Børsen artikel-1.pdf henvisning

36 Børsen Torsdag den 23. juli 2009
AF KURT HOLLESEN
Gnags er et af landets
største bands. De har
for lang tid siden skrevet
sig ind i den danske
rockhistorie. Det er en uomtvistelig
kendsgerning.
Deres plader har solgt tæt på
to millioner eksemplarer. I mange
danske hjem er det stadigvæk
deres toner, der sendes ud gennem
højttalerne fredag aften,
når rødvinen er blevet serveret,
og den solide culottesteg er blevet
sat til livs. Og det kunne meget
vel være hit som »Fodgænger«,
»Burhøns«, »Slingrer ned
ad Vestergade«, »Vilde Kaniner«,
eller måske gruppens største
hit »Mr. Swing King«, der
bliver sat på pladetallerkenen.
Da albummet »Mr. Swing
King« udkom i 1989, solgte det
næsten 300.000 eksemplarer.
Receptionen blev holdt en solskinseftermiddag
på restaurant
Nimb ved Tivoli i København.
Politikeren Mogens Lykketoft
og DR’s Hans Otto Bisgaard var
sammen med hundredevis af andre
mennesker på plads. Glassene
var fyldte, øjnene høje af smil,
og alle fulgte med, da videoen
til den nye sang, «Når jeg bliver
gammel«, rullede hen over den
hvide væg.
Svingtur i København
Om aftenen da Gnags som de
sidste forlod bygningen sammen
med deres nærmeste venner
og medarbejdere, tog Peter
A.G. sin datter Anna i hænderne
og gav hende en gevaldig svingtur
på Bernstorffsgade ude foran
den bygningen. En swingkonge
var født. Gnags stod på tærskelen
til deres uigenkaldeligt største
periode.
I udkanten af gruppen stod en
30-årig stolt lydmand, der hed
Henrik Kjærgaard. Han kom
med i 1984 og kan i år fejre 25års
jubilæum sammen med sit
band. I dag er han som teknisk
manager ikke bare ansvarlig for
gruppens fortsatte professionelle
lydbillede, men også den,
der sørger for, at alle hjul er velsmurte,
når truppen, der tæller
20 mennesker, drager rundt til
sommerens spillesteder.
Tidligt blev han studiemanager
for Feedback-studiet i Århus.
Siden er de administrative
pligter vokset, og de sidste mange
år har han stået for at lave
kontrakter med de ekstra musikere
og teknikere, der kræves for
at gennemføre en stort anlagt
turné. Noget han forbereder sig
til fi re-seks måneder i forvejen.
Gnags består i dag af fi re faste
medlemmer, men Henrik Kjærgaard
har længe været at regne
som det femte.
Hans erfaring, hans tætte
samarbejde med Peter A.G.
og resten af bandet, styringen
af studiet i Århus, og managementrollen
under turnéen gør
ham til et uvurderligt led i den
kæde, der skal holde sammen på
det hele.
Halvt liv med Gnags
For nylig fyldte han 50 år. Et
halvt liv med Gnags.
Hvad har det betydet?
»Alt!,« kommer det meget
hurtigt med et smil fra det sunde
solbrændte ansigt.
»På en af de første turnéer
mødte jeg min kone Inge, som
jeg i dag har to voksne drenge
med. Men at komme med i
Gnags var og er det største, der
kunne ske for mig rent musikalsk.
I lighed med Gnags kommer
jeg fra Vestjylland, og da jeg
begyndte at interessere mig for
musik, var der ikke mange af
de danske grupper, der dristede
sig helt over til vestkystområdet
for at spille. Vi hørte lidt Alrune
Rod, men ellers var det Ache og
Gnags, der var de mest aktive i
det område.«
Henrik Kjærgaard fortæller
med varme i øjnene om de
unge år. Dengang han startede
med at spille trommer i et band
og som så mange andre drømte
om en karriere som rockstjerne,
men hurtigt indså, at hans evner
på det område var begrænsede.
I stedet var han mere interesseret
i samklangen, i at få
tingene til at fungere.
I 1980 bosatte han sig i Århus,
hvor han begyndte at arbejde
hos et stort lydudlejningsfi rma.
Der lærte han trommeslageren
Henning Stærk at kende. Henning
Stærk havde kort forinden
forladt Gnags for at starte sin so-
SOMMER
Peter A.G er stadig frontfi gur i Gnags, som i næsten 40 år har stået på de danske scener. Henrik Kjærgaard – med brillerne ved siden
af Peter A.G., her som 25 årig i 1984 – har været Gnags’ lydmand i 25 år. Fotocollage: Rasmus Weng Gonzales/Polfoto & Privatfoto.
Publikums
forlængede øre
til Gnags
50-årige Henrik Kjærgaard har
været lydmand for Gnags
i 25 år. Han fortæller her
om sit halve liv med Peter A.G.
og resten af bandet, der lige nu
er på sommerturné.
Både opturene og nedturene
lokarriere. Nu primært som sanger.
Ham arbejdede Kjærgaard
sammen med et par år som lydtekniker.
Det blev også til nogle
job med Peter A.G.’s søster Elisabeth,
og på den måde kom han
langsomt tættere på det attråede
land. På Gnags.
Der er visse øjeblikke, der rister
sig ind i sindet for evigt. For
Henrik Kjærgaard kom et af de
øjeblikke, da han blev bedt om
at hjælpe til med at installere
en stor mixerpult i pladestudiet
»Genlyd« i Haraldsgade i Viby.
Der følte han, at han for alvor
kom ind i hjertet af gruppen:
»Det var kæmpestort for mig.
Det allerhelligste. En katedral.
På en af deres første plader, er
der på coveret et billede, hvor
man kan se studiet, udstyret,
musikerne og deres første tekniker
Ole Lauridsen. Jeg har slidt
det billede i stykker med øjnene.
Der var så meget lyd i det billede.
Det var alteret.«
Droppede universitetet
På et tidspunkt trak Ole Lauridsen
sig, og det gav så plads
til Kjærgaard. Egentlig var han
i gang med en uddannelse som
akustisk ingeniør, men bl.a. kraftigt
opfordret af Peter A.G., der
selv havde droppet universitetet
til fordel for musikken, valgte
han at gøre det samme. Hvilket
han aldrig har fortrudt.
Men var det ikke svært at starte
på et tidspunkt, hvor ambitionsniveauet
formentlig var
tårnhøjt, da gruppen lige havde
arbejdet sammen med Jack
Nuber, der også havde produceret
Grace Jones og Bob Marley,
og fanskaren var hastigt stigende?
»Jo, jeg følte virkelig, at jeg
blev målt, da vi skulle ud på tur
med »Den Blå Hund«. Peter
A.G. var i særdeleshed meget
krævende. Han ville have sikkerhed
for, at det livemæssigt blev
bedst muligt afviklet. At den, der
stod derude, var den bedste til at
udføre jobbet. Flere gange kom
bandets nu afdøde manager
John Rossing ud for at lytte under
koncerterne. Men den første
tur vil altid stå for mig som noget
særligt. Det var overvældende,
og jeg lærte rigtig meget.«
Senere fi k han at vide, at Gnags
i al hemmelighed tidligere havde
indfundet sig under en Henning
Stærk-koncert i Stakladen for at
teste ham.
At det var den rigtige mand,
gruppen havde valgt, er der i dag

SOMMER
Torsdag den 23. juli 2009 Børsen 37
BørsenFakta
Gnags
■ Gnags er landets ældste rockorkester. Dannet i 1966 i Skjern.
Første koncert fandt sted i vinduet i byens boghandel.
■ Bandet er i mange år blevet betegnet som et af rigets bedste
liveorkestre. Nogle af deres sange bliver spillet fast ved
tilbagevendende sportsbegivenheder. Det gælder f.eks. på Århus
Stadion, hvor »Lav sol over Århus« drøner ud over højttalerne,
hver gang AGF har hjemmebane. Og hos basketballklubben
»Svendborg Rabbits« er det selvfølgelig de »Vilde Kaniner«, der
blive afspillet op til hver kamp.
■ I dag består gruppen af fi re faste medlemmer: Bastian Sjelberg,
Mika Vandborg, Mads Michelsen og Peter A.G. Nielsen.
BørsenFakta
Gnags på sommerturné
■ Gruppen kan landet over følges på deres sommerturné, som
slutter 4/9 i Tivoli Friheden i Århus.
■ Indtil da spiller de på: 30/7 Bork, 31/7 Haslev Open Air, 1/8
Kalundborg, 1/8 Langelands Festivalen, 5/8 Skanderborg Festival,
8/8 Dybvad Open Air, 15/8 Åbenrå Rock, 21/8 Randers, og 22/8
Legoland Open Air, Billund.
ikke nogen tvivl om. Peter A.G
er fuldstændig tryg, når han går
på scenen i disse måneder, vel vidende
at det er Kjærgaard, der
står bag tasterne.
»For mig betyder det utrolig
meget, at det er Henrik, der står
der. Han er publikums forlængede
øre og teknisk meget stærk.
Jeg er meget fortrøstningsfuld,
når jeg ser ham dernede!«.
Igennem alle årene har Kjærgaard
i øvrigt optaget alle koncerterne.
Frem til 1991 steg
gruppens popularitet yderligere.
Nogle gange var det nødvendigt
med dobbeltkoncerter
samme dag for at tilfredsstille
efterspørgslen. Og da gruppens
pladesalg begyndte at gå den anden
vej, kom der stadig mange til
de dynamiske koncerter.
Men hvad husker han som den
henholdsvis bedste og værste oplevelse?
Og har der ikke været situationer,
hvor temperamentet
har kogt over?
Bedste oplevelse
Det første svar kommer let:
»Den bedste oplevelse var nok
afslutningen på Grøn Koncert i
Valby i 1990, da der var omkring
100.000 tilskuere, og bandet
spillede noget af det bedste, de
har præsteret.«
Der kommer mere solnedgang
i øjnene, når han skal tale om
den mørke dag i 1988, hvor bandet
besøgte Nicaragua:
»Kort tid efter at vi var ankommet,
skulle vi spille i en teltoverdækket
arena. Da vi kom ud til
stedet kl. 10 om morgenen, var
teltet fl øjet væk. Alt var ad helvedes
til. Der var dårlig strøm.
Hver gang vi tog fat i noget, der
skulle virke, så skete der intet. De
hjælpere, vi havde til rådighed,
forsvandt pludselig, da klokken
var 12, fordi der kom solen til at
stå så højt, at det var umuligt at
arbejde. Men det vidste vi tåbelige
danskere jo ikke, så vi knoklede
bare videre for at være klar
til lydprøven. Med det resultat,
at da klokken blev 15, så havde
vi alle sammen kæmpe vabler på
ørerne og armene. Samtidig dehydrerede
vi, fordi vi ikke kunne
få vand. Og så kommer bandet
og bliver med det samme i et
elendigt humør, fordi tingene ikke
virker, som de skal«.
Der blev råbt rigtig, rigtig højt
den dag. Så højt faktisk, at Kjærgaard
efter koncerten henvendte
sig til manageren John Rossing
og bad om at få sin billet hjem.
Der lå 14 dage forude, dels i Nicaragua
og på Cuba, men hvis
der skulle være så meget besvær,
arbejde og ulempe ved hver eneste
koncert, så orkede han det
ganske simpelt ikke.
Det indså bandet, og det endte
med at blive en god tur med
nye musikalske møder og rytmer,
som tilmed inspirerede Peter
A.G. kraftigt, der på det tidspunkt
var gået i gang med at
skrive materialet til »Mr. Swing
King«.
Der er langt fra 1984 og til nu.
Som Kjærgaard siger, så er der
et musikalsk kvantespring mellem
de to verdener, men han føler,
at bandet har fulgt godt med
og forstået at forny sig. Både teknisk
og musikalsk. Selvfølgelig
savner han de »faste« gamle som
Jacob Riis-Olsen, Per Christian
Frost, Ivan Sørensen, Jens J.G
Nielsen, men han føler også, at
de nye unge musikere har bidraget
med konstruktive ideer, som
også A.G. har rettet sig ind efter.
Burhønedans droppet
Bl.a. er den gamle danskvandskrukkende
burhønedans blevet
afl ivet, og så spiller guitaristen
Mika Vandborg en anderledes
fantastisk smuk solo i afslutningen
på midnatsnummeret,
»Fuldmånen Lyser«. Noget som
den gamle hædersguitarist Per
Christian Frost sikkert vil nikke
bifaldende til fra sit hus i Risskov,
hvor nogle af de mange sublime
toner, han har spillet i Gnagsårenes
løb, vel stadig lyder i hans
indre øre.
Livet på landevejen kan være
hårdt. Med mange, mange arbejdstimer.
To-tre timers søvn
hjælper ikke meget, når man har
stået midt om natten og pakket
ned i isnende kulde om vinteren
eller i regnvejr om foråret. Det
har krævet sine ofre.
Selv mener Kjærgaard, at han
kan takke sin trygge hjemmefront
for, at han aldrig er bukket
under for de fristelser, en tilværelse
som denne, ofte fører med
sig.
Og selvom han i alle årene har
været tekniker, så understreger
han, at kernen i det hele er musikken.
»Teknikkens rolle er at bære
musikken. Når koncerten starter,
så har vi alle vores faste roller.
Der er ikke plads til overraskelser
på det tekniske plan. Hvis der
skal improviseres, så er det på
det musikalske plan.«