diskursanalyse
diskursanalyse
diskursanalyse
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Michael Fjeldsøe, lektor, ph.d.<br />
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Fire grundsætninger for diskursanalytisk tænkning:<br />
1. ”en diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på.”<br />
(Jørgensen og Phillips, 9)<br />
2. Det er et vilkår at man taler og tænker i sådanne diskurser: der er ikke andre måder at<br />
forstå verden på end gennem ordene og begreberne om den.<br />
(Det indebærer også den grundantagelse, at vi ikke har direkte adgang til verden, men at vi<br />
kun har adgang til den gennem de begreber, vi forstår den i)<br />
3. En <strong>diskursanalyse</strong> er således en analyse af, på hvilken måde en afgrænset gruppe taler og<br />
tænker om verden på<br />
4. En <strong>diskursanalyse</strong> interesserer sig principielt kun for, hvordan diskursen er skruet sammen,<br />
dvs. hvordan man taler og tænker om verden på, og ikke for hvordan denne diskurs<br />
forholder sig til ’hvordan det egentlig er’. - Det er en følge af, at man ikke mener at have<br />
adgang til viden om, hvordan det egentlig er, dvs. man har ikke adgang til virkeligheden<br />
uden om de diskurser, man taler om den i.<br />
To træk er ofte til stede:<br />
5. Diskursanalyser har ofte et kritisk perspektiv i traditionen fra ideologikritikken, dvs. man<br />
forsøger at afsløre diskursernes ideologiske indhold og man opfatter kampen mellem<br />
forskellige diskurser som udtryk for magtkampe i samfundet. Disse magtkampe giver sig<br />
udtryk i kampen om at levere den herskende diskurs, dvs. den dominerende måde at tænke<br />
og tale om verden på. Den, der har magten over diskursen, bestemmer hvordan vi kan<br />
tænke og tale om verden på, dvs. at man sætter dagsordenen og bestemmer hvilke<br />
spørgsmål det er muligt at formulere.<br />
6. Diskursteorier formulerer sig ofte i et sprog, der viser deres udspring i lingvistikken, især<br />
den franske strukturalistiske og post-strukturalistiske lingvistisk. En af konsekvenserne er at<br />
de ofte taler om alting som ’tekster’. Det er en bestemt diskurs.<br />
Teori eller metode:<br />
7. Der er forskellige teorier, men det er Jørgensens og Phillips (og mit) synspunkt, at man i<br />
vidt omfang kan udforme sin egen metode der passer til det man vil undersøge, så længe<br />
man respekterer <strong>diskursanalyse</strong>ns teoretiske grundsætninger.<br />
8. Når man bruger <strong>diskursanalyse</strong> som metode, kan man gå pragmatisk til spørgsmålet om,<br />
hvordan man afgrænser en diskurs fra andre diskurser, og vælge hvad man vil anse som en<br />
diskurs i sin undersøgelse.<br />
9. Det er ofte praktisk at afgrænse det overordnede undersøgelsesfelt som en ’diskursorden’,<br />
inden for hvilken man kan se forskellige, konkurrende diskurser i værk.<br />
URL kilde: http://www.staff.hum.ku.dk/fjeldsoe/180305%20Diskursanalyse.htm<br />
Side 1 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Norman Fairclough og <strong>diskursanalyse</strong><br />
Originalt af Rasmus Koberg Christiansen, Line Groes, Liselotte Klint, Joachim Ohrt Fehler, Katrine<br />
Mortensen og Nikolaj Nørgaard.<br />
Denne version er omskrevet og redigeret til webbrug af Joachim Ohrt Fehler.<br />
Norman Fairclough arbejder udfra en kritisk lingvistisk tradition, der er stærkt inspireret af<br />
Halliday. Denne tradition gør op med to relaterede dualismer i den traditionelle lingvistik. Den<br />
første er behandling af sprogsystemer, som autonome og uafhængige af brugen af sproget. Den<br />
anden er adskillelse af mening fra stil og udtryk, eller indhold fra form (Fairclough 1992, p. 26).<br />
Mod den første dualisme mobiliseres i stedet, at sproget er som det er på grund af dets funktion i<br />
en social struktur, og at det sprog som folk har adgang til, afhænger af deres position i det sociale<br />
system. Mod den anden dualisme mobiliseres, at sproget er et system af muligheder afhængende af<br />
sociale omstændigheder, hvor udfra individet kan vælge. Valget af form er altid meningsfuldt;<br />
"Language is as it is because of its function in the social structure, and the organization of behavioural<br />
menings should give some insight into its social foundation" (ibid, 1992, p. 26).<br />
Faircloughs mål er, at bidrage med en tilgang til <strong>diskursanalyse</strong>, der kombinerer netop denne<br />
kritiske lingvistisk tekstanalyse med bredere social teori. Diskursanalysen, som han introducerer i<br />
bogen Discourse and Social change, 1992, skal desuden ses som en metode, der med udgangspunkt i<br />
tekst, kan studere og afdække samfundsmæssige forandringer.<br />
Faircloughs diskursbegreb<br />
Faircloughs udgangspunkt er, at det er gennem vores sprogbrug og fremstillinger af verden, at vi<br />
får mulighed for, at beskrive vores oplevelser og fortolkninger af virkeligheden. Det er en af<br />
grundene til, at han med udgangspunkt i sproget fremsætter en teori til forståelse af sociale og<br />
kulturelle forandringsprocesser. I konstruktionen af diskursbegrebet bruger han dels den<br />
lingvistiske forståelse af diskurs som "større brudstykker af talt dialog". Dette adskiller sig fra det<br />
traditionelle lingvistiske fokus, som ligger på enkeltsætninger eller mindre grammatiske enheder.<br />
Den lingvistiske forståelse af diskurs udvides yderligere til at omfatte "større brudstykker af talt eller<br />
skrevet sprog (language)". Fokus i denne sammenhæng er interaktion mellem udtaler og tiltalte,<br />
forfatter og læser. Hermed de processer der knytter sig til udarbejdelse og fortolkning<br />
(interpretation), såvel som konteksten for sprogbrugen.<br />
Fairclough fremhæver, at diskurs også kan bruges som en term for forskellige typer sprog brugt i<br />
forskellige slags sociale situationer, for eksempel "avisdiskurs", "reklamediskurs" etc. (ibid, 1992, p.<br />
3).<br />
I konstruktionen af diskursbegrebet supplerer han den lingvistiske brug af diskurs med social teori<br />
og analyse. Dette gøres med udgangspunkt i Foucaults "forskellige måder at strukturere<br />
vidensområder og social praksis", hvor diskurs ikke betragtes som reflekterende sociale<br />
sammenhænge, men konstituerende for disse. Det er effekten af denne konstituering, der<br />
fokuseres på i <strong>diskursanalyse</strong>. Et andet fokus for diskursbegrebet fra social teori er historisk<br />
ændring.<br />
I en analyse af diskurs skal man fokusere på to dimensioner; den kommunikative begivenhed,- et<br />
tilfælde af sprogbrug, og diskursordenen, - summen af de diskurstyper, som bruges indenfor en<br />
social institution, eller et socialt domæne. Diskurstyper består af diskurser og genrer (Jørgensen<br />
og Phillips, 1999, pp. 79-80).<br />
Side 2 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Enhver kommunikativ begivenhed har tre dimensioner:<br />
1. den tekstuelle dimension, som skal give en sproganalyse af teksten<br />
2. den diskursive praksis dimension, specificerer processerne omkring tekst produktion og<br />
fortolkning (interpretation), for eksempel hvilke diskurser der trækkes på i teksten og<br />
hvordan de er kombineret.<br />
3. den sociale praksis dimension, orienterer (attends) sig mod emner indenfor området social<br />
analyse, det være sig de institutionelle og organisationsmæssige omstændigheder omkring<br />
den diskursive hændelse og hvorledes disse skaber den diskursive praksis, og de<br />
konstitutive/konstituerende effekter af diskurs (Fairclough, 1992, p. 4).<br />
Diskursens tre funktioner<br />
Fairclough ser diskurs som en praksis, der ikke kun repræsenterer verden, men som navngiver<br />
verden, konstituerer og konstruerer verden i mening (ibid, 1992, p. 64). Han skelner mellem tre<br />
aspekter af diskursens konstruktive effekt, som samtidig korresponderer med tre funktioner af<br />
sprog, nemlig en identitet funktion, en relationel funktion og en ideationel funktion.<br />
For det første bidrager diskurs til konstruktionen af sociale identiteter og subjektpositioner for<br />
sociale subjekter. For det andet konstruerer diskurs sociale relationer mellem mennesker. For det<br />
tredje bidrager diskurs med videnssystemer. I sproglig sammenhæng beskæftiger<br />
identitetsfunktionen sig med, hvordan sociale identiteter er fremstillet i en diskurs. Den<br />
relationelle funktion beskæftiger sig med, hvordan sociale relationer mellem diskursive individer<br />
bliver forhandlet og udspiller sig. Den ideationelle funktion beskæftiger sig med, hvordan tekst<br />
navngiver verden og dets processer og relationer (ibid, 1992, p. 64).<br />
Magt og diskurs<br />
Fairclough påpeger, at han i høj grad inddrager Michel Foucault som han mener giver et vigtigt<br />
bidrag til at begribe forholdet mellem diskurs og magt, den diskursive konstruktion af sociale<br />
subjekter og viden, og diskursens funktion i social forandring (ibid, 1992, p. 38). Fairclough ser<br />
Foucaults fokus som værende på diskursens mulighedsbetingelser og undersøgelsen af<br />
artikulationens mulighedsbetingelser.<br />
His focus is upon the 'conditions of possibility' of discourse, upon 'rules of formation' which define<br />
the possible 'objects', 'enunciative modalities', 'subjects', 'concepts' and 'strategies' of a particular<br />
type of discourse.......Foucault's emphasis is upon the domains of knowledge which are constituted<br />
by such rules. (ibid, 1992, p. 38)<br />
Diskurser indeholder et sæt af partikulære udsagn der skaber regler for diskursens dannelse.<br />
Gennem disse italesættelser dannes der vidensobjekter, subjektpositioner og afgrænsede<br />
mulighedsbetingelser for artikulation og strategier (ibid, 1992, p. 40)<br />
Fairclough kritiserer Foucault for ikke at have noget praksis begreb og for at vægte strukturer<br />
over individet og derved gøre individet til et hjælpeløst subjekt i strukturen. Fairclough mener, at<br />
der er en virkelighed, hvor sociale subjekter ikke kun eksisterer i en passiv position til den<br />
diskursive praksis, men også er i stand til at være aktivt handlende, blandt andet i forhold til at<br />
forhandle deres forhold til de diskurser de indgår i (ibid, 1992, pp. 56-57).<br />
Side 3 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Den tredimensionelle opfattelse af <strong>diskursanalyse</strong>n<br />
I Faircloughs fremstilling af den tredimensionelle opfattelse af <strong>diskursanalyse</strong>n, skaber han en<br />
distinktion mellem det diskursive og det non-diskursive. De tre analysebegreber, tekst, diskursiv<br />
praksis og social praksis, står i et dialektisk forhold til hinanden. Dette får den metodiske<br />
konsekvens, at man ikke kan forstå en social sammenhæng alene udfra en tekst eller diskursive<br />
formationer. Derimod skal man analysere deres indbyrdes forhold. Det er netop denne dialektik,<br />
der kan opfange pointen omkring, at diskurser på den ene side er fastholdt og skabt af de sociale<br />
strukturer, og at de på den anden side har mulighed for at påvirke de sociale strukturer (ibid,<br />
1992, pp. 63-64). Følgende vil de tre analysedimensioner blive fremlagt.<br />
Tekst<br />
Dette begreb henter Fairclough direkte fra Hallidays tekstanalyse. Tekst ses som både talt og<br />
skrevet sprog (ibid, 1992, p. 71). En tekst ses som et produkt, der fremstilles, når en del af<br />
virkeligheden betegnes og tillægges mening. En tekst er åben for ambivalente fortolkninger, hvilket<br />
betyder, at en tekst skal forstås i relation til fortolkeren og den sociale og diskursive praksis, som<br />
skaber mening i teksten. Altså ses en analyse som en konstruktion af én mening, fremfor andre<br />
potentielle meninger, en diskurs.<br />
Fairclough kritiserer Ferdinand de Saussures syn på tegnenes arbitrære natur i forhold til det<br />
betegnede. Fairclough mener, at det er sociale forhold der afgør, at et tegn bliver kombineret med<br />
en særlig betegnet. Det er herved ikke fuldstændigt tilfældigt. Et eksempel kunne være, at en<br />
gruppe mennesker betegnes som terrorister fremfor frihedskæmpere (ibid, 1992, pp. 74-75).<br />
Til <strong>diskursanalyse</strong>n benyttes følgende begreber, der er centrale for det tekstnære analyseniveau.<br />
Ordforråd (Vocabulary/Wording) beskæftiger sig med ord og hvordan nogle ord italesættes<br />
fremfor andre alternativer (ibid,1992, p. 77). Hvilke alternativer vælges til at benævne personer,<br />
begreber eller handlinger, eller at nogle områder italesættes grundigere end andre.<br />
Ords betydning (Word meaning) opfattes som flere potentielle betydninger. Den betydning<br />
der tillægges et ord afhænger af den sociale praksis (ibid, 1992, pp. 185-190). Producenten har altid<br />
en række muligheder for at benytte et ord eller formulere en mening, og som modtager er der<br />
altid en række muligheder for at fortolke (interpret) de valg som producenten har truffet. Disse<br />
muligheder og valg er en del af sociale og kulturelle processer. Der skelnes mellem ords betydning<br />
og formulering af mening. En måde at undersøge det på, kan være at se på meningspotentiale for et<br />
ord og herefter hvilken mening der tillægges. En mening som tillægges et ord kan også udfordre<br />
den normale opfattelse for meningspotentiale. Forskellen på ordforråd og ords betydning er, at<br />
hvor ordforråd ekskluderer brugen af nogle frem for andre, er ords betydning mere betydningen<br />
som knyttes til det valgte ord.<br />
Grammatik (Grammar) fokuserer på hvordan sammensætningen af ord konstruerer<br />
ledsætninger og sætninger (ibid, 1992, p. 77). Dette begreb ser på hvordan, virkelighedsopfatttelse<br />
rent grammatisk konstrueres. Et eksempel kunne være "parlamentet blev angrebet af hundreder af<br />
arbejdere", som alternativ til "der blev udøvet lobbyarbejde på parlamentet af hundreder af arbejdere" ,<br />
hvor den sidste version ikke lægger så stor vægt på arbejdernes aktive handling. Eller et andet<br />
eksempel kunne være, at "nogle bruger for mange penge" eller "der bruges for mange penge" . Altså et<br />
fokus på hvordan grammatiske former, aktiv passiv etc. kan være med til at minimere eller<br />
maksimere fokus på nogle begivenheder frem for andre.<br />
Side 4 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Sammenkædning (Cohesion) omhandler hvordan delsætninger sammensættes i sætninger og<br />
hvordan disse sammensættes til større tekststrukturer. Denne sammenkædning kan ske på<br />
forskellig vis, gennem brug af ord fra samme semantiske område, gentage ord, ved at bruge<br />
næstensynonymer (near synonyms). Disse strukturer, specielt de argumentative, kan give et indblik<br />
i den rationalitet som teksten skaber. Det kunne også være en typisk struktur for en tekst, f.eks. at<br />
den er opbygget som beskrivelse efterfulgt af en forklaring eller som spørgsmål-svar sekvenser etc.<br />
I den grammatiske analyse af cohesion, fokuseres på forholdet mellem to delsætninger. Er det en<br />
kausal sammenhæng (hvis a så b) eller er det en tidsmæssig relation (når a så b, først a så b etc.)<br />
eller en rummelig relation (a hvor b) eller sammenligning (a ligesom b eller a på en lignende måde<br />
som b). Der er to niveauer hvor sammenkædning undersøges, dels på teksten overflade, hvor der<br />
kigges efter sammenkædningsmarkører, som dem i parenteserne, og dels i den grammatiske<br />
undersøgelse, hvor det er sætningsstrukturen der undersøges (ibid, 1992, pp. 176-177).<br />
Tekst struktur (Text structure) lægger vægt på tekstens form. Eksempelvis interview, monolog,<br />
avisartikel osv.(ibid.,1992, p. 75).<br />
Interaktionskontrol (Interactional control) fokuserer på, hvem der kontrollerer interaktionen,<br />
samt hvilke organisatoriske forhold der påvirker interaktionen (ibid, 1992, pp. 152-158).<br />
Undersøgelsen af interaktionskontrol er meget orienteret mod at afgøre, hvem der er magtfuld i<br />
det samspil der foregår under en dialog. Der er mange måder, at undersøge denne<br />
dominansrelation, og dermed mange måder denne magt kan være konstitueret. Det kan for<br />
eksempel være meget eksplicit, hvem bestemmer hvem der taler, sætter dagsordnen og hvilke<br />
emner der skal diskuteres. Det kan også være en magt til, at formulere hvad andre mener, gennem<br />
gentagelse og reartikulering af andres udsagn, hvorefter udtaleren så kan be- eller afkræfte om det<br />
var det han/hun sagde.<br />
Høflighed (Politeness) ser på, hvordan høflighed bliver brugt som strategier i sociale relationer.<br />
Her skelnes mellem positiv og negativ høflighed. Høflighedsstrategier er med til at konstituere og<br />
konstitueres af dominans- og autoritets relationer mellem samtalepartnerne (ibid, 1992, pp. 162-<br />
166). Herunder benyttes begrebet "face". Mennesker ønsker udfra dette syn, at udvise positive face,<br />
for at opnå at blive beundret, respekteret, holdt af osv. Hvorimod at udvise et negative face, som<br />
f.eks. uvenlighed, kan være en magtstrategi for at lukke af for andres synspunkter (ibid, 1992, p.<br />
162). Begreber som har positive konnotationer i en kontekst kan i en anden have negative. Derfor<br />
er konteksten, hvor noget siges, vigtig for, hvorvidt der skabe positive eller negative face. Ved at<br />
tillægge forskellige holdninger eller positioner positive eller negative face, kan man hhv. forsøge at<br />
fremme eller hæmme tilslutning til disse.<br />
Transitivitet (Transitivity) undersøger, hvordan begivenheder og processer forbindes med<br />
subjekter og objekter. Altså om nogle forhold eller personer fremhæves mere end andre. I<br />
tekstens grammatiske opbygning kan aktivitets- og relationelle mønstre konstrueres. Hvilke<br />
aktører i teksten tillægges de aktiviteter, som foregår og hvem er teksten generelt centreret om<br />
(ibid, 1992, pp. 177-185).<br />
Modalitet (Modality) undersøger, hvordan producenten af teksten gennem sproget viser affinitet<br />
for udsagnet og hvilken konsekvens, det har for dialogen (ibid, 1992, pp. 158-162). Han<br />
introducerer her fire grammatiske begreber i forhold til at begribe affiniteten i forhold til udsagn;<br />
1) Modal hjælpe verber, 2) tidsangivelse , 3) modal adverbier og 4) forbehold.<br />
1. Modalitet i grammatik var traditionelt forbundet med modal hjælpe verber, som f.eks.; skal,<br />
kan, må, burde.<br />
Side 5 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
2. Tidsangivelse i verbet, idet for eksempel nutid, "er", giver kategorisk modalitet (fuld accept<br />
af udsagnet)<br />
3. Hertil tilføjes modal adverbier som f.eks. måske, selvfølgelig etc.<br />
4. Forbehold som f.eks. sådan lidt, en lille smule o.l.<br />
Disse områder kan alle være måder, at vise tilslutning til eget udsagn. Den højeste tilslutning, hvor<br />
sandheden af udsagnet tages for givet, kategorisk modalitet, kan modificeres på forskellig vis. Det<br />
kan være gennem at vise en tøven eller sætte forbehold ind i sammenhængen.<br />
Objektiv eller kategorisk modalitet udtrykker magt eller ønske om, at opnå magt over<br />
betydningsfastlæggelse, men kan også fungere som skabende fællesskab eller solidaritet mellem<br />
aktørerne, ved at understrege enighed og fælles grundlag. Det behøver altså ikke nødvendigvis at<br />
sige noget om tilslutning til eget udsagn, men kan være en del af social strategi.<br />
Etos (Ethos) beskæftiger sig med aktørernes kropssprog, hvordan identiteter og subjektpositioner<br />
konstrueres gennem sprog og ikke-sproglige træk, altså både diskursive og non-diskursive træk.<br />
(ibid, 1992, p. 166).<br />
Metafor (Metaphor) opfattes som et udtryk for hvordan producenten opfatter og strukturerer<br />
virkeligheden. Et eksempel på dette kan være metaforiseringen af, at diskutere, hvor krigstermer<br />
ofte benyttes. "du kan ikke forsvare dine krav", "han angreb hvert et svagt punkt i min argumentation",<br />
"hans kritik ramte plet" , og det er ikke bare en måde at tale om det, men mange af de ting, som<br />
foregår i en diskussion kan sammenlignes med krigshandlinger. Derigennem bliver militariseringen<br />
af diskursen også en militarisering af tanken og den sociale praksis (ibid, 1992, pp. 194-198).<br />
Diskursiv praksis<br />
Fairclough betegner diskursiv praksis som processer af produktion, distribution og fortolkning<br />
(interpretation) af tekst. Når noget sættes i tale, er det et udtryk for diskursiv praksis, dvs. at<br />
udøveren af den diskursive praksis gennem italesættelsesproccesser peger på, hvorledes denne<br />
opfatter, fortolker og konstruerer virkeligheden.<br />
Teksters produktion og fortolkning afhænger af den specifikke sociale kontekst. Derfor er det<br />
vigtigt, at undersøge vilkårene for produktion og fortolkning, da de kan give indsigt i, hvilke<br />
implicitte regler og rutiner teksten har været underkastet. Dette kan også vise hvilken baggrund<br />
producenten har for at italesætte teksten på én måde fremfor andre. Desuden afgør fortolkerens<br />
position, hvordan teksten konsumeres. Distributionen af en tekst kan også have en indflydelse på<br />
formen og det indhold, der formidles. Det er derfor vigtigt, at undersøge hvordan teksten gennem<br />
distributionen bliver reformuleret og transformeret (ibid, 1992, p. 79).<br />
Undersøgelsen af produktions-, distributions- og fortolkningsvilkårene skal være med til at få<br />
kendskab til den sociale kontekst. Denne kontekstuelle viden kan reducere antallet af ambivalente<br />
muligheder for fortolkninger.<br />
Til at begribe den diskursive praksis, introducerer han fire begreber;<br />
Styrke (Force) omhandler hvordan teksten benytter nogle forhold til at interpellere subjekter, til<br />
at udføre en særlig handling, eller få en særlig holdning til et emne (ibid, 1992, p. 82). "Jeg giver<br />
finderen af min hund 500 kr." er brug af direkte styrke til at interpellere andre til at gøre, som jeg<br />
ønsker. Det kan også være meget mere indirekte, for eksempel gennem spørgsmål, indirekte<br />
opfordringer etc., at der prøves at påvirke til det ønskede. Fairclough mener, at konteksten hvori<br />
Side 6 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
det interpellerende fremsiges, er af meget stor vigtighed, for at reducere ambivalensen af den<br />
fortolkning, der laves af udsagnet. Et spørgsmål kan have meget forskellige underbetydninger, alt<br />
efter om det fremsættes i en retssal eller i familiens skød.<br />
Sammenhæng (Coherence) omfatter tekstens og fortolkerens mulighed for at konstruere en<br />
fornuftig sammenhæng i teksten (ibid, 1992, p. 83). Der er ikke tale om en klassisk logisk<br />
sammenhæng, men nærmere hvorvidt teksten skaber nogle subjektpositioner, som det fortolkende<br />
subjekt kan relatere til og derved blive interpelleret af (ibid, 1992, p. 84). Pointen er imidlertid, at<br />
teksten kun giver mening hos dem, der giver mening til den, dem som er i stand til at forstå (infer)<br />
de meningsfyldte relationer, det være sig med eller uden tilstedeværelsen af markører for mening<br />
og sammenhæng. Typisk vil en tekst altså være konstrueret til, at give mening til andre indenfor<br />
samme diskurs, eller direkte rettet mod modtagere, som er en del af en anden diskurs, idet det<br />
ellers ikke vil være klart hvilke meningsgivende principper den skal udformes efter.<br />
Intertekstualitet (Intertextuality) er en teksts egenskab til at henvise, direkte eller indirekte, til<br />
andre tekster, for derved at indfælde sig som en konstituerende tilføjelse i eksisterende<br />
intertekstuelle kæder (ibid, 1992, p. 84). Her skelnes der mellem manifest intertekstualitet, som er<br />
når der i en tekst direkte trækkes på specifikke andre tekster og interdiskursivitet, der viser sig i, at<br />
teksten refererer til andre diskurser og diskurstyper der har betydning for produktionen. Her er<br />
det interessant at se på, hvorledes tekster kan ændre (transform) tidligere tekster og rekonstruere<br />
(restructure) eksisterende konventioner, genrer og diskurser, til at generere nye. Denne mulighed<br />
for at generere nye diskurser og genrer er dog ikke fri, men socialt begrænset og afhængig<br />
(conditional) af magtrelationer. Han skriver hermed, at social praksis er kilden til den begrænsning<br />
og afhængighed af magtrelationer, det vil sige forhåndsudelukkelse af muligheder. Til at begribe<br />
disse mulighedsbetingelser bruges social teori. For vores vedkommende, er der ingen italesættelse<br />
af konsensus beslutninger under forhandlingerne om fællesøkonomien, det er dog en praksis som<br />
alle accepterer. De er enige om at skulle være enige, før en beslutning, en ny hegemoni kan aflejres<br />
fra det diskursive og tekstuelle niveau til en social praksis. Intertekstualitet kan også være<br />
henvisninger til andres ord, altså ikke kun tekst, som skrevet ord, men i de referater vi arbejder<br />
med kan det være gengivelse af det, de andre siger. Og i disse situationer kan det være umuligt at<br />
afgøre, hvad meningen er, om det er korrekt refereret eller om det bare er udtryk for referentens<br />
mening om sagen. Der vil altid være en ambivalens i forhold til, om formuleringen kan tilskrives<br />
udsagnsgiveren eller om det er fra den originale tekst.<br />
Social praksis<br />
Den sociale praksis er det, som Fairclough kalder det non-diskursive. Han mener ikke, at dette<br />
niveau kan begribes med <strong>diskursanalyse</strong>, hvorfor han ser det nødvendigt at inddrage relevant teori.<br />
Han mener dog, at den diskursive praksis indlejres i den sociale struktur og praksis. Den sociale<br />
praksis har indflydelse på hvordan virkeligheden betegnes og sættes i tale i den diskursive praksis.<br />
Denne italesættelse virker tilbage som en konstituerende effekt på den sociale struktur. Herved<br />
vises det dialektiske forhold mellem diskursiv praksis og social praksis (ibid, 1992, p. 64).<br />
For Fairclough er tekstanalyse altså ikke fyldestgørende som <strong>diskursanalyse</strong>, idet den ikke begriber<br />
forbindelserne mellem teksterne og de samfundsmæssige og kulturelle processer og strukturer.<br />
Dette fordrer det tværfaglige perspektiv, hvor man kombinerer tekstanalyse og social analyse til<br />
<strong>diskursanalyse</strong>. Formålet med at trække på den makrosociologisk teori er, at der tages til hensyn<br />
til, at sociale praksisser formes af sociale strukturer og magtrelationer, og at folk ofte ikke er<br />
bevidste om disse processer (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 78). "Social practice has various<br />
orientations- economic, political, cultural, ideological- and discourse may be implicated in all of these<br />
without any of them being reducible to discourse" (Fairclough, 1992, p. 66). Indenfor f.eks. en<br />
Side 7 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
økonomisk praksis er varierende diskurser således en bestanddel sameksisterende med den<br />
økonomisk praksis´ non-diskursive natur (ibid, p. 66).<br />
Fairclough mener, ikke at den sociale praksis kan forklares udfra bagvedliggende strukturer. Derfor<br />
siger han, at en social praksis skal konstateres i praksis og ikke formodes på baggrund af<br />
strukturer. Endnu en grund til dette er, at praksisser i sidste ende har konsekvenser for hvordan<br />
strukturer formes (ibid, 1992, p. 58).<br />
Til at analysere den sociale praksis trækker Fairclough på den marxistiske tradition fra bl.a. Louis<br />
Althusser og Antonio Gramsci. Han diskuterer her diskurs i relation til ideologi og hegemoni<br />
begrebet.<br />
Ideologi<br />
Ideologi er tegngivning og konstruktioner af virkeligheden (ibid, 1992, p. 87). Disse konstruktioner<br />
er bygget ind i forskellige dimensioner af formerne/betydningerne af diskursive praksisser, og<br />
medvirker til produktionen, reproduktionen og forandringen af dominansrelationer. En ideologi,<br />
som er indlejret i en diskursiv praksis, er mest "effektiv", når den bliver naturliggjort og opnår<br />
status som "common sense". Ideologier skabes i samfundet på baggrund af dominansrelationer.<br />
Diskurser kan være mere eller mindre ideologiske, og de ideologiske diskurser er dem, der<br />
bidrager til at opretholde eller transformere magtrelationerne. Fairclough tager afstand fra den del<br />
af Althusser, der betragter individer som totalt konstitueret af ideologiske processer, der<br />
underkender folks handlingsmuligheder.<br />
Subjects are ideologically positioned, but they are also capable of acting creatively to make their<br />
own connections between the diverse practices and ideologies to which they are exposed, and to<br />
restructure positioning practices and structures. (ibid, 1992, p. 91)<br />
Hegemoni<br />
Hegemoni dækker over de evige kampe omkring ustabile forhold mellem klasser og grupper.<br />
Midlet for at etablere hegemoni er alliancer og etablering af ens ideologi fremfor andres. Dette<br />
sker gennem strategiske kampe, hvor de andre afvæbnes eller interpelleres (ibid, 1992, p. 92).<br />
Fairclough trækker i denne sammenhæng på Gramscis hegemonibegreb, der består i, at enhver<br />
udøver af en diskurs indgår i en kamp om at få mest mulig indflydelse på den herskende diskurs i<br />
samfundet. Denne proces, kampen om herredømmet, fortsætter konstant. Kampen om<br />
herredømmet er altså en dynamisk proces, hvor udfaldet altid vil være midlertidigt og åben for<br />
forandring, kamp om social praksis.<br />
Ifølge Fairclough bidrager hegemonibegrebet til en analyse af, hvordan diskursiv praksis indgår i en<br />
større social praksis, hvor magtrelationer indgår i. Et aspekt af den hegemoniske kamp er den<br />
diskursive praksis, som bidrager til reproduktionen og transformationen af den diskursorden, den<br />
indgår i og hermed af de eksisterende magtrelationer (jf. p.31) (Jørgensen og Phillips, 1999, p. 88).<br />
Fairclough giver ikke en præcis forklaring på, hvordan den sociale praksis kan begribes. Han forslår<br />
dog yderligere tre forhold, der skal hjælpe til at specificere den sociale praksis natur, som den<br />
diskursive praksis er en del af, og som forklarer hvorfor den diskursive praksis er som den er;<br />
Diskursens sociale matrix (social matrix of discourse) er de sociale strukturer og hegemoniske<br />
relationer, der konstituerer et specifikt grundlag for social og diskursiv praksis. Desuden skal man<br />
fokusere på, hvorledes dette grundlag reproduceres og transformeres. (Fairclough, 1992, p. 237)<br />
Side 8 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Diskursorden (orders of discourse) inddrages fra Foucault og benyttes til at undersøge, hvordan<br />
der gennem social og diskursiv praksis trækkes på andre diskursordener, for at reproducere eller<br />
transformere den nærværende sociale praksis (ibid, 1992, p. 237). Diskursordenen er summen af<br />
diskurstyper, som bruges inden for en social institution eller et social domæne. Diskurstyper<br />
består af diskurser og genrer. Inden for en diskursorden er der forskellige diskursive praksisser,<br />
hvorigennem tale og skrift produceres og konsumeres/fortolkes. Diskursordnen kan ses som et<br />
system, som både former og formes af sprogbrug. Den er dermed både struktur og praksis.<br />
Brugen af diskurser og genrer, som kan ses som ressourcer i kommunikationen, styres af<br />
diskursordnen. Dette sætter begrænsninger for, hvad der kan siges, og hvor der kan tales udfra.<br />
Diskursordner er dog åbne for forandring, hvis der artikuleres diskurser tilhørende en anden<br />
orden ind.<br />
Ideologiske og politiske effekter af diskurs (ideological and political effects of discourse). I<br />
denne sammenhæng er det givtigt, at fokusere på følgende partikulære ideologiske og hegemoniske<br />
effekter; videns- og trossystemer, sociale relationer og sociale identiteter (se foregående<br />
beskrivelser af hegemoni og ideologi) (ibid, 1992, p. 238).<br />
Kritik af Norman Fairclough<br />
Ifølge Fairclough står det diskursive og den sociale praksis i et dialektisk forhold til hinanden. Udfra<br />
"Discourse and Social Change" er det vanskeligt at begribe, hvornår noget kan betragtes som<br />
henholdsvis en værende social praksis eller en diskursiv praksis (Fairclough, 1992).<br />
I operationaliseringen af Faircloughs tilgang er det vanskeligt at afgøre om noget er en social<br />
praksis eller en diskursiv praksis. Under deltagelse i et Ph.D. seminar om kritisk <strong>diskursanalyse</strong> på<br />
Københavns Universitet, fik Fairclough mulighed for at fremlægge hans syn på disse vanskeligheder.<br />
Hans løsning på problemet var, ikke at betragte det diskursive og det sociale praksis niveau skarpt<br />
adskilt. Frem for at placere forskellige fænomener, på et af niveauerne skal man nærmere se på de<br />
diskursive og sociale aspekter af analyseområdet. Adskillelsen bliver således ikke en distinktion i<br />
virkeligheden, men nærmere et redskab til analytisk fokus. Men ud fra dette er det dog stadigvæk<br />
svært, at se hvorfor det så er nødvendigt at arbejde udfra distinktionen mellem diskursiv og social<br />
praksis, altså mellem det diskursive og det ikke-diskursive.<br />
Dette dialektiske forhold bliver af diskursanalytikerne Marianne Winther Jørgensen og Louise<br />
Phillips kritiseret for følgende:<br />
Videre er der måske et teoretisk og i hvert fald et praktisk problem, når man skal håndtere<br />
dialektikken mellem det diskursive og det ikke-diskursive. For hvordan viser man, at noget står i et<br />
dialektisk forhold til noget andet? Hvor går grænsen mellem to ting, der er i et dialektisk samspil?<br />
Og hvordan kan man vise lige præcis hvor og hvordan det ikke-diskursive påvirker og forandrer<br />
det diskursive - og omvendt? (Jørgensen og Phillips, 1999, pp. 101-102)<br />
Denne kritik er central, fordi Fairclough kun i et begrænset omfang teoretiserer denne dialektik.<br />
Ifølge Fairclough får den måde, hvorpå vi diskursivt taler og skriver om den sociale praksis,<br />
indflydelse på den måde den sociale praksis udformes. Derudover pointerer han, at den sociale<br />
praksis, gennem forskellige institutionelle forhold, får indflydelse på, hvordan man diskursivt taler<br />
og skriver.<br />
Side 9 af i alt 10
<strong>diskursanalyse</strong><br />
Fairclough mener, at en analyse af det sociale praksis niveau skal gennemføres ved hjælp af social<br />
teori. I bogen, "Discourse and social change", gives der dog ingen forklaringer på, hvorvidt alle<br />
former for teorier kan kombineres med <strong>diskursanalyse</strong>n. Også disse spørgsmål fik han lejlighed til<br />
at svare på under seminaret, og han uddybede dette ved, at det er op til den enkelte forsker at<br />
tilpasse den sociale teori til <strong>diskursanalyse</strong>n. Derudover mente han, at man ikke kan benytte<br />
teorier, der bruger begreber der står i modsætning til <strong>diskursanalyse</strong>ns begreber.<br />
Litteratur<br />
Fairclough, Norman (1992): Discourse and social change,<br />
Cambridge: Polity Press.<br />
Jørgensen, M.W. & Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode,<br />
Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.<br />
Side 10 af i alt 10