Søndag Påskedag den 31. marts kl. 10.00 - Drejø

Prædiken påskesøndag den 31.3.2013:
Dette hellige evangelium til påskedag skriver evangelisten Markus
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende
salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til
graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra
indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var
meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og
de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret,
den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen
og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som
han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og
de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1- 8
Prædiken: Glædelig smukkeste påskemorgen. Vi er kommet op en time før end vi plejer til morgen
– til denne smukke solskinsdag.
Kristus er virkelig opstanden – det er påskemorgen – Kirken er renset og pyntet, særligt til i dag.
Alteret er igen med Bibel, lys og blomster og nadversæt – det er opstandelsens dag, med al dens
dybde og grænseoverskridende håb om en vej ud af ensomhed, afmagt eller den ufattelige, svære
afsked, hver gang vi mister en kær ven.
Evangelierne beretter om engle sammen med kvinderne ved graven. I den dybe sorg de var i, efter
Jesu død var de helt sikkert mere modtagelige for at se og tale med engle. Englene vendte
kvindernes sorg og smerter til glæde og håb, og de løb hen for at fortælle hans disciple om det.
Vi har lige sunget salmen om Påskeliljen, bondeblomsten fra landsbyhave, uden duft og pragt og
skær, sang vi.
Grundtvig skrev i år 1817 denne lille bog “ Påskeliljen“, hvorfra vi har vores elskede 6 vers i
salmebogen. Bogen rummer i alt 21 vers.
Baggrundshistorien er, at, i begyndelsen af 1800-tallet var påskeliljen faktisk en nærmest forhadt
ukrudtsplante. Ludvig Holberg kalder en landsbytosse for ”påskelilje” – det var en meget
nedsættende øgenavn for den unge mand, der gik rundt og knælede og friede til alle kvinder midt på
gaden. Det bedre borgerskab havde aldrig påskeliljer i deres stuer eller haver.
Det er lidt uforståeligt for os, der køber massevis af ”sovende påskeliljer” og får dem til at springe
ud hjemme i stuerne. Og vi glæder os til at de snart springer ud overalt i haverne.
Grundtvigs salme om påskeblomsten har ændret vores syn på påskeliljen. Fra at være en ligefrem
forhadt blomst i det bedre borgerskab, er den blevet den mest elskelige forårsblomst i vore stuer og
haver.
Det minder mig om Desmond Tuto fra Sydafrika, der i en lille bog bl.a. har skrevet om den
forvandling der er sket med korset – det vigtigste kristne symbol, hvad enten det er som krucifiks
eller som det tomme kors vi kender så godt, - at det efter påskemorgen har undergået en total
forvandling, fra at være det grusomme henrettelsesinstrument – som tusindvis af mennesker på Jesu
tid brutalt blev korsfæstet på – til at være vores vigtigste og mest elskede symbol på Jesu Kristi
Kærlighed.
Denne forvandling, der er sket med vores opfattelse af korset – er også sket med så mange andre
4

opfattelser af ting og personer, der har fået kærlighedens opmærksomhed, bl.a. altså også af
påskeliljen – efter udgivelsen af denne lille bog i 1817.
Efter de første 13 salmevers fortsætter Grundtvig med en dramatisk del, der foregår ved Jesu grav i
mørket og i morgengryet påskemorgen.
Forestil jer, at kvinderne, vi lige har hørt om, endnu ikke er der, det er kort før de kommer ud til
graven – Jesus er måske i graven endnu.
Grundtvig beskriver, i sin lille bog, en længere samtale mellem to farisæere og to romerske soldater,
der holder vagt ved graven. De diskuterer Jesu liv, som de har hørt om det, og de voldsomme
hændelser ude ved korset med jordskælv og mørke, da Jesus døde. De to romere, er åbne i sindet.
De har aldrig selv mødt Jesus, men de bliver faktisk Kristne af, at høre om ham og får troen på
opstandelsen – endnu før stenen er væltet fra graven.
Grundtvig skriver særligt smukt om den unge romerske soldat: Tacitus, som jeg vil referere for jer.
Tacitus fortæller til de andre ved graven, at han har mødt en ældre høvedsmand, som var til stede,
da Jesus blev korsfæstet.
Denne høvedmand havde stået og set på ham, og fået medfølelse for ham, da han hørte Jesus snakke
med den ene af røverne ved siden af sig.
Tacitus fortæller til de andre: ”Høvedsmanden kom til mig lige fra Golgata, hvor den fromme døde,
hvis lig vi vogter her ved nattetid. Han fortalte mig hvordan, en strøm af tårer var løbet ned i
skrammerne på Jesu kinder”.
Og Høvedsmanden fortsatte: „ nu er jeg gammel, og meget har jeg hørt fra fordums tid, men jeg har
set et syn i disse timer, som sikkert ingen har set mage til, og som i døden selv jeg næppe glemmer.
Jeg så på korset en uskyldig dø. Ikke en uskyldig, som du og jeg kan være, uskyldig i vold og rov
og mord.
Nej nej, ham her, han var uskyldig, som det spæde barn, og han var kæk som helten. Han var
kærlig, som en kvinde, og viis som ingen anden. - han kaldte sig Guds søn.
Og hvis han løj, da må også sandhed lyve, ja, jeg har set en halvgud lide og dø.
Og jeg så en røver hænge ved hans side”, fortsatte han - ”hvis hjerte smelted i hans guddoms glans,
og røveren løftede angergiven sit øje og tiggede nåde af en halvdød from mand.
Røveren bad ham, der selv hængte som en grov misdæder, i riget hans, at komme sig ihu.
”O, Tacitus”, havde høvedsmanden sagt, ”mit hår blev gråt med ære, med, hvad, i Rom, man også
kalder dyd. Og nu misunder jeg den arme røver. Al hans skam, hans straf, halvgudens nådes – ord.
Thi kan du forestille dig en guddom smile, da se du ham smilende på korsets træ.
Og hør du ham trøste en bodfældig røver. Ja, hør ham sige med en guddoms røst, så fast bestemt, så
smeltende, så myndigt, at jeg forsøgte at sætte mig i røverens sted, og som i en bøn, modtage
samme, Jesu velsignelse som røveren fik.
Jesus sagde, - til mig også, ja sandelig, jeg siger dig, i dag, skal du være med mig i Paradis“.
Manden fortsatte efter en pause:
”Hvad paradiset er, det veed jeg ikke, men ét jeg veed, det er, at var det sagt til mig, da turde jeg i
Fred mit hoved bøje, ligesom han det bøjed i dødens stund.
Da turde jeg, min aand befale, i hans guddoms hænder, Ligesom han sin Ånd til sin Far befoel. Og
hvad man om Elysium har sjunget, ved jeg nu, er kun en skygge imod hans paradis. Det følte jeg, da
5

hans røst gennembæved mit inderste med en sød og navnløs fryd.
Nu er han død, men gid min sjæl maa leve.
Så vist som han nu er i paradis, da vil jeg dø i morgen, for at leve med ham. Han kaldtes Jesus, glem
det ej, Tacitus. Farvel“
Så vidt Grundtvig i 1817. Det er hans stærke påskeminde. Et påskeunder, der sker, der, hvor jeg har
medfølelse med Jesu liv og død - og da kommer til at tro på, og brænde for at kunne være ét med
ham, i hans opstandelsesliv.
Og den mulighed har vi, - heldigvis hele året og ikke kun her til påske, – at jeg, med hjertet, lytter
til, hvad Jesus siger, og gør, hvad han vil, at jeg skal gøre.
Jesus fortalte om Guds rigets gennembrud ind i vores verden - han vendte sig mod det andet
menneske, væk fra sig selv, - han viste medfølelse, han tog imod medfølelse, gav sig tid til
barmhjertighed, han viste sig som én, der kunne rumme alle de modsatrettede drifter, følelser og
tanker, som er i os alle, vi rummer både det gode og det onde.
Han forlangte aldrig, at et menneske skulle være hel, usammensat og ren, før han ville have med det
at gøre. Han tilgav Judas og delte brødet og vinen sammen med ham – også efter at han blev
forrådt. Han tilgir vore synder – også dem vi i fremtiden kommer til at begå.
Ordet synd betyder adskillelse. Synd er når vi adskiller os fra Gud, når vi går vore helt egne veje,
isolerede fra kærligheden.
Synd er ikke nogen fordømmelse af os – synd er når vi er ensomme – da rækker Jesus os sit legeme
og sit blod – så vi kommer ind i fællesskabet med ham og andre mennesker igen.
Kan vi se os selv rummet af ham med hele vores indre splittede sind, høre, at opstandelsen og
tilgivelsen også gælder os, så åbner vi os dermed for Guds Fred i vores indre
– og giver vi den så også automatisk videre til andre - så giver vi af den uudtømmelige kilde, som
kommer fra påskemorgenens glæde.
Det er den påskemorgens glæde vi modtager, når vi samles herinde – med fokus på det, der er større
end os selv – når vi formår at fyldes af en glæde og et håb, som vi bare må give videre til andre
omkring os, så er det den både undfangne, fødte, døbte, korsfæstede og opstandne Jesus Kristus vi
er sammen med – så er vi også dem, der møder ham ude ved graven og i Galilæa påskemorgen,
hver gang vi møder ethvert kærligt medmenneske på vor vej.
Vi kan Gå ud herfra og dele denne påskemorgens smukke kærlighed med hinanden. Fortsat
glædelig påske. Amen. Tamira Mariann Jørgensen, Drejø pastorat
6