Barndommens gade - ungdommens vildveje! - Børnesagens ...

en øjenskade og en brækket næse, det
var forfærdeligt. Øjenskaden, jeg tror
ikke, den var god – det var ikke bare et
blåt øje. Det har jeg dårlig samvittighed
over. De tre drenge anmelder
det, men jeg ringer rundt til alle, jeg
kender og får dem til at holde kæft. Så
der sker ikke yderligere.
Nødt til at gøre nogen ting
Her sidst bankede jeg en fyr. Et par
dage efter blev jeg ”indkaldt” til et
møde af ham og hans kammerater. De
bankede mig på stribe. Nogen gange er
det bedst bare at tage imod, jeg slap
faktisk billigt, jeg røg ikke i spjældet og
mistede ikke min læreplads, slog bare
en flis af min tand og fik en flænge.
Jeg synes, jeg er ved at blive klogere,
selvom det stadig går galt. Det er nok
min støtte-kontaktpersons skyld, han
har aldrig givet op. Det er ikke noget,
han går og siger, men det ved jeg bare.
Han har også fået mig til at se, at det
er noget lort at slås. Ellers ville jeg nok
have siddet i det, til jeg blev 30. Jeg
25
prøver, så godt jeg kan, at snakke mig
ud af det i stedet for at slås. Men det
gamle er der stadig, jeg får lyst til at
hævne mig, og man er også nødt til at
gøre nogen ting for at være med i
sådan en vennekreds som min, det er
klart. Hvis du ikke hjælper en kammerat,
der har problemer, så hjælper
han jo heller ikke dig. Men det er da
irriterende. Jeg har lavet det lort, jeg
skal lave, synes jeg.
Når jeg er færdig med min læreplads,
så skal Nassim ikke længere være min
støtte-kontaktperson. Det kan jeg da
godt være lidt bange for, for jeg har en
tendens til at grave mig ned i et sort
hul. Jeg ville ønske, at jeg stadig kunne
have ham, ikke at han behøver at
besøge mig hver uge. Men så jeg kunne
ringe til ham, hvis der var problemer,
og han så ikke stod og lige skulle ud til
en anden dreng.
Hvor jeg er om 10 år? Jeg har et hus i
et villakvarter et eller andet sted. Kone,
børn, gode venner. Det glæder jeg mig
sgu til.