Kvinder & sundhed - Dansk Kvindesamfund

KØN, KULTUR & POLITIK 

ÅRGANG 122 NR. 4 OKTOBER 2006 

TEMA: 

Kvinder & sundhed

Dansk Kvindesamfund arbejder for 

fuld ligestilling af og ligeværd for 

kvinder og mænd, så de på lige 

vilkår kan gøre deres indsats 

i hjem, erhverv og det offentlige liv 

Oktober 2006 - 122. årgang 

www.kvindenogsamfundet.dk 

Udgiver: Dansk Kvindesamfund 

Niels Hemmingsensgade 10, 3.sal 

1153 Kbh. K. Tlf. og fax: 33 15 78 37 

Internet: www.kvindesamfund.dk 

E-mail: danskkvindesamfund@mail.dk 

Medlemskab af Dansk Kvindesamfund 

inkl. abonnement på Kvinden&Samfundet 

koster 450 kr./år, studerende 300 kr./år, 

B-medlemskab (kun Kvinden&Samfundet 

uden medlemskab) 250 kr./år 

Udgivet med støtte fra Hulda Pedersens Legat 

og Tuborgfondet 

Redaktør (ansvarshavende): 

Buffy Lundgren 

Redaktøren forbeholder sig ret til at 

forkorte og redigere i indsendte indlæg 

Kvinden&Samfundet udkommer i 

ordinær udgave 4 gange årligt: 

februar, juni, oktober og december 

Desuden udkommer et 

landsmødenummer i april 

Næste nummer udkommer i december 2006 

Vejledende deadline er 27. oktober 2006 

Indlæg kan sendes som vedhæftet fil 

eller på diskette til: 

Kvinden&Samfundet 

Niels Hemmingsensgade 10, 3.sal, 

1153 Kbh. K. 

E-mail: danskkvindesamfund@mail.dk 

Annoncer optages efter aftale 

Design og layout: 

Erhard 

Repro og tryk: 

Reklameholdet, Jylland - Filipsen 

Dalbyvej 93 

6000 Kolding, www.filipsen.com 

ISSN: 0106-5084 

Trykkes i 1400 eksemplarer 

Bladets leder udtrykker 

Dansk Kvindesamfunds holdninger. 

Øvrige artikler i bladet er ikke 

nødvendigvis i overensstemmelse 

med foreningens synspunkter 

Forsideillustration: Gitte Endemann 

Kære læser 

Velkommen til endnu et nummer af Kvinden&Samfundet. 

Så er kvinder og sundhed på dagsordenen. Som emne er kvinders 

sundhed altid relevant, men med kommunernes overtagelse af forebyggelsesopgaverne 

fra januar 2007 er det blevet endnu mere aktuelt. 

Når det gælder forebyggelse og behandling, viser undersøgelser fra 

bl.a. Ligestillingsministeriet, at der er behov for fokus på kønsrollers 

og sociale faktorers betydning. Især kvinder har en stigende forekomst 

af uforklarlige lidelser, og dobbelt så mange kvinder som mænd forlader 

arbejdsmarkedet med førtidspension pga. langtidssygdom. Derfor 

er kvinders sundhed temaet denne gang, idet kommunernes forebyggelsesarbejde 

bør tage fat på kvinders særlige sundhedsudfordringer. 

Karin Gaarde skitserer forskelle i kvinders og mænds forhold til psykisk 

sygdom. Vi lærer, at fedme ikke kun er den enkeltes ansvar i Britta 

Ortizs artikel ’Overvægt skabes i relationer’. Lene Linnet Bach beretter 

om resultaterne fra Odenses Helbredsafklarende Team, der satte et 

projekt i gang for sygemeldte indvandrer- og flygtningekvinder. Og til 

sidst i ’Pæne piger drikker skam også........!’ udfordrer Anna Marie 

Aggerholm vores billede af kvindelige alkoholikere. 

Lige inden sommerferien mødtes K&S med Özlem Cekic – kvinden, der 

gjorde et stort benarbejde i sagen om hvid hjemmehjælp. Den 30-årige 

ildsjæl kiggede forbi DKs sekretariat, lige efter at dommen var faldet, 

mellem interviews med DR, Politiken og andre. K&S’ interview med 

hende bringes i bladet. 

Og så er der nyheder fra udlandet: Vi får nyheder fra Dannerhuset i 

Cameroun, og lærer om udfordringer til ligestilling i Kuwait i ’Gennem 

glasloftet’ af Ane Skov Birk. 

Aalborgkredsens Helle Algreen-Ussing er kommet med endnu et oplæg 

fra Ligestillingens Honningland, hvor der drøftes nye spændende forslag 

til en professionalisering af prostitution. 

Mette Nørgaard Poulsen har lavet en spændende brugerundersøgelse, 

som mange af jer var så flinke at deltage i. Resultaterne af den er 

opsummeret under sektionen: Dansk Kvindesamfund. 

Desuden kan man finde indbydelse og program for 

Kredsnetværksmødet i Odense d. 28.-29. oktober i dette nummer. Vi 

glæder os til mange tilmeldinger. 

God læselyst! 

Buffy Lundgren og Charlotte Ferslev Møller 

Redaktører

Kvinder og Sundhed 

Køn og psykisk sygdom 

Af Karin Garde 

Overvægt skabes i relationer 

Af Britta Ortiz 

Det helbredsafklarende team - 

et projekt målrettet indvandrerkvinder i Odense Kommune 

Af Lene Linnet Bach 

Pæne piger drikker skam også......! 

Af Anna Marie Aggerholm 

Özlem Cekic: Kvinden bag sagen om “hvid hjemmehjælp” 

Interview med Özlem Cekic 

Af Buffy Lundgren 

Dannerhuset i Cameroun 

Af Kari Helene Partapouli 

“Ligestillingens Honningland” - Sexarbejde 

Af Helle Algreen-Ussing 

Gennem glasloftet - politisk indflydelse for Kuwaits kvinder 

Af Ane Skov Birk 

Rettigheder - en antologi om kvinders virkelighed 

Skolens bog om køn og ligestilling 

Program for kredsnetværksmøde 

VoxFemininums sommerarrangement 

Amnesti til voldsudøveLandsstyrelse/kredse 

Kredsnyt 

Brugerundersøgelse af Kvinden&Samfundet 

Praktikant i Aalborgkredsen 

Af Karen Hallberg 

INDHOLD 

TEMA 

4 

7 

9 

11 

13 

17 Features 

19 

21 

24 Bogomtale 

26 

27 Dansk Kvindesamfund 

27 

28 

29 

30 DEBATINDLÆG 

31 

32 LEDER

Køn og psykisk sygdom 

Af Karin Garde, psykiater 

Jeg har i mine mange år som psykiater 

interesseret mig for kønnets 

betydning for psykisk sygdom, fordi 

det er så indlysende vigtigt og 

spændende. Man kan kun forstå en 

kønsforskel fx ved en sygdom, hvis 

man både ser på det biologiske, psykologiske 

og sociale aspekt af lidelsen. 

Den akademiske psykiatri har da 

også officielt et såkaldt bio-psykosocialt 

paradigme, som burde indbefatte 

opmærksomhed overfor kønsforskelle, 

men det kniber med at 

efterleve det i praksis. Det biologiske 

synspunkt i dagens psykiatri er fremtrædende 

på de andre aspekters 

bekostning. Det viser sig fx i den officielle 

lærebog i psykiatri, hvor stikordet 

kønsforskelle ikke forekommer. I 

mange kapitler nævnes kønsfordelingen 

af en sygdom, men dette følges 

ikke op af en analyse og uddybning. 

Hele kapitler, fx kapitlet om narkomani, 

indeholder ikke eet ord om kønsfordelingen. 

Dermed forholdes læseren 

viden om, at det store flertal af 

narkomaner er mænd, at de psykologiske 

forudsætninger og reaktioner 

på misbruget er vidt forskellige (og 

dermed skal behandles forskelligt?), 

og at de sociale vilkår og konsekvenser 

for stofmisbrugende mænd og 

kvinder er forskellige. Emnet kønsforskelle 

anses simpelthen ikke for akademisk, 

selvom akademisk altså her 

skal forstås som en enestående evne 

til at se bort fra noget væsentligt, 

som det medfører elementære videnskabelige 

fejl at holde sig fra livet. 

4 KVINDEN&SAMFUNDET 

Der undervises aktuelt i psykiateruddannelsen 

ikke i emnet kønsforskelle, 

og der er massiv modvilje i standen 

mod at gøre emnet synligt. Jeg 

tror, at modstanden bunder i en helt 

overfladisk forestilling om, at køn er 

noget med kvinder, og at det er noget 

med rødstrømper og lilla bleer om 

håret. På et dybere niveau tror jeg, at 

der er tale om en ulyst til at beskæftige 

sig med magtforhold og hierarkiet 

mellem kønnene. Emnet er kort sagt 

betændt, som en lægelig kursist ved 

en undervisning om kønsforskelle 

nylig bemærkede. 

Mænds og kvinders forskellige reaktionsmåder 

Når man beskæftiger sig med kønsforskelle, 

er det vigtigt at slå fast, at 

der er langt flere ligheder end forskelle 

mellem mænd og kvinder, og der er 

en stor variation indenfor hvert køn, 

hvad psykologiske træk og livsvilkår 

angår. Når det er sagt, er det forbavsende, 

hvor stereotypt forskellige 

mænds og kvinders reaktionsmønstre 

er, både når de er syge, og når de 

er raske, og hvor forskellige sygdomsmønstrene 

er. Jeg vil nævne en 

række eksempler på psykiske sygdomme, 

som illustrerer dette. 

For den alvorligste psykiske sygdom 

skizofreni gælder, at lidt flere mænd 

end kvinder får sygdommen, men det 

går mændene langt dårligere end 

kvinderne, således at mændene 

udgør det store flertal på langtidsaf- 

delinger og blandt hjemløse sindssyge. 

Det har flere forklaringer: 

Mændene bliver syge tidligere i livet 

og har mere invaliderende symptomer 

med isolation og følelsestilbagetrækning 

(formentlig en biologisk forskel). 

De reagerer oftere end kvinderne 

med at benægte at have brug for 

hjælp. De kan ofte få den dårlige ide at 

”behandle” sig selv med alkohol eller 

stoffer, og de risikerer i meget højere 

grad end kvinderne at miste forbindelsen 

med deres familie og venner pga. 

trusler og aggression. Mange får på 

den måde helt brændt broerne bag 

sig. Mændene udgør 85% af de retslige 

patienter, dvs. folk der har begået 

kriminalitet i sindssyg tilstand. 

Blandt deprimerede er kvinderne i 

overtal. De udgør 2/3 af de depressive, 

med det forbehold, at der blandt 

alkoholister og stofmisbrugere 

måske befinder sig en del uopdagede 

depressive mænd. Afmagt, passivitet 

og lavt selvværd er fremtrædende 

træk ved en depression, og som 

oftest vil den syge gerne hjælpes 

med terapi og medicin. Der er en forskel 

i reaktionen på depression, hvor 

kvinderne er tilbøjelige til, sommetider 

helt tvangsmæssigt, at vende tilbage 

til sorgen eller traumet, mens 

mændene mere lægger det bag sig 

uden for megen snak og gerne vil se 

at komme videre. 

Sygdomme, som har en massivt skæv 

kønsfordeling, er spiseforstyrrelser

og såkaldt funktionelle lidelser, dvs. 

tilstande hvor der er uforklarlige 

legemlige symptomer som fx kronisk 

træthedssyndrom og fibromyalgi. Her 

er over 90% kvinder, og det fælles 

træk er at somatisere, dvs. reagere 

”med kroppen”. 

På området personlighedsforstyrrelser 

er der store forskelle i typen af 

forstyrrelse for mænd og kvinder. Hos 

mændene dominerer udadreagerende 

træk som ved psykopati, og tilbøjelighed 

til isolation (skizoid type) 

er også en mandlig personlighedstype. 

Kvindernes karakteristika er ængstelige 

og afhængige karaktertræk og 

selvskadende handlinger som ved 

borderline lidelse (tidligere kaldt 

grænsepsykose). 

På området misbrug er det interessant, 

at legalt, dvs. lægeordineret, 

misbrug af sove- og nervemedicin er 

kvindernes domæne, mens illegalt 

misbrug af stoffer er mændenes. For 

misbrug af alkohol gælder, at 2/3 af 

alkoholister er mænd, et mønster 

som medvirker til, at det store flertal 

af personer på samfundets bund er 

mænd. 

Selvmord og selvmordsforsøg er 

endnu et eksempel på, at mænd og 

kvinder håndterer en livskrise eller 

alvorlig sygdom forskelligt (depression 

og skizofreni indebærer høj risiko 

for selvmord). Mændene demonstrerer 

deres handlekraft ved at begå flertallet 

af fuldbyrdede selvmord med 

voldsomme metoder, mens kvinder i 

højere grad bruger selvforgiftning 

med medicin - en metode som indeholder 

muligheden for at fortryde og 

få hjælp. 

Kønnet som ressource - kønnet som 

risiko 

Disse eksempler illustrerer nogle af de 

kønsforskellige reaktioner på sygdom, 

som man også ser i det almindelige 

sundhedsvæsen, fx hos praktiserende 

læger. Kvinderne henvender sig gerne, 

er interesserede i deres og børnenes 

helbred, og de accepterer som oftest 

den foreslåede behandling. Mændene 

er mere forbeholdne med at søge 

hjælp, henvender sig i mere presserende 

anledninger (ofte på konens 

opfordring) og er mere fåmælte. 

Kort fortalt er et mandligt mønster at 

kunne klare sig selv, evt. ved at 

behandle sig selv, at være fri for 

omklamring og for megen snak og at 

isolere sig fra deres nærmeste og fra 

hjælpen, hvis det er rigtig galt. Der 

ligger måske herunder en illusion om 

usårlighed, som viser sig i benægten 

af at være syg og hjælpeløs, også når 

han virkelig er det, fordi det kolliderer 

med en traditionel manderolle. 

Risikoen ved denne tænkning er, at 

mændene kan bagatellisere eller ligefrem 

benægte, at der er noget galt og 

gribe til desperate handlinger som 

misbrug, aggression eller selvmord. 

For kvinderne er der ikke noget galt 

ved at stå ved at have brug for hjælp 

og opsøge den. Aggression vender 

kvinderne i højere grad indefter, med 

depression og angst til følge. Måske 

er kvindernes optagethed af deres 

helbred sammenhængende med 

opmærksomheden overfor kropssignaler, 

som kan føre til somatisering 

og afhængighed af behandling, dvs. 

passive mønstre. 

Vender vi disse mønstre om og ser på 

dem som ressourcer, er mændenes 

fortrin, at de gerne vil handle, komme 

videre og klare sig selv, dvs. være 

aktive og autonome. 

Kvinderne holder godt fast i deres 

netværk, deler bekymringer og sorger 

med andre og henvender sig, når de 

mærker et symptom. 

Vi er tilbage i helt traditionelle mønstre 

med manden som den autonome, 

aktive, handlende, og kvinden 

som den afhængige, passive, 

behandlede. Der er meget, de to køn 

kunne lære af hinanden her, og 

meget stof for behandlingssystemet, 

hvis man tog kønsbrillerne på. 

Behandlingen kunne blive mere 

nuanceret, hvis man tog hensyn til de 

forskellige mønstre for mænd og 

kvinder - måske i nogle tilfælde kønsopdelt 

behandling. Det er der erfaring 

med indenfor fx misbrugsbehandling, 

hvor mænd og kvinder adskiller sig så 

markant. 

Det ville bedre indsatsen, hvis 

dogmet om, at de biologiske træk 

som de vigtigste ved behandlingen 

blev anfægtet. De biologiske teorier 

er ikke bedre dokumenteret end de 

psykologiske og sociale, men de har 

nærmest automatisk højere prestige, 

dels fordi de er mere enkle, dels fordi 

Årgang 122/4 2006 5 

TEMA

det mest er de mandlige lægers 

område og dermed ses som mere 

akademiske. 

De kvindelige læger 

Til sidst et lille hjertesuk om de kvindelig 

læger i psykiatrien: De markerer 

sig meget lidt som gruppe fra deres 

position, fortrinsvis i lavprestigeområderne 

psykoterapi og social- og 

distriktspsykiatri. Et oplagt område 

for dem at interessere sig for ville 

være kønsforskellene, både på forsknings- 

og behandlingsområdet og i 

lægeverdenen, hvor de alle har stiftet 

bekendtskab med hierarkiet mandkvinde. 

Det er imidlertid ganske få, 

der markerer sig. De bliver til 

gengæld stigmatiseret som feminister 

(hvilket er et skældsord) eller 

rabiate personer, man ikke kan regne 

med. Det kan ikke undre, at en sådan 

medfart ikke indbyder andre til at ytre 

sig, og det siger noget om det lægelige 

broderskabs styrke. Man lever 

selvfølgelig sit professionelle liv mest 

bekvemt, hvis man hytter sit skind, 

sluger kamelerne og læner sig op ad 

magten uden at anfægte den. Men 

det er trist, at de modige kvindelige 

læger, som i sin tid banede vejen for, 

at nutidens unge kvinder med den 

største selvfølgelighed kan studere 

medicin, ikke står som forbilleder 

med hensyn til at vove pelsen, anfægte 

traditionelle maskuline dogmer og 


påvirke deres fag. Det ville være i 

patienternes interesse, at den brede 

tilgang til psykiske sygdomme, med 

vægt også på de psykologiske og 

sociale faktorer, fik prestige og synlighed. 

Men det kræver, at nogle flere 

kvindelige (og også gerne mandlige) 

læger kommer op af stolene og gør 

noget ved det. Man overlever stigmatisering. 

En bemærkning om mig fra 

en mandlig professor: ”Hun er ikke 

funktionssikker i broderskabet ” 

tager jeg som en kompliment. Hvis 

der kunne blive nok af de funktions- 

usikre, ville det blive alment accepteret 

at arbejde med noget så bredt og 

så vigtigt som kønnets betydning. 

Læs mere om temaet køn og psykisk 

sygdom i ”Køn, psykisk sygdom og 

behandling,” Karin Garde, Reitzels 

forlag, København 2003, og i 

”Psykisk sygdom - forskellen mellem 

mænd og kvinder” Karin Garde og Jes 

Gerlach, Psykiatrifondens forlag, 

København 2006

Overvægt skabes i relationer 

Af Britta Ortiz, læge 

Det er en mørk og kold efterårsdag. 

Amalie på 13 år er på vej ned ad den 

lange gang til sundhedsplejerskens 

kontor. En tur som hun ofte har gået. 

Hun hader disse besøg hos sundhedsplejersken 

– også selv om sundhedsplejersken 

ind imellem er meget 

sød, men hun kan alligevel mærke 

hendes lidt opgivende og fordømmende 

holdning. Problemet er, at 

Amalie er overvægtig. Det er nu femte 

år, Amalie går hos sundhedsplejersken 

hver anden måned for at blive 

målt og vejet, og Amalie synes absolut 

ikke, at det er sjovt at træde op på 

vægten, for næsten hver gang er vægten 

steget, uden at hun er vokset tilsvarende. 

For to år siden anbefalede sundhedsplejersken 

Amalies forældre, at hun 

skulle på Julemærkehjem. Det gik 

også fint, mens hun var af sted. Det 

var sjovt, og hun havde det dejligt 

sammen med de andre børn – også 

selv om hun savnede sine forældre, 

søskende og venner, for fire måneder 

er alligevel længe at være væk, når 

man kun er 11 år gammel. Mens hun 

var på Julemærkehjemmet, tabte hun 

ca. 10 kilo, og hun fik en masse ros. 

Men efter at hun kom hjem, gik der 

kun nogle få måneder, før hun havde 

taget det hele på igen, og nu – to år 

efter – er hun meget tykkere, end før 

hun blev sendt på Julemærkehjem. 

Amalie er ked af det, for hun ved, at 

hendes øgede vægt vil gøre, at sundhedsplejersken 

og hendes forældre 

endnu en gang vil komme med formaninger. 

Ofte er hun ved at komme 

op at skændes med sin mor, 

fordi moderen hele tiden overvåger, 

hvad og hvor meget hun spiser. 

Sundhedsplejersken virker heller 

ikke som om, hun tror på hende, når 

hun fortæller hende, hvad hun spiser, 

og hvor meget hun motionerer. 

Alle de mennesker, der er rundt om 

Amalie, vil gerne gøre det bedste for 

Amalie. Man kan imidlertid stille 

spørgsmålstegn ved, om det er det, 

de faktisk gør, når man ser på de 

internationale forskningsresultater, 

som er fremkommet inden for de sidste 

ca. fem år. 

Der er flere internationale studier, der 

peger på, at forbud og restriktioner 

omkring mad er med til at øge sandsynligheden 

for, at et barn, der er 

arveligt disponeret til at udvikle overvægt, 

udvikler overvægt. Det er ikke 

det samme som, at forældrene ikke 

skal være ansvarlige. Det er forældrene, 

der skal bestemme og tage ansvaret 

for indkøb, men de skal stole på 

deres børn. Forældrenes opdragelsesmåde 

har nemlig indflydelse på, 

om deres børn er i risiko for at udvikle 

overvægt. 

Man skelner mellem en autoritær og 

en kontrollerende opdragelsesmåde. 

Den autoritære opdragelsesmåde er 

den, hvor forældrene tør være forældre 

– de tør gå ind og tage ansvar, 

men de stoler også på deres børn i 

modsætning til forældre, der har en 

kontrollerende opdragelsesmåde. 

Forældre, der opdrager deres børn på 

en kontrollerende måde, stoler ikke 

på deres børn, før de har kontrolleret, 

om det, de har sagt, er rigtigt. Den 

TEMA 

autoritære opdragelsesmåde forebygger 

udvikling af overvægt, mens 

den kontrollerende er med til at 

udvikle overvægt. 

Inden for de senere år har man fundet 

ud af, at udvikling af overvægt er 

multifaktoriel. Det handler ikke kun 

om usunde kostvaner og for lidt 

fysisk aktivitet – selv om disse faktorer 

også har indflydelse. Når man ser 

f.eks. ugebladenes slankekure og 

fjernsynsudsendelser om ”kampen 

mod overvægten”, kan man imidlertid 

let få indtryk af, at udvikling af 

overvægt kun handler om det. Man 

gør det til et individuelt problem. Det 

er den enkelte, der ikke kan tage sig 

sammen - der har en svag karakter. 

Det er også det enkelte barn, der bliver 

sendt til behandling, når det bliver 

sendt på Julemærkehjem. Barnet 

får at vide, at det ikke gør de rigtige 

ting. Når barnet så kommer hjem, og 

tager alle kiloene på igen, har det 

ikke lært tingene godt nok. 

Der er flere problemer forbundet med 

at sende børn på Julemærkehjem. 

Dels gør man problemet til barnets 

problem. Man pålægger barnet, at 

det skal sørge for, at familien ændrer 

kostvaner, men det er ikke en byrde, 

man kan pålægge et barn. Hvis problemet 

ikke skyldes uhensigtsmæssige 

kostvaner eller for lidt motion, 

men noget helt andet er problemet 

endnu større, fordi barnet kommer 

hjem til de samme problemer, som 

der ikke er nogen, der har interesseret 

sig for. Måske skyldes barnet eller 

den unges overvægt, at det er udsat 

for en stressfaktor. 

Årgang 122/4 2006 7

Forskningen inden for de senere år 

har vist, at stress og overvægt hos 

disponerede individer hænger sammen. 

Stofskiftet ændres, når man er 

udsat for vedvarende stress, idet man 

producerer mere af det hormon, der 

hedder cortisol, som disponerer til, at 

man udvikler måneansigt, tyrenakke 

og fedtaflejringer på maven. Hvis det 

samtidig er kombineret med et højt 

sukkerindtag eller manglende fysisk 

aktivitet, forstærkes problemet, idet 

begge disse faktorer disponerer til, at 

man får et forhøjet insulinniveau i 

blodet. Insulin er det hormon, der 

hjælper med at transportere sukkerstoffer 

ind i bl.a. muskelcellerne. 

Tidligere troede man, at det var den 

eneste funktion, insulin har, men man 

har nu fundet ud af, at et højt insulinniveau 

i blodet kan medføre, at man 

får fedtaflejringer, især på maven, 

ens appetitregulering ødelægges, så 

man ikke kan mærke, hvornår man 

har spist tilstrækkeligt, man får tendens 

til at indholdet af kolesterol og 

frie fede syrer i blodet stiger, og det 

samme gælder for blodtrykket. 

Forældrenes kontrollerende opdragelsesmåde 

og sundhedsplejerskens 

kontrol er begge stressfaktorer, som 

stresser Amalie. Hvis man havde 

spurgt Amalie og især hendes forældre, 

om der skete noget specielt 

omkring det tidspunkt, hvor hun 

begyndte at blive overvægtig, ville 

man med stor sandsynlighed have 

fundet ud af, at det gjorde der. I 

Amalies tilfælde drejer det sig om, at 

hendes far blev alvorligt syg, og han 

er stadig ikke rask. For andre børn 

kan det f.eks. dreje sig om, at der er 

mange skænderier i familien, forældrene 

er blevet skilt, misbrugsproblemer 

i familien, mobning, dødsfald i 

familien eller en anden krise i barnets 


liv. Alt sammen faktorer som bringer 

barnet i stress pga. en krise. Amalie 

og andre børn og unge reagerer på 

krisen ved at udvikle overvægt, hvor 

andre børn og unge måske reagerer 

ved at blive adfærdsvanskelige. Ved 

at fokuserer på barnet eller den 

unges overvægt hjælper man ikke 

vedkommende, men forstærker 

tværtimod problemet. Bedre bliver 

det ikke, når barnet eller den unge 

måske begynder at trøstespise, isolerer 

sig fra kammeraterne, holde op 

med at være fysisk aktiv osv.. 

Amalie vokser op med en følelse af, 

at hun ikke er god nok, og det har 

betydning langt ind i voksenlivet. 

Mange overvægtige kvinder tror, at 

de kan blive accepteret eller bare 

”tålt”, hvis de prøver at behage 

andre. De har svært ved at sige fra 

over for andre, fordi de tror, at deres 

meninger og holdninger, ja, hele 

deres liv ikke er helt nær så betydningsfuldt 

som alle andres. Mange 

overvægtige piger/kvinder har et lavt 

selvværd, nogle har også lav selvtil- 

lid, men man kan sagtens støde på 

overvægtige kvinder, der har masser 

af selvtillid ved f.eks. at være dygtige, 

idet de her kan få positiv opmærksomhed 

fra omgivelserne, men følelsen 

af at være noget værd i sig selv er 

meget lille. 

Når man kun fokuserer på den 

overvægtiges kost- og motionsvaner, 

gør man den enkelte ansvarlig for, 

at vedkommende er overvægtig. 

Overvægt skabes imidlertid i relationer, 

som ovenfor skitseret. 

Overvægtsproblemet løses derfor 

heller ikke ved, at man kun gør problemet 

til den enkeltes problem, og 

dette gælder især, når det handler om 

børn og teenagere. Ved kun at gøre 

det til den enkeltes problem kan man 

tværtimod risikere at skubbe vedkommende 

ud i en spiseforstyrrelse, 

især hvis det drejer sig om piger eller 

unge kvinder, og så har man ikke fået 

løst problemet, men derimod skabt et 

problem, der er endnu større. 

Man ved ikke præcist, hvorfor 

piger/kvinder har en større risiko for 

at udvikle en spiseforstyrrelse. Man 

kan blot konstatere, at det forholder 

sig sådan, og man ved, at en spiseforstyrrelse 

for mange unge kvinder 

starter med en slankekur. Her spiller 

samfundet og mediebilledet en stor 

rolle, idet der i samfundet er mere 

fokus på kvinders end på mænds 

udseende og det til trods for, at der er 

flere mænd end kvinder, der er overvægtige.

Det helbredsafklarende team 

- Et projekt målrettet indvandrerkvinder i Odense Kommune 

Lene Linnet Bach 

Psykolog, Odense Kommune 

Ser man nærmere på, hvor mange 

1.generationsindvandrerkvinder fra 

tredje verdenslande, som er tilknyttet 

det ordinære arbejdsmarked i 

Danmark, er tallene både nedslående 

og rystende. 

I 2004 var ledighedsprocenten på Fyn 

for indvandrerkvinder på 26 % mod 8 

% for kvinder med en dansk baggrund. 

Indvandrerkvinder på kontanthjælp 

bliver mødt med de samme krav som 

kvinder af dansk afstamning, dette 

både i form af aktivering og sanktionering. 

Der stilles altså de samme krav, men 

hvor store forskelle er der i fht. kvindernes 

forskellige grundlag? 

En kvinde fra et tredje verdensland 

kan have barrierer såsom: dårlige 

danskkundskaber, ingen eller en 

meget begrænset arbejdsidentitet, 

manglende indsigt i det danske samfund 

og dermed de sociale spilleregler 

på en arbejdsplads, social isolation, 

en anden forventning om kvindens 

rolle i samfundet og en af de 

måske mest afgørende faktorer, 

ingen eller kun en meget begrænset 

skolegang/uddannelse. 

Kvinder fra tredje verdenslande kan 

således adskille sig fra kvinder af 

dansk afstamning på en række 

afgørende punkter. Årsagerne til, at 

kvinder med en anden etnisk baggrund 

er så stigmatiserede i fht. 

arbejdsmarkedet, kan altså være 

mange. 

Projektet 

Det helbredsafklarende team i Odense 

Kommune blev sat til at undersøge 

nogle af de kvinder, som blev opfattet 

som værende længst borte fra 

arbejdsmarkedet. 

De kvinder, som blev undersøgt i det 

helbredsafklarende team, blev defi- 

neret som kvinder, der udtrykte helbredsmæssige 

klager i forbindelse 

med aktiv erhvervsdeltagelse. 

Målgruppen var således kvinder, som 

havde helbredsmæssige klager af 

fysisk og/eller psykisk karakter, og 

som manglede en arbejdsidentitet. 

Kvinderne havde enten været i 

talrige aktiveringstiltag eller havde 

stort set ikke deltaget i nogen, 

siden deres ankomst til Danmark. 

Fælles for kvinderne var også, at 

de ikke længere deltog i integrationsprojekter 

og/eller sprogskole. 

Integrationsperioden var således et 

overstået kapitel for samtlige kvinder. 

Formålet var at udvikle en metode, 

som kunne afklare (rest)erhvervsevnen 

blandt kvinder med en anden 

etnisk baggrund og samtidigt forsøge 

at afklare nogle af de kvinder, som 

var sværest at få afklaret i Odense 

Kommune. 

Da kvinderne gav udtryk for klager af 

både fysisk og psykisk karakter, og 

da de samtidig var i en socialt svær 

situation, var det vigtigt, at der blev 

nedsat et team, som matchede kvindernes 

problemstilling. Fra projektets 

start var det derfor besluttet, at der i 

teamet skulle deltage en sociallæge, 

en socialrådgiver og en psykolog. 

Kvinden blev sammen med en tolk 

indkaldt til et interview, hvor der var 

en læge, en socialrådgiver og en psykolog 

tilstede. Kvinden blev informeret 

om projektets formål, og herefter 

startede samtalen. Der blev altid 

taget udgangspunkt i kvindens baggrund, 

skolegang, familieforhold, om 

det var hendes idé at komme til 

Danmark, og hvilke forventninger 

hun havde til Danmark. 

Herefter blev der lagt vægt på kvindens 

møde med Danmark: havde hun 

følt, at hun fik en god behandling, og 

hvordan havde hun oplevet integrationsperioden? 

Hvordan var kvindens 

familie- og hverdagsliv? Til slut blev 

der talt om hendes klager, hvorefter 

teamet voterede uden kvindens tilstedeværelse. 

Efter en kort votering 

blev kvinden atter kaldt tilbage, men 

denne gang sammen med sin myndighedssagsbehandler. 

Teamets vurdering 

blev overleveret mundtligt, og 

sammen med myndighedssagsbehandleren 

blev der lagt en handlingsplan 

for kvinden. 

Resultaterne 

Der blev i løbet af projektperioden 

afklaret 20 kvinder. Ud af disse 20 

kvinder blev der i 3 tilfælde peget på 

pension som forsørgelsesgrundlag. 

Ved 2 kvinder blev det vurderet, at de 

havde en psykisk lidelse, som krævede 

behandling, før det blev afgjort, 

hvilke aktiveringstiltag der ville være 

relevante. 

I de resterende 15 sager blev der ikke 

fundet belæg for, at kvinderne havde 

fysiske eller psykiske lidelser, som 

kunne berettige en sygemelding. 

Umiddelbart kunne man så foranlediges 

til at tro, at der var tale om kvinder, 

som måske forsøgte at ”snyde” 

sig til passiv forsørgelse, eller som 

led af en psykosomatisk lidelse. Der 

kunne også være tale om ”bekvemmelighedsflygtninge”, 

eller nogen 

som ikke kunne/ville omstille sig til 

det danske samfund osv. 

Det viste sig i praksis, at der var 20 

forskellige bevæggrunde til, at kvinderne 

ikke så sig i stand til at møde i 

daglig aktivering. Det spændte fra 

deres opfattelse af husmoderrollen, 

til kvinder som var alvorligt psykisk 

syge som følge af f.eks. tortur eller 

havde en psykiatrisk sindslidelse. 

Der var overordnet 2 grupper af kvinder. 

Årgang 122/4 2006 9 

TEMA

I den første og største gruppe opfattede 

langt de fleste kvinder først og 

fremmest sig selv som hjemmegående 

husmødre. De forsøgte at leve op 

til deres traditionelle opfattelse af 

kvinderollen og havde på mange 

måder videreført den tilværelse i 

Danmark, som de forestillede sig, de 

ville have levet i hjemlandet. 

I den anden og mindre gruppe havde 

kvinderne en uddannelse svarende til 

gymnasiet eller et højere niveau, og 

de ønskede en egentlig tilknytning til 

arbejdsmarkedet. Men forskellige 

omstændigheder havde gjort, at de 

havde mistet troen på, at det kunne 

lade sig gøre. Der var 2-4 personer, 

for hvem det forholdt sig sådan. Kun 

én ville i gang med en uddannelse, - 

de andre magtede det ikke og blev 

indstillet til pension eller behandling. 

Som gruppe var de psykisk syge 

meget belastede. Det kunne f.eks. 

være, at de havde forsøgt at få et 

arbejde uden held, eller at de havde 

psykiske vanskeligheder, som gjorde 

en fast tilknytning svær. 

Det mest overraskende ved projektet 

var ikke, at kvinderne havde en lang 

række vanskeligheder af især social 

karakter, men at der i langt de fleste 

tilfælde var tale om ressourcestærke 

kvinder! 

Ud fra papirerne var forventninger 

ofte, at vi ville møde kvinder, som var 

slidte og forsagte, men i virkeligheden 

var der tale om kvinder, som 

kunne indgå i et samarbejde med 

samtlige tilstedeværende, og som 

kunne argumentere for deres sag. 

Kvindens situation 

Ofte var det kvindens forventning, at 

det helbredsafklarende team ville 

pege på en pension efter samtalen. 

De reagerede ofte meget emotionelt, 

når de blev klar over, at de kunne og 


skulle i aktivering. Derfor blev der 

ofte talt om, at familien i højere grad 

måtte hjælpe med de hjemlige pligter, 

og at de ikke straks kunne stå 

parat med varm mad efter børnenes 

skoledag. 

En sådan samtale skal selvfølgelig 

følges op af en aktivering, der hvor 

det er muligt at arbejde med kvindens 

tro på sig selv. 

Ofte oplever kvinderne nemlig ikke 

selv, at de ikke har de fornødne kompetencer 

i fht. et arbejde. 

Tit er dette også tilfældet, men for at 

kunne give dem kompetencerne er vi 

først nødt til at arbejde med kvindernes 

tro på sig selv. 

Økonomisk sanktionering kan hjælpe 

med til at få kvinden ud af huset. Det 

kan især bidrage til, at den samlede 

familie støtter op omkring kvindens 

aktivering. Men den kan aldrig stå 

alene. 

Efter en kritisk gennemgang af hele 

kvindens beskæftigelsessag, herunder 

statusattester fra læger, psykologer, 

speciallæger osv., kan det i langt 

de fleste tilfælde afgøres, om en aktivering 

direkte skader kvindens helbred. 

Er aktiveringen ikke skadende 

for kvinden, kan og bør kvinden aktiveres 

i rette regi. Det er bydende nødvendigt 

at arbejde med kvindens indstilling 

til sig selv og hendes familie. 

For at kunne ændre sin hverdag, er 

hun nødt til først at erkende sin egen 

rolle. Mange af de kvinder, vi mødte, 

føler sig truet på deres identitet. 

Deres børn har både elementer af 

dansk kultur og hjemlandets kultur i 

sig. Dette ser kvinderne som en stor 

trussel. Rent logisk ønsker hun, at 

børnene får sig en god uddannelse og 

muligheder for job, men emotionelt 

er hun bange for, at børnene forandrer 

sig for meget og derved bliver 

fremmede for hende. Ofte er det kvin- 

den, som er familiesammenført, hvorfor 

hendes familie er i hjemlandet. 

Netværket udgøres derfor i stor 

udstrækning af mandens familie. Der 

er altså med andre ord tale om isolerede 

kvinder. Denne isolering fører 

ofte til, at kvinden holder fast i sin 

traditionelle opfattelse af kvinderoller. 

En sygemelding giver ofte kvinden 

”fred” fra det offentlige system. 

Desuden er hun ifølge sin egen sygdomsopfattelse 

at betegne som reelt 

syg. 

Der er med andre ord tale om en kompleks 

social problemstilling, som kun 

løses i samarbejde med kommunen, 

sundhedsvæsnet og kvinden selv. 

Kan kvinden arbejde med sine holdninger 

og forventninger til sig selv 

samt få afprøvet sine kræfter på gode 

praktiksteder med mentorer, er det 

også min overbevisning, at indvandrerkvinden 

kan få et fast arbejde. 

Hvis vi som samfund vil opnå en 

ændring af 1. generationsindvandrerkvindernes 

vilkår på arbejdsmarkedet, 

skal vi dog være villige til at 

påtage os denne opgave og dermed 

give kvinderne muligheden for at 

kunne møde de krav, vi stiller til dem. 

Kilder: 

Interesser og holdninger til arbejde – 

Fokus på indvandrerkvinder og 

beskæftigelsesindsatsen: LG Insight, 

september 2005. 

http://www.lg-insight.dk/ 

Etniske kvindeprojekter i Odense – 

detailevaluering af delprojekter: LG 

Insight, marts 2006. 

http://www.lg-insight.dk/

Pæne piger drikker skam også....! 

Af Anna Marie Aggerholm, 

rådgiver, CDAC 

De fleste mennesker får et ganske 

bestemt billede op på nethinden, når 

de hører ordet ”alkoholiker”: - en 

mand, der sidder på en bænk med en 

pose guldbajere i en pose, ubarberet, 

ubegavet, arbejdsløs og uden familie. 

Nu skal jeg rokke lidt ved den forestilling: 

Jeg er nemlig også alkoholiker, men 

kvinde, velbegavet, veluddannet, 

ikke socialt belastet, og jeg har altid 

haft arbejde i ledende jobs og boet i 

ejerbolig. Sideløbende med min 

erhvervskarriere var jeg fritidsmusiker 

i 12 år (før jeg begyndte at drikke), 

dilettant- og revyskuespiller for 

sjov, et sprogligt talent, og mor til en 

dejlig velfungerende søn. Hvorfor 

begynder jeg så som 25-årig at bruge 

alkohol som en daglig trøstermand, 

når min forstand fortæller mig, at det 

er noget skidt? 

Det skulle jeg bruge de næste ca. 15 

år på at finde ud af. Men jo mere alkohol, 

der kom ind i mit liv, jo mere 

mistede jeg følingen med min egen 

eksistens. Jeg blev væk fra mig selv 

og mistede kontakten med min 

”væren”. Min selvtillid fejlede ingenting, 

men mit selvværd var under nulpunktet. 

Jeg er født i 1957, og de første 25 år af 

mit liv havde jeg absolut ingen anelse 

om, at jeg var bærer af disponeringen 

for en kronisk, uhelbredelig sygdom. 

Jeg levede en – efter normen – forud- 

sigelig og sorgløs tilværelse med skolegang, 

studentereksamen, ophold i 

udlandet, uddannelse til korrespondent 

og derefter fuldtidsjob som 

salgssekretær. Som 20-årig flyttede 

jeg sammen med min første rigtige 

kæreste, og to år senere blev vi forældre 

til Tom. 

Da min søn var 3 år, valgte jeg at forlade 

hans far for at flytte sammen 

med en anden mand i Københavns 

nordlige omegn. Min søn tog jeg med 

– det var der overhovedet ingen 

diskussion om. Jeg havde hidtil været 

den kærlige og omsorgsfulde mor, 

nærværende og ædruelig, og min søn 

betød alt for mig. Mange år senere 

skulle jeg komme til at bruge mange 

ressourcer på at genoprette de skader, 

jeg ved den beslutning kom til at 

pådrage ham. 

Med min nye samlever fulgte også en 

ny livsstil, som jeg på den ene side 

ikke følte mig tilpas i – på den anden 

side gjorde jeg alt for at leve op til 

min nye "status". Nu hed det cocktails 

før maden, rødvin til middagen, 

og en sjus senere på aftenen – et 

kvantespring for mig, der var vant til 

sødmælk og saftevand! Jeg har altid 

hævdet, at jeg først begyndte at drikke 

som 25-årig, og at jeg var afhængig, 

inden jeg blev 30. Det hævder jeg 

stadig. 

I lang tid spillede vi udadtil rollen 

som den velfungerende direktørfami- 

TEMA 

lie rigtig godt. Jeg havde et godt job 

som direktionssekretær, og jeg var 

effektiv og dygtig til mit job. I grunden 

havde jeg det allerbedst, når jeg 

var på arbejde. Inderst inde vidste 

jeg, at så længe jeg var på arbejde, 

var jeg i hvert fald fri for at drikke. Det 

vil sige – lige indtil jeg begyndte at 

skulle have et par små Gl. Dansk med 

i min taske, - bare for en sikkerheds 

skyld. De små Gl. Dansk blev langsomt 

til en kylling, ? flaske snaps, 1 

flaske vodka...... og mine kollegaer 

var med stor undren vidne til, at 

denne dygtige og pæne kvinde krakelerede 

for øjnene af dem. Men ingen 

sagde noget til mig......hvad skulle de 

sige? Jeg havde jo selv styr og check 

på tingene, så måtte jeg vel også selv 

vide at søge hjælp, hvis der var noget 

galt! 

Problemet er bare, at i takt med 

afhængighedens progressive udvikling 

stiger også graden af benægtelse. 

Jeg troede selv, at jeg havde 

min værdighed i behold – men jeg 

var også den eneste med den 

opfattelse. Det værste var skammen. 

Efterhånden som min tolerans over 

for alkohol steg, og jeg dermed skulle 

have mere af det for at opnå 

samme virkning, gik jeg rundt i en 

evig døs. Vi kalder det for en funktionspromille. 

Men selvom jeg 

behøvede mit ”stof” for at fungere, 

var jeg da godt klar over, at jeg faldt 

igennem i visse situationer. Især sidst 

på dagen..... – og så var det, jeg 

Årgang 122/4 2006 11

spurgte mig selv: ”Hvad er det i dit liv, 

der ikke fungerer, eftersom du er 

nødt til at dulme virkeligheden med 

alkohol?”. 

Det hele kulminerede i 1999, hvor jeg 

i en alder af 42 år var – bogstavelig 

talt – ved at drikke mig ihjel. Jeg var 

flyttet fra min direktørmand og tilbage 

til Aalborg, og min søn og øvrige 

familie havde stort set afskrevet mig, 

samtidig med at alle øvrige relationer 

enten selv var stået af, eller også 

havde jeg trukket mig fra alle fællesskaber. 

Det eneste, jeg havde tilbage, 

var et godt job! Spadseredragten var 

altid nystrøget og de højhælede sko 

nypudsede. Man har vel værdighed! 

I dag, hvor jeg har været ædru i 7 år, 

har jeg fået svar på mange af mine 

”hvorfor’er”. At løbe spidsrod mellem 

psykologer og psykiatriske hospitaler 

havde aldrig hjulpet mig med mit problem, 

men da jeg langt om længe 

kom i Minnesotabehandling, fik jeg 

forklaringen på mine lidelser. Det 

skete, da en behandler sagde til mig: 

”Anna Marie, du drikker ikke, fordi du 

har problemer – du har problemer, 

fordi du drikker”. Fra den dag fik jeg 

et nyt og mig hidtil ukendt udgangspunkt 

for min helbredelse. Jeg led 

simpelthen af en kronisk, progressiv 

og dødelig sygdom med benægtelse 

som det mest fremherskende og styrende 

symptom. 

Selve sygdommen Kemisk Afhængighed 

rammer i lige så høj grad både 

mænd og kvinder. Men selv i vor oplyste 

tid har samfundet sine fordomme 

i behold over for kvinder, der drikker. 

Og mama mia, hvis hun også har 

børn! Jeg plejer at sige, at kvinder 

hellere dør af skam end går i behandling. 

En kvinde kan også ofte gemme 


sig længe mellem kollegaerne på sin 

arbejdsplads, der køber alle hendes 

undskyldninger for sit fravær og sin 

ineffektivitet med menstruationsbesvær, 

barnets første sygedag, problemer 

med manden, stress osv. osv. 

Undersøgelser har vist, at der i gennemsnit 

går 5-10 år, fra familien gennemskuer 

situationen, til der opstår 

mistanke på arbejdspladsen. 

Min fascination af de mekanismer, 

der skaber og vedligeholder den 

afhængige personlighed, gjorde, at 

jeg droppede mit tidligere job og 

uddannede mig til Danish Addiction 

Counselor. En 1-årig, intensiv uddannelse 

i afhængighedssygdomme, 

hvor mit specialefelt naturligvis er 

kemisk afhængighed. Mit arbejdsliv 

er nu centreret omkring rådgivning og 

behandling af alkohol- og medicinafhængige 

på Behandlingscenter Tjele, 

hvor jeg hver dag glædes over de 

gode liv, der som et resultat af 

behandlingen kommer ud ”på den 

anden side” – og det gælder såvel 

alkoholikere som deres pårørende. 

Samtidig holder jeg foredrag over 

hele landet om alkoholisme og dens 

ødelæggende hærgen i familier og på 

arbejdspladser – det er så vigtigt at få 

spredt et håb! 

Skriv eller ring gerne til mig: 

annamarie@tjele.com – eller 

22100688.

Özlem Cekic: Kvinden bag sagen om 

”hvid hjemmehjælp” 

Interview af Buffy Lundgren 

Kvinden&Samfundet bringer her et 

interview med Özlem Cekic, - kvinden 

som var med til at sætte sagen 

om ’Hvid hjemmehjælp’ på dagsordenen. 

Özlem Cekic er formand for 

Mangfoldighedsnetværket, et netværk 

for etnisk minoritetssundhedspersonale. 

Netværket bidrog med 

benarbejdet for at få kommunerne til 

at indse, at det er diskrimination at 

imødekomme et ønske om at vælge 

en social- og sundhedsassistent fra 

på grund af sin hudfarve eller etniske 

oprindelse. 

Mangfoldighedsnetværket – med 

Özlem Cekic som formand – foretog i 

2005 en undersøgelse, der bestod i 

en rundringning til otte kommuner. 

Ud fra samtalerne konkluderede 

Mangfoldighedsnetværket, at det var 

muligt at bestille hvid hjemmehjælp i 

syv ud af otte kommuner. I juni 2006 

fandt Klagekomitéen, at Aalborg 

Kommunes praksis med at lade borgerne 

bestemme farven på deres 

hjemmehjælpers hud var ulovlig. Syv 

andre steder var anklaget for samme 

ulovlighed, men blev frikendt, fordi 

de ikke tilstod ligesom Aalborg 

Kommune. Klagekommiteen havde 

ikke mandat til selv at efterforske 

sagen yderligere. Nu skal skriftlige 

retningslinjer udrydde enhver tvivl 

hos medarbejderne. 

Mangfoldighedsnetværket ringede 

og udgav sig for at være barnebarn af 

en opdigtet person, som kun ville 

modtage "hvid hjemmehjælp." 

Foruden Aalborg Kommune ringede 

Mangfoldighedsnetværket til 

Frederiksberg, Odense, Århus, 

Albertslund og Farum samt områdekontorerne 

i Vanløse og Østerbro i 

Københavns Kommune. 

Mangfoldighedsnetværkets rundringning 

var ikke bevis nok til at påvise, 

at Aalborg kommune overtrådte 

loven. Men efterfølgende fremsatte 

kommunens ældrerådmand Anni 

Kjeldgaard (K) udtalelser, som i dagspressen 

bekræftede, at det kunne 

lade sig gøre at vælge en hjemmehjælper 

med en bestemt hudfarve. 

Dette benægtede hun dog senere. 

Mangfoldighedsnetværkets undersøgelse 

viser dog, at problemet findes 

og ikke kun er noget specielt for 

Aalborg Kommune, men er udbredt 

mange steder. 

Özlem Cekic er sygeplejerske og 

ansat i Opsøgende Psykoseteam på 

Sankt Hans Hospital. Hun er desuden 

næstformand for Dansk Sygeplejeråd 

(DSR)s Tværkulturelle Sygepleje 

og er stifter af og formand for 

Mangfoldighedsnetværket – et netværk 

for etniske minoritetsansatte i 

sundhedsvæsenet. Hun er 30 år. 

TEMA 

Følgende interview med hende fandt 

sted på Dansk Kvindesamfunds 

sekretariat i København sidst i juni 

2006. 

K&S: Tillykke med sejren i sagen om 

hvid hjemmehjælp. Det er et spændende 

tidspunkt at mødes med dig nu, 

lige efter dommen er kommet. 

Hvordan vil du beskrive sagen? 

ÖC: Vi fik nogle henvendelser fra 

Frederiksberg Kommune om, at man 

imødekom folks ønsker om at sende 

en dansker frem for en person med 

anden etnisk baggrund. Det prøvede 

vi at undersøge og lavede en stikprøveundersøgelse, 

hvor vi ringede 

til 7 kommuner, heraf to steder i 

København. Ud af de 8 vi ringede til, 

så var der 7, der sagde, at det ville 

være muligt at sende en hvid hjemmehjælp. 

Og det er ret interessant, 

fordi det er social- og sundhedsassistenter, 

som bliver valgt fra, mens 

Integrationsministeren laver kampagner 

for at rekruttere flere med anden 

etnisk baggrund til Social- og 

Sundhedsuddannelsen. 

Så vi fremlægger denne undersøgelse, 

og så må ministeren gøre noget 

for at stoppe den diskrimination, der 

finder sted på offentlige arbejdspladser 

af de her kvinder. Sagen endte 

der, at Klagekomitéen for Etnisk 

Årgang 122/4 2006 13

Ligebehandling, hvor vi afleverede 

vores bånd og udskrifter, gik videre 

med det, og der kom en afgørelse i 

juni 2006, som viser, at Aalborg 

Kommune har overtrådt lovgivningen, 

og andre kommuner bliver nu 

pålagt at lave en etnisk ligestillingspolitik. 

Det er vi rigtig glade for. Vores mål var 

at synliggøre den diskrimination, der 

er, og det andet mål var at få en 

etnisk ligestillingspolitik i kommunerne. 

Vi har hele tiden sagt, at der 

var diskrimination, og nu står det 

også skrevet sort på hvidt. - For os er 

det en kæmpe sejr. 

K&S: Hvilken betydning vil dommen 

have for fremtiden? 

ÖC: Nu har vi jo opfordret Social- og 

Sundhedsassistenternes formand 

Dennis Kristensen (FOA) til at gøre 

noget ved det. Under sagen sagde 

han, at hvis det her var rigtigt, så ville 

man gå i retten med det. 

Det er den ene ting. Det andet er selvfølgelig, 

at selve afgørelsen har en 

ekstremt stor signalværdi – at det er 

ulovligt at bestille hvid hjemmehjælp. 

Det er slået fast hos borgerne, og det 

er også slået fast hos kommunerne. 

Nu ved de, at man ikke kan opfylde et 

sådant ønske. Og så havde det en 

kæmpe signalværdi for vores etniske 

minoriteter, som arbejder i social og 

sundhedssektoren. De ved nu, at vi 

kæmper deres sag. 

Så sagen har mange betydninger. Alt 

i alt er det her er et vigtigt skridt på 

vej til at sikre etnisk ligestilling på de 

offentlige arbejdspladser. 

K&S: Er du tilfreds med afgørelsen? 

ÖC: Ja, jeg er meget tilfreds. Jeg ville 

ønske, at komitéen havde mandat 


til at gå ud og kræve, at der blev 

ledt efter beviser mod de andre 

kommuner, men det har de ikke. 

Kommunerne skal selv tilstå, at de 

har overtrådt lovgivningen. Det er en 

politisk sag, og det må politikerne 

arbejde videre med. Men jeg er 

enormt glad for, at det nu er slået 

fast, at det er diskrimination at imødekomme 

et ønske fra en borger, der 

ønsker en dansker frem for en indvandrer. 

Så det er stort, og på den 

måde er vi enormt tilfredse. Det, det 

også gør, er, at nu skal de andre kommuner 

arbejde aktivt med etnisk ligestilling, 

og det kommer både borgere 

og kolleger til gavn. 

K&S: Er det svært at få formidlet, at 

der i det hele taget må gøres noget 

proaktivt, for at mangfoldigheden på 

arbejdsmarkedet bliver styrket? 

ÖC: Ja, det er det. Det er meget følelsesladet. 

Da vi var ude at sige, at det 

var umuligt at imødekomme det 

ønske fra borgeren, så var Dansk 

Folkeparti ude at sige, at det da ikke 

var ulovligt. Hvis det var ulovligt, så 

ville DF arbejder for, at det blev lovligt, 

fordi de ønsker, at hvis en gammel 

dame ringer og er utryg ved 

Aisha, så skal det da være muligt at 

vælge Aisha fra. Det er klart, at når 

det bliver på det niveau, så bliver 

kampen svær, fordi DF har et godt tag 

i nogle danskere. 

Men på den anden side kan man også 

godt sige, at da vi ringede til kommunerne 

og udgav os for at være Gerda 

Nielsens barnebarn og sagde: ”Ved 

du hvad, min farmor er rigtig utryg 

ved at have en etnisk hjemmehjælper. 

Hun vil hellere have en dansker”, 

da var der ikke nogen, der spurgte: 

”Hvorfor er hun utryg? Hvad er hun 

bange for? Hvad kan der ske?” Det 

Modelfoto 

var ret interessant. Det er hele tiden 

de der forestillinger, man har om etniske 

minoriteter. De billeder, der bliver 

skabt i medierne. 

Hvis man selv gør noget, så kan man 

belyse nogle ting. Man kan fremhæve 

det og sætte det på dagsordenen. Og 

så kan politikerne tager over og sige: 

det her skal vi arbejder videre med. 

Og det kan jeg forstå, at flere partier 

gerne vil, og det er ekstremt godt. 

K&S: Hvilken slags opbakning får de 

etniske minoritetskvinder – f.eks. 

social- og sundhedshjælpere og 

sygeplejersker - fra systemet i de 

tilfælde, hvor de bliver valgt fra? 

Hvilken støtte er der fra kolleger og 

arbejdsgivere? 

ÖC: Det, der skal ske, hvis vi skal 

skabe en mangfoldig, ligestillet stab 

af medarbejdere, er, at fagforeningerne 

kommer på banen. Uden dem kan 

vi ikke kæmpe. Vi har et mangfoldighedsnetværk 

af etniske sygeplejersker, 

der er med til at påvirke og 

sætte emnet på dagsordenen ved 

løbende at foretage undersøgelser 

og præge debatten. Den indsats er 

med til at skabe et mangfoldigt sundhedsvæsen. 

Det sender det budskab, 

at man bør have ligestilling. Der er 

flere aktører, men fagforeningerne 

bør passe godt på medlemmerne, 

uanset hvilken etnisk baggrund de 

har. Det er helt nødvendigt med fagforeningerne. 

De skal på banen og 

sige, at det her ikke er acceptabelt. 

Ligesom det ikke er acceptabelt at 

fyre en gravid kvinde, er det også

uacceptabelt at vælge én fra, fordi 

hun hedder Aisha. Det er den samme 

kamp. 

K&S: Hvordan mener du, at sundhedsvæsenet 

ville se ud, hvis disse 

kvinders ressourcer og viden blev 

brugt fuld ud? 

ÖC: Hvis jeg skulle bestemme, - og nu 

kigger jeg frem og ser, hvordan sundhedsvæsenet 

skal se ud om 10-15 år. 

Der har vi rekrutteret flere med anden 

etnisk baggrund, fordi de kommer 

med en viden, som er helt unik. De 

kan være med til at synliggøre, at vi 

er nødt til at adskille kultur fra sygdom. 

De kan også være med til at aflive 

alle de fordomme og stereotyper, 

der er om de etniske. 

For at give et eksempel fra skadestuen. 

Der kom en patient, der hed 

Abdul. Da han ankom, bestilte sygeplejersken 

på aftenvagt en arabisk 

tolk, en enestue og halalmad. Jeg 

spurgte hvorfor. Hun svarede, at det 

var, fordi han sikkert ikke kunne sproget, 

han var muslim (fordi han kommer 

fra Iran), og han havde sikkert 

rigtig mange familiemedlemmer, der 

ville komme på besøg. Så det var 

godt at lægge ham på enestuen. Så 

viste det sig, at manden kom fra Iran, 

var ingeniør, talte perfekt dansk, var 

flygtning, var her alene og var ateist. 

Sygeplejersken har jo ikke tænkt: 

”Nu skal jeg bare diskriminere!” Men 

hun har bare en forestilling om de her 

mennesker og ser dem ikke som en 

differentieret gruppe. Hun ser muslimen 

og ikke mennesket først. Man 

ville aldrig begynde at lave alle disse 

tiltag, hvis det var Brian, der meldte 

sig. Vi skal have flere sygeplejersker 

med anden etnisk baggrund. 

Sundhedsvæsenets sammensætning 

i personalegruppen skal svare til tallene 

ud i befolkningen. 

Vi skal passe på de etniske minoriteter, 

vi har i sundhedsvæsenet, fordi 

de er med til at skabe et mangfoldigt 

sundhedsvæsen. 

Så vil jeg også have tolke i alle mulige 

sprog ansat på hospitalerne, så vi 

kan kommunikere med alle patienter. 

Der bør også være netværksgrupper, 

fx pårørendegrupper, for alle og ikke 

kun for danskere. Sorgen og glæden 

er ens, uanset hvor du kommer fra. 

Der bør være ligestilling mellem religioner. 

Hospitalerne skal have bederum, 

som kan rumme alle religioner. 

K&S: Og det findes ikke i dag? 

ÖC: Ikke alle steder – få sygehuse har 

det. Der bør også alle steder være 

mulighed for mad til alle grupper: 

kosher, halal osv. 

Så tror jeg også, at de etniske minoriteter 

kan være med til – hvis man gav 

dem muligheden – at gribe tingene 

anderledes an. Jeg kan huske, at 

der kørte diabetesprojekter på 

Bispebjerg, hvor ingen etniske minoriteter 

mødte op, indtil man snakkede 

med en etnisk minoritetsperson, der 

fortalte, at man greb projektet helt 

forkert an. Man skal adskille mænd 

og kvinder. Man har en anden blufærdighedsgrænse, 

når man er muslim. 

Kvinderne vil gerne gøre gymnastisk, 

men uden mændene kigger på dem. 

Man skal ansætte en diætist, 

der laver pakistansk mad, fordi 

det er det, de laver derhjemme. 

Ændringerne skabte en markant stigning 

i antallet af etniske deltagere, 

bare fordi man greb det lidt anderledes 

an. 

K&S: Hvad vil du sige til det argu- 

ment, at alle de her initiativer lyder 

godt, men de koster for meget? 

ÖC: Det koster ikke noget at sætte 4- 

5 mennesker sammen for at tænke 

kreativt. Det koster ikke noget at lytte 

til patienter. Det koster samfundet 

meget mere, hvis man planlægger et 

diabetesprojekt, og 80% af dem med 

diabetes så ikke kommer. Det koster 

samfundet, hvis vi ikke er i stand til at 

forebygge sygdom. Alt i alt er det her 

en ekstremt billigt løsning. Der er 

noget arbejdskraft derude at trække 

på. Der sidder folk derude med ressourcer 

og kompetencer, som vi bør 

udnytte, så det bliver til gavn for patienter 

og borgere. Fx hvis man bare 

havde snakket med iraneren i 5 

minutter, så kunne man have sparet 

en enestue til 13.000 om dagen, tolk, 

halalmad og frustration. Det ville man 

være fri for. 

K&S: Hvornår gik det op for dig, at du 

var nødt til at gøre noget aktivt ved 

spørgsmålet om mangfoldighed i din 

branche? 

ÖC: Da jeg startede på sygeplejeuddannelsen. 

Her gik det op for mig, 

hvor mange fordomme og forestillinger 

der var om de etniske patienter. 

Senere i min karriere opdagende jeg, 

at de barrierer og fordomme også 

ramte kolleger med anden etnisk 

baggrund. Sygeplejersker med etnisk 

baggrund ringede til mig og fortalte 

om deres problemer med diskrimination. 

For eksempel fortalte én, at hendes 

kollega havde sagt, ”Sådan nogle 

dyr som jer råber man kun ad”. Når 

man hører på de her historier, er man 

nødt til at gøre noget, og jeg følte mig 

forpligtet. Derfor oprettede jeg et netværk 

for etniske sygeplejersker, og vi 

har planer om at udvide det til andre 

sundhedspersonalegrupper. Vi er 

allerede nu begyndt at få andre fag- 

Årgang 122/4 2006 15 

TEMA

grupper ind. Jeg tænkte, at jeg ikke 

bare kunne kaste det videre. Det var 

derfor, jeg gik i gang i DSR med at få 

dem til at anerkende, at der er problemer. 

Jeg ser det helt klart som 

noget, der ligger på mine skuldre. 

Første gang jeg var til kongres i 

Dansk Sygeplejeråd og brugte ordet 

mangfoldighed, så vendte samtlige 

kongresmedlemmer sig og kiggede 

på mig. Jeg var vist den eneste med 

anden etnisk baggrund til stede på 

den store kongres. Det er ret interessant, 

at det, at man har en anden 

hudfarve, gør, at man bliver talsperson 

i denne her sag. Heldigvis er der 

nu flere, der er begyndt at tage fat og 

se det som et fælles ansvar. 

K&S: Var du overrasket over, at du 

endte med at tage denne kamp op? 

ÖC: Ja. Jeg kan godt huske, at jeg var 

overrasket over, at det var noget, kun 

jeg påpegede i DSR. Når man oplever, 

hvordan ens kolleger bliver behandlet, 

så er man nødt til at gå videre 

med det og bekæmpe diskriminationen. 

Det kan man også se, når man 

kigger rundt omkring. De fleste integrationsmedarbejdere 

er folk med 

anden etnisk baggrund, og det er 

ærgerligt, fordi det er vores alle sammens 

fælles ansvar at sikre, at 

Danmark bevæger sig i den rigtige 

retning: Et samfund, der giver alle 

sine minoriteter de samme muligheder 

og rettigheder som majoriteten. 

K&S: Jeg læste på din hjemmeside 

ozlem.dk, at du har sat et projekt i 

gang, der hedder ”1001 kopper”. 

Hvad var inspirationen til det projekt? 

ÖC: Den kampagne er lavet af 

Foreningen 1001, som jeg er formand 

for. Det er inspireret af den eventyrlige 

fortælling om 1001 Nat. Vi ville 


gøre noget sjovt for de mennesker, 

som er meget socialt belastede. 

Første gang samlede vi kulturbilletter 

til fattige etniske børn, så de fik 

mulighed for at komme i cirkus og 

biografen. Jeg har oplevet, at en mor 

sad og fravalgte et klassebillede til 

20-30 kroner, fordi hun havde tre 

børn, og det svarede til en dags madbudget. 

Så tænkte jeg: den mor sender 

jo aldrig sine børn i cirkus, fordi 

det koster 110kr. Vi var nødt til at gøre 

noget. Vi sigtede efter at samle 1001 

billetter, men fik indsamlet 2850 billetter 

til disse børn. 

Så har vi lavet en ny kampagne, som 

hedder ”1001 kopper kaffe” til hjemløse. 

Der er ca. 10.000 hjemløse i 

Danmark. Vi bliver nødt til at åbne det 

offentlige rum for dem. Det handler 

om at skabe nye fællesskaber, og de 

er en del af det her fællesskab. Så vi 

samlede 3023 kopper ind, selvom 

målet igen var 1001. 

K&S: Hvilke principper arbejder du 

efter? 

ÖC: Jeg har nogle værdier, som er 

meget vigtige for mig. Det at være 

troværdig er ekstremt vigtigt for mig. 

De ting, man laver, bør være 99,9 % 

korrekte, ellers skal man lade være 

med at gå ud med dem. 

Den måde, jeg er blevet opdraget på, 

er, at hvis man har ét brød, så deler 

man det i to. Solidaritet er afgørende 

i alt, hvad man laver. Man har ikke 

kun et ansvar for sig selv, men også 

for sit medmenneske. Jeg kan mærke, 

at det styrer mig rigtig meget. Jeg 

laver ca. 30 timers frivilligt arbejde 

ved siden af mit fuldtidsarbejde. Jeg 

har meget svært ved bare at lægge 

benene op på sofabordet og se fjernsyn, 

når jeg ved, at der er nogle men- 

nesker, der har brug for, at jeg rykker 

mig. For mig er det vigtigt selv at 

prøve at gøre en forskel og selv være 

med til at tage ansvaret på sig. 

Hvis du er ansat i sundhedsvæsenet, 

har anden etnisk baggrund og gerne 

vil fremme et mangfoldigt sundhedsvæsen 

eller har brug for hjælp: 

www.mangfoldighedsnetvaerket.dk 

For at læse mere om Özlem Cekic og 

projekterne besøg: 

www.ozlem.dk 

www.tusindogen.com

Dannerhuset i Cameroun 

Af Kari Helene Partapouli, 

projektansvarlig 

I 2004 besøgte den camerounske 

advokat Yveline Felicité Ntanfa 

Danmark og Dannerhuset. Yveline og 

en gruppe af 12 kvindelige advokater 

havde i længere tid ønsket at forbedre 

det juridiske tilbud for voldsramte 

kvinder i Cameroun, og Yveline ville 

høre mere om, hvordan man arbejdede 

med bekæmpelsen af vold mod 

kvinder i Danmark. Det var et meget 

inspirerende møde, hvor vi opdagede, 

at vi på trods af geografisk 

afstand og kulturelle forskelle stod 

fælles i arbejdet for kvinders rettigheder. 

Vi blev enige om at holde kontakt 

og arbejde videre sammen. 

Samarbejdet har indtil videre resulteret 

i en toårig bevilling fra 

Projektrådgivningen til at oprette 

Camerouns første rådgivnings- og 

informationscenter for fattige voldsramte 

kvinder i Douala. 

WCIC (Women’s Counselling and 

Information Centre) blev indviet i maj 

i år, og centrets hovedformål er at 

arbejde for at ændre diskriminerende 

almene holdninger, juridisk lovgrundlag 

og administrativ praksis omkring 

kvinders basale rettigheder i 

Cameroun. Centret drives af kvindelige 

advokater og vil give rådgivning 

og gratis retshjælp til fattige kvinder 

udsat for fysisk, psykisk, seksuel, 

økonomisk og/eller materiel vold. På 

baggrund af centrets erfaringer vil 

WCIC informere den camerounske 

offentlighed om kvinders rettigheder 

og vold mod kvinder. Der er et stort 

behov for centrets arbejde, da voldsramte 

kvinder og deres børn i praksis 

står helt alene, hvis familien ikke vil 

hjælpe. Den camerounske regering 

gør meget lidt for at sikre kvinders 

rettigheder, og centrets informationsog 

holdningsarbejde skal være med 

til at presse de offentlige myndigheder 

til at fokusere mere på vold mod 

kvinder og ligestilling mellem kønnene. 

Kvinders rettigheder i Cameroun 

Kvindekamp på camerounsk handler 

meget om juridiske rettigheder. 

Cameroun har underskrevet CEDAW 

konventionen, The Convention on 

the Elimination of All Forms of 

Discrimination Against Women, og 

camerounske kvinders rettigheder er 

på papiret beskyttet af landets lovgivning. 

Men selv om lovgivningen i 

mange tilfælde tager hensyn til kvinders 

rettigheder, kan mænd med 

loven i hånd gifte sig med flere kvinder. 

Polygami er lovligt, mens polyandri 

er ulovligt, (polyandri er en form 

for ægteskab, hvor én kvinde er gift 

med flere mænd, red.). Desuden kan 

manden hindre sin kone i at arbejde 

udenfor hjemmet og ved skilsmisse 

beslutte, hvem der får forældemyndighed 

over børn, hvis de er over 6 år. 

Vold mod kvinder er meget udbredt, 

og selv om vold i sig selv er strafbart, 

mangler Cameroun lovgivning 

omkring vold i hjemmet. Det er derfor 

meget svært at straffe voldelige 

ægtemænd, og vold i ægteskabet er 

ikke en legitim grund for skilsmisse. 

I tillæg til den officielle lovgivning har 

Cameroun et traditionelt lovsystem, 

der varierer fra region til region. 

Nogle sager når aldrig de officielle 

domstole, og mange kvinder (og 

mænd) er uvidende om deres rettigheder 

udover traditioner og sædvaneret. 

Ifølge traditionel lov anses 

kvinder tit for mænds ejendom. For 

mange enker betyder dette, at de 

betragtes som deres afdøde mands 

ejendom og kan gives videre til for 

eksempel mandens bror. Kvinders 

arveret besluttes i mange tilfælde af 

den traditionelle lovgivning, selv om 

Årgang 122/4 2006 17

kvinder ifølge den officielle lovgivning 

har arveret. Mange steder kan 

mænd blive skilt fra deres kone(r) 

uden grund og uden at give kvinden 

nogen form for kompensation. Den 

officielle lovgivning har sat lavalderen 

for ægteskab for kvinder til 15 år 

(18 år for mænd), men mange piger 

bliver alligevel tvangsgiftet af deres 

familie i en alder af 12 år. 

En vigtig del af WCIC’s arbejde vil 

bestå af at informere om de rettigheder, 

camerounske kvinder rent faktisk 

har. Udover den daglige rådgivning i 

centret har WCIC en bil til rådighed, 

og advokaterne tager ud til landsbyerne 

udenfor Douala for at oplyse 

kvinder og NGO’er om den officielle 

lovgivning i landet. Advokaterne tilknyttet 

centret har også besøgt et 

kvindefængsel, hvor flere af kvinderne 

er for fattige til at skaffe juridisk 

assistance til deres egne retssager. I 

skrivende stund har centret rådgivet 

flere hundrede kvinder samt givet 

gratis retshjælp i elleve sager. 

Dannerhusets rolle 

Dannerhuset har mere end 25 års 

erfaring med at sætte vold mod kvinder 

på dagsordenen og yde konkret 

krisehjælp til voldsramte kvinder. 

Frivillige fra Dannerhuset har trukket 

veksler på denne erfaring i arbejdet 

med at udforme projektet samt søge 

om penge til drift af centret. En 

gruppe af otte frivillige vil følge projektet 

på nært hold i gennem hele 

projektperioden. Gruppen består af 

Dannerkvinder med meget varierende 

baggrund. Vi har blandt andet en 

geograf og en antropolog, afrikaeksperter, 

kommunikationsuddannede 

og frivillige med meget viden om 

voldsramte kvinder både i Danmark 

og internationalt. Gruppen vil rejse til 

Cameroun fem gange for at undervise 

og vejlede i bl.a. krisehjælp, empow- 


erment, holdningsbearbejdning og 

dokumentationsarbejde. Gruppen vil 

også hjælpe med fundraising til videre 

drift af centret. 

Gruppens første rejse blev lagt i sammenhæng 

med den officielle åbning 

af centret i maj. Åbningen fandt sted 

den 24. maj ved en reception med 

deltagelse af lokale embedsmænd, 

samt regionens politisk ansvarlige for 

familieaffærer. Dannerhusets frivillige 

afholdt to workshops for advokaterne 

om rådgivning af voldsramte 

kvinder, teorier om vold, dokumentation 

af arbejdet og fundraising. 

Specielt Dannerkvindernes viden om 

det konkrete møde med kriseramte 

kvinder var interessant for advokaterne, 

der var vandt til at yde juridisk 

bistand, men manglede erfaring med 

at tale med kvinderne om volden og 

voldens konsekvenser. De forskellige 

typer vold (fysisk, psykisk, seksuel, 

økonomisk og materiel vold) og Eva 

Lundgrens voldsspiral blev ivrigt 

debatteret. Dannerhusets frivillige 

kunne også præsentere centrets 

logo, der var lavet i samarbejde med 

advokaterne i camerounske farver. 

Generelt oplever vi, at vores danske 

erfaringer kan bruges til meget. 

Advokaterne har blandt andet brug 

for teorier og viden om vold mod 

kvinder samt hjælp til organisationsudvikling. 

De har også brug for ideer 

til, hvordan man kobler det konkrete 

arbejde med voldsramte kvinder til 

det mere overordnede oplysnings- og 

informationsarbejde. Der er her ikke 

tale om en direkte overføring af 

viden, men en erfaringsudveksling. 

Advokaterne har selv den juridiske og 

lokale viden, de skal bruge. Vi kan 

blot præsentere det, vi ved og lægge 

op til debat, så de selv kan finde ud 

af, hvordan vores erfaringer kan tilpasses 

deres egne lokale kontekster. 

Vi håber også, at den danske kvindekamp 

kan inspirere de camerounske 

advokater i deres arbejde. Vi lader os 

også selv inspirere af de camerounske 

advokaters styrke og mod. 

Projektets fremtid 

WCIC gør et meget vigtigt arbejde for 

voldsramte camerounske kvinder, 

der ikke har mange muligheder for 

at modtage hjælp. Centret er pt. 

finansieret til og med april 2008, 

og det er væsentligt, at centret 

modtager penge til videre drift 

efter endt projektperiode. En af 

Dannerhusets opgaver er at være 

med til at fundraise penge, og sammen 

med de camerounske advokater 

vil vi søge både danske, camerounske 

og internationale fonde. 

WCIC kan i dag ikke tilbyde sikre boliger 

for voldsramte kvinder og deres 

børn. Dette er der et stort behov for, 

og et af centrets fremtidige mål er at 

etablere Camerouns første deciderede 

krisecenter. WCIC ønsker også at 

inspirere til etableringen af lignende 

centre i alle Camerouns ti provinser. 

Vil du hjælpe? Projektets kontonummer: 

1329 - 6446 668 828 

For mere information om projektet 

kontakt projektansvarlig Kari Helene 

Partapuoli, projektansvarlig for 

Dannerhusets Cameroun-projekt, på 

email kh@partapuoli.com

Helle Algreen-Ussing 

DK-Aalborg 

Den alvorlige begyndelse 

Et par gamle DK’ere udveksler oplevelser 

fra sommerferien. 

Clara: … det var et meget hyggeligt 

selskab, der var grill, fuglesang og 

solnedgang – og jeg morede mig, 

fordi der både var gode venner og 

folk, som jeg ikke kendte. Ud på aftenen 

kom der så en nydelig, gråhåret 

herre hen til mig. ”Dig skal jeg snakke 

med” sagde han, ”jeg køber nemlig 

sex, hvis det passer mig”. 

Sofie: Jamen, hvad mente han dog 

med det? 

Clara (trækker på skulderen): Han må 

have vidst, at jeg er en af ”den slags 

kvinder”, som det er sjovt at provokere. 

Han fortsatte med en længere 

snak om mænds naturlige seksuelle 

behov og deres ligeså naturlige ret til 

at købe kvinder. Jeg havde god tid til 

at forberede et svar: ”Ja, men vi køber 

da ikke noget, bare fordi vi har ret til 

det – hvorfor køber en mand som du 

sex?” Og gæt, hvad han svarede. 

Sofie: Det har jeg ikke fantasi til! 

Clara: Han sagde: ”Fordi hun er en 

luder.” Og han sagde ”luder” på en 

måde, der ikke levnede nogen som 

helst menneskelig anerkendelse. Jeg 

ville ikke vise, at jeg blev vred – jeg 

fandt på at sige: ”Jeg er ikke helt 

med. Sommetider er der jo knægte, 

som råber ”luder” efter mig på 

gaden. Hvad forstår du ved en 

”luder”? Han gloede på mig, mens 

jeg gjorde mig umage for at se både 

venlig og interesseret ud. Men han 

gryntede bare et eller andet – og gik 

med sin fadøl. 

Sofie: Hvorfor tager vi egentlig ikke 

selv dette emne op i hyggeligt selskab 

– sådan lige pludselig? 

”Ligestillingens Honningland” 

Sex-arbejde 

Problemerne ved prostitution 

”Kvinden&Samfundet” nr. 4, 2005 var 

et temanummer om prostitution. Her 

kan man læse om tre vigtige problemområder. 

1. Social nedvurdering af kvinden 

Det er en udbredt opfattelse, at 

mænd har ”ret” til at købe sex, samtidig 

med at han har ”ret” til at foragte 

kvinden for at sælge det, som han 

gerne vil købe. Denne ”mandelogik” 

er det første problem. 

Clara fortæller, at hun boede på 

Østerbro midt i 1960’erne, da hendes 

tre børn var små. I opgangen ved 

siden af boede en selvstændig prostitueret 

kvinde. Lad os kalde hende 

Maria Magdalena (forkortet til MM). 

MM var ca. 40 år og lidt rund, sådan 

at mænd havde noget at gribe fat i 

både for og bag. Claras mand kunne 

heller ikke lade være med at kigge 

efter hende. Clara kom i snak med 

MM, da hun gerne ville titte ned i barnevognen 

og glæde sig over den 

nyfødte. MM lagde vægt på, at hun 

aldrig havde kunder med hjem i sin 

lille lejlighed, for her holdt hun fri. 

”Hjem og arbejde skal holdes adskilt 

– især mit arbejde” sagde MM og 

tilføjede: ”Men jeg har naturligvis 

venner på besøg”. Det, som MM 

mente var, at nogle af hendes kunder 

var så ”faste”, at de også var venner. 

De drak kaffe sammen og talte sammen 

– og hun fik blomster fra dem på 

sin fødselsdag. 

Sofie: Ja, det ligner jo drømmen om 

prostitution med et menneskeligt 

ansigt. Og det er egentlig kun den, 

som er lovlig… og derfor er de selv- 

stændige Maria Magdalena’er i gang 

med at organisere sig. 

2. Arbejdsmiljøet 

Men virkeligheden ligner ikke denne 

drøm. Der er et stort ulovligt sex-marked, 

hvor alfonser og bagmænd tvinger, 

truer, tæver og handler med kvinder. 

Og politiet har ikke de ressourcer, 

de handlemuligheder og sommer 

tider heller ikke den holdning, der 

skal til for at kunne rydde op. Det 

andet problem er derfor kvindernes 

sikkerhed og sundhed. 

Sofie: Det ulovlige er så almindeligt, 

at det opleves som både ”tilladt” og 

”naturligt”. De fleste kvinder, der bliver 

prostituerede, er narret ind i det 

eller har været udsat for incest, 

voldtægt eller anden seksuel vold. 

3. Trafficking 

Det ulovlige sex-marked har udviklet 

sig til kvindehandel og slaveri ud over 

alle grænser. Det er det tredje alvorlige 

problem – og sex-kunderne vil ikke 

se det. 

Den visionære afslutning 

Clara: Hvordan ser prostitution mon 

ud i ”Ligestillingens Honningland”? 

Er det forbudt? 

Sofie: Jeg har tænkt på noget om 

sproget. På græsk har man to ord for 

kærlighed: 

Érotas, som er et hankønsord. Det 

betyder gensidig seksuel nydelse. 

Agápi, som er et hunkønsord. Det 

betyder følelsesmæssig kærlighed 

mellem to voksne (uanset køn), mellem 

forældre og børn, mellem venner 

eller mellem mennesket og f.eks. 

Gud, naturen, kunsten, fædrelandet … 

Årgang 122/4 2006 19

I græske popsange synges der naturligvis 

både om ”smuk érotas” og om 

”agápi for evigt”. I danske popsange 

må vi gætte os til, hvad det handler 

om, mens vi synger: ”Kald det kærlighed…” 

I ”Ligestillingens Honningland” skelner 

man meget bevidst, og netop derfor 

tror jeg ikke, at prostitution er forbudt 

– men målet er smuk seksuel 

nydelse. Derfor er der en respekteret 

plads til Maria Magdalena’er og absolut 

ingen plads til samvittighedsløse 

bagmænd. 

Clara: Husker du debatten om, at det 

offentlige skal sørge for, at handicappede 

mænd kan købe en kvinde til 

sex. Hvis det skal være en offentlig 

opgave, så bør denne service naturligvis 

indgå i f.eks. socialpædagogeller 

sygeplejeuddannelsen. 

Sofie: Netop, og når prostitution er et 

anerkendt erhverv i ”Honninglandet”, 

så er der også en anerkendt 

sex-uddannelse. De studerende 

undervises i sexologi, psykologi og 

kropssprog, pædagogik, historie og 

samfundsforhold, anatomi med vægt 

på både fysisk og psykisk afspænding 

samt bækkenbundstræning (der 

som bekendt fremmer den seksuelle 

nydelse hos både kvinder og mænd). 

Clara: Til uddannelsens praktiksemester 

og til sex-erhvervet er der kun 

adgang for voksne kvinder og mænd, 

f.eks. over 24 år. Og det er kun de 

uddannede sex-arbejdere, som er 

lovlige. De fleste arbejder i den 

offentlige sex-service, men der findes 

også private sex-forretninger. 

Sofie: Sex-arbejderne underviser i 

Folkeskolen og på ungdomsuddannelserne 

i seksualitetens historie i 

forskellige kulturer, i forskellen på 

pornografi og gensidig seksuel nydelse, 

i sammenhængen mellem seksuel 

nydelse og kærlighed samt alt det 


sædvanlige med graviditet og hygiejne. 

Clara: Ja, for det er jo helt galt, når 

porno på internettet er de unges 

vigtigste kilde til oplysning. Derfor 

har vi også ”Det social-sexologiske 

Universitet”, som driver forskning om 

folkets seksuelle sundhed. Og i kommunerne 

er der oplysnings- og 

rådgivningscentre, som udnytter alle 

medier til gavn for folket. 

Sofie: Det her er sandelig sjov for 

alvor…! 

Clara: Ja. Tænk på at hver syvende 

mand i dagens Danmark har købt 

kvinder til sex – og at 86% af disse 

mænd samtidig lever i faste forhold? 

Sofie: Hmm…det ser ud til, at 

testosteron kan være et alvorligt 

socialpsykologisk handicap i det 

stressede informationsog videnssamfund. 

Clara: Men i ”Honninglandet” behøver 

mænd ikke at halse af sted for 

at købe seksuelle udløsninger og 

afvekslende ”ydelser”, fordi de i stedet 

kan købe sex-service med fysisk 

og psykisk afspænding og med kreativ 

oplæring i metoder, der forhøjer 

nydelsen. 

Sofie: Ja, jeg ser det for mig. I 

”Honninglandet” findes steder, hvor 

der er menneskelig omsorg og kærtegn, 

spændende kulisser og højteknologisk 

sex-legetøj, som fuldt ud 

kan erstatte den udslaggivende kropskontakt. 

I disse kærlighedens teatre 

bliver både mænd og kvinder forført 

og forløst – og inspireret til at gå 

hjem og lege med ægtefællen eller 

kæresten … 

Clara: En følgevirkning må være at 

folket i ”Honninglandet” bruger 

meget lidt alkohol, tobak, slik og 

medicin – og ingen potenspiller. 

Sofie: Jeg læste for nylig i avisen, at 

kvinder er i fuld gang med at efters- 

pørge unge nougatbrune mænd i de 

varme turistlande. Kvinder kan blive 

ligeså stressede og sex-afstumpede 

som mænd. I ”Honninglandet” er sexservicen 

derfor fuldstændig ligestillet. 

Men jeg tror desværre, at der 

også vil være et ulovligt marked, hvor 

kunderne køber billige ufaglærte sexarbejdere 

eller kræver ulovlige ”ydelser”, 

f.eks. udnyttelse af unge på 15- 

23 år. Disse sex-kunder er kriminelle. 

De bliver effektivt stoppet af politiet, 

de bliver straffet for seksuel vold – og 

samtidig får de en venlig, men 

bestemt behandlingsdom. 

Clara: Det kan tænkes, at det har en 

afsmittende effekt, så børn og unge 

får mere ro for sex i reklamer, medier 

og mode. Sådan at forstå, at der i 

”Honninglandet” findes en sex-kultur, 

hvor både viden og etik er i spil 

på alle livets områder. 

Sofie: Ja, det er en god pointe. Og det 

betyder også, at de samvittighedsløse 

bagmænd bag pornografi, prostitution 

og trafficking holder sig 

væk, fordi de ved, at ”der er ikke 

noget at komme efter”.

Gennem glasloftet 

Af Ane Skov Birk, 

BA i arabisk og statskundskab. 

I Kuwait, en af de mest konservative 

stater i Golfen, kæmper kvinder for at 

bryde glasloftet og få politisk indflydelse. 

Ved første blik ser det hele meget 

vestligt ud. Her er store, veludstyrede 

shoppingcentre og masser af gode 

restauranter. Brede boulevarder 

giver god plads til de mange dyre 

amerikanske biler, så unge fyre kan 

cruise rundt for at møde piger i andre 

biler. 

Mange kvinder bærer tørklæde, men 

ikke for at skjule sig. Et tørklæde kan 

sagtens være et fashion-statement – 

især når det gør, at der bogstaveligt 

talt står Chanel i panden på en, og 

man desuden kombinerer det med 

stramme jeans og smarte bluser. 

Men selvom Kuwait er et land, der 

svømmer i velstand og vestlige forbrugsgoder, 

er det under overfladen 

stadig et traditionelt samfund. Det er 

kun lidt over et år siden, at kvinder 

opnåede stemmeret efter års tovtrækkeri 

mellem parlamentet og 

Emiren. I juni i år havde de for første 

gang muligheden for at stemme ved 

et parlamentsvalg. 

En tiendedel af de opstillede kandidater 

var kvinder, hvilket blev anset 

for et imponerende tal, den korte forberedelsestid 

taget i betragtning. 

Kvindelige vælgere mødte op i tusindtal 

til vælgermøde arrangeret særligt 

for kvinder, og på selve valgdagen 

den 29. juni var der en euforisk stemning 

på valgstederne for kvinder. 

Mange måtte vente i timevis i bagende 

hede på en af årets varmeste dage 

med temperaturer over 50 grader på 

at komme ind og sætte deres kryds. 

Men selv dette kunne ikke stoppe de 

mange kvindelige vælgere fra at 

udøve deres hårdt tilkæmpede ret. 

I sidste ende blev ingen kvinder dog 

valgt ind i det 50 medlemmer store 

parlament. Og selvom stemningen 

ved vælgermøder og på valgsteder 

var opløftet og optimistisk, så er der 

stadig mange hindringer for kvindelige 

politikere i Kuwait. Årtiers indprentede 

traditioner forsvinder ikke 

lige natten over i et land, der har 

været styret af mænd siden selvstændigheden 

i 1962. Det er stadig 

udbredt at høre, at kvinder ikke egner 

sig til politik, fordi de er for følelsesstyrede. 

De tænker kun på deres 

hjem og børn, og desuden vil de ikke 

være i stand til at stemme uafhængigt 

af deres mænd eller fædre. 

Få uger før valget meldte dekanen for 

Kuwait universitet endda ud, at en 

kvinde ifølge islam er forpligtet til at 

adlyde sin ægtemand, så hvis hun 

stemmer imod hans vilje, er det 

grundlag for skilsmisse. ”Et ægteskab, 

der bliver opløst på grund af en 

stemme ved et parlamentsvalg, ville 

alligevel have været et dødsdømt 

ægteskab”, udtaler Rola Dashti, en af 

de ledende figurer i kvindekampen, 

som eneste kommentar til den episode. 

Dekanen blev da også tvunget til 

at trække sin udtalelse tilbage, men 

det betyder ikke, at der ikke er 

mange, der deler hans opfattelse. 

Det til trods for at kvinder i mange år 

har beklædt høje poster på andre 

områder i samfundet. Ifølge konstitutionen 

er de ligestillede med mænd. 

De kan være advokater, økonomiske 

rådgivere for regeringen eller diplomater, 

og de er kendt for at have 

stærke viljer. Men mange kvinder 

nævner det glasloft, der indtil for 

nyligt har forhindret dem i at nå helt 

til tops. 

”Kvinder skal bevise meget mere end 

mænd for at nå til tops i virksomheder 

og banker. Og de få, der når det, 

er altid fra rige og indflydelsesrige 

familier,” siger Fatima Abdali, en af 

de kvindelig kandidater ved valget i 

juni. ”Glasloftet skal smadres. Det 

kræver en kvoteordning for parlamentsmedlemmer 

og en større 

opmærksomhed i offentligheden,” 

fortsætter hun. 

Rola Dashti siger, at det gik op for 

hende i 1992, da hun vendte hjem fra 

at have studeret i USA, at den eneste 

måde at bryde gennem glasloftet ville 

være ved at vinde sine politiske rettigheder. 

I starten af halvfemserne tog kvindebevægelsen 

til i styrke. Kvinder havde 

spillet en væsentlig rolle i mod- 

Årgang 122/4 2006 21

”Kvinder skal bevise meget mere end mænd for at nå til tops i virksomheder og banker.” Fatima Abdali var 

en af de kvindelige kandidater ved årets parlamentsvalg i Kuwait, hvor kvinder for første gang kunne stille 

op. Hun er mellemleder i Kuwait Oil Company, men mener at hendes mandlige kolleger avancerer meget 

hurtigere, fordi de altid har haft stemmeret og derfor bliver taget mere alvorligt politisk. 

standskampen mod den irakiske 

besættelse, bl.a. ved at smugle 

våben under deres tøj. Derfor var det 

nu på tide også at lade dem få deres 

del af den politiske indflydelse, 

mente mange. Det tog dog endnu 

otte år, før emiren første gang fremlagde 

et lovforslag om kvinders stemmeret 

i 1999, og yderligere seks år før 

den slap igennem parlamentet. 

Den mest fremtrædende kvindesagsorganisation 

var Women’s Social 

Cultural Society, som begyndte at 

arbejde meget aktivt for kvinders rettigheder 

fra 1992, da parlamentet blev 

genindsat efter den første Golfkrig. 

Senere blev bevægelsen dog svækket 

internt. ”Jeg forlod Women’s Social 

Cultural Society, fordi det blev for 

bureaukratisk. I valgkampen gjorde 

de intet for kvindelige kandidater, og 

mange medlemmer sørger for, at 

deres venner får pladserne i bestyrelsen, 

selvom de hverken har kvalifikationer 

eller erfaring,” siger Zainab al- 

Hirbi, der sad i bestyrelsen for organisationen 

fra 1999 til 2002. 


Et andet problem for kvindebevægelsen 

er simpel dovenskab. ”Vi har 

ingen problemer, Gud være lovet. 

Staten betaler for alt, så jeg har intet 

at klage over,” siger Hudda, en 40årig 

husmor, under et cafebesøg med 

sine tre børn. Det er en meget almindelig 

holdning at møde - og med god 

ret. Kuwaitere er et meget begunstiget 

folk. Statens umådelige olieindtægter 

kanaliseres videre til statens 

borgere i form af gratis uddannelse 

og sundhedspleje, tilskud til at bygge 

hus ved indgåelse af ægteskab, 

garanterede stillinger i staten og gavmilde 

pensioner. Mænd skal arbejde 

20 år for at opnå pension, kvinder 

kun 15. Det er velkendt og accepteret, 

at kvinder jo har særlige forpligtelser 

i hjemmet og derfor ikke kan forventes 

at arbejde så meget. 

Den opfattelse kæmper visse mere 

liberale kvinder med. ”Rola bliver 

beskyldt for at fremme lesbiske tendenser, 

fordi hun er ugift, ikke har 

børn og desuden klæder sig i neutralt 

klassisk tøj, der ikke prøver at til- 

trække mænds opmærksomhed,” 

siger Ashwaq alMudhaf, en ung kvindelig 

civilingeniør om kvinderetsforkæmperen 

Rola Dashti, der også stillede 

op til parlamentet. Det er en 

alvorlig anklage i et samfund, der er 

gennemsyret af islamiske værdier. 

”Men hun er rollemodel for mange 

unge kvinder. Det kræver mod at stille 

sig op og råbe og skrige i et mandsdomineret 

parlament, som hun gjorde 

for at vinde kvinders stemmeret,” 

fortsætter Ashwaq. 

Andre mener, at kulturen gør det 

umuligt for kvinder at klare sig i politik. 

”Hvis kvinder blev valgt ind i parlamentet, 

ville der ikke være nogen 

korruption, for det er svært at bede 

en kvinde om en tjeneste. Selv 

kvinder regner med at deres mænd vil 

sørge for at skaffe kontakter til 

at opnå det, de ønsker,” udtaler 

Ebrahim Adsani, formand for AWAREcenter 

for arabisk-vestlig forståelse, 

med henvisning til at kuwaitisk politik 

i høj grad baserer sig på, at politikere 

gør tjenester for folk til gengæld 

for deres stemmer. 

Den slags aftaler bliver ofte truffet i 

diwaniyas, der er en ældgammel, arabisk 

tradition, hvor man mødes i uformelle 

omgivelser og slapper af eller 

diskutere alt fra fodbold til politik. 

Disse møder er traditionelt strengt 

forbeholdt mænd, men i den seneste 

valgkamp var der dog flere kvinder, 

der brød dette tabu. 

”Jeg blev inviteret mange steder til at 

komme og tale i diwaniyas, og de har 

alle taget meget positivt imod mig,” 

siger Rola Dashti, ”men jeg vil altid 

ringe i forvejen, hvis jeg har planer 

om at komme. Jeg ønsker ikke at 

skabe pinlige situationer hos folk, 

der ikke ønsker at lade mig komme 

ind.”

Den mandsdominerede kultur giver 

sig udtryk i familielovene. De mange 

tilskud fra staten bliver kun udløst til 

statsborgere. Enhver kvinde, der gifter 

sig med en kuwaitisk mand, bliver 

statsborger, men en kuwaitisk kvinde 

kan ikke give sit statsborgerskab 

videre til en ikke-kuwaitisk mand. 

Hun får heller ikke et hus af staten, 

som hun ville have gjort, hvis hendes 

mand var kuwaitisk, og hendes børn 

får ikke statsborgerskab. Mænd har 

stadig lov at gifte sig med fire koner, 

og han har ret til at inddrage sin 

kones pas, så hun ikke kan rejse 

uden hans samtykke. 

Disse forhold bliver ofte nævnt, når 

kvinder i alle aldre jubler over de ting, 

de forventer, at det nye parlament vil 

tage fat på. Samtlige kandidater tog 

under valgkampen kvinderettigheder 

op på en måde, som ikke er set før i 

kuwaitisk politik. 

”Det var bare valgflæsk. Når parlamentet 

mødes igen efter sommeren, 

vil de ikke gøre noget alligevel,” kommenterer 

Zainab al-Hirbi dog resigneret. 

”Jeg ville ikke undvære dette for noget!”. En ældre kvinde bliver interviewet af en journalist, 

mens andre kvinder venter tålmodigt i over 50 graders varme. Kuwaits kvinder jubler over at 

have vundet stemmeretten, men det vil stadig tage lang tid, før kvinder reelt kan opnå 

samme indflydelse som mænd i dette konservative, muslimske land. 

Det kan hun meget vel have ret i. 

Kvinders stemmeret resulterede nemlig 

i, at ingen kvinder blev valgt ind, 

men islamisterne, som havde været 

imod at tildele kvinderne stemmeretten, 

gik frem med to pladser. 

Islamisterne har et godt tag i store 

dele af befolkningen, og de er især 

gode til at mobilisere kvinder. Siden 

begyndelsen af 80’erne er flere og 

flere begyndt at gå med tørklæde. 

Zainab fortæller, at da hun forlod universitetet 

i 1981, var der ingen, der 

gik med tørklæde. ”Vi studerede frit 

sammen mænd og kvinder, men nu 

har de endda indført en lov om, at 

mænd og kvinder skal undervises i 

seperate rum. Det giver en masse 

bøvl i administrationen, og alle 

undervisere klager over det. Men de 

studerende, der tilhører de islamiske 

studenterorganisationer, våger over 

dem og indberetter, hvis timer bliver 

slået sammen. Det er som regel de 

islamiske studerende, der får tildelt 

legaterne til at studerer i udlandet. 

De er helt toneangivende på universitetet.” 

Selv under de sidste dage op til vedtagelsen 

af loven om kvinders stemmeret 

sidste år, var der stadig kvinder, 

der stemte imod forslaget med 

henvisning til sharia og et koran-citat 

om, at kvinder skal blive hjemme. En 

af disse kvinder stillede dog alligevel 

op ved valget i år. Hun blev, som de 

andre kvindelige kandidater, ikke 

valgt ind, men måske er det tegn på, 

at der er ved at kommer splinter i 

glasloftet, så Kuwaits kvinder kan 

blive lige for loven, som deres grundlov 

siger. 

Ane Skov Birk er også freelance 

journalst i Mellemøsten. 

Årgang 122/4 2006 23

Her bringes et uddrag fra forordet til 

antologien. 

I år 2006 er staten Danmark til eksamen. 

Staten skal eksamineres i overholdelsen 

af FN’s kvindekonvention – 

CEDAW. Spørgsmålet vil være, om 

Danmark lever op til de forpligtelser, 

vi har skrevet under på at ville overholde, 

når det gælder arbejdet for at 

sikre kvinders rettigheder her i landet. 

De anbefalinger og den eventuelle 

kritik, Danmark får af CEDAW-komitéen, 

rydder næppe mange forsider, 

men det bør alligevel markeres. For 

kvinders menneskerettigheder og 

CEDAW-konventionen har relevans – 

her i Danmark såvel som i resten af 

verden. Allerede i begyndelsen af år 

2004 mødtes en gruppe kvinder fra 

Dansk Kvindesamfund, Kvinderådet 

og KULU – Kvindernes U-landsudvalg 

– for at drøfte Danmarks 6. rapport til 

FN’s kvindekonvention. Altså den 

rapport som vil danne baggrund for 

dette års CEDAW-eksamen. 

Organisationerne – som i nutidig terminologi 

repræsenterer ’den gamle 

kvindebevægelse’ – var som tidligere 

blevet bedt af Danida om at kommentere 

den rapport, som Danmark i henhold 

til konventionen efterfølgende 

eksamineres i. Formålet med mødet 

var at drøfte, om vi skulle lave en fælles 

kommentar. Temaet blev hurtigt 

udvidet. Vi syntes, der var et misforhold 

mellem kvinde- og kønsdebatten 

i Danmark og så at kommentere 

på en groft sagt anonym rapport 

beregnet til et internationalt forum. 

Måden, vi taler om køn og kvinderettigheder 

på i Danmark, ligger nemlig 

langt fra den måde, man i det interna- 


Rettigheder? 

En anatologi om kvinders virkelighed 

tionale samfund taler om køn og 

kvinderettigheder på. Ordvalget i 

både FN’s kvindekonvention og 

Beijinghand-lingsplanen ville i en 

dansk kontekst blive opfattet som 

nærmest odiøst. Hvem herhjemme 

kunne i år 2006 i ramme alvor f.eks. 

finde på at tale om ’samfundsstrukturer’, 

der hindrer fuld ligestilling mellem 

kønnene? Vi har efterhånden 

stiltiende accepteret, at ligestilling er 

en privatsag, der ikke bør luftes for 

åbne døre, men skal forhandles 

diskret og individuelt mellem mand 

og kvinde, arbejdsgiver og arbejdstager, 

ægtemand og hustru. 

Hvorfor er køn og kvinders rettigheder 

næsten et ikke-emne i den danske 

debat? Hvorfor synes kønsdebatten 

at være et individuelt projekt, 

som let bliver gjort til at handle om 

følelser og forkælede kvinders valg 

og fravalg? Hvordan får man italesat 

det kvindeliv, som er virkeligheden 

for nogle af de nye kvindegrupper i 

Danmark - kvinder fra etniske minoriteter? 

Hvor er den internationale 

dagsorden og kontekst i den danske 

debat? Hvorfor er 70 % af verdens fattige 

kvinder? Og hvordan får vi gjort 

kvinders rettigheder til en vedkommende 

del af den danske debat? 

Spørgsmålene er mange, og fælles 

for dem er en grundlæggende fornemmelse 

af, at det er nu, der er et 

behov for at få et godt og grundigt 

indspark i debatten. 

Handel med kvinder til prostitution, 

æresdrab og vold mod kvinder 

trives herhjemme, selvom de er 

udtryk for nogle af de værste krænkelser 

af menneskerettighederne. 

Prostitution, som en særlig art kvin- 

deundertrykkelse, hvor magt og vold 

kædes sammen til en uhyggelig 

cocktail, udfolder sig også på både 

gaden og bordellerne i Danmark. 

Kvinder med etnisk minoritetsbaggrund 

får deres rettigheder krænket 

gang på gang, uden at nogen reagerer. 

Nogle af dem er fanget mellem en 

kontrollerende og voldelig ægtemand 

på den ene side og danske myndigheder 

og lovgivning på den anden 

side. 

Kampen for kvinders ret til rådighed 

over egen krop – retten til fri abort – 

er også rykket tættere på. Hvad vi 

kæmpede for og opnåede for 30 år 

siden er pludselig blevet sat til 

diskussion i det nye EU, hvor paven, 

Vatikanet og nogle af de nye EU-medlemmer 

klør hårdt på for at indføre 

kristne-moralske tilstande og begrænse 

kvinders bestemmelsesret 

over egen krop. 

Antologiens bidrag vedrører udvalgte 

emner, som alle er kendetegnet 

ved at være omfattet af 

FN’s Kvindekonvention fra 1979 og 

Beijinghandlingsplanen. Derudover 

har de til fælles, at de alle handler om 

konkrete krænkelse af rettigheder. 

Bidragene er ligeså forskellige som 

bidragyderne – og det har i sig selv 

været en pointe. Emnet er nemlig 

både mangfoldigt og fuldt af forskellige 

indgangsvinkler. Vores formål har 

ikke været at skabe en grundbog om 

kvinders rettigheder eller at foretage 

en juridisk gennemgang af kvindekonventionen. 

Det har derimod været 

vores hensigt at bringe forskellige 

historier fra virkeligheden frem til 

overfladen – for kun gennem konkre-

te og håndgribelige historier om 

krænkelser af kvinders rettigheder 

får vi et ærligt indtryk af, hvad det 

egentlig er, vi snakker om, når vi 

snakker om kvinderettigheder. 

Den danske kvindebevægelse har 

gennem årene været globalt orienteret 

– og har samarbejdsorganisationer 

i syd og nord. Samarbejdet i FN 

har trods de nuværende problemer 

vist med stor tydelighed, at vi kan 

lære af hinandens erfaringer, og at vi 

med globaliseringen har fået om 

muligt et større medansvar på tværs 

af kontinenter. 

Med bogen ønsker vi også at bygge 

en bro mellem den danske debat og 

den internationale scene. For kvinders 

forhold skal ikke alene ses som 

en del af den enkelte kvindes hverdag, 

men også som en del af en 

større sammenhæng. 

Vi ønsker at vise, at trådene kan bindes 

sammen, og at gyset, når man 

læser om grumme kvindevirkeligheder 

i fjerne lande, måske i virkeligheden 

er noget, man kan gøre mere ved 

end blot at gyse over. For måske er 

den grumme historie din egen nabos. 

Eller din egen. 

I Danmark har vi fået nye kvindegrupper 

i kraft af indvandringen, og andre 

kulturer og kvindesyn er kommet på 

dagsordenen. Vi vil gerne at gøre op 

med opsplitningen i ’dem’ og ’os’ ved 

i stedet at invitere til dialog og blive 

til et samlet ’vi’. Vi vil gerne slå et slag 

for fællesskabet – søstersolidariten – 

og det fælles ansvar på tværs af 

grænser. Også her i vores eget land. 

Samtidig vil vi gerne gøre op med 

forestillingen om, at krænkelser af 

kvinders rettigheder kan undskyldes 

med tradition, religion eller kultur. 

Eller kan degraderes til et spørgsmål 

om den enkelte kvindes eget, individuelle 

til- eller fravalg. Ligestilling 

kan stadig ikke klares hen over middagsbordet. 

Og kvinders rettigheder 

er ikke en naturlov. 

Vi tre organisationer er bærere af 

kvindekampen i Danmark over tid – 

og netop dét ser vi som en fordel. Vi 

besidder en fortid, som kan gøde jorden 

for fremtiden. Og gødning er der 

brug for. Nu. 

Foto: Ty Stange 

God læsning 

Karen Hallberg, Dansk Kvindesamfund 

Pernille Bischoff, Kvindernes U-landsudvalg 

(KULU) 

Randi Iversen, Kvinderådet 

Annelise Rasmussen, Kvinderådet 

”Rettigheder? En antologi om kvinders 

virkelighed.” 

red. Ulrikke Moustgaard 

Udgivet af KULU, Kvinderådet og 

Dansk Kvindesamfund, 2006 

Kan rekvireres fra bl.a. Dansk 

Kvindesamfund for et ekspeditionsgebyr 

på 30 kr. 

Årgang 122/4 2006 25

Skolens bog om køn og ligestilling 

Her bringes et uddrag fra forordet til 

bøgerne, forfattet af Bonnie Vittrup 

og Cecilie Nørgaard. 

Den formelle ligestilling er en realitet. 

Måske derfor har skolen arbejdet på 

at være kønsneutral med en intention 

om at møde drenge og piger lige. 

Konsekvensen er, at skolen er blevet 

kønsblind. Den reelle ligestilling er 

således stadig en ambition. 

Det er denne bogs intention at skabe 

en kvalificeret arena for åben debat 

og information om køn og ligestilling. 

Ønsket er at nuancere drenge og 

pigers kønsopfattelser og ligestillingsbegreber, 

samt at minimere de 

konstruerede begrænsninger for kønnene 

og derved maksimere mulighederne 

for at være, som man er. 

Skolens bog om køn og ligestilling er 

et supplement til danskundervisningen 

i 1.-10. klasse. Bogen behandler 

kønstematikker gennem danskfaglige 

discipliner og er udarbejdet som 

et idékatalog, der er delt op i to 

bøger: en lærervejledning og en samlet 

elevbog til både indskoling, mellemtrin 

og udskoling. 

Elevbogens undervisningsforløb 

har til formål at inspirere i indskolingen, 

informere på mellemtrinnet 

og problematisere i udskolingen. 

Undervisningsforløbene til indskolingen 

sætter primært fokus på køn og 

åbner kønsblikket. Der tages afsæt i 

kendte figurer og forestillinger om 

drenge og pigers præferencer og 

kompetencer. Til mellemtrinnet informerer 

og nuancerer undervisningsforløbene 

forskellige køns- og ligestillingsperspektiver 

i bl.a. litteraturen 

og i historiske forhold. Til eleverne 

i udskolingen har undervisningsforløbene 

til formål både at inspirere, 

informere og problematisere køn- og 

ligestillingstemaer i kunst, historie 

og samfundsmæssige forhold. 


Bogen lægger op til en åben og differentierende 

undervisning, hvor eleverne 

udtrykker sig og erfarer gennem 

aktiv handling. For så vidt muligt 

tager opgaverne afsæt i elevernes 

forforståelse og appellerer til meddigtende 

arbejdsformer, fantasi og 

kreativitet. Tekstudvalget, billedmaterialet 

og personrepræsentationerne 

er valgt med henblik på at nuancere 

både piger og drenges mangeartede 

spejling og identifikationsmuligheder. 

Eleverne skal møde nye og forskellige 

udtryk for sit eget og det 

andet køns meninger og forhåbninger. 

Lærervejledningen indeholder pædagogiske 

og didaktiske anvisninger og 

overvejelser til hvert undervisningsforløb, 

samt faglige artikler og inspirationsoplæg 

omhandlende køn- og 

ligestillingsoptikker. Artiklerne er 

skrevet til bogen af fagfolk, der informerer 

om og debatterer køn og ligestilling 

ud fra deres faglige ståsted: 

- Anslag – om den aktuelle køn- og 

ligestillingsdebat af Kenneth Reinicke 

- Køn, ligestilling og litteratur – om 

køn i litteraturhistorien af Anne Scott 

Sørensen 

- To forskellige køn – om det biologiske 

og det konstruerede køn af Birgit 

Petersson 

- Kunsthistorisk køn – om køn i kunsthistorien 

af Malene Vest Hansen 

- Køn, kultur og religion – om køn i 

kulturer og religioner af Britta 

Kornholt 

- Familiens historie – om kønnenes 

roller i familien gennem tiden af 

Bente Rosenbeck 

- Af eller påklædt – om køn og mode i 

vestlig kulturhistorie af Marie Riegels 

Melchior 

Allerede fra børn er ganske små, 

møder de klassiske, stereotype køns- 

opfattelser og forventninger. For at 

kunne forholde sig nuanceret til køn – 

også i voksenlivet – bør arbejdet med 

køn og ligestilling begynde allerede i 

grundskolen. Eleverne skal bevidstgøres 

for at kunne stille sig kritisk 

reflekteret. Derfor skal eleverne 

arbejde med at definere stereotyper 

og bevidstgøre sig om fordomme og 

forventninger – for at kunne analysere, 

problematisere, vurdere og agere i 

forhold hertil. 

Skolens bog om køn og ligestilling er 

udarbejdet med den grundantagelse, 

at køn har en essentiel betydning, for 

hvem vi er og hvilke muligheder og 

begrænsninger, vi har i livet. Vi fødes 

som pige eller dreng, men vi skabes 

også socialt og kulturelt i omgang 

med vores omverden. Hvad der tolkes 

som drenget og piget, mandligt og 

kvindeligt i samfundet, og hvad der 

gælder som normer for kønnet 

adfærd og kønnede udtryksmåder, 

skabes tillige i en historisk formidlet, 

social og kulturel sammenhæng. Det 

er derfor nødvendigt og meningsfuldt 

for eleverne i skolen at arbejde med 

kønsperspektiver på kulturen, historien 

og ikke mindst på sig selv. 

Bogen har til hensigt at stille spørgsmål 

og diskutere, hvad køn også er 

eller kan være og har ikke til hensigt 

at definere og give svar på, hvad køn 

er. En nuancering af kønsforestillinger 

kan udvide normaliteten og i 

større grad give mulighed for, at den 

enkelte kan være og vælge, som 

han/hun ønsker. 

Skolens bog om køn og ligestilling, af 

Cecilie Nørgaard og Bonnie Vittrup 

Informations forlag, 2006 

Lærerens bog + elevens bog: kr. 378

Kredsnetværksmøde 

d. 28. – 29. oktober i 

Odense. 

Tema: Medlemshvervning 

Program: 

Lørdag 

13.00 Ankomst og frokost 

13.30 Beslutninger taget på landsmødet og opfølgning 

på styrelsens arbejde 

15.00 Pause 

15.30 Oplæg om erfaringer med medlemshvervning, 

v. Jesper Nissen, Dansk Flygtningehjælp 

17.30-18.00 Afrunding og afgang mod græsk eller indisk 

restaurant (middag for egen regning) 

Søndag 

10.00 Oplæg med instruktion i moderne medlemshvervning, 

v. Bent Graversen, Mindscope 

12.00 Frokost 

12.45 Diskussion af oplægget 

15.00 Kaffe og afslutning 

Sted 

Klingenberg 15, 5000 Odense C 

(Dansk Flygtningehjælps lokaler) 

Overnatning 

Man kan overnatte for egen regning på camping-odense.dk. 

Her kan man leje hytter til enten 4 eller 6 personer. 

Deltagelse i kredsnetværksmødet er gratis. DK betaler 

for 2 x frokost samt kaffe. 

Tilmelding til sekretariatet før d. 18. oktober på 

danskkvindesamfund@mail.dk eller 33 15 78 37. 

VoxFemininums 

Sommerarrangement 

Af Lise Philipsen og Katie Davey Dalsgaard, 

VoxFemininum 

Den 22. juli holdt VoxFemininum sit første sommerarrangement. 

Hensigten med arrangementet var at 

skabe debat om prostitution og gøre opmærksom på 

os selv, da vi er et relativt nystartet ungdomsnetværk. 

Arrangementet bestod af en paneldebat om prostitution 

efterfulgt af en picnic i Kongens Have. Til panelet 

havde vi inviteret Dorit Otzen, forstander for Reden, 

Kenneth Reinecke, mandeforsker fra RUC og Helle 

Sjelle, politiker fra de konservative. Dagen var en stor 

succes med mange fremmødte, en livlig debat og en 

hyggelig eftermiddag i Konges Have, hvor diskussionen 

fortsatte. 

Paneldebatten var yderst indsigtsgivende og har 

inspireret os til at deltage aktivt i den offentlige debat 

om prostitution. VoxFemininum ser ikke et forbud af 

sexkøb som den endegyldige løsning på alle de problemer, 

der er associeret med prostitution, men vi ser 

det som en nødvendig komponent til en løsning. Vi er 

meget tilfredse med, at arrangementet har sat nogle 

tanker i gang hos deltagerne og ikke er gået uset hen. 

Arrangementet er bl.a. blevet debatteret i en kronik i 

Politiken af Vivi Hollænder (d. 09.08.06). 

Årgang 122/4 2006 27

LANDSSTYRELSEN 

Forkvinde 

Karen Hallberg 

Havnegade 33, 2 th. 

1058 København K 

3315 6940 

kl.hallberg@get2net.dk 

LOKALE KREDSE 

Frederikshavn / Sæby 

v/ forkvinde 

Alice Fredborg Sørensen 

Karetmagervej 24 

9300 Sæby 

9846 1660 

Hellerup 

v/ forkvinde 

Susi A. Riise-Knudsen 

Fortunvej 41 

2920 Charlottenlund 

3964 4010 

susi_riise_knudsen@ 

hotmail.com 

Horsens 

v/ forkvinde 

Lis Ørnstrup 

Charlotteparken 14 

Stensballe 

8700 Horsens 

7565 7457 

oernstrup@stofanet.dk 

Hjørring 

v/ kontaktkvinde 

Else Andreasen 

Frejasvej 42 

9800 Hjørring 


Medlemmer 

Agnes Bræmer 

Gl. Thyregodvej 30 

7330 Brande 

2512 3832 

agnesbraemer@hotmail.com 

Edith Hansen 

Gl.Hellebækvej 5c 

3000 Helsingør 

4921 6284 

Edithogjonas@mail.tele.dk 

Tinne Stubbe Østergaard 

Trige Centervej 34 

8380 Trige 

8623 1231 

toestergaard@gmail.com 

Kolding 


Inger Olsen 

Haslevej 15 

6000 Kolding 

7552 3517 

København 

v/ forkvinde 

Anne-Marie Krøyer 

Holger Danskes Vej 79,4tv 

2000 Frederiksberg C 

44985042 

anne-marie@ 

mail-online.dk 

Lyngby-Virum-Søllerød- 

Gladsaxe 

v/ forkvinde 

Ulla Lundbye 

Nybrovej 271 

2800 Kgs. Lyngby 

4588 8738 

Gurli Jensen 

Katsigvej 43, Skærum 

9900 Frederikshavn 

9847 3449 

hedebakken@get2net.dk 

Buffy Lundgren 

Sigrid Undsetsvej 226 B 

9220 Ålborg Ø 

9934 8511 / 29824828 

Buffy.Lundgren@gmail.com 

Hanne Helth 

Birkevang 152 

2700 Brønshøj 

29435552 

helth@tdcspace.dk 

Odense 


Hanne Bille 

Hvenekildeløkken 138,1 

5240 Odense NØ 

2628 8083 

hbille@webspeed.dk 

Roskilde 

v/ kontaktperson 

Henriette Koefoed 

Landevejshøjen 17, 

Højby 

4320 Lejre 

4648 1143 

Thy /Mors 


Mette Lund 

Fuglesøparken 32 

7900 Nykøbing Mors 

mette@lund.mail.dk 

Suppleant 

Gry Pedersen 

Pilehøjvej 2 

2750 Ballerup 

4464 9698 

Pederseng@sol.dk 

Vejle 

v/ forkvinde 

Kirsten Dalager 

Horsvangen 10 

7120 Vejle 

tlf 7581 5346 / fax 7571 

2084 

Kirsten.Dalager@skolekom.dk 

Aalborg 


Helle Algreen-Ussing 

Sebbersundvej 29, 2 tv. 

9220 Aalborg Ø 

9815 2135 

miksi@mail.dk 

Århus 

v/ kontaktperson 

Søren Sylvest 

Borggade 16, 2 th. 

8000 Århus C 

tlf 8620 2740 / fax 8620 

2742 

s.sylvest@webspeed.dk

Dansk Kvindesamfunds Aalborgkreds inviterer til høring: 

Kvinder og Sundhed: 

Et kommunalt ansvar? 

Sted: Amtsrådssalen, Amtsgården 

Nordjyllands Amt 

Niels Bohrs Vej 30 

9220 Aalborg Øst 

Dato: den 24. oktober 2006 

Tid: Kl. 18.00 – 21.00 

Kommunerne skal fra 2007 varetage 

nye opgaver på forebyggelsesområdet. 

Når det gælder forebyggelse og 

behandling, viser undersøgelser fra 

bl.a. Ligestillingsministeriet, at der er 

behov for fokus på kønsroller og sociale 

faktorers betydning. Især kvinder 

har en stigende forekomst af uforklarlige 

lidelser, og dobbelt så mange 

kvinder som mænd forlader arbejdsmarkedet 

med førtidspension pga. 

langtidssygdom. Derfor har Dansk 

Kvindesamfunds Aalborgkreds arrangeret 

en høring om kvinders sundhed, 

idet vi ønsker, at kommunernes 

forebyggelsesarbejde tager fat på 

kvinders særlige sundhedsudfordringer. 

Der sættes fokus på, hvilke initiativer 

de nye kommuner kan tage, så sundhedsfremmeindsatsen 

får effekt på 

de særlige kvindelige risikogrupper. 

Forskellen mellem kvinder og mænds 

sygdom og sundhed er på mange 

måder paradoksal. I gennemsnit 

lever mænd kortere tid end kvinder. 

Kvinder er dog mere syge og har 

generelt dårligere helbred og trivsel 

end mænd. Ligestillingsministeriets 

rapport (2004): "Kønsforskelle i sygdom 

og sundhed" peger på, at når 

det gælder forebyggelse, behandling 

og forskning, er der behov for fokus 

på kønsrollers og sociale faktorers 

betydning. 

Kommunerne har fået som opgave at 

iværksætte patientrettet forebyggelse 

og at skabe rammerne for en sund 

levevis. Dansk Kvindesamfund spørger: 

Hvad kan der gøres, for at imødekomme 

kvinders særlige sundhedsudfordringer? 

Dansk Kvindesamfunds Koldingkreds 

Efterårets Program 

Mandag den 23. oktober 

Kl. 19.30 vises i Kolding Teater kortfilmen: ”I Danmark er jeg født” (om danske dialekter). 

Onsdag den 8. november 

Kl. 19.30 vises i Kolding Teater kortfilmene: 

”Nathalie Krebs – Saxbo Stentøj”, 

”Jane Muus og billedet” 

”Kirsten – en hjertets vagabond” (om maleren Kirsten Kjær). 

På høringen vil følgende blive diskuteret: 

- Kvinders sygelighed: Kvinders sygelighed 

i et historisk og samfundsmæssigt 

perspektiv. Hvorfor stiger 

forekomsten af uforklarlige lidelser 

v/ Lise Ehlers, sygeplejerske og forfatter 

- Kønsforskelle i sygdom og sundhed 

v/ cand.med. Karin Helveg-Larsen, 

forsker ved Statens Institut for 

Folkesundhed 

- Amtets indsats for kvinder og gode 

råd til kommunerne fremover v/Ulla 

Astmann, amtsrådspolitiker 

- Sundhedsfremme for kvinder i de 

kommende kommuner: Hvilke muligheder? 

V/ Bente Graversen, direktør 

for Ny Aalborg Kommunes fremtidige 

forvaltning for Sundhed og 

Bæredygtig Udvikling 

Tilmelding senest 22. oktober 2006 

til buffy.lundgren@gmail.com eller på 

telefon 2982 4828. 

Tirsdag den 21. november 

Kl. 19.30 foredrag i Sct. Jørgens Gård. ”En aften med Louise Borg Mogensen – skoleinspektør ved Harte Skole”. 

Onsdag den 29. november 

Kl. 19.30 vises i Kolding Teater kortfilmen: ”Karen Blixen – en fantastisk skæbne”. 

DK’s Rådgivningskontor 

Har åbent hver onsdag kl. 17 – 18 på biblioteket. Der gives anonym og gratis vejledning af jurist og socialrådgiver. 

Årgang 122/4 2006 29

Kære læsere af 

Kvinden&Samfundet 

Af Mette Nørgaard Poulsen, 

stud. scient. pol. 

Jeg har nu færdiggjort min brugerundersøgelse af 

Kvinden&Samfundet og vil her fortælle lidt om de hovedkonklusioner, 

jeg kom frem til. Jeg vil også gerne benytte 

denne lejlighed til at sige tak til de personer, der var så venlige 

at bruge tid på at udfylde det relativt lange spørgeskema. 

Undersøgelsen var internetbaseret, således at spørgeskemaet 

blev sendt ud til de 125 medlemmer, der har opgivet deres 

mailadresse. Derudover blev der pr. alm. post sendt spørgeskemaer 

ud til 8 medlemmer for at imødekomme min forventning 

om, at mange af de ældre medlemmer ikke har en 

mailadresse. Jeg modtog i alt 71 udfyldte spøgeskemaer. 

Først og fremmest viste undersøgelsen, at langt den største 

del af svarpersonerne (73%) er tilfredse med K&S. Når det er 

sagt, blev der givet mange frugtbare forslag til K&S’s fremtidige 

indhold. I forhold til ’Tema’, ’Debat’ samt spørgsmålet 

om hvordan K&S kan blive mere debatskabende, er det ikke 

muligt at opstille forslagene i en prioriteret rækkefølge, da 

det faktisk var meget få forslag, der blev nævnt mere end én 

gang. Der viste sig dog at være en bred enighed om følgende 6 punkter (i prioriteret rækkefølge), som svarpersonerne 

mener, er vigtige for at gøre K&S til et bedre tidsskrift generelt: 

Flere oplysninger om foreningens aktiviteter. (59% af alle svarpersoner ønsker, at K&S skal oplyse mere om foreningen 

og dens arbejde). 

At Styrelsens tanker, ideer, visioner og prioriteter skal være en del af K&S. 

Bedre design/layout. 

Flere informationer fra kredsene – hvilket kan ses i forlængelse af punkt. 1. 

Mere fokus på internationale problemstillinger og kvindeorganisationer i andre lande. 

Flere portrætter eller artikler af og om ”almindelige” kvinder. 

Det er dog værd at bemærke, at under halvdelen af svarpersonerne kom med forslag og kommentarer til spørgsmålet 

om ”Hvordan kan Kvinden&Samfundet blive bedre?”. De opstillede forslag kan derfor ikke betragtes som 

værende repræsentative for alle svarpersonerne. 

Rapporten kan læses på Dansk Kvindesamfunds hjemmeside: www.kvindesamfund.dk 

30 KVINDEN&SAMFUNDET

Dansk Kvindesamfunds Aalborgkreds 

har fået praktikant 

Af Amanda DiMaria Johansen, 

studerende 

Mit navn er Amanda DiMaria 

Johansen, og jeg er lige blevet 

den første praktikant i Dansk 

Kvindesamfunds Aalborgkreds. Jeg er 

studerende på Aalborg Universitets 

uddannelse: Internationale Forhold 

og Udviklingsstudier. I løbet af praktikperioden 

vil jeg lave en rapport, 

som efterforsker selvforsørgende 

indvandrerkvinder. De selvforsørgende 

indvandrere er alle indvandrere, 

der kom til Danmark efter 2001, og de 

er ikke kommet hertil som flygtninge, 

eller fordi de har haft et specielt 

arbejde. I Danmark er der cirka 

23.000 indvandrerkvinder, der er 

selvforsørgende. 

Mange steder i verden fortsætter 

kampen for kønsligestilling. Ifølge 

World Economic Forum kan de sidste 

ti år bevidne en stadig større vilje til 

at give kvinder ligestilling. Man kan 

især se dette fænomen i de nordiske 

lande. Af de 58 lande, der medvirker 

i undersøgelsen ”Measuring the 

Gender Gap”, scorer Danmark højest 

med hensyn til økonomiske muligheder. 

Den danske regering vil gerne 

have indvandrerkvinder med i denne 

statistik. 

Ofte har indvandrerkvinder sværere 

ved at integrere sig end mænd, fordi 

både kvinden og hendes familie er 

blevet vant til, at kvinden er hjemmegående. 

Derfor har den danske regering 

lavet mange programmer og initiativer, 

som sigter på at lære kvinder 

det danske koncept for ligestilling. 

For eksempel har AOF Denmark et projekt, 

der hedder Samfundsprojektet 

for Flygtningekvinder, cirka 6 timer 

hver dag. Projektets tema er ansvarlighed, 

og et af dets hovedformål er at 

lære om danske kønsroller. Disse 

emner er måske ikke nødvendige for 

kvinder, som har uddannelse eller har 

haft arbejde i mange år, og projektet 

er ikke åbent for selvforsørgende indvandrere. 

Selvforsørgende kvinder får heller 

ikke offentlig økonomisk støtte og er 

udelukket fra hverdagsting så som akasser. 

Hvis man ikke har en dansk 

uddannelse eller ikke har haft fuldtidsarbejde 

i Danmark i mindst et år, 

kan man ikke blive medlem. Derfor er 

a-kasserne ikke til gavn for dygtige 

kvinder, som ikke kan kom ind på 

arbejdsmarkedet. Målet for mit projekt 

er at undersøge den slags diskrimination. 

Måske tænker nogen af jer, at sådan 

noget ikke kan passe, og at det ikke 

kan være så slemt. Jeg vil derfor 

gerne dele mine egne erfaringer med 

jer. Før jeg kom til Danmark, så folk 

mig som en selvstændig kvinde, som 

nok skulle nå langt i sit liv. Nu ser de 

en hjemmegående hustru. Måske tror 

folk, at jeg er hjemmegående, fordi 

jeg elsker at lave mad og gøre rent og 

ikke har nogen uddannelse. Men rent 

faktisk kan jeg ikke lide at gøre rent 

og lave mad, og faktisk har jeg en høj 

uddannelse, og jeg vil meget gerne 

arbejde. Jeg har prøvet at få et arbejde, 

hvor jeg kunne bruge min erfaring 

– jeg har søgt cirka 100 job – men har 

ingenting fået. Så jeg er altså tvunget 

til at være hjemmegående og tage 

endnu en kandidatgrad. 

Jeg har nu boet i Danmark i to et halvt 

år og har mødt mange kvinder som 

mig selv. Forretningskvinder, akademikere, 

psykologer, kunstnere, 

ingeniører, men i Danmark er de alle 

sammen arbejdsløse. Hvordan kan et 

land, der ellers er så feministisk, tillade, 

at så mange kvinder mister deres 

drømme om et arbejde? Hvordan 

påvirker disse omstændigheder kvinderne? 

Jeg ønsker at undersøge 

dette, både gennem interviews og 

ved at udsende spørgeskemaer til 

indvandrerkvinder. Aalborgkredsen 

har også opfordret mig til at tage ud 

og besøge andre kredse for at holde 

oplæg om resultaterne af undersøgelsen, 

eventuelt som debataftner 

ude i kredsene. I vil høre mere om det 

i den nærmeste fremtid, hvor jeg vil 

henvende mig til jer for at drøfte 

mulighederne for det. Jeg glæder mig 

til at lære Dansk Kvindesamfund at 

kende som organisation og møde så 

mange af jer som muligt. 

Årgang 122/4 2006 31

Dansk Kvindesamfund 

Niels Hemmingsensgade 10, 3 sal 

1153 København K 

LEDER 

Revision af pensionslovgivningen 

Pensionslovgivningen har været underkastet en gennemgang 

af et udvalg, der var sammensat af et hold af eksperter 

inden for området – inklusive en repræsentant for kvindebevægelserne. 

Udvalget har arbejdet i 8 år, og det har 

vist sig, at pensionsområdet er et helt usædvanligt kompliceret 

område at få retfærdighed og ligestilling indenfor. 

Der har skullet tages højde for alle samlivs- og arveforhold, 

ikke mindst problematikken omkring egne, sammenbragte 

og fælles børn. 

Men det korte af det lange er, at kvinder skal sørge for ligestilling 

inden for egen familie. Det er blevet sådan, at alle 

pensioner er personlige, og fra 1. januar 2007 skal de ikke 

deles i tilfælde af samlivsophør. 

Mange kvinder synes, det er et kedeligt område at bruge 

tid på at sætte sig ind i, men efter den nye lov er det et 

”must”, hvis vi ikke vil risikere at sidde tilbage med økonomiske 

tømmermænd efter et samlivsophør. 

Her et eksempel hvor kvinden skal være meget opmærksom: 

Hr. og fru NN’s hus er steget meget i pris, og der er fremkommet 

en stor friværdi. De bliver enige om, at de vil sikre 

sig gode forhold, når de skal pensioneres, og derfor vælger 

de at tage et ekstra lån i huset og efterfølgende indsætte 

provenuet på en ratepensionsordning. Det er her, at fru NN 

skal sørge for, at halvdelen af ratepensionen bliver hendes 

– også selv om skattefordelen kan tale for, at hr. NN får 

mest ud af fradraget (på grund af hans højere indkomst). 

Alt er fint, så længe de lever lykkeligt sammen og har fæl 

Returneres ved varig adresseændring 

Modtager 

Adresse 

Postnr. og by 

B 

les økonomi. Men hvis forholdet bliver opløst, så skal gælden 

deles, det skal ratepensionen til gengæld ikke. 

Derfor: kom i gang med at gennemgå pensionerne sammen 

med forsikringsselskab og/eller bank og find ud af, 

om der er ligestilling på pensionsområdet indenfor familien, 

- og hvis der ikke er det, hvordan ligestilling så kan 

opnås. 

Efter min mening er der risiko for, at mange kvinder kommer 

alvorligt i klemme, hvis pensionsligestillingen ikke bliver 

en realitet indenfor den enkelte familie. 

Karen Hallberg 

Landsforkvinde 

Dansk Kvindesamfund

Kvinder & sundhed - Dansk Kvindesamfund

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?