ikke at være
nærværende.”
”Vrede er en svaghed. Man kan beskytte sig
selv på mange andre måder.”
”Man skal ikke nedgøre andre. tingene er
aldrig sort/hvide.”
”Det bedste, du kan gøre er at fortælle din
egen historie og give det gode videre.”
”At opnå harmoni og balance er det højeste
mål. derfor nytter det ikke bare at
straffe dem, der overtræder lovene, hverken
i samfundet eller i familien. der skal god
kommunikation til.”
Se mere på www.oldknowledge.com
slår Rita, der også savner Raven frygteligt.
Men med ham er det lidt nemmere.
Ham kan hun gå ned til stranden og
møde - med trommen et afsides sted. Så
synger hun den sang, han har givet hende:
”Ej-jaaa, ej-ja, ej-jaaaa ...
- Jeg er ikke alene i Danmark. Not at
all. Han er her, når jeg har brug for ham,
fastslår hun og
smiler.
af Connie Mikkelsen
foto: YilMaz polat
redaktion@fyens.dk, yilmaz@fyens.dk