Hvorfor <strong>API</strong>? At undervise, at blive undervist, at lære eller at være? Uanset hvordan man vender og drejer disse begreber, må det konstateres, at den udfordring, som kommunerne, skolerne og den enkelte lærer står med i forhold til undervisning og inklusion er stor og mangfoldig. Der stilles i dag ikke kun høje krav til den faglige læring, men også til måden hvorpå eleverne skal lære, da man har konstateret, at det ikke kun handler om at lære, men ofte om at lære at lære. Og hvad vil det så egentligt sige at lære? For at kunne besvare dette spørgsmål kvalificeret, bliver man nødt til at få skilt tingene ad, og man kunne passende starte med at sætte fokus på, hvem det egentlig er, som skal lære noget, hvad det er de skal lære, hvor meget de skal lære, og hvordan det skal læres? Disse spørgsmål afføder andre og mindst lige så vigtige spørgsmål på vejen ind i læringens mangfoldige verden, nemlig spørgsmålet om børn kan og skal lære det samme, på samme måde, på samme tid og i samme miljø? Før man kan sætte fokus på læring, er man således nødt til at have fokus rettet mod børnenes forudsætninger for læring – og de er meget forskellige. Og som endnu en brik i læringsmiljøet skal lægges den inkluderende skole. Hvilket bl.a. betyder, at en del af de elever, som i en årrække har været placeret i særlige skoletilbud, skal tilbage til den folkeskole, som de uden den store succes forlod. En folkeskole som tidligere har haft svært side 4 ved at give elever med særlige behov et passende, motiverende og stimulerende miljø for udvikling og læring. Udfordringerne kommer derfor til at hvile på skolerne og dermed på lærerne, der skal forsøge at højne, tilpasse, individualisere og udvikle de faglige områder, og som samtidigt skal kunne skabe et både rummeligt og inkluderende miljø for de elever, som ikke bare lige tager for sig af de skolefaglige retter. <strong>API</strong>-<strong>modellen</strong> er en metode, som er udviklet inden for specialskoleområdet, men som erfaring har vist, kan anvendes med succes i folkeskolen. <strong>API</strong> indeholder modeller for at planlægge, strukturere, gennemføre og evaluere indsatser for elever med særlige behov. Metoden adskiller sig fra mere traditionelle metoder og tilgange ved at læreren, eller teamet, hele tiden har fokus på den enkelte elevs udviklings- og læringsmuligheder. Særligt den gruppe elever som har vanskeligt ved at fastholde fokus og opmærksomhed på det skolefaglige, som har svært ved at sidde stille i ret lang tid af gangen, og som ofte er involveret i konflikter i skolen eller i klassen. Elever som har brug for særlig opmærksomhed i en periode. Undervisningsdifferentiering – at inkludere eller at rumme Det har egentlig altid handlet om undervisningsdifferentiering, men begrebet har fået et andet navn og en anderledes betydning. I dag tales meget om den inkluderende indsats, en indsats som hvis den skal virke efter hensigten, burde tage afsæt i en ekstrem høj grad af differentiering vel og mærke på mange planer. De konkrete tiltag, som mange kommuner i øjeblikket tilrettelægger for elever som befinder sig i risikozonen for at blive segregeret, eller som allerede er i et specialtilbud, rette sig ofte mod elever, som kan have både adfærdsmæssige og faglige vanskeligheder. Dette fører til et spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at være en rummet elev, og hvad vil det sige at være en inkluderet elev? At være en inkluderet elev er ensbetydende med at være en glad elev. En elev som trives, og som i det daglige møder præcis de udfordringer, som er passende inden for både det skolefaglige og det sociale og relationelle felt. At være en elev, som er rummet, er ensbetydende med at være en elev, som i bedste fald netop bare er “rummet”. Det er de elever, der har svært ved at følge med i det faglige, som ofte bliver mobbet (somme tider også af lærerne), som ofte vælger konflikten som udtryksmiddel og i værste fald det modsatte – nemlig det introverte. Det er den gruppe elever, som af rigtigt mange årsager ikke lige kan sidde stille, og som ikke bare bevæger sig motiveret og selvlærende rundt i skolens læringsmiljøer. Den enkelte elevs uro og adfærd opfattes som forstyrrende, men er ofte elevens måde at give udtryk for fx bekymring, manglende forståelse eller forvirring. Det er børn som ved en udredning måske vil få en diagnose inden for områderne ADHD (opmærksomhedsforstyrrelse) eller AST (autismespektrumstilstande), det er børn som ikke trives, og som har forældre, der har mere end vanskeligt ved at håndtere barnets generelle udvikling og trivsel. Altså børn som ligger i “gråzonen”, og som i værste fald spilder værdifulde år af deres børne- og ungdomsliv i et forsøg på blot at være rummet i et normalskolemiljø. I forsøget på at skulle skabe så megen optimal læring og udvikling for flere elever er det derfor mere end vigtigt, at man på skolen, i teamet og som lærer ved, hvornår man i en periode skal kunne skabe den tålelige rummelighed for en elev, for på sigt at kunne skabe den planlagte, nødvendige og læringsgivende inklusion. Og dette kan kun lade sig gøre, hvis man synliggør og planlægger en fælles indsat. At kunne skifte position At kunne vælge og differentiere i indsatser for de elever, som af mange årsager har brug for en anderledes tilgang til deres læringsrum og udvikling, kræver at lærerne også er i stand til at skifte positioner. Indsatser for elever der i perioder kan have brug for, at der fokuseres på relationer og kammeratskabet eller at der fokuseres på en elevens evne til at koncentrere sig i timerne, vil indbefatte, at <strong>API</strong>-<strong>modellen</strong>. Analyse – Planlægning – Indsats. side 5