Kontekst Landskab - Ralf Mabillon

30
Barndommens LandSkab eller Ich habe noch einen Koffer in Berlin
Hvorfor hedder et landskab, land-skab? Orddelingen forener både det
fjerne og det lokale. Det topologiske og det topografiske, som det
hedder i fagsprog. Tilmed taler vi også om ”indre landskaber”! Og selvom
landskabet nu til dags blandes med katastrofebilleder fra medierne, er
begrebet stadig præget af romantikken.
Landskabet er det fysiske rum, vi i kraft af teknologien er ved at
overvinde, mens skabet repræsenterer en tid, da vi havde nok af tiden og
var mere stedsbundne. Som Jørn Guldberg i sin artikel Landskabets Tid
skriver: “Stedssansen organiserer sansning, erindring og viden om steder
og giver dem betydning. Stedssansens medium er stemningen.” Således
peger landskabet både på det at rejse og det stedsspecifikke, unikke.
I mit projekt bruger jeg skabet som metafor for barndommens eller
erindringens landskab. Man kunne også kalde det for det magiske
landskab. Det er sådan jeg især husker søndage, hvor standurets pendul
var det eneste tegn på liv på denne jord! - Børn oplever uden filter. I lighed
med de oprindelige mennesker lever børn i et andet perspektiv og en
anden tid. Fra tidernes morgen har mennesket rejst som nomader i deres
territorium snarere end gennem det. Deres oplevelsesverden har været rum
og ikke tid. Modsat i dag, hvor afstande er ved at miste deres betydning, er
det vores kroniske mangel på tid, som styrer livet.
Fra mig selv husker jeg, hvordan min farfars mørke biblioteksskab
emmede af en anden tid! Skabet var flankeret af 2 mandshøje søjler, som
vogtere, der påbød mig at holde respektfuld afstand. Overfor min hule
under skrivebordet, ventede der mig med bankende hjerte, en verden, jeg
ikke havde nøglen til. Og med sine søjler mindede skabet om indgangen til
vores hus, med opgangen i flerfarvet marmor bag de tunge døre, som tyste
landskaber med luften fuld af formaninger: om ikke at gå for langsomt,
om ikke at løbe for hurtigt - op og ned ad trinnene med de røde løbere og
blankpudsede messingstænger - på vej op under loftet, hvor de døde duer
sov. Overfor husker jeg en 4-etagers udbombet ruintomt, der var forbudt
og derfor et spændende landskab at gå på opdagelse i.
Jeg tænker mig skabet som en slags container, der iscenesættes
som en opretstående kiste og formidler en stemning, der opleves fra et
barns perspektiv. Et skrivebord, som huser hulen med projektionen af et
bankende hjerte. En billedprojektion, der refererer til et andet landskab,
måske et fiktivt rum. - Sangeren Wolf Bierman udtrykte - lige før han blev
smidt ud af sin ”Wahlheimat” DDR - netop dette skisma mellem det nære
og det fjerne med disse ord: Ich møchte am liebsten weg sein und bleibe
am liebsten hier! Mens det i Hildegard Knefs version lød: Ich habe noch
einen Koffer in Berlin.