Konstruktiv journalistik: Præcisering og placering - Fra nyheder til ...

”En god historie kan også være en god historie”
Ulrik Haagerup, maj 2010
Konstruktiv journalistik:
Præcisering og placering
Et eksplorativt studie af begrebet konstruktiv journalistik, hvilke farer og
potentialer det rummer og hvordan det kan indordnes i rækken af
nyhedsværdier
Af Fred Jacobsen
Masterafhandling – Master i Redaktionel ledelse
Syddansk Universitet Odense – 2010
MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES UDEN FORUDGÅENDE AFTALE MED FORFATTEREN
1

Abstract
”We’re not part of the team that solves problems”, says Michael Dyrby, head of news at TV
2/Danmark, one of the two national broadcasters in Denmark. Dyrby strikes into the very heart of
the discussion about news values, central to this study. Dyrbys counterpart at DR, the other
national broadcaster, Ulrik Haagerup, started the discussion by introducing the term constructive
news in an article in the Danish daily Politiken in December 2008. Besides being the watchdog and
the Fourth Estate in society, journalists and news media should also provide possible solutions of
problems, hope and optimism, Haagerup says.
One of the problems of this discussion is that nobody can figure out what constructive news is: Is it
happy news? Purely good news? Optimistic journalism? Frisky news - or even moral news? Not
unlike the discussion among scholars and journalists about public journalism in the US in the
nineties, the Danish debate about constructive journalism is characterized by a lack of definition
(Rosen, 1994; Merritt, 1995). Thus there is no real guidance for journalists and editors, if they, like
the majority of executive editors contributing to this study, want to provide a kind of journalism
that makes sense to the audience, which over the last century seems to have turned their backs on
the traditional media.
By interviewing the executive editors of six of the leading Danish news organisations and
afterwards carrying out a survey amongst 180 mid-level editors, this exploring study provides a
more precise definition of the term constructive journalism than has been known so far.
The finding is that the core of it is solution-oriented journalism: journalists do not actively take
part in solving problems but they are during their editorial work aware of situations, where similar
problems have already been solved. This solution orientation, the study shows, is at the core of
constructive journalism.
The study does not confirm that constructive journalism should be considered as another news
value (Galtung & Ruge, 1965; Tuchman, 1978) but more like a method or w ay to angle a news
story.
The study confirms that executive editors end mid-level editors believe strongly in the norms of the
profession (Soloski, 1989; Schultz, 2005) and traditional news values, although there are signs of a
movement towards more activism journalism. Further research is to be made to clarify this
tendency.
2

Finally this study provides a model – the journalistic radar screen – that makes it possible to
navigate through an ocean filled with different journalistic varieties. Through simple analysis
editors and journalists are able to distinguish between different journalistic directions.
3

INDHOLD
KAPITEL 1
Side
1.1. Indledning…………………………………………………………………………………………. 4
1.2. Problemfelt………………………………………………………………………………………… 6
1.3. Problemformulering…………………………………………………………….…………….. 8
KAPITEL 2
2.1. Design og metode……………………………………………………………………………….. 9
2.2. Kvalitativ undersøgelse……………………………………………………………………….. 9
2.3. Kvantitativ undersøgelse…………………………………………………………………….. 15
2.4. Review-afsnit……………………………………………………………………………………… 19
KAPITEL 3
3.1 Anvendt teori……………………………………………………………………………………… 20
3.2 Nyhedsværdier…………………………………………………………………………………… 20
3.3 Roller………………………………………………………………………………………………… 23
3.4 Faktorer…………………………………………………………………………………………….. 30
KAPITEL 4
4.1. Hvad er konstruktiv
journalistik?................................................................................................ 34
4.1.1. Haagerup 2008……………………………………………………………………………………35
4.1.2. Forskning og teori………………………………………………………………………………. 35
4.1.3. Erfaring…………………………………………………………………………………………….. 40
4.1.4. Praksis………………………………………………………………………………………………. 42
4.1.5. Internationalt…………………………………………………………………………………….. 43
4.2. Borgerjournalistik……………………………………………………………………………… 45
4.2.1. .”Vejen frem”……………………………………………………………………………………… 48
KAPITEL 5
5.1. Analyse I – kvalitativ undersøgelse………………………………………………………..51
5.2. Indordning………………………………………………………………………………………….78
5.3. Analyse II – kvantitativ undersøgelse……………………………………………………. 81
KAPITEL 6
6.1. Konklusion………………………………………………………………………………………… 91
6.2. Det journalistiske radarkort………………………………………………………………….96
6.3. Perspektivering……………………………………………………………………………………98
KAPITEL 7
7.1 Bilag…………………………………………………………………………………………………..101
7.2 Referencer…………………………………………………………………………………………. 102
4

1. Indledning
KAPITEL1
”Er en god historie altid en dårlig historie? Eller er der også god journalistik i
glæde, muligheder og inspiration til løsninger på fællesskabets og den enkeltes udfordringer? Er
konstruktive nyheder noget lal eller et tiltrængt angreb på den redaktionelle vanetænkning, der
får os nyhedsjournalister rutinemæssigt til at gå efter ofrene, konflikterne, dramaerne og
afsløringerne?”
Ovenstående citat er taget fra en indbydelse til en møderække, som DR, Dansk
Journalistforbund, Journalistgruppen i DR sammen med journalistuddannelserne i Århus, Odense
og Roskilde inviterede til i foråret 2009. Formålet var at få sat gang i en refleksion, der har til
hensigt at udfordre journalister og redaktionelle ledere på, ja, vanetænkningen i måden at drive
journalistik på. Stille spørgsmålstegn ved, om nyhedsjournalistik nødvendigvis altid skal fokusere
på ofre, konflikter, dramaer og afsløringer for at kunne betegnes som god nyhedsjournalistik. Om
de klassiske fem ”danske ” nyhedskriterier, ”håndværkskriterierne” – væsentlighed, identifikation,
sensation, aktualitet og konflikt – fortsat er fyldestgørende. Eller om kriterierne, der mere eller
mindre er normgivende for nyhedsjournalistikken, og som fortsat er kernen i læringen af
håndværket på journalistuddannelserne, kan og skal suppleres med yderligere et kriterium.
Debatten, der indledningsvist er refereret til, kredser omkring begrebet ”konstruktiv
journalistik”. Tilhængernes pointe er, at journalister og medier ved at anvende de fem klassiske
nyhedskriterier – håndværkskriterierne - ofte har en tendens til at frembringe historier, der
fokuserer på uenighed (konflikt), proces (drama) og sensation, men glemmer konstruktive,
løsningsorienterede, handlingsanvisende og/eller anvendelige indfaldsvinkler.
Kritikere peger på, at det er imod journalistikkens natur at lede efter løsninger.
Journalistikken skal så objektivt som muligt fortælle, hvad der sker og hvordan bestemte forhold
hænger sammen og skal drage omsorg for ikke at blive part i en sag.
5

1.2. Problemfelt
Debatten rejser derfor en række problemstillinger. En af de væsentlige er at søge efter
en afklaring på, hvad der reelt tales om, når ordet konstruktiv journalistik anvendes. Selv om der i
dansk journalistikforskning er taget tilløb til at beskrive en mere aktivistisk tilgang til
journalistikken, f. eks. aktionsjournalistikken (Bro, 2004), der i Danmark har rødder tilbage til
Henrik Cavling i starten af det 20. århundrede, public journalism (Bro, 2004; Marianne Hansen,
1999, 2004; T. Haas, 2003), og flere afskygninger af borgerjournalistik (Peter From Jacobsen,
2009), hviler de normgivende klassiske nyhedskriterier i højere grad på traditioner og holdninger
til håndværket end på forskningsbaserede erkendelser. Med andre ord mangler der en nærmere
beskrivelse af, hvad konstruktiv journalistik er.
Er det bare en gang ”lal”, sådan som det provokatorisk antydes i invitationen til
debatrækken om emnet? Er begrebet betegnelse for primært positive nyheder? Er konstruktiv
journalistik journalistik, der går hele vejen og aktivt bidrager til at løse de problemer, der peges på,
altså en slags redningshund-journalistik? Taler vi om moralsk journalistik, hvor journalister og
medier vedkender sig at være borger i samfundet og dermed påtager sig et direkte ansvar frem for
bare at kalde på det repræsentative system for at få et problem løst?
I 1909, i forbindelse med Politikens 25. års jubilæum, skrev Henrik Cavling om
paradigmeskiftet i journalistikken: ”Paa Redaktionskontoret sidder man nu ikke mere med
Hænderne i Skødet og venter, til man fra en Kres af udmærkede Mænd, der er traadt sammen i
Komité, faar Opfordring til at komme til Stede til et Møde, hvor man vil give Pressen Meddelelse
om en ny Plan, et nyt Foretagende. Og Dagen efter indeholder saa alle Byens Blade nogenlunde
enslydende Artikler om det samme Emne! Ja, saaledes kan det jo ske endnu, men det bliver
sjældnere. Og hvorfor? Fordi Bladet, der tidligere kun var passiv Mellemmand mellem Idéerne
[…]og det store Publikum, nu selv griber Idéerne i Flugten, kaster dem ud mellem Publikum,
sætter Interessen i Bevægelse for dem og gennemfører dem på Trods af Ligegyldighed og
Lunkenhed og paa Trods ogsaa af gammeldags Kollegers mere eller mindre aabenlyse
Modstand.”
Et skift fra passiv partipresse til aktiv journalistik – Aktionsjournalistik, som Cavling
selv kaldte det – i en tid, hvor aviserne løsrev sig fra deres afhængighed af politiske partier og hvor
journalisterne og journalistikken professionaliseredes. Også nu er der opbrud i journalistikken –
om end af helt andre grunde. Og igen kaldes der på en mere aktivistisk journalistik. Derfor kan det
være nyttigt at vide, hvad man gør, for eksempel med et begreb som konstruktiv journalistik.
Mulige svar på ovenstående spørgsmål ligger både i en nærmere indkredsning af
begrebet konstruktiv journalistik og en indordning, som journalister og redaktionelle ledere kan
navigere efter.
6

Ambitionen er at yde bidrag til begge dele, præcisering og placering, som kan være
nyttig for den videre debat, efter at DR’s nuværende nyhedsdirektør Ulrik Haagerup indledte den
med en kronik i dagbladet Politiken i december 2008. Der mangler klarhed over, hvilken slags
journalistik man går efter, når man ønsker konstruktiv journalistik tilføjet til de gældende
normgivende indfaldsvinkler.
Debatten om begrebet er til tider synlig, og har på enkelte medievirksomheder ført til
konkrete redaktionelle kursjusteringer. For eksempel på det regionale dagblad JydskeVestkysten,
til dels på dagbladet BT og naturligvis i DR, hvor Haagerup vedholdene har sat begrebet på
dagsordenen. En årsag til, at begrebet ikke har bredt sig yderligere kan være en afhængighed af den
rolle, journalister er vokset ind i gennem historien, som gør det vanskeligt at løsrive sig fra de
klassiske nyhedskriterier. Årsagen kan også være den hastige ændring af journalistens håndværk,
som er påvirket af blandt andet teknologisk udvikling og deraf følgende pres på den klassiske måde
at udøve journalistik på.
7

1.3. Problemformulering
Det leder til følgende problemformulering:
Hvad er konstruktiv journalistik og hvilke problemer og potentialer
rummer konstruktiv journalistik for dansk journalistik?
Problemformuleringen rummer to aspekter. Det ene aspekt er at nå frem til en
definition af begrebet. Der findes kun ganske få beskrivelser af fænomenet herhjemme og i
udlandet. Det er derfor et begreb, der mere eller mindre anvendes i flæng. Det åbner mulighed for
mange forskellige fortolkninger: Taler vi om positiv journalistik? Er det løsningsorienteret
journalistik? Glad journalistik? Advokerende journalistik? Borgerjournalistik? For at få svar på de
spørgsmål, er det nødvendigt at indkredse begrebet endnu mere for at nå frem til en mere præcis
dimensionering af, hvad der reelt er tale om, når ordet konstruktiv journalistik anvendes.
Det andet aspekt er at påpege de problemer og potentialer anvendelsen af sådan et
begreb indebærer for journalistikken. Mange redaktionelle ledere vil formentlig ville svare positivt
på spørgsmålet, om deres respektive medier laver konstruktiv journalistik, ud fra den
grundopfattelse, at man som udgangspunkt gerne vil lave journalistik, der gør en forskel. At det
ligger i journalistikkens natur at pege på forhold, der før eller siden fører til konstruktive
forandringer i samfundet. Der vil derfor være både journalister og redaktionelle ledere, som vil
afvise, at der er brug for konstruktiv journalistik, fordi den allerede rummes i journalistikkens
klassiske værdier. De vil mene, at de eksisterende kriterier fortsat virker og at der ikke er grund til
at bruge kræfter på at diskutere nye. Andre vil sige, at de klassiske nyhedsværdier fungerer ganske
godt, men vil også reflektere over en kritik af, at mediernes fokus på konflikt, drama og sensation i
nyhedsjournalistikken kan være med til at tegne et skævvredet billede af samfundet.
Problemerne med et begreb som konstruktiv journalistik kan således være, at
medierne mister deres normativ objektive rolle ved for eksempel aktivt at advokere for bestemte
løsninger. Der er en risiko for, at medierne bliver trukket ind i en ”det-der-er-godt” contra ”det-
der-er-skidt” tankegang og dermed bliver part i en sag eller i en bestemt måde at løse et problem
på.
Potentialerne kan være en bredere tilgang til journalistikken, som øger nytteværdien i
brugernes, kundernes, læsernes og lytternes øjne: At mediet i højere grad opfattes som ”deres”
talerstol. Øget loyalitet kan føre til fastholdelse og måske endda udvidelse af kundekredsen i en tid,
hvor konkurrencen om især folks tid er hårdere end nogensinde før.
8

2.1. Design og metode
KAPITEL 2
Som nævnt i problemformuleringen, er det ene aspekt i denne opgave at finde frem til
en nærmere beskrivelse af, hvad begrebet konstruktiv journalistik er, hvad det dækker over og hvad
det kan bruges til. I sin kronik fra 2008 nævner Ulrik Haagerup konstruktiv journalistik som et nyt
– sjette - nyhedskriterium som supplement til de eksisterende kriterier, som er ledetråd for
journalister og redaktionelle ledere.
Det bliver derfor nødvendigt 1) at se nærmere på de nyhedskriterier/-værdier, der er
de kendte, hvor de kommer fra og hvad de rummer, 2) at se nærmere på forhold, der præger
journalisters og redaktionelle lederes rolle i samfundet og hvad der påvirker deres egen
rolleopfattelse 3) at se nærmere på de faktorer, der er bestemmende for deres måde at udøve
håndværket på.
Det er tre forhold, som der med støtte i forskningslitteratur og teori vil blive gjort
rede for. Først i et metodeafsnit (afsnit 2.2 og 2.3), i et review-afsnit (2.4) og i en teoridel (kapitel
3).
Den metodiske tilgang er at foretage undersøgelse på tre niveauer: Kvalitative
interviews med topledere, en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt 180 redaktionelle ledere
i ledelseslagene lige under topledelse og egne undersøgelser i et særligt review-kapitel (kapitel 4)
specifikt om begrebet konstruktiv journalistik, som er et sparsomt beskrevet begreb. Det vil derfor
være nødvendigt at indkredse begrebet nærmere ved hjælp af praksis fra ind- og udland,
tilgængelig forskningslitteratur og erfaringsbaserede udsagn fra tilhængere og kritikere mv.
2.2. Kvalitativ undersøgelse
Den ene metodiske tilgang er at foretage kvalitative interviews med topledere fra en
række danske nyhedsorganisationer. Det er personer, der i kraft af deres baggrund og stilling i
mediebranchen har særlige erfaringsmæssige kompetencer til at kunne bidrage til en nærmere
indkredsning af begrebet konstruktiv journalistik. De har derud over hver især personligt og
professionelt betingede holdninger til begrebet, som er vigtige at få frem. Holdningerne har de
enten, fordi de selv har gjort sig nogle erfaringer på deres respektive medier, eller fordi de på den
ene eller anden måde har deltaget i debatten om begrebet konstruktiv journalistik. Personkredsen
er ydermere valgt ud fra deres respektive stillinger som ledere i de danske nyhedsmedier, der
samlet set må anses for at være de dominerende.
9

Der er foretaget kvalitative interviews med seks danske topledere plus en
redaktionssekretær, der i kraft af sin tidligere funktion som projektleder på DR Fyn, en af DR’s
regionale stationer, har gennemført et projekt, ”Problemløsende Journalistik på DR Fyn”, som jeg
anser for relevant for denne opgave.
De syv interviewpersoner er valgt ud fra disse parametre:
1. Et ønske om, at få dækket det danske nyheds-mediebillede så bredt som muligt, således, at både
landsdækkende, regionale og lokale indfaldsvinkler kommer i betragtning.
2. Et ønske om at få topledere fra de dominerende danske nyhedsmedier til at gå i dybden omkring
begrebet konstruktiv journalistik, som ikke er særlig godt beskrevet i forskningslitteraturen.
3. Et ønske om - ud over at indkredse selve begrebet konstruktiv journalistik - også at kunne gå i
dybden i forhold til faktorer, som spiller ind, når man skal – eller ikke skal – introducere et begreb
som konstruktiv journalistik i en verden, der i ganske høj grad er domineret af ensartede
professionelle rutiner og en meget homogen opfattelse af journalisters og redaktionelle lederes
rolle i samfundet.
Følgende personer er blevet interviewet:
• Lisbeth Knudsen, adm. direktør og chefredaktør, Berlingske Media A/S
• Peter Orry, adm. direktør og chefredaktør, JydskeVestkysten
• Jørn Mikkelsen, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten
• Ulrik Haagerup, Nyhedsdirektør, DR
• Michael Dyrby, Nyhedsdirektør, TV 2/Danmark
• Stig Ørskov, chefredaktør, Politiken, nu koncerndirektør i JP/Politikens Hus
• Jesper Borup, redaktionssekretær, DR Fyn, tidligere projektleder
De kvalitative interviews er gennemført efter en spørgeramme, der skal opfylde ni formål.
• Få interviewpersoner til generelt at forholde sig til begrebet konstruktiv journalistik
• Indkredse begrebet på baggrund af betegnelser, som begrebet konstruktiv journalistik har
fået hæftet på sig i debatten om begrebet igennem de seneste ca. to år
• Afdække, om begrebet konstruktiv journalistik konkret anvendes som en del af de
journalistiske værdier på de medier, som interviewpersonerne repræsenterer
10

• Afdække, i hvor høj grad interviewpersonerne mener, at konstruktiv journalistik bør indgå
som en del af de journalistiske værdier på de medier, de repræsenterer
• Afdække, hvilke farer og potentialer interviewpersonerne ser i begrebet konstruktiv
journalistik
• Afdække, i hvilken grad journalisters og redaktionelle lederes opfattelse af egne og
journalistikkens roller har indflydelse på, om man kan tilføje konstruktiv journalistik som
en del af mediernes journalistiske værdier, og i hvilken grad journalisters og redaktionelle
lederes roller og rutiner påvirker sådan en proces
• At få et billede af, hvor interviewpersonerne vælger at indordne begrebet konstruktiv
journalistik i forhold til en mere traditionel opfattelse af journalistik og mediernes rolle
• At give konstruktiv journalistik en placering i forhold til forskellige journalistroller
Interviewpersonerne har forholdt sig til spørgerammens emner i den rækkefølge, der er anført i
spørgerammen. I gengivelse og analyse er der imidlertid vendt om på rækkefølgen for at det rent
tematisk giver en bedre systematik og et bedre overblik. I kapitel 5 refereres og analyseres de
kvalitative interviews derfor efter nedenstående rækkefølge (i parentes spørgsmålets nummerering
i spørgerammen):
1. Hvad falder dig ind, når du hører betegnelsen konstruktiv journalistik/konstruktive
nyheder? (1)
2. Hvilke af de følgende betegnelser, som alle er blevet nævnt i forbindelse med min læsning
af, hvad der er blevet sagt om konstruktiv journalistik, mener du (derud over) passer bedst?
(4)
3. I hvor høj grad indgår konstruktiv journalistik i den daglige redaktionelle proces? (3)
4. I hvor høj grad mener du, at det er vigtigt, at begrebet konstruktiv journalistik indgår i
paletten af journalistiske nyhedskriterier? (2)
5. Hvilke farer ser du i begrebet konstruktiv journalistik? (5)
6. Hvilke potentialer ser du i begrebet konstruktiv journalistik? (6)
7. Er du enig i antagelsen, at journalister og redaktionelle ledere har nogle forholdsvis faste og
ensartede opfattelser af, hvad der er gode og rigtige nyhedskriterier (væsentlighed,
identifikation, sensation, aktualitet, konflikt)? (7)
I videnskabsteorien kan kvalitative interview henføres til en metode i den forstående
forskning. Indsamling af kvalitative data beskrives som værende typisk for denne form for
forskning. Denne er kendetegnet ved, at man går efter at finde svar på hovedspørgsmålet: ”Hvad er
X” (egentlig) (Salling Larsen & Vejleskov, 2007). For eksempel undersøgelse af et fænomen. I dette
11

konkrete tilfælde fænomenet konstruktiv journalistik. Ambition er at præcisere, hvad begrebet
konstruktiv journalistik (egentlig) er og diskutere, hvilke faktorer, der kan være afgørende for, at
redaktionelle ledere kan få journalister til at antage begrebet som en del af en journalistisk
begrebsverden. Hvis det vel at mærke er det, den redaktionelle ledelse ønsker.
Forstående forskning er også kendetegnet ved, at der ved vurdering af data lægges
vægt på validitet, helhedsorientering, afspejling af virkeligheden, provokationsværdi og
videnskabsudvikling. I denne kontekst ligger validiteten i, at resultaterne af de kvalitative interview
skal give svar på første del af problemformuleringen: Nemlig hvad konstruktiv journalistik
(egentlig) er og i hvor høj grad der blandt interviewpersonerne er overensstemmelse om elementer,
der indgår i en nærmere beskrivelse af begrebet. Og, hvilket er mindst lige så vigtigt, i hvilket
omfang der er enighed eller uenighed hos interviewpersonerne om de problemer og potentialer,
som konstruktiv journalistik kan have for dansk journalistik. Helhedsorientering er at lægge vægt
på, at det, der undersøges – begrebet konstruktiv journalistik – indgår i en større sammenhæng.
Om det med andre ord i et eller andet omfang kan få betydning for mediernes udvikling, for
journalistik-diskursen generelt eller muligvis for uddannelsen af danske journalister. Afspejling af
virkeligheden indgår i denne sammenhæng ved at inddrage konkrete eksempler på, hvordan
konstruktiv journalistik opfattes og håndteres i praksis i nogle af de deltagende interviewpersoners
medier, og ved løbende at inddrage eksempler, som interviewpersonerne selv bidrager med
undervejs i de forskellige interviews. Endelig opfylder denne opgave kravene til forstående
forskning ved, at der er en provokationsværdi i de (hypotetiske) resultater, i og med, at hele
omdrejningspunktet for denne undersøgelse er et begreb, der afviger fra den mest gængse
normopfattelse af, hvilke elementer god nyhedsjournalistik bør bestå af, og som ved en nærmere
indkredsning og nærmere beskrivelse ville kunne inspirere journalister og redaktionelle ledere til
at tænker anderledes. Eller i det mindste at diskutere konstruktiv journalistik som et supplerende
kriterium, enten til vinkling af nyheder eller måske endda til udvælgelse af nyheder. Kravet om
videnudvikling søges opfyldt ved, at undersøgelsen har som ambition at bidrage med en nærmere
beskrivelse af det journalistiske fænomen, der af nogle har fået betegnelsen konstruktiv
journalistik. I den forstand er der tale om en eksplorativ undersøgelse, idet målet er at beskrive et
begreb, som endnu ikke beskrevet i større omfang.
Indsamling af kvalitative data gennem interviews med centrale personer er, som
nævnt tidligere, en typisk metode i forstående forskning. Interviewet er en del af den kvalitative
metode, hvor andre er observationer og analyse af personlige kilder (Salling-Larsen & Vejleskov,
2007). Til den kvalitative metode regnes ud over kvalitative interviews tillige casestudier,
selvbiografier, kvalitative evalueringer og logbøger (Kruuse, 2003). I denne opgave anvendes ud
12

over syv kvalitative interviews også casestudier, idet konkrete eksempler på journalistik, der
betegnes som konstruktiv journalistik, analyseres og delvis indgår i interviews. Der er desuden
foretaget analyser af artikler, blog- og debatindlæg i et særligt review-kapitel (kapitel 4) for at finde
frem til attributter, der kan bruges til en indkredsning af begrebet.
Da opgaven har som ambition ud over at præcisere begrebet konstruktiv journalistik
også at indordne begrebet i en model, som journalister og redaktionelle ledere kan navigere efter,
er det nødvendigt at kvantificere de indsamlede kvalitative data. Man kan for eksempel med fordel
kategorisere interviewpersonernes udsagn efter de forskellige kategorier, som de enten selv ønsker
at placere begrebet i, eller at foretage en kategorisering på baggrund af interviewerens spørgsmål.
I denne opgave viser de kvalitative interviews, at interviewpersonerne i et eller andet
omfang alle er af den opfattelse, at konstruktiv journalistik skal have et løsningsorienteret element.
Udsagn fra samtlige interviewpersoner kan derfor henføres til den kategori, der hedder
”løsningsorienteret”. Et andet element, der optræder i interviews, er begrebet ”News you can use”.
De fleste interviewpersoner svarer, at de er positive over for, at dette element kan indgå i en
nærmere beskrivelse af konstruktiv journalistik. Også disse oplysninger kan kvantificeres på
samme måde, som at langt de fleste interviewpersoner afviser at betegne konstruktiv journalistik
for ”positiv journalistik”, optimistisk journalistik”, ”advokerende journalistik” eller ”lal”.
Kvantificeringen gør det muligt at tegne et billede af, hvor toplederne på de førende danske
nyhedsmedier placerer konstruktiv journalistik.
Dele af resultaterne fra den kvalitative undersøgelse vil efterfølgende blive efterrøvet i
en kvantitativ undersøgelse, ved at lade en række redaktionelle ledere i de underliggende
ledelseslag forholde sig til interviewpersonernes centrale udsagn.
Styrken ved kvalitative interviews er at få mulighed for at efterprøve
interviewpersonernes udsagn ved at stille uddybende spørgsmål. Teorien siger, at forholdet mellem
forsker og undersøgte i den forstående forskning er nært og personligt, hvor der er afstand og
neutralitet, der lægges vægt i eksempelvis den beskrivende eller forklarende forskning. Gennem
kvalitative interviews er det netop muligt gennem uddybende spørgsmål, inddragelse af andre
interviewpersoners udsagn eller eksempler at efterprøve, hvordan interviewpersonen følelses- og
holdningsmæssigt forholder sig til de stillede spørgsmål. Man har som interviewer mulighed for at
supplere de kontante oplysninger med ”bløde”, holdningsprægede værdier, som er medvirkende til
at give de kvalitative data en ekstra, menneskelig, dimension.
13

Over for det står metodens svaghed, som er de fejlkilder, der kan være ved indsamling
af kvalitative data gennem interviews. Intervieweren selv kan være årsag til en række fejlkilder, idet
han/hun kan stille ledende spørgsmål, fordi intervieweren har forberedt sig og har gjort sig
forestillinger om mulige resultater af interviewet. Det kan føre til en tendentiøs tolkning af svar,
ligesom der er en fare for, at intervieweren bliver for dominerende i samtalen, kommer med
bifalds- eller mishagsytringer osv. Der er selvfølgelig også en fare i, at interviewenes nære og
personlige karakter kan føre til sympati eller antipati, som kan påvirke data i forbindelse med
kvalitative interviews.
Interviewpersonen bærer ligeledes en række fejlkilder i sig, som man skal være
opmærksom på. Eksempelvis, at han/hun er usandfærdig, hvis emnet er ømtåleligt, og
interviewpersonen derfor ikke kan, tør eller vil prisgive visse oplysninger. Der er også en risiko for,
at interviewpersonen er for ”venlig” og forsøger at forudse – og indrette sig efter – hvad
intervieweren gerne vil vide. Endelig kan der ske fejl i forbindelse med gennemgang og analyse af
de data, de kvalitative interviews har bragt frem. Det, der er sagt i samtalerne, skal registreres,
fortolkes, analyseres, sammenfattes og siden fremlægges og kommunikeres meningsfuldt. Da det
ikke er formålstjenligt at gengive en hel transskribering af interviews i en opgave, må undersøgeren
nødvendigvis selv sammenfatte resultaterne i egne formuleringer, hvilket indebærer en række
fejlkilder. Eksempelvis kan man hverken i en transskribering eller en sammenfatning gøre rede for
interviewpersonens blik, hans eller hendes mimik eller tonefald i forbindelse med et svar. I denne
opgave er der ikke foretaget transskribering af interviews. De er i deres fulde længde vedlagt som
bilag overført på DVD med tidsangivelser på de citater, der er anvendt i opgaven.
Som tillæg til spørgerammen er interviewpersonerne blevet bedt om at indtegne
konstruktiv journalistik på to forskellige modeller. Alle er blevet bedt om at indtegne konstruktiv
journalistik på en model, der skal placere konstruktiv journalistik i interviewpersonernes medie i
forhold til aktuel journalistik. Formålet er at få et billede af, hvor interviewpersonerne opfatter, at
konstruktiv journalistik bør placeres i forhold til, hvor nyhedsjournalistikken i dag aktuelt er
placeret. Formålet er også at give et billede af, i hvilken retning interviewpersonerne mener,
journalistikken bevæger sig i en tid, der er præget af store forandringer i mediebranchen.
På den anden model er interviewpersonerne blevet bedt om at indtegne konstruktiv
journalistik i forhold til fire forskellige journalistroller (Bro, 2006). Formålet med dette er at få et
billede af, hvor det er, at interviewpersonerne mener, at konstruktiv journalistik befinder sig i
forhold til opfattelser af fire forskellige journalistroller, her udtrykt i metaforerne vagthund,
jagthund, hyrdehund og redningshund.
14

2.3. Kvantitativ undersøgelse
Kvalitative undersøgelser, som der ovenstående er gjort rede for, er velegnede til at gå
i dybden i forbindelse med forstående forskning. Interviews med syv ledere fra syv dominerende
nyhedsmedier giver ud over dybde og holdninger også et billede af, hvor bredt det fænomen, der
skal undersøges – konstruktiv journalistik i dette tilfælde – er forankret hos mediebranchens
ledere. Kvalitative interviews giver imidlertid ikke et retvisende billede af, i hvor høj grad der er
overensstemmelse mellem den tilgang og de holdninger, lederne giver udtryk for, og så hvordan det
næste led af redaktionelle ledere opfatter begrebet konstruktiv journalistik. Og heller ikke, om
mellemledere tænker det samme om begrebet som lederne, når de i kraft af deres position i
organisationen skal få topledernes instrukser til at fungere hos de menige medarbejdere.
Et væsentligt formål med den kvantitative undersøgelse er derfor også at efterprøve,
hvor stærk en kompakt professionsopfattelse (Soloski, 1989; Skovsgaard-Hansen, 2010) er
forankret hos mellemledere i forhold til organisationens ledelsesmæssige beslutninger og
journalistiske retningslinjer.
For at få dokumentation for, om erkendelserne fra de kvalitative interviews finder
genklang hos redaktionelle ledere i de underliggende ledelseslag, er der foretaget en kvantitativ
spørgeskemaundersøgelse blandt udvalgte mellemledere på de syv medier, hvis topledere deltager i
den kvalitative undersøgelse. Der er sendt 180 spørgeskemaer ud i den 14. juni 2010. Ved
svarfristen den 21. juni var 95 returneret i udfyldt stand. Det svarer til en svarprocent på 52, hvilket
må siges at være tilfredsstillende.
Kønsfordelingen er 69 % mænd og 31 % kvinder, hvilket afviger fra kønsfordelingen i
øvrigt i ledelserne i danske medier. Den blev senest undersøgt af Dansk Journalistforbund og
kvindenetværket K2 i 2009. På undersøgelsestidspunktet var der 86 % mænd og 14 % kvinder i det,
der benævntes det øverste ledelseslag (adm. direktører, chefredaktører), og en fordeling på 78-22 i
det, der kan kaldes det andet og tredje ledelseslag, typisk redaktionschefer, redaktører og
redaktionssekretærer. I spørgeskemaundersøgelsen deltager redaktionschefer,
fagredaktører/redaktører og redaktionssekretærer fra nyhedsområderne. De udgør hovedgruppen
og udgør sammenlagt 87 % af den gruppe, der har deltaget i undersøgelsen, fordelt med 32 %
redaktionschefer, 29 % fagredaktører/redaktører og 26 % redaktionssekretærer. Gruppen er
suppleret med en række ledere fra regionalradioer i DR og enkelte regionale TV2-stationer.
”Restgruppen” på i alt 13 % fordeler sig på titler som chefredaktør (3 %), projektchef og – leder
(hver 1 %) og andet (7 %). Under ”andet” gemmer sig stillingsbetegnelser som onlinechef,
seerredaktør, souschef, udgaveredaktør, nyhedsvært og nyhedsredaktør.
15

Den kvantitative undersøgelse fokuserer på følgende emner:
Hvilke nyhedskriterier mellemlederne anser som de væsentlige. Der er taget
udgangspunkt i de fem nyhedskriterier, ”håndværkskriterierne”, som er nævnt i indledningen
(kapitel 1). Og på nyhedsværdier, som nyhedsjournalistikken ideelt set bør bygge på:
Om journalistikken
• alene bør beskrive et problem for samfundet eller en bestemt målgruppe
• gennem en beskrivelse af et problem for samfundet eller en bestemt
målgruppe også bør pege på mulige løsninger af et problem
• gennem en beskrivelse af et problem for samfundet eller en bestemt
målgruppe aktivt bør deltage i at finde løsninger på et problem
• bør have som mål at løse et problem i samfundet eller for en bestemt
målgruppe
• bør orientere sig mod mulige løsninger af et problem i stedet for at fokusere
på konflikt, drama og sensation
I den kvantitative undersøgelse bedes mellemlederne også forholde sig til forskellige attributter,
som i debatten er blevet nævnt i forbindelse med begrebet konstruktiv journalistik (kapitel 4). I de
kvalitative interviews forholder toplederne sig til enkelte attributter, som respondenterne i den
kvantitative undersøgelse bliver bedt om at erklære sig ”meget enige”, ”enige”, ”hverken enige eller
uenige”, ”uenige” eller ”meget uenige” i, og hvor de så også har muligheden for at krydse af med
”ved ikke”. Attributterne, respondenterne bedes forholde sig til, er, at konstruktiv journalistik
betegnes som
• positiv journalistik
• løsningsorienteret journalistik
• ”news you can use”
• glad journalistik
• optimistisk journalistik
• konstruktiv journalistik inddrager almindelige mennesker i journalistikken
De fem første attributter er direkte overført fra spørgsmål i den kvalitative undersøgelse. Det sidste
spørgsmål om borgerinddragelse er taget med i den kvantitative undersøgelse, fordi toplederne i
den kvalitative del forholder sig til borgerinddragelse via spørgsmålet, om borgerjournalistik er,
kan eller bør være del af en definition af konstruktiv journalistik. Endelig bliver respondenterne i
16

den kvantitative undersøgelse bedt om at oplyse, om konstruktiv journalistik er en formuleret del
af nyhedsværdierne på det medie, de repræsenterer, og til sidst også, om de mener, at konstruktiv
journalistik bør være det.
Kvantitative undersøgelser henføres i videnskabsteorien til den beskrivende og
forklarende forskning, hvor den kvalitative, som tidligere anført, hører under den forstående
forskning. Karakteristisk for den kvantitative metode er indsamling og bearbejdning af ”hårde”
facts, det vil sige talmæssige resultater, der kan bearbejdes og anvendes til at forklare visse
årsagssammenhænge (Salling Larsen & Vejleskov, 2007). Især i naturvidenskaben forekommer
kvantitative undersøgelser hyppigt, fordi de anses for at være ”fri for irrelevante faktorer, som
forstyrrer præcisionen og objektiviteten” (Salling Larsen & Vejleskov, 2007, side 62). Netop for at
kunne analysere på baggrund af talmæssige data er eksperimenter, test og prøver samt
spørgeskema typiske måder at indhente disse data på. Derfor spiller de variable, der indgår i sådan
en dataindsamling, en væsentlig rolle.
Der skelnes mellem uafhængige og afhængige variable, hvor de uafhængige variable
er den eller de faktorer, der danne baggrund for det, der skal undersøges, og de afhængige variable
det, der anses for at være resultatet af de uafhængige variables indvirkning. I en
spørgeskemaundersøgelse som i denne afhandling, er respondenternes position i organisationen,
det medie, de er knyttet til og hvor mange de er leder for, afhængige variable, som har indvirkning
på, hvordan resultatet bliver i forhold til de uafhængige variable, som er spørgsmål til f. eks.
nyhedskriterier, nyhedsværdier og begrebet konstruktiv journalistik. For resultatet har det en
betydning, om respondenten kommer fra den ene eller den anden organisation, fordi der blandt de
medvirkende nyhedsorganisationer er meget stor forskel på, om konstruktiv journalistik er en
formuleret del af nyhedsværdierne eller ej. Konkret: Når der i spørgeskemaundersøgelsen er et
markant flertal af mellemledere (80 %) fra et regionalt dagblad, der svarer ja til begge spørgsmål,
så er det, fordi man på dette regionale dagblad (JydskeVestkysten) er længere fremme end andre
organisationer med at konceptualisere konstruktiv journalistik.
Hvor man i den forstående forskning leder efter at få svar på spørgsmålet ”Hvad er
x?” (egentlig), vil man med den forklarende forskning finde svar på hovedspørgsmålet ”Hvad er
årsagen til x?” og, relevant for denne opgave: ”Hvad er konsekvensen af x?”.
Målet for den kvalitative undersøgelse er at komme tæt på, hvad fænomenet konstruktiv
journalistik (egentlig) er. Den kvantitative undersøgelse skal tjene som test af dette resultat. Det vil
populært sagt sige, om det, toplederne i de kvalitative interviews siger, også gælder mellemlederne
– eller om den gruppe har et helt andet syn på det fænomen, der undersøges. Derfor er forudsigelse
17

et vigtigt element i forklarende forskning: At få svar på spørgsmålet, om undersøgelsens resultat
kan bruges til at forudsige, hvordan noget vil gå fremover (Salling Larsen & Vejleskov, 2007). I
denne undersøgelse vil forudsigelsen være, hvordan begrebet konstruktiv journalistik opfattes
fremover og i hvor høj grad det er ønskeligt, at konstruktiv journalistik bliver en del af
nyhedsværdierne. Det vil så kræve yderligere kvantitative undersøgelser i en endnu bredere kreds
for at kunne forudsige, om konstruktiv journalistik så også reelt bliver en del af nyhedsværdierne.
Ud over forudsigelsen er reliabilitet, validitet, præcision og generaliserbarhed
væsentlige elementer. Reliabilitet er udtryk for resultaternes pålidelighed. De må eksempelvis ikke
afhænge af undersøgerens særinteresser. Validitet er udtryk for, om undersøgelsesresultaterne er
gyldige, det vil sige, om de giver svar på det spørgsmål, der rejses i problemformuleringen. Og så er
det væsentligt at kunne generalisere resultaterne. I denne kontekst, om det er muligt på baggrund
af den kvantitative undersøgelse blandt mellemledere at kunne udlede resultater, der så kan siges
at gælde for mellemledere generelt.
Hvor forholdet mellem forsker og undersøgte i den forstående forskning er præget af
personlighed og nærhed (kvalitative interviews), er den kvantitative metode præget af afstand og
neutralitet. Respondenterne får tilsendt en række udvalgte lukkede spørgsmål med en række
afgrænsede svarmuligheder, og besvarelserne er anonyme. I anvendelsen supplerer den
forklarende forskning den forstående ved at være nyttepræget ud over at være begrebsmæssig,
hvilket er fælles for disse to forskningstyper. Endelig er der i erkendelsesinteressen, det vil sige
hvad undersøgelsen stræber efter(forklaring eller forståelse) den forskel, at den forklarende
forsknings interesse er teknisk, den forståendes hermeneutisk (Salling Larsen & Vejleskov, 2006).
Resultaterne skal i øvrigt ses med det forbehold, at 54 % af respondenterne kommer
fra landsdækkende radio og tv. Forklaringen er, at redaktionelle mellemledere fra de to store
landsdækkende tv-stationers nyhedsafdelinger deltager i undersøgelsen. Stationerne, DR og
TV2/Danmark, bidrager i kraft af deres størrelse med et stort antal respondenter. Blandt dem vejer
et stort antal af respondenter fra DR tungt. Det skal her tages i betragtning, at begrebet konstruktiv
journalistik er et forholdsvis kendt begreb i DR Nyheder, i kraft af at DR’s nyhedsdirektør Ulrik
Haagerup har været primus motor i denne del af journalistikdebatten og også har arbejdet meget
med at introducere begrebet konstruktive nyheder i den daglige redaktionelle proces på DR
Nyheder. Disse forhold må antages at have en vis indflydelse på resultatet. Ikke mindst i forhold til
det spørgsmål, som går på, om konstruktiv journalistik er en formuleret del af de journalistiske
værdier på respondentens medie. 63 % af respondenterne svarer, at de er ”meget enige” og ”enige” i
dette udsagn. Det forekommer som en meget høj positiv besvarelse set i forhold til de kvalitative
18

interviews, hvor fire af syv respondenter oplyser, at konstruktiv journalistik ikke indgår som en
konkret bestanddel af mediets journalistiske værdier. Mens respondenter fra landsdækkende radio
og tv udgør i alt 54 % af respondenterne, kommer yderligere 24 % fra landsdækkende dagblade og
11 % fra et regionalt dagblad. Og da vi ved, at JydskeVeskysten er det eneste regionale dagblad, der
deltager i undersøgelsen og konkret anvender begrebet konstruktiv journalistik som led i de
journalistiske strategimål, understreger det de beskrevne forbehold. Der er ingen tvivl om, at der
skal foretages en undersøgelse med en noget større og bredere sammensat population, for at få et
endnu mere retvisende billede. Da formålet imidlertid er at afprøve (triangulere) resultater fra de
kvalitative interviews, anser jeg metoden som forsvarlig.
2.4. Review-kapitel
Da der ikke foreligger forskningslitteratur af betydning om konstruktiv journalistik, vil der i dette
kapitel (4) blive gjort et forsøg på at indkredse begrebet ved hjælp af teori og forskning, der kunne
lede frem til konstruktiv journalistik, erfaringsbidrag fra branchefolk i debatten, da begrebet blev
lanceret, samt praktiske eksempler og eksempler fra udlandet fra journalistik, der kunne være ”i
familie” med et begreb som konstruktiv journalistik. Eksemplerne fra udlandet – USA – kredser
om begrebet solutionbased journalism og solution journalism. Disse begreber er valgt, fordi
udgangspunktet, Ulrik Haagerups kronik fra 2008, knytter konstruktive nyheder sammen med
løsningsorienteret journalistik.
19

3.1. Anvendt teori
KAPITEL 3
Problemformuleringen rummer to aspekter: en definition af begrebet konstruktiv journalistik
og dernæst at finde frem til de problemer og potentialer, begrebet kan have for dansk journalistik
og de ledere, mellemledere og journalister, der er sat til at arbejde med sådan et begreb. Det er tre
forhold, som denne opgave fokuserer på. Med støtte i tilgængelig forskningslitteratur og teori er det
• de nyhedsværdier/nyhedskriterier, der er bestemmende for og styrer, hvordan
nyhedsjournalistik udføres
• de opfattelser af de roller og rutiner journalister har, set med egne og andres
(omverdenens) øjne
• de faktorer, der påvirker journalisters handlen
3.1.1. Nyhedsværdier
En tilgang er de nyhedsværdier og -kriterier, der er bestemmende for, hvordan journalister udøver
deres hverv. Når der i Danmark tales om nyhedskriterier eller nyhedsværdier, er udgangspunktet
de fem klassiske kriterier, ”håndværkskriterierne”: Væsentlighed, identifikation, sensation,
aktualitet og konflikt. En nyhedshistorie skal helst have en, gerne flere af de elementer, for at leve
op til journalistikkens håndværksmæssige standard. Kriterierne har i mange år været – og er
fortsat – omdrejningspunkt for, hvordan nyhedsjournalister tænker og handler, og de er også
omdrejningspunkt for, hvad danske journaliststuderende uddannes i herhjemme.
Der har også her i landet i løbet af 90’eren været flere tilløb til at tilføre andre, mere aktivistiske
elementer til de klassiske nyhedsværdier, public journalism (Marianne Hansen, 1999/2004), T.
Haas, 2003; Bro, 2006), participatory journalism og borgerjournalistik (Peter From Jacobsen,
2009). Idéen har været at udbrede journalistik til en bredere kreds end professionelle journalister,
med det formål at aktivere borgerne, og med henblik på at tilføre journalistikken en mere
løsningsorienteret og aktivt handlingsanvisende dimension.
Herhjemme har tiltag som public journalism indtil videre ikke for alvor truet den traditionelle
opfattelse af, hvad der opfattes som god nyhedsjournalistik er. En undersøgelse blandt
redaktionelle ledere i 2008 (Peter From Jacobsen, 2009) bekræfter, at vel er der blandt
redaktionelle ledere interesse for mere løsningsorienteret journalistik, men det er ikke noget, der i
større omfang er arbejdet aktivt for at få indført som et reelt supplement eller alternativ til de
20

klassiske nyhedskriterier. Det er med andre ord fortsat de klassiske nyhedsværdier, der er
bestemmende for, hvordan nyhedsjournalistik udøves.
De fem ”danske” håndværkskriterier, der er nævnt i indledningen, har naturligvis en eller
anden form for gyldighed ud over landets grænser. De er ikke nødvendigvis opfundet og vokset i
Danmark, men bygger på værdier og kriterier, der har udviklet sig og er gældende andre steder i
verden. ”Urværdierne” tillægges således undersøgelser, som Galtung & Ruge (1965) foretog og
bragte dem frem til 12 nyhedsværdier:
• En begivenheds hyppighed
• Omfang (betydning)
• Utvetydighed
• Meningsfuldhed
• Konsonans (en begivenheds forudsigelighed)
• Overraskelse
• Kontinuitet
• Komposition
• Reference til repræsentanter (fra det politiske liv)
• Reference til lande (elitenations, USA, Europa mv.)
• Personificering
• Negativitet (en dårlig historie er en god historie)
I disse kriterier genfinder man de fem danske håndværkskriterier. Det kan man også sige om de
”amerikanske” kriterier (Tuchman, 1978), som er
• hard news
• soft news
• spot news
• developing news
• continuing news
• “what a story”
Nyhedskriterier er ikke resultatet af eksakt videnskab, der står uden for enhver diskussion. Og
det sker da også med jævne mellemrum, at der blandt journalisterne selv og blandt forskere opstår
diskussioner, om de eksisterende nyhedskriterier er de rigtigt, om de er rummeligt nok og, som
følge af det, om der skal gøres noget for at udvikle, supplere eller forandre dem. Debatten om
21

eksempelvis public journalism i USA og herhjemme er et udtryk for det; tilsvarende er debatten om
konstruktiv journalistik som et supplerende nyhedskriterium udtryk for, at der er en løbende
diskussion om nyhedsværdierne.
”Nyhedsshabitus er en professionel, erfaringsbaseret fornemmelse for journalistisk
praksis og en helt essentiel del af det at være nyhedsjournalist. Nyhedshabitus er
”tæft”, ”mave”, ”rygrad” og en praktisk mestring af nyhedsarbejdet, der hænger tæt
sammen med journalistikkens doxa” (Schultz, 2005)
Det vil sige, at nyhedernes beskaffenhed er et resultat af de forestillinger, som
professionelle har om, hvordan nyhedsjournalistik bør være. Det befinder sig i det usagtes univers,
hvor der ikke sættes spørgsmålstegn ved værdiernes gyldighed. Når nyhedskriterier alligevel er
genstand for kritik og debat, så er det fordi nyhedshabitus også rummer en anden dimension, det
diskursives univers,
”der er hjemsted for de meninger, der i form af ortodoksier og heterodoksier kan
italesættes og dermed debatteres.” (Schultz, 2005).
Det betyder, at nyhedskriterier, der er aldeles indlysende for journalister og redaktionelle ledere,
der er opvokset med de fremherskende værdier i det usagtes univers, ikke nødvendigvis
forekommer lige så indlysende for ikke-professionelle, praktikanter, der er på vej ind i
journalistikken, eller for forskere for den sags skyld.
”At genkende en god historie når man ser den, at vide, hvordan historien vinkles
bedst, at være i stand til at skelne egnede kilder fra uegnede kilder osv., er alt
sammen en del af nyhedshabitus”, (Schultz, 2005).
Hvor journalistikkens doksa ikke står til diskussion, det vil sige den grundlæggende og
indarbejdede enighed blandt professionelle om, hvad der er en god historie og hvordan en
begivenhed skal vurderes, forholder det sig anderledes med den del af journalistikken, hvor tro på
den rigtige måde at lave journalistik på støder sammen med dem, der, populært sagt, ikke er
”rettroende”. I dette felt kan der diskuteres måder at udøve journalistik på. Her kan der diskuteres,
hvad journalisternes og mediernes rolle er i samfundet. Det er i dette felt, mellem ortodoksier og
heterodoksier (Schultz, 2005), at nyhedskriterier kan diskuteres. Eksempelvis foreslår Schultz
(2005) selv at føje eksklusivitet til de fem klassiske håndværkskriterier ud fra analyser, der viser, at
journalisternes og mediernes nyhedslogik er præget af at gå efter eksklusive historier, eksklusive
kilder, eksklusive vinkler osv. Altså en vurdering af en nyhedshistorie ud fra en tanke om at kunne
være alene om en af delene i forhold til konkurrenterne.
Andre (Lars Bjerg, 2005) fokuserer på relevans som en værdi, der læner sig tæt op ad
væsentlighed, en hjørnesten i håndværkskriterierne. Michael Dyrby, nyhedsdirektør i TV
2/Danmark, nævner i forbindelse med de kvalitative interviews fascination som et kriterium.
22

3.1.2. Roller
I det foregående afsnit har jeg beskæftiget mig med nyhedsværdier og nyhedskriterier
og med støtte i forskningslitteratur og teori gennemgået baggrunden for, hvad der er bestemmende
for, hvordan journalister opfatter de værdier og kriterier, de arbejder efter.
I det følgende afsnit vil der være fokus på, at journalister og redaktionelle ledere
naturligvis er under indflydelse af de traditioner, regler og den historie, der præger det samfund og
de politiske systemer, journalister og medier er en del af. Mediesystemer, holdninger, handlinger
og håndværk er logisk nok også præget af disse forhold.
En tilgang er forskellige vilkår for pressens udvikling (Siebert et al., 1963) og de
forskellige vilkår for mediernes udvikling. Teorierne knytter sig til forskellige forhold, de er
bestemt af omverdenen og kategoriserer herefter forskellige ”slags” presse i hhv. autoritær, liberal,
kommunistisk og social-ansvarlig presseteori. Journalistikken – og medierne – udvikler sin rolle
og sine opfattelser inden for rammerne af de politiske systemer, de er omgivet af. Hallin & Mancini
(2004) følger op, nuancerer og peger på tre mediesystemer: Den sydeuropæiske, den nord- og
centraleuropæiske og den liberale (nordatlantiske) model. Der fokuseres her på den indflydelse,
samfundsudviklingen i de forskellige samfund har på udviklingen af mediesystemer. Det er i denne
forbindelse relevant at hæfte sig ved den rolle, medierne indtager i den nord- og centraleuropæiske
model. Selv om staten i denne model er inde over medier med en del reguleringer (især på public
service området), er der samtidig en så stor samfundsmæssig accept af mediernes uafhængige rolle,
at medierne nærmest har fået en samfundsmæssig status som offentlig institution: Det, der
almindeligvis betegnes som den fjerde satsmagt, hvor værdier som presse- og ytringsfrihed og
armslængdeprincippet forsvares fra alle sider i det politiske spektrum. Denne blanding af
regulering og samtidig beskyttelse spiller en afgørende rolle for, hvordan journalistikken og
medierne har udviklet sig.
Forskere som Weaver and Wilhoit (1996, 2004) har i flere omgange undersøgt
journalisters rolleopfattelse. I denne fik respondenterne forelagt 13 spørgsmål om deres opfattelse
af, hvad medier forsøger at gøre. Resultatet er fire professionelle rolleopfattelser (i parentes
respondenternes procentvis tilslutning til de enkelte roller):
* interpretive/investigative-rollen (63 %)
* disseminator-rollen (51 %)
23

* adversarial-rollen (18 %)
* populist mobilizer (6 %)
Rollen som interpretive/investigative (forklarende/undersøgende) vægtes højest og forklares som
en kombination af forskellige dimensioner: efterprøve/undersøge regeringers forslag, analyse og
udlægge komplekse forhold og diskutere offentlig politik på rette tidspunkt. Rollen som
disseminator (udbreder/fordeler) var vigtigst for over halvdelen af de adspurgte (51 %).
Respondenterne finder det vigtigst hurtigt at få oplysninger ud til befolkningen. Konfliktrollen var
vigtigst for 18 % og er udtryk for en holdning til konstant at være skeptisk over for regering og
forretningsverdenen. Endelig vægtes the populist mobilizer af seks % af respondenterne, som
blander forskellige dimensioner ind i deres argumentation for valget: udvikle kulturel interesse i
offentligheden, tilbyde underholdning, sætte den politiske dagsorden og tillade almindelige
mennesker at give udtryk for deres holdning. Flertallet af journalister så sig på
undersøgelsestidspunktet helst i rollen som en kombination af to eller tre af de nævnte
svarmuligheder.
Der er sket en udvikling i de undersøgelser, som Weaver & Wilhoit foretog i hhv. 1996
og 2004. 96-undersøgelsen rummede tre kategorier - interpretive, disseminator, adversarial -
med størst vægt på de to første kategorier. Otte år senere kom en fjerde dimension til, the populist
mobilizer. Det er en rolle, der henviser til en mere aktivistisk journalist-rolle, hvilket bl.a. kan
forklares med public journalism initiativerne, som er beskrevet i afsnit 3.1.
Det skal bemærkes, at undersøgelserne er foretaget før internettet for alvor er blevet
optaget som en distributionskanal i medierne. Dette fænomen bliver også tydelig i en dansk
undersøgelse i forbindelse med nyhedsugen (Lund, Willig & Ørsten, 2009), hvor internettet i den
foregående undersøgelse fra 1999 havde så ringe en betydning, at det ikke blev inddraget i
undersøgelsen, men først kom med i 2008. Resultatet er den i bogen beskrevne ”eksplosion” i
antallet af offentliggjorte nyhedsenheder i perioden mellem 1999 og 2008.
Andre tilgange til at forklare og kategorisere journalisternes rolle, findes hos
Donsbach & Patterson (2004), som tager fat i journalisternes aktive og passive rolle og inddeler
medier fra forskellige lande efter neutral til partisk (advocate) på x-aksen og fra passiv til aktiv på
y-aksen.
Bro (2006) tilføjer en henholdsvis deliberativ og repræsentativ dimension til den
passive-aktive akse i sit bud på en kategorisering af journalisternes rolle. Her beskrevet i
24

hundemetaforer som hhv. vagt- og jagthund i den hhv. passive og aktive rolle i den repræsentative
dimension og hyrde- og redningshund i den aktiv-passive i den deliberative dimension.
Kategoriseringen er foretaget på baggrund af en undersøgelse af, hvad danskerne mener
journalisterne gør og bør. Resultatet er, at danskerne ønsker ”hele hundekennelen”, altså både
journalister, der passivt kalder på myndighedernes repræsentanter for at løse et problem, men også
ønsker journalister/journalistik, der meddelagtiggør dem selv i mulige løsninger.
Det er i forbindelse med de to ovenstående modeller værd at bemærke, at der er
forskellige opfattelser af begreberne aktiv og passiv. De er derfor ikke direkte sammenlignelige i
forhold til journalisternes rolle. Donsbach & Patterson (2004) ser den aktive rolle i højere grad som
den kritiske journalistrolle. For eksempel kan journalister, der er aktiv-neutrale betegnes som
kritiske, i vagthunderollen, repræsenterende, hvad der normalt opfattes som del af den fjerde
statsmagt, hvor den passiv-neutrale er den neutrale reporter, budbringeren, der udbreder nyheder
og afspejler en virkelighed, som han/hun præsenteres for. Modsat disse roller er der den aktiv-
advokerende rolle, som kan betragtes som missionerende, ideologisk betinget og fortolker af
bestemte holdninger, og den passiv-advokerende rolle, som bedst kan beskrives som en rolle, der
kan knyttes til partipressen. Donsbach & Patterson bruger selv betegnelsen ”hack reporter”, som
direkte kan oversættes til ”bladsmører”, men som dækker over en journalistrolle, der mere eller
mindre ukritisk viderebringer informationer, som andre beder ham/hende om.
Bro’s forståelse af en henholdsvis aktiv og passiv rolle skal ses som aktiv i rollen som
journalist. Er man i den forstand aktiv, er man mere end blot kritisk. Journalisten handler i sin
journalistik aktivt, enten for at involvere borgerne eller for selv at være aktiv i forhold til et
problem. Forklaringen med de fire hundemetaforer indikerer, at journalistik i den aktiv-
deliberative dimension, hvor redningshunden befinder sig, er journalistik, der har løsning af
problemer som et mål, hvor journalistikken i den aktiv-repræsentative dimension er journalistik,
der jagter et problem, men ikke selv går skridtet videre for at arbejde for en løsning, andet end at
hidkalde beslutningstagere fra det repræsentative system til at tage sig af det. Der er således god
grund til at være påpasselig med at analysere aktive og passive roller i den rette kontekst, da der
ellers kan opstå forvirring omkring disse begreber.
Vi har nu set, at historie og omkringliggende samfund påvirker mediesystemerne, som igen
påvirker journalisternes måde at handle på. Vi har også gennemgået en række forskningsresultater,
som fortæller, hvordan journalister opfatter deres egen rolle.
25

I det følgende vil fokus være rettet mod, at journalister er i deres handlen også påvirkes af de
normer, der gælder i professionen som sådan og som er fremherskende i den nyhedsorganisation,
der beskæftiger dem.
Journalister er udstyret med en høj grad af professionalisme (Soloski, 1989), som kommer til
udtryk ved, at journalister handler efter et sæt normer, som går på tværs af den organisation, de er
knyttet til. Der eksisterer blandt journalister en egen professionel norm og egne professionelle
værdier, som helt grundlæggende kan komme i konflikt med organisationens interesser.
Journalistik er jf. Soloski (1989) historisk set en nyere profession, der i sit grundlæggende opdrag
ikke er bestemt til at skulle fungere i en privatkapitalistisk virksomhed med klare profitmål.
Journalistikkens formål er at tjene en højere sag, samfundet, frem for at bidrage til, at
organisationen, der beskæftiger journalister, skal være profitabel. Det økonomiske resultat er ikke
journalisters hovedformål. For at undgå unødige konfrontationer må organisationen derfor udvikle
politikker, der dels tilgodeser journalisternes normer og værdier samtidig med, at virksomhedens
ledelse også skal tilgodese de kommercielle mål. Mens der blandt journalister er en forholdsvis
homogen opfattelse af, hvad de professionelle normer og værdier går ud på, på tværs af
medievirksomhederne, må de enkelte virksomheder derfor formulere politikker hver for sig.
Soloski beskriver disse politikker som den måde, en klassisk kommerciel organisation får kontrol
over medarbejdere (journalister), som har helt egne normer og værdier.
I det danske medielandskab er der gennemgående en meget ensartet opfattelse af, hvad
nyhedsjournalistik går ud på. Denne høje grad af konsensus er begrundet i, at danske journalister
har en meget homogen social og uddannelsesmæssig baggrund(Schultz, 2005; Skovsgaard Hansen
et al., 2010). Der er derfor forholdsvis beskedne udsving i opfattelsen af, hvad der grundlæggende
er journalisternes eksistensberettigelse og rolle i samfundet. Og der vil formentlig også være ganske
god overensstemmelse i opfattelsen af, hvad de væsentlige nyhedskriterier er (Schultz, 2005). Der
er til gengæld betydelig forskel på, hvad der lægges vægt på i enkelte historier og hvilke historier,
der vælges, ligesom der vil være forskellige regler fra medievirksomhed til medievirksomhed i
forhold til brug af navne i kriminalstof og retsreportage, forskellige regler for anvendelse af
pressefotografier osv. Nogle steder er der nedfældede etiske regler, redaktørerklæringer og
lignende, som er med til at fastlægge et overordnet regelsæt, der gælder for den enkelte
medievirksomhed. Disse lokale regler anfægter principielt journalisternes grundlæggende
professionelle normer, nemlig en tilstræbt objektivitet (Skovsgaard Hansen et al., 2010)og
naturligvis den grundlæggende værdi, at redaktionelle beslutninger skal kunne ske uafhængigt af
politiske, økonomiske eller andre særlige interesser. Reglerne på medievirksomhederne
respekterer disse forhold. Og hvis der i relativt få tilfælde alligevel opstår tvivl om nogle af disse
26

grundlæggende principper, kommer reaktionen erfaringsmæssigt både meget hurtig og meget
voldsom (Soloski, 1989).
Men hvad sker der, hvis udefra kommende hændelser eller udviklinger truer professionen og
dens normer og værdier? Kan journalister føle sig presset til at forlade indgroede normer og
acceptere nye, når presset udefra øges?
Den amerikanske forsker Wilson Lowrey (2006) peger med reference til Abbott (1988, 1998)
på, at en profession kan presses, omdannes, styrkes og også blive brudt ned af henholdsvis
objektive og subjektive karaktertræk, hvor de objektive kommer udefra og de subjektive indefra.
Objektive grunde kan være ændring i teknologi, industriens økonomiske tilstand, ændrede
lovbestemmelser eller forsøg fra rivaliserende professioner på at udvide deres virkefelt. Subjektive
årsager er interne i forhold til professionen og kan være professionens måde at definere problemer
på, hvordan professionen definerer kunders ønsker og i hvor høj grad professionens måde at finde
løsninger på er eksklusiv i forhold til andre professioner. Ud fra dette må en profession tilpasse
sine subjektive kvaliteter, hvis den står over for objektive forandringer, for at fastholde sit virkefelt.
Subjektive kvaliteter findes i tre faser i professionens praktiske udførelse:
• Diagnosen – at samle informationer om kunders behov og kategorisere problemerne
• Behandling (treatment) – levere løsninger
• Logisk slutning (inference) – hvor diagnosen kobles til behandling
I denne kontekst er det i diagnosefasen journalisters opgave at forholde sig til kundernes
(læser, lyttere seere) behov, som i sagens natur er gennemsnitsbehov. Kunderne er et massebegreb.
Derfor inddeler journalister også historier i forskellige kategorier – sport, erhverv, politik, kultur
m.v. – for at kunne dække bredt. Bloggere har i modsætning hertil mulighed for at tage et
individuelt og mere specialiseret udgangspunkt i deres virke. I behandlingsfasen går journalister i
gang med at undersøge og analysere med det formål at levere historier, fotos, tv- eller radioindslag
til det brede publikum. Endelig er der udførelsen, koblingen mellem diagnose og behandling, hvor
det skal besluttes, hvordan journalistikken skal udføres og præsenteres. Det er i denne fase, at en
profession er særdeles sårbar. Lowrey peger med udgangspunkt i sammenligningen mellem
journalistik og blogging på, at der er eksempler på, at bloggere ofte henter deres ammunition fra de
fejl, journalisterne begår i netop denne fase.
Lowrey (2006) konkluderer overordnet, at journalistik som profession på kort sigt ikke er så
svækket af en gryende blogsfære, at der vil ske markante ændringer. Han mener imidlertid, at der
er potentiale for, at journalistikken som profession må tilpasse sig på grund af påvirkninger udefra.
27

Det er efter hans opfattelse allerede sket, idet journalister nu selv blogger og overvåger blogs, at der
er et stigende antal kilder, der ikke kommer fra det repræsentative, elitære system 1 og at online-
journalistikkens optagelse af bloggernes form kan ses som bevis på en ny, mere deltagende
(participatory) og ligelig (egalitarian) journalistik.
De forhold, der ovenstående er beskrevet om amerikanske forhold er ikke ukendt i Danmark,
hvor en stærk og homogen professionsopfattelse består på tværs af de medieorganisationer der
beskæftiger journalister og redaktionelle ledere kan forklares med den baggrund, de fleste danske
journalister har: Mere end otte ud af ti danske journalister har en eller anden form for journalistisk
uddannelse, hvilket er en høj andel sammenlignet med andre lande (Skovsgaard et al., 2010). 66 %
har en bachelor-baggrund, 4 % har en masteruddannelse og 14 % har lært journalistik gennem den
tidligere mesterlære eller har taget tillægsuddannelser på baggrund af andre afsluttede
uddannelser.
Opfattelsen af, hvad der er den ”rigtige” nyhedsjournalistik, præges i høj grad af denne meget
ensartede uddannelsesmæssige baggrund. Eksempelvis viser undersøgelsen, at ud af tre forskellige
rolleopfattelser, så er det fortsat det, der kommer nærmest vagthundsrollen, der står danske
journalister nærmest. Det er en rolle, der er defineret som opfattelsen af, at man som journalist
skal være aktiv-kritisk som borgernes repræsentant; den, der stiller kritiske spørgsmål på
borgernes vegne og undersøger påstande, som folkevalgte repræsentanter fremfører. Denne
rolleopfattelse overgår opfattelsen af at skulle være public mobilizer, det vil sige at journalister skal
medvirke til at aktivere og motivere borgere til aktivt at deltage i den demokratiske debat, give
borgerne en platform, hvor de kan udtrykke deres holdninger og også hjælpe dem med at finde
løsninger på samfundsmæssige problemer. Denne rolle er udsprunget af public journalist
bevægelsen i USA i 90’erne (se afsnit 3.1.). Tilhængere af denne mere aktivistiske journalistiske
retning forklarer den som en reaktion på overdreven kritisk og overfladisk journalistik, der udviser
for lidt hensyntagen til dens offentlige forpligtelse og til borgerne i et demokrati (Rosen, 1996).
Den tredje rolleopfattelse, som respondenterne har forholdt sig til, er breaking news rollen.
Den beskriver en journalistrolle, hvor der primært lægges vægt på at hurtighed og hastighed i at
udbrede nyheder. Her er det vigtigt at få nyheder ud til befolkningen hurtigst muligt, og der lægges
vægt på at breake historien, det vil sige, at det er en nyhed, ingen andre endnu har hørt om, eller at
være først med en forventet begivenhed. Denne journalistrolle indebærer et højt
konkurrencemæssigt aspekt og læner sig op ad eksklusivitets-kriteriet (Schultz, 2005).
1 En af pointerne hos Soloski (1989) er, at journalistikken er samfundsbevarende, hvilket kommer til udtryk ved, at journalister ofte
bruger kilder fra det etablerede system. Ifølge Lowrey (2006) i modsætning til blogsfæren, hvor kilderne i højere grad er ikke-elitære.
28

Den kritisk-aktive (Donsbach & Patterson, 2004)rolle er den, danske journalister lægger mest
vægt på. De to andre nævnte roller scorer derefter samme niveau totalt set, men varierer signifikant
i forhold til det medie, journalisten arbejder for. Public mobilizer rollen scorer således højest på
radio og på dagbladene og mindst i tabloid-pressen og på web. Breaking news rollen scorer højest i
tabloidpressen og på web og mindst hos freelancere, ”andre” og radio.
Det er værd at bemærke, at der ikke er signifikante variationer i forhold til den foretrukne
kritiske-aktive rolle, når man ser hen over de forskellige medietyper. Ud fra det konkluderer
undersøgelsen, at den kritisk-aktive rolle er en så stærk professionel norm, at den dominerer
danske journalisters rolleopfattelse på tværs af de medieorganisationer, de er ansat i (Skovsgaard
Hansen et al., 2010).
Undersøgelsen er i tråd med Soloskis (1989) resultater, der siger, at journalister
udviser en stærk professionsopfattelse, der går på tværs af medieorganisationer. Og underbygger
tidligere resultater, som Weaver & Wilhoit (1996/2004) er nået frem til ved i to omgange at
undersøge journalistroller, som amerikanske journalister lægger mest vægt på.
Det interessante er imidlertid, at public mobilizer ikke var en defineret rolle i undersøgelsen fra
1996, men først kom med i 2004, hvor seks procent af respondenterne prioriterede denne mere
aktivistiske journalistrolle. Dog var det fortsat rollen som interpretive/investigative journalist og
disseminator, der blev værdsat mest. I den nye danske undersøgelse er rollen som public mobilizer
kommer ind som den næsvigtigste rolle på højde med den kategori, der svarer til disseminator i
Weaver & Wilhoits undersøgelse fra 2004. Det kan være yderligere en indikation på, at
nyhedsjournalistikken i Danmark er i bevægelse – fra en traditionelt passiv-repræsentativ til en
mere aktiv-deliberativ rolle (jf. Bro, 2006).
I øvrigt har den største del af danske journalister en grunduddannelse på
bachelorniveau, og langt den største del af danske journalister har fået deres uddannelse ét og
samme sted, nemlig på Danmarks Journalisthøjskole i Århus (nu Danmarks Medie- og
Journalisthøjskole). Det er fortsat den største af de tre journalistiske grunduddannelser, idet der
dimitterer godt 200 journalister årligt fra Århus mod hhv. ca. 50 og 75 fra hhv. Roskilde
Universitet og Syddansk Universitet i Odense, som er de to journalistuddannelser, der kom til i
Danmark i slutningen af 90’ rne. Dette forhold adskiller Danmark fra andre lande, hvor tilgangen
til journalistik er meget mere spredt. Homogenitet har også den effekt, at der blandt danske
journalister er ganske beskedne afvigelser fra, hvad de gældende og vigtige kriterier er i
professionen (Skovsgaard et al., 2010).
Schultz (2005) skriver, at ”Danmark har i mange år haft det særlige feltforhold, at
der indtil 1998 var monopol på journalistuddannelsen. Selv om der er oprettet
journalistuddannelser på Odense og Roskilde universitetscentre, er den danske model stadig
29

ensbetydende med 12-18 måneders praktikordning, hvilket alt andet lige ensretter rekrutterne til
det journalistiske felt. Journalistikuddannelse kunne lige så godt være forskellige modeller, nogle
med meget praktik, nogle med mest teori. Hvad angår fremtidens rekruttering til feltet, og
dermed feltets fremtidige interessekampe, er det i høj grad op til mediebranchens arbejdsgivere,
at påvirke i hvilken retning det går.”
3. 1.3. Faktorer
Med baggrund i forskningslitteratur og teori har vi i det foregående set på værdier, der styrer
journalisters handlen og fundet frem til, at journalisters opfattelse af, hvad der er god
nyhedsjournalistik, er påvirket af en generel meget ens opfattelse af, hvad en god nyhedshistorie er.
Til gengæld bliver de specifikke nyhedskriterier med mellemrum debatteret. Vi har også set, at
journalistrollen påvirkes af de mediesystemer, journalisterne og medierne opvokser i, en stor
homogenitet i professionsopfattelsen, som i Danmark er særlig udpræget, fordi rekrutteringen til
faget journalistik er underlagt meget ens rutiner. Vi har dog også set, at der synes at være en
bevægelse i retning af en mere aktivistisk journalistrolle, idet der ser ud til, at der er sket en
udvikling i opfattelsen af, hvad journalistens rolle er. De klassiske nyhedskriterier og journalistens
klassiske rolleopfattelse som vagthund og fjerde statsmagt spiller fortsat en dominerende rolle.
Men der er tegn på, om end ikke opbrud, så bevægelse. I det følgende afsnit gælder det faktorer,
der påvirker journalisters og redaktionelle lederes måde at udøve håndværket på.
En tilgang er de faktorer, der påvirker journalisters handlen fra den første idé til en
historie frem til den endelige færdiggørelse. Der er interne faktorer, journalistens holdning, den
historiske udvikling i faget og de håndværksmæssige normer, der igennem historien er lagt ned
over det. Og der er eksterne faktorer som produktionen, selve publikationen, altså hvor
journalistikken bringes, og hvordan dette optages og opfattes af slutbrugeren (Bro, 2004, side 37).
En anden tilgang er de kræfter, der især påvirker journalisters handlen. I toppen er
det det individuelle niveau, rutinerne, organisatoriske kræfter, påvirkninger fra medier udefra og
ideologiske kræfter (Shoemaker & Reese, 1996).
Max Weber (1919/1977) deler journalistens handlen op i to hovedkategorier – en
ikke-intentionel og en intentionel handlen. Traditionel handlen er lige som det at handle i affekt en
ikke-intentionel handlemåde. Det er således ikke en handlen, der er styret af dybere, indre
overvejelser, men af udefrakommende normer eller affekt. Intentionel handlen er jf. Weber baseret
på overvejelser, der er styret af værdier eller for at opnå et bestemt mål. I den aktuelle konktekst
anses konstruktiv journalistik som en værdi- og målrationel handlen. Til sammenligning kan den
30

klassisk-traditionelle journalistik anses som ikke-intentional handlen, idet journalister og
redaktionelle ledere i høj grad er styret af de normer og den professionsopfattelse, der findes i
denne gruppe, og som er normer, der er opbygget gennem mange år.
På det individuelle plan er det journalistens personlige baggrund, professionel som
privat, personlige værdier og holdninger, der påvirker journalistens handlen. Journalisters
individuelle holdninger og værdier har indflydelse på indholdet i medierne. Det er ikke
udsædvanligt, at journalister anklages for at være partisk i udøvelsen af deres job, og at det ofte
kædes sammen med journalistens personlige holdninger og værdier. Adskillige forskere i udlandet
har beskrevet fænomenet (Shoemaker & Reese, 1991; Schönbach, Stürzebecher & Schneider, 1994;
Schudson, 2003, i Albæk et al., 2008, side 108). Eksempelvis var den politiske kommentator Ralf
Pittelkow fremme med en kritik af journalisters handlen i forbindelse med den danske valgkamp
2007 og påpegede på baggrund af egne analyser af nyheder i TV 2 og DR, at
”journalister ligger langt til venstre for befolkningen som helhed. Det er et politisk
problem, hvis disse meget specielle politiske holdninger præger den nøglefunktion, som tv-
journalisterne varetager på hele befolkningens vegne” (Jyllands-Posten, 2.12.2007).
Pittelkow mener, at en forklaring på denne skævhed er, at journalister ensrettes i
forbindelse med deres uddannelse til journalist. Pittelkow mener med andre ord, at journalisters
personlige baggrund, deres politiske holdninger og den tilgang, de har fået til journalistikken, som
de har fået med fra deres uddannelse, præger deres handlen uafhængigt af den nyhedsorganisation,
de er knyttet til (Albæk et al., 2008). Amerikanske studier viser for eksempel, at amerikanske
journalister, set i forhold til generelle tendenser i den amerikanske vælgerskare, er mere tilbøjelige
til at stemme på det demokratiske parti end republikanerne (Weaver et al., 2006). En undersøgelse
blandt danske journaliststuderende viser, at de som gruppe afviger til venstre fra den almindelige
vælgerskare, men ikke i forhold til andre studerende med lignende baggrund. Da er
journaliststuderende faktisk mindre venstreorienterede (Elmelund-Præstekær et al., 2009). Et
andet dansk studie (Albæk et al., 2008) afviser Ralf Pittelkows kritik (se ovenstående) af, at danske
journalister politisk ligger langt til venstre i forhold befolkningen som helhed, men dokumenterer,
at journalister er mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed og den gruppe, de bedst
kan sammenlignes med, nemlig 30-65-årige med en gymasieuddannelse. Journalisterne adskiller
sig dog i forhold til begge grupper ved at være mere midtersøgende, men i opposition til den
siddende regering.
Spørgsmålet er her, om det er journalisters sociale biografi, der er bestemmende for,
hvordan deres produkt i sidste ende kommer til at se ud. Med social biografi menes
31

erhvervserfaring, uddannelse, etnicitet, køn og social baggrund. Eller om organisationen,
journalisten er knyttet til, eller markedet undervejs, har indflydelse på, hvordan journalisten
udfører sit job. En teori (Albæk et al., 2008) beskriver netop de faktorer, der kan have indflydelse
og peger på tre modeller (se også figur side 30):
• Den repræsentative journalist
• Den organiserede journalist
• Den markedsorienterede journalist
Teorien om den repræsentative journalist er bagudrettet og tager udgangspunkt i den
sociale biografi og tillægger ikke den indflydelse, nyhedsorganisationen eller markedet kan have på
journalistens virke, nogen betydning. Den siger, at erfaringsgrundlag, uddannelse, etnicitet, køn og
social baggrund er de afgørende faktorer. Teorien om den organiserede journalist fokuserer på,
hvor journalisten befinder sig her og nu. Det vil sige, at her det de arbejdsrutiner, holdninger,
kontrolforanstaltninger, rekruttering, socialisering og disciplinering i den nyhedsorganisation,
journalisten aktuelt er knyttet til, der er bestemmende for slutproduktet. I denne model betyder
den personlige baggrund mindre end de normer, der gælder i organisationen. Der tales om
”maskinen uden mennesker”, som tager over sammenlignet med den repræsentative journalist,
hvor den bestemmende faktor er ”mennesket uden organisation”. Teorien om den
markedsorienterede journalist tager i mindre grad hensyn til journalistens personlige baggrund,
som er bagudrettet, og organisationens normer, som er nutidsorienteret, men fokuserer på
fremtiden, hvor journalisten er på vej hen: Det er markedskræfterne, journalistens markedsværdi
og hvordan han/hun kan opfylde egne ønsker om karriere og aflønning, der er bestemmende. I
modellerne er det illustreret ved, at både organisatoriske forhold og markedsforhold kortslutter
den direkte vej fra journalistens personlige baggrund frem til slutproduktet. Mere enkelt
formuleret, er der undervejs flere faktorer, der får indflydelse på, hvordan journalisten passer sit
arbejde.
32

Model fra ”Et løfte til journalistikken”, Syddansk Universitetsforlag,
2008, side 109 (Albæk et al., 2008)
Rutiner er ligeledes en faktor, der påvirker journalister og redaktionelle ledere.
Rutiner skal forstås som det faste mønster og de faste, gentagede fremgangsmåder, som
journalister og redaktionelle ledere anvender for at udøve deres hverv (Shoemaker & Reese, 1996).
Tuchman (1978) siger, at nyheder i sig selv er resultatet af bestemte rutiner, men at
nyhedshistorier ikke naturligt kan defineres på samme måde. Nyhedshistorier er hændelser, som
journalister har lært at betragte og bedømme på bestemte måder, med det formål at kunne definere
dem som forudsigelige begivenheder, der kan håndteres gennem rutiner.
33

4.1. Hvad er konstruktiv journalistik?
KAPITEL 4
I indledningen og i problemformuleringen er det fremhævet, at der ikke findes nærmere
beskrivelser af begrebet konstruktiv journalistik, og at der derfor er der fri adgang for
fortolkninger. Forskningsmæssigt er fænomenet kun sparsomt beskrevet. Et enkelt sted (Dalsgaard
& Petersen, 2009) har jeg dog fundet et bud på, hvordan konstruktiv journalistik kan defineres.
Definitionen er en del af kapitel 4, review-kapitlet. Her omtales også en anden forskningsmæssig
tilgang til begrebet, som UPDATE er i gang med (se afsnit 4.1.2.).
Formålet med dette afsnit er systematisk at gennemgå, hvad der findes af forskning, erfaring,
teori og praksis på området, dansk og internationalt, som kan bidrage til en nærmere indkredsning
af begrebet konstruktiv journalistik. Gennemgangen i dette afsnit er delt op i fem emner:
4.1.1. Udgangspunktet – Ulrik Haagerups idé om konstruktiv journalistik i en kronik fra
december 2008
4.1.2. Forskning og teori
4.1.3. Erfaring – hvad siger kritikere og tilhængere, hvad er tidligere sagt og skrevet om
emnet
4.1.4. Praksis – eksempler på konstruktiv journalistik
4.1.5. Internationale indfaldsvinkler
4.1.1. Udgangspunktet - Haagerup 2008
Som nævnt i indledningen, var det Nyhedsdirektør i DR, Ulrik Haagerup, der reelt begyndte
debatten om konstruktiv nyhedsjournalistik med en kronik i dagbladet Politiken i december 2008
og siden med de i indledningen omtalte konferencer i København og Århus, hvor hovedtemaet var
konstruktive nyheder. Haagerup rejser spørgsmålet, om nyhedsjournalistikken med udgangspunkt
i de velkendte klassiske kriterier og værdier tegner et retvisende billede af samfundet, og han
opfordrer til at supplere de normale nyhedskriterier med konstruktive nyheder. Haagerup
fokuserer ud over på konflikten som en traditionel værdi på afsløringen, offeret og dramatik.
Afsløringen forstået som at vælte regeringer og fælde borgmestre, hvis de vel at mærke har
begået noget, der gør, at de skal fældes. Offeret forstået som et resultat af konsekvensjournalistik,
hvor medierne forsøger at finde en person, for hvem magthavernes beslutning har en (ofte negativ)
konsekvens, der giver personen en offerrolle. Konflikten forstået som det underholdende element
ved konfrontationen, hvor to personer (med magt til at tage beslutninger, der er væsentlige for
34

samfundet eller dele af samfundet) er uenige. Dramatik forstået som redaktionelle lederes
forkærlighed for usædvanlige (dramatiske) begivenheder.
Haagerup peger i sin gennemgang af ovennævnte klassiske journalistiske værdier på, at der
er brug for at være kritisk over for dem og sideløbende tænke i løsninger og inspiration til løsninger
og huske på at fortælle om muligheder, glæde og livskvalitet som alternative attributter til klassiske
journalistiske indfaldsvinkler. Haagerup trækker teori om innovation ind i sine betragtninger om
supplerende nyhedsværdier og fremhæver, at det afgørende for innovation er
”lysten til at prøve noget nyt. Modet til at turde fejle. Og er man præget af mismod
og frygt, forsøger man at undgå fiasko ved at spille sikkert. Har man flere farver
end sort i sit verdensbillede, så løfter man blikket og leder efter muligheder”.
Haagerups tanker går ud på at bryde med journalistisk vanetænkning: Journalister skal
bryde med pr. automatik at vælge de klassiske kriterier og dermed risikere, at der for ensidigt
fokuseres på konflikt, drama, offer og afsløring. Kernen i Haagerups opfattelse af, hvad konstruktiv
journalistik kan være, er, at der i overvejelserne ved at angribe en journalistisk historie som et
supplement skal fokuseres på, hvad løsningen på en given problemstilling kan være, for eksempel
ved at pege på løsninger, der allerede findes og praktiseres andre steder. Uden nødvendigvis at gå
på kompromis med, hvad der i øvrigt er kernen i god journalistik: At der er en undren, en
indignation, at der er et problem og at det er væsentligt at få frem.
Han slutter sin kronik med en direkte opfordring:
”Vi skal turde supplere vores traditionelle nyhedskriterier med et nyt: Konstruktive
nyheder.”
4.1.2. Forskning og teori
Om Haagerups tilgang til konstruktiv journalistik kan man sige, at den er erfaringsbaseret. Han
inddrager sin mangeårige erfaring som journalist og redaktionel leder på dagblade og nu i DR for
at diskutere og udvikle nogle af de mest grundlæggende nyhedsjournalistiske principper.
Det er der både forskere og praktikere, der har gjort før ham. Diskussionen om, at
nyheder i danske medier ofte er for negative og for meget præget af konflikt, drama, uenighed og
ævl og kævl er ikke ny: I bogen ”Nye Nyheder” (1999) diskuterer lektor Mogens Mejlby fra
Danmarks Journalisthøjskole begrebet positive nyheder som noget, der står i modsætning til en
gængs opfattelse af, hvad der i journalistsprog er ”en god historie”:
35

De fleste store nyheder er uløste problemer og ulykkelige eller ulovlige/umoralske
begivenheder og forhold. En god historie er ofte en dårlig nyhed eller sagt på en
anden måde: Det usædvanlige er, at det går galt, og det er øjensynligt det, der
gennem tiderne har optaget mennesker mest.
Dermed ikke sagt, at medierne udelukkende er fyldt med negative nyheder. Blot en
konstatering af, at nyheder ofte beskriver begivenheder eller forhold, der opfattes som negative. På
den måde danner der sig
det hovedindtryk […], at medierne er fyldt med dårlige nyheder. Konsekvensen af
den løbende fokusering på voldelige begivenheder kan for eksempel blive, at specielt
mange informationssvage mennesker får en oplevelse af, at voldskriminaliteten
generelt er meget høj og stadigt stigende.
Mejlby (1999) forholder sig i artiklen til forskelle mellem traditionelle nyhedskriterier og
nyhedskriterier, hvis der skal være tale om positive nyheder. Traditionelle nyheder er kendetegnet
ved at omhandle uløste problemer, ulykkelige eller ulovlige/umoralske begivenheder og forhold.
En god nyhed er ofte en dårlig nyhed eller sagt på en anden måde: Det usædvanlig er, at det går
galt, og det er øjensynligt det, der gennem tiderne har optaget mennesker mest. Skematisk kan
modsætningerne mellem traditionelle nyheder og positive nyheder sættes op som følger:
Positive nyheder Traditionelle nyheder
Løsninger Uløste problemer
Lykkelige begivenheder/forhold Ulykkelige begivenheder/forhold
Lovlige begivenheder/forhold Ulovlige begivenheder/forhold
Moralske begivenheder/forhold Umoralske begivenheder/forhold
Det sædvanlige Det usædvanlige
Det går godt Det går galt
Artiklen peger på mulige årsager til, hvorfor nyheder, der kan opfattes som positive, ikke finder
vej til spalterne i samme omfang som nyheder, der opfattes som negative:
1.) Personer (kilder), som oplever noget positivt, er mindre tilbøjelige til at gøre opmærksom
på den positive fortælling over for andre, end når der opleves noget negativt.
2.) En (positiv) løsning på et problem opstår sjældent pludselig, men er ofte resultatet af et
længere forløb, som ikke har den samme bevågenhed som en pludseligt (ofte negativ)
36

opstået hændelse. Et eksempel på dette er et jordskælv, der opstår her og nu og har
dramatiske konsekvenser: Begivenheden vækker større interesse end eksempelvis det
efterfølgende genopbygningsarbejde. Mediernes interesse svækkes, jo mere man
tidsmæssigt fjerner sig fra den pludselige (sensationelle) hændelse.
To kommunikationsstuderende på Roskilde Universitetscenter, Maja Dalsgaard og Tine
Møller Pedersen, byder i specialet ”Der må da også være noget godt at sige i dag?” (2009) på en
definition af begrebet konstruktive nyheder. De indkredser begrebet ved at inddrage fem
forskellige journalistiske retninger:
Public journalism, der opstod som begreb i 80’ernes USA som et forsøg på at øge borgernes
indflydelse på valgprocesser. Kernen i begrebet public journalism er ønsket om
• at involvere borgere i beslutningen om, hvilke emner der især skal være på mediernes
dagsorden
• at stimulere borgere i alle samfundslag til i stigende omfang at ytre sig og deltage i den
offentlige debat om disse emner
• at hjælpe offentligheden med at finde løsninger på samfundsproblemer og opfordre
offentlige myndigheder til at deltage i den proces
Den redaktionelle styring ligger hos den professionelle journalist. Han/hun styrer borgernes
adgang til at få mere plads i medierne.
Sammen med internettet opstår begrebet interactive journalism. Det er journalistik
på nettet, som er kendetegnet ved at være interaktiv i et samspil mellem amatør og professionel og
lægge op til debat. Som i public journalism er det de professionelle der producerer indholdet. I
2003 opstår begrebet participatory journalism, der beskrives som:
“People at the edges of the network are getting a chance to become more involved in
traditional journalism by using many of the same tools of the trade. This is
tomorrow’s journalism, with professionals and gifted amateurs as partners” (J.D.
Lasica, 2003).
Den professionelle træder nu et skridt tilbage og overlader mere af scenen til den
ikke-professionelle. Men, som der i citatet lægges vægt på, i et partnerskab. Man ”parrer” en
professionel med en borger.
37

Tidsmæssigt parallelt til begrebet participatory journalism opstår begrebet citizen
journalism, borgerjournalistik. Der tages endnu et skridt i retning af at aktivere borgerne. Nu er
det borgerne selv, der både producerer og bruger indhold i medierne. Fænomenet kan beskrives
som
en løsning, der enten kan løse et økonomisk problem (at journalistik er blevet en
kostbar aktivitet) eller et publicistisk problem (at journalistikken og de klassiske
medier ikke i samme grad som tidligere opleves som vedkommende og relevante)
(Peter From Jacobsen, 2009).
Ovenstående indikerer ændringer i journalisters normative roller: En bevægelse fra et
repræsentativt til et deliberativt fokus, hvor deliberativt betyder en journalistik, der i højere grad
forsøger at aktivere borgere i beslutningsprocesser end det repræsentative (klassiske) fokus, hvor
journalisters rolle primært er at beskrive tingenes tilstand og kalde på en repræsentant fra det
politiske eller administrative system, der skal løse det beskrevne problem (Bro, 2006). På baggrund
af ovenstående udvikling har Bro udarbejdet Aktionskompasset, som kan bruges som redskab til at
afdække udviklingstræk inden for journalistik og til en kategorisering af forskellige journalistiske
retningers karaktertræk. Aktionskompasset kan af journalister og redaktionelle ledere anvendes
som et redskab, der kan navigeres efter, når man ønsker at vælge en bestemt retning for ens
journalistik. Enten ud fra en individuel tilgang eller med en retning for øje, som skal gælde for det
medie, journalistikken er en del af. Konkret: Hvis en medievirksomheds ledelse vælger, at
konstruktiv journalistik skal være en synlig del af virksomhedens journalistiske koncept, kan
Aktionskompasset bruges til som minimum at få sat en diskussion i gang om, hvor journalistikken
befinder sig på dette journalistiske ”landkort”.
Proaktiv neutralitet er et begreb, der er en central del af teorien omkring public
journalism (Rosen, 1996). Det er udtryk for en journalistisk fremgangsmåde, der i højere grad
fokuserer på en løsningsproces end på løsningen i sig selv. Proaktiv neutralitet praktiseres ved at
man som journalist spørger både pro- og contra-parten om, hvordan de mener et givent problem
kan løses. I forbindelse med et miljøproblem er det både at spørge til muligheder og
løsningsmodeller hos mijøforkæmpere og hos den, der er årsag til miljøproblemet. Der ligger i
fremgangsmåden ingen stillingtagen til eller vurdering af, hvad der er godt eller skidt, rigtigt eller
forkert.
Nyhedsdirektør Ulrik Haagerups egne tanker om at supplere de gængse
nyhedskriterier med et nyt, konstruktive nyheder, indgår ligeledes i specialeforfatternes
indkredsning af begrebet (afsnit 4.1). Haagerup citeres i specialet for at sige, at
38

lige så vel journalister sætter rammer om konflikter og sætter to modstridende
parter til at diskutere en sag, så kan journalistikken også skabe ramme for at få
problemerne løst, vel at mærke uden at tage stilling for eller imod.
Et femte element er begrebet problemløsende journalistik (afsnit 4.4.). Princippet er, at
journalisten/mediet går ind i en bestemt historie og ikke forlader den, før der findes en løsning.
Målet i sig selv er at løse problemer med journalistik (Borup, 2008).
Dalsgaard & Pedersen når frem til denne definition af begrebet konstruktive nyheder. De
• skal komme med forslag til, hvad befolkningen selv kan gøre, og hvad beslutningstagere
skal gøre for at løse nogle af samfundets problemer
• kan være aktive og passive og kan kalde på det repræsentative system og kan også være
aktivistiske (deliberative) jf. Aktionskompasset. Konstruktive nyheder befinder sig dog mest
i den ”nordlige”, deliberative del af kompasset (hyrde- og redningshund), mens journalistik
i det passive repræsentative hjørne (vagthunden) ikke et det primære fokus, men kan være
det i det aktive repræsentative hjørne (jagthunden)
• skal pege på eksempler, hvor en given problemstilling er løst, så dette kan tjene som
eksempel på konkret løsningsforslag eller som inspiration til en løsning
• bør være proaktiv neutral, hvor der ikke advokeres for den ene eller anden løsning
• behøver som følge heraf ikke være direkte problemløsende, da opfølgningen ikke
nødvendigvis skal pege på en bestemt løsning, men, som nævnt ovenfor, skal tjene
som inspiration til en mulig løsning
Der er som nævnt ikke meget forskning, der beskæftiger sig med begrebet konstruktiv journalistik.
UPDATE er dog i gang med et projekt, ”Lokaljournalistik 2.0”, som går ud på
”at kunne give kvalificerede anbefalinger til, hvordan det betalte dagblad, den gratis ugeavis
og hyperlokale websites kan udvikles redaktionelt under hensyn til kanalernes egenart og oplevet
brugerrelevans i de enkelte kanaler”.
UPDATE vil finde svar på spørgsmålet, om ” proces- og løsningsorienteret journalistik”
[kan]”integreres i redaktionel praksis ”. UPDATE har altså en forestilling om, at konstruktiv
journalistik skal forstås som proces- og løsningsorienteret journalistik, og at sådan en form for
journalistik kan være en del af en ny forretningsmodel for den type medier, der er omfattet af
projektet. Det er i den sammenhæng interessant, at fokus her er rettet mod konstruktiv journalistik
i lokaljournalistik.
39

4.1.3. Erfaring
Da der ikke foreligger ret meget forskning på et område som dette, kan det være nyttigt at
trække på erfaringer og holdninger, som aktører i mediebranchen selv bidrager med. Og der er ofte
blandt aktører i mediebranchen en relativ stor interesse for at diskutere journalistik og
journalistikkens udvikling.
I bogen ”Nye Nyheder” (1999) trækkes der således også på erfaringspersoner til at
kommentere diskussionen om positive nyheder (se afsnit 4.2). Blandt andet har forfatteren Jørgen
Knudsen i november 1997 undersøgte 30 tophistorier på dagbladet Politikens forsider. Knudsen
konstaterede, at 18 historier var såkaldte dårlige nyheder. I overskrifterne fandt Jørgen Knudsen
”svigter” tre gange, ”truer” to gange, og skriver
”… her skærpes en konflikt, her taber fattige, her er børn for vilde og en lov farlig,
her overhøres en alarm, her er en indsats svækket, her afsløres landbruget.”
Også et par chefredaktører reflekterer over spørgsmålet. Nils Thostrup fra JydskeVestkysten
i 1996 i Dansk Presse:
”Hvis man lytter til sine læsere og annoncørerne hører man et kvalificeret råb om en
anderledes journalistik end den traditionelle ekspert- og katastrofejournalistik, hvor
en nyhed for at være god helst skal have et så negativt indhold som muligt, jo
sortere indhold des større overskrift.”
Og Jørgen Steen Nielsen, Information, i Dansk Presse 1998:
”Jeg kan komme i tvivl om vores nyhedsideal er rigtigt. Jeg har selv oplevet
læserreaktioner, som får mig til at tvivle. Læsere, som understreger, at de godt
gider læse om løsninger på miljøproblemer, altså efterspørgsel efter
solstrålehistorier mere end dagens giftchok.”
I blogsfæren finder man også eksempler på diskussionen om journalistikkens fremtid. Et
eksempel er Karinasoeby’s Blog, hvor udgiveren, Karina Soeby, fremlægger, hvad hun kalder et
”Nyhedsmanifest for journalistikkens fremtid”. Der er syv hovedpunkter i manifestet, hvor nogle af
de væsentlige i denne kontekst er ”Ud med sensationer – ind med løsninger”, ”Ud med journalisten
som orakel – ind med borgerne” og ”Ud med klummeskriverne – ind med medieforbrugerne.”
Perspektivet her er løsningsorienteret journalistik og en mere aktiv inddragelse af borgere som
bidragsydere med holdninger og som aktive medspillere i formidlingen.
40

Ulrik Haagerups introduktion af begrebet konstruktiv journalistik som et supplement til de
eksisterende klassiske nyhedskriterier har selvsagt fremkaldt både tilhængere og modstandere i
debatten. Da begrebet hverken er forskningsmæssigt forankret og heller ikke hviler på et solidt,
erfaringsbaseret fundament, er der så at sige fri adgang til at navngive barnet. Enten man er
tilhænger eller kritiker, kan man knytte de attributter til konstruktiv journalistik, som passer én
bedst. I det følgende gives et rids over en række betegnelser, der i gennemgangen af forskellige
omtaler af konstruktiv journalistik er blevet hæftet på begrebet.
Positiv journalistik bruges både af tilhængere og kritikere. Eksempelvis proklamerede
chefredaktør Peter Brüchmann fra BT i efteråret 2009, at man nu vil vende det dramatiske fald i
solgte aviser med positive nyheder.
”Vi vil gerne definere et nyhedskriterium, hvor det, at folk har gjort noget rigtigt,
også er en historie. Faktisk sælger vi bedst på historier om succes”
forklarer chefredaktøren i et interview i Børsen. Til journalisten.dk siger Brüchmann i december
samme år i en artikel med overskriften ”BT vil lave glade nyheder”:
”Både unge og ældre læsere er ifølge alle analyser trætte af død, skandaler og
elendighed og tager dermed afstand fra den måde, de fleste journalister er opdraget
på. Det er en del af mediernes problem i store dele af verden.”
Brüchmann fortæller, at man vil indføre en fast rubrik, der hedder ”Dagens Succes”, som skal
fortælle historien om noget, der er vellykket.
JydskeVestkysten befinder sig i samme boldgade. I 2007 indførte avisen rubrikken
”Dagens Succes”, der ifølge den daværende adm. direktør og chefredaktør, Mikael Kamber,
”giver særlig plads til positiv journalistik.”
Kamber oplyser i et interview med Mediawatch den 4. december 2009, at avisen nu går et skridt
videre ved at indføre konstruktiv journalistik. Det sker ved at indføre en fast rubrik, der benævnes
”Vejen frem”. Planen er, at læserne hver dag mindst ét sted i avisen støder på et rødt vejskilt med
påskriften ”Vejen frem”. Denne rubrik betyder, at den historie, der fortælles, også byder på en
løsning på det problem, der er beskrevet. Her defineres det konstruktive i ordet løsning.
Professor Stig Hjarvard fra Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet
bruger betegnelsen optimistiske nyheder. Han er enig i antagelsen, at det er en refleks hos
journalister at være kritiske. Hjarvard ser dog en fare i, hvis journalister begynder at frame det
optimistiske element i en nyhed på linje med, hvordan man nu pr. refleks framer kritisk eller
negativt, som nogle mener. Stig Hjarvard siger til journalisten.dk:
41

Men det her må ikke ende med, at halvdelen af nyhederne er optimistiske, og alting
går fremad. Der skal være en kritisk distance. Det handler om at være mere
nuanceret.
Afdelingsforstander i verdenspolitik ved Danmarks Journalisthøjskole, Hans-Henrik Holm, hører
til kritikerne i debatten om konstruktiv journalistik. Han medgiver, at
folk er trætte af død og ulykke, men det er en central del af journalistikken at gøre
opmærksom på, hvor skoen klemmer. Ikke hvor den passer,
siger Hans-Henrik Holm. Da debatten er rejst af Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør i DR, påpeger
Holm, at eksempelvis DR’s TV-Avisen risikerer at miste sin troværdighed og samfundsmæssige
funktion, hvis der ”uddeles høje karakterer”.
4.1.4. Praksis
Hvis de laver et indslag om, at en provinsby har løst alle problemer med indvandring,
og det er borgmesterens fortjeneste, så uddeles der politiske karakterer. Hvis du
fokuserer på løsninger, kan det blive enten markedsføring eller politisk
stillingtagen.
Ser man nærmere på løsningsorienteret journalistik som et element til at beskrive
konstruktiv journalistik nærmere, findes der en række praktiske eksempler, som der i det følgende
fokuseres på. Journalisterne Gitte Hansen og Klaus Pilehave fik 2006 DR’s Kryger-pris for
udsendelsesrækken ”Hvor svært kan det være?”, hvor
”fem meget forskellige, unge nydanskere fra hele landet” skulle ”forholde sig til den høje
arbejdsløshedsprocent blandt netop nydanskere - ved at søge efter forklaringer i deres eget
nærmiljø og på arbejdspladserne. Målet for alle fem var at løse problemerne og ikke kun
konstatere dem - og serien affødte bl.a. en hvidbog til regeringen med helt konkrete forslag og en
debatbog.”
Det vil sige, at der i denne, internt i DR prisbelønnede journalistik er fokus på at løse et
problem i stedet for blot at konstatere, at det eksisterer.
Ligeledes i DR har en af de regionale stationer, DR Fyn, i en årrække kørt projektet
Problemløsende journalistik på DR Fyn. Målet med denne form for journalistik er at udvælge
historier, der repræsenterer et problem, som man så sætter sig for at få løst ved hjælp af
journalistikken. Midlet til at nå målet er på baggrund af erfaringer på DR Fyn rækkefølgen i,
hvordan historien angribes. Det er
42

• Opfølgninger (vinkler) på en historie skal altid pege frem mod en løsning.
• Den næste opfølgning skal være et skridt nærmere en løsning end den foregående.
Ud fra erfaringer på DR Fyn bunder konceptet med problemløsende journalistik i et ønske om
at lave konstruktiv journalistik (Borup, 2008). I hvidbogen hedder det, at mediebrugerne ofte
udtrykker en vis træthed over den traditionelle journalistiks fokus på det negative. Den kritiske
tilgang anerkendes, men der konstateres også et behov for at fortælle historier, hvor ting lykkes.
Sagt på en anden måde er der behov for andre og flere tilgange til journalistikken.
Hvidbogen diskuterer også problemerne i tilgangen til supplerende journalistiske værdier. De
bunder i journalisternes grundlæggende opfattelser af, hvad der er god journalistik. Journalister
står derfor famlende og usikre over for, hvad man kan kalde den positiv historie. Der er en
indbygget modstand mod begrebet, fordi det ud fra en traditionel rolleopfattelse er det modsatte af,
hvad journalister mener de er sat i verden for.
Ulrik Haagerup skriver i sin kronik (se side 2), at
over, er reklame.
…et par generationer af journalister[…] har lært, at historier, ingen bliver sure
I det ligger der en interessekonflikt mellem afsender (journalisten) og modtageren
(mediebrugeren), og når journalister generelt set er usikre på at lave den positive historie, bunder
det i, at det rent faktisk ikke er noget, journalisterne har lært eller er opdraget til. I hvidbogen peger
Jesper Borup imidlertid på, at problemløsende journalistik ikke i sig selv er positiv journalistik. Det
handler om at beskrive et problem, hvilket er en klassisk journalistisk disciplin. Men ved at følge op
på en historie ved at have en løsning af det beskrevne problem i sigte, er der mulighed for, at der
gennem nye kilder opstår nye, konstruktive vinkler på historien. Problemløsende journalistik er jf.
erfaringer fra DR Fyn i familie med aktionsjournalistikken qua formålet, der er at løse problemer
med journalistik. Problemløsende journalistik er opstået ud fra ønsket om at lave konstruktiv
journalistik og er derfor mere aktivistisk i sin tilgang end traditionel journalistik.
4.1.5. Internationalt
Søger man i udlandet på begrebet solution based journalism eller solution journalism, er
det ofte uden for de etablerede og traditionelle medier, at løsningsorienteret journalistik tilbydes.
Og det er især i USA, hvor der, formentlig som følge af public journalism-bevægelsen i 1990’erne,
er opstået en række initiativer, hvor man arbejder med løsningsorienteret journalistik.
43

Et eksempel er Center for Investigative Reporting (CIR), som blev stiftet i 1997 og som
ifølge egne oplysninger er USA’s ældste uafhængige non-profit organisation for undersøgende
journalistik. CIR’s seneste initiativ, California Watch, fra foråret 2008, lægger vægt på
”solution-based” reporting, identifying ways that ordinary Californians, as well as policy
makers, can address the issues covered. Social networking tools will encourage audience
interaction and help communities solve problems and identify potential issues to be
investigated”.
Formålet med at sætte California Watch i værk er at kompensere for den mangel på
dækning af staten Californien, som nedskæringer på traditionelle medier efterlader. Og man går et
skridt videre, idet man argumenterer, at når de traditionelle mediers dækning svækkes, er der
”less capacity to cover the innovations, institutions and ideas that have made California
such a force in the nation and the world, as well as the multiple challenges clouding the state’s
future. The need for a vibrant watchdog press is as acute as ever.”
CIR indtager således en aktivistisk rolle, som skal kompensere for det, traditionelle medier
ikke gør. Og der er i konceptet også taget stilling til, at udgangspunktet er, at det skal forstås som
en sags journalistisk redningsaktion for staten Californien. Ifølge CIR selv sker dette ved
anvendelse af klassiske journalistiske kriterier. California Watch forstår sig altså selv i rollen som
den dynamiske vagthund, staten har brug for.
Hvor CIR har et publicistisk udgangspunkt, men dog med en defineret aktiv rolle for øje, er
der andre eksempler på, at solution based journalism også kan have et mere snævert
udgangspunkt. Eksempler på det er ”The Press Institute”, som er en
”international non-profit organization that brings responsible, investigative journalism to
communities throughout the world” og ”operates news desks in 22 countries and collaborates
with organizations dedicated to human development and responsible journalism”.
Fokus er på kvinder i udviklingslande, og en hovedopgave er at uddanne kvinder til at lave
løsningsorienteret journalistik. Også Journalism Center in children & families (JCCF), der om sig
selv siger, at JCCF byder på den eneste non-profit journalistik, der fokuserer på børn og familier,
der er i fare. JCCF slår på ”context versus sensationalism” og ser sig selv som et værn mod
”Children’s Beat” i medierne. Formålet er således at tage udgangspunkt i en bestemt målgruppe og
levere journalistik, der varetager denne målgruppes interesser.
44

Dowser er endnu et eksempel. Missionen er følgende:
”Dowser is a media organization that reports on social innovation, focusing on the
question: Who is solving what and how? We highlight creative approaches to social change in
order to help people understand how to build better communities and a better world. We envision
a day in which everyone is as well-informed about potential solutions to social problems as they
are about the problems themselves”. (David Bornstein, 2010)
Dowser går blandt andet ind og kritiserer traditionelle mediers dækning af sociale
problemer ved at komme med et eksempel på, hvordan man opfatter solution journalism, f.eks. på
baggrund af en artikel fra New York Times, der handler om, at forældre ikke tør lade deres børn
lege på gaden uden opsyn. Dowser kritiserer traditionelle medier for at gøre mere ud af at
fremhæve problemer og gør for lidt for at fortælle om mulige løsninger. Og hvis de endelig gør det,
gør de det efter Dowsers opfattelse ikke godt nok.
Der er sikkert en lang række andre eksempler på løsningsorientere journalistik, som ligger
uden for de etablerede og traditionelle medier og har et mere idealistisk udgangspunkt. Antagelsen
er, at den mere aktive rolle, der ligger i at lave journalistik, der ud over at påpege problemer også
inddrager mulige løsninger i forbindelse med formidlingen, er uvant for traditionelle journalister
og medier. Derfor er det ikke overraskende, at konkrete eksempler på løsningsorienteret
journalistik kan findes i såkaldte non-profit organisationer eller organisationer med en mere
idealistisk mission. Og det er heller ikke overraskende, at løsningsorienteret journalistik – som
eksemplet fra DR’s P1 fra 2005 – kan findes i en organisation som DR. DR er en licensfinansieret
public service-organisation, som ser sit opdrag i forhold til befolkningen i et endnu bredere
perspektiv end eksempelvis kommercielt baserede nyhedsmedier, især aviser, nødvendigvis gør.
4.2. Borgerjournalistik
Borgerjournalistik er et begreb, der kan forbindes med konstruktiv journalistik.
Baggrund for borgerjournalistik, citizen journalism, er beskrevet på side 33. Det mest kendte og
bedst beskrevne initiativ i den genre foregår på Syddanske Medier, som udgiver JydskeVestkysten.
JydskeVestkysten lægger vægt på at være lokal. Tidligere adm. direktør og
chefredaktør Mikael Kamber udtrykker det ved at sige, at JydskeVestkysten har
”sin berettigelse i det lokale og regionale. Hverken mere eller mindre.”
45

Det var en væsentlig forudsætning, da bladet lancerede sin satsning på
borgerjournalistik i januar 2008. JydskeVestkysten anvender begrebet borgerjournalistik om
brugergeneret indhold. Praktisk sker det ved, at borgere kan lade sig registrere som
borgerjournalister på hjemmesiden jv.dk 2 . Borgerjournalisterne får dermed adgang til at bidrage
med tekst og billeder fra det, der interesserer dem. Alle, der lader sig registrere, har fri adgang til at
levere stof til www.jv.dk. Bidragene bringes uredigeret, men stoffet markeres tydeligt under
overskriften ”!Læserne skriver!” Og der er byline på, hvor bidragsyderen optræder med navn og
titlen borgerjournalist. På www.jv.dk er der links til forskellige lokale sites, f. eks. ”Mit
Sønderborg”, ”Mit Aabenraa” osv., hvor bidragene fra borgerjournalisterne samles. Siden
lanceringen i januar 2008 er antallet af borgerjournalister vokset til ca. 5000, som var det
oprindelige mål ved lanceringen. I forhold til JydskeVestkystens printudgaver var den oprindelige
strategi, at der i de ni udgaver skulle offentliggøres bidrag fra borgerjournalisterne. Nogle udgaver
afsatte ressourcer til at bringe daglige sider med borgerjournalisternes bidrag, andre gjorde det i
mindre omfang. Det var op til den enkelte udgaveredaktør at beslutte omfanget af anvendelsen af
borgerjournalisternes bidrag.
Efter en nedskæringsrunde i begyndelsen af 2009 blev fokus imidlertid ændret. Der
blev nedlagt journalistiske stillinger. I kølvandet på det måtte der også skæres ned på de ansatte
journalisters behandling af borgerjournalisternes stof i lokaludgaverne. Der blev skruet ned for
blusset på grund af nedskæringer i bemandingen. Det er dog kun én forklaring. En anden var, at
den betydeligt øgede trafik på nettet som følge af borgerjournalistik-satsningen ikke førte den
forventede tilsvarende indtjening med sig.
JydskeVestkysten har nu projektansat en borgerredaktør, hvis opgave det er at
koordinere borgerjournalistikken for alle bladets udgivelser. Og senest er man begyndt på at
producere hyperlokale tillæg med bidrag fra borgerjournalister. Adm. direktør og chefredaktør,
Peter Orry Jensen, beskriver den ændrede strategi som ”at ændre indsatsen fra at skyde med
spredehagl til at satse målrettet og koncentreret”. Strategien er nu at etablere en række lokale
kraftcentre ved at rekruttere borgerjournalister fra små lokalsamfund og få dem til at skrive om
stort og småt i deres landsby på et særligt site på www.jv.dk, sammen med den journalistik, avisens
professionelle medarbejdere laver fra området. Lokalt får man så mulighed for at lave et
hyperlokalt printprodukt ud af bidragene. For at fremme dette, har avisen lagt et gør-det-selv
avismodul ud på hjemmesiden, hvor borgerjournalisterne selv kan skrive deres historier ind i
skabeloner, printe og kopiere dem, så eksemplarerne kan lægges på biblioteket eller hos den lokale
købmand. Bladets borgerredaktør skal fremme denne proces i alle kommuner.
2 http://www.jv.dk/vilkaar
46

JydskeVestkystens satsning på borgerjournalistik diskuteres livligt i journalistkredse.
Den mest almindelige attitude blandt professionelle er, at man rynker lidt på næsen ad initiativet.
Nogle journalister kritiserer, at bladet anvender navnet borgerjournalist. Det er ”falsk
varebetegnelse”, siger kritikerne, fordi det jo ikke er journalistik, borgerne leverer. Kritikken er
berettiget, hvis udgangspunktet skal være, at man tager benævnelsen borgerjournalist for
pålydende, set ud fra et professionelt synspunkt. Det kan man selvfølgelig ikke – og det har sådan
set heller ikke været udgangspunktet fra JydskeVestkystens side.
En analyse af 113 bidrag fra borgerjournalister til www.jv.dk , foretaget af UPDATE i
perioden 18.-20. maj 2008 og 8.-10. december 2008 (Peter From Jacobsen, 2009), viser, at
størstedelen af bidragene handler om hobby- og fritidsliv (39 %) og en anden større del (14 %) om
”hverdagsliv”, det vil sige oplevelser, iagttagelser eller overvejelser fra hverdagen. De resterende
bidrag fordeler sig jævnt over emner som lokalpolitik, erhverv og arbejdsmarked, børn, unge og
uddannelse, natur og miljø og social- og sundhedsområdet. Groft sagt er bidragene delt mellem
privat- og samfundsliv. Undersøgelsen viser, at omkring 40 % af bidragene kan betegnes som
hyperlokale, det vil sige på landsby-/bydelsniveau og gadeniveau, hvilket er det fokus,
JydskeVestkysten selv ønskede i forbindelse med lancering af borgerjournalistik. En stor del (41,5
%) af bidragene beskæftigede sig med emner på by- og kommuneniveau. Undersøgelsen giver også
et indblik i, hvad der motiverer personer til at melde sig som borgerjournalist: 62 % svarer, at det
er for at dække lokalområdet bedre end hidtil. 54,5 % svarer, at det afgørende motiv er at få
lejlighed til at skrive om egne interesser. 9 % svarer, at de har meldt sig, fordi de gerne vil være
journalist. UPDATE har også undersøgt, hvor meget det betyder, at der kommer reaktioner på de
bidrag, borgerjournalisterne sender. Det er tydeligt, at respons motiverer: 86 % oplyser, at de får
respons fra fortrinsvis familie og venner og fra naboer. Næsten en tredjedel fortæller, at de har fået
respons af JydskeVestkystens journalister, mens knap en fjerdel får respons fra andre
borgerjournalister. Endelig er det en generel opfattelse blandt de adspurgte borgerjournalister, at
borgerjournalistikken har bidraget til at JydskeVestkystens lokale dækning er blevet bedre. 75,9 %
svarede positivt på det.
Det vil sige, at JydskeVestkystens borgerjournalister primært er interesserede i at formidle
emner, der står dem selv og deres lokalområde nært. Det bekræfter, at det ikke er professionelle
normer, der driver værket. Drivkraften ligger derimod i dække lokalområdet bedre. Det vil sige, at
to ud af tre borgerjournalister lader sig registrere, fordi de mener, at de selv kan bidrage til at gøre
deres lokale medie mere vedkommende for dem. Og spørger man dem selv, virker det: Tre ud af
fire svarer, at den lokale dækning er blevet bedre. Svarene skal naturligvis vurderes med det
forbehold, at det er de aktive selv, man har spurgt. Det ville være noget overraskende, hvis de, der
mener at have opskriften til forbedring – og selv er en del af ”medicinen” - bagefter ville sige, at det
ikke virker. Men undersøgelsen giver et bidrag til at forstå, hvordan borgerinddragelse – her i en
47

ultimativ form – kan give øget loyalitet og fremme en bevægelse fra en afsender- til en
modtagerorientering, som medieledere – også i denne opgave – efterlyser.
4.2.1.”Vejen frem”
JydskeVestkysten er det eneste medie i landet, hvor man meget håndgribeligt har
udarbejdet et koncept omkring konstruktiv journalistik. Der er fra chefredaktionens side udstukket
både en kvalitativ og kvantitativ instruks til udgaveredaktører og journalister på avisens ni
lokaludgaver. Kvalitativt lyder instruksen, at redaktører og journalister skal tænke på løsninger på
det problem, som de vælger at behandle journalistisk. Chefredaktionen har i den forbindelse
udarbejdet ”fem sikre varianter”. En eller flere af dem skal opfyldes for at en journalistisk historie
kan anes for at falde ind under begrebet konstruktiv journalistik. Konceptet synliggøres i avisen
ved, at den løsningsorienterede del forsynes med et rød-hvidt vejskilt med påskriften ”Vejen frem”.
I layout’et placeres dette ved siden af den journalistiske artikel, i hvilken problemet rejses. I
forbindelse med den daglige efterkritik diskuterer chefredaktionen med lokalredaktørerne, i hvilket
omfang de kvalitative mål for konstruktiv journalistik på JydskeVestkysten opfyldes.
De kvantitative mål styres således, at de enkelte lokaludgaver skal udarbejde et målkort over
avisens forskellige strategiske mål. Konstruktiv journalistik er et af de i alt fire journalistiske
strategiske mål for perioden frem til 2012. Det betyder for den enkelte lokaludgave, at man her skal
sætte konkrete mål for, hvor ofte udgaven skal bringe en journalistisk historie, der efter de
kvalitative målsætninger kan falde ind under betegnelsen konstruktiv journalistik. Hvis en udgave
har ment, at den kan levere to-tre ”Vejen frem”-historier om ugen, og gør det, er målet nået, og
udgaven må give sig selv en grøn prik. Laves der færre historier af den nævnte kategori, giver det en
rød prik. Og en opfølgende diskussion om, hvorfor målet ikke blev nået og hvad der skal til for at
nå det.
I Kolding-udgaven den 31. marts 2010 er der på side 34 en artiklen om en person, der
ejer hunde af racen Border Collie. Af historien fremgår det, at hundene ifølge naboer skaber
problemer, fordi de strejfer omkring. Det går så vidt, at en af naboerne udtaler til avisen, at han
overvejer at skyde hundene hvis ikke hundeejeren sørger for at få styr på dem. Hundeejeren selv
erkender problemet og forklarer, at Border Collies er hyrdehunde, som det er vanskeligt at holde
fuldstændig styr på. Han mener ikke, at hundenes strejferi er så alvorlig, som naboen gør det til.
Han mener kun, at det handler om en enkelt af hans hunde, som han til gengæld betegner som
særdeles kreativ med hensyn til at stikke af hjemmefra. Og hundeejeren mener, at true med at
skyde hundene nok er en noget voldsom løsning.
Hundehistorien har kastet en debat af sig på JydskeVestkystens hjemmeside
www.jv.dk. Under rubrikken ”Vejen frem” bringes læserreaktioner med tre forslag til, hvordan
48

problemet med de strejfende hunde kan løses. Og det er vel at mærke løsninger ud over
aflivningen, som den utilfredse nabo foreslår. En læser foreslår, at hundeejeren installerer et
usynligt hegn, som fungerer på den måde, at det afgiver en for hundene ubehagelig lyd, som
udløses, hvis de forlader det afgrænsede område. Forslaget har dog den ulempe, at det p.t. er
ulovligt at anvende og sælge sådan et hegn i Danmark. Et andet forslag, ligeledes fra en af de
debatterende læsere, går slet og ret ud på at indfange hunden eller hundene og aflevere dem til
politiet. Det vil have den konsekvens, at hundeejeren skal betale en bøde på 600 kr., når han henter
hundene. Sydøstjyllands Politi bekræfter over for bladets journalister, at det er korrekt. Tredje
løsningsforslag er at bruge retssystemet til at løse sådan en nabostrid. I det tredje afsnit under
rubrikken ”Vejen frem” beskrives muligheden for retsmægling. Det går kort fortalt går ud på, at
parter, der ikke kan blive enige, tilbydes mægling. Dette forudsætter imidlertid, at der foreligger en
stævning.
I eksemplet bringer JydskeVestkysten historien videre fra konflikten til at lade andre
pege på mulige løsninger. Til dette inddrages konkrete og praktiske forslag fra læsere, der har
deltaget i debatten om konflikten, plus en mulighed, som det repræsentative system – i dette
tilfælde retssystemet – under bestemte forudsætninger kan tilbyde.
I Varde-udgaven samme dag er der en historie om, at en række syd- og sønderjyske
kommuner i Region Syddanmark oplever, at den kollektive trafik i deres områder bliver forsømt i
forhold til en anden del af regionen, Fyn. En artikel i avisens hovedudgave og på Varde-udgavens
forside beskriver problemet: til busserne på Fyn (Fynbus) afsættes 221 kr. per indbygger, mens det
kun er 98 kr. pr. indbygger i Syd- og Sønderjylland (Sydbus). Flere syd- og sønderjyske
lokalpolitikere udtrykker deres utilfredshed med det, de kalder for en skævvridning. Under
rubrikken ”Vejen frem” bringer den samme journalist, som har skrevet historien om de utilfredse
syd- og sønderjyske politikere, et interview med Thomas Pallesen, der er professor i statskundskab
ved Århus Universitet. Professoren giver som et bud på en løsning, at de utilfredse lokalpolitikere
skal være opmærksomme på, at det lokale tilhørsforhold betyder meget for de politikere, der sidder
i Regionsrådet for Region Syddanmark. Hans bud på en løsning på problemet er derfor, at de
utilfredse politikere danner alliancer og skal forsøge at påvirke beslutninger, så de går i den for
dem rigtige retning.
Også i dette eksempel løfter journalisten blikket fra det helt konkrete problem og
inviterer en ekspert udefra ind i debatten for at pege på en fremadrettet løsning. Man kan
naturligvis diskutere, hvor brugbart professorens råd er, idet det fremgår af artiklen, at de
utilfredse lokalpolitikere allerede har overvejet at snakke mere sammen og bede om svar på deres
kritiske spørgsmål i forhold til regionspolitikerne. Man kan naturligvis også diskutere, i hvor høj
grad journalistens initiativ med at ringe til professoren adskiller sig fra traditionel journalistik, idet
det dagligt sker, at journalister kontakter eksperter i forbindelse med et problem. Forskellen her er
49

valget, vinklen, som journalisterne vil sige: Eksperten bruges ikke til at forklare et problem og
deltage i ”råbet” efter, at nogen skal komme og løse det eller ved at præsentere journalisten for en
færdig løsning. Han bruges til at bidrage til, hvordan de involverede regionspolitikere selv kan
angribe problemet, så det bliver løst, og optræder derfor konstruktivt.
De to eksempler viser, hvad der er intentionen med JydskeVestkystens brug af konstruktiv
journalistik som et fast koncept: Det er i sin journalistik at være orienteret mod løsninger.
Eksemplerne tydeliggør også, at de grænser, der er mellem konstruktiv journalistik og traditionel
journalistik, er flydende. Man kan eksempelvis sagtens lave konstruktiv journalistik i en
løsningsorienteret forstand, uden helt at være sig bevidst om det. I ingen af eksemplerne går
journalisten eller mediet JydskeVestkysten som sådan ind i en debat om, hvad der bør være den
rigtige løsning. Mulighederne bliver lagt ud til modtagerne, og det er så op til dem at tage den
endelige beslutning.
50

5. Analyse I – kvalitative interviews
I afsnit 2.1 er de gjort rede for hvordan den kvalitative undersøgelse er udformet og at de syv
interviews er gennemført efter en spørgeramme, der består af syv spørgsmål. (Bilag nr. 1).
Undersøgelsen skal bidrage til at afdække redaktionelle toplederes tilgang til at
anskue mulige nye veje for nyhedsjournalistikken, sådan som det har været intentionen fra
nyhedsdirektør Ulrik Haagerups side. Spørgerammen er valgt, så den giver et billede af, hvordan
toplederne forholder sig til eksisterende nyhedsværdier og -kriterier og hvordan deres tilgang
harmonerer med den udvikling, konstruktiv journalistik kan få for nyhedsjournalistikken. Lederne
er på godt og ondt ”børn” af den professionelle opvækst, som danske journalister og redaktionelle
ledere er fælles om (Schultz, 2005; Skovsgaard Hansen et al., 2010). Derfor er det væsentligt
gennem den kvalitative undersøgelse at få afdækket, i hvor høj grad de indgroede holdninger til
journalistikken påvirker valg af redaktionelle beslutninger. En af de teoretiske indfaldsvinkler er i
den sammenhæng den betydning, en stærk fælles professionsopfattelse har for journalister. En
holdning til professionen, som går på tværs af de enkelte nyhedsorganisationer (Soloski, 1989),
men som under visse omstændigheder kan påvirkes (Soloski, 1989; Lowrey, 2006). I kraft af
topledernes afgørende position i organisationen er det vigtigt at få et billede af, hvad toplederne
tænker og giver videre af retningslinjer, lokale politikker og instrukser. Spørgsmål, om toplederne
mener at konstruktiv journalistik bør være en del af nyhedsværdierne der, hvor det ikke allerede er
implementeret, er derfor centrale.
Det er også centralt at få afdækket topledernes stillingtagen til den rolle, journalister,
redaktionelle ledere og nyhedsmedier skal spille i samfundet. Når antagelsen er, at konstruktiv
journalistik er en mere aktivistisk tilgang til journalistikken, som kan kollidere med en mere
klassisk tilgang, er det væsentligt at finde ud af, hvilke farer en evt. justering af den redaktionelle
linje kan rumme – og omvendt også, hvilke potentialer det indebærer. Og på den baggrund få et
billede af, om det er noget toplederne vil: Vi de gå samme vej som DR Nyheder, JydskeVestkysten
eller DR Fyn, vil de gå den samme vej uden at kalde det det samme eller vil de det samme som
hidtil eller gå helt andre veje?
Et tredje forhold er faktorerne, der påvirker journalistikkens vej fra idé til endeligt
produkt. Adskillige forskere har beskæftiget sig med faktorer der påvirker (Shoemaker & Reese,
1996; Weaver et al., 2006; Bro, 2004; Max Weber; Albæk et al., 2008) og, som det vil vise sig, er
journalister ofte udsat for en kritik af, at deres sociale baggrund og personlige holdninger præger
journalistikken, hvor de jo helst skal være objektive på borgernes vegne. Der er dog også andre
51

faktorer, der påvirker: Den nyhedsorganisation, de er knyttet til, og de regler og retningslinjer, der
er gældende der, løn, karriere osv.
Endelig skal den kvalitative undersøgelse bidrage til en nærmere definition af
begrebet konstruktiv journalistik. Som det fremgår af problemformuleringen, er målet med denne
opgave at definere begrebet og at indordne det i forhold til traditionel nyhedsjournalistik. Det er
derfor vigtigt ved hjælp af den kvalitative undersøgelse at få de redaktionelle topledere til at
indkredse og afgrænse begrebet og få dem til at være med til at indordne det i forhold til traditionel
nyhedsjournalistik. Sidstnævnte sker på baggrund af analyser fra et særligt review-kapitel (kapitel
4), hvor der med afsæt i forskning, erfaring, praksis og teori her i landet og internationalt gives et
overblik over elementer, der kan indgå i en definition af konstruktiv journalistik.
Interviewpersonerne bidrager til dette ved at ”godkende” eller ”forkaste” en række attributter, der
er blevet knyttet til begrebet konstruktiv journalistik i forbindelse med den debat, der har været her
i landet i løbet af de seneste godt to år.
I det følgende analyseres reaktionerne på de syv spørgsmål.
1. Hvad falder dig ind, når du hører betegnelsen konstruktiv
journalistik/konstruktive nyheder?
I forbindelse med dette meget brede indgangsspørgsmål blev det over for interviewpersonerne
pointeret, at spørgsmålet stilles på baggrund af den diskussion om begrebet konstruktiv
journalistik, som er kommet i gang især på baggrund af nyhedsdirektør Ulrik Haagerups kronik i
Politiken (2008), hvor Haagerup diskuterer begrebet som konstruktive nyheder. Det er i samme
kontekst interviewene har fundet sted.
Tre interviewpersoner har erfaringer med at arbejde konkret og normativt med begrebet
konstruktiv journalistik og/eller har indarbejdet det i den daglige redaktionelle proces. Disse tre
peger umiddelbart og samstemmende på, at konstruktiv journalistik som det vigtigste bør være
løsningsorienteret. JydskeVeskystens chefredaktør Peter Orry 3 forklarer, at man med konstruktiv
journalistik kan være med til at binde to forskellige virkelighedsopfattelser sammen – nemlig den
virkelighed, journalister opfatter, og den virkelighed læserne, lytterne og seerne oplever.
3 Peter Orry blev 1. juni 2010 udnævnt til chefredaktør og adm. direktør for Syddanske Medier, som udgiver J ydskeVestkysten
52

Jeg tror ikke, de [læserne] ser verden så problemfyldt, som man får man indtryk af,
den er, når man bladrer i avisen eller ser nyhederne i fjernsynet. Vi ved også, at de,
når vi taler med dem, så siger de til os, at I skal være kritiske, og I må gerne være
meget mere kritiske, end I er i dag. Altså de vil gerne have undersøgende og kritisk
journalistik. Men så siger de i samme åndedrag: Vi vil sgu også have løsninger. Og
da tror jeg, at vi bare som journalister skal prøve at begynde at forholde os i vores
arbejdstid som vi også forholder os, når vi har fri og er private mennesker, nemlig
at hvis vi støder på et problem, så noterer vi, at problemet er der, og allerede i
samme sekund er vi i gang med at tænke på, jamen hvad er løsningen så. Hvordan
får vi det her løst?
Konstruktiv journalistik opfattes på DR Nyheder på tilsvarende måde. Også her er det
løsningsorienterede i centrum. Begrebet er indarbejdet i DR’s programstrategi. Nyhedsdirektør
Ulrik Haagerup siger, at DR i sin journalistik skal fokusere på problemer, men skal gøre mere end
det:
”Vi skal gøre det væsentlige relevant: Samle, oplyse og udfordre
danskerne. Konstruktive nyheder er et middel til at nå det mål.”
”Vi skal ikke finde løsninger, for det er ikke vores opgave, men inspirere til dem,
påpege, lave historier om noget, som tager udgangspunkt i en problemstilling, som
er afgørende for den målgruppe, man har. Og sige: ”Jamen, er der nogen, der har et
bud på hvad man kan gøre ved det? Altså, vi påtager os en anden rolle end bare en
formidler af problemer, men at vi påtager os en rolle som nogen der sætter fokus på
noget, der kan afhjælpe et problem.”
DR Fyn har gjort sig nogle erfaringer med at gå et skridt videre. Her har man arbejdet med
problemløsende journalistik. Interviewene viser, at der er enighed om, at det problemløsende
element er at gå et skridt videre end når journalistikken er løsningsorienteret. Forskellen ligger i, at
man allerede i den redaktionelle proces, altså ved udvælgelsen af en journalistisk historie, vælger
denne ud fra et problem, som man ønsker at få løst. Redaktionssekretær på DR Fyn, Jesper Borup,
mener, at problemløsende journalistik udspringer fra et ønske om at lave konstruktiv journalistik.
Han understreger, at problemløsende journalistik sagtens kan være traditionel journalistik og
understreger, at redskaberne, man anvender i denne form for journalistik, er de samme, som man
anvender i den traditionelle journalistik. Forskellen er ifølge Jesper Borup, at man i den
traditionelle journalistik ofte har udeladt den problemløsende vinkel på en journalistisk historie.
53

De øvrige fire interviewpersoner har ingen erfaring med at arbejde konkret med begrebet i deres
virksomheder og har heller ikke indarbejdet konstruktiv journalistik som et egentligt begreb.
Derfor forholder de sig mere distanceret både til selve begrebet og til overvejelser om at skulle
anvende det i den daglige redaktionelle proces. Der er dog blandt de fire en vis overensstemmende
opfattelse af, at journalistikken skal bevæge sig mod en mere aktivistisk rolle for i højere grad at
afspejle læsernes, lytternes og seernes virkelighed.
Lisbeth Knudsen fra Berlingske Media opfatter således konstruktive nyheder på den måde, at
journalistikken skal udvikle sig fra en mere afsenderorienteret rolle til at være mere
modtagerorienteret. Det indebærer en større forståelse for læsernes - brugernes - livsværdier og
opfattelse af verden 4 . Lisbeth Knudsen advarer mod at forstå konstruktiv journalistik som positiv
journalistik.
”Det handler om ikke at opgive vores rolle som vagthund. Fordi det er i
virkeligheden ligegyldigt, hvilken undersøgelse vi laver, så er det den demokratiske
rolle, der får folk til at betale penge for journalistik. Altså så er det vagthundsrollen.
Så det er ikke at opgive den klassiske journalistik og vores opgave med at holde øje
med vagthaverne.”
Også Stig Ørskov, Politiken, har forbehold, hvis det handler om, at konstruktiv
journalistik på forhånd skal fastlægges som værende positiv. Han peger på, at idealet i
nyhedsjournalistikken generelt set er at være den kritiske vagthund. Men Ørskov er åben over for
at diskutere dette ideal. Han stiller spørgsmålet, om dette ideal er blevet for højt prioriteret og i
virkeligheden har skubbet andre idealer væk, for eksempel det oplysende, nye måder at gøre
tingene på, nye måde at løse problemer på, at der også findes de gode og de glade nyheder.
Konstruktiv journalistik indgår ikke i den redaktionelle begrebsverden på Politikens redaktioner,
fordi begrebet ikke er defineret og at det derfor er vanskeligt at håndtere det ledelsesmæssigt. Hans
personlige opfattelse er, at konstruktiv journalistik kan anvendes i den redaktionelle diskussion,
hvis begrebet bliver klarere, og hvis det løsningsorienterede element er et omdrejningspunkt.
Ørskov skelner i den sammenhæng mellem journalistikken og selve mediet. I tilfældet Politiken går
selve mediet – dagbladet Politiken - aktivt ind for at påvirke samfundet og går også langt i forhold
til at pege på bestemte løsninger. Eksempler på det er oprettelsen af Irak Centret og avisens aktive
indsats for at skabe en ny europæisk forfatning. Denne aktivistiske tilgang til rolleopfattelsen
genspejler sig til gengæld ikke i retningslinjerne for avisens nyhedsjournalistik.
4 Se også Bilag 2: Klip, hvor Lisbeth Knudsen med en fortælling fra Holstebro forklarer forskellen på journalisters og borgeres
verdensbillede
54

TV 2/Danmarks nyhedsdirektør Michael Dyrby mener ikke at konstruktiv journalistik
skal have sin egen plads i rækken af journalistiske kriterier. Han mener, at begrebet er en
omformulering af noget, der altid har eksisteret:
”Jeg tror, det blev opfundet sammen med journalistikken. Den retningsanvisende,
den konfliktløsende, har været der i alle medier altid fra det øjeblik vi er begyndt at
fortælle historier til hinanden.”
Selv om det især efter Watergate- afsløringerne i 70’erne er nyhedshistorier med et afslørende
element, der betragtes som idealet og er den journalistik, der får skulderklap, anerkendelse og
priser, mener Michael Dyrby, at medierne sideløbende hermed altid har forsøgt at fortælle en
positiv historie. Den nyere diskussion om konstruktiv journalistik er i hans øjne derfor et udtryk
for, at forskellige medier på forskellig vis forsøger at positionere sig: JydskeVestkysten har Dagens
Succes, BT fokuserer også på en daglig succeshistorie og DR har valgt konstruktive nyheder at
positionere sig på. Det er ifølge Michael Dyrby forsøget på at lave journalistik, der er
handlingsanvisende og løsningsorienteret, og
”det som vi jo generelt kan kalde den positive nyhedshistorie, altså om folk, der gør
noget af egen drift.”
Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen ser debatten om konstruktiv journalistik som en
påmindelse om, at man på redaktionerne i langt højere grad skal være opmærksom på kritikken af,
at journalistik ofte opfattes som negativ i sit udgangspunkt, og at læserne ikke altid oplever verden
lige så konfliktfyldt, som journalister og redaktører gør.
Delkonklusion spørgsmål 1
Lederne har gennemgående en opfattelse af, at journalistikken og medierne udvikler
sig i en mere aktivistisk retning. Uanset lederne har konkrete erfaringer i at arbejde med begrebet
konstruktiv journalistik, peger seks ud af syv helt konkret på, at medierne og journalistikken må
påtage sig en mere aktivistisk rolle. Flere peger på vigtigheden af, at journalistikken og medierne
nødvendigvis må bevæge sig fra en afsender- til en mere modtagerorienteret rolle, fra en mere
informativ til en mere kommunikativ rolle (Bro, 2004). En udvikling, der er i tråd med tankerne
omkring public journalism, der lægger mere vægt på at få borgerne til at debattere end på alene at
informere dem (Rosen & Merrit, 1994; Marianne Hansen, 1999; Woodstock, 2003). Deltagerne,
der konkret arbejder med konstruktiv journalistik, understreger, at journalistikken skal gøre mere
end blot at formidle et problem. Den skal også påtage sig den opgave at bidrage til at finde ud af,
hvor en evt. løsning af problemet kan findes. Men også de interviewpersoner, der ikke konkret
arbejder med konstruktiv journalistik, siger, at journalistikken må påtage sig en anden rolle. Men
de beskriver det ikke nødvendigvis som konstruktiv journalistik. Flere peger på nødvendigheden af,
at journalistikken, for at bevare sin relevans for brugerne, i højere grad skal være mere rettet mod
55

det, modtagerne finder relevant, frem for det, som afsenderen, journalisterne og medierne,
interesserer sig for.
Danske medier er indlejret i den nord- og centraleuropæiske tradition (Hallin &
Mancini, 2004), hvor der er en udpræget samfundsmæssig respekt for og accept af journalistikkens
og mediernes uafhængige rolle. Armslængdeprincippet er i det store og hele uanfægtet. Danske
nyhedsmedier befinder sig i den neutrale ende efter Donsbach & Pattersons model (2004), men er i
selvopfattelsen i den mere aktivistiske ende end eksempelvis medier i den nordatlantisk-liberale
tradition. Da nordiske medier mere eller mindre er vokset i samme tradition, kan man passende
placere danske nyhedsmedier i samme kategori som svenske 5 . Rollen som vagthund, og det at være
så objektiv som muligt, betragtes nu som før som afgørende dyder. Det værner journalister om og
er optaget af og understøtter dermed resultaterne fra nyeste dansk forskning (Skovsgaard Hansen
et. al, 2010). Når interviewpersonerne så har den opfattelse, at journalistikken skal bevæge sig
yderligere mod en mere aktivistiske rolle for at gøre sig selv relevant for brugerne, så er det på en
måde en afvigelse fra normalbilledet og en situation, der potentielt kan bringe lederne i konflikt
med journalisternes stærke professionsopfattelse. Den (professionsopfattelsen) rækker henover
forskellige medietyper, og kun lokale politikker kan påvirke denne meget stærke opfattelse af, hvad
god journalistik er (Soloski, 1989; Albæk et al., 2008).
Et godt eksempel er JydskeVestkysten og DR Nyheder, hvor de øverste ledere har bragt sig selv i
spil for at få både redaktionelle ledere og journalister til at deltage i at udfordre den traditionelle
måde at tænke og udføre journalistik på. JydskeVestkysten er, helt unikt, gået så vidt som at måle
anvendelsen af konstruktiv journalistik både kvalitativt og kvantitativt. Det er en metode, der
møder skepsis hos ledere og journalister, men som man også ser på med interesse. I DR Nyheder
diskuterer man faktisk i ledelsen, om man skal indføre en lignende model som på
JydskeVestkysten 6 . I forhold til faktorer, der påvirker journalistens produkt fra idé til realisation,
kan udformningen af konstruktiv journalistik på DR Nyheder, JydskeVestkysten og DR Fyn tjene
som gode eksempler på teorien om ”Den organiserede journalist” (Albæk et al., 2008): Altså at
nyhedsorganisationens ejer- og lederskab præger journalistens virke. Her i kraft af, at lederne så
tydeligt har diskuteret den journalistiske retning med medarbejderne og formuleret retningen. Og i
tilfældene JydskeVestkysten ved at have udarbejdet redskaber til at evaluere konceptet (se afsnit
4.2.1., side 44)
5 Kun svenske medier deltog i Donsbach & Pattersons undersøgelse fra 2004
6 Mikael Kamber var tidligere chefredaktør på JydskeVestkysten. Nu er han mediedirektør i DR. I sin tid på JydskeVestkysten indførte
han konceptet med konstruktiv journalistik. I forbindelse med interviewet med Ulrik Haagerup fortalte denne, at han havde drøftet
metoden med Kamber.
56

2. Hvilke af de følgende betegnelser, som alle er blevet nævnt i forbindelse med
læsning af, hvad der er blevet sagt om ”konstruktiv journalistik”, mener du passer
bedst?
Lederne blev i forbindelse med dette spørgsmål enkeltvis bedt om at forholde sig til forskellige
betegnelser, der i debatten om konstruktiv journalistik er blevet hæftet på begrebet (kapitel 4). Det
drejer sig om attributter, jeg har kunnet læse mig frem til, men også karakteristika, jeg selv har
bragt ind for at indkredse de elementer og betegnelser, som er de mest dominerende i forbindelse
med diskussionen om konstruktiv journalistik, og gennem uddybende spørgsmål at komme
omkring, hvad topledere på dominerende danske nyhedsmedier forstår ved begrebet. Gennem
denne proces er ønsket at nærme sig en definition, der snævrer begrebet konstruktiv journalistik
yderligere ind i forhold til den hidtil noget brede diskussion.
Dalsgaard og Petersen (2009, side 24) sætter deres definition op imod en definition af
traditionel nyhedsjournalistik og når frem til, at traditionel nyhedsjournalistik i bred forstand er
• kritisk
• undersøgende
• problemorienteret
• tager afsæt i håndværkskriterierne aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og
konflikt. Konfliktkriteriet er et af mest grundlæggende kriterier (Dalsgaard & Petersen, side
25-26).
Omstående tabel 1 viser i oversigtsform svar fra interviewpersonerne på de forskellige spørgsmål.
Når nogle enkelte interviewpersoner ikke forholder sig til et bestemt begreb (markeret med
spørgsmålstegn), skyldes det, at der undervejs i samtalerne bliver nævnt nye begreber, som bæres
videre til den næste interviewperson.
57

Betegnelse Peter
Orry
Jesper
Borup
Jørn
Mikkelsen
58
Lisbeth
Knudse
n
Ulrik
Haager
up
Michael
Dyrby
Positiv journalistik Ja Nej Ja Nej Nej Nej Nej
Optimistisk
journalistik
Løsningsorienteret
journalistik
Problemløsende
journalistik
Ja Nej Ja Ja Ja Nej Nej
Ja Ja Ja Ja Ja Ja Ja
Ja Ja Ja Nej Nej Nej
Glad journalistik Ja Nej Nej Nej Nej Nej Nej
Advokerende
journalistik
Borgerjournalistik Nej,
Ja Nej Nej Nej Nej Nej Nej
noget
andet
Nej,
noget
andet
Nej Ja, kan
bruges
Stig Ørskov
(journalistik)
Ja (medie)
(journalistik)
Ja (medie)
Nej Nej Kan være et
Lal Nej Nej Nej Nej Nej Nej Nej
Kampagnejournali
stik
? ? Nej Nej,
men kan
løse
lokalt
problem
aktiv
Nej Nej Nej
News you can use Ja Nej Ja, måske Ja Nej Ja Ja
Nytteværdi ? ? ? Ja Ja Ja Ja
Svarene inviterer til den foreløbige konklusion, at en definition af konstruktiv journalistik bør
indeholde ordet løsningsorienteret. Entydigheden er så signifikant, at det er nærliggende at
konkludere, at konstruktiv journalistik er løsningsorienteret journalistik, forstået som journalistik,
der enten skal komme med forslag til, hvad befolkningen selv kan gøre (borgerinddragende og -
aktiverende) eller hvad beslutningstagerne kan gøre for at løse et problem, og/eller skal være en
journalistik, der skal pege på eksempler, hvor et problem er løst, så det kan tjene som eksempel på
en konkret løsning eller inspirere til en løsning. Dermed en definition, der læner sig tæt op ad den

definition, Dalsgaard og Petersen (2009) er nået frem til, og som også DR’s nyhedschef Ulrik
Haagerup (2008) har argumenteret for i sit bidrag til debatten. Alle interviewpersoner giver udtryk
for, at det løsningsorienterede for dem er det centrale omdrejningspunkt i konstruktiv journalistik.
På linje med Dalsgaard & Petersen skelner interviewpersonerne også klart mellem
løsningsorienteret og problemløsende journalistik, hvor det problemløsende anses for at gå et
skridt videre i forhold til at være løsningsorienteret. Hvor løsningsorienteringen peger på
eksempler, der kan tjene som inspiration for enten borgerne selv eller beslutningstagere, sætter
den problemløsende journalistik sig som mål gennem målrettet opfølgning at få det afdækkede
problem løst.
Interviewpersonerne er delte i dette spørgsmål. Tilhængerne fremhæver, at
journalistikken kan være konkret problemløsende på lokalt niveau, mens det mere eller mindre
afvises på nationalt niveau. Man kan kalde det en betinget tilslutning.
Jørn Mikkelsen fra Jyllands-Posten ser muligheder i, at journalistikken kan være
problemløsende på et lavpraktisk og konkret niveau, hvilket han ser som en modsætning til mere
teoretiske og abstrakte journalistiske historier. Journalistikken kan have problemløsende elementer
hvor den er hverdagspræget og virkelighedsnær.
Også Lisbeth Knudsen ser muligheder i journalistisk aktivisme, forstået som
journalistik, hvor mediet og journalisterne er med til at skabe lokale løsninger.
Ulrik Haagerup mener imidlertid, at det er at gå for vidt at kalde konstruktiv
journalistik for problemløsende:
Der, hvor jeg nogle gange er lidt bekymret for det [problemløsende], det er, jeg er jo
meget til, at journalistik ikke skal være subjektiv, selv om jeg jo godt ved, at
objektivitet ikke findes. Men problemet er, at vi må ikke gå derhen, hvor vi siger:
Løsningen på problemet, det er det her, og det vil vi så manipulere folk til at mene.
Så jeg synes, der er en stor forskel. Men den journalistik, vi laver, må gerne føre
frem til en løsning. Det er bare ikke os, der skal løse problemet. Vi skal ikke løse
problemet. Vi skal skabe en forståelse og en ramme for, at nogen, der er valgt eller
har ansvaret, kan træffe en beslutning, der løser problemet.
Michael Dyrby fra TV 2/Danmark tilslutter sig denne opfattelse og understreger, at
det ikke er nyhedsjournalistikkens opgave at løse problemer:
59

Jeg mener vores opgave er at være virkelighedsbetragter og
virkelighedsundersøgende. Men definere, at her har vi problemet, og her har vi så
løsningen, det ville jeg være varsom med i nyhedsjournalistik. Vi skal ikke være en
del af det team, der løser problemer. Vi kan motivere nogen, vi kan godt beskrive
nogen, der rent faktisk løser et problem. Den virkelighed, hvor nogen rent faktisk
gør noget, den elsker jeg, jeg elsker de der historier om, hvor folk uden om
kommune, stat, region og alt muligt pis bare klarer sig selv.
Stig Ørskov skelner i dette spørgsmål mellem den opgave, et medie kan påtage sig, og
den opgave, journalistikken skal løse. Et medie – Politiken i det konkrete tilfælde – kan ifølge
Ørskov sagtens agere som problemløser. Det hører dog ikke hjemme i det nyhedsjournalistiske
maskinrum. Det bliver for normativt, hvis han som redaktionel leder skal udstyre avisens
nyhedsjournalister med sådan en instruks.
Interviewpersonerne er gennemgående afvisende over for at hæfte værdiladede attributter
som positiv, glad og lal på begrebet konstruktiv journalistik. Betegnelsen optimistisk journalistik
gav dog anledning til nuancerede refleksioner. Lisbeth Knudsen argumenterer ud fra et tænkt
eksempel, som kan være, at en redaktion bliver sat til at foretage en journalistisk bearbejdning af
en rapport: Ofte vil journalister, mere eller mindre pr. automatik, fokusere på det, der er mindre
godt i rapporten og lede efter det, der er blevet værre end sidst. I stedet for at lede efter det, der er
blevet bedre. Hvis det er det, man gør, kan betegnelsen optimistisk journalistik efter Knudsens
opfattelse anvendes.
Tilsvarende Ulrik Haagerup:
Optimisme ud fra, at hvis man kan bibringe en forståelse i en kompliceret debat om,
at der er noget, man kan gøre. Der er nogen, der har gjort noget, kan vi lære af det?
Optimisme ud fra en betragtning om, at der er en vej. Muligheder i stedet for
begrænsninger.
Det er forudsigeligt, at interviewpersonerne afviser betegnelser som positiv og glad
journalistik. Og lal, for den sags skyld, som er taget med i denne undersøgelse, fordi kritikere af
konstruktiv journalistik i debatten rent faktisk har advaret mod lal, forstået som lalleglad
journalistik. Det er selvfølgelig et ekstremt unuanceret begreb at bringe ind i diskussionen, og
selvopfattelsen blandt journalister er selvfølgelig, at de beskæftiger sig med noget seriøst – langt fra
noget, der kan siges at være lal.
Alene det, at begrebet konstruktiv journalistik er blevet angrebet med sådan en betegnelse,
dokumenterer, at korpset af journalister og redaktionelle ledere reagerer voldsomt, når de
traditionelle og kendte – og skattede - værdier udfordres (Soloski, 1989). En udtalelse fra en af
60

deltagerne i den efterfølgende spørgeskemaundersøgelse (kapitel 6) kan stå som et eksempel på, at
reaktionerne kan være voldsomme, når der sættes spørgsmålstegn ved faste roller, rutiner og
værdier:
Jeg mener, at det er en underlig pseudokonstruktion. Accepten af et sådant dyr i
skoven medfører implicit, at al anden journalistik er destruktivt. Det rene vrøvl!
Ligesom der findes forskellige genrer inden for interviews, som vælges efter
forholdene (kritisk, indfølende, nysgerrigt etc.) vælger man naturligvis også sit
journalistiske udgangspunkt alt efter historien. Men at der skulle være en speciel
konstruktiv journalistisk tilgang, som bør vælges, er enten naivt eller udtryk for en
overfladisk analyse. Sorry Ulrik Haagerup.
Ordene positiv journalistik og glad journalistik bør ikke tilskrives begrebet
konstruktiv journalistik. Der er en vis refleksion over betegnelserne, men de går alene ud på, at en
journalistisk historie af brugerne kan opfattes som positiv eller glad journalistik.
Det samme gælder betegnelser som advokerende journalistik og
kampagnejournalistik. Dog har Lisbeth Knudsen den nuance vedr. kampagnejournalistik, at det
kan være konstruktivt i forbindelse med at løse et konkret lokalt problem:
Ja, det hænger lidt sammen med løsningsorienteret i nogle sammenhænge. F. eks.
”Det er dumt at gå med kniv i nattelivet”- kampagnerne har jo sådan set været
aktivistiske og været inde i kampagnejournalistikken, men ellers kan man jo sige, at
det meste kampagnejournalistik i den traditionelle, klassiske form er jo negativ-
kritisk, afslørende. Så måske passer ordet ikke så godt til konstruktiv journalistik,
med mindre det er ovre i ”vi skal løse et konkret problem.”
Borgerjournalistik falder ifølge interviewpersonerne uden for en bestemmelse af
fænomenet konstruktiv journalistik. Fire interviewpersoner peger dog på, at kombinationen af
løsningsorienteret journalistik og borgerinddragelse kan være brugbar i bestræbelserne på, at gøre
medierne mere relevante for borgerne. Lisbeth Knudsen nævner amerikanske Garnett Group som
et eksempel på, at der er dannet undersøgelsesteams af borgere, som går konstruktivt ind og prøver
at finde løsninger og undersøge forhold i et lokalsamfund. Hun ser spændende perspektiver i den
forbindelse, der opstår mellem borgergrupper og borgerjournalister på den ene side og den
professionelle journalistik på den andens side.
Stig Ørskov mener, at borgerjournalistik kan være et godt aktiv i forhold til konstruktiv
journalistik.
61

Grunden til, at vi lavede Irak Centeret, var jo, at der var en masse læsere, der
henvendte sig for at spørge: Kan vi ikke gøre noget her? Det spiller fint sammen
med vores forståelse af at være løsningsorienteret, det er typisk noget vi skal gøre
sammen med en aktiv læsergruppe.
Borgerjournalistik er en udløber af den public journalism-bevægelse, der blev sat i gang i USA i
90’erne (afsnit 4.2.), og som også ”ramte” Danmark nogle år senere (Hansen, 1999;Haas, 2003;).
Borgerjournalistik i Danmark går ikke så langt, at medierne helt og holdent inviterer borgerne
indenfor. Der er fortsat en grænse mellem det, professionelle beskæftiger sig med, og det, som man
inviterer almindelige borgere til at beskæftige sig med.
Dalsgaard & Petersen skriver i deres bud på en definition af konstruktiv journalistik,
at den primært bør placeres i det aktivt-deliberative område i Aktionskompasset (Bro, 2006).
Borgerjournalistik er i sagens natur deliberativ, idet borgerne selv peger på et problem og også selv
får lejlighed til at publicere dette til et større publikum. På mange måder kan borgerjournalistik
være den ultimative udgave af aktiv-deliberativ redningshund-journalistik. Nok ikke på den måde,
som eksempelvis JydskeVestkysten har sat det i værk. Men der er i den nyeste udvikling af
borgerjournalistikken på Esbjerg-avisen tegn på, at man ved at parre den professionelle journalist
med borgerjournalisterne kan nå et stykke længere i retning af, at borgerinddragelse i
journalistikken kan blive et aktiv for tre parter: Borgerne selv, avisen og (lokal)samfundet.
Senere vil jeg komme ind på, at interviewpersonerne rent faktisk placerer konstruktiv
journalistik i nærheden af redningshund-metaforen. Der er således det link mellem konstruktiv
journalistik og borgerjournalistik, at begge ”genrer” inddrager borgerne mere end den klassiske
nyhedsjournalistik gør.
De interviewpersoner, der i den forbindelse ser potentialer, Knudsen og Ørskov,
henviser dog ikke til borgerjournalistik, som vi kender den fra eksempler her i landet, men til
eksempler, hvor professionelle journalister går i samarbejde med borgere for at løse et problem 7 ,
eller hvor mediet aktivt går ind og løser et problem, som borgerne har gjort mediet opmærksom
på. 8 Altså en journalistik, der bruger elementer af public journalism, som Rosen & Merritt
beskriver den.
Betegnelsen News You Can Use (NYCU) er ikke et begreb, der oprindeligt var en del
af spørgerammen, men bliver nævnt som attribut allerede i det første interview med Peter Orry. På
JydskeVestkysten har der i forbindelse med indførsel af konceptet ”Vejen frem” været diskussioner
blandt medarbejderne, om NYCU er den form for konstruktiv journalistik, ledelsen efterlyser.
7 Lisbeth Knudsen henviser til Garnett-gruppens samarbejde med borger-researchere
8 Eksemplet er Politikens Irak Center, og der skal henvises til, at Ørskov klart skelner mellem bladets journalistik og mediets aktivistiske
rolle i forhold for at løse et problem
62

Chefredaktør Peter Orry understreger, at NYCU kun er relevant, hvis der samtidig er en vis
substans i en historie. Handler det alene om brugsanvisning til brugeren, er der i hans øjne ikke
tale om konstruktiv journalistik.
Vi har faktisk også være nødt til at sige - og det har været en stor, stor diskussion -
vi har været nødt til at sige, at konstruktiv journalistik, det er ikke det samme som
news you can use. Vi vil gerne lave konstruktiv journalistik på konkrete, afgrænsede
lokale problemer, men ikke på problemer, som vi alle sammen har som almindelige
mennesker. Altså, det er ikke opskriften på, hvordan du taber du dig, hvordan
undgår du at få kræft, hvordan fodrer du bedst dine fugle på foderbrættet, hvordan
undgår du at køre af vejen, når det er glat. Vi er netop ikke ovre i NYCU. Ikke et
ondt ord om NYCU, det skal vi også lave. Men det er ikke det, vi mener, når vi siger
konstruktiv journalistik. Da taler vi om konkrete, afgrænsede problemer og typisk
på lokalt plan. Der skal være et vist element af substans i det, det skal der, der skal
være en vis tyngde i det.
Lisbeth Knudsen mener, at NYCU bliver efterspurgt af kunderne, og mener, at det passer godt
sammen med konstruktiv journalistik. Som eksempel nævner hun Berlingskes seneste
journalistiske satsning, skoleundersøgelsen:
Som selvfølgelig har udgangspunkt i, at der er noget, der er gået galt. Vi får jo folk
selv til at medvirke til a fortælle, hvordan ser deres skole ud i forhold til andres. Og
det betyder jo simpelt hen, at forældrebestyrelserne rundt omring, det kan vi jo høre
på reaktionerne, de begynder jo at tage det op. Det her, det kan vi da gøre noget
ved.
Lisbeth Knudsen forudsiger, at servicestoffet kommer til at fylde mere og mere for avisernes
vedkommende. Hun ser det som løsningsorienteret journalistik og journalistik med nytteværdi,
hvor hun især vægter nytteværdien højest. Og det er ikke alene guider og services.
Det er jo også en værdi at vide, hvad der sker i næste uge, og ikke kun, hvad der
skete i sidste uge. Hvad er det, der kan møde mig i næste uge? Hvad er det, jeg skal
være opmærksom på ved en eller anden deadline for genforhandling af et boliglån,
rentesatser eller en masse ting, som har en høj nytteværdi i privatøkonomi-
sammenhæng, og det at agere i samfundet. Det har også et demokratisk aspekt, kan
man sige, ved, at jeg bliver gjort opmærksom på, hvad jeg kan nå at gøre indsigelse
imod, eller hvad jeg kan nå at deltage i. Så på den måde er der også en nytteværdi.”
63

Ulrik Haagerup mener ikke, at NYCU er relevant i forhold til begrebet konstruktiv
nyhedsjournalistik, fordi NYCU vinkler på individet og risikerer at gøre journalistik til en
forbrugsvare, hvor målet i sig selv er forbrugeren.
Michael Dyrby introducerer begrebet ”What’s in it for me?”, altså, hvad den enkelte personligt kan
få ud af journalistikken. Som eksempel nævner han en meget brugervenlig skatteberegner, som TV
2 i forbindelse med skattereformen stillede til rådighed for sine seere og brugere på nettet:
Da kunne folk gå ind og få noget merværdi, som de selv kunne bruge til deres eget
liv lige nu og her. Det er i sig selv konstruktivt. Ja, det er jo en form for NYCU. Men
det er mere end NYCU. Med tv og nettet tager man NYCU et skridt videre. NYCU er
typisk handlingsanvisende i forhold til, se, det her kan du bruge, men du er altid en
del af en gruppe og du skal altid prøve at se om du kan identificere dig som en, ja,
det kunne jeg måske godt bruge, ja-jo, så er der nogle anvisninger, men med nettet
kan du gå skridtet endnu videre sådan at den enkelte simpelt hen kan tage
journalistikken og benytte det i sit liv… nu!
Stig Ørskov mener ikke, at NYCU er velegnet i forbindelse med nyhedsjournalistik, men bestemt på
andre områder. Han nævner forbrugerjournalistik som et område, hvor Politiken aktivt bruger
NYCU. Og han ser også potentialer på uddannelses- og kulturområdet.
Delkonklusion spørgsmål 2
At der så klart skelnes mellem løsningsorienteret og problemløsende journalistik, kan forklares
med faktorer, der er afgørende for journalisters og redaktionelle lederes handlen. Den påvirkes af
forskellige kræfter (Shoemaker & Reese, 1996), hvor det primært er rutinernes betydning, der er i
spil. Journalister og redaktionelle ledere, inkl. interviewpersonerne, er underlagt de faste mønstre
og rutinemæssige fremgangsmåder i håndteringen af deres hverv. De har lært at betragte og
bedømme nyheder på en bestemt måde (Schultz, 2005), som de så rutinemæssigt udformer
nyhedshistorierne efter (Tuchman, 1978).
Journalister handler værdirationelt (Weber), for eksempel ved at bringe en historie
knyttet til værdien ”sandhed” eller ”objektivitet”, uden at tage konsekvenserne i betragtning, hvor
en målrationel handlen indebærer en overvejelser af mulige konsekvenser. Man kan sige, at en
værdirationel handlen, som Max Weber mente, at journalister er eksponenter for, i højere grad
udfordres af problemløsende journalistik end af løsningsorienteret journalistik.
De bestemmende faktorer kommer til udtryk ved, at de ledere, der afviser
problemløsende journalistik som en mulig definition af konstruktiv journalistik, peger på, at det
ikke er journalistikkens opgave at løse et problem, men at det godt kan være journalistikkens
opgave at lede efter eksempler på, hvor et givent problem rent faktisk er blevet løst, så det kan tjene
64

som eksempel eller inspiration for dem, der så skal løse problemet. Klarest udtrykt af Michael
Dyrby, TV 2: ”Vi skal ikke være en del af det team, der løser problemer.”
Men hvem er det så? Det må så være dem, der normativt er sat i verden for at løse
problemer, nemlig beslutningstagerne, altså repræsentanter for det repræsentative system (Bro,
2006). Hvor den traditionelle nyhedsjournalistik har for vane ikke at gøre så meget mere end at
beskrive et problem, og på baggrund af det at kalde på beslutningstagerne for at få det løst, vil den
konstruktive (løsningsorienterede) journalistik lede efter en eller flere eksempler på, hvor et
lignende problem er blevet løst. Man viser så at sige den mulighed, der kan være for at få problemet
løst.
Lederne fastholder, at det til syvende og sidst er beslutningstagerne, der har ansvar
for at løse problemer. Man kan også sige, at en mere aktivistisk tilgang til journalistikken ikke må
tilsidesætte de normer, rollerne og rutinerne har skabt. Her kommer den stærke
professionsopfattelse blandt journalister og redaktionelle ledere til udtryk og kan, som Soloski
(1989) siger, kun påvirkes af lokale politikker og instrukser. Men også opfattelsen af egen rolle,
hvad der er journalisters væsentlige opgave i forbindelse med udarbejdelse af nyhedsjournalistik
(Weaver & Wilhoit, 1996/2004; Skovsgaard Hansen et. al, 2010).
Lederne peger dog også på et andet, mere aktivt, element. Selv om der som udgangspunkt er
enighed om, at problemløsning ikke nødvendigvis er en del af begrebet konstruktiv journalistik, er
flere optaget af, at det problemløsende kan anvendes i en lokal sammenhæng, så man kan bruge
journalistikken til at løse lokale problemer. Det falder fint i tråd med UPDATE’s undersøgelser
”lokaljournalistik 2.0” (kapitel 4): UPDATE vil finde svar på spørgsmålet, om ” proces- og
løsningsorienteret journalistik” [kan]”integreres i redaktionel praksis ”. UPDATE har en
forestilling om, at konstruktiv journalistik skal forstås som proces- og løsningsorienteret
journalistik, og at den form for journalistik kan være en del af en ny forretningsmodel for den type
medier, der er omfattet af projektet. Fokus i arbejdet er rettet mod konstruktiv journalistik i
lokaljournalistik.
Et godt eksempel på det er JydskeVestkysten, hvor lokalredaktøren i Haderslev tager initiativ
til en indsamling, som skal løse det problem, at fattige familier ikke har råd til at holde en god jul.
Her går avisen med sin journalistik ind og forsøger aktivt at løse netop det problem. Der er
selvfølgelig også projektet med problemløsende journalistik på DR Fyn (se afsnit 4.1.4.), hvor der
er adskillige konkrete eksempler på, hvordan mediet med sin journalistik engagerer sig i løsningen
af lokale problemer.
65

Forskellen mellem løsningsorienteret og problemløsende journalistik kan eksemplificeres ved
konceptet ”Vejen frem” på JydskeVestkysten og ”Danmark knækker” i DR Nyhederne. I begge
tilfælde går mediet med sin journalistik ind og fortæller om problemer, der trænger til at blive løst.
JydskeVestkysten, på lokalt plan, at der skal gøre en indsats for at stabilisere det lokale
kvindeholdhåndboldhold i den danske eliteserie, DR Nyheder, på nationalt plan, der i sin
journalistik i temaet ”Danmark knækker” fokuserer på steder i ind- og udland, hvor man har gjort
noget for at løse tilsvarende problemer. Både i tilfældet kvindehåndholdhold og ”Danmark
knækker” gør medierne en aktiv indsats for at få forskellige interessenter og beslutningstagere til at
forholde sig både til problemerne og mulige løsninger efter de principper, som Jay Rosen (1996)
kalder for proaktiv neutralitet: Man gør det ved at indkalde en kreds af interessenter, eksperter og
beslutningstagere til at sætte sig sammen og udtænke evt. løsninger. JydskeVestkysten og DR
Nyheder lever dermed op til en konstruktiv (her løsningsorienteret) journalistik ved at handle
proaktiv neutral uden selv at gå ind og advokere for bestemte løsninger. I modsætning til
problemløsende journalistik, sådan, som den opfattes, og som den er håndteret på DR Fyn i det
konkrete projekt dér, er den redaktionelle proces heller ikke lagt an på, at der i opfølgningen af en
journalistisk historie skal vinkles efter at løse et problem.
Den kvalitative undersøgelse viser, at konstruktiv journalistik er en metode mere end det er et
selvstændigt nyhedskriterium, sådan som Ulrik Haagerup (2008) opfordrer til at anskue det. Det
er vanskeligt at forestille sig, at man på en redaktion tager beslutning om, at man skal dække den
ene eller den anden historie, fordi den skal være konstruktiv, altså som et kriterium of at vælge
netop den historie. Sammenligner man med de kendte nyhedskriterier fra den traditionelle
journalistik, ”håndværkskriterierne” væsentlighed, aktualitet, identifikation, sensation og konflikt,
”urværdierne” (Galtung & Ruge, 1963) eller de såkaldte amerikanske kriterier (Tuchman, 1978),
ligger der i disse grundlæggende kriterier en egentlig begrundelse for at udvælge en historie: Der
skal for eksempel være et tema, der er væsentligt for samfundet, dele af samfundet eller en
nærmere bestemt målgruppe. Emnet kan så samtidigt være aktuelt, være en sensation, eller i det
mindste overraskende, og kan gøre, at læseren, lytteren eller seeren kan se sig selv i en historie,
altså kan identificere sig med temaet. Og der kan være en konflikt. Men det er som nævnt
vanskeligt at se, at man vælger at tage en historie op med den ene begrundelse og det ene formål, at
den er eller skal være konstruktiv. Lederne – inkl. Haagerup – siger blandt andet, at det jo er
vanskeligt at lave en konstruktiv nyhed ud af en traumatisk begivenhed som eksempelvis
hændelserne 11. september 2001 i New York. Derfor vil i dette tilfælde væsentligheden, sensationen
og dramaet naturligt være den bærende begrundelse for at vælge at fortælle historien. Konstruktiv
journalistik kan derfor bedst beskrives som en metode til at fortælle en historie på. Eller en vinkel,
der fremdeles hviler på eksisterende journalistiske værdier, som altså fortsat er de styrende
66

udvælgelseskriterier. Og lægger man de syv interviewpersoners holdninger og erfaringer til grund,
skal konstruktiv journalistik først og fremmest være løsningsorienteret og handlingsanvisende.
3. I hvor høj grad indgår ”konstruktiv journalistik” i den daglige redaktionelle
proces?
På tre virksomheder - JydskeVestkysten, DR Nyheder og DR Fyn - indgår begrebet
konstruktiv journalistik i en eller anden form i den daglige redaktionelle proces. Fælles for de tre
virksomheder er, at ledelserne hver især har udarbejdet og forelagt et koncept og/eller en ramme
for, hvordan begrebet konstruktiv journalistik skal opfattes og hvordan der skal arbejdes med det.
På de fire øvrige virksomheder indgår begrebet ikke i hverken det redaktionelle ordforråd eller som
en del af klart formulerede journalistiske værdier.
Forholdene på JydskeVestkysten er indgående beskrevet i afsnit 4.2. På DR Fyn har man siden
foråret 2007 arbejdet med at implementere problemløsende journalistik som et særskilt projekt i
den redaktionelle proces. Der er udarbejdet et koncept, hvor kernen er, at udvælgelsen af historier i
den redaktionelle proces foregår ved, at man allerede her søger efter et problem, der trænger til at
blive løst. Herefter er der lagt en linje for, hvordan målet, at et givent problem kan blive løst, nås.
Kernepunkterne her er, at
• opfølgninger (vinkler) på en historie altid skal pege frem mod en løsning
• den næste opfølgning skal være et skridt nærmere en løsning end den foregående
I DR Nyheder er begrebet konstruktiv journalistik i tale sat og indgår i den daglige
redaktionelle proces og er også en del af DR’s programstrategi. I begyndelsen af maj 2010
lancerede DR Nyheder et storstilet fokus på det, man populært kalder ”Udkantsdanmark”. Under
hovedoverskriften ”Danmark knækker” fokuserede DR på problemer, et skævvredet Danmark kan
forårsage. Med skævvredet forstås den store forskel, der er på byer og landdistrikter i landet.
Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup betegner selv ”Danmark knækker” som et ganske sigende
eksempel på, hvad konstruktiv journalistik er i en DR-sammenhæng: Der var i de enkelte historier
om emnet fokus på et problem, men så også eksempler på, hvad man har gjort andre steder for at
løse et tilsvarende problem. Hele satsningen kulminerede i konferencen ”Et døgn for Danmark”,
hvor fremtrædende politikere, erhvervs- og organisationsfolk satte sig sammen for at finde forslag
til løsninger på en række problemstillinger.
67

4. I hvor høj grad mener du det er vigtigt, at begrebet ”konstruktiv journalistik”
indgår i paletten af journalistiske nyhedskriterier?
Fire af syv interviewpersoner giver udtryk for, at det er ”meget vigtigt”, ”vigtigt”, ”i høj
grad vigtigt” og ”afgørende” at begrebet indgår i nyhedskriterierne. Blandt disse er naturligvis de
tre, der har arbejdet konkret med begrebet og til dels arbejder på at definere og konceptualisere
begrebet. De øvrige tre kalder begrebet enten for ”for kunstigt, for påtaget”, ”ikke vigtigt” og ”ikke
glad for det, så længe tid det ikke er defineret ordentligt”.
På JydskeVestkysten anser chefredaktør Peter Orry det for ”meget vigtigt”, at
konstruktiv journalistik indgår i paletten af journalistiske værdier, hvilket dog ikke har været – og
fortsat heller ikke er – helt problemfrit.
Det bringer os lidt i konflikt med den klassiske journalistrolle, hvor vi betragter os
selv som betragteren, observatøren, som beskriver som neutrale, upartiske
iagttagere. Men jeg ser ikke, at vi ikke kan gøre begge dele. Jeg ser ikke, at vi mister
troværdighed som kritiske iagttagere ved også at gå ind og foreslå løsninger, hvis vi
sørger for en ordentlig varedeklaration på den journalistik, vi laver. Det kræver af
os, at vi træder ud af iagttagerrollen og i et eller andet omfang også bliver aktør. Og
det er jo der, skismaet kommer. Her opstår tvivlen hos medarbejderen: Kan vi på
samme tid være iagttagere og aktør? Det er nybrud, men som jeg tror, er helt
nødvendigt.
DR Fyns Jesper Borup svarer ”vigtigt” på spørgsmålet. Han mener, at alle medier bør
tage idéen om at lave konstruktiv journalistik til sig og sige, at det er noget man gør, og at man på
de enkelte medier så selv må finde ud af, hvordan man vil håndtere det. På DR Fyn har man som
nævnt udviklet konceptet for problemløsende journalistik, som netop opstod ud fra et ønske om at
lave konstruktiv journalistik.
Selv om man hverken anvender begrebet konstruktiv journalistik i den daglige
redaktionelle proces på Jyllands-Posten, og derfor heller ikke har et formuleret redaktionelt
koncept for begrebet, finder chefredaktør Jørn Mikkelsen alligevel, at det er ”i høj grad vigtigt”, at
konstruktiv journalistik indgår i paletten.
Hvis du vidste hvor tit at efterkritikken af dagens avis handler om at vi er for
negative, vi er for abstrakte. Hallo, hvis du nu lige vendte den der vinkel om, så ville
68

du få den helt modsatte historie. Er den nu halvt fyldt eller halvt tom, koppen. Det er
virkelig noget vi arbejder med. Og lad os være helt ærlige, det er også noget vi er
begyndt at arbejde mere med efter at krisen er begyndt at kradse.
Vi må være ærlige og sige, at de læsere, vi mister i de her år – og det gælder alle
større aviser – er jo nok i høj grad såkaldte almindelige mennesker. Er vi blevet for
abstrakte for dem? Er niveauet, det intellektuelle niveau, blevet for højt? Husker vi
de ting, som almindelige mennesker – hvem de så end er – er optaget af? Deres
løsninger… kolonihavefolket, for nu at tage en kliché, som vi antager, er positive, ser
vi ned på dem? Det er meget vigtigt ikke at se ned på dem.
Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup mener, at det i hans organisation er ”afgørende” at
konstruktiv journalistik er en del af paletten af journalistiske kriterier.
Et afgørende redskab i at blive med rette opfattet som nogen, der er til gavn for
danskerne og Danmark. Altså til gavn for det danske samfund. Komme væk fra den
tabloidisering af nyhedskriterierne og nyhedsjournalistikken, der er sket de sidste
25 år, faktisk hele den periode, jeg har været nyhedsjournalist. Hvor
formiddagspressens måde at se journalistik på, har vundet. Det er jo at se alle
historier nedefra. Man ser alle historier som den lille mand mod systemet, man
vinkler alle historier på, at der er en konflikt mellem nogen, man vinkler alle
historier på, at der et drama, man vinkler alle historier på, at der er en skurk eller et
offer. Og så skal det være kort og let forståeligt. Det vil sige: Unuanceret. Og det er
den måde, den tilgang til nyhedsjournalistik, der har vundet de sidste 25 år. Det kan
man sige rigtig meget godt om. For det man kom fra, var, at man var nedladende,
man var ligeglad med målgruppen, man var magthaverens forlængede arm og alt
det der. Det er bare kommet for langt ud i hvert fald i forhold til denne her
virksomhed. Men hvis jeg skulle tale på journalistikkens vegne, så er det også
kommet for langt ud. Nyhedsjournalistikken i hele verden er i krise. Ikke kun
finansiel, men også selvforståelsesmæssigt. Og troværdighedsmæssigt i forhold til
de folk, vi skal tjene. De synes simpelt hen ikke, at vi gør det godt nok. Og de lægger
nogle gange afstand til os, fordi de kan næsten ikke holde det ud. Vi forsimpler
verden. Vi overdramatiserer den. Vi gør den for negativ. Og der er ingen vej ud. Det
vil sige, at folk bliver, i bedste fald, så bliver de bange, i værste fald negligerer de
bare, så står de af, så lader de sig bare underholde i stedet for.
Lisbeth Knudsen finder begrebet konstruktiv journalistik for ”kunstigt” og ”for
påtaget”. Og det indgår ikke som en kendt nyhedsjournalistisk værdi på Berlingske Tidende.
69

Når jeg hører ordet konstruktiv journalistik, bliver det bare ligesom at vi prøver at
tage virkeligheden med tang og skabt på en ganske bestemt måde, hvor
virkeligheden ikke må blive for farlig eller for ubehagelig. Og det vender sig i mig,
når jeg hører sådan et begreb. Vi skal jo ikke fordreje virkeligheden, hvis den er
grim. Det bliver for kunstigt for mig. For påtaget.
Lisbeth Knudsen peger imidlertid på, at løsningsorienteret journalistik er noget, der
er efterspurgt af kunderne. De er trætte af, at medierne holder mikrofonen for dem, der brokker sig
eller klager over noget, som det er gået ud over. Derfor efterspørges i større udstrækning en
løsningsorienteret journalistik.
På TV 2/Danmark er begrebet ikke blandt de daglige nyhedskriterier. Nyhedsdirektør
Michael Dyrby finder det heller ikke vigtigt, at det er. Han anser ikke konstruktiv journalistik som
et egentligt nyhedskriterium eller en nyhedsværdi, men i højere grad som en metode at fortælle en
journalistisk historie på. Han ser ingen grund til at anfægte eller supplere de nyhedskriterier, som
man på TV 2/Danmark og på stort set alle andre danske nyhedsmedier laver nyhedsjournalistik
efter. Dette kommer Michael Dyrby nærmere ind på i forbindelse med de efterfølgende spørgsmål.
Konstruktiv journalistik er ukendt som begreb på Politiken. Og det kommer det ifølge
chefredaktør Stig Ørskov heller ikke til, så længe det ikke er defineret klarere.
Hvis man definerer konstruktiv journalistik som noget løsningsorienteret
journalistik, så vil det da være en meget stor overvejelse værd, om det ikke skal
bruges som et aktivt succeskriterium i nyhedsjournalistikken. Hvis vi mener, at vi er
en vigtig del af samfundsdebatten og forsøger at udvikle landet til at være et bedre
sted at være i morgen end det er i dag, og det kunne være en drivkraft, så synes jeg
også vi har en forpligtelse der.
Delkonklusion spørgsmål 3 og 4
Konstruktiv journalistik er, som tidligere fastslået, et sparsomt beskrevet fænomen og
derfor relativt ukendt. Det er kontroversielt i journalistkredse og kun implementeret som en
formuleret del af nyhedsværdierne i få medievirksomheder, hvor der produceres nyheder. I mangel
af en klar beskrivelse eller definition af begrebet, er der derfor åbent for alle mulige fortolkninger.
Her ses paralleller til udviklingen i public journalism, hvor to af de største amerikanske fortalere,
Jay Rosen og Davis Merritt, i 90’erne har givet udtryk for, at det er en af styrkerne i public
journalism, at der ikke foreligger en fast definition. Merrit (1995) mener, at det er”an arrogant
exercise , a limiting one to codify a set of public journalism rules”, og Rosen (1994): “The most
important thing anyone can say about public journalism, I will say right now: We’re still
inventing it.”
70

På JydskeVestkysten og DR Nyheder er der en ganske overensstemmende opfattelse
af, hvordan konstruktiv journalistik bør håndteres. Også på DR Fyn er begrebet en kendt størrelse,
som blandt andet inspirerede til projektet med problemløsende journalistik. Her er det
organisationen (JydskeVestkysten) eller dele af organisationen (DR Nyheder og DR Fyn), der har
formulerede retningslinjer, som kollektivt skal gælde for nyhedsjournalistikken, som i modellen
”Den organiserede journalist” (Albæk et al., 2008): Det er op til den enkelte virksomheds
redaktionelle linje (politik) at definere, hvad konstruktiv journalistik er, lige som det generelt er
således, at nyhedsorganisationer adskiller sig ved forskellige journalistiske retninger, der
nuancerer den tværgående professionsopfattelse blandt journalister (Soloski, 1989). Uanset, at der
gennem denne opgave eller andre undersøgelser fremkommer konkrete beskrivelser og en
definition af begrebet konstruktiv journalistik, vil det fortsat være op til forhold og beslutninger på
den enkelte redaktion, hvordan en evt. beslutning om at lave konstruktiv journalistik skal
udmøntes.
Fire af syv ledere finder det i forskellig grad vigtigt, at konstruktiv journalistik bør
indgå i mediets nyhedsværdier. Heriblandt er en af de interviewpersoner, hvis medie ikke har
konstruktiv journalistik som en del af konceptet. De tre øvrige mener ikke, at det er vigtigt, at
konstruktiv journalistik bør indgå i de nyhedsværdier, der er gældende for deres respektive medier.
En (Lisbeth Knudsen) registrerer imidlertid, at der hos kunderne er en voksende efterspørgsel efter
løsningsorienteret journalistik, uden at hun dog ønsker at betegne det som konstruktiv journalistik.
To mener ikke, at begrebet bør indgå. Den ene (Ørskov) efterlyser en nærmere definition af
begrebet og er først derefter på bestemte vilkår parat til at lade det indgå. Den anden (Dyrby) anser
konstruktiv journalistik som en metode og henviser dermed alene til de allerede eksisterende
nyhedskriterier.
Konklusionen på spørgsmål 3 og 4 er således, at et signifikant flertal af
nyhedsjournalistiske ledere - seks ud af syv - mener, at konstruktiv journalistik – eller i hvert fald
løsningsorienteret journalistik som det mest efterspurgte element i konstruktiv journalistik – bør
indgå i paletten af journalistiske værdier. Kun en af lederne finder det ikke vigtigt.
5. Hvilke farer ser du i begrebet ”konstruktiv journalistik”?
Selv om der er mest enighed om, at konstruktiv journalistik bedst beskrives med
journalistik, der er løsningsorienteret og handlingsanvisende og dermed mere aktivistisk set i
forhold til en klassisk opfattelse af, at god nyhedsjournalistik er passiv-neutral og iagttagende
(Donsbach & Patterson, 2004) og journaliser mest hælder til at fastholde rollen som vagthund og
stræbe efter at fastholde objektivitet som en meget bestemmende værdi (Skovsgaard Hansen,
2010), peger interviewpersonerne også på farer. De gør det helt uopfordret undervejs i de enkelte
71

interviews, og de gør det også, fordi de bliver spurgt direkte om det. På ovenstående spørgsmål er
der i svarene en ganske markant forskel på, om interviewpersonerne taler ud fra egne erfaringer
med at arbejde med begrebet, og dermed har en mere eller mindre konkret beskrevet forestilling
om en definition, eller om der ikke er arbejdet konkret med det, det afvises eller opfattes som
upræcist. Således har Peter Orry fra JydskeVestkysten svært ved at pege på farer ved konstruktiv
journalistik, som man opfatter og håndterer den på JydskeVestkysten. Teoretisk set kunne der
være specielt interesserede læsere, som kunne finde avisen for aktivistisk.
Heller ikke Jesper Borup kan på baggrund af sin egen tilgang til begrebet og
erfaringerne komme på farer, der kan konkretiseres, men kan kun teoretisk udpege farer. Ulrik
Haagerup mener, at der i selve håndteringen af konstruktiv journalistik kan være en fare for, at
man i sin journalistik bevæger sig for langt ud i en (endnu mere) aktivistisk journalistik. Haagerup
understreger, at man helt skal holde sig fra en nyhedsjournalistik, der er eller kan opfattes som
advokerende:
Faren er, når det bliver søgt. At man absolut skal finde en konstruktiv vinkel på
noget dramatisk eller traumatisk.
Konstruktiv journalistik bliver ifølge Lisbeth Knudsen farlig, hvis journalisterne overser eller
glemmer den kritiske rolle i forhold til magthaverne. På den anden side mener hun, at der skal
gøres op med, at journalisternes publicistiske rolle alene defineres som kulegravende ”Watergate”-
journalistik:
Den publicistiske rolle er også det nytte-orienterede, det løsningsorienterede. Det er
også facilitering af borgerjournalister, altså at facilitere andres meninger og
holdninger og nyhedsbegreber end vore egne.
På den ene side mener hun, at man næppe kan få folk til at betale for journalistik, hvis man
glemmer den professionelle del; på den anden side, at kunderne ikke kan fastholdes, hvis man
udelukkende fastholder de gamle og velkendte nyhedskriterier. I dette dilemma ligger der en fare
for, at medierne mister den troværdighed, der ifølge Lisbeth Knudsen i forvejen er stærkt
udfordret. Og hun mener ikke, at folk vil betale, hvis de er i tvivl om mediets troværdighed.
Stig Ørskov ser en oplagt fare i selve definitionen af, hvornår en journalistisk historie er
konstruktiv. Er det, når det er en god historie eller en optimistisk historie? Og peger på, at der skal
være styr på, hvem der definerer begrebet.
6. Hvilke potentialer ser du i begrebet ”konstruktiv journalistik”?
72

Hvor farerne ved konstruktiv journalistik mest ligner løftede pegefingre og advarsler om ikke
at trække journalistikken i en forkert retning, er interviewpersonerne over en kam enige om, at der
er potentialer i begrebet. Primært ligger potentialet i at gøre medierne relevante i forhold til enten
den målgruppe, mediet ønsker at betjene, eller for hele samfundet.
Der er nuancer i synspunkterne, som forståeligt nok er præget af det medie, den enkelte
interviewperson repræsenterer. Overordnet er der dog stor enighed om, at potentialet i konstruktiv
journalistik hovedsageligt ligger i at bringe journalistikken og mediet i bedre overensstemmelse
med kundernes – læsernes, lytternes og seernes – behov. Altså en metode til at journalisterne og
medierne bliver mere modtager- end afsenderorienterede. Der er også gennemgående en klar
fælles opfattelse af, at konstruktiv journalistik giver både journalistikken og medierne en rolle, der
er mere aktiv: Fire interviewpersoner taler direkte om, at der med konstruktiv journalistik er
potentiale for at ”anvise løsninger” (Peter Orry), at ”genaktivere forbindelsen mellem modtager og
afsender” (Jesper Borup), ”at påtage sig en rolle som bindeled til offentligheden, […] altså en mere
aktiv rolle” (Jørn Mikkelsen) og at konstruktiv journalistik rummer mulighed for at være mere
”debatskabende og handlingsanvisende” (Ulrik Haagerup). Michael Dyrby ser potentialer i at lave
journalistik, der kan bringe mediet i kontakt med brugere, som man ellers ikke ville være i kontakt
med gennem den klassiske journalistik.
Det er en anden måde at ser verden på. Vi ser den jo gerne konfliktfyldt. Hvor andre
ser den som en verden med muligheder. Tror, man rammer et behov og et ønske hos
mange danskere om en mere venlig og mere positiv, det handler dybest set om
tilgang til livet: Er det en kamp eller en leg? Udfordrer klart journalister og
redaktioner. Tvinger til at forlade det sikre og det trygge og det vi alle er enige om.
Også lidt farefuldt.
Ulrik Haagerup peger på, at alene det at vælge at lave journalistik, der, uden at ignorere
problemerne også peger på muligheder og mulige løsninger, er at vælge at se verden på en ny eller
anderledes måde. Lisbeth Knudsen knytter begrebet konstruktiv journalistik sammen med at sætte
sig ind i, hvem der er den målgruppe, man gerne vil møde, og især sætte sig ind i tankegangen i den
målgruppe, som man gerne vil møde. Også Stig Ørskov ser et stort potentiale i, at man med
konstruktiv journalistik
kan bringe nye perspektiver på banen, der kan være med til at udvikle samfundet og
give læserne betydeligt flere oplevelser, større variation i stoffet.
73

Delkonklusion spørgsmål 5 og 6
Der er gennemgående flere potentialer end farer i en journalistik, der er løsningsorienteret og
handlingsanvisende, mere modtager- end afsenderorienteret og som ikke tilsidesætter rollen som
kritisk og objektiv iagttager af, hvad der sker i samfundet. Det er klart, at dér, hvor der konkret er
arbejdet med konstruktiv journalistik i en hverdag, og hvor lederne selv har udarbejdet og
udstukket retningslinjer for, hvordan konstruktiv journalistik skal opfattes og udmøntes, er en lang
mindre udviklet tendens til at se farer end hvis man ser på begrebet fra en anden vinkel.
Organisationen har så at sige disciplineret sine medarbejdere, som modellen ”den organiserede
journalist” beskriver (Albæk et al., 2008) og som Soloski (1989) og Lowrey (2006) også er inde på.
Og der er en klar positiv tilgang til en journalistik, der er mere modtagerorienteret,
løsningsorienteret, handlingsanvisende, ja, generelt mere aktivistisk. Ikke alle ønsker at hæfte
ordet konstruktiv journalistik på udviklingen, men der er en markant enighed om, at det bør være i
den retning, journalistikken skal udvikles (se også delkonklusion spørgsmål 3+4).
7. Er du enig i antagelsen, at journalister og redaktionelle ledere har nogle
forholdsvis faste og ensartede opfattelser af, hvad der er gode og rigtige
nyhedskriterier (væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet, konflikt)?
Én ting er, at der i chefredaktionerne bliver vedtaget strategiske beslutninger i forhold til den
nyhedsjournalistik, som deres respektive medier skal bringe. Noget andet er den rolleopfattelse, de
udførende, journalisterne og redaktionelle ledere, har om deres arbejde, og de rutiner, der præger
deres arbejde som journalist. Eller: Hvordan reagerer journalisterne, når deres ledere kommer til
dem og siger, at de nu skal til at se på nyhedsjournalistikken på en anden måde?
Alle i interviewene er enige i den antagelse, at journalister og redaktionelle ledere – inkl.
interviewpersonerne selv – udgør en meget homogen gruppe. Den er præget af ens normer og
rolleopfattelser, som er dominerende blandt journalister og redaktionelle ledere (Skovsgaard
Hansen, 2010). Nogle steder har det været en sej proces at indføre begrebet konstruktiv
journalistik. Problemerne har bl.a. været, at begrebet ikke har ”knivskarpe kanter”, og at det derfor
kræver meget vedholdende ledelse at holde fast i de strategiske mål. Peter Orry, JydskeVestkysten:
Ud over at det er komplekst, så er der også det med journalistens opfattelse af egen
rolle, som jeg også tror spiller en rolle. Selv om der dog ikke er så mange, der har
udtrykt det. Der er en enkelt lokalredaktør, der har spurgt, om det er JV’s opgave at
lave indsamlinger. Ja, det er det. Ja, det kan det også være. Det er jo ikke noget der
afløser alle de roller, vi ellers traditionelt opfylder. Det er bare noget nyt oven i.
74

Orry afviser, at der er tale om modstand mod at indføre konstruktiv journalistik som
et konkret strategisk mål. Han beskriver det som usikkerhed og tøven over for en journalistrolle,
der adskiller sig fra den traditionelle, den kendte. Især er det en mere aktivistisk rolle, journalister
og redaktionelle ledere har det svært med. Jesper Borup bekræfter oplevelsen: ”
Jeg var godt klar over, at det var noget nyt. Der var flere, der skulle være med på
det her end mig. Jeg sørgede for i første omgang, at der var enighed om det. Vi
aftalte så bare, at det var mig, der skulle bære det igennem. Over for redaktionen,
da sørgede jeg for at sige, at det var noget nyt. Det var ikke noget, nogen andre
gjorde. Det var ikke nogen selvfølgelighed, det her. Hvis vi ikke hele tiden besluttede,
at det var noget, vi ville, så ville det ikke ske. Fordi det ikke er en del af rutinerne.
Det er ikke en del af de ting, der kører som selvfølgeligheder. Derfor er vi nødt til at
hele tiden at beslutte, at vi ville det.
Heller ikke på DR Fyn har Jesper Borup oplevet direkte modstand:
Det var ikke en aktiv modstand i hvert fald. Hvis vi er 25 journalister, så vil jeg tro,
at de ti har bidraget. Og så resten har bare ikke bidraget til det. Men de har ikke
bekæmpet det, eller aktivt argumenteret imod det, de har bare ikke bidraget til det.
Vi har kastet det ud som en åben ting, som man kan bidrage til. Men det krævede, at
man besluttede sig for at ville bidrage til det. Og der har været nok til det. I
princippet sagde jeg: Alle skulle være med. Men i det betød så, at der var en otte-ti
stykker, der gik med.
På DR Nyheder peger Ulrik Haagerup på, at processen med at lancere begrebet konstruktive
nyheder skal ses i sammenhæng med en lang række andre forandringer i organisationen.
Forandringer, som i høj grad udfordrer den enkelte journalistiske medarbejders rolleopfattelse.
”Som jo i al forandring...du kender forandringskurven, som jo starter med, at
man… jaja, han snakker, og røven går…Så skulle det være originale nyheder, så
skulle det være ordentlige nyheder, nu skal det så være konstruktive nyheder. Hvad
er så det næste buzzword? Det går nok også over. Han snakker hele tiden, han
finder jo hele tiden på noget nyt, han skal jo lave et eller andet.
Så bliver det sådan mere konkret. Så begynder man…så går man i den fase, der
hedder modstand. Og modstandsfasen, det er jo der, hvor de pludselig går ind og
siger: Er det her en kritik af den måde, jeg er på og har gjort det på tidligere? Så
kan jeg gøre ét af to: Enten kan jeg trække mig lidt tilbage og blive lidt bekymret
over livet, eller også, hvilket er mere udbredt i journalistkredse, så går jeg til fagligt
75

møde eller jeg bliver aggressiv og så siger jeg: Hvad fanden bilder du dig ind? Er du
rigtig klog? Er det fordi du vil have os til at være borgerlige nu? Eller skal vi bare
være lalleglade? Skal vi tage nosserne ud? [...] Altså man udfordrer det der, og går i
modstand. Indtil der er nogen, som så begynder at sige: Vil det sige, kunne man
gøre det sådan her…? Og så kan det være det er helt skævt
”Er modstand det rigtige ord?”
Nej, det er det, psykologerne kalder den fase. Det kommer bare ud som modstand.
Vi er jo et meget konservativt folk, og vi er et meget homogent folk, og derfor, så
derfor er forandringsledelse også skide sjovt i redaktioner.
Nyhedsdirektøren mener, at præmissen om også at lave konstruktive nyheder, i dag
er ”købt”. Haagerup oplever, at de grundlæggende diskussioner er taget og at de journalistiske
medarbejdere nu kan se, at det virker. At det ikke handler om at tage væsentligheden ud af
journalistikken, at svække den, men at det i bund og grund handler om fortsat at lave journalistik
på baggrund af et problem, men at der kan kobles flere elementer på.
Erfaringer fra de tre virksomheder, hvor konstruktiv journalistik praktiseres på en
mere eller mindre veldefineret baggrund, er således, at det ikke skaber direkte modstand, men at
der opstår diskussioner blandt journalister og redaktionelle ledere, som i høj grad er begrundet i en
meget homogen opfattelse af, hvordan journalistik skal være for at være rigtig og hvilken rolle
journalisterne skal have i samfundet.
Lisbeth Knudsen illustrerer det således:
Bare det at kalde læserne for kunder har vist sig at være en kulturel barriere. Jeg
startede på det for et års tid siden, og jeg kunne se, at første gang jeg sagde det i en
journalistisk forsamling her i huset kunne man mærke ”Hvad taler hun om?”. Vi er
nødt til at flytte os fra det afsender- til det modtagerorienterede, i det
afsenderorienterede kan man ikke længere udgive, der er simpelt hen ikke basis for
at folk vil købe det.
Lisbeth Knudsen beskriver den klassiske journalistrolle som den kulegravende, dybdeborende og
afslørende, hvor journalisten ikke som udgangspunkt er optaget af, hvad der optager kunden, men
af den demokratiske rolle, journalisten er sat i verden for at udfylde.
Vi skal ikke lade os påvirke alt for meget af at tænke vinkler på en bestemt måde, for
vi har jo opskriften i vores klassiske nyhedskriterier og i vores nyhedstrekant og så
videre, så det kan vi køre efter. Og det tror jeg simpelt hen, da er vi blevet forstenet.
Vi er nødt til at gøre op med det og tænke det på en måde, fordi kunderne tænker
altså på en anden måde.”
Jørn Mikkelsen fra Jyllands-Posten er helt på linje med denne holdning, og giver
udtryk for, at det er nødvendigt at tænke på andre journalistroller – uden at nogen af de to sætter
76

”mærkat” på, om det nu skal være konstruktiv journalistik eller noget andet. Men en journalistik,
der bringer en redaktionel opfattelse af virkeligheden og læsernes (kundernes) virkelighed tættere
på hinanden. Også Politikens Stig Ørskov er optaget af en meget ens rolleopfattelse, og at den kan
trænge til en udvikling. Ørskov peger som Lisbeth Knudsen på, at ser man snævert på de mest
gængse og traditionelle nyhedskriterier, risikerer journalistikken og medierne at stivne og dermed
gøre sig selv uinteressant i forhold til borgere og læsere.
Michael Dyrby fra TV 2/Danmark er helt enig i, at der blandt journalister er en meget
ens og homogen rolleopfattelse. Han adskiller sig fra de øvrige interviewpersoner ved ikke at se
nødvendigheden i, at der skal laves om på det. Dyrby understreger, at for ham er konstruktiv
journalistik ikke et nyhedskriterium, men en metode at fortælle en historie på. Han afviser at der er
et problem i, at journalister er så ensartede i deres betragtning af, hvad nyhedsjournalistik er.
Delkonklusion spørgsmål 7
Lederne bekræfter det, som mange forskere har fundet ud af, og som også bekræftes i
nyeste dansk forskning: journalister er en homogen gruppe med en meget ensartet opfattelse af,
hvordan nyhedsjournalistik skal laves og hvilken rolle, journalister og journalistikken har i et
samfund som det danske.(Skovsgaard Hansen et al., 2010; Schultz, 2005). Alt andet ville have
været overraskende, idet også de interviewede ledere mere eller mindre alle kommer fra det samme
system, har lignende uddannelsesbaggrund m.v. Især ud fra svarene fra de ledere, som har arbejdet
konceptuelt med begrebet konstruktiv journalistik, bliver det tydeligt, at en meget ens
professionsopfattelse kan påvirkes, som både Lowrey (2006) og Albæk et al. (2008) er inde på.
Især på JydskeVestkysten og DR Nyheder står den øverste ledelse i spidsen for den strategi, der
indeholder en mere aktivistisk journalistisk linje, der skal supplere den traditionelle journalistik.
Selv om der er undren og skepsis, så er der ifølge lederne ikke tale om udpræget modstand,
hverken hos mellemlederne eller journalister. Tværtimod, kan man om mellemledernes accept
sige: Den efterfølgende spørgeskemaundersøgelse blandt ledelseslag to og tre i de
medievirksomheder, hvis topledere deltog i den kvalitative undersøgelse, bekræfter, at der nogle
steder ikke alene er en accept af ledelsens beslutning, men også et ønske om mere
løsningsorienteret journalistik (se kapitel 6). Dette kommer især til udtryk, hvor der bliver spurgt
om, hvor konstruktiv journalistik er en formuleret del af mediets journalistiske linje, og hvor man
mener, den bør være det. Det er naturligvis nødvendigt med yderligere undersøgelser blandt
”menige” journalister for at finde ud af, i hvor høj grad ledelsens retningslinjer bundfæller sig hos
dem, der skal udføre arbejdet i de daglige.
Den kvalitative undersøgelse bekræfter teorien om, at stærke professionsopfattelser
kun kan påvirkes gennem lokale politikker (Soloski, 1989). Den kvalitative undersøgelse synes også
at bekræfte, at en profession kan presses, omdannes, styrkes og også blive brudt ned af henholdsvis
77

objektive og subjektive kriterier, hvor objektive kriterier er kriterier udefra og subjektive indefra.
(Lowrey, 2006). Udefra kommende kriterier er i denne sammenhæng for eksempel den meget
pressede strukturelle og økonomiske situation, som især aviserne befinder sig i, presset fra
internettet og andre kanaler, der konkurrerer med aviserne om at udbrede nyheder. Når
interviewpersonerne efterlyser mere modtagerorienteret journalistik, er det i en erkendelse af, at
den hidtidige afsenderorienterede måde at tænke på ikke holder i længden. Og i hvert fald
mellemlederne synes generelt at bakke deres ledere op i dette synspunkt. Med andre ord kan
nyhedsjournalisternes generelt stærke fokus på den rent publicistiske opgave ikke længere sælge
aviser, journalisterne må derfor nødtvungent lære også at se historiernes fra kundernes position.
Lowrey (2006) beskriver det som at professionen må tilpasse sine subjektive kvaliteter, hvis
objektive kriterier tvinger den til det.
5.2. Indordning
Ud over at indkredse begrebet konstruktiv journalistik med henblik på en nærmere
definition af begrebet, er det også ønsket med denne opgave at kunne udvikle et redskab, som
journalister og redaktionelle ledere kan bruge til at navigere efter i forbindelse med diskussioner og
beslutninger af at tilrettelægge en journalistisk strategi. Derfor er interviewpersonerne i tillæg til
spørgerammen blevet bedt om at indtegne konstruktiv journalistik på to forskellige modeller.
Der er i den ene graf brugt betegnelser, der stammer fra en model, som blev udarbejdet i
forbindelse med en undersøgelse af journalisters rolle i fem forskellige lande (Donsbach &
Patterson, 2004). De forskellige roller er beskrevet som følger:
• Passive-neutral: den neutrale reporter, spejl af virkeligheden, nyhedsudbreder
(disseminator), budbringer, formidler.
• Passiv-advokerende: partipresse, ”hack reporter” (ukritisk budbringer).
• Aktiv-neutral: kritisk, konflikt, vagthund, fjerde statsmagt, ”progressive reporter”.
• Aktiv-advokerende: ideologisk, missionerende, fortolker.
Der er en tydelig tendens til, at lederne dels ønsker, dels forudser, at journalistikkens rolle
bliver mere aktiv-neutral end den er i dag. Med to undtagelser ser alle interviewpersoner en
bevægelse i hvert fald ud af grafens aktive linje. Og de fleste (fire af syv) ser for så vidt angår
konstruktiv journalistik en bevægelse også i den aktiv-advokerende retning. Der er ikke tale om en
markant bevægelse, fordi sådan en bevægelse er omgærdet af megen forsigtighed. Det er helt
tydeligt, at ingen af interviewpersonerne ønsker, at journalistikken, hverken på deres eget medie
eller generelt, skal bevæge sig alt for markant væk fra den aktiv-neutrale akse. Det er forståeligt,
fordi sådan en bevægelse udtrykker en række af de farer, som lederne har givet udtryk for i
78

forbindelse med den kvalitative undersøgelse: Faren for, at journalistikken bliver for advokerende
og glemmer sin neutrale, iagttagende og beskrivende rolle. (Der er i analysen taget hensyn til den
forskel, der er om begreberne aktiv-passiv i de to modeller. Denne usikkerhed er beskrevet på side
22).
Michael Dyrby fra TV 2/Danmark går i en anden retning. Han mener, at nyhedsjournalistikken
på TV 2/Danmark som udgangspunkt ligger lidt højere på den aktiv-advokerende akse, men at den
ideelt set bør ligge længere ned mod den neutrale-passive akse. Ifølge Dyrby bør den ideelle
placering for TV2’s nyheder være, at den er neutral, men hverken aktiv eller passiv. Når han mener,
at den aktuelle placering er mere aktiv-advokerende, forklarer han det med, at journalister på et
eller andet plan altid har ønsket at gøre noget godt for nogen, og at man så helt naturligt på et eller
andet plan bliver missionerende.
I forhold til begrebet konstruktiv journalistik er konklusionen, at den opfattes som
mere aktiv-advokerende end det klassiske ideal, som er den aktiv-neutrale journalistik. Denne
placering er gennemgående, uanset lederne har en konkret indfaldsvinkel til begrebet eller denne
blot er rent teoretisk. I forbindelse med konklusionen bør man også hæfte sig ved, at
interviewpersonerne i den kvalitative undersøgelse generelt gav udtryk for, at hvis der skal knyttes
attributter til begrebet konstruktiv journalistik, så skal det i al væsentlighed være begrebet
løsningsorientering. Når journalistik inddrager et løsningsorienteret element, bliver
journalistikken automatisk mere aktivistisk, fordi der som supplement kræves yderligere en
aktivitet sammenlignet med en klassisk passiv-neutral journalistik, men også i forhold til idealet,
den aktiv-neutrale. I forhold til sidstnævnte rolle er konstruktiv journalistik alt andet lige mere
aktiv-advokerende.
I det kvalitative interview med Ulrik Haagerup drøftes, om konstruktiv journalistik kan betegnes
som en slags ”moralsk” journalistik, fordi journalisten går et skridt videre i sin handlen, i en mere
målrationel retning jf. Max Weber.
Ovenstående konklusion underbygges af den indordning, lederne tildeler konstruktiv
journalistik i forhold til fire forskellige journalistroller (Bro, 2006). Alle syv peger på
redningshunden som den rette metafor for at beskrive konstruktiv journalistik. Redningshunden er
kendetegnet ved den aktive og deliberativt funderede journalist, der er orienteret mod borgere.
For denne type journalist er deliberation – samtalen – mellem borgere et middel til at løse andre
målsætninger, som kan strække sig lige fra bekæmpelsen af kriminalitet til styrkelsen af
integrationen (Bro, 2006, side 69).
79

Lisbeth Knudsen skelner mellem Berlingske Media’s lokale og nationale
publikationer. De lokale medier laver helt klart journalistik, der er både borgerinddragende og
aktiv, hvilket er et kendetegn for redningshund-journalistik. Kun TV 2’s Michael Dyrby vil ikke
placere konstruktiv journalistik i redningshund-området.
Lægger man de to ovenstående placeringer sammen, bliver det efterhånden muligt at se, hvor man
kan placere en ny, mere præcis definition af begrebet konstruktiv journalistik. Der tegner sig et
billede af, at konstruktiv journalistik er løsningsorienteret og handlingsanvisende journalistik,
der bygger på de klassiske nyhedskriterier og supplerer dem med en mere aktiv dimension, idet
konstruktiv journalistik har som en ekstra dimension, at der kan peges på eksempler på, hvordan
et tilsvarende problem er blevet løst andre steder. Konstruktiv journalistik er mere aktiv-
advokerende end den idealiserede aktiv-neutrale rolle, journalister og redaktionelle ledere
foretrækker.
80

5.3. Analyse II - kvantitativ undersøgelse
Stærke klassiske værdier
Det næste undersøgelsesniveau er en kvantitativ undersøgelse blandt mellemledere. Som nævnt i
afsnit 2.3. er der sendt spørgeskemaer til 180 mellemledere i de virksomheder, hvor de
interviewede ledere fra den kvalitative undersøgelse har deres virke. Denne population er valgt for
at afprøve nogle af de resultater, der er fremkommet fra den kvalitative undersøgelse. Det er for
eksempel interessant at finde ud af, om mellemlederne har de samme holdninger til konstruktiv
journalistik som lederne, og det er selvfølgelig også interessant, hvordan de to grupper forholder
sig til hinanden i grundlæggende spørgsmål om journalistik. Når det er vigtigt og interessant, er det
for at lave en test på, om der tilslutning til de retningslinjer, lederne udstikker.
En ting er meget tydelig: De klassiske nyhedskriterier står i høj kurs hos
mellemlederne: Aktualitet (100 %) og væsentlighed (96 %) er de kriterier, som respondenterne
giver deres største tilslutning til. Derefter følger identifikation (81 %) og konflikt (67 %) (se figur 1).
Det sidste af de klassiske fem håndværkskriterier – sensation – spiller ikke nogen afgørende rolle.
26 % er ”meget enige” og ”enige” i, nyhedsjournalistikken på deres medie bygger på sensation.
Omkring en tredjedel er hverken enige eller uenige, mens fire ud af ti (42 %) er uenige eller meget
uenige i, at journalistikken hos dem styres af sensation som et kriterium (fig. 1).
Sammenlignet med den kvalitative undersøgelse viser dette, at konstruktiv journalistik som begreb
ikke kan stå alene. Ingen af lederne peger specifikt på, at konstruktiv journalistik er et kriterium i
sig selv, som man vælger en journalistisk historie ud fra. Alle, også de varmeste tilhængere, redegør
i den kvalitative undersøgelse for, at ”konstruktive” elementer som løsningsorientering, news you
can use osv. skal bygge på væsentlighed og skal være relevante for brugerne. Undersøgelsen blandt
mellemlederne bekræfter klart, hvor stærkt de klassiske nyhedsværdier er forankret blandt
journalistiske ledere og mellemledere. Et harmonerer med det resultater, som Skovsgaard Hansen
et al (2010) er nået frem til: Det er fortsat det, der kommer nærmest vagthunderollen (Bro, 2006),
der er den mest ønskede journalistrolle, og det er også den tilstræbte objektivitet, der helst skal
styre måden at anskue og udføre journalistik på. Resultatet underbygger konklusionen på side 62,
at konstruktiv journalistik mere bør betegnes som en metode eller vinkel frem for et
nyhedskriterium.
81

Nyhedsjournalistikken på mit medie
bygger på væsentlighed.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bygger på identifikation.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bygger på sensation.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bygger på aktualitet.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bygger på konflikt.
Du bedes forholde dig til, i hvor høj grad du er enig eller uenig i de følgende
udsagn.
1%
13%
26%
25%
82
59%
66%
54%
32%
0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90%
55%
Meget enig Enig
Hverken enig eller uenig Uenig
Meget uenig Ved ikke
Fig. 1
Konstruktiv journalistik er løsningsorienteret
Lederne blev i den kvalitative undersøgelse bedt om at forholde sig til en række attributter, der af
tilhængere og modstandere er blevet knyttet til begrebet konstruktiv journalistik. I forsøget på at
indkredse begrebet, er der ganske stor overensstemmelse mellem ledere og mellemledere. I de
kvalitative interviews peger alle interviewpersoner på, at konstruktiv journalistik i al væsentlighed
er løsningsorienteret. Dette bekræftes af den kvantitative undersøgelse: 91 % af respondenterne
(figur 2) er ”meget enige” og ”enige” i udsagnet ”konstruktiv journalistik er løsningsorienteret
journalistik”.
24%
37%
26%
34%
9%
18%
8%
3
7%

Konstruktiv journalistik er positiv
journalistik
Konstruktiv journalistik er
løsningsorienteret journalistik
Konstruktiv journalistik er ”News you
can use”
Konstruktiv journalistik er glad
journalistik
Konstruktiv journalistik er optimistisk
journalistik
Konstruktiv journalistik inddrager
almindelig mennesker i
journalistikken.
Du bedes stilling til, i hvor høj grad du er enig eller uenig i de formulerede
udsagn.
0%
0% 2%
0%
13%
15%
12%
17%
26%
36%
83
22%
36%
41%
49%
0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90%
45%
Meget enig Enig
Hverken enig eller uenig Uenig
Meget uenig Ved ikke
Fig. 2
På linje med lederne afviser mellemlederne værdiladede betegnelser for konstruktiv
journalistik. Der er således ingen, der er ”meget enig” i udsagnet, at konstruktiv journalistik er
”positiv journalistik”. 13 % er enige, over en tredjedel hverken enig eller uenig, mens halvdelen af
respondenterne er uenige og meget uenige. ”Glad journalistik” får en endnu tydeligere afvisning:
Næsten syv ud af ti (69 %) er ”uenige” og ”meget uenige” i, at konstruktiv journalistik er glad
journalistik. Dette udsagn er kun 2 % enige i og en fjerdedel af respondenterne er hverken enige
eller uenige. ”Optimistisk journalistik” afvises også, idet seks ud af ti (59 %) siger, at de er ”uenige”
og ”meget uenige” i udsagnet, at konstruktiv journalistik er ”optimistisk journalistik”. Ingen er
”meget enig”, 17 % er ”enig”, en femtedel (22 %) er hverken enige eller uenige. Den kvantitative
undersøgelse understøtter dermed de bidrag til en definition af konstruktiv journalistik, som
toplederne kommer med i den kvalitative undersøgelse.
55%
45%
35%
39%
20%
24%
15%
13%
14%
4

Ud over det løsningsorienterede er der potentielt mange tilhængere af ”News you can
use” som en del af en definition af begrebet konstruktiv journalistik. 64 % er ”meget enige” (15 %)
og ”enige” (49 %) i, at ”News you can use” er et element, der er med til at definere begrebet
konstruktiv journalistik. Kun 14 % er ”uenige” eller ”meget enige”.
Selve betegnelsen ”News you can use” kunne fortjene en nærmere undersøgelse, da
det undervejs i undersøgelsen har været vanskeligt præcist at sætte ord på, hvad der egentlig menes
med ”news you can use”. I nogle tilfælde omtales begrebet som ren forbrugerjournalistik (nyheder),
der er direkte handlingsanvisende for individet. For eksempel: Sådan fodrer du bedst dine fugle fra
et foderbræt om vinteren. Eller: Sådan får du din kruspersille til at gro bedre i din køkkenhave.
Ulrik Haagerup skriver følgende i sin kronik fra 2008:
”Måske er rigtig mange mennesker dødtrætte af mediernes ensidige fokus på
problemer, ulykker og konflikter suppleret med lidt lallende gossip om Paris Hilton, ’bløde
historier’ om den seneste James Bond-film eller ’news you can use’ à la sammenligninger af flåede
tomater for dog at balancere alt det triste”.
Omvendt beskrives news you can use også som journalistik, der skal kunne svare på
spørgsmålet ”Hvad er der i det her for mig?” – igen med fokus på individet – eller som konkret
giver borgerne mulighed for at handle i bestemte situationer (Michael Dyrby, TV 2/Danmark, i den
kvalitative undersøgelse). Fordi der er forskellige opfattelser af, hvad ”news you can use” dækker
over, er det derfor også i analysen problematisk at pege på meget andet end at konkludere, at selve
begrebet vægtes næsthøjest blandt de betegnelser, der findes mest passende for begrebet
konstruktiv journalistik. Dog er der i forbindelse med denne betegnelse et ønske om en
journalistik, der er direkte brugbar, anvendelig eller har nytteværdi mere for den enkelte end for
samfundet eller grupper i samfundet. Der mangler en afklaring af news you can use for at kunne
vægte den betydning, både mellemledere og ledere tillægger begrebet i forbindelse med konstruktiv
journalistik.
Der er blandt mellemlederne en overvejende opfattelse af, at konstruktiv journalistik
bør inddrage almindelige borgere i journalistikken. Over halvdelen (53 %) er ”meget enige” og
”enige” i udsagnet, at konstruktiv journalistik inddrager almindelige borgere i journalistikken (fig.
2). Fire ud af ti (39 %) er hverken enige eller uenige, hvorimod kun 6 % er uenige eller meget
uenige. Den beskedne uenighed i udsagnet – eller modstand - kan ses som en understregning af, at
mellemledere i denne undersøgelse ønsker en mere aktivistisk rolle for journalistikken i kraft af
borgerinddragelse. Dette spørgsmål kan sammenholdes med spørgsmålet i den kvalitative
undersøgelse om borgerjournalistikkens rolle i forbindelse med konstruktiv journalistik. Der var en
84

almindelig opfattelse af, at borgerjournalistik er ”noget andet” end konstruktiv journalistik.
Samtidig peger lederne dog på, at en kombination af konstruktiv journalistik – forstået som
løsningsorienteret journalistik – og borgerjournalistik kunne være et interessant felt for
journalistikkens udvikling mod en mere aktivistisk rolle.
Aktivisme med trukket håndbremse
Det kunne tyde på, at mellemlederne tilslutter sig topledernes tanker om en mere aktivistisk
nyhedsjournalistik. Det er dog en tilslutning med trukket håndbremse: Under en tredjedel (29 %)
er enten ”meget enige” eller ”enige” i, at journalistikken også skal deltage i at finde løsninger på et
problem (figur 3). Endnu færre – lidt over hver tiende – mener, at journalistikken direkte skal have
som mål at løse problemer. Det vil sige, at jo mere aktivistisk, jo mere journalistikken involverer sig
i løsninger, desto større bliver forbehold og afstandtagen fra, at det er den rolle, journalistikken
skal have. Her er ledere og mellemledere enige: journalistikken og medierne bør indtage en mere
aktiv rolle i forhold til kunderne. Der er dog samtidig en markant, formentlig professionsbestemt,
enighed om, at man nok ikke bør gå for langt. Den tydelige grænse bliver trukket, hvor der er en
meget ens opfattelse af, at det ikke er journalistikkens rolle hverken at gå aktivt ind i at finde
løsninger, og i endnu mindre grad at have som mål at løse problemer i samfundet eller en bestemt
målgruppe. Det kan ses som dokumentation for teorien om, at journalister tænker meget ens i
forhold til både profession og rolle (Soloski, 1989; Schultz, 2005; Skovsgaard Hansen, 2010).
85

Nyhedsjournalistikken på mit medie
bør alene beskrive et problem for
samfundet eller en bestemt
målgruppe.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bør gennem en beskrivelse af et
problem for samfundet eller en
bestemt målgruppe også pege på
mulige løsninger af et problem.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bør gennem en beskrivelse af et
problem for samfundet eller en
bestemt målgruppe aktivt deltage i
at finde løsninger på et problem.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bør have som mål at løse et
problem i samfundet eller for en
bestemt målgruppe.
Nyhedsjournalistikken på mit medie
bør orientere sig mod mulige
løsninger af et problem i stedet for
at fokusere på konflikt, drama og
sensation.
De næste spørgsmål handler om værdier, som nyhedsjournalistikken ideelt set
bør bygge på.
3%
Du bedes forholde dig til, i hvor høj grad du er uenig eller enig i de følgende
udsagn.
6%
5%
8%
9%
6%
23%
23%
31%
86
25%
26%
25%
0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90%
Fig. 3
57%
41%
37%
48%
33%
Meget enig Enig
Hverken enig eller uenig Uenig
Meget uenig Ved ikke
Svar på spørgsmålet, om journalistikken i højere grad bør orientere sig mod løsninger
frem for at fokusere på konflikt, drama og sensation(Haagerup, 2008), dokumenterer en vis
tilslutning til løsningsorienteret journalistik (fig. 3). Næsten fire ud af ti (39 %) er ”meget enige” og
”enige” i dette udsagn, mens mindre end en fjerdel siger, at de er ”uenige” og ”helt uenige”. Mere
end en tredjedel af respondenterne er hverken enige eller uenige. Her er der potentiale for videre
undersøgelser og ikke mindst for yderligere diskussion og ledelsesmæssig påvirkning.
Selv om forskellen ikke er signifikant, er der forskellige svar på spørgsmålet, om
konstruktiv journalistik er en del af den redaktionelle dagligdag og om konstruktiv journalistik bør
18%
14%
20%
12%
13%
5%
5%

være en del af de journalistiske værdier på respondentens medie. Det er lidt flere (65 %), som er
meget enige og enige i, det bør den være, end konstateringen af, at det allerede er en del af de
journalistiske værdier (63 %) (fig. 4). På baggrund af det meget lille udsving – og den beskedne
population i undersøgelsen - vil jeg være tilbageholdende med at konkludere, at det betyder, at
mellemledere på danske nyhedsmedier har et stærkt ønske om, at man bør arbejde med
konstruktiv journalistik. På den anden side er der i undersøgelsen belæg for at sige, at der er mere
tilslutning til konstruktiv journalistik end der er modstand.
De næste to spørgsmål handler om, i hvor høj grad konstruktiv journalistik er en
del af den daglige redaktionelle proces, og om, i hvor høj grad du synes, at den
bør være det.
Konstruktiv journalistik er en
formuleret del af de journalistiske
værdier på mit medie.
Konstruktiv journalistik bør være en
del af de journalistiske værdier på
mit medie.
24%
25%
87
39%
40%
19%
23%
16%
7%
2% 0%
1% 3%
0% 10% 20% 30% 40% 50% 60% 70% 80% 90% 100%
Meget enig Enig
Hverken enig eller uenig Uenig
Meget uenig Ved ikke
Fig. 4
Når undersøgelsen viser, at mellemlederne i overvejende grad ønsker konstruktiv
journalistik på deres medie, er det interessent at se på, hvilke medier tilhængerne kommer fra. Og
her viser det sig, at det er på de landsdækkende dagblade, at begrebet konstruktiv journalistik er
mindst anvendt. Kun forsvindende få (4 %) siger ”meget enig” til spørgsmålet, om konstruktiv
journalistik er en formuleret del af de journalistiske værdier. Godt en tredjedel (35 %) er enige,
hvilket vil sige, at konstruktiv journalistik på den ene eller anden måde spiller en rolle i den daglige
redaktionelle proces. Lige så mange er hverken enige eller uenige, og godt en fjerdedel (26 %) er
uenige og meget uenige i, at det er tilfældet. De kvalitative interviews med lederne viser, at
konstruktiv journalistik som begreb ikke er formuleret klart på landsdækkende dagblade og

opfattes derfor ikke som en del af det journalistiske koncept. Det er det kun i DR og på
JydskeVestkysten. Flere ledere giver i forbindelse med interviews udtryk for, at de er positive over
for, at løsningsorienteret journalistik er måden at blive mere modtagerorienteret på og at det bør
være omdrejningspunktet for en definition af konstruktiv journalistik.
Der er blandt mellemlederne en vis interesse for, at konstruktiv journalistik bør være
en del af de journalistiske værdier på deres medie. 9 % erklærer sig ”meget enige” i, at konstruktiv
journalistik bør være en del af de journalistiske værdier, og over halvdelen (52 %) er ”enige”. Det vil
sige, at mellemledere på landsdækkende dagblade ønsker sig mere konstruktiv journalistik end der
er i dag (fig. 5 0g 6).
88
Fig. 5

89
Fig. 6
Tendensen er ikke helt den samme på landsdækkende tv, hvor over halvdelen (56 %)
er ”helt enige” og ”enige” i, at konstruktiv journalistik er en formuleret del af de journalistiske
værdier, men hvor lidt færre (50 %) mener, at konstruktiv bør være en del af de journalistiske
værdier. Til sammenligning er gruppen af respondenter, der hverken er enige eller uenige i, at
konstruktiv journalistik er eller bør være en del af mediets journalistiske værdier, større i bør-
være-gruppen end i er-gruppen. Men selv om der er færre, der er ”meget enige” og ”enige” i, at
konstruktiv journalistik bør være en del af de journalistiske værdier, så er der en signifikant forskel
på grupperne, der er uenige og meget uenige. I er-gruppen er mere end en femtedel (22 %) uenige
eller meget uenige i, at konstruktiv journalistik er en formuleret del af de journalistiske værdier,
mens det kun er godt hver tiende i bør-være-gruppen. Sammenholdt med den relativt store gruppe
i bør-være-gruppen (36 %), som hverken er enig eller uenig i, at konstruktiv journalistik bør være

en del af de journalistiske værdier, kan der derfor ikke konkluderes, at der blandt mellemlederne
på landsdækkende tv er en klar tendens til uenighed om, at konstruktiv journalistik bør være en del
af de journalistiske værdier. Snarere kan det være et udtryk for, at der ikke er modstand, men
tværtimod potentiale for at diskutere de journalistiske værdier. Der er her grundlag for yderligere
undersøgelser.
Undersøgelsen viser dog, at mellemlederne har stor sympati for, at journalistikken på
deres medie ud over at beskrive et problem også bør pege på mulige løsninger(fig. 3). Otte ud af ti
respondenter er ”meget enige” og ”enige” i dette, og mener, at det ikke er nok, at journalistikken
alene holder sig til at beskrive problemer for samfundet eller for bestemte målgrupper. 57 % er
”enige” og 24 % ”meget enige”. Samtidig er seks ud af ti ”uenige” og ”meget uenige” i, at
journalistikken på deres medie alene skal beskrive et problem for samfundet eller en bestemt
målgruppe. Samlet set er 17 % ”helt enige” eller ”enige” i den påstand, mens ca. en fjerdedel (25 %)
hverken er enige eller uenige.
90

Konklusion
”Vi skal ikke være en del af det team, der løser problemer”, siger nyhedsdirektør Michael Dyrby fra
TV2/Danmark i et af de syv kvalitative interviews i denne opgave. Sætningen understreger på én
gang den tvivl og samtidig den klare grænse, der er hos journalister, når man diskuterer
journalisters og journalistikkens rolle. Som Soloski (1989) siger, skal der lokale regler, politikker,
retningslinjer og instrukser til at påvirke en meget fasttømret forestilling om, hvad der er en god
historie og hvad der er de rigtige nyhedsværdier, der kan honorere denne forestilling (Schultz,
2005). Nyhedsorganisationerne respekterer langt hen ad vejen professionens regler. Det vil sige, at
der laves regler, som er til at leve med for medlemmer af professionen, journalisterne. Er reglerne i
strid med normerne, kommer reaktionen prompte og den kommer som regel kraftfuld (Soloski,
1989).
Reaktioner var der, da Ulrik Haagerup med sin kronik i Politiken i december 2008
initierede en fornyet debat om, hvad nyhedsjournalistikken bør gøre. Haagerup lancerede begrebet
konstruktive nyheder, og han opfordrede direkte til at antage det som et nyt kriterium som
supplement til de velkendte såkaldte ”håndværkskriterier” væsentlighed, aktualitet, identifikation,
konflikt og sensation. Som det er dokumenteret i denne opgaves review-kapitel (kapitel 4), er ideen
om konstruktiv journalistik blevet kaldt mange forskellige ting: lalleglad journalistik, positiv
journalistik, glad journalistik, optimistisk journalistik, for blot at nævne nogle af betegnelserne, der
er analyseret i denne opgave. Blandt kritikere var der både praktikere og forskere:
”…det her må ikke ende med, at halvdelen af nyhederne er optimistiske, og alting går fremad. Der
skal være en kritisk distance. Det handler om at være mere nuanceret”,
anfører professor Stig Hjarvard, Københavns Universitet, (afsnit 4.1.3.).
at
Afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole, Hans-Henrik Holm, medgiver,
”… folk er trætte af død og ulykke, men det er en central del af journalistikken at
gøre opmærksom på, hvor skoen klemmer. Ikke hvor den passer”.
Holm mener, at DR’s TV-Avisen, hvor Ulrik Haagerup er chef, risikerer at miste sin troværdighed
og samfundsmæssige funktion, hvis der ”uddeles høje karakterer”.
”Hvis de laver et indslag om, at en provinsby har løst alle problemer med
indvandring, og det er borgmesterens fortjeneste, så uddeles der politiske
91

karakterer. Hvis du fokuserer på løsninger, kan det blive enten markedsføring eller
politisk stillingtagen.
Altså en bekymring for, at journalistikken mister sin rolle som den uafhængige
kontrollant, vagthunden, den fjerde statsmagt, som især på vores breddegrader nyder stor respekt
fra alle sider (Hallin & Mancini, 2004). En bekymring for at blive del af det team, der løser
problemer, som Michael Dyrby frygter.
Tilhængerne er gået en anelse mere stille med dørene. I branchen har man mest hørt
til de kritiske røster. Men der er, som denne opgave dokumenterer, eksempler på, at idéen er
modtaget. Tydeligst på den regionale avis JydskeVestkysten, hvor man er gået så langt til at gøre
konstruktiv journalistik til en del af strategien og konceptualiseret begrebet, så det er til at måle og
veje både kvalitativt og kvantitativt (kapitel 4). Andre steder har man arbejdet med positiv
journalistik i form af ”Dagens Succes” (B.T. og JydskeVestkysten) og med problemløsende
journalistik (DR Fyn).
Fælles for disse organisationer er, at ledelserne er optaget af at finde ud af, hvordan
medierne igen kan gøres relevant for kunderne, lytterne, læserne og seerne, som i sidste ende skal
være så interesserede i produktet, at de også vil betale for det.
Denne opgave er optaget af, hvor den debat, Ulrik Haagerup begyndte på for mere
end et par år siden, befinder sig nu. Den er sat i gang ud fra en nysgerrighed efter at finde ud af,
hvad den har ført med sig. Og ikke mindst at forsøge at finde ud af, hvad konstruktiv journalistik
egentlig er.
Omdrejningspunktet er derfor problemformuleringens to aspekter: At finde ind til
kernen af, hvad konstruktiv journalistik er og nærme sig en definition, så journalister, redaktionelle
ledere, forskere og andre med interesse kan få en klarere fornemmelse af, hvad der reelt tales om,
når ordet konstruktiv journalistik bringes i spil. Det er nyt land, for konstruktiv journalistik er ikke
tidligere beskrevet i litteraturen. Spørgsmålet er, om det begreb, der ledes efter, i virkeligheden
tillader forskellige indfaldsvinkler, der, som eksemplet public journalism, aldrig bliver helt færdig,
aldrig får slebet kanterne helt, så det kan defineres konkret? (Rosen, 1994). Er det et ekstra
nyhedskriterium, Haagerup (2008) ønsker? Eller er det en måde at supplere de kriterier, der virker
og har virket i mange år, men som med introduktionen af konstruktiv journalistik som begreb
udsættes for kritik.
Dernæst at diskutere farer og potentialer, som et begreb som konstruktiv journalistik kan have
for journalistikken. Angriber det den opfattelse af nyhedsjournalistik, dens professionelle udøvere
er gennemsyret af? I hvor høj grad er der brug for – og ønskeligt – at se på nyhedsjournalistikken
92

fra en anden vinkel, som ikke bare Haagerup, men også andre ledere undervejs i den kvalitative
undersøgelse fremhæver.
Ideen om konstruktiv journalistik er i sin karakter en udløber af den debat, der er om
journalistikken og som er blevet ekstra aktuel på grund af især avisernes manglende evne til at
fastholde sine købere. Ideen har tydelige tråde tilbage til debatten om public journalism i 90’ernes
USA, hvor især Jay Rosen og Davis Merritt har været det makkerpar bestående af forsker og
praktiker, der har argumenteret for, at borgerne skal involveres meget mere i journalistikken for at
få dem til at engagere sig i samfundet. Public journalism er opstået på grund af en ”general disgust
with and withdrawal from public life” (Merritt, 1995) og har som mål at ”recall journalism to its
deepest mission of public service” (Rosen i Merritt & Rosen, 1995). De er lede og kede af at se
journalistik som hestevæddeløb (horse race) (Gitlin, 1990, i Glasser & Craft, 1996) og mister derfor
lysten til at engagere sig. Kernen i public journalism er således dialogen og debatten, som
journalister og borgere i et partnerskab kan genoplive. Kritikere siger, at public journalism kun har
det at snakke og sætte en dialog i gang om et problem som mål, at resultatet i virkeligheden, for at
sætte det på spidsen, mest er snak (Woodstock, 2002). Andre, at public journalism, når alt kommer
til alt, alligevel ikke tillader borgerne at komme ind i det redaktionelle maskinrum, hvor det fortsat
er de professionelle, som ud fra deres normer og roller styrer og ofte har et billede af, hvordan en
historie slutter, når de under dække af en mere borgerinvolverende journalistik sætter en
dagsorden(Heikkila & Kunelius, 1996).
Haagerup bruger tilhængernes argumenter i sin argumentation for konstruktiv
journalistik. Som analytisk udgangspunkt er der derfor valgt tre teori-områder, som kan bidrage til
forståelsen af de felter, begrebet bevæger sig i. Der er anvendt teorier om nyhedsværdier, hvordan
de er blevet til og hvordan de anvendes og hvilke, der er gældende, om journalisters roller i
samfundet og hvilken rolle de selv mener at spiller i nyhedsformidlingen og som teoridelens tredje
ben faktorer, der er afgørende for journalisters og redaktionelle lederes handlen.
I et selvstændigt kapitel (4) udforskes begrebet konstruktiv journalistik ved hjælp af
teori og forskning, praktiske eksempler, erfaringer fra branchefolk og undersøgelser af beslægtet
journalistik i udlandet, og der er blandt andet på baggrund af dette materiale foretaget kvalitative
interviews med medieledere og efterfølgende en kvantitativ (spørgeskema)undersøgelse blandt
mellemledere. Endelig er der inddraget ny, endnu ikke offentliggjort dansk forskning for at belyse
forhold, der dominerer journalisters professionelle opfattelser.
Problemformuleringens første aspekt er at definere begrebet konstruktiv journalistik. Skal man
alene definere begrebet ud fra svarene fra den kvalitative og den kvantitative undersøgelse, er det
93

helt entydigt, at konstruktiv journalistik er lig med løsningsorienteret journalistik. Alle ledere og ni
ud af ti mellemledere er enige i, at det er kernen. Det vil også sige, at konstruktiv journalistik helt
entydigt er i familie med det, der er intentionen i public journalism: Det kommunikative element
fremhæves (Bro, 2004) på bekostning af det informative. Et mål med public journalism, som er
parallelt til konstruktiv journalistik forstået som løsningsorienteret journalistik, er at aktivere
borgerne til en dialog, der kan føre til løsninger. I opgaven er dette konkretiseret ved eksemplerne
fra JydskeVestkysten og DR Nyheders satsning i 2010 (”Danmark knækker”) plus delvis eksemplet
med problemløsende journalistik på DR Fyn.
Konstruktiv journalistik defineret som løsningsorienteret indebærer også, at det ikke
er journalisten eller mediet selv, der går ind i en sag og vælger den ene frem for den anden løsning.
Princippet om proaktiv neutralitet (Rosen, 1996), hvor man gennem journalistikken netop får
andre – borgere, beslutningstagere, interessenter – til at pege på løsninger, er en del af
definitionen.
Med denne indkredsning in mente har de været interessant at analysere, om
konstruktiv journalistik kan betegnes som et nyhedskriterium, der kan supplere de kriterier, der er
omdrejningspunkt for nyhedsjournalistikken: Væsentlighed, aktualitet, identifikation, konflikt og
sensation.
Svaret er nej. Der er i undersøgelserne intet belæg for, at vi med konstruktiv journalistik taler om et
kriterium. I hvert fald ikke, hvis et nyhedskriterium er kendetegnet ved, at man udvælger en
nyhedshistorie, fordi den er et eller andet: vigtig, overraskende, ny, interessant, væsentlig eller
noget andet; men næppe, fordi den er konstruktiv. Ulrik Haagerup, Peter Orry og Jesper Borup,
som i opgaven fremtræder som engagerede fortalere for konstruktiv journalistik, medgiver, at den,
for at være interessant, skal bygge på nogle af de klassiske kriterier. Konstruktiv, løsningsorienteret
journalistik kan derfor ikke stå alene og må derfor mere betragtes som en metode eller en vinkel på
en historie, ikke som et nyhedskriterium. Jesper Borup siger i kapitel 5, at problemløsende
journalistik sagtens kan være traditionel journalistik. Forskellen er, at man i den traditionelle
journalistik ofte har udeladt den problemløsende vinkel på en journalistisk historie. Sammenligner
man eksempelvis med Schultz’ (2005) forslag om eksklusivitet som et sjette nyhedskriterium,
forholder det sig anderledes: Eksklusivitet kan være et grundlag for valget af en historie.
Det fører til det andet aspekt i problemformuleringen, nemlig analysen af farer og
potentialer for dansk nyhedsjournalistik. Både den kvalitative og kvantitative undersøgelse peger
på potentialer i kraft af, at medierne med konstruktiv løsningsorienteret journalistik kan udvikle en
stærkere modtagerorientering. Det er et klart ønske blandt lederne – og også blandt mellemlederen
94

kan der konstateres et ønske om mere konstruktiv løsningsorienteret journalistik end der
praktiseres i dag.
95

Det journalistiske radarkort
Når nu lederne i nyhedsorganisationerne så entydigt peger på, at konstruktiv
journalistik skal forstås som journalistik, der også kan pege på løsninger – og det massivt bakkes
op af mellemlederne – har det en høj grad af validitet og er også i tråd med, hvad Ulrik Haagerup
vil opnå med denne debat: Der skal tænkes i journalistik, der viser en mulighed, en vej frem, i
stedet for at male et billede af virkeligheden, som muligvis er mere dystert end folk uden for
redaktionslokalerne opfatter den.
Når traditionel nyhedsjournalistik er kendetegnet ved at være neutral-passiv og at bruge det
repræsentative system for at løse problemer, betyder det, at denne journalistik slår tilsvarende lavt
ud på den deliberative dimension, og også på den værdi, der hedder advokerende og aktiv. Det
giver så følgende billede, når man tegner placeringen på de forskellige værdier ind på et
journalistisk radarkort (fig. 7). Kortet kan bruges til at vurdere forskellige journalistiske retninger i
forhold til hinanden, så man kan synliggøre de værdier, der er bestemmende for den form for
journalistik, man vælger.
Fig. 7 - Nyhedsjournalistik
Konstruktiv journalistik, som man ved hjælp af den kvalitative og kvantitative undersøgelse kan
analysere sig frem til, er også mest neutral, men mindre end nyhedsjournalistikken, og dermed
også med mere værdi på det advokerende. Konstruktiv journalistik er mere aktiv, involverer flere
borgere, er derfor mere deliberativ. På radarkortet kan konstruktiv journalistik se ud, som på fig. 8.
96

Fig. 8 – Konstruktiv journalistik
Værdierne i aktiv-passiv i radarkortet skal forstås som journalistens handlen, d.v.s. i den forståelse,
Bro (2006) bruger i forbindelse med Aktionskompasset, og dermed ikke i samme forståelsesramme
som Donsbach & Patterson (2004). Tilsvarende er akserne deliberativ-repræsentativ overtaget fra
Aktionskompasset, mens neutral-advokerende-aksen i sin forståelse er overtaget fra Donsbach &
Patterson-modellen fra 2004.
97

Perspektivering
Selv om konstruktiv journalistik jf. resultaterne i denne undersøgelse primært et
løsningsorienteret, rummer begrebet en række andre elementer, som igen rummer en række
potentialer. Man kan sige, at konstruktiv journalistik ud over det løsningsorienterede står på
yderligere tre ben:
1. Det nyttige
2. Det problemløsende
3. Det optimistiske
Ad 1.) Journalistik, der giver den enkelte mulighed for at handle konkret efter muligheder, der i
journalistikken ridses op. Man ”låner” af begrebet News you can use, som vi især kender fra
forbrugerstoffet. Men fastholder det publicistisk sigte, som Lisbeth Knudsen er inde på i den
kvalitative undersøgelse: Man behandler emner journalistisk, som lægger op til indsigelser mod
lokalplaner, deltagelse i afstemninger og valg og lignende demokratiske handlinger. Dette ben i
konstruktiv journalistik er handlingsanvisende for den enkelte og kan bruges både lokalt og
nationalt, men nok mest lokalt.
News you can use slår naturligt nok højt ud på det deliberative og aktive. Når udslaget på
advokerende er højt, skyldes det, at news you can use ofte indeholder anbefalinger af bestemte
handlemåder. F. eks.: Du gør godt i at konvertere dit lån nu, fordi rentesatserne ændrer sig. Eller:
Vi mener du bør deltage i valget, fordi det er vigtigt for at demokratiet virker osv.
Fig. 9 – News you can use
98

Ad 2.) Er mest velegnet lokalt: Gennem journalistikken kan lokale medier aktivt gå ind og behandle
problemer, lokalsamfundet ønsker løst. Eksempler i denne opgave er JV’s ”redningsaktionen” for
det lokale kvindehåndboldhold. Potentialet er at give det lokale medie en anden rolle i forhold til
borgerne. Fig. 10 illustrerer relativt høje værdier på aktiv-aksen, men også høje værdier på det
deliberative og repræsentative. Problemløsende journalistik kan bevæge sig i begge retninger for at
nå målet: at løse et problem. Denne journalistiske retning slår til gengæld højere ud på den
advokerende del på bekostning af det neutrale, fordi undersøgelsen viser, at det problemløsende er
at gå et skridt videre end løsningsorienteret. Derfor ligger den noget mere til venstre på det
journalistiske radarkort.
Fig. 10 – Problemløsende journalistik
Ad 3.) Optimistisk journalistik forstået som en journalistik, der vægter at vurdere en historie efter,
hvad der i en udvikling har ført til noget, der er bedre end det var, i stedet for at vægte det, der er
blevet værre. Altså en bevidst handlemåde, som gør, at også denne ”genre” kommer til at ligge i den
venstre, aktive del af de journalistiske radarkort. Det er naturligvis noget, der løbende fordrer, at
journalister og redaktionelle ledere diskuterer deres handlemåder og måder at tænke på. Begrebet
optimistisk er det mest udefinerbare af ovenstående begreber, men er alligevel en tanke værd, fordi
det var en af de mere løse attributter, lederne tog mest til sig og gav ”liv” i den kvalitative
undersøgelse. På det journalistiske radarkort (fig. 11) ser optimistisk journalistik således ud:
99

Fig. 11 – Optimistisk journalistik
100

101
BILAG
Lydfil (DVD) vedlagt med optagelser fra de kvalitative interviews. De enkelte WAV-filer er
navngivet. Tidsangivelser for citater, der gengives i afhandlingen, findes i bilag nr. 2. Der er tillige
en fil 1. WAV, som indeholder en optagelse fra et interview i P1 med tidligere DR-generaldirektør
Hans Jørgen Jensen og Ulrik Haagerup, hvor Hans Jørgen Jensen kritiserer begrebet konstruktiv
journalistik. Der er ikke i opgaven citeret fra interviewet, men illustrerer diskussionen.
1. Spørgeramme kvalitative interviews
2. Tidsangivelser for kvalitative interviews
3. Udskrift af spørgeskemaundersøgelse
4. Målkort fra JydskeVestkysten, Haderslev
5. Målkort fra JydskeVestkysten, Kolding
6. JV-chefredaktørens efterkritik med de fem sikre varianter
7. Center for Investigative Reporting Launches California-Focused Initiative, maj
2009
8. Mail Haagerup
9. Vejen frem: Nu får håndboldpigerne hjælp (JydskeVestkysten 2. marts 2010)
10. Vejen frem: Hundeejer: Jeg kan ikke holde dem inde (JydskeVestkysten 31. marts
2010)
11. Vejen frem: Haderslev for Haiti (Jydske Vestkysten 29. januar 2010)
12. Juleindsamling, (JydskeVestkysten 19.-20. december 2009)
13. Vejen frem: Borgmester kræver svar, (JydskeVestkysten 31. marts 2010)
14. Tegning: Ledernes indtegninger på Donsbach & Patterson-inspiretet model
(2004)
15. Problemløsende journalistik på DR Fyn – en hvidbog
16. ”Se verden fra din hoveddør”, Fred Jacobsen, 2008

Referencer
Peter Bro, Aktionsjournalistik, Syddansk Universitetsforlag, 2004
Peter From Jacobsen, Borgerjournalistik – hvad er det?, Forlaget Ajour, 2009
Fred Jacobsen, ”Se verden fra din hoveddør”, artikel, Dansk Journalistforbund,
2008
Anne-Lise Salling Larsen & Hans Vejleskov, Videnskab og Forskning, Gads Forlag, 2.
rev. Udgave, 2006
Hallin, Daniel C. og Paolo Mancini, Comparing Media Systems, Cambridge
University Press, 2004
Troels Mylenberg & Peter Bro (red.), Et loft(e) til journalistikken, Syddansk
Universitetsforlag, 2008
Anker Brink Lund, Ida Willig & Mark Blach-Ørsten, Hvor kommer nyhederne fra?,
forlaget Ajour, 2009
Gaye Tuchman, Making news: a study in the construction of reality, Free Press, 1978
Shoemaker, P & S. Reese, Mediating the Message – Theories of influences an mass
media content, New York: Longman, 1996)
Marianne Hansen, Tag ved lære af public journalism, UPDATE, 1999/2004,
http://www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00100709
Peter Bro, Nye roller i redaktionslokalerne, Journalistica nr. 1 pp. 63-79, 2006
Ulrik Haagerup, Konstruktive nyheder, Politiken 8. december 2008,
http://politiken.dk/debat/kroniker/article607850.ece
John Soloski, News reporting and professionalism: some constraints on the
reporting of the news, Media Culture Society; 1989; 11; pp. 207-228
Morten Skovsgaard Hansen, Erik Albæk, Peter Bro & Claes de Vreese, Media professionals og
media marionettes?, Syddansk Universitet, 2010, Work in progress
Morten Skovsgaard Hansen; A Reality Check: How journalists make sense of the
objectivity norm, Center for Journalism, University of Southern Denmark, 2010,
work in progress
Wilson Lowrey, Mapping the journalism-blogging relationship, Journalism 2006; 7;
pp. 477-500
Tanni Haas, Importing journalistic ideals and practices? The case of public
journalism in Denmark, The Harvard International Journal of Press/Politics, 2003;
8; pp. 90-103
102

MediaWatch, JydskeVestkysten vil vise “vejen frem”, 4. december 2009,
http://mediawatch.dk/artikel/jydskevestkysten-vil-vise-vejen-frem (evt. som bilag)
Mogens Mejlby, uddrag af bogen ”Nye nyheder”, CfJE, 1999,
http://www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00118647
Galtung, J. & Ruge, M. Holmboe (1965): The Structure of Foreign News. The
Presentation of the Congo, Cuba and Cyprus Crises in Four Norwegian Newspapers,
Journal of Peace Research, vol. 2, pp. 64-91;
Siebert, Fred S., Theodore Peterson og Wilbur Schramm, Four
theories of the press, University of Illinois Press, 1963
Christian Elmelund-Præstekær, David Nicolas Hopmann of Klaus Levinsen, Danske
journaliststuderende: Ret repræsentative reportere, Jornalistica nr. 1, 2009, pp. 46-
66
Donsbach W. & T.E, Patterson, Political news journalists: Partisanship,
professionalism and political roles in five countries, pp. 251-270 in F. Esser & B.
Pfetsch, eds., Comparing Political Communication. Cambridge: Cambridge
University Press
David H. Weaver & Cleveland Wilhoit, The American journalist in the 1990s, U.S.
News at the end of en era, Mahwah, NJ: Lawrence Erlbaum Associates, 1996
David H. Weaver & Cleveland Wilhoit, The American Journalist in the 21 st century, Lawrence
Erlbaum Associates, kap. 9, 2006
Max Weber, Politik als Beruf, Berlin: Duncker und Humbolt, 1919/1977
Max Weber, Wirtschaft und Gesellschaft, Tübingen: Mohr, 1925
Ida Schultz, Bag om nyhedskriterierne , Ph.d.-afhandling, afdeling for Journalistik, Institut
for Kommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitetscenter, Roskilde 2005
Lars Bjerg, Vær god, Forlaget Ajour, 2005
J.D. Lasica, Participatory journalism puts the reader in the driver’s seat, Online
Journalism Revue, 2003, i Peter From Jacobsen – Borgerjournalistik – hvad er det?,
Ajour, 2008
Jay Rosen, Getting the Connections Right: Public Journalism and the Troubles in
the Press. Hillsdale, NJ: Erlbaum, 1996
Jesper Borup, Problemløsende journalistik på DR Fyn – en hvidbog om erfaringer og
perspektiver, (2007)
UPDATE, Lokaljournalistik 2.0: Projektbeskrivelse,
http://www.update.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB01828825
Maja Dalsgaard og Tine Møller Pedersen, ”Der må da også være noget godt at sige i
dag?”, speciale i kommunikation, Roskilde Universitet, 2009
103

Louise Woodstock, Public journalism's talking cure: An analysis of the movement's 'problem',
Journalism; 3; 37, 2002
Heikkila, Heikki & Risto Kunelius (1996) ‘Public Journalism and Its Problems’,
Javnost – The Public 3(3): 81–95.
Theodore L. Glasser & Stephanie Craft, Public Journalism And The Prospects for
Press Accountability, Journal of Mass Media Ethics, 11; 3; pp.152-158, Lawrence
Erlbaum Associates, 1996
Poul Funder Larsen, Positive nyheder skal stoppe BT’slæserflugt, Børsen, 25.11.2009
Jens Grund, Indlandschef DR Nyheder, Derfor laver vi Danmark Knækker,
www.dr.dk/Nyheder/Teamer/Danmark knaekker, 25.4.2010
Karine Soebye, Nyhedsmanifest – for journalistikkens fremtid, 12. november 2009,
http://karinasoeby.wordpress.com/2009/11/12/nyhedsmanifest-%e2%80%93-forjournalistikkens-fremtid/
www. Journalisten.dk, B.T. vil lave glade nyheder, 3.12.2009,
http://journalisten.dk/b-t-vil-lave-glade-nyheder
Anders Kinch-Jensen, Løsningsorienteret - og prisværdigt, 2006,
http://www.dr.dk/P1/redaktoerenshjoerne/Nyhedsbreve/2006/11/30093907.htm
Øjvind Hesselager, Glade nyheder i en sur tid, 5.11.2008,
http://journalisten.dk/glade-nyheder-i-en-sur-tid
The Journalism Center for Chrildren & Families, The good-news challenge: How the
Journalism Center for Chrildren & Families Vovers an Important Beat, November
2009
David Bornstein, How to practice solution journalism part I, april 2010,
http://dowser.org/how-to-practice-solution-journalism/
Se også: http://dowser.org/about/mission/,
http://www.nytimes.com/2010/03/15/education/15recess.html
The Press Institute, Who we are, http://globalpressinstitute.org/content/who-we-are
Shoemaker & Reese, 1991; Schönbach, Stürzebecher & Schneider, 1994; Schudson,
2003, i Albæk et al., 2008, side 108)
104