Glaskistens Forvandling- en tibetansk beretning om - Stalke

fra Tibet havde bosat sig engang i begyndelsen af 60erne for at redde
deres religiøse identitet efter den kinesiske magtovertagelse.
Langt derude – 18 timer i natbus fra Kathmandu og mange dagsrejser
til fods – bor en fire-femhundrede mennesker. De fleste er
gamle, udslidte, fattige og venlige. De længes hjem. Peger sigende
mod nord, hvor Himalayas hvide tinder rejser sig. 30 år før havde de
krydset bjergene på en tre måneder lang og ubeskrivelig anstrengende
flugt. Alle havde mistet familie, børn og gamle på denne vandring
over bjergene fra Tibet.
Jeg blev usædvanlig godt modtaget og fik lov til at stille glaskisten
op ved deres kloster i nogle dage. Den blev nøje undersøgt af
folk og af fæ. Kvinderne samlede de stumper af elastik og bændel
op, som var blevet til overs fra sammenbindingen. Alt kunne genanvendes,
og jeg havde en berettiget følelse af absurditet ved mit
vestlige forehavende herude i ødemarkens fattigdom.
Bedeflagene
Ikke desto mindre tilbød en gammel munk, der havde været anfører
under flugten, at hjælpe mig op i over 4000 meters højde med
kisten, så den kunne anbringes med udsyn til de bjergpas, de første
flygtninge var kommet over. Dagen før vi pakkede sammen til den
ekspedition, bragte den rødklædte doktorlama mig nogle bedeflag.
De blev overbragt med en sætning på engelsk, som var lært udenad
som et mantra: Fortæl hende, at for os tibetanere handler hele livet om i døden
at kunne forvandle den fysiske krop til en lysende regnbue.
De havde forholdt sig til mit arbejde. De havde snakket om det.
Og de responderede. Vi bandt flagene fast på kisten.
Himmelbegravelse
Næste dag ved daggry steg vi op til snebjergene. Heroppe hjalp munken
mig med sammenbindingen, og her tilbragte vi to uforglemmelige
dage med udsyn mod Tibet bag Himalayas hvide toppe.
Utilsigtede hændelser
Folkene spurgte mig, om jeg skulle have mit kunstværk med mig
tilbage til Danmark igen. De så undersøgende og spændte på mig.
De havde regnet ud, at de 18 glas nøjagtigt passede ind i de tomme
vindues rammer i den mørke tempelsal, hvor de havde frosset i 30 år.
Glassene blev afleveret til syngende bønner og nænsomt stillet
bag buddhaer og dæmoner. Der blev tændt smørlamper. Mit arbejde
var fuldført, men projektet var ikke helt forbi endnu.
Et armbånd med dyreknogler i regnbuens farver
I lejren ventede den tibetanske embedsmand mig. Han var den
første, jeg havde mødt, da jeg nogle uger forinden var ankommet.
Hans forfinede væsen og høflige engelsk, hans store hjælpsomhed
havde fra første øjeblik fyldt mig med undren og fryd.
12 13