Europa – fra deling til samling

31
var nemlig udpræget funktionalistiske og så først
og fremmest EF som et handelsmæssigt og økono-
misk samarbejde og var bestemt ikke tilhængere af
en politisk union.
EF voksede yderligere, da Grækenland blev opta-
get i 1981 og Spanien og Portugal i 1986. Disse
lande havde en fortid som hel- eller halvfascistiske
diktaturer. Portugal og Spanien havde været styret
af et højrediktatur lige fra mellemkrigstiden, mens
Grækenlands demokratiske forfatning var blevet
sat ud af kraft ved et militærkup i 1967. De var
økonomisk tilbagestående i forhold til det øvrige
Europa, og medlemskab af EF var meget attraktivt.
Ikke alene kunne det give adgang til EF’s marked,
men også til støtte fra EFs landbrugspolitik og re-
gionalpolitiske fonde. Forudsætningen var imidler-
tid en demokratisering, og derfor var EF indirekte
med til at fremme afskaffelsen af diktaturerne - i
Grækenland og Portugal i 1974, og i Spanien i
1977.
Den tidligere præsident, general de Gaulle i sine erindringer 1971:
”Hvilken afgrund af illusion eller forudindtagethed hører der ikke til at tro, at europæiske
nationer der gennem århundreder er smedet af talløse anstrengelser og lidelser,
og som har hver sin geografi, sin historie, sit sprog, sine traditioner og sine institutioner,
ville kunne ophøre med at være sig selv og derefter kun udgøre et folk? ... Hvad
specielt De Seks* angår, hvordan kunne man forestille sig, at disses udenrigspolitiske
mål pludselig skulle blive fælles for dem, uagtet deres oprindelse, hele situation og
ærgerrighed er meget forskellige”
*de seks oprindelige medlemslande
Samarbejdets problemer
Mens EF voksede geografisk, var det vanskeligt at
udvikle og uddybe samarbejdet. I 1970’erne og be-
gyndelsen af 1980’erne havde de europæiske lande
store økonomiske vanskeligheder med høj arbejds-
løshed. De enkelte lande førte økonomisk politik
hver for sig, og det var svært for de enkelte rege-
ringer at sætte sig ud over en snæver national hori-
sont. Hundeslagsmål om EF’s budget blev et sta-
digt tilbagevendende fænomen. I den sammen-
hæng var landbrugspolitikken et stort problem.
Den garanterede landbrugerne mindstepriser for
deres produkter med overproduktion til følge. EF
måtte opkøbe store mængder af fødevarer til op-
lagring - man talte om ―vinsøer,‖ ―smørbjerge‖
osv. Denne overskudsproduktion måtte enten sæl-
ges til tredjelande til foræringspriser eller simpelt-
hen destrueres.
Landbrugspolitikken lagde beslag på to tredjedele
af EF’s budget og gav anledning til stærke politi-
ske konflikter mellem de lande, der betalte meget
og modtog lidt, som Storbritannien, og lande der
havde stor økonomisk gavn af landbrugspolitik-
ken, specielt Frankrig. Under ledelse af den kon-
servative premierminister Margaret Thatcher,
(1979 til 1990) fik Storbritannien gennemtvunget
en nedsættelse af sit bidrag ved simpelthen at ob-
struere samarbejdet Det velstående Vesttyskland
var største nettobidragyder til EF, men holdt lav
profil for at vise sig som gode europæere og beva-
re det nære samarbejde med Frankrig, som det op-
fattede som rygraden i EF.
Når man forsøgte at skabe et samarbejde på nye
områder, skete det ofte uden for Romtraktaten,
dvs, som mellemstatsligt samarbejde. Vigtigst var
her forsøget på at skabe et valutasamarbejde, så
man kunne holde de europæiske valutakurser no-
genlunde konstante. De verdensøkonomiske pro-
blemer havde resulteret i, at dollaren ikke længere
fungerede som grundlag for faste, internationale
valutakurser. Dette samarbejde fik kun ringe suc-