Anmeldelse - Dansk Kvindesamfund

4
leder
Åbn øjnene
VELFæRD VAR DET STORE EMNE ved det seneste valg
til Folketinget i efteråret 2007. Her havde politikerne
alle deres bud på, hvad vi skal gøre i Danmark for at
sikre, at vores velfærd fremover vil fortsætte på samme
niveau som i dag. Nogle talte om bedre forhold for fx
hjemmehjælpere og sygeplejersker. Andre talte om
nødvendigheden af at tiltrække flere udenlandske medarbejdere
til Danmark for at løse flaskehalsproblemet i
især sundhedssektoren.
INGEN TOG DOG FAT om problemets rod: At truslen
mod den danske velfærd i høj grad også er et ligestillingsproblem.
DET DANSKE ARBEJDSMARKED er et af verdens mest
kønsopdelte, hvor mænd groft sagt arbejder i den private
sektor og kvinder i den offentlige sektor. Det er
den kvindelige del af arbejdsmarkedet, den er gal med,
når vi diskuterer, hvordan vi kan sikre fremtidens
velfærd. Her er det overskyggende problem, at den
kvindelige arbejdskraft har et stort historisk efterslæb,
hvad angår både løn og anerkendelse. Selvom ansatte
i sundhedssektoren for længst har fået uddannelse, er
lønnen ikke fulgt med. Det at tage vare på samfundets
svage bliver ikke anset som noget særligt værdifuldt,
hvis man skal måle værdien på kroner og øre. Omsorgsarbejde
lider af stadig at have et vist ‘kald’ over
sig – det er noget sygeplejersker, sosu-medarbejdere og
pædagoger gør i kraft af et næstekærligt hjerte, så pyt
med lønnen.
MANGLEN På ANSTæNDIG LØN og anerkendelse vil
ikke blive løst af, at vi nu henter arbejdskraft i udlandet.
Det vil blot fastholde uligelønnen.
DEN GODE NyHED er, at rekruttering af udenlandsk
arbejdskraft til den offentlige sektor vil betyde, at vi
undgår tilstande fx i ældreplejen, som man lige nu ser
i lande som Tyskland og Sverige. Her betyder en privati-
seringsproces i den offentlige omsorg bl.a., at flere
ældre selv må sørge for at få den hjælp, de behøver. Typisk
fra kvinder i den ældres familie, medmindre den
ældre har midler til at ansætte en privat plejer.
MEN DEN DåRLIGE NyHED er, at mens vi løser vore
egne problemer med velfærd, kan vi samtidig skabe
store problemer for andre.
HOVEDPARTEN AF DE, DER VIL REJSE til Danmark for
at tage vare på vores velfærd, vil være kvinder. Kvinder
er de primære udbydere af betalt omsorg på tværs af
landegrænser, og de bærer typisk hovedansvaret for, at
familien derhjemme overlever. Bag hver af disse kvinder
er mennesker, der må undvære en mor, en datter
eller en kone, når hun rejser væk – ofte for flere år. Og
der er samfund, der bliver drænet for ressourcer.
SELVOM PROBLEMET ER VELBESKREVET i forskningen,
nævnte ingen af politikerne i valgkampen disse
konsekvenser med et ord. Globaliseringen er et faktum,
som også Danmark er en del af. Men vi kan ikke
være det på vore egne præmisser og uden omtanke
for, hvordan vi påvirker sammenhængskraften i andre
lande. Det vidner fattigdom, konflikter og presset fra
mennesker, der vil gøre næsten hvad som helst for at
forbedre deres livsvilkår, allerede om.
HELLER INGEN POLITIKERE talte om manglen på
hænder som symptom på en ligestillingsproblematik
– selvom også dette er veldokumenteret. Derfor opfordrer
Dansk Kvindesamfund nu politikerne til at åbne
deres øjne og tænke langsigtet. Ellers vil problemerne
fortsætte, blot i en anden og større skala. Tryk avler
som bekendt modtryk.
Karen Hallberg
Landsforkvinde i Dansk Kvindesamfund