Interview i forbindelse med Søren Kierkegaards ... - Nikolaj Kunsthal

Interview i forbindelse med Søren Kierkegaards 200 års 

fødselsdag 

Af Solvej Helweg Ovesen 

Berlin 19.12.2012 

SHO: Søren Kierkegaard, tillykke med deres forestående fødselsdag i år 

og tak fordi De tog Dem tid til et interview. Der er efterhånden 200 års 

erfaringer og tanker bag mange af deres udsagn og skrifter. Nu hvor vi 

sidder her i dag er der flere spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at 

stille Dem - særligt i forhold til Deres verdensberømte bog ”Enten-Eller”, 

som jo er blevet oversat til alverdens sprog og læst af millioner af 

mennesker i mellemtiden. De kunne måske starte med at fortælle, 

hvordan det kan lade sig gøre, at De sidder her i dag og vi sammen kan se 

tilbage på dette værk? 

SK: Ser De, efter min fingerede død i 1855, flyttede jeg ind på et lille 

kammer på Rigsarkivet og siden hen på Det Kongelige Bibliotek i 

København, men i de senere år har der været en del røverier. Jeg har 

sågar oplevet, at nogle af mine kostbareste værker er blevet stjålet, og 

derfor fandt jeg det fornødent at finde mig et andet sted at opholde mig. 

Da jeg flere gange i 1840erne opholdt mig i Berlin, er jeg for nogle få år 

siden flyttet tilbage hertil. 

SHO: Mit første spørgsmål drejer sig om forholdet mellem karaktererne 

æstetikeren og etikeren, som De opdigter i „Enten-Eller“. De starter bogen 

med citatet ”Er da Fornuften alene døbt, ere Lidenskaberne Hedninger?” 

Er dette dilemma, altså valget mellem sanseligheden og rationaliteten, 

stadig et relevant tema for Dem i dag? 

SK: De refererer til mit første pseudonyme værk ”Enten-Eller”, som jeg 

naturligvis er stolt over at have skrevet og glad for, at man også læser i 

dag, og så refererer De til mottoet af den engelske romantiker Edward 

NIKOLAJ KUNSTHAL/NIKOLAJ PLADS 10 /DK-1067 KØBENHAVN K/NIKOLAJKUNSTHAL.DK

Young. Spørgsmålet er, om det kun er fornuften, der er døbt, og om 

lidenskaberne da er hedninger? Jeg er bange for, at man i vid udstrækning 

har misforstået dette. Det er jo sådan, at der i ”Enten-Eller”, i hvert fald i 

første del, er masser af lidenskab på spil. Vi har det pseudonym, der 

introducerer bogen, Victor Eremita, og vi har den unge, fortvivlede 

æstetiker, kaldet A, og så har vi jo naturligvis frem for nogen Johannes 

Forføreren. De har alle sammen masser af lidenskab, så problemet er ikke, 

at de mangler den, tværtimod har de den i overflod, problemet er, at den 

netop ikke er døbt eller ærværdig. Det, der var min hensigt med værket, 

var at sætte fokus på disse følelser og lidenskaber og så forsøge på at 

drage dem ind i en kristen kontekst. Jeg er immervæk teolog af 

uddannelse, selvom jeg har skrevet en filosofisk afhandling, og jeg 

betragter mig selv som en religiøs forfatter, en kristen digter. 

SHO: Men her valgte De at skrive ud fra en anden side af deres person, 

nemlig under pseudonymet Victor Eremita? 

SK: Jeg skrev under navnet Victor Eremita, hvilket kan oversættes til ’den, 

der sejrer i ensomhed’ eller ’den sejrende eremit’. Det havde en 

selvbiografisk baggrund, som folk jo nok ved i dag, da jeg ganske kort tid 

inden jeg begyndte at skrive bogen ”Enten-Eller” hævede forlovelsen med 

en ung pige, som stod mit hjerte inderligt nær, nemlig Regine Olsen. Jeg 

besluttede mig derfor for at forblive enlig resten af mit liv. Så jeg håbede 

at være den, der sejrede i ensomheden. 

SHO: De antyder, at der er en generel misforståelse af hvad hovedtemaet 

egentlig er i ”Enten-Eller”. Vi har jo i mellemtiden oplevet at moderne og 

postmoderne filosoffer som Martin Heidegger og Jacques Derrida har 

nedbrudt dualismetænkningen – ideen om ”sanselighed” versus 

”rationalitet”, ”krop” versus ”sjæl”. Er det stadig relevant at tale om 

positioner som ”æstetikeren” og ”etikeren”? 


SK: I dag ser jeg den samme splittelse i mennesket, i eksistensen, som jeg 

så, da jeg skrev ”Enten-Eller” i 1841-43. En dualisme ville jeg dog ikke tale 

om i „Enten-Eller“ eller i mit forfatterskab som sådan, da, som jeg udtrykte 

det i „Sygdommen til Døden“, er en syntese mellem sjæl og legeme, 

mellem det evige og det timelige liv. Man skal heller ikke forstå „Enten- 

Eller“ sådan, at den ene del står i modstrid til den anden del. Jeg holder 

fast i det, som etikeren, assessor Wilhelm, udtrykker i anden del af bogen: 

at der mellem det æstetiske og etiske er en sammenhæng, så de 

forholder sig til hinanden som koncentriske cirkler. Det vil sige, at de ikke 

står i modstrid med hinanden, men føjer sig koncentrisk ind i hinanden. 

Problemet med æstetiker A er, at han lever rent sanseligt, og at han 

derved fortvivler. Han kan ikke komme til det etiske eller endsige til det 

religiøse. 

Jeg ved nok, at man i den moderne europæiske tænkning i det 20. 

århundrede mener, at have gjort op med dualismen, men det er kun sket 

bag katederet. Det er sket på tryk. I vor egen konkrete tilværelse er det jo 

immervæk ofte sådan, at vi opererer med disse her modsætninger mellem 

mit suveræne selv, min suveræne tænkning eller min suveræne 

bevidsthed og så på den anden side en kropslighed, en sanselighed, en 

lidenskab, som ligger under for diverse impulser. Det handler fortsat om, 

hvorledes vi lever vores liv, og det er netop det spørgsmål, som jeg lod 

Assessor Wilhelm stille til filosofien. Hvorledes skal jeg leve? Giv mig et 

svar! 

SHO: Var der en karakter, der var mere ligefrem at skrive, at gengive som 

forfatter, i forhold til en anden? 

SK: Jeg ved ikke, om det var lettere at skrive en karakter som Johannes 

Forføreren end en som Assessor Wilhelm. Assessor Wilhelm 

repræsenterede for mig det, som jeg havde ønsket af hele mit hjerte at 

realisere: det almene, ægteskabet, at blive Regines mand og far til hendes 

børn. Så på den måde var det mine idealer, som jeg forsøgte at formulere. 

Det faldt mig relativt let at skrive. På den anden side faldt det mig også 


naturligt – eller måske ikke naturligt, men snarere pirrede det min ånd – at 

sætte mig ind i en karakter som Johannes Forføreren, fordi jeg der 

fuldstændig kunne rive mig løs og give mig hen til en hvilken som helst 

indskydelse og forsøge at leve den ud. Det mener jeg i øvrigt også er 

noget, man kan tage ved lære af i dag, hvor man mener, at man skal leve 

enhver lidenskab ud i den virkelige tilværelse. Man kan dog også gøre det i 

fantasien eller i kunsten. 

Det minder mig om et udtryk, som er blevet mere populært efter 

min egen tid som forfatter, nemlig ”sublimering”. Ofte mener man i dag, at 

man i kraft af sublimering undertrykker sine følelser, sine lidenskaber og 

sin sanselighed. Jeg mener, det forholder sig anderledes, fordi tilværelsen 

nu en gang er belemret af, at alt ikke kan lade sig gøre, og at man er 

udfordret af, at man også har en næste at tage hensyn til. Derfor har jeg 

det udmærket med, at man sublimerer, at man forvalter sine sanser, sin 

sanselighed på en sådan måde, at man forsøger at omsætte det i et 

kunstnerisk univers. Det var i al beskedenhed det, der lykkedes for mig i 

første del af ”Enten-Eller”. 

SHO: Ser De Dem både som forfatter, digter, teolog og kunstner? Mange 

filosoffer har i dag ikke samme styrke som De når det gælder om at 

formulere deres ideer og give dem et kunstnerisk udtryk? 

SK: Hvis jeg må have lov til at gribe fat i det med kunsten, så opfattede jeg 

mig bestemt som en kunster. Jeg var et barn af romantikken, ikke bare 

den danske romantik med store skikkelser som Oehlensläger i front, men 

også af den tyske romantik, som jeg beskæftigede mig særdeles meget 

med - forfattere som Novalis, Tieck, brødrene Schlegel og naturligvis frem 

for nogen Goethe, selvom jeg har et noget belastet forhold til denne store 

tyske ånd. Det var dem, som var ophavet til min egen kunst. Så ja, jeg 

opfattede mig som kunstner. Og jeg kan se i tilbageblik, hvor privilegeret 

jeg var: at man endnu ikke havde sat vandtætte skotter op imellem 

kunsten, skønlitteraturen og på den anden side filosofien og teologien, 

som er videnskaber drevet af rationaliteten. Så på den måde mener jeg, at 


jeg i højere grad end senere filosoffer har været i stand til at formidle mit 

forfatterskab, så det ægger til læsning, også til modsigelser selvfølgelig. 

Jeg har således nærmest været i stand til at skrive mig ind i hjertet på 

folk. Jeg har jo selv udtrykt det på den måde, at ”jeg vil bedrage folk ind i 

det sande”, og det har jeg gjort igennem kunsten. 

SHO: Ja, Deres sprog i ”Enten-Eller” er kreativt, levende og forførende, 

selvom De skrev værket på et tidspunkt, hvor De var under stor psykisk 

belastning. De var taget til Berlin efter bruddet med Regine og nu sidder vi 

her igen. Påvirkede det Dem at være i Berlin da De skrev ”Enten-Eller”? 

SK: Jeg tog frem for alt til Berlin for at komme væk fra København, da jeg 

netop havde slået op med Regine. Det var en fornøjelse for mig at komme 

til Berlin, hvor der er højere til loftet end der nogensinde har været i 

København. Jeg oplevede at komme til en metropol, hvor jeg på 

universitetet kunne følge store filosoffer fra min samtid, og endelig fik jeg 

den ro, som jeg skulle bruge for at kunne skrive. Det vil sige, jeg var her 

ikke som turist. I dag kommer der mange danskere til Berlin for at se 

udstillinger eller det historiske Berlin. Den slags oplevede jeg ikke så 

meget af. Jeg tog selvfølgelig mit daglige ’menneske-bad’ i Berlin, sådan 

som jeg var vandt til at gøre det i København. Men frem for alt havde jeg 

altså roen – jeg kunne sidde på mit værelse, som jeg havde lejet af en 

apoteker kun et par skridt fra Gendarmenmarkt, lige bag Schauspielhaus 

– det nuværende Konzerthaus – og virkelig overlade mig til tankens magt 

og kraft, noget som jeg også mener er undervurderet i dag. 

Jeg ser mange kunstnere, også forfattere, som tager til Berlin og 

eventuelt rejser videre; så skal de til Rom og til New York, Singapore og til 

Prag, og jeg ved ikke hvorhen for at finde inspiration. Det er er mig en 

gåde, at de ikke har denne – i ordets bedste forstand – indre dæmon, som 

giver dem den inspiration, de har behov for. Jeg forstår det ikke. Og derfor 

var det heller ikke så meget inspirationen i Berlin, der betød så meget for 

mig, som dette at komme herned og være væk fra København og være 

overladt til mig selv og min egen bevidsthed. 


SHO: Deres forestillingsevne som forfatter er uden sammenligning, men 

alligevel er der måske situationer, hvor de har følt dem forført af folk eller 

tekster? 

SK: Jeg tør, ikke uden en hvis stolthed, sige, at jeg aldrig har ladet mig 

forføre. Det er sådan, at når man er en sand, reflekteret forfører, som jeg 

nu i al beskedenhed er, om ikke en erotoman i fysisk forstand, så som 

forfatter, så er det sådan, at man altid har tilfældet indirekte i sin magt. 

Det vil sige: Tilfældet er ikke i min magt, men i det øjeblik det kommer mig i 

møde, griber jeg det. Nej, jeg lader mig ikke forføre, men jeg bliver 

forelsket. Betingelsen for at blive forelsket er tilfældet. Det er sådan, som 

jeg beskriver det i Forførerens Dagbog i ”Enten-Eller” med den gode 

Johannes, at han forfærdelig gerne vil være forelsket, fordi forelskelsen er 

interessant. Det er ham, der aftvinger forelskelsen det interessante, det 

pirrende, men han er afhængig af, at han bliver forelsket, og det bliver han 

så tilfældigvis en dag, han går nede på Langelinje, og han ser denne her 

unge kvinde, som viser sig at hedde Cordelia. Det eneste, han erindrer, er 

sin forelskelse; og konkret husker han kun hendes grønne frakke. Komisk, 

ikke sandt? 

SHO: Og trods alt er der kilder, der henviser til, at De efter bruddet årtier 

senere, stadig havde Regine i tankerne. Hvis De mødte Regine i dag, 

hvordan ville relationen så være? 

SK: Efter bruddet med Regine traf jeg hende næsten dagligt i København: 

Lærte jeg ikke hendes rute at kende, når hun var ude at spadsere eller 

skulle til musik, så lærte hun min kende. Jeg lover Dem, at der var mere 

erotik i vores blikke, end der er i mangt et ægteskab både i den tid og i 

eftertiden. Men traf jeg hende i dag så jeg ville nok udveksle et par ord 

med hende og sige til hende, at hun i sin tid gjorde sig selv en 

bjørnetjeneste, da hun ikke var tålmodig nok, efter vi havde brudt vores 

forlovelse, og da hun kun to år senere forlovede sig med denne Schlegel 

og fire år senere giftede sig med ham. Det var bestemt godt for hende på 


sigt, men ikke desto mindre: Havde hun undladt at forlove sig med ham, 

kunne hun have haft et forhold til mig. Ikke at jeg mener vi kunne være 

blevet forlovede igen eller være blevet gift, men at vi kunne have haft en 

form for forhold. Sådan som den store tyske filosof Hamann havde det i 

Königsberg, hvor han levede i et uægteskabeligt forhold til sin elskede. 

Jeg taler ikke om et sanseligt forhold til Regine, men om et interessant 

forhold. 

SHO: Når vi så er i 2013 kan jeg ikke dy mig for at spørge om de i dag også 

ville vælge kærligheden fra i forhold til karrieren? 

SK: Det var et uforskammet spørgsmål. Jeg valgte ikke Regine fra af 

hensyn til karrieren eller til mit forfatterskab. Jeg valgte Regine fra af 

hensyn til hende selv. Jeg ville ikke udsætte hende for mit tungsind. Og på 

den anden side blev Regine også motivet til hele mit forfatterskab. Som 

De selv har været inde på tidligere i vores samtale: Mit første værk var 

”Enten-Eller”, hvor jeg gav det måske mest lidenskabelige forsvar for 

ægteskabet, der nogensinde er skrevet. Det gjorde jeg på et tidspunkt, 

hvor jeg selv grædende havde brudt forholdet til den, jeg elskede af hele 

mit hjerte og hele min sjæl. 

SHO: Jeg har et spørgsmål, som placerer os midt i vor tid nu, som handler 

om de forskellige pseudonymer, som De jo selv har holdt utrolig godt rede 

i og hvor De har skrevet med ufattelig indlevelse fra forskellige positioner. 

Hvis man ser på nogle af de emner De har beskæftiget dem under 

pseudonym og i eget navn – travlhed, tvivl, vekselvirkningen, kærligheden, 

troen, men også noget så moderne som kulturel mangfoldighed og 

Nationalstaten, er der så et relevant emne De ville tage op i dag og ville 

det være under pseudonym? 

SK: På min tid var der en ide i at skrive under et pseudonym, men det er 

jeg ikke sikker på, at der ville være i dag. Det er der måske nok, men 

problemet ville være, at folk bestandigt interesserer sig for forfatteren – 

at man ikke tager en forfatter alvorligt, med mindre man lærer ham at 


kende – så man ville opfatte det som en form for uærlighed, hvis han skrev 

under pseudonym. Man kunne gøre det på min tid, og jeg var da heller ikke 

den eneste, der gjorde det. Min gode ven Emil Boesen gjorde det, og 

Sibbern, min gamle filosofilærer, professor ved universitet i København, 

skrev også under pseudonym. 

Det, der hypotetisk ville være fordelen i dag, er, at forfattere slap 

for, at anmeldere stillede sig op med alle deres forventninger til, hvad man 

burde skrive, eventuelt baseret på deres forrige anmeldelse af en tidligere 

bog. Så ville man ikke bestandigt skulle tugtes med denne eller hin 

anmelders uforgribelige mening om, hvad litteratur er for noget. Mine 

egne pseudonymer indgik i et stort tekstkorpus, der bestod af adskillige 

værker, hvor disse pseudonymer spillede sig op imod hinanden og 

forsøgte at destillere forskellige filosofier og teologier i håb om, at 

læseren skulle lade sig drage af det og forsøge at realisere læren selv i 

deres tilværelse eller lade sig forarge af det: ”Dette jeg vil jeg ikke 

omsætte, dette vil jeg ikke vide af!” 

Frem for alt er der ét pseudonym, der stadig taler til mig i dag, og 

det er Anti-Climacus, som jeg skriver under i ”Sygdommen til Døden”, som 

jeg skrev i 1849, der handler om fortvivlelse, og ”Indøvelse i 

Kristendommen”, der udkom et år senere, hvor man ser den 

ekstraordinære kristne: en skikkelse eller karakter, som eksemplificerer 

den sande kristendom. Det var det, som jeg fandt, at tiden havde brug for, 

og som den såmænd også ville have brug for i 2013, altså en person, der 

er i stand til at eksemplificere kristendommen ved sin egen eksistens, 

fordi denne slægt er blevet så lidenskabsløs, at den ikke længere lader sig 

tiltale af slig idealisme. 

Jeg tillader mig at sige ’idealisme’, selvom jeg tidligere brugte 

udtrykket ’idealitet’ i mine værker. I dag er det jo også blevet sådan, at 

man ikke vil høre tale om idealisme. Man refererer naturligvis historisk til 

de forfærdelige ting, der er sket under nazismen og kommunismen. Men 

som sagt: Idealisme er ikke noget, der taler til os i dag, fordi vi savner 

lidenskaben og sansen for det uendelige. Vi lever i nuet, vi lever ikke i det, 

jeg kaldte øjeblikket, som er et skæringspunkt mellem det timelige og det 


evige. Vi lever bestandigt i nuet og springer fra det ene lille nu til det 

næste lille nu. Der bliver på denne måde ingen kontinuitet i vores 

tilværelse eller noget større end os. Vi har ikke blik for det, de store vidder 

eller horisonten endsige for det Guddommelige. Det var det, som jeg 

forsøgte at indarbejde i min egen samtid, og jeg tror, at det i nogen 

udstrækning lykkedes, men som biskop Mynster sagde til mig: 

”Kierkegaard, dette er for højt for menneskene. Menneskene er ikke 

Guder”. ”Nej, sandt nok”, svarede jeg ham. ”Menneskene er ikke guder, 

men hvad er kristendom? Kristendom er eksistens-meddelelse. Den er en 

meddelelse af det guddommelige til mennesket. Således var Kristus et 

paradoks, han var Guden, der var blevet til i menneskelig skikkelse for at 

drage menneskene op til sig. Men hvem ville lade sig drage op til det 

guddommelige i dag? Ja, og hvor er idealiteten for resten blevet af i 

kunsten i dag? Den er også blevet så fad, at den ikke længere får 

menneskene til at løfte hovedet! 

SHO: Nå, så det mener De om kunsten? 

SK: Det sagde jeg for at provokere. Jeg lavede parallellen til kunsten, fordi 

jeg har den oplevelse i dag, at menneskene er blevet endnu mindre 

tilbøjelige til at lade sig tiltale af det religiøse, selvom vi taler meget om 

religionen, men det er rent proforma, ren retorik. Der er ikke megen sans 

for det evige. Jeg havde en måde at udtrykke dette på i et af mine værker, 

”Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift” [1846], at man skulle forholde sig 

relativt til det relative og absolut til det absolutte. Problemet i dag, også i 

forhold til religion, er, at man forholder sig absolut til noget relativt. 

Provokerende kunne jeg på min egen tid udtrykke det sådan, at ’så 

begyndte man at tilbede Rundetårn, og så kaldte man dette for 

kristendommen’, hvilket det naturligvis ikke var. 

I dag ser vi også, hvordan man tilbeder en eller anden guru, en Iman 

eller en præst – eller en nation for den sags skyld. Nationalismen er jo på 

fremmarch igen i store dele af verden, også her i Europa, hvilket jeg siger 

med stor beklagelse, da jeg aldrig selv har været til fals for denne 


opgejlede nationalitetsfølelse. Heller ikke under Treårskrigen i min egen 

tid, fra 1848 til 1851, da Danmark og Tyskland kæmpede af den årsag. 

SHO: Hvis man skal opsummere her, så er et af de vigtigste emner, som 

de også tager op i deres forfatterskab, men som De også mener det er 

vigtigt at forholde sig til i dag, det absolutte; det, der er større end 

mennesket selv. Men De mener også at nationalismen, blandt andet er en 

misforstået absolut. Mange har i dag forståelsen af, at vi lever i en 

globaliseret verden. Alene her i Berlin lever der hundredvis af 

nationaliteter side om side. Vil De uddybe deres holdning til kulturel 

mangfoldighed og til det forhold, at landegrænser er blevet noget mere 

abstrakt i dagens Europa? 

SK: Jeg har såmænd ingen problemer med mangfoldighed og pluralitet. 

Det, jeg havde et problem med og fremdeles har et problem med, er 

manglende dannelse. På min egen tid, i København i midten af det 19. 

århundrede, mente jeg, man manglede en sand nationalitet, men det var, 

fordi man i den tyske samtid, den tyske filosofi, teologi og romantik, talte 

meget om nationalitet. Jeg kan blot referere til den tyske filosof Johan 

Gottfried von Herder: Nationalitet var ikke bare et spørgsmål om, hvor 

man havde sine rødder henne, hvorledes man levede, hvilken hudfarve 

man havde, og hvilket sprog man talte, det var et spørgsmål om kultur 

forstået som dannelse. Der lå nogle idealer i den måde, man opfattede 

nationalitet på i min egen pure ungdom. Dette blev efterhånden spoleret, 

og det var en af grundene til, at jeg blev så skeptisk over for den såkaldte 

nationalliberalisme i 1840’erne og frem til Treårskrigen, der brød ud i 

marts 1848, og som kostede titusinder af danskere og tyskere livet. 

Denne krig var et resultat af nationalismen, som var blevet pisket op i 

borgernes sind både nord for den imaginære grænse, der gik imellem 

hertugdømmerne og det danske Monarki, som lå syd for samme grænse. 

Derfor brød jeg mig ikke om nationalisme og derfor bryder jeg mig heller 

ikke om den i dag. Ikke bare fordi jeg naturligvis ikke bryder mig om krig, 

men også fordi nationalisme har en tendens til at forfladige menneskenes 


tanker om, hvad det er at være menneske. Det reducerer mennesket til 

det, der maksimalt kan være en slags støtteidentitet: at være dansker, 

tysker, tyrker, osv. 

Så nej, jeg har ikke problemer med den pluralisme, som vi ser her i 

Berlin, men naturligvis efterhånden også i stor udstrækning i København. 

Det eneste, der ærgrer mig, er, at man ikke forudsætter et vist 

dannelsesniveau. Det var jo sådan i min egen tid, at man havde en art 

grundskole, som man ville sige her i Tyskland, og så havde man også en 

elite, som læste på universiteterne, og som var med til konstant at 

konfrontere den øvrige befolkning med idealer om, hvad det var at være 

en god og sand borger. Ja, for mit eget vedkommende, ville jeg jo også 

gerne have, at man konfronterede folk med, hvad det ville sige at være en 

god og sand kristen, det giver sig selv. Men i dag stiller man sig tilfreds 

med at være en god tyrker eller god tysker. 

SHO: Jeg prøver at forstå dem. Hvis vi inddrager et par kendte antagelser 

fra den Postmoderne tænkning, nemlig at der er tale om en relativisme i 

forhold til symbolske betydninger og identitetsbegrebet som sådan i dag 

og at dette har indflydelse på vores daglige praksis og normer for vor 

optræden, hvad er så Deres holdning til det? 

SK: Hvad denne erosion af faste betydninger angår, er det jo rigtigt, at vi i 

dag er mindre naive, end vi nogensinde har været. Der er ikke meget, vi 

tror på, er fast og har en evig betydning. Jeg havde i sin tid forventet – 

noget jeg skrev om i ”En Litterair Anmeldelse” [1846] - at vi netop i kraft af 

denne her usikkerhed i højere grad ville komme til at rette os imod noget 

evigt, jævnfør det, jeg tidligere sagde om at forholde sig absolut til det 

absolutte og relativt til det relative. Men det ser jeg desværre ikke er 

blevet tilfældet. Så menneskene er på én gang blevet mere usikre og lever 

samtidig mere reflekteret, end de nogensinde har gjort, men om det har 

bragt dem nærmere det guddommelige, det tror jeg ærlig talt ikke er 

tilfældet. Så de går så at sige for lud og koldt vand, de arme mennesker, 


uden retning, og det beklager jeg naturligvis. De skulle i højere grad læse 

mit forfatterskab! 

SHO: Jeg troede, at ideen om, at ”subjektiviteten er sandheden”, som De 

skrev i 1846, var et vigtigt punkt hos dem, at det faktisk var målet med 

livet at finde sin egen sandhed? Og derfor tvivler og reflekterer man i dag 

forholdsvis mere end da identiteten var en givet kontinuitet? 

SK: Nu skal de høre! Igennem hele mit forfatterskab, ikke blot mit 

pseudonyme forfatterskab, som begyndte med ”Enten-Eller”, men også 

mine ”Opbyggelige Taler”, som jeg udgav ganske mange af i eget navn 

gennem årene, refererede jeg bestandigt til ”hin enkelte”, den enkelte. Og 

det var naturligvis et opgør med den meget systematiske tænkning, som 

da prægede den tyske filosofi og teologi [red. f.eks. ”hegelianismen”]. Jeg 

fokuserede på hin enkelte, og det blev efterhånden et ordsprog, og det er 

jeg bange for, det fortsat er i dag. Når man taler om individet og den 

enkelte i dag, så gør man det med bind for øjnene, hvilket jeg forstår på 

den måde, at vi kun rent retorisk bekender vi os til vor egen individualitet. 

Når man har levet så længe, som jeg har, immervæk 200 år, så kan man jo 

se tendenserne i udviklingen, så lever vi langt mere gennemsnitligt i dag, 

end vi gjorde på mit forfatterskabs tid. Det er en retorisk pointering af 

individet, men i praksis orienterer vi os i forhold til, hvad naboen gør, hvad 

vi ser i medierne og på tv, i film, i reklamerne, på gaden, og hører om i 

radioen etcetera. Så desværre har det ikke fået den effekt, at vi er blevet 

noget særligt, noget i os selv. Som jeg skrev i en opbyggelig tale: Selv den 

mindste lille fugl vil gerne være noget særligt over for Gud; og det er 

måske netop det perspektiv, der mangler. 

Noget andet er, at jeg nok skrev ”subjektiviteten er sandheden” i 

”Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift”, men dette er efterhånden blevet 

en kliché, fordi man glemmer, at jeg også skrev, at ”subjektiviteten er 

usandheden”. Subjektiviteten er for mig sandheden, for skal man tilegne 

sig sandheden, så må man gøre det som individ. Man kan ikke gøre det en 

masse, ikke som familie, folk eller nation. På den anden side så er 


sandheden med stort S – den kristne sandhed – så er den utilgængelig for 

mig i kraft af min egen syndighed. Det vil sige, at på den ene side er 

subjektiviteten sandheden, og på den anden side er den usandheden; 

men det andet led i dette forhold var og er man ikke interesseret i. Jeg ser 

det jo igen og igen. Jeg læser artikler eller referencer til mit forfatterskab 

og ser, at man udelukkende citerer denne ene sætning ”subjektiviteten er 

sandheden” og så føler man sig som moderne individ bekræftet i, at ”Ja, 

jeg har jo ret, fordi jeg i al min uforlignelige og uransagelige individualitet 

sætter min vilje igennem.” Og det gør man så alligevel sjældent, fordi man 

som sagt bestandigt er påvirket af alle mulige impulser, der sætter sig 

igennem bag om ryggen på en. 

Jeg havde i min egen subjektivitet en inspirations-kraft, som det er 

de færreste beskåret, især fordi mange folk ikke vover at overlade sig til 

sig selv. Sé nu også, hvor vanskeligt det er for folk at være alene! Som jeg 

engang skrev, så kan man bedømme et menneskes ånd på dets vilje til at 

være ensom. Men hvem vil være alene i dag, alle er jo selskabspapegøjer, 

og der skal hele tiden ske noget. Der skal være ”gang i den”, som jeg hører 

de unge sige, og dermed mener jeg, at mange folk gør det umuligt for sig 

selv at udvikle deres ånd. 

SHO: Der er mange fagfolk, der har refereret til Dem som 

medgrundlægger af eksistentialismen, som vi så blomstre efter anden 

verdenskrig og blive udfoldet af blandt andet Jean-Paul Sartré og Simone 

de Beauvoir, som definerede den ved den enkeltes pragmatiske ansvar for 

sit eget valg og liv. Ser De en direkte linje fra Deres forfatterskab og op til 

Eksistentialismen et århundrede senere? 

SK: Det gør jeg bestemt. Jeg erindrer også, at denne Sartre engang kaldte 

sig selv for ”Kierkegaards nevø” og alle eksistentialisterne for 

”Kierkegaards små niecer og nevøer”, og det var jeg på sin vis stolt over, 

fordi jeg netop ser en linie fra mit eget forfatterskab om eksistensen til 

den såkaldte eksistentialisme. På den anden side har man taget 

elementer, de vigtigste, ud af mit forfatterskab, nemlig det religiøse, det 


guddommelige, så derfor kan jeg alligevel ikke hundrede procent stå inde 

for det, man har refereret til som eksistentialismen i det 20. århundrede. 

SHO: Er der nogen misforståelse ellers i forhold til hvordan ”Enten-Eller” 

eller andre af Deres berømte skrifter er blevet modtaget eller oversat? 

SK: Jeg må tilstå, at jeg foretrækker at læse mit eget forfatterskab på 

dansk, men at jeg af og til er snublet over problemer i oversættelserne. 

Jeg erindrer således tilbage i 1920’erne og -30’erne, at den tyske teolog 

Emanuel Hirsch oversatte og kommenterede mit forfatterskab og 

tillempede det en nationalistisk strømning. Jeg har også observeret i 

bagklogskabens klare lys, at man i en amerikansk udgave af mine skrifter 

har undladt at bringe nogle af mine optegnelser, blandt andet en, som 

man opfattede som antisemitisk. Og det må jeg jo tage på min kappe: at 

jeg sine steder har formuleret mig således, at man måtte forstå mig som 

antisemit. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige i dag, 2013. Det er vanskeligt at 

tale om noget, der ligger før det såkaldte Holocaust. Jeg synes, det 

værste, der er sket i det 20. århundrede, er nazismen og folkedrabet på 

jøderne. 

Men man lukker øjnene for det, der var hovedpunkterne i min kritik 

af jødedommen: Jeg formulerede jødedommen som en absolut 

modsætning til kristendommen. Kristendommen var dog immervæk 

undfanget som en reform af jødedommen, en reform, der efterhånden 

blev til en absolut modsætning. Jeg mente i sin tid, altså det 19. 

århundrede, at kunne se, at jødedommen var blevet rent verdslig. Den var 

ikke blevet nationalitet i moderne forstand, men den havde et fokus på 

folket og ikke på den enkelte og den enkeltes ansvar over for sig selv, sin 

næste og sin Gud. Så ja, jeg er kommet for skade at formulere mig på 

måder, som ikke er hensigtsmæssige, når man ser det med moderne øjne 

og det beklager jeg naturligvis meget. 


SHO: Tak for afklaringen. Ville De kort kunne skitsere et eksempel på den 

verdslige tilbøjelighed hos jødedommen i deres tid så vi i dag kan forstå, 

hvad De mener? 

SK: Jo, læser vi Bibelen, så fremgår det, at man i jødedommen forventede, 

at en jordisk Messias skulle være jødernes konge og lederen af et folk, 

som var Guds udvalgte. Sådan måtte og må man ifølge mine begreber ikke 

se på Guds søn. Han er kommet for at frelse hele menneskeheden. Han er 

et tilbud til hver af os. Kristendommen er på sin vis så demokratisk, at den 

er tilgængelig for enhver, der vil tro. Dette uendelige paradoks, dette 

mysterium, at Gud i uendelig kærlighed til mennesket har ladet sig føde 

som et ringe menneske og tilmed er gået i døden for os og har sonet vores 

synder i kors-døden! 

Jødedommen udtrykker noget, som er blevet meget mere alment i 

dag, nemlig en kobling af det religiøse og det politiske. Man ser også i 

Danmark, hvordan kristendommen hele tiden mobiliseres i forhold til 

nationaliteten. Man ser det i forhold til den nationale kultur, der skal 

værnes over for diverse impulser, den angst, man har over for islam og 

muslimer. Bevares, der er meget, jeg ikke bryder mig om ved islam, men 

jeg bryder mig endnu mindre om, at man mobiliserer kristendommen, der 

er noget almenmenneskeligt, for at værne om en bestemt national kultur 

eller om sine egne meninger om, hvori denne nationale kultur ligger. 

SHO: Er der nogle begivenheder De finder etisk grænseoverskridende i 

dag – politisk, socialt og humanistisk set – hvad er deres agenda til 

dagbladene? 

SK: Jeg har aldrig interesseret mig for begivenheder, hvorimod jeg altid 

har efterlyst handling. Begivenheder er noget, der blot hænder, mens der 

bag en handling står et suverænt individ med en intention. 

Noget, der provokerer mig i dag, er den måde, hvorpå man driver 

politik, og i den sammenhæng er det ikke så meget politikerne, jeg er 

utilfreds med, som offentligheden og dens omgang med politikerne. Man 


forventer jo ikke længere, at han eller hun skal handle og træffe afgørende 

beslutninger og tage ansvaret for, hvorledes et land udvikler sig. Nej, vi er 

interesseret i politikere, som om de var kunstnere eller popstjerne. 

Bestandigt fokuserer vi på deres karakter, og det er jo også vigtigt, men 

ikke sådan som man ser det i dag. En stærk politiker er en, der, når der er 

valg hvert fjerde år, står til ansvar for vælgerne, det er indlysende; men i 

hele perioden derimellem har denne politiker ansvaret for at træffe 

væsentlige beslutninger. Han eller hun skal ikke bestandigt bruge sin tid 

på at stå til ansvar over for vælgerne i medierne. Det er noget, jeg finder 

aldeles skandaløst, og jeg savner de gamle politikere. 

Jeg bliver nødt til i dansk kontekst at gå tilbage til før 

grundlovgivningen i 1849, tilbage før 1848, da enevælden faldt, for det var 

også nærmest en tilfældighed, der gjorde, at enevælden blev afskaffet i 

Danmark. Det var er resultat af, at der foregik revolutioner rundt omkring i 

Europa, blandt andet i Berlin, men frem for alle steder naturligvis i Paris. 

Men de gamle embedsmænd! I sin tid var det sådan en som Anders Sandø 

Ørsted, der var den store stærke karakter, som forstod at adlyde sin 

konge og være ham en loyal embedsmand og minister. Den slags savner 

jeg. Vi får ikke nogen kontinuitet, når politikerne, som man ynder at sige 

det her i Tyskland, altid skal være ’transparente’ over for offentligheden. 

Jeg forstår godt principperne i det, men det betyder, at man eroderer 

disse politikeres muligheder for at træffe afgørende beslutninger. 

SHO: Hvis vi nu holder hele vores samtale i baghovedet, som vi når mod 

slutningen af interviewet, som særdeles har handlet om ”Enten-Eller”, 

hvor De udgav Dem som Viktor Eremita, ’Den sejrende eneboer’, er det så 

ikke en lidt ensom position at plædere for – politisk som filosofisk - i en tid 

hvor der er så megen interaktion mennesker imellem? 

SK: Der var bestemt et element af ensomhed i mit liv og deraf altså også 

pseudonymet Viktor Eremita, ’Den sejrende eneboer’ eller ’Den, der sejrer i 

ensomhed’. Men når man nu i vor tid er så interesseret i forfatteres 

biografier, så undlader jeg ikke at henlede opmærksomheden på, at jeg 


dengang i København brugte to timer dagligt på at spadsere i byen og tale 

med Gud og hver mand, høj og lav, jeg talte lige så gerne med 

tjenestepigerne og tjenestekarlene, med ølkuskene, med restauratører, 

professorer og biskopper. På den måde var det et liv, der indgik i en social 

interaktion med alle. Jeg tilstår, at jeg i mangt og meget var et meget 

privat, tilknappet menneske. Den eneste fortrolige, jeg havde, var min 

barndoms- og ungdomsven Emil Boesen. Han var den eneste jeg tilstod, 

hvorledes det var fat med mig for eksempel i forhold til Regine. Så ja, en 

ensomhed, som gjorde det muligt for mig at hengive mig til min 

åndelighed og mit forfatterskab, og det kunne jeg godt unde menneskene 

i dag: at de vovede at være en smule mere private og ensomme, og at de 

ikke bestandigt skulle være tilgængelige på sms eller på facebook, men at 

de også trak sig tilbage. 

Viktor Eremita er et pseudonym, der refererer til det ensomme, men 

også i religiøs forstand. Jeg havde det sådan, da jeg havde brudt med 

Regine, at enten kunne jeg have kastet mig ud i tøjlesløs sanselighed og 

virkelig inkarneret Johannes Forføreren eller alternativt blive 

overordentlig religiøs; og det var det, der så blev mit mål, at blive en 

overordentlig religiøs, og derfor var det, der måske havde bekommet mit 

sind bedst, at trække mig tilbage til et kloster og leve som munk. Det er jo 

også noget, jeg til dels ser i dag: Der er vakt et vist behov for ensomhed, 

men det bliver også til en slags event, når folk så tager til Spanien for at bo 

på kloster i ti dage. Hvor forandrede de vender tilbage, det stiller jeg mig 

en smule tvivlende overfor. 

SHO: De har stillet dem både kritisk og kærligt overfor deres fødeby 

København. Her til sidst vil jeg røbe, at vi faktisk fejrer dig med en 

udstilling i Kunsthal Nikolaj, midt i København, hvor mange af dine 

vandreture bragte dig omkring og derpå i Haus am Waldsee i Berlin. 

Hvordan kan vi i dag forestille os Deres daglige vandreture i disse byer? 

SK: En typisk spadseretur i Købehavn på min tid i 1830’erne og -40’erne 

ville gå fra mit hjem i Nørregade eller på Nytorv. En sådan tur ville så gå 


ned ad Strøget (eller ’ruten’, som vi kaldte det dengang), hvor jeg ville løbe 

ind i utallige mennesker – det kunne være nogle jeg kendte fra mine 

studier ved Københavns Universitet, det kunne være Grundtvig, som jeg 

blev nødt til at få mig en snak med, da han bestandigt tog fejl af, hvad 

kristendom var, og så måtte jeg forsøge på at bringe ham på bedre veje. 

Jeg ville også løbe ind i mennesker, jeg kun ganske perifert havde et 

kendskab til, og så satte jeg altid en ære i, hvis jeg mødte sådan et 

menneske – det kunne have været et halvt år før – hvis jeg huskede, at 

hun på det tidspunkt var ved at forlade en stilling til fordel for en anden 

eller var blevet forlovet eller lignende, så skulle jeg være i stand til at 

huske, hvad vi havde talt om, så hun fik denne oplevelse af, at her var der 

et menneske, der interesserede sig for hende. 

Bevares, jeg vidste godt, at jeg var fra den privilegerede klasse i 

dette stænder- og klassesamfund, som vi levede i, men netop derfor var 

det vigtigt, at hun vidste, at der var en fra den privilegerede klasse, der 

interesserede sig for hende. Der var naturligvis mange i København, der 

var generøse og gav penge ved indsamlinger, til det ene og andet formål, 

ganske som der er i dag, og der blev givet i kirkebøssen, men jeg tror ikke, 

der var mange som mig, der var parat til at bruge deres tid på at tale med 

disse folk, at give sig hen til dem; og jeg tør sige med god samvittighed, at 

jeg virkelig elskede menigmand, sådan som jeg udtrykte det i nogle af 

mine journaloptegnelser. Jeg misundte også menigmand, fordi min store 

lidelse livet igennem har været at lide af en forfærdelig refleksionssyge. 

Og med hensyn til mine vandreture i Berlin: Ser De, jeg var i Berlin 

fire gange i 1840’erne. Den første gang var jeg her i fire og en halv måned 

for at læse på universitetet, og de følgende gange var jeg her kun i to til tre 

uger. De første gange boede jeg, som jeg tidligere har nævnt, bag 

Gendarmenmarkt. Dér gik mine ture naturligvis op til universitetet, og jeg 

yndede at gå forbi operaen, hvor jeg også gerne kom om aftenen for at se 

og høre opera. Ellers gik mine ture gerne nedad Unter den Linden om 

søndagen, denne brede, smukke allé, og ned til Tiergarten. Men jeg må 

tilstå, at når jeg yndede at komme i Tiergarten, så var det, fordi den 

mindede mig om Frederiksberg have, hvor jeg i København altid gik ud om 


søndagen for at nyde samværet ikke mindst med tjenestepiger og 

tjenestekarle, som gerne tog derud, mens borgerskabet altid skulle op i 

Dyrehaven nord for København. Jeg ville hellere være sammen med disse 

jævne mennesker. 

Andre gange gik turen op til Alexanderplatz, fordi der lå et 

fremragende teater, Königsstädisches Theater, fordi jeg kunne lide 

komedierne, de såkaldte ”Possen”. Og ellers så gik jeg da rundt i byen, 

men jeg holdt mig meget for mig selv. Jeg passede mit arbejde, jeg læste, 

jeg studerede, og jeg skrev. Jeg så ikke så meget til mine landsmænd, 

men indimellem opsøgte jeg dem på hoteller og restaurationer, hvor jeg 

vidste, at de kom – der var jo andre danske end mig i Berlin dengang. Jeg 

opsøgte dem af en særlig grund: Jeg bryder mig måske ikke så meget om 

mit fædreland, men jeg elsker så meget desto mere mit modersmål, og 

selvom jeg uden problemer læser tysk, så har jeg svært ved at tale tysk, 

og derfor holdt jeg meget af at komme sammen med mine landsmænd for 

på den måde at kunne tale mit modersmål. 

SHO: Mange tak Søren Kierkegaard. 

SK: Velbekomme. 

Søren Kierkegaard er interviewet af Solvej Helweg Ovesen i forbindelse 

med udstillingen "Enten/Eller - Søren Kierkegaard 200 år afspejlet i 

samtidskunsten", Kunsthal Nikolaj og Haus am Waldsee, Berlin. 

Interviewet publiceres i udstillingskataloget på Kierkegaards 200 års 

fødselsdag 5.maj 2013. Kataloget indeholder desuden interview med 

Boris Groys om Søren Kierkegaard samt tekster af Raimundas 

Malasauskas og Solvej Helweg Ovesen. 

Kataloget udgives af Walther König. 

120 sider, DK-DE

Interview i forbindelse med Søren Kierkegaards ... - Nikolaj Kunsthal

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?