Læs - Historie-nu.dk

AKTION
Torben Jørgensen er historiker
og ansat på Institut for Internationale
Studier, afdeling for
Holocaust og Folkedrabsstudier.
Han er forfatter til bogen
Stiftelsen - Bødlerne fra
Aktion Reinhardt (Lindhardt og
Ringhof, 2003), hvorfra følgende
artikel er et uddrag.
Historie Netmagasinet
www.historie-nu.dk
Historie-nu.dk er et gratis
historie magasin, der
sætter nutiden i perspektiv,
giver baggrunden og
skaber diskussionerne.
TEKST Torben Jørgensen
Stiftelsen og bødlerne fra
REINHARDT
I efteråret 1939 rekrutterede ledelsen af det nazistiske eutanasiprogram
T4 ca. 400 mænd og kvinder, der skulle udgøre fodfolket i eutanasianstalterne.
Disse mænd og kvinder blev lønnet gennem en dækorganisation,
der bar navnet Gemeinnützige Stiftung für Anstaltspflege
(„Den almennyttige stiftelse for anstaltspleje“). Efter at eutanasiprogrammet
officielt (men ikke reelt) blev lukket i sommeren 1941 blev
omkring 120-130 mandlige medlemmer af stiftelsen udlånt til SS, med
henblik på at designe, opføre og siden bemande tre udryddelseslejre for
jøder i Polen. Her udslettede de mellem marts 1942 og november 1943
ca. 1.8 mio. jøder samt et ukendt antal tusinder sigøjnere i den såkaldte
„Aktion Reinhardt“. Hovedparten af ofrene blev dræbt inden udgangen af
året 1942. Til støtte i dette arbejde fik hver af de tre lejre et kontingent
østeuropæiske frivillige, de såkaldte „ukrainere“ fra SS-træningslejren i
Trawniki.
Denne relativt lille gruppe af mænd var dermed ansvarlige for drabet på
mellem en tredjedel og en fjerdedel af de samlede ca. 6 mio. ofre for
jødeudryddelsen.
I et forsøg på at tegne en profil af de mænd, der arbejdede i udryddelseslejrene
Belzéc, Sobibór og Treblinka har forsøger artiklen at ridse deres
dagligdag op. For at belyse det væsentlige spørgsmål om deres
råderumfokuseres på de grupper, kliker og konfliktflader, der dannede sig
inden for SS-Sonderkommandoerne fra Stiftelsen. Det følgende uddrag
beskæftiger sig med nogle af disse undergrupper.
Arbejdsfællesskabet i Lazarett
Der fandes et venskabeligt fællesskab blandt de mænd, der hovedsagelig
havde tjeneste sammen. Disse mænd delte betingelser og oplevelser, som
andre vagter ikke altid havde del i. I Treblinka udgjorde Willi Mentz, August

www.historie-nu.dk - side 2
Miete og Max Möller, der alle havde tjeneste i Lazarett, en fast vennegruppe,
også i fritiden. Netop nakkeskudsanlægget, det såkaldte Lazarett, var et af
de grusomste steder i lejrene. I Treblinka var stedet placeret mellem Rampens
yderste ende og jordvolden, der afgrænsede Totenlager. Her var en grube,
hvor der altid brændte ild. Stedet var omhegnet med pigtråd og grenflet, så
man ikke kunne se ind. Ved indgangen til et lille, åbent forkammer var et stort
Røde Kors-flag. Bag forkammeret var et halvtag til vagterne, og gruben. Langs
gravens rand løb en lav jordvold, hvor ofrene blev sat eller lagt af det lille,
jødiske arbejdskommando under Kapo Kurland. Der var normalt altid en SSmand
og to eller tre ukrainere i tjeneste. Mentz, Miete og Möller skiftedes til
at have vagt. Her var drabet fuldstændig direkte. Willi Mentz fortæller om sin
udvælgelse og træning, at han oprindeligt (det vil sige tidligt i august 1942)
blev indsat ved gashuset, hvor han ledede det kommando, der tømte kamrene
og bar de dræbte til gruberne. I forbindelse med omstruktureringen af
lejren i sensommeren og efteråret 1942 blev han imidlertid udvalgt af Wirth:
I den første tid blev jøderne skudt i gruben i Lazarett. Det
var ukrainerne, der skød oppe fra grubens kant. Siden
måtte jøderne sætte sig på grubens kant, og blev så
dræbt ved nakkeskud. Efter de havde fået nakkeskuddet,
faldt de ned i gruben. Nakkeskudsmetoden indførte
Wirth. Han viste mig det selv, og dræbte i mit påsyn flere
jøder ved nakkeskud. Jeg måtte så også dræbe flere jøder
ved nakkeskud under hans opsyn. Denne metode
blev derefter bibeholdt. 1
Mentz, der nærmest var snublet ind i eutanasien og havde passet køer og
svin på Grafeneck fandt nu sig selv på en af de mest belastede poster i
Treblinka. Jøderne måtte vente i det lille forkammer, før de i små grupper blev
ført til gravens rand. Her blev de sat eller lagt på en jordvold på gravens rand,
som regel med ansigtet mod den brændende grube. Tjenestegørende underofficer
eller en af hans ukrainske hjælpere skød dem så i nakken, en efter en.
Det var ikke altid, det lykkedes at skyde ofrene ihjel, og de ulykkelige tumlede
levende ned i flammerne. Følgende episode, der blev afdækket ved retten i
Düsseldorf, kan illustrere dagligdagen i Lazarett:
Engang kom to søstre i alderen 8 til 10 år med en transport.
De blev bragt til Lazarett, måtte klæde sig nøgne, og
derefter sætte sig på kanten af jordvolden, med ansigtet
mod den brændende Lazarett-grube. Da Mentz havde
skudt den ene pige, vendte den overlevende søster sig
om, klamrede sig til den anklagede Mentz’ ben, og bad
ham skåne sig. Hun sagde: ”Hvorfor har du skudt min

www.historie-nu.dk - side 3
søster? Lad i det mindste mig leve.” Uberørt skød den
anklagede derpå også den anden pige. 2
Når der ikke var transporter, var Mentz chef for det kommando, der passede
Treblinkas køkkenhaver ved lejrens nordlige perimeter. Her var
han, der blandt fangerne var kendt som “Frankenstein” på grund af sit
udseende, en relativt mild foresat. Samuel Willenberg, deporteret til
Treblinka den 20. oktober 1942, husker Mentz således:
Denne mand havde et langt, mørkt ansigt, store hestetænder,
og et evigt smil om munden. Hans uniform hang
på ham som på en bøjle; hans ben bøjede bagud som en
regnbue. Vi kaldte ham Frankenstein. 3
Mentz tog ikke personligt initiativer til straffeforanstaltninger, og var ikke kendt
som en, der brugte pisken. Men han gjorde tjeneste i Lazarett fra september
1942 til august 1943. Her skød han personligt flere tusinde mennesker. Under
sin retssag i første halvdel af 1960’erne fremstod Mentz som et meget
beredvilligt vidne, smilende og imødekommende over for politi og anklagemyndighed.
Dommerne bemærkede, at han var et enfoldigt og autoritetstro
menneske.
Mentz’ ven og kollega i Lazarett, August Miete, forholdt sig derimod helt anderledes
til sine muligheder. Miete var født 1908 i Westpfahlen, og havde
efter endt skolegang lært møllerhåndværket, som sin far. Han meldte sig
først hos NSDAP i 1940, 32 år gammel, tilsyneladende i forbindelse med sin
overførsel til Stiftelsen.
I foråret 1940 søgte Miete ved landbrugskontoret i Münster om tilladelse til at
overtage en gård. Her sagde sagsbehandleren, at der ikke var nogen gård for
tiden, men at man kunne tilbyde et job på et landbrug, der lå i forbindelse
med en statsanstalt. 4 Miete var indforstået, og fik kort tid efter en telefonopringning
fra Berlin, hvor man bad ham stille i Grafeneck. Her arbejdede han i
landbruget, uden at komme i nærmere berøring med drabsprocessen. I efteråret
kom Miete til Hadamar, der var ved at blive bygget om til eutanasianstalt.
Få måneder senere blev han indsat som brænder. I foråret 1942 kom han til
Berlin, og kort tid efter via Lublin til Treblinka, i slutningen af juli 1942. Miete
var altså et af de oprindelige medlemmer af besætningen i lejren, under Dr.
Eberl. Eftersom der ikke i denne periode var nogen fast inddeling af personalet,
deltog formentlig også Miete i alle de opgaver, der skulle løses i lejren. I
forbindelse med omstruktureringen blev han sat til tjeneste i Lazarett. Ved
siden af var Miete chef for Rote Kommando på sorteringspladsen. 5
Både som kommandoleder og i sin fritid tog Miete på sig at bekymre sig om

www.historie-nu.dk - side 4
alt. Han kom alle steder, og når han så en fange, der ikke arbejdede hurtigt
nok, eller så for syg ud, eller for rask, vinkede Miete manden til sig, og skød
øjeblikkeligt eller bragte den ulykkelige til Lazarett. August Miete blev således
i 1965 ikke kun dømt for sin generelle tjeneste i Lazarett og andre steder
i Treblinka, men også for en lang række drab, han selv tog initiativ til.
Hverken Miete eller Mentz var SS-aktive. Hvor Mentz, der altså blev set som
en relativt mild, eller i hvert fald gennemsnitlig, chef for sine kommandoer,
var medlem af NSDAP siden 1931, blev Miete, den grusomme exzess-Täter,
først medlem som 32-årig, og det endda tilsyneladende i forbindelse med sin
overførsel til Stiftelsen.
SS-aktive og civilister
To andre distinkte grupper i personalet var de SS-aktive på den ene side, og
de såkaldte “civilister i uniform” på den anden. Denne sidste gruppe var mere
sammensat end den første; den bestod hovedsagelig af tidligere plejere i de
tyske anstalter, men der var også forskellige håndværkere i gruppen, og deres
gennemsnitsalder var højere end de SS-aktives. Robert Jührs (Belzéc),
der hørte til civilisterne i uniform, forklarer:
Der bestod en vis splittelse blandt besætningen i Belzéclejren.
På den ene side stod de mænd, der kom fra SS,
og som man må betegne som de ledende. På den anden
side stod folk som jeg selv, der var kommet som kontorpersonale,
plejere fra eutanasianstalterne osv. Mellem de
ledende bestod, hvad angår forfremmelser, noget i retning
af brødnid. 6
En inspektør ved jernbanevæsenet forklarer om sit møde med medlemmer
af personalet i Belzéc:
Som kontrollør var jeg ansvarlig for, at banestrækningen
var i god stand [...] Under en besigtigelse af banegården i
Belzéc meddelte forstanderen, en sekretær eller oversekretær
fra Thüringen, at han havde meget at gøre med
SS-folk, der var udstationeret i den nærliggende skov. Jeg
mødte nogen tid efter et antal SS-folk i ventesalen i
Belzéc, og talte med dem. Ved den lejlighed erklærede
de på mine forespørgsler, at de ikke var SS-folk, man
havde blot stukket dem i denne uniform. Som de selv
skildrede det, kom de mest fra forskellige stats- og plejeanstalter
i Riget, hvor de havde været beskæftiget med
drabet på de sindslidende. 7
SS-mændene så sig selv som “rigtige” soldater, i modsætning til

www.historie-nu.dk - side 5
civilisterne; for soldaterne gjaldt en ridderære, som civilisterne ikke var underlagt:
Jührs og Schluch var civilister, man havde puttet i uniform.
Da jeg [...] blev chefsergent [Spiess] i Belzéc, fik jeg
fra Wirth den opgave at bringe dem en smule op på tæerne.
I den sammenhæng skulle de træde an og eksercere,
men dog ikke særlig ofte. For så vidt var jeg for
disse civilister den foresatte soldat. [...] Ordet ”soldat” er
faldet ganske ofte under retssagen i Hagen. Jeg ville med
dette udtrykke, at jeg som soldat jo måtte adlyde alle befalinger,
hvorimod en civilists lydighedsnægtelse muligvis
ikke ville blive bedømt så strengt. 8
De to grupper havde ikke meget til fælles, og så på hinanden med en vis
mistro. 9 Denne mistro blev blandt SS’erne yderligere forstærket, da Heinrich
Gley – egentlig plejer, men aspirant til gruppen af “hårde mænd” i Belzéc –
ved en ulykke skød Belzécs chefsergent, Fritz Jirmann, i efteråret 1942.
Gley blev født i 1901, som det femte barn i en landarbejderfamilie i Rödling,
Mecklenburg. Efter syv års skole i 1907-15 blev han landarbejder. Han var
medlem af den lille hær, Tyskland måtte have efter fredsslutningen (100.000
mands-hæren), i 1919-24, med slutrang af Gefreiter. Gley arbejdede i flere
tyske byer indtil han blev gift i 1929, og siden uddannet plejer. Han arbejdede
derefter i forskellige anstalter. I 1938 blev Gley indkaldt til militæret i
forbindelse med indmarchen i Østrig. Han blev hjemsendt i slutningen af
samme år.
Året efter blev Gley atter indkaldt, igen som sanitetssoldat, i forbindelse med
Sudeterkrisen, og atter blev han hurtigt hjemsendt. Omkring november 1939
blev Gley kaldt til direktøren for den anstalt, hvor han arbejdede, og fik at
vide, at han måtte regne med at blive indkaldt, idet der havde været nogle
prominente herrer fra Berlin og kigge på personalepapirerne. I december
1939 kom indkaldelsen, han skulle melde sig 4. januar 1940 i Berlin. 10 Gley
tjente i Grafeneck og Sonnenstein, før han blev overført til Belzéc i sensommeren
1942. I det hele taget synes mistro at have været karakteristisk for
stemningen indenfor vagtpersonalet:
Kun under fællesspisningen eller ved kammeratskabsforanstaltninger
kom vi overhovedet sammen, og også
ved sådanne lejligheder afholdt man sig i almindelighed
fra at tale om sine egne handlinger, fordi den ene ikke
kendte den anden, og den ene havde mistillid til den anden.
11

En anden tidligere “civilist” fra Belzéc sagde:
www.historie-nu.dk - side 6
Kun med få kammerater kunne man tale åbent om de
spørgsmål, der virkelig rørte os, eller som man siger, lette
sit hjerte. 12
Richard Glazar bemærkede, at Oberscharführer Willi Beelitz var imod de tyverier,
hans kolleger rutinemæssigt begik:
Da er Boelitz [sic] anderledes skruet sammen, gjort af
solidere stof. Slank og senet ung mand; ikke kun det
kortklippede hår, barberet i nakken, men også øjenbryn
og øjenvipper i det ovale, rødlige ansigt, er som bestrålet
af solen – blond. Han brøler ikke, og hidser sig ikke op
som Küttner og Franz, men han uddeler på samme vis
frygtelige slag med omtanke og tjenesteiver. Hans kammerater
siger om ham, at han elsker tjenesten og at han
er en stræber. Han ville gerne gøre mange ting som dem,
men han kan ikke. Han kigger højst på, når Küttner og
Franz er ude af syne, og hans kumpaner udser sig
smukke og værdifulde sager. Forbyde det kan han ikke.
Han er jo dog en del af dem. At melde dem kan han heller
ikke få sig til. Denne SS-mand er ensom i Treblinka. 13
En anden delingslinie var den mellem “nye” og “gamle” i de enkelte lejre. De
nytilkomne blev af nogle “gamle” behandlet som luft. 14 Det betød ikke engang
noget, at en nytilkommen var en gammel erfaren vagt fra en anden lejr;
kun de fælles oplevelser gav adgang til “de gamles” fællesskab. Robert Jührs
blev sammen med andre overført fra Belzéc, via arbejdslejren Dorohuzca, til
Sobibór i oktober 1943:
Som nytilkommen havde jeg ingen kontakt med medlemmerne
af lejrmandskabet. De såkaldte ”gamle” holdt sig
fjernt fra os, og beskæftigede sig ikke med os. De så os
ikke engang. Der bestod en uovervindelig kløft mellem
os. 15
En gruppe formåede imidlertid at holde sammen i et sådant omfang, at andre
tidligere kolleger huskede netop det som karakteristisk, nemlig sakserne. Det
hed sig, at de var “anstændige folk”, “rolige”, men holdt sig for sig selv. 16 De
fleste af dem havde en fælles baggrund fra eutanasianstalten Sonnenstein
bei Pirna, nær Dresden. Også gruppen af sudetertyskere holdt til en vis grad
sammen.
En anden delingslinie, der kan ses i alle tre lejre er den mellem dem, der

www.historie-nu.dk - side 7
arbejdede i ankomstafdelingen, og dem, der arbejdede i Totenlager. Den sidste
gruppe følte sig overset, tilsidesat og dårligt behandlet. Den første gruppe
drog vel et lettelsens suk over ikke at skulle gøre tjeneste ved gruberne. Således
siger Heinrich Gley, der efter at have dræbt Fritz Jirmann ved et vådeskud
fik til opgave at medvirke ved kremeringerne i Belzéc gennem fem måneder:
[...] det handlede ved forbrændingen af de genopgravede
lig om et menneskeligt, æstetisk og lugtmæssigt så afskyeligt
forehavende, at fantasien hos de mennesker, der
i dag er vant til at leve under borgerlige forhold, næppe
rækker til at fatte denne gru. 17
Endelig var der delingslinien mellem personalet i de tre lejre. Som vi har set
ovenfor, regnedes Belzéc-vagterne, med deres højere andel af SS-aktive og
deres “pionerstatus” samt det faktum, at de var under direkte daglig ledelse
af Wirth, som anderledes. Der var altså tale om et grundlæggende opsplittet
personale; i realiteten forholdt de enkelte sig mest til kammeratskabsgrupper
på to-tre stykker. Disse grupper var enten relativt indifferente over for hinanden,
eller de lå i sjældnere tilfælde direkte i strid. Således var det velkendt, at
de to ledende sergenter i Treblinka, Franz og Küttner, ikke kunne fordrage
hinanden, og at de gerne dræbte hinandens protegéer blandt de jødiske arbejdere
som chikane. Kurt Franz mente sågar, at Hering havde ladet Franz’
ukrainske oppasser dræbe for at drille Franz, som Hering ikke brød sig om. 18
Tyskere og ukrainere
Dertil kom, at tyskerne var omgivet af flere kredse af upålidelige/fjendtlige
personer. Erich Bauer sagde:
“Vi var en ”sammensvoren bande” i et fremmed land,
omgivet af ukrainske frivillige, som man ikke kunne stole
på. Under de omstændigheder var vi henvist til hinanden.”
19
I første række var der selvfølgelig jøderne. Flere SS-mænd blev såret under
tjenesten, enten på Rampen i forbindelse med ankomster, eller inde i selve
lejren. Der var som regel tale om knivstik. I september 1942 blev SS-manden
Max Bialas dræbt i Treblinka under den såkaldte appel. 20 Også lederen i
Totenlager i Treblinka, Matthes, blev angrebet. 21 Både Werner Dubois og Rudi
Kamm blev såret på Rampen i Belzéc, og der var flere sådanne tilfælde. 22
Flest tab led tyskerne i Sobibór, hvor jøderne i forbindelse med opstanden
14. oktober 1943 dræbte mere end en halv snes SS-vagter, samt et par ukrainere.
Det var trods alt ikke helt ufarligt at være lejrvagt, og dertil kom de tab,

www.historie-nu.dk - side 8
de forårsagede på sig selv. Mindst to døde efter vådeskud. 23
Dernæst var der ukrainerne. De var ifølge alle vidneudsagn udisciplinerede,
fordrukne og skydeglade. Det oprindelige, ukrainske kommando i Belzéc synes
således efter få måneder at have været anset for så upålideligt, at tyskerne
måtte omringe og afvæbne dem, før de blev sendt retur til Trawniki.
Som hovedregel havde hver ukrainer kun en laderamme (5 skud) til sit gevær,
og selv den ammunition skulle afleveres, når de gik på frivagt. Der var mange
tilfælde af deserteringer, og i et af disse tilfælde blev en SS-mand dræbt.
Nogle dage efter oprøret i Sobibór 14. oktober 1943, skulle SS-
Oberscharführer Herbert Floss bringe lejrens ukrainere tilbage til Trawniki.
De har formentlig ikke haft nogen stor tillid til, hvad tyskerne ville gøre ved
dem som bærere af en hemmelighed (Geheimnisträger), og i toget skød og
dræbte en gruppe af dem Floss, før de deserterede. 24
Ukrainerne kunne ikke vente nåde, når de havde overtrådt reglerne. I Belzéc
i eftersommeren 1942 havde to Trawniki-mænd begået indbrud i værdidepotet,
og var blevet taget. De blev indsat i “Bunkeren”, et interimistisk fængsel ved
siden af kommandanturen. Om aftenen rejste Fritz Jirmann sig pludselig, og
befalede den relativt nytilkomne Heinrich Gley, uden nærmere forklaring, at
komme med:
Det var bælgmørkt derude, og kun jeg havde en lommelygte.
Skråt over for kommandanturen, i en lille skov, lå
en bunker, som blev brugt som arrest for Hiwi’erne [ukrainerne,
TJ]. Vi gik begge til arresten. Omkring 5 til 6 meter
fra arresten udbad Jirmann sig min lommelygte. På vejen
til arresten udvekslede vi ikke et ord. Jeg havde ikke
spurgt ham, hvorhen vi gik, og hvad, der skulle ske. [...]
Efter jeg havde givet Jirmann lommelygten, beordrede
han mig til at blive stående. [...] Jirmann åbnede døren til
bunkeren, og gik ind med den lysende lommelygte i hånden.
Jeg kunne se, at en skygge sprang på ham bagfra,
og rev ham til jorden. Derved tabte han lygten, der gik i
ud. Da jeg så dette overfald, trak jeg pistolen fra hylsteret
og ladede og afsikrede den. Alt dette skete på få sekunder.
Så så jeg, at en skygge sprang ud af bunkeren, og
forsøgte at flygte. Uden at kunne skelne den flygtende,
skød jeg på ham. Kun brøkdele af sekunder senere kom
en anden skygge styrtende ud fra bunkeren. Også mod
denne afgav jeg et skud, uden at kunne skelne, hvem det
var. Ramt styrtede manden stønnende til jorden. Næsten
i samme øjeblik kom en tredie skygge ud fra bunkeren,
og i dag kan jeg ikke længere med sikkerhed sige, om jeg
også skød mod den. 25
Her var ingen domstol nødig; en underordnet tysk vagt kunne beslutte at af

www.historie-nu.dk - side 9
sige og gennemføre dødsstraffen uden videre. I sidste ende dræbte den panikslagne
Gley i nattemørket Jirmann i stedet for de to ukrainere.
I anden række var også lejrvagterne en del af den tyske besættelsesmagt i
Polen. De kunne med stor sindsro gå ud fra, at selv de polakker, der ikke
tilhørte modstandsbevægelserne, var dem fjendtligt stemt. I marts 1943 deltog
medlemmer af SS-sonderkommando Belzéc således i antipartisankampe
i området sammen med andre SS-enheder, politiet og Wehrmacht. Den 29.
marts blev Erwin Fichtner, administrationschef i Belzéc, dræbt nær landsbyen
Tarnowatka i forbindelse med en sådan operation. 26 Som partisanfaren
tog til, blev det vanskeligere at tage på tur til nærliggende byer, og vagterne
blev mere isolerede i deres barakker i lejrene. Der var der ikke andet at lave
end at foranstalte drikkelag; en sjælden gang iscenesatte man koncerter med
jødiske musikere (hver lejr havde et orkester).
Mest blev det dog kun til druk, der ofte udartede, og skærpede de konflikter,
der allerede var tilstede i personalegruppen. Således sagde for eksempel
Otto Horn om Gustav Münzberger:
Münzberger var et svin i Treblinka. Mig truede han engang
med pistolen, fordi jeg ikke havde deltaget i et drikkelag.
Forinden havde han splittet min dør i en barak i
Treblinka ad, med en bajonet. 27
Kompensation
På trods af disse triste betingelser, var der dog stadig goder, der mere eller
mindre kompenserede ulemperne for de fleste. Der var store muligheder for
at berige sig af de mange jødiske ejendele, der flød rundt i alle lejrene. Der
var selvfølgelig guld, ædelsten og kontanter, men det var farligt at forgribe sig
for meget på den slags. Mere almindeligt var det, at vagter tog tøj, legetøj,
cykler og den slags med sig på orlov. Og netop orlovsordningen var et udpræget
gode. Mens en tysk frontsoldat næppe kunne regne med orlov mere end
en eller to gange om året – hvis overhovedet – kunne Stiftelsens folk tage
hjem tre eller fire gange om året. Stiftelsen havde endda et særligt kursted
ved Attersee i Østrig, hvor personalet kunne tilbringe orloven, eventuelt sammen
med deres familier. Der er sågar eksempler på, at nogle mænd tog til
Attersee sammen med deres familier og således tilbragte ferien sammen med
de kolleger, de myrdede med til daglig.
I øvrigt nød personalet i Stiftelsen nogle overordentlig gode lønforhold. Lejrvagterne
fik 58 Reichmark pr. måned, plus et tillæg på 18 RM om dagen. Det

gav en månedsløn på hen ved 600 Reichmark, cirka det samme som en borgmester
i en mellemstor, tysk by, og altså langt mere end mange af disse mænd
ville have kunnet tjene ved deres civile erhverv som for eksempel lastbilchauffører
eller plejere. 28 Til sammenligning fik en soldat i Afrikakorpset et
dagligt tillæg på to Reichmark; almindeligvis fik soldater slet intet tillæg. 29
Disse lønninger gav dem en indkomst, de ellers næppe ville have drømt om
at opnå. Dertil kom den status og magt, de havde i lejrene. Her var de herrer
over liv og død. 30 De havde en prestigegivende uniform, der var en oppasser
til pudsning og vask, folk sprang ved deres mindste bud. Det var vilkår, der
må have fascineret den gennemsnitlige tidligere plejer eller landarbejder blandt
Stiftelsens personale. Og de var medlemmer af en hemmelig organisation;
deltagere i et enormt, historisk projekt – sådan var forståelsen for en del af
dem, i al fald før de kom fra eutanasien til Polen.
Mens disse faktorer – venskabskredsene, alkoholen, byttet, lønnen, friheden
fra fronttjeneste – ikke i sig selv, hverken hver for sig eller samlet,
endegyldigt kan forklare vagternes beredvillighed til at deltage i massemordet,
er det formentlig klart, at disse ting var med til at gøre det hele til
at holde ud. Det var fordele, der, når den daglige gru, de kolde værelser i
barakkerne, ensomheden og utrygheden blev for påtrængende, kunne forsøde
tilværelsen for mændene.
NOTER
1 Afhøring af Willi Mentz 20. september 1967: ZSL, AR-Z 230/59, bd. 13, p. 3789.
2 JuNSV, bd. XXII, Ldf. Nr. 596, p. a-94.
www.historie-nu.dk - side 10
3 Samuel Willenberg: Revolt in Treblinka. Warszawa 1992, p. 31.
4 JuNSV, bd. XXII, Ldf. Nr. 596, p. a-102. Denne sagsbehandler, Westenhoff, rekrutterede
også Willi Mentz og Max Möller, samt Rudi Beckmann, der gjorde tjeneste i
Sobibór. Se ZSL, AR-Z 230/59, bd. 5, p. 1017.
5 Afhøring af August Miete, den 27. maj 1960: ZSL, AR-Z 230/59, 5, pp. 1003ff.
6 Afhøring af Robert Jührs, den 11. oktober 1961: ZSL, AR-Z 252/59, bd. VIII, p.
1468.
7 Reichbahn-Oberinspektor Oskar Diegelmann, Reichbahndirektorat Lublin. Citeret
fra Klee et al, Schöne Zeiten, p. 213
8 Afhøring af Werner Dubois, den 16. september 1971: ZSL, AR-Z 252/59, pp. 2044-
45. Se også Kurt Franz i afhøring den 1. december 1960 om sin selvopfattelse som
soldat: ZSL, AR-Z 230/59, bd. 8, p. 1479
9 Se også Hubert Gomerski, der ikke talte med sin kollega på kontoret i Hartheim,
fordi Gomerski var SS-aktiv, og kollegaen (Karl Steubel) var plejer; ZSL, AR-Z 252/
59, bd. VII, p. 1255.
10 ZSL, AR-Z 252/59, bd. VII, pp. 1275ff
11 Afhøring af Heinrich Unverhau, den 21. juli 1960: ZSL, AR-Z 252/59, bd. V, p.

964.
12 Afhøring af Ernst Zierke, den 31. januar 1963: ZSL, AR-Z 252/59, bd. IX, pp.
1725-26.
13 Glazar, Falle, p. 55.
14 Afhøring af Willi Großmann, den 6. juli 1961: ZSL, AR-Z 230/59, p. 1854.
15 Afhøring af Robert Jührs, den 24. maj 1962: ZSL, AR-Z 251/59, bd. 7, p. 1317.
16 Afhøring af Franz Rum, den 12. oktober 1960: ZSL, AR-Z 230/59, bd. 7, p. 1317;
og afhøring af Franz Suchomel 24. og 25. oktober 1960, pp. 1412 & 1417.
17 Afhøring af Heinrich Gley, den 7. januar 1963: ZSL, AR-Z 252/59, bd. IX, p. 1699.
18 Afhøring af Kurt Franz, den 14. september 1961: ZSL, AR-Z 252/59, bd. VII, pp.
1426f.
19 Afhøring af Erich Bauer, den 20. november 1963: ZSL, AR-Z 251/59, bd. 8, p
1593.
20 Bialas blev dræbt med kniv af en argentinsk jøde ved navn Meir Berliner. Arad,
Belzéc, pp. 98f.
21 Afhøring af Heinrich Matthes, den 30. marts 1962: ZSL, AR-Z 230/59, bd. 10, p.
2062
22 Afhøring af Werner Dubois, den 16. september 1971: ZSL, AR-Z 252/59, bd. X, p.
2034.
23 Fritz Jirmann blev skudt af Heinrich Gley i Belzéc, og Anton Getzinger blev dræbt,
da han fejlbetjente en russisk håndgranat i Sobibór.
24 Dick de Mildt: In the Name of the People. Perpetrators of Genocide in the Reflection
of Their Post-War Prosecution in West Germany. Hague 1996, p. 393, n39.
25 Afhøring af Heinrich Gley, den 23. november 1961: ZSL, AR-Z 252/59, bd. VIII, p.
1541.
26 MT 2000, p. 140.
27 Afhøring at Otto Horn, den 9. januar 1963: ZSL, AR-Z 251/59, bd. 9, p. 1734.
28 Afhøring af Erich Bauer, den 7. december 1962: ZSL, AR-Z 252/59, bd. IX, p.
1676. Se også Schelvis, Sobibór, p. 296
29 Schelvis, Sobibór, p. 296.
30 Schelvis, Sobibór, p. 295.
www.historie-nu.dk - side 11