Konfirmation 2011 - Vejgaard Sogn

Side 10
Omkring kirken...
Her spiller det
Dér ligger den. Og dér.
Vejgaards kirker.
Vel er det ikke Roskilde Domkirke
og vel er de ikke ligefrem turistmagneter.
Men de er vores og ligger der
bare. Og er.
Med sine omkring 100 år har
de endda altid været. Eller næsten
altid, for den ene, Lejbjergkirken
er med sine kun godt 20
år stadig lidt af en årsunge.
Kirken er ikke bare bygninger.
Kirken er i høj grad også
dem, der kommer der og dem,
der holder hjulene i gang.
En af dem er kirkegårdsarbejder
Leo Jensen, en mand i sin
bedste alder, bedstefaralderen.
På opslagstavlen i mandskabshuset
har han da også en lille
trold hængende, lige indenfor synsvidde.
For barnebarnet er desværre
ikke helt inden for rækkevidde. Men
så er der jo internet og Skype. Det
hjælper lidt på det.
Leo Jensen er en af de gæve medarbejdere,
som sætter ære i at holde
den smukke kirkegård ved Vejgaard
Kirke i så flot stand.
Eller som provsten fremhævede
efter seneste syn: ’Kirkegården
fandtes særdeles vel vedligeholdt’.
Når man taler med Leo, fornemmer
man hurtigt, at han er to-sproget.
Han er nemlig ægte indfødt
vendelbo.
Måske er det medvirkende årsag
til, at der ikke er meget bulder og
brag over ham. Der er heller ikke
meget blær. Eller store armbevægelser.
Det er der ikke, når man kommer
fra Vendsyssel. Slet ikke når
man bor så langt væk fra Vejgaard
som Tårs.
Der har han og konen for et par år
siden købt hus. Et hus med det hele.
Og der har de brudt ned, revet op,
skovlet ud, fjernet og gjort ved, indtil
nærmest kun ydermurene stod
tilbage. Og så har de bygget op igen.
Leo Jensen
Leo har mange planer. En af dem
er en haveplan for det store udenomsareal,
der hører til huset i Tårs.
Her skal også peppes lidt op. Fra
bunden.
Planen er kommet med på arbejde
og ligger på bordet i frokoststuen.
Så der er nok, også af den slags,
at tale og diskutere med kollegerne
om.
Det skal også til at være, hvis han
vil have alles mening med, for om få
uger, når grandækningen er overstået,
går pigerne ’i vinterhi’ og kommer
først tilbage om laaaaaaaang
tid.
Så bliver der stille, påstår mændene,
næsten i kor, men det er vist
mest til ære for netop pigerne, som
også holder en hurtig kaffepause i
varmen, inden de igen skal ud i en
bitterligt kold novemberdag. Det
regner de ikke. ’Man skal bare have
tøj på!’
Heldigvis.
For ud, dét
skal de. Der
er meget, der
skal gøres, for ’det skal være ordentligt’,
som Leo udtrykker det.
Det ord, ordentligt, gentages en del
gange i løbet af samtalen.
Som kirkegårdsmedarbejder bør
man nok helst være lidt ydmyg
overfor opgaven, mener Leo. Det
skal spille.
Det er jo ikke tilfældige kunder i
en købmandsbutik, man har med at
gøre.
Ofte er det folk, som kan være
meget følelsesmæssigt berørte og
det skal respekteres.
Respekten skal gå begge veje, siger
Leo, som gerne strækker sig
langt, når en kirkegårdsbruger ikke
helt har fået fat i reglerne.
Men nogle gange er nok nok.
F.eks. når det gælder plænebegravelser,
hvor der højst må pyntes med
to særlige vaser. Her skal alt andet
væk. Man skal jo kunne komme til
at slå græsset.
’Men så om vinteren .. så får de
alligevel lov, hvis de har lidt ... der
gror græsset jo ikke’.
På landet, hvor Leo bor, bliver folk
begravet. I byen, derimod, bliver
langt de fleste bisat, hvilket Leo finder
mere ordentligt, uden at komme
nærmere ind på hvordan.
I begyndelsen kunne arbejdet på
kirkegården godt være lidt grænseoverskridende.
Det ligger jo dybt i en, at man
f.eks. ikke bare lige går ind på en
grav. →