TRIANGLEN | NYT - Hem, Hindborg og Dølby

Nå men tilbage til overdragelsen, hvor den person vi skulle afløse,
giver alt han har til den nye - her havde jeg så 2 personer at modtage
input fra.
På et tidspunkt talte jeg, hvor mange brugernavne og passwords
jeg havde - der var ialt 14! Det kan nok være de små grå kom lidt
i svingninger. Indenfor det fysiske, var det lige modsat. Vi måtte
ikke lave noget hårdt fysisk de første 14 dage, for kroppen skulle
lige vænne sig til at befinde sig i ca. 2.500 m. højde. Der skulle i
de første 2 uger løbende være kontrol af hjerte og kredsløbet, hvor
bl.a. iltoptagelsesprocenten bliver målt. Når man befinder sig lidt
højere oppe, er det naturligt at blodtrykket stiger og som følge deraf,
stiger pulsen. Den stilstand holdt jeg til i en ca. 1 uge, så kunne
løbeskoene ikke holde sig i ro længere!
Det må have set lidt sjov ud for en på afstand, når sådan en ”nybegynder”
starter ud med løb heroppe. De første par hundrede meter
går i samme tempo som derhjemme - men så går det helt naturligt
ned i tempo, man mangler ganske enkelt luft (ilt). Vores iltoptagelsesprocent
kommer i øvrigt ikke længere op end et sted mellem 93-95
% - det var lige til en indlæggelse derhjemme. Det skal man ikke
hænge sig så meget i, der er mange forskellige former for adfærd
heroppe, der ville kræve en seriøs behandling derhjemme!
Landskabet er råt og brutalt, men samtidig betagende smukt. Det
er mærkeligt at tænke på, at der udenfor vores Camp W, tilbage før
russerne ødelagde landet,var skovområder samt noget så eksotisk
som pistage plantager.
Afghanistan var dengang frodigt og grønt med masser af skove og
overrislingskanaler, som gav vand til afgrøderne. Under den russisk
afganske krig gemte de lokale sig i skovene, så derfor ryddede russerne
dem eller brændte dem ned. Vandsystemer og kanaler med
overrisling ødelagde russerne som en form for gengældelse. Sådan
er krig – der er ingen vindere! Der er en stor taber og en mindre.
En amerikansk vist nok præsident, har udtalt at krig er en forlængelse
Side 12
af to landes regeringers stridigheder, hvor de bare ikke kan enes.
Men med hensyn til russerne, så har vi hernede hørt historier om,
hvordan hele bataljoner er blevet fanget og låst i en kløft. Det er sket
ved, at Det foreste og bagerste køretøj er blevet ødelagt. Passene er
så smalle, at der ikke er nogen, der kan køre udenom. Dette er sket
ved første mørkefald. Om morgenen, var der ikke nogen levende
russiske soldater tilbage! Begge dele er forfærdelige. Med hensyn
til landskabet, så er det sådan at det relativt hurtigt bliver ørken, når
der ikke er nogen vegitation tilbage og det tager lang tid at vende
dette - hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
Solen skinner hver dag og vi kan se at der fra uge til uge bliver mindre
vand i floden. Den kunne vi med nød og næppe passere i april
måned da vi var på recce hernede, nu kan vi næsten passere den
i gummistøvler (altså uden at blive våde indvendigt). Der har ikke
været regn siden dengang og det forventes ikke før engang hen i
oktober måned. De lokale er allerede begyndt at klage sig over mad
situationen, så det tyder på at det bliver en hård vinter, der kommer.
Der er desværre mange børn der dør før de når at blive fem år. Det
forsøger afghanerne at kompensere for ved at få mange børn.
Forestil dig, at du en morgen bliver kaldt ud til en af indgangene
til Camp W og her bliver konfronteret med et ungt par med 3 små
børn, hvor faderen beder dig om hjælp, imedens konen og de 3 små
børn, som alle ligner nogen på ca. 4 år, er kravlet i ly ved en stor
sten. Han siger de ikke har noget som helst og om de ikke kan få
noget mad, hvis ikke så bare en lille gave eller et eller andet - hvad
ville du så gøre? For os er der ikke andet at gøre end pænt at afvise
familien! De skal henvende sig til de lokale myndigheder. Hvorfor
nu det spørger du sikkert, det var da ikke særlig humant. Det vil du
have ret i. Men hvis han nu fik noget ved porten og man derved
gjorde en familie tilfreds, for det vil vi jo gerne, ja så var der 100
mennesker næste dag for at få noget. Vi har en hel fødevarer og
andet til lokalbefolkningen, men det skal meget gerne gemmes til
vinteren. I tilfældet kunne det meget sandsynligt forholde sig sådan,
at det var bror og søster, der havde medbragt nogle af naboens børn,
bare for at se om de kunne få noget mad.
Under en patrulje, hvor vi skulle overnatte, var vi åbenbart kommet
til at placere os for tæt på en lokal Kushi stamme. I hvertfald kom
et par mænd op til os og sagde, at de var bange - deres kvinder
og børn havde gemt sig nede i deres telte og skreg og græd, for de
vidste ikke, hvad vi ville gøre ved dem. Her hjalp det ikke at sige vi
var fredelige danskere. Derfor måtte vi flytte lidt væk, men der var
der også en lokal stamme, men afstanden var åbenbart acceptabelt,
for de brokkede sig ikke. Med stor sandsynlighed, var det lidt
skuespil, det piveri ved den første stamme. Kushi’erne er nemlig
et selvstændigt folkefærd, der er respekteret af alle for at være
upartiske. Vælger de parti, f.eks ved at vi er sammen og det kan se
ud som om de holder vagt for os - ja så forsvinder respekten og de
kan blive en slags lovløse.
Nattehimlen hernede er utrolig smuk. Når man er på ferie i det
sydlige og det bliver aften, så kan man opleve, at det forholdsvis
hurtigt bliver mørkt. Det gør det også her i Afghanistan. Derved
fremtræder stjernehimlen mere tydelig og med langt flere stjerner
end under den danske nattehimmel. Vi kan dog også hernede se
Carlsvognen, Cassiopeia o.fl. stjernebilleder. Som baggrundsstemning
kan vi altid høre de vilde hunde, dem holder vi os klogeligt på
afstand af, både af hensyn til størrelsen og ikke mindst på grund af
smittefaren med rabies.
Indlæg ved Erling Hedegaard, Dølby
for tiden udsendt til Afghanistan
- fortsættelse følger i næste nummer af Trianglen.
Trianglen nr. 3/08