Konfirmation 2011 - Vejgaard Sogn

More documents

Recommendations

Info

Side 4 Også en slags mennesker De nye konfirmander – er også en slags mennesker! Når vi kommer til september går der et frisk pust gennem sognets kirker, for da begynder de nye konfirmander at gå til forberedelse og dermed også i kirke. Et frisk pust – og for den menighed, der er vant til at gå i kirke, også nogle gange noget af en kuling – der kan få håret til at vende den forkerte vej. Eller i al fald få ørerne til at blafre. For ikke ret mange konfirmander er vant til at gå i kirke. De er ikke vant til at færdes i det rum med alle de spilleregler og hensyn, som vi andre måske regner med er åbenlyse. De er for det meste ikke åbenlyse for en flok 13 – 14-årige med masser af drøn på tilværelsen. Nogle af os kan stadig huske det første møde med kirkens særlige rum. Med den højtidelighed, der gjorde én forlegen, og fik os til at fnise nervøst og sidde uroligt på bænken. Kirken - det er her, vi kan samles om alle livets glæder og sorger. Når vi føler, at vi er havnet på dybt vand, fordi livet pludselig tager en anden kurs, end vi havde forestillet os. Når vi søger trøst, og når vi vil udtrykke vores taknemmelighed over livet – over det at være menneske under Gud. Og derfor er vi naturligvis nødt til at have den fornødne ro – i det mindste her i kirken, for der er larm nok ellers i vore stakkels hoveder. Det er os, der er vant til at bruge kirken, der skal være med til at lære de nye brugere af den – det være sig konfirmander eller enhver anden, der måtte dukke op – hvordan vi bedst kan være sammen og fejre gudstjeneste. Man kunne evt. sætte sig over til et par konfirmander og hjælpe dem med at slå op i salmebogen, og med hvornår man skal rejse sig. Man kunne evt. præsentere sig for konfirmanderne og byde dem velkomne i det kirkelige fællesskab, som de jo er ligeværdige medlemmer af. Måske hvis man falder i snak, kunne man opdage, hvad konfirmanderne er for nogle størrelser, så de ikke bare udgør en flok anonyme, urolige teenagere, der sidder til gudstjeneste, fordi de skal. Måske har konfirmanderne også nogle gode spørgsmål til kirkegængerne. Om de f.eks. ikke keder sig helt vildt under gudstjenesten? Om de tror på alt det, der står i bibelen? Om hvorfor de dog går i kirke, når de ikke får krydser for det – ikke engang penge for det!? Bag ved disse spørgsmål ligger der også en masse andre – som er præget af nysgerrighed og usikkerhed! Er jeg god nok? Vil Gud virkelig have med mig at gøre? Kan jeg slå til? Kan jeg tro på Gud? Er der nogen, der kan lide mig – ja, som jeg nu er? Det er blandt andet det, de unge skal have at vide: At de er elskede, ikke kun af far og mor – også af Gud – livet er åbent for dig. Brug det! Og når konfirmanderne ved deres konfirmation i kirken knæler og modtager konfirmationsvelsignelsen, da hvisker Gud dem i øret: Du er min øjesten, jeg elsker dig, og jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Så er livet værd at leve! Med håbet om gensidig forståelse og respekt ønskes alle en god tid med konfirmanderne i vort gudstjenesteliv her i Vejgaard Sogn. Malene Bendtsen Fotos fra Halloween-forberedelser og Aften-Katedral i Budolfi Kirke
Hyrdernes tilbedelse af det nyfødte Jesusbarn er den første julegudstjeneste. Hidkaldt af en engel går hyrderne til stalden for at se, hvad det er for en stor glæde, himlens engle synger om. Der skulle dog gå over 300 år, førend den første julegudstjeneste blev holdt i kirken. I begyndelsen var det nemlig påsken, der var den store kirkelige højtid. Det var i Rom, at man begyndte at holde jul. Kirkens første julegudstjeneste blev holdt i den dengang nybyggede Peterskirke ca. år 335. Selvom man også i den østlige del af romerriget snart efter indførte julen, var påsken her fortsat den største fest. I vesten, derimod, blev julen efterhånden til kirkeårets højdepunkt. Denne udvikling afspejler forskellen på hhv. den østlige og den vestlige teologi. For mens man i øst fokuserede på opstandelsen og Jesus’ guddommelige natur (at mennesket blev Gud), så fremhævede man i vesten inkarnationen og hans menneskelige natur (at Gud blev menneske). Det er denne vestlige tradition, vi fortsætter, når vi juleaften går i kirke. For af de tre kirkelige fester, jul, påske og pinse, er det uden tvivl julen, der i dag har den mest besøgte gudstjeneste. Og det på trods af, at juleaftensdag er langt mere travl for de fleste end både påske- og pinsesøndag. Der skal laves mad, pakkes gaver ind, måske pyntes juletræ og de forventningsfulde børn skal helst holdes beskæftiget. Alligevel afser tusindvis af danskere og flere hundrede mennesker her i Vejgaard Sogn en time af den kostbare tid juleaften til at gå i kirke og høre juleevangeliet og synge om barnet fra Bethlehem. Da Gud blev menneske Alle disse mennesker kommer næppe for bare at mindes en fødsel, der skete for 2000 år siden, eller blot for at fortsætte en historisk tradition. De kommer, fordi denne fødsel og tradition også kommer os ved. For det hele handler jo netop om at komme ved. Julen handler om Gud, der ’kommer ved’ mennesker. Ned ved mennesker. Han ’har sig ydmyg bøjet med støvet ned’, som salmedigteren K. L. Aastrup skriver. Evangeliet om Jesus Kristus er fra ende til anden en fortælling om Guds solidaritet med mennesker og menneskelige vilkår, fra vugge til grav. Derfor gælder det alle mennesker til enhver tid. Dette budskab har desuden vidtrækkende konsekvenser for vores syn på både livet og verden. Evangeliet om Jesus Kristus fortæller os nemlig, at Gud kender og har været i enhver afkrog af vores tilværelse. Der er derfor intet sted på jorden eller tidspunkt i livet, som er afskåret fra Gud. Der er intet sted, der er for usselt eller ringe til Guds nåde. Derfor behøver vi ikke frygte noget - hverken fornuft eller følelser eller livet eller døden. Vi er i live her på jorden, og vi skal leve af den, ved den og med den. Livets mening ligger ikke i ekstraordinære religiøse oplevelser eller selvpålagte begrænsninger, men i det helt almindelige liv. Når vi juleaften fejrer Jesus’ fødsel, så kan vi også fejre vores egen fødsel. Ikke fordi vores liv ligner Jesus’ liv, men fordi vores liv, i lyset af Jesus Kristus, er blevet et nyt liv, med glæde i vente. Juleaften er en dag, hvor vi tager os tid, hvor der egentlig ikke er nogen tid til overs. Måske er det netop, hvad evangeliet gør - klemmer sig ind gennem de åbne sprækker i livets travlhed. Og gennem disse sprækker kaster det lys ind over vores tilværelses mørke og skænker os fred for både i går og i morgen. Derfor vender vi hver juleaften tilbage for at prise og love Gud for alt det, vi har set og hørt, ligesom hyrderne gjorde det den allerførste juleaften. Kom jul og tænd dine lys igen Og skænk os din fred Lad mennesker mødes I ham der fødes Som kærlighed Malene Bendtsen Kirkemusikskolen Kirkemusikskolen i Vestervig har siden 1980 uddannet organister, kirkesangere og kirkekorledere til folkekirkens mange små og store kirker i stifterne Aalborg, Viborg og Århus. Kirkemusikskolen vokser og eleverne strømmer til skolens afdelinger. Afdelingen i Aalborg, som holder til i Lejbjergkirkens lokaler, er sidste skud på stammen, og har på bare et år vokset sig til at være den største afdeling. Pia Fog, leder af afdelingen i Aalborg, forklarer succesen således: ’Vi er rykket tættere på kursisterne og gør det derfor nemmere for dem at deltage [...]. Vi underviser primært til den danske folkekirke men principielt kan alle optages.’ Læs mere på hjemmesiden: kirkemusikskole.dk/vestervig Side 5
Page 1 and 2: Til alle husstande i Vejgaard Den D
Page 3: Nordjysk Kirkedag Lørdag 13/3 ’1
Page 7 and 8: Husk: Der er fri entré ved alle ko
Page 9 and 10: År 1 i det nye menighedsråd Kalen
Page 11 and 12: Men nogen skal jo gøre det, og nu,
Page 13 and 14: Fredagsfamilien Normalt den første
Page 15 and 16: Gudstjenester på plejehjemmene Lun

Konfirmation 2011 - Vejgaard Sogn

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?