Download File - Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse

Kirkelig Information
Johannes Horstmann var født i 1915 og
døde i 1999. Efter sin kandidateksamen
var han nogle få år hjælpepræst i Hjørring,
i 1946 blev han præst i Randers og i 1964
i København. Han gik på pension i 1985.
Han blev gennem flere årtier en hovedskikkelse
i Tidehverv, både i bladets spalter og
som antydet på sommermøderne. I ”Historien
om Tidehverv” gør Søren Krarup
opmærksom på Horstmanns ”teologiske
format og dogmatiske indsigt og overblik”.
Det bekræftes også i hans grundrids af
dogmatikken.
Bogen er, som Horstmanns foredrag var:
Tekst. Hver forelæsning udgør et kapitel.
Hvert kapitel har en kort overskrift, som
dog kun giver en beskeden vejledning i,
hvad man kan finde i kapitlet. Svarende
dertil har flere kapitler samme overskrift,
kun adskilt ved et forskelligt romertal.
De enkelte afsnit i hvert kapitel kan være
ganske lange og har ikke egne under-overskrifter.
Der er heller ikke små resumeer af
kapitlernes hovedtanker – som det er ved at
blive så moderne. I begyndelsen af bogen
er indsat et farvefoto af forfatteren; men
det er også alt af den slags.
Som bogen er, svarer den måske til nogle
rammende ord i den indledende artikel –
rammende i forhold til mangt og meget i
den moderne folkekirke: ”Det skal nok vise
sig at være regelen, at stigende forståelse
for evangeliets indhold er ligefrem proportional
med svindende vægtlæggen på at få
dette udtrykt på en tidssvarende måde. Og
det er ikke underligt, at det er sådan, for det
betyder, at hvor evangeliet selv presser på
for at blive sagt, der vil det selv overtage
ansvaret for, om mennesker hører det, og
der vil det ikke finde sig i at blive gjort
afhængigt af menneskers bestræbelser for
at få det sagt på en måde, der tilfredsstiller
dem selv og deres tilhørere.”
34
Selve grundridset af dogmatikken er bygget
ganske traditionelt op og følger i store
træk trosbekendelsen. Efter indledende
kapitler om dogmatikken, åbenbaringen
og Bibelen, følger kapitler om Gud, Jesu
Kristi Fader og Treenigheden. Derefter
behandles skabelsen og syndefaldet, læren
om Kristus og læren om Helligånden. De
sidste kapitler hedder: Dåben, Nadveren,
Bønnen, Syndernes forladelse, Kirken i
verden og Det evige liv.
I en tid som vor, hvor alt i gammel kristentro
tilsyneladende kan diskuteres, hvis ikke
ligefrem bortforklares, er det velgørende at
møde en theolog, der taler helt klassisk om
kristen tro – og det med stor frimodighed.
Horstmanns fremstilling af dogmatikken
kan i mange henseender stilles ved siden
af Regin Prenters. Men det er klart, at
vi dermed taler om to meget forskellige
theologer, som giver hver sin fremstilling
af den kristne tro, men som alligevel
begge er karakteristiske for den periode, de
begge har baggrund i. Forskellen mellem
de to ligger nok mest i, at Horstmann er en
renlivet og meget bevidst luthersk theolog,
mens Prenter er luthersk med grundtvigsk
baggrund og økumenisk udsyn. Det kunne
det uden tvivl være spændende at foretage
en nærmere undersøgelse af; men det vil
blive mere omfattende, end en anmeldelse
tillader.
Selv om Horstmann læst i nutiden virker
som en klassisk og meget traditionel
theolog, tager han selv forbehold mod at
blive forstået sådan. Han skriver om ordet
”kirkelig” i forelæsningsrækkens titel: Det
”betyder ikke, at jeg agter at tale en traditionalistisk
dogmatiks sag, og at jeg ser
alle ulykker som stammende fra en kritisk
holdning over for skrift og trosbekendelse”.
Og senere: ”Ordet kirkelig skal holde dogmatikken
fast ved det, som er dens og den
Kirkens Ja og Nej