LUDVIG HOLBERG - Teaterselskabet Pulchra Semper Veritas

Om Plutus
Aristofanes
Holbergs ”heroiske Comoedie” Plutus eller Proces
imellem Fattigdom og Riigdom er inspireret
af den gamle græske komediedigter Aristofanes’
Plutos fra 388 fvt. Men som Holberg selv anfører
i sin epistel nr. 447, så er ”derudaf fast intet (...)
taget uden den pure titel”. Fablen, at den blinde
gud Plutus får sit syn og kan begave folk efter
fortjeneste, er ganske vist i sit udgangspunkt den
samme. Men hvor Plutus hos Aristofanes virkelig
formår at øve retfærdighed og belønner de retskafne
og gavmilde, så at byen blomstrer til alles
store glæde, der går det helt anderledes i Holbergs
komedie.
Handlingen i de tre første akter af Plutus løber
parallelt med handlingen hos Aristofanes. En
fattig borger og hans forslagne tjener erfarer
som de første Pluti ankomst til byen, lægeguden
Aeskulaps kurerer Plutus for hans blindhed og
efterhånden rygtes miraklet overalt i byen. Men
Holberg indfører fra begyndelsen Diogenes, den
illusionsløse filosof der bestandigt på den mest
uforskammede måde kommenterer begivenhedernes
skæve gang. Og til sidst overtaler han Fattigdoms
gudinde, der hidtil har beskyttet byen, til
at føre proces imod Plutus.
I fjerde akt føres så processen, som Plutus vinder.
Diogenes græmmer sig og Fattigdoms gudinde
må forlade byen. Slut? Nej ikke helt, for Holberg
fører nu handlingen videre, og demonstrerer Rigdoms
tvivlsomme velsignelser i femte akts kaotiske
skuffekomedie. Dog, som hos Aristofanes,
ender komedien i fryd og gammen.
TF
Thielo
En grundig læsning af Holbergs komedier afslører
at musikken altid har været en uundværlig del af
stykkerne: Holbergs figurer synger og danser på
scenen, der er festlige optog og indtog som dårligt
kan tænkes uden musik, og vi ved fra andre kilder
at der har været forspil og mellemaktsmusik.
Men desværre ved vi ikke præcis hvilken musik
der har været spillet ved de enkelte forestillinger,
men man har selvfølgelig brugt løs af tidens populære
viser, danse og marcher, hvoraf ganske
meget er kendt og bevaret.
Al denne lystige musik forsvandt – i hvert fald fra
det offentlige liv – under Christian d. 6.s strengt
pietistiske regime 1730-1746. I disse år var Carl
August Thielo (1707-1763) organist ved Kastelskirken.
Han var en foretagsom og alsidigt begavet
mand der spillede en central rolle i 1700-tallets
danske kulturliv. Han var skuespil- og romanforfatter
og forfatter og udgiver af musiksamlinger
og lærebøger, men først og fremmest var han musiker.
Han er født i Nordsjælland, men voksede op
i Tyskland, hvor han bl.a. fik musikundervisning
af hoforganist Johann Gottfried Walther i Weimar.
18 år gammel slog han sig ned i København
som musiklærer, og som organist ved Kastelskirken
komponerede han et passionsoratorium,
som præsten, David Pontoppidan imidlertid ville
forhindre opførelsen af. Thielo appellerede til
biskoppen som gav ham medhold, oratoriet blev
opført, men forholdet mellem præst og organist
blev herefter så dårligt at Thielo tog sin afsked!
Han kæmpede, som musikere og andre kunstnere
ofte gør, med elendig økonomi, men i 1746
efter Christian d. 6.s død åbnede der sig nye muligheder
for folk som Thielo: Han dannede en
skuespiltrup og fik med Holbergs støtte tilladelse
til at spille teater i den skuespilhungrende by,
og i december 1748 åbnedes det nye teaterhus på
Kongens Nytorv. Thielo var foretagsom og måske
mere ambitiøs end talentet kunne holde til: hans
forsøg som skuespilforfatter faldt i hvert fald ikke
i god jord hverken hos Holberg eller hans egne
skuespillere. Efter nogle stridigheder overtog
skuespillerne privilegiet, og Thielo fortsatte som
komponist, arrangør og kapelmester ved teatret.
Grundstammen i det nye kongelige teaters repertoire
var Holbergs mere end 25 år gamle stykker,
men Holberg benyttede lejligheden til et comeback
som skuespilforfatter og skrev en håndfuld
nye stykker til det nye teater. I den teaterløse tid
havde han forsøgt sig med andre genrer: en række
historiske værker, den politiske roman Niels Klims
underjordiske Reise - der gjorde ham europæisk
berømt - og ikke mindst et omfattende filosofisk
og essayistisk forfatterskab. De nye stykker bærer
spor af denne udvikling. F.eks. rummer Plutus
flere dramatiseringer af motiver der genfindes i
hans filosofiske epistler og moralske tanker.
Det er interessant at vi faktisk kender musikken
til flere af disse sene stykker. Thielo udgav i årene
1751-1761 flere samlinger af den musik han havde
komponeret og arrangeret til forestillingerne:
viser, arier, menuetter, kontradanse, marcher
osv. Her finder vi musikken til Plutus’ og Penias
sange, og blandt samlingernes mange dansesatser
har det ikke været svært at udvælge passende satser
til de øvrige musikalske indslag. Vi har dog
tilladt os en beskeden anakronisme ved at lægge
musik af den lidt yngre C.M. Bellman (1740-1795)
under de to store optog i stykket. Stilistisk passer
de glimrende ind i helheden, da Bellman ofte
fandt forlægget til sine melodier hos den forrige
generations komponister.
T
Perspektiv
Da Holberg i 1750 efter mere end 20 års pause
atter begyndte at skrive komedier, gjorde han
sig stor umage for, at den første af komedierne,
Plutus skulle blive et festligt stykke. Med dens
mange musikalske indslag, dens danse og processioner
blev den da også en publikumssucces lige
fra premieren den 14. april 1751.
I 1787 gled komedien imidlertid ud af Det kongelige
Teaters repertoire og er ikke siden vendt
tilbage hertil. At dens allegoriske formsprog hører
sin tids stil til – barok-klasikken, er vel en
af forklaringerne herpå. Men også dens kritiske
budskab var blevet umoderne, for Plutus er en
dybsindig filosofisk komedie, og dens konklusion
er, at rigdom under alle omstændigheder fordærver
mennesker, og gøres Pluti dyrkelse til statsreligion,
går samfundet i opløsning.
Denne besked er næppe faldet i det nye, liberale
borgerskabs smag, og i dag – hvor pengejagten
siden Berlinmurens fald har været den altdominerende,
uimodsagte verdensorden – er der sikkert
også mange, der vil finde Plutus provokerende.
Men vi har netop valgt at opføre dette stykke,
fordi vi finder det påtrængende aktuelt. Plutus
har også holdt sit indtog i vores samfund, og har
uddelt sine gaver i form af friværdi og aktiestigninger.
Måske er det fordi han også hos os har
uddelt sine gaver i blinde, at fred, ærlighed, solidaritet
og viden samtidig er på tilbagetog? Måske
er det derfor, at nyheden er blevet profittens redskab,
og det klassiske drama i sig selv ikke længere
er gangbart på vores scener, men skal aktualiseres
til ukendelighed for at sælge? Måske er det
på tide, at nogen siger Plutus imod – især når det
er ingen ringere end Holberg!
LB